gratis dating sexdating

Brudflade II

sperm i ansigt pornoHold kæft hvor er mænd dumme’ tænker hun ved sig selv. Smiler til ham. Samtidig med hun skærmer af for sin hånd med sprøjten. Fører den ind i en vene..

Forfatter: Marcus
marcus.historier@gmail.com
Læs forrige afsnit

JOSEPHINE ER HELT nøgen bortset fra et par hvide ankelsokker.

Sidder med spredte ben. Vuggende. Ser ned af sig selv. De faste bryster og slanke lår. Hendes køn med den lille studsede trekant af kønshår. Knæene der borer sig ned i madrassen. Det viltre, lange mørkebrune hår hænger løst ned af ryggen på hende og også lidt ned over venstre bryst. Hun vikler noget af det om sin venstre hånd. Dufter til spidserne. Det skal vaskes når hun kommer hjem. Tankerne flyver. Har hun opgaver til i morgen? Jo, er der ikke matematik? Ser på sine negle. Måske hun snart skal lægge ny neglelak sammen med Majken? Fører sine hænder ned på madrassen, på hver sin side af ham. Af Jannick.

Mærker ham oppe i sig. Heldigvis er han ikke særligt stor. Løfter sin numse rytmisk op og ned. Rider ham. Hun ser det i hans pupiller, op til flere sekunder før han endda selv er klar over, at han vil gøre det. Fucking Neandertaler. Hun stålsætter sig. Gør sig parat. Hans højre hånd rammer hendes venstre kind. Så rammer venstre hånd hendes højre bryst. Hun lader luft sive ud mellem sine tykke læber. Hans stemme fylder rummet: ‘Ja, det kan du godt lide, kan du ikke? Min lille narko-luder…’ Han slår. Igen. Hun ser på hans blottede hals. Adamsæblet. Pegefingeren tapper lydløst mod hendes tommeltot, da hans næste slag rammer hendes venstre bryst. Ser kun den blottede hals. Hun kan næsten ikke være i sin krop af arrigskab, men et knust strubehoved er svært at undslippe. Han er så stjerne-tumpet, at han tolker hendes kropssprog som lyst, og han følger op med flere slag.  Ved slet, slet ikke i hvilken tynd tråd hans liv hænger i disse flygtige sekunder.

Josephine tvinger sig selv til at blive siddende. Ride ham. Bringe ham i mål, mens den blege mand ligger under hende og slår hende. Vrider sit underliv ned over hans lem. Åbner sin mund. Sutter på en finger. Prøver at lokke ham. Over grænsen. Afslutte det. Tricket virker. Hun sutter på fingeren mellem sine tykke læber, og ser hans blik bore sig ind i hendes mund. Så er hans hænder på hendes højtsiddende bryster. Krammer dem. Flår i dem. ‘Ågh…din lille…din lille…din lille teen-luder’ stønner han lavmælt. Hikstende. Og hun mærker ham med tilbageholdt åndedrag ejakulere i det tynde gummi oppe i sig.

DA HUN HAR fået sit tøj på igen, får hun Idas små pakker i sin hånd. Nok til 14 dage. Han prøver at lokke hende til at blive hængende. Tage et skud. Fortæller med stolthed i stemmen om flere yngre kvinder han har gjort hooked. Hun får tunnelsyn, pletter for øjnene, men det lykkes hende at komme ud af lejligheden, uden der sker noget. Med ham.

PÅ CYKLEN HJEM i oktober-regnen prøver hun at finde en udvej, men kan ikke se nogen. Ingen. Vej. Ud. Nu skal hun ikke bekymre sig mere om Jannick i de næste par uger. Men, næste gang vil hun have ham hurtigere færdig. Det tog for lang tid til aften. Det må hun finde en løsning på. Der er et eller andet, der lurer i hendes bevidsthed. Noget på gulvet hjemme i lejligheden. Et eller andet…?

HJEMME HJÆLPER HUN Ida med at holde skeen. Tænder op, varmer det. Får det op i sprøjten. Ida finder selv en blodåre. Her ser Josephine væk. Bider sig i sin læbe, for det vil hun aldrig kunne vænne sig til. Aldrig. Minutter efter har Ida fået ro. Falder sammen i sin seng. Josephine sidder på kanten af sin mors seng, mens hun aer hendes hår. Er helt tom i hovedet. Ser ud i intetheden. På sin mor. Kan høre en lille pige hvine begejstret på en legeplads for år tilbage. Se en ung, køn kvinde i starten af tyverne gå i knæ, pifte med solen i øjnene. Den lille pige griner helt nede fra maven af. Kvinden eksisterer ikke mere. Hun er helt væk. Tilbage ligger en 30-kilo tungere kvinde med et løbende misbrug. Pigen lever. Endnu. Men, hun griner ikke. Ikke mere. Josephine ser frem for sig. Føler sig som en hamster i et hjul. En skrue uden ende.

HUN SKIFTER FRA jeans til grå, løse joggingbukser og en smadret T-shirt. Smører madder. Sidder i stuen og spiser aftensmad, mens hun hurtigt laver sin matematik. Easy-peasy. Går ud og tisser for åben dør. Det er så dejligt, at de er alene i lejligheden nu. Kun Ida og hende. Det er da altid noget. Urinen plasker i kummen. Hun sidder med et stykke papir i hånden og venter på, at strålen tager af. Så går det op for Jose, hvad det var for en tanke, hun næsten greb på cyklen. Vil gerne have et bad, men efter hun har rejst sig og vasket sine hænder, går hun ind i stuen. Åbner en skuffe i en kommode og finder Nickis DVD-kassetter. Fire-fem porno-DVD’er som svinet ikke engang prøvede bare at skjule lidt. Der bare flød på gulvet og sofabordet. Hun fik aldrig smidt dem længere væk end ind i skabet, efter han forsvandt fra ligningen.

Hun sætter sig på en puf i stuen, efter at have sat en af filmene i afspilleren. Binder en hårelastik om sit tykke hår, mens hun følger med på skærmen. Spoler lidt. Ser to minutter af en scene. Spoler igen. Og igen. En ung kvinde ligger på alle fire. Spreder sig selv for en mand. Han trænger op i hendes røv uden at bekymre sig om kvindes ansigt, der næsten kramper af smerte. Josephine fnyser lavmælt. Det er praktisk taget voldtægt. Jose ser på kvindens hvide knoer. Har godt hørt om begrebet anal-sex, men kan slet, slet ikke forestille sig, at noget skal op. I hende. Dér. Det er jo for at ting skal komme ud? Lover sig selv at hun aldrig vil lade nogen mand trænge op i hende i det hul. Spoler væk fra kvinden. Ser slutningen af scenen, hvor kvinden falder på knæ og næsten tigger manden om at sperme sig i sit ansigt. Springer til slutningen af næste scene. Det er en anden kvinde. En anden mand. Men, det samme gentager sig. Igen tigger kvinden lavmælt om at få hans sæd i sin mund. Som vil hver dråbe modsvare en ekstra dag af liv i den sidste ende, når regnskabet skal gøres op.

Josephine bider i en kno. De grønne øjne gløder, og hun har et smil i mundvigen. Skifter DVD’en ud med en anden. Springer fra slutscene til slutscene. Det er næsten det samme hver eneste gang. Hun ryster stille på sit hoved. Hold. Kæft. Hvor. Er. Mænd. Dumme. Efter at have set otte scener vil hun til at stoppe, for nu har hun den. Kan godt simulere en lille, liderlig teen, hvis højeste ønske blot er at blive plastret til med sæd. Så kommer der en scene med to kvinder ikke mere end tre eller fire år ældre end Josephine. De smiler til hinanden. Den ene rækker ud. Kysser den anden. Ømt. Blidt. Den anden besvarer kyssene, og Josephine bliver for første gang suget ind. Det virker ægte. De synes om hinanden. Det virker…rart. Hun sætter en hånd bag om sin ryg. Støtter sig lidt, mens hun lader scenen køre. Ser fire-fem minutter og den gør noget for hende. ‘Det er sgu da endnu et paradoks, Jose’ mumler hun lavmælt, for hun synes hun har rigeligt på sin tallerken. Spoler lidt frem og nu stønner den ene kvinde mekanisk, mens den anden slikker hendes helt bare skræv og Josephine ryster på hovedet. Stopper. Vil til at slukke, men hendes hånd tager kontrol og genspiller starten af scenen med de to kønne kvinder.

JOSEPHINE SER PÅ dem kysse hinanden med en halvåben mund. Fugter sine læber. Mærker sine brystvorter stivne lidt, da den ene kvinde på skærmen vådt sutter på den andens blottede venstre bryst. Spejder mod døren ind til Ida, men lige som hendes højre hånd skal til at snige sig ned i de løse joggingbukser, så vinder den venstre hånd kampen og trykker ‘Eject’ på fjernbetjeningen. ‘Jose, du skal ikke sidde og onanere til lesbisk porno. Din dag har været sindssyg nok i sig selv’ tænker hun, og fejer alle DVD’erne ned i en sort plasticsæk. Mens hun er ved det, så finder hun alle andre spor af Nicki, som endnu ikke er blevet fjernet og føjer det til indholdet i sækken. Slår knude på og bærer den ned til skraldet. Klasker sine hænder mod hinanden i mørket nede i gården efter at have svunget posen ned i en grøn container. Så…

Men, da hun står i badet, så kan hun ikke lade være med at tænke på de billeder, hun så på skærmen minutter tidligere. Fugter sin pegefinger på højre hånd i sæbe og fører den op i sig selv. Derop hvor der kun bør komme ting ud. Gnider sin fisse med venstre hånd under strålerne. Tænker på Jamil. Hans brune øjne. Hans tunge i hendes mund. Men selv om der blev slået knude på sækken, dobbelt, så ser hun også de to kvinder for sig, der kæler med hinanden. Fingeren i hendes numse føles…godt. Frækt. Hun lukker sine øjne i badet. Onanerer hæst. Klynkende. ‘Fuck….’ stønner hun lavmælt, mens hun får en heftig orgasme op af de hvide klinker, under det varme vand.

HEIST

DEN NÆSTE GANG går det hurtigere hos Jannick. Og den næste gang igen. Og den næste. Hun har fundet formlen, brudt koden, og hun bilder sig selv ind, at hun godt kan det her uden at tage skade, men, hun ved godt inderst inde, at det ikke passer.

Hun hørte et udtryk i skolen forleden: ‘Det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere.’ Det var Lene, der sagde det i klassen, da hun gav lektier for. Jose tror ikke på det, for hun føler sig ikke stærkere. Hun føler sig mast. Drænet. Nærmest gennemsigtig. Har det, som er hun en træskulptur, og efter hvert besøg hos Jannick er der taget et lag af hende. Ikke med sav eller mejsel. Men der bliver slebet på hende med groft sandpapir for hver gang, og efterhånden ligger der et tyndt lag træstøv på gulvet. Hun er ikke ramt-ramt. Endnu. Men hun ved ikke hvor lang tid der går, før en runde med sandpapiret vil fjerne noget af hende, som hun for alvor ikke kan leve uden. Hendes gnist? Det udefinerlige, der lige præcis definerer hende?

HUN ER PÅ besøg hos Jannick. Igen. Han prøver som altid at få hende til at skyde med sig bagefter. Hendes stemme er lavmælt og hæs, da hun takker nej. Han blærer sig, igen-igen, med flere unge kvinder han har vendt mod mørket. Som fixer hos ham sidst på måneden, når pengene er væk, mod at han må ‘nusse om dem’ som han lettere omskrevet kalder overgrebene. Jose ser lige igennem ham. Han har ikke de ti salgspakker fremme, hun vil have, mod at gå hele vejen med ham. Han kradser sig på armen. Bander lavmælt. Jose ved ikke, hvad der får hende til at gå med ham ind på hans ‘kontor’, som han kalder det. I virkeligheden blot et lille rum med et billigt skrivebord og et pengeskab naglet til gulvet. Han skærmer ikke af, da han taster koden, og Josephine ser den. Eller mener hun ser den. Koden. Det er, som om, at han gerne vil blære sig med indholdet, og Josephine kan godt forstå hvorfor, for hvis man er junkie, så er indholdet hvad den Hellige Gral er for en Korsridder. Han finder heroinen til Josephine, fra en pose han lægger på sit bord. Tæller elleve salgspakker op. Giver hende de ti. Den sidste skal han øjensynligt bruge, når han har fået, hvad han er ude efter. Hun lægger pakningerne i sin lomme på sine jeans.

INDE I SOVEVÆRELSET er hun næsten ved at skrige. Det er for helvede det samme sengetøj, som han har haft på de sidste tre måneder. Føler sig beskidt bare af at se på det. Hun tager sin hættetrøje af. Sin T-shirt. Sin Bh. Står topløs og ser på hans blege krop. Hans grimme øjne. Han spænder sine bukser op. Hun tager fat i dem og hiver dem af. Hun rør ham. Giver ham kondom på. Prøver at spille ham lidt, uden han opdager det, så han er mere klar, tættere på mål, når hun glider ned over ham, men, han fjerner hendes hånd, mens han griner. Grimt. Hun blinker.

Knapper sine jeans op. Ser ned. Synes hun står i en lille bunke af træstøv. Blinker. Det er væk. Kravler op i sengen til ham. Sætter sig op på ham. Rør sig selv, og glider så ned. Han slår hende. Igen. Hårdere. Niver det andet bryst. Siger: ‘Næste gang, så skal du også være lidt sød ved en af mine venner, hvis du vil have noget til Ida. Han er lidt til det hårde. Noget med læderstropper. Fiksering. Det ville du også synes var meget frækt, ikke din lille luder?’ Hun ser på ham. Helt perpleks, men prøver at nikke. Tænker. ‘Det kommer aldrig til at ske. Som i aldrig!’

Hans pupiller giver ham væk, og hun orker ikke mere, så hun trækker sig væk før slaget kommer, og han rammer blot luft med et lidt forundret udtryk i sit ansigt. Kravler af ham, og bøjer sig med sine bløde læber mod hans pik, mens hun hiver gummiet af. ‘Vil du ikke godt sperme mig i min mund? Det er så fucking frækt’ hvisker hun. Bøjer sig ned, og begynder at sutte ham af, mens hun pumper ham med sin hånd. Hendes tanker ræser af sted. Hun kan ikke komme igen. Ikke Jannick plus en anden. Samtidig. Det kan hun ikke. Det kan hun bare ikke. Det vil være for meget. Pumper ham. Sutter på ham, mens hun hører ham nærme sig klimaks. Hører ham svine hende til verbalt. Hun bare sutter. Gnider ham. Sutter. ‘Åh ja’ hvisker hun, da hun kan mærke, at han er sekunder fra. Tager noget af spermen i sin mund, men lader det glide ud af sin mundhule, uden han opdager det. Han ligger med lukkede øjne. Hun tænker lynende hurtigt. Så hun koden? Rigtigt?

HUN KAN SMADRE ham. Stjæle fra ham, men, er der ikke noget med at han har rockerforbindelser? Hun kan høre Gregers’ stemme for sig. ‘…parat. Skånselsløs…slå til, når du ser den mindste åbning…’ Hun ser ned på junkien i sengen. Hun kan ikke mere. Det er ham eller hende, men har han nogen, han er noget for?

Spørger lavmælt. ‘Har du egentlig nogen børn?’ Han griner grimt. Sjofelt. ‘Ikke hvad jeg ved af…men…det kunne da være lækkert med sin egen lille tøs, der boede hos mig. Praktisk!’ Josephine puster lavmælt luft ud mellem sine tykke læber. Han går nærmest med søm i munden, og banker låget fast på sin egen kiste. Sætter sit stød ind. ‘Skal jeg ikke hjælpe dig med at gøre en aften-sprøjte klar? Jeg kan også ordne køkkenet, hvis jeg får en pose ekstra næste gang?’ Han griner. Overrasket og veltilpas, men hun har også sine hænder skjult for ham. Han ser ikke pegefingrene, der rytmisk tapper mod de to tommeltotter. ‘Du er en lille narko-luder. Jeg skal lige skide først, så er jeg parat til at døse lidt hen.’ Jose ser ham for sig tage endnu et lille søm ud af munden. Banker også det ned i låget på kisten. Tænker: ‘Du har ingen eksistensberettigelse. Du gør ikke noget godt. Du spreder bare ulykke. Smadrer hjem og familier. Du vil ikke efterlade den mindste krusning på overfladen. Ikke én!’ Han rejser sig op. Rager på hendes bryster, og hun lader ham, men i sit indre uddeler hun mindst tretten forskellige slag-kombinationer mod hans krop, og ser ham for sig ramme væggen med en dump lyd.

JANNICK GÅR PÅ toilettet i sine nussede, næsten grå, underbukser som måske engang har været hvide. Skider for åben dør, mens han nynner. Josephine har tunnelsyn. Arbejder roligt og velovervejet. Tænder op under stoffet. Gør sprøjten klar. Da han endelig kommer ind efter ti minutter, mumler han noget for sig selv, da han ser den smukke 15-årige pige sidde på knæ i sin seng med gummislangen, og spidsen af en sprøjte i sin hånd. Han ligger sig ned i sengen, og hun bøjer sig over ham. Ser på ham. Han ænser ikke noget.

Ser kun på hendes blottede bryster. ‘Hold kæft hvor er mænd dumme’ tænker hun ved sig selv. Smiler til ham. Indladende. Samtidig med hun skærmer af for sin hånd med sprøjten. Fører den ind i en vene. Kan hun? Tage liv? Åbenbart, for hun skubber stemplet i sprøjten ned. Helt i bund. Nærmest uden at tænke eller tøve. Ser blodet hvirvle op for sig i sit indre. Giftstofferne strømme gennem kroppen, nå hjertet, som vil… Jannick ser på hende. Opspærrede øjne. Hun slipper. Lader sprøjten sidde i hans arm. Han ser forvirret på hende. Falder ned mod madrassen. ‘Wauwhhh….’ stønner han. Finder hende med sit blik. Hendes øjne giver den væk, men hun vil have, at han skal vide det. Være helt sikker. Hun åbner sin knyttede venstre hånd. Lader ni tomme papir-indpakninger svæve ned på hans blottede overkrop. Han gisper højt. Prøver at hæve sig op med sine hænder ned i madrassen. Lykkes med det. I få sekunder. Så falder han ned. ‘Din…din…’ mumler han. Savler. Trækker vejret anstrengt. Josephine sætter sig ved siden af ham. Burde føle anger. Smerte. Han ligger for helvede og dør for øjnene af hende. Men, det er ikke det, hun føler. Hun føler sig levende. Har lyst til at spytte på ham, men ved instinktivt at det er en dårlig idé, hvis det skal sælges som en junkie og en overdosis i stedet for et vellykket heist.

Hans blik er ikke på hende mere, men har søgt opad. Hvad ser han? Loftet? Hun sidder på kanten af sengen. Er våd. Hvorfor nu? Hun fører en finger ned i sin hvide blondetrusse, og mens Jannick foran hende langsomt giver op og overgiver sig til livet efter dette, så gnider hun stille sig selv. Hun kommer ikke. Det ville være for meget. Men, fuck hun er tæt på.

DA HAN LIGGER kold og livløs foran Josephine ti minutter efter, føler hun for første gang en begyndende panik. Og stress. Ikke overfor ham, for han var et svin og fortjente hvad han fik. En poetisk retfærdighed at dø af det stof som han forpestede andre med. Hendes bekymring er pengeskabet. Så hun koden? Rigtigt? Tvinger sig selv til at fjerne alle spor af sig selv fra lejligheden først, før hun tjekker. Det brugte kondom er i hendes lomme. Overvejer at rydde op, men nej, det er for fanden en død junkie. De forventer, at der vil være rod. Hun tager sine jeans, sin bh, T-shirt og så sin hættetrøje på, før hun går ind på hans kontor. Sætter sig på knæ. Trækker vejret ind. Puster ud. Taster de otte tal. Holder vejret. Fuck.. Hun er lige ved at skrige. For der sker ikke noget. Lige indtil døren til skabet sekundet efter glider op. I skabet ligger der seks fryseposer med hvidt pulver. 50-60 små salgspakker i papir. Der ligger også, hvad der siden skal vise sig at være præcis 411.750 kroner i kontanter rullet sammen i bundter med røde elastikker. Hun smider det hele ned i en beskidt mulepose, hun finder i et skab. Er halvvejs gennem lejligheden, da hun kommer i tanke om sin fejl. Vender sig. ‘Dough’ siger hun højt for sig selv, slår sig for panden og går langsomt ind på hans kontor, hvor hun med sin fod lukker pengeskabet.

PÅ VEJEN HJEM står hun op i cyklen, for hun ved hendes mor har brug for sit fix inden for de næste timer. Hun vil få, hvad hun plejer i aften. I morgen. Og så vil hun langsomt, langsomt, uden hun opdager det, skære ned og så begynde at supplere med noget andet. Gradvist puffe hende fra mørket og ind i lyset. Hun skal aldrig have at vide, at Josephine har scoret. At der under hendes seng ligger sne nok til at ride Crazy Horse til man når Nangijala. Men nu er jagten på det næste fix stoppet. Alle de penge der er gået til det, kan de bruge på mad. På Terapi. Hjemme hjælper hun sin mor med at forberede sprøjten. Aer hende. Nusser hendes hår. Lige da hendes mor sprøjter sig, hvisker Josephine lavmælt: ‘Mor, hvem gjorde det her mod dig?’ Ida mumler et navn med angst malet i sit ansigt. ‘Hvad?’ Hun hvisker det samme navn igen ‘Mike.’ Josephine kan mærke en vrede sitre i kroppen. ‘Jeg finder ham mor.’ Ida spjætter. ‘Nej, lille skat. Han er så farlig. Så farl…’ Hun falder lidt sammen. Glider væk. Josephine nusser sin mor. Efter nogle minutter er Ida næsten bevidstløs. Josephine aer hende. Ser ud i det mørke rum. Så rejser hun sig og finder muleposen i entreen.

STÅR I LANG tid og ser på indholdet som hun har hældt ud på sin seng. Tæller pengene. Ser lidt ud i luften, da hun har gjort det. Tæller igen. Får præcis samme resultat en gang til. Hendes højre arm ryster en anelse. Blot en sitren, og hun lægger ikke så meget i det, men blot fordi halvdelen af hendes dna-kode stammer fra en psykopat, så er det ikke det samme som, at hun kan slå ihjel, uden at det får følger.

Så rystelserne følger hende i månederne der kommer. Og de tager gradvist til. For så at blive værre. Og værre endnu. Før de endelig med tiden aftager og en dag forsvinder.

OKAY?

DE FØLGENDE DAGE bruger Josephine på at lave planer. Hun går rundt i lejligheden. Ser på deres ting. Beslutter sig at skrotte næsten alt. Rydder op. Lufter ud. Så begynder hun at gøre rent. Pjækker og bruger i stedet en hel dag på at komme helt i bund efter at have købt rengøringsartikler i Netto. Dagen efter begynder hun at vaske væggene i stuen ned, for de er nærmest gullige af røg, men det er et stort arbejde, og hun får brug for hjælp. Hun handler ind. Går forbi Aldi, og også Netto. I dag går hun i Irma for første gang i sit liv, men selv om hun kan flå ned fra hylderne, så køber hun kun, hvad hun ved de får spist. Hjemme laver hun en nærende suppe af rodfrugter med lækkert, sprødt bacon og en cremet, delikat creme fraiche. Tvinger fire skefulde i Ida. Dagen efter får hun fem i hende.

I SKOLEN SPØRGER hun Majken og Jamil, om de har lyst til at hjælpe med at vaske ned derhjemme. At male. Det går slet ikke, som hun havde forestillet sig, lige ind til det går op for hende, at de aldrig i livet vil sige nej til noget, hun kan finde på at spørge om. ‘Ej den dag kan jeg ikke. Vel Jamil? Altså jeg skal vaske hår, og hvad…var der ikke noget du skulle?’ Han nikker. ‘Jo, jeg mener jeg har planlagt at skifte snørebånd i mine sko, så…’ Josephine fniser. Bøjer sig frem, og holder om dem. Samme dag kommer de med hjem. Ida bliver bag sin lukkede soveværelsesdør, men på et tidspunkt kan hun ikke nære sig. Åbner på klem. Titter ind i den helt ryddede stue. Ser de tre male hvidt på væggene i lyset fra flere stærke lamper, Josephine har lejet i malerbutikken. Stirrer på dem. Majken opdager hende. Vinker med hvide maling-klatter på sine kinder, og stænk af hvidt på næsen. Ida vinker tøvende igen. Så lukker hun døren.

Ugen efter tager de Idas soveværelse, efter at Josephine har installeret hende på sit værelse. Nætterne sover hun selv hos Majken. De bærer Idas seng ned til storskrald. Der er for mange minder forbundet med den. Ugen efter kommer nogle fragtfolk med en ny seng, en ny sofa, et lille sofabord, tre reoler og et mindre, men bedre fjernsyn end det store og lidt pinlige monstrum de havde.

DE KOMMER TO mand høj. En senior i starten af 50’erne med mave og smilehuller og så en ung fyr i starten af 20’erne. Ida titter frygtsomt frem fra Josephines værelse, da de kommer op med den sidste store del til sofaen. Den unge fyr fniser, siger halvhøjt ‘Ahvad…’ Ser fra Josephine og hen på Ida. Som fra Skønheden til Udyret. Josephine får røde pletter på sine kinder. Den ældre fragtmand tager fyren med sig ned af trapperne med et fast tag i hans krave. Jose går ud på altanen. Ser den ældre tale strengt til fyren på parkeringspladsen. Junior står og ser ned i jorden. Hun har tunnelsyn. Pegefingeren tapper mod tommeltotten. Han skal fandeme ikke ind i min lejlighed igen, beslutter hun sig. Stiller sig ud i opgangen, men det er kun den ældre fragtmand, der kommer op. ‘Han…han kommer ikke mere.’ siger han lavmælt, da han passerer hende i døren bærende på en kasse. Så hjælper han med at pakke ud. At samle. Monterer ben mens han fløjter lavmælt. Josephine kan godt lide ham. Ida titter frem, bevæger sig ind i stuen. Ser med store øjne på den pæne, sandfarvede sofa, det lille bord. Han smiler til hende. ‘Kom her, frue’ Og han er så tilpas rar og rolig, at Ida godt tør. Kommer hen til dem.

‘Det kan jeg godt fortælle Dem. Den første gang man sætter sig i en ny sofa, det er bare noget ganske særligt, frue.’ Ida lader sig føre, og bliver sat ned. Hun synker helt ned i de bløde hynder. Ser glad op på Josephine. ‘Næ, hov.’ mumler fragtmanden. Han tager en hobbykniv frem, som han skjuler i sin store hånd. Bøjer sig ned over en kasse som han skærer op, mens han skærmer af for Ida, som ved han instinktivt, at mænd og knive, bare ikke er brugbart i den her lejlighed. ‘Så’ siger han, da han rejser sig op i fuld højde igen. Kniven er forsvundet, og i stedet har han to pyntepuder i sin store hånd. Han placerer forsigtigt den ene bag ryggen på Ida. ‘Hvordan er det så, frue?’ Hun nikker. Glad. Smilende. ‘Dejligt’ mumler hun. Bagefter tager han af flere omgange pappet og det overskydende plastic ned. Bærer den gamle fladskærm ned, og hjælper med at hænge den nye, mindre op. Bruger over en time på at hjælpe i lejligheden, og tager imod tilbuddet om kaffe undervejs. Til sidst, da han står i entréen, stikker han sin store lab frem til afsked. ‘Okay?’ Josephine nikker. Smiler. ‘Yeah. Vi er okay.’ Han og hende. Hun og Ida.

UGEN EFTER TAGER hun hen til en form for psykolog-kollektiv, hvor flere psykologer deles om reception. Henvender sig i skranken og får en aftale en halv time senere. Psykologen der har en ledig stund, hedder Ellen, er på Lenes alder og virker lige så sød. Efter at have snakket lidt med Josephine, så indvilliger hun nølende i at tage på hjemmebesøg, på grund af Idas problemer med angst.

I STARTEN AF december, åbner Josephine for Ellen, til det hun nu synes er et hyggeligt og præsentabelt hjem. Ida sidder i stuen på præcis samme sted i sofaen, som der hvor fragtmanden placerede hende. Det er hendes yndlingssted. Jose har prøvet at fortælle Ida om Ellen. Om besøget. At hun skal prøve at tale med én. Ida er genstridig. Vil ikke. Josephine slukker fjernsynet. Præsenterer sin mor for Ellen. Ida presser sin mund sammen, og folder sine hænder over sit bryst. Vil ikke engang hilse. ‘Tak Josephine’ siger Ellen dæmpet. ‘Jeg tror, at Ida og jeg har den herfra.’ Josephine ser på de to. Projektet ser lidt udsigtsløst ud, men Ellen virker kompetent og mere end fortrøstningsfuld. Hun forlader dem. Vikler et tørklæde om halsen, tager sin grå hættetrøje på og drager ind til København.

Der er en jakke, hun vil ind og kigge på. Igen.

DEN FØRSTE GANG (II)

DEN DAG I slutningen af maj, hvor de får læseferie, returnerer Josephine “Rosens Navn” af Eco til Majkens far. De taler om den, som de plejer. Bagefter står han lidt tavs. Hiver en ny bog ud af reolen tæt på det sted hvor han satte den anden bog ind. “Forbrydelse og Straf” af Dostojevskij. ‘Den skal du læse. Den handler om dilemmaet med at have begået et mord uden nogen måske har opdaget det, men hvordan den ultimative straf faktisk er det at leve med…’ ‘Undskyld, hvad…hvad sagde du’ spørger Josephine med en lavmælt stemme, der næsten knækker over. Han gentager det hele igen og fortsætter så. Josephine dropper ud. Kan se han bevæger sin mund. Høre ord strømme mod sig, men hun er ikke længere mentalt til stede i den hyggelige stue.

HENDES HØJRE ARM begynder at ryste. Et stempel bliver trykket i bund. Giftstoffer strømmer rundt i blodårer. Finder et hjerte. I hendes bevidsthed er det alt, alt for grafisk. Nærmest blodeksplosioner da heroinen lammer hjertet. Hun begynder at svede og holder krampagtigt fast i sin arm med sin venstre hånd. Bliver reddet af Nanna der tilfældigt går gennem lokalet, men uden hun synes at registrere Josephines tilstand. Hun ser sin mand. ‘Kæreste, jeg ved godt at pigerne skal op i gruppeeksamen i eksistentialisme, men synes du ikke, at den her, det lige er i overkanten for en pige på 16?’ Hun tager bogen fra sin mand. Sætter den på sin plads i reolen. Svajer frem og tilbage. Søgende blik. Fingre på bogrygge tæt på den anden. ‘Jose, du skal læse den her.’ Giver hende “Nordkraft” ‘Det er flere fortællinger, handlinger, men – IT ALL CONNECTS – og…’ hun hiver Josephine tæt ind til sig, hvisker ‘…der er sex i!’

JOSEPHINE GÅR OP ad trappen til Majkens værelse. Ligger sig på sengen. Svarer adspredt på et spørgsmål som hendes veninde fyrer af fra skrivebordet, hvor hun sidder og prøver at finde den helt rigtige vinkel på deres opgave. Josephine lader, som om hun læser i bogen, men hendes tanker ræser af sted, og hun ryster stadig lidt i kroppen. Der er noget, hun ikke har styr på. Hun har brug for hjælp, så hun ikke ender som… Hun smider bogen fra sig i sengen. Fletter fingrene under sin nakke. Ser op i loftet. De har tavshedspligt. Har de ikke?

‘JOSE, HVAD ER det nu, det hedder, det der billede, ham der nordmanden har lavet, af den der person, der står på en bro og skriger.’ Majken sætter hænderne på sine kinder, åbner munden og skriger lavmælt med store øjne. Jose ser mod hende. Spejler sin venindes handling. De griner mod hinanden. ‘Men det er jo det, det hedder. “Skriget”.’ Majken fortsætter. ‘Præcis. Jeg havde tænkt på, at vi kunne tage udgangspunkt i det billede, bygge en historie op og så…’ Josephine kan mærke rystelserne forsvinde. Retter sig op. Håret falder ned i øjnene på hende. ‘Ej, perfekt idé.’ Hun rejser sig helt op. ‘Hey, vi kunne også…’ De finder billedet på nettet. Bruger timer på at drøfte opgaven og da de er ved at tage tøj af, er de begge høje på god energi, for skelettet er lagt til en fed opgave.

DET ER, DA Josephine har taget sin BH af og blot står i trusser på gulvet med en af Majkens gamle T-shirts i hånden, som hun bruger til at sove i, at hun ser Majkens blik på sig i spejlet. Ser hende se på sig, på samme måde som Jamil så på hende for 13 måneder siden i samme værelse. Det varer et sekund. To sekunder. Lyst. Sårbarhed. De stivner begge i et splitsekund, da deres øjne mødes. Majkens blik bliver spørgende og til sidst blot angstfuldt. Har blottet sig. Josephine redder sin veninde. Rømmer sig. ‘Jeg har tænkt på’ siger hun, mens hun tager sin T-shirt på. ‘Jeg har tænkt på, at de sejl man ser på billedet, de måske i virkeligheden er religiøse symboler? Kors?’ Majken har ryggen til hende i tre-fire sekunder. Samler sig. Vender sig rundt. Og nu er hun hendes veninde. Igen. ‘For helvede, Jose. Det er jo perfekt. Sådan en detalje vil Lene bare elske.’ De ligger sig i sengen. Majken slukker lyset relativt hurtigt. De snakker ikke så meget. Er tavse. Josephine kan godt mærke, at Majken ikke sover få centimeter fra hende. Hun vender sig halvt. Ser ud i mørket. Tænker sit. Falder til sidst i søvn.

DEN NAT HAR hun en voldsomt erotisk drøm om en af de kvinder, hun så på film tilbage i efteråret. Den unge kvinde ligger nøgen i hendes seng. Oven på hende. Men, da hun reagerer på personen i sengen, er værelset pludselig blevet til Majkens, og da kvinden hæver sit blik mod hende fra hendes bare bryster, da er det Majkens øjne, der ser mod hende. Majkens fingre der stimulerer hende. Hun gisper og skyder sin overkrop op i en bue. Holder fast i håret. Fører den sultne mund med den ru tunge mod sin…Vågner. Det er morgen, og hun er helt afsindigt våd. Helt. Afsindigt. Våd. Blinker med øjnene. Ser ned. Nej. Ser til sin side. Majken ligger i fosterstilling med front mod hende. I dyb søvn. Josephine er omtumlet. Stadig halvt i sin drøm. Ser på Majkens ansigt. Læber. Rør sig selv. Dernede. Fuck, hun er våd. Hun kæler lidt, mens hun ser på Majkens læber. Fingre. Forestiller sig læberne om en af sine brystvorter og Majkens pæne fingre nede ved sit køn.

‘Hold nu kæft, det er langt ude, Jose’ tænker hun. Fjerner fingeren fra sin klit. Hånden op over dynen. Ser på Majken. Har lyst til at række ud og ae hende. Det har hun jo gjort tusinde gange, men denne gang er det noget andet. Hun ligger lidt. Lytter. Huset er helt stille. De andre er gået ud i verden på deres dag. Teenagerne på læseferie er alene hjemme. Hun lister ud af sengen. Går på toilettet. Tisser for lukket dør. Ser på sig selv i spejlet da hun vasker hænder. Brysterne er vokset. Nærmest færdige. Håret uglet og hendes tykke, bløde læber lidt trodsige. Hun tænker: ‘Hvis du vil prøve dét, så er der ikke nogen mere oplagt end Majken. Og blikket i går…’ Hun vasker hænder. Børster tænder. Allerede dér, har hun nok i virkeligheden besluttet sig, men hun prøver at lade som om, at det ikke er tilfældet. For det er sgu da virkeligt langt ude?

Hun lister ind på Majkens værelse igen. Kravler under sin dyne. Ligger sig i fosterstilling med front mod Majken. Venter. Der går tyve minutter. Så strækker Majken sig. Gnider sin næse. Strækker sig. Igen. Blinker. Ligger på ryggen. Blinker. Åbne øjne. Gaber. Strækker sig. Mærker Josephine ved sin side og drejer rundt, så hun ligger på siden som hende. Deres ansigter er ti centimeter fra hinanden, og Josephines øjne er små eksplosioner af grønt. ‘Hey’ hvisker Jose. ‘Hey’ siger Majken efter nogle sekunder med en stemme farvet af søvn, men fanger den ikke. ‘Heyyyy’ siger Josephine igen. Majken siger det samme retur, lidt undrende. ‘Okay’, tænker Jose. ‘Sådan kan vi ligge hele morgenen, og komme ingen vegne.’ Hun rækker en hånd ind under Majkens dyne og lader sin håndflade omslutte Majkens bløde bryst uden på T-shirten. Majkens øjne bliver store. En tungespids fugter en underlæbe, men ellers fryser hun. Ser bare på Josephine, der næsten ikke tør trække vejret, for havde hun ikke set rigt…

MAJKEN SIGER EN hæs lyd, og åbner så sin dyne, bagefter Josephines og lader sig glide ovenpå Jose. Hun klynker hæst, da hun placerer sin varme krop ovenpå Josephines. Fanger hendes hænder i sine. Fletter fingre med hende. Lukker hende inde i en hule af sit hår. Det føles rart. At mærke hende. Josephine kan føle varmen mellem sine ben. Majkens lidt tunge bryster mod sin overkrop. ‘Hey’ hvisker Majken, og så bøjer hun sig ned og kysser Josephine. Deres tænder støder sammen, og de fniser, men Majken giver ikke op. Prøver igen, og anden gang klikker det. Er dejligt. Majken nipper forsigtigt i Joses tykke underlæbe, og så forsvinder hendes tunge i Joses mund, mens hun samtidig kører sit underliv af mod Josephines. Der er søvn og lasagne på hendes ånde. Jose giver hende noget af sin mentol-blanding fra tandbørstningen tidligere, og de smelter sammen. Deres dufte. Deres hænder. Deres køn.

DET FALDER NATURLIGT, de ting de gør. Med hinanden. Majken tager styring. Det er, som har hun tænkt på, hvad de kunne foretage sig hundevis af gange, og det er nok ikke helt forkert. Hun gnider sig mod Josephines slanke lår, med begge sine ben omkranset hendes ene. Gnider sig, stadig med trusser på, samtidig med at hun kysser Josephines bryster, og med den ene hånd drilsk søger ned mod Josephines trusser. Ikke direkte. Mere drillende, som ved hun, at de har en hel formiddag, og ikke har travlt.

Da hendes pæne fingre endelig rammer Josephines kønslæber sitrer hele Joses krop, og hun mærker sig selv række ned og prøve at tvinge Majken til at føre fingre op i sig. De skifter stilling efter at Josephine har fået to orgasmer. Jose driller Majken. Kysser og sutter på hendes bløde bryster. ‘Skal jeg også kysse dig her?’ Bevæger sit ansigt to centimeter mere sydpå. ‘Og her?’ Kysser og slikker. Rammer endelig hendes navle, hvor hun virkelig giver sig god tid. Kan godt mærke hvordan Majken nærmest ligger og vipper med sin rumpe. Forsøger at presse sit køn op mod sin venindes ansigt. ‘Skal jeg også kysse dig her?’ spørger Josephine med drilske øjne, da hun kommer til trussekanten på sin venindes hvide trusse. ‘Ej, skal jeg?’ Hun fniser. Det er rart. Blødt. Trygt. At have sex. Med Majken.

Senere hvisker Majken noget i Josephines øre, mens hun rødmer. Jose nikker. Hæver blikket og ser sig rundt i lokalet. Får øje på den på en kommode. Rejser sig hurtigt og henter Majkens børste. Ligger sig ved siden af Majken, og fører skaftet op i hendes våde indre, mens hun kysser hende med tunge og samtidig spiller hendes klit. Majkens orgasme kommer som fra en anden verden. Som rammer alle tektoniske plader i Europa i hak. Som har hun bygget op alene gennem flere år til præcis dette øjeblik.

DE LIGGER MED dynen trukket helt over hovedet. Tæt. Nøgne. Josephine lader sin hånd vandre ned af Majkens krop. Aer hendes bryster. Kysser hendes hals. Trækker sig lidt væk. ‘Det var vores første gang. Og sidste gang. Enig?’ Majken strækker sig lidt. Modvilligt nikker hun. Josephine kan godt se, at hun ikke er helt så afklaret med den beslutning, som hun er. Følger op. ‘Jeg…jeg elsker dig jo. Men, vi skal ikke være romantisk forbundet. Kærester går fra hinanden. Du skal være i mit liv. Altid. En jeg kan ringe til mange år fra nu en regnvejrsaften i november, hvis jeg har brug for hjælp.’ Majken begynder at fnise. ‘Hvad?’ Lyder det forurettet fra Jose. Majkens øjne er glade. ‘Du er bare så…melodramatisk. En regnvejrsaften i november’ siger hun med forstilt dyster stemme. Så lidt mere alvorligt. ‘Men jeg vil altid være der for dig, Jose. Altid. Også…’ hun fniser ‘mange år fra nu, en regnvejrsaften i november.’

DE HAR IKKE travlt med at komme ud af sengen. Det er, som om de har en uudtalt aftale om, at magien forsvinder og ikke kan genskabes, så snart en fod rører plankegulvet. ‘Ej, tror du at jeg er lesbisk?’ hvisker Majken med sit ansigt nede fra Josephines mave. Josephine ryster på hovedet. ‘Næ, du kan også bare godt lide at kysse piger. Og de skal fandeme ikke sætte os i bås, sætte labels på os, så det er så fint. Men, vidste du i øvrigt at Thor han er vild med dig?’ Majken sprutter, men hun virker glad. ‘Ej, han er bare så ir-ri-te-ren-de.’ Josephine fniser. ‘Er du sikker på, at han ikke er irriterende på sådan en lidt dejlig måde?’ Majken kysser hendes navle med håret ned over øjnene. Fører håret væk. Ser op. ‘Han er sgu da bare så…’ Men hendes mundvige vender opad. ‘Der er fest, når vi er færdige med skolen’ siger Jose, mens hun nusser Majken i håret. Så skubber hun hende lidt nedad. Lidt mere nedad. Og lidt til. Så holder hun fast i Majkens tykke, blonde hår. Buer sin blottede overkrop og stønner højlydt, da Majken finder the sweet spot med sin ru tunge, og følger op med en finger i hende. Minutter senere er det håndtaget på børsten, Majken fører op, og Josephine møder stønnende fylden i sit indre. Presser sit underliv nedad, samtidig med hun trykker sin klit mod sin venindes varme, våde mund.

HALVANDEN TIME EFTER svinger Josephine sig ud af sengen med sine trusser i hånden og rastløs energi i kroppen. Placerer sine fødder på gulvet. Majken prøver ikke at stoppe hende, men følger ikke med. Har brug for lidt alene tid i sengen, mens alt hvad de har lavet stadig er i frisk erindring. Josephine føler hun skal forklare. ‘Jeg kan bare mærke, at i dag bliver sådan helt vild. En helt fantastisk, speciel dag. Der sker ting i dag. Jeg mener, en dag der starter så overraskende og dejligt?’ Hun slår gardinerne fra og majsolen vælter ind. Åbner et vinduet og fuglekvidder fylder værelset. Vender sig nøgen mod Majken. ‘Må jeg…’ ‘Ja, du må’ svarer Majken. Josephine dropper sine trusser i Majkens vasketøjskurv, åbner hendes skuffe med undertøj og finder nogle rene trusser. Så skynder hun sig ud under bruseren. Tager et hurtigt bad. Har ikke lyst til at skylle Majken af sig, men vil samtidig gerne friskes op. Hun kan mærke Majken på sin tunge, og det er ikke kun søvn og lasagne. Fniser under strålerne med en hånd for munden ved tanken om de sidste timer i sengen. Ved godt med sig selv, at i dag var den sidste gang med hende og Majken, men hun kan mærke, at det for hende også blot var den første gang.

Med en pige.

NÆSTEN MAGISK

HUN TØRRER SIG hurtigt og går ind på Majkens værelse. Hendes veninde ligger med morgen-bolle-hår og den ene hånd under dynen. Glade øjne. Josephine hinker rundt på et ben, mens hun prøver at få sine stramme, sorte jeans på. Så er hun endelig fuldt påklædt. I baglommen på hendes jeans ligger seks af de store sedler. Det eneste hun har købt til sig selv med Jannicks penge, er en bærbar, som hun har haft brug for i flere år. I dag vil hun ud og købe en sidste ting. Til sig selv. En gave. Hun synes, at hun har fortjent det, selv om den er virkelig, virkelig dyr. Har vejet for og imod i et halvt år. Hjemme er der stadig over 200.000 kroner under hendes seng, og det er nok, hvis hun bare tænker sig om. Nok til Ida. Hun vinker til Majken. Normalt ville hun bøje sig ned og kysse hendes kind, men ikke nu. De ser på hinanden et langt øjeblik. ‘Yeah’ hvisker Majken. ‘Gå nu ud i verden til din helt specielle dag, søde.’ Josephine nikker glad. Går.

Uden for Majkens værelse hviler hun sin pande mod den nu lukkede dør i flere minutter med et lille smil. De er okay. Veninder. Åbner døren. ‘Vi er okay, ik?’ Majken ligger med dynen halvt af, blottede bryster og en hånd ude af syne nede mellem sine ben under dynen. ‘Hey, kan en pige nu ikke få lov til at ligge og onanere i fred?’ sprutter hun. Viltert hår. Glade øjne. Kaster en pude efter Josephine, der bakker baglæns væk med et smil helt op til ørerne.

HUN TAGER TOGET hele vejen ind til Nørreport hvor hun skifter til en bus. Ser på livet i byen bag bussens lidt beskidte vinduer. Beslutter sig for at hun vil gå retur, for det er en af de første rigtige forårsdage, og hun vil ud og være en del af livet. Står af på Nørrebrogade og går 100 meter ned af Elmegade. Stopper foran den lille kælderbutik, hvor hun flere gange har været inde og prøve den. Jakken. Der hang i vinduet. Det gør den ikke mere. Det kan bare ikke passe. Hun føler en begyndende panik, som ikke passer ind i en helt speciel dag. Åbner døren, hvor indehaveren smilende nikker til hende. ‘Undskyld, lige et øjeblik’ siger indehaveren, før hun vender sig og går ind i baglokalet. Sender en sms til en veninde. Svaret kommer tilbage sytten sekunder senere. ‘Hold på hende! Er der om fem.’

JOSE GÅR RUNDT i butikken. Der er trøjer. Kjoler. Nederdele. Og ja, der er jakker. Men ikke jakken. Ikke den. Ejeren kommer ud indefra. Ser på Josephine med et smil gemt i øjenkrogen. ‘Hej, er det noget specielt, du leder efter?’ Josephine nikker. ‘Ja, jeg har…altså, du havde en læderjakke hængende i vinduet. Jeg har tit set på den og også prøvet den nogle gange. Men…’ Hun ser sig rådvildt omkring. Ejeren smiler bare. ‘Der har faktisk altid været fem i samme størrelse, men jeg har kun haft én hængende fremme for at gøre det lidt mere eksklusivt.’ Josephine ser på vinduet. På ejeren. Der trækker den, næsten ulideligt, ud. ‘Jeg solgte den fjerde i forrige måned, men jeg lod værre med at hænge den sidste frem. For ved du hvad? Jeg har altid tænkt, at der ikke har været nogen herinde, som den har klædt bedre end dig. Så jeg har lagt den sidste til side ude bagved. Til dig.’ Josephine puster luft ud mellem sine tykke læber. Ser glad ud. Overrasket. Over Universet og hvad det rummer. Det er næsten…det er næsten…

EJEREN DREJER OM og kommer tilbage fra baglokalet med en sammenfoldet læderjakke, som hun rækker Josephine. Hun tager imod den med næsten rystende fingre. Tager sin grå hættetrøje af. Ifører sig jakken. Sort T-shirt. Sorte jeans. Nu den sorte læderjakke der bare passer perfekt. Retro i sit look. Dyr. Alt for forbandet dyr. Men, der er jakker og så er der…’ ejeren afslutter Josephines tankerække. ‘Det er bare læderjakken. Den kan følge dig gennem et helt liv.’ Og det får hun ret i. Hvad den jakke ikke kommer til at være med til. De værelser den ligger i. De mennesker den strejfer.

Josephine har den i toogtyve år. Så glemmer hun den i en afgangshal i Frankfurt Lufthavn under en kort mellemlanding efter et hektisk bleskift af sin yngste datter, hvor de efterfølgende må løbe ud mod gaten. Da flyet letter, så kommer hun i tanke om den. Om læderjakken, der ligger forladt i et rødt plasticsæde. Hun ser på sin mand i flyet. Deres ældste pige imellem dem. Den yngste der pludrer på hans skød. Og selv om hun føler et lille stik i hjertet, så ved hun godt med sig selv, at det måske i virkeligheden var en ubevidst men villet handling. At hun ikke længere har brug for at svøbe den om sig.  For selv om hun sidder i et fly på vej mod Tokyo, så er hun for længst landet, og alt hvad hun reelt behøver, er samlet inden for de få kvadratmeter i kabinen.

I BUTIKKEN TÆNKER hun, at det føles som at tage et stykke panser på. Lyner den op i halsen. Føler sig usårlig i den. Ser på sig selv i spejlet. ‘Lille spejl…’ Det nytter ikke noget med panser, hvis man bliver spist op indefra. Det ved Josephine godt. Men, det har hun også planer for. Døren til butikken går op, og en smuk rødhåret kvinde i starten af fyrrerne træder ind med lidt hektisk vejrtrækning. Nikker til ejeren. Ser på Josephine. Så drejer hun rundt. Ser på kjoler, men Jose føler et blik på sig i spejlene. Hun fisker sedlerne op af sin baglomme og betaler ved kassen. Som ved en pludselig indskydelse, så spørger hun ejeren, om hun må have lov til at smide sin hættetrøje ud i hendes skrald. Det var den, hun havde på i Jannicks lejlighed. Nu skifter hun ham. Ejeren nikker. Josephine smiler. Takker. De har et lille øjeblik hende og ejeren. Nikker til hinanden.

JOSEPHINE SLENTRER IND ad Nørrebrogade mod Nørreport i solen. Det er langt over middag, og hun er sulten. Flotter sig og køber en bagel og en sodavand, for at fejre foråret, og har kun et lille, bitte stænk af dårlig samvittighed over den 50’er hun bruger på det. Synes hun har fortjent det. Sætter sig på midten af brogesimsen på Dronning Louises Bro med de pæne, gamle lamper. Ser på livet. Smiler til folk der smiler tilbage. Føler et blik på sig, men der er ikke nogen hun kender omkring hende. Så er der en stemme: ‘Undskyld, må jeg forstyrre lidt?’ Det er kunden fra tøjbutikken. Josephine ser på hende. Nikker. Tøvende. Hvad nu?

KVINDEN PRÆSENTERER SIG som Clara. Giver Josephine et kort. Modelbureau. Hun snakker og fortæller, mens Josephine gør sin bagel færdig. Josephine lytter opmærksomt. Tænker ‘hvorfor ikke?’ Clara siger. ‘Det er ikke alle, der slår igennem på et billede. Bliver fanget af kameraet. Der er piger som bare ikke har kant nok, og ikke brænder igennem. Så man ved aldrig, men jeg ville høre, om du en dag kunne have lyst til at kigge ud til os på vores kontor og studio ved “Empire”. Få prøveskudt nogle billeder?’ Og som ved en eftertanke: ‘Vi er Girls Inc, og der er ikke nogen mænd, der lige skal rette på tøjet. Lige røre lidt ekstra. Vi er piger. Foran og bag kameraet og vi har altid en assistent med vores modeller, når de er ude.’ Josephines grønne øjne borer sig ind i kvindens blik. Det er, som om hun læser tanker. ‘Og nej. Jeg er gift. Med en mand.’ Hun smiler. Josephine har en rigtig, rigtig god fornemmelse i maven. Hopper ned på fortovet. Kaster sit hvide, sammenkrøllede madpapir i en flot bue direkte ned i en grøn skraldespand. ‘Hvad med lige nu?’ Clara nikker overrasket. Sænker sig elegant ned på hug og samler sin taske op med rank ryg. Josephine tager mentale noter. Hun kan lære noget her.

35 MINUTTER SENERE står Josephine i deres studio efter at have udfyldt en kort formular med kontaktdata. Den kvindelige fotograf lader hende beholde jakken på, for Josephine vil gerne have et billede af sig selv. I den. I dag. Om ikke andet. Clara står ved siden af fotografen. Josephine ser mod dem. Fotografen løfter kameraet. Jose hæver en hånd op i luften. Håndfladen mod dem. ‘Vent lige…giv mig lige ti sekunder.’ Kant nok? De ved slet, slet ikke hvem der står foran dem.

Hun sænker sit ansigt med et lille smil. Tænker på sin morgen. På Majkens fingre. På sin jakke. På solen. Foråret kribler i kroppen på hende. Hun dufter til ærmet på sin læderjakke med lukkede øjne. Tapper blidt sin pegefinger mod venstre tommeltot. ‘Så…’ siger hun hæst.

HÆVER SIT ANSIGT i et brus af tykt, langt, løst brunt hår. De grønne øjne gnistrer mod fotografen der med hvert klik-klik-klik foreviger øjeblikket. Josephine fugter sine tykke læber med sin tunge, duften igen til sin jakke, ser så mod kameraet med drilske og forførende øjne. De skyder billeder i fem minutter. Fotografen sænker sit kamera. Takker Josephine. Sætter et kabel på sit kamera og forbinder det med en computer. ‘Nå, skal vi se på det.’ Clara bøjer sig mod skærmen sammen med fotografen, der trykker på nogle taster. De siger ikke noget, nogen af dem, men, Josephine kan se det i øjnene på dem. Den måde de kort ser op. På hinanden. På hende. Så ned igen. Mundvigene. Hun nikker til dem. ‘Vi ses?’ Clara hæver sit ansigt fra skærmen: ‘Oh yeah, Josephine. Vi ses!’

TYVE METER FRA opgangen hjemme møder Josephine Ellen der kommer ud indefra. ‘Hej’ smiler Ellen. ‘Nej, en flot jakke.’ Josephine takker. Smiler igen. ‘Ellen, har du to minutter?’ Hun nikker. De sætter sig på en bænk lidt væk fra opgangen. Ellen ser opmærksomt på hende. Lytter til hvad Josephine spørger om. Nikker stille. ‘Josephine, jeg har gået og ventet på, at du ville spørge, men har tænkt at det skulle komme fra dig, for at have vægt. Det er så vigtigt, at du gør det. Så vigtigt! Jeg kan ikke tage samtaler med dig, for jeg konsulterer din mor, så der er en form for interessekonflikt.’ Josephine rynker brynene. Det havde hun ikke tænkt på. Ellen rækker en hånd frem. Rør hendes underarm. ‘Josephine, jeg har en ung kollega, Amalie, som jeg bare tror, du vil falde helt i hak med. Hun er super dygtig og helt absurd sød. Hende skal du tale med. Vi har i øvrigt besluttet at køre din mor uden om bøgerne. Pro bono. Så der er ikke flere betalinger til os, men vi bliver nok nødt til at få dig ind.’ Josephine nikker. ‘Tak. Og det er altså ikke noget problem, jeg tror, jeg har fået et job i dag, så…’ Hun holder på sin højre arm. Den ryster ikke. Ikke lige nu.

Hun har gået og tumlet med det Lene sagde i starten af 8. klasse. Nævner det for Ellen. Spørger. Har alle det?

ELLEN SER FREM for sig. Så på Josephine. Hun tøver lidt. Som leder hun efter de helt rigtige ord. ‘Josephine, da jeg kom op i jeres lejlighed første gang, duftede der stadig svagt af maling. I havde nye møbler. Din mor er på metadonbehandling uden om systemet, og det er altså ikke billigt. I har ikke mange penge, og du slår mig ikke som en der spiller Lotto.’ Hun ser på Josephine med sit intelligente blik. ‘Du flyver helt solo og under radaren hos de sociale myndigheder. Der er…du…det er næsten magisk, det du har gjort.’

‘Jeg tror, at du har løbet ikke bare ét, men mange, mange maratons. Og jeg tror, du er kommet i mål, uden du selv er klar over det. Så er der nogle ting, der er passeret på ruten. Det skal du tale med Amalie om. Bearbejde. Og du har garanteret bidt tænderne sammen i flere år. Ikke grædt…’ Josephine der ser ned foran sig hæver blikket. ‘Jeg er fandeme ikke nogen tude-prinsesse…’.

Ellen rejser sig. ‘Nej, men du ville have godt af det. At tude. Lukke noget af trykket ud. Jeg sender en sms med et tidspunkt for en samtale med Amalie en sen eftermiddag i den her uge. Jose…’ Hun rækker ud. Giver et kram. ‘…du er sådan et fint, fint menneske. Du berører alle, du har kontakt med, og jeg tænker tit på dig, for du synes næsten…næsten upåvirket af de oplevelser, jeg ved du har haft. Men, tro mig. Alle har en brudflade, og selv om du er helt unik, så er du altså stadig blot et menneske.’ Hun slipper hende. Træder et skridt væk og ser på hende med varme øjne. Så som ved en eftertanke ‘Men vidste du, at hvis en knogle har været brækket, så bliver selve stedet, brudfladen, galvaniseret og kan ikke få et brud igen samme sted?’

Holder hendes blik i nogle sekunder. Nikker. Vender sig. Går to skridt. Stopper så op. Drejer rundt.

‘EJ, DET HAVDE jeg helt glemt. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad din mor og jeg snakker om. Men, prøv at gæt hvor vi snakkede?’ Josephine er ikke helt med. Der er vel kun et sted? ‘I stuen?’ lyder hendes første og eneste bud. Ellen ryster på hovedet. Smilende. ‘Her. Vi sad lige her. På denne her bænk.’ Josephine får en klump i halsen. ‘Siger du, at Ida har siddet her i dag? Udenfor? Hvor hun ikke selv kan styre eller kontrollere, hvem der kommer forbi?’ Ellen nikker. ‘Ja. Og ved du hvad? Hun var nærmest ikke til at drive ind igen.’ Ellen ser på Josephine i nogle lange sekunder. Som afventer hun, om det er nok til at få Josephine til at give los. Give slip. Ser på Jose. Det er det ikke. Endnu. Nikker stille for sig selv. Vender sig. Går.

Josephine bider sin læbe til blods, men opdager det ikke. Trækker vejr ind. ‘For helvede…’ mumler hun lavmælt med mundvige der peger opad. Sidder på bænken i den varme majsol med bøjet hoved og sit ansigt begravet i duften af sin nye jakke i lang tid, mens musklerne i hendes kæbe er på overarbejde.

BRUDFLADE

OG SÅ ER det slut. Med eksaminerne. Med skoleåret. Slut. Der er dimission for 9. klasserne. De sidder fire afgangsklasser, forældre, familie og lærere i skolens festsal. Inspektøren holder tale. Den er ret god, men bygget på samme struktur som de to forrige år, og Josephine sidder lidt i sine egne tanker, for hun har jo hørt det før. Han taler til dem. Takker så deres forældre fordi de har lånt deres mest værdifulde til skolen gennem ti år. Han runder af. ‘Det sidste I skal høre, er selvfølgelig ikke en mand i midten af 40’erne der godt kan lide at høre sig selv tale. Som traditionen foreskriver så skal vi høre en repræsentant fra afgangsklasserne, der vil tale til os. Fortælle os, hvad de håber og drømmer om. Normalt plejer vi at anerkende den elev, der har taget de afsluttende eksaminer med det højeste gennemsnit før den afsluttende tale, fordi det er en kerne i vores værdier, at vi gerne vil hylde flid.’ Han rømmer sig. ‘I aften, så er taleren og eleven med det højeste afgangssnit den samme, så vi vil hylde bagefter. For første gang nogensinde, så er taleren i øvrigt valgt med, og det lyder som et valg i Nord Korea, 100% procent af de afgivne stemmer af afgangsklasserne.’ Folk griner. Enkelt klapper.

MAJKEN, SKRÅT FORAN Josephine på første række, vender sig mod hende, nikker, blinker med sine blå øjne. Josephine nikker igen. Lidt adspredt. ‘Jeg vil gerne have lov til at præsentere…’ Majken rejser sig. Går mod talerstolen.

Inspektøren ser på hende. Taber tråden. ‘Jeg vil gerne…’ Ser ned på sit papir. På Majken der nærmer sig. ‘Jeg vil gerne…’ Går i stå. Tre elever mere foran Josephine rejser sig simultant, den ene er Jamil. Han ser sig skråt bagud over skulderen under sit lange pandehår. Nikker til Thor fra parallelklassen, der også rejser sig. Ved siden af ham Hannah og længere henne Emira. De kanter sig skramlende ud mellem stolene. Og så går det hurtigt. Overalt i lokalet høres lavmælt mumlen og skramlen som alle elever rejser sig og går frem mod talerstolen. Inspektøren trækker sit ansigt lidt væk fra mikrofonen, mens han ser på de tavse elever, der alle går hen og placerer sig bag ham. I midten står Majken med hænderne over kors over brystet.

Josephine har aldrig før set ham være mundlam, men han bliver det nu, da alle elever i salen, på nær én rejser sig og går mod ham og stiller sig bag ham. De er helt stille. Ingen siger et ord. Der er en mumlen blandt forældrene. ‘Ja…’ siger inspektøren, mens han vender sig. Ser mod næsten 100 afgangselever bag sin ryg. ‘Ja, altså normalt så plejer jeg jo at have jer foran mig.’ Enkelte forældre i salen griner. Eleverne bag ham er helt stille. Ingen siger et ord. Inspektøren samler sig. Mumler noget uforståeligt for sig selv. Vender sig om mod salen og så om igen, som skal han sikre sig at de ikke stormer mod ham, alle de tavse elever bag sin ryg. Rømmer sig og bøjer sig så ned mod mikrofonen.

‘Jeg vil gerne have lov til at præsentere aftenens afsluttende taler. Josephine fra 9. Y.’

FORÆLDRENE OMKRING HENDE klapper. Nanna på rækken foran hende vender sig og ser kærligt mod hende. Josephine trykker hånden i sit skød. Slipper. Når lige at se et overrasket ansigtsudtryk. Det var også meningen, at det var det, det skulle være. En overraskelse. Hun rejser sig og kanter sig ud mellem stolene.

Tænker på i går aftes, hvor hun var ovre hos Majken og øve sin tale. Igen og igen. De sidste fem gange hun holdt den, var talen identisk ord for ord. De arbejdede med betoninger og pauser. Ordene var færdige. Deres afsked. Majkens blik, da Josephine nævnte, at hun var bange for, om hun ville føle sig overvældet og alene på talerstolen. Majkens beslutsomme mine. De røde pletter på kinderne. Josephine bider sig i kinden, da hun kommer hen til Majken. Trækker blod i sin mund, da Majken lavmælt hvisker: ‘Jose, vi har dig!’ Hun blinker. Trækker vejret ind. Da inspektøren og hendes baner krydser hinanden, giver han hånd. Josephine nejer halvt. Bifaldet ebber ud, som hun når talerstolen. Hendes jævnaldrende bag hende er helt tavse. Josephine kigger ud over forældrene i salen. Et gulvbræt knirker nede bagved. Ellers er der helt stille.

Jose blinker. Det er, som om der er døre i hendes tidslinje der åbner sig. Ser spejlinger af sig selv fra fortiden sidde nede bagerst. En ranglet og ikke særlig glad pige med begyndende former i 7. klasse med langt, tykt, mørkebrunt hår. Ved siden af en lidt højere men mere afrundet, smuk pige i 8. klasse med sørgmodige øjne. Hun bekæmper en trang til at skride gennem salen, sætte sig på hug foran dem og give dem et kram. Fortælle dem, at det ender godt. Hun blinker. Synet forsvinder. De to piger er med hende. De står her alle på talerstolen.

HUN VENTER MED vilje fire, måske fem sekunder, før hun begynder at tale. Det er svært at være tavs i så relativt kort tid, for det føles som en milliard år foran så mange, men det er effektfuldt. Hun trækker vejr ind. Fører noget af sit løse hår om bag øret. Fugter sin underlæbe. Hun er smuk i sin tækkelige, hvide kjole. Bare arme, men ikke bar hud som mange af veninderne. Hun ligner en pige fra en Bergmann film, og det er med vilje. Hun vil have, de skal høre hende. Det første bliver det sværeste. Det skal hun igennem. Så kan hun godt. Har memoreret talen, som de forsvarsadvokater og anklagere hun har set på utallige film, gøre det. Ingen noter udover fire stikord på sin venstre håndflade. Hun rømmer sig.

‘JEG HAVDE ALDRIG stået her i dag, hvis ikke det havde været for Lene, og jeg vil gerne have lov til at starte med at sige tak Lene. For alt, og alt er ikke dækkende, og det ved du godt.’ Hun finder Lene med sit blik i salen. Træder et halvt skridt tilbage og klapper. Hendes venner hujer og klapper med hende. Jamil råber. Lene, der har våde øjne, rejser sig i salen. Former sine fingre som et hjerte og holder det frem mod Josephine, der flytter sit blik en anelse. Ser på ham ved hendes side. Lyseblå skjorte, tæmmet blondt hår og blazer. Hun nikker til ham samtidig med hun klapper. Siger sin tak ud i rummet for øjnene af alle, men kodet så kun han fanger den. Han nikker igen. Rør så sin øjenkrog, som er der noget der klør. Hun trækker vejret ind. Fuck. De får hende ikke. Blinker. Nu skal stemningen vendes. Klapsalverne dør ud.

‘VI HAR ALLE’ hun peger bagud mod de andre afgangselever, ‘bidraget med indholdet til den her tale. Snakket om vores drømme. Hvad vi gerne vil. Jamil ville for eksempel gerne have, at jeg siger “store kasser, store klodser”….’ Mange af forældrene begynder at grine. Jamil løfter sin højre hånd og kører den rundt i luften med det sorte hår halvt ned over sine brune øjne. Josephine er på sikker grund nu. Hun drejer hovedet og ser på ham. Den dejlige dreng. ‘….Og det er hermed gjort. Men der var også andre bidrag. Og her vores drømme. Vores ønsker for vores fremtid. Sammen med Jer.’

Josephine taler. Beskriver. Hun kan føle det. At hun har deres fulde opmærksomhed. De griner, når det er meningen, og lytter opmærksomt når de skal. Hun ved det ikke der, men der vil blive talt om talen i årene fremover. Det er en ny barre for taler. Måske der er fire eller fem fædre der ser på hende og tænker på andet, end hvad hun taler om. Klæder hende af. Fint nok. For syv uger siden fejede hun benene væk under Gregers i træningslokalet for første gang. Ugen efter gjorde hun det to gange. Hun kommer aldrig, aldrig til at blive et offer. Være afklædt igen med nogen hun ikke har lyst til at være det sammen med.

‘DET ER DEN fremtid, vi ønsker os. Med Jer. Vi ved godt, at vi ikke vil lykkes med alt, men vi vil have lov til at sigte efter stjernerne. Når vi fejler, så håber vi, at det sker på en helt uhørt charmerende måde. Når I tror, vi er gået i stå, så kan det være, at vi blot samler kræfter eller tænker os om. Når I tror, vi er på vildspor, så kan det være vi er i gang med en genvej. Hvis det viser sig at være en omvej, så var det i hvert fald vores vej. I kan have de bedste intentioner for os. Men, de eneste der kan gøre det på præcis vores måde. Det er os!’ De klapper. Højt. De klapper længe. Hun holder pause. Ikke se ned til højre, Jose. Drejer hovedet og får øjenkontakt med Majken, der ser på hende med store øjne og samtidig mimer: ‘YOU ROCK, GIRL’. Josephine venter. Da der er stille siger hun: ‘I den nære fremtid skal vi feste. Vi skal danse. Og i morgen, der skal vi have lov til at sove længe.’ Hun lægger hovedet på skrå og laver trutmund. Ser tuttenuttet ud i et par sekunder. Eneste gang hun spiller på sit smukke ydre. Flere af mødrene nikker. Hun ranker ryggen. Nu er der kun nogle få sætninger tilbage. Det er ikke noget hun selv har skrevet, for det er en tradition at slutte talen sådan, der går i arv fra årgang til årgang. Men hun ville ønske, at hun havde skrevet det, for det lyder så fedt.

Hun trækker tiden ud. Denne gang har hun mere ro i situationen, så pausen bliver på syv sekunder. Undervejs drejer hun sit ansigt, fanger Majkens blik, smiler. Så vender hun sig med front mod salen. De grønne øjne gnistrer. Hun fører sine bløde læber mod mikrofonen. Dvæler ved ordene der kommer: ‘Man kan tage os ud af Egevang Skole – men – man kan aldrig tage Egevang Skole ud af os. Vi er 9.U. Vi er 9.V. Vi er 9.X. Vi er 9.Y.’ Hun rækker sin højre hånd ud foran sin krop. Armen ryster ikke. Knyttet næve. ‘For os har klokken ringet for sidste gang!’ I samme øjeblik spreder hun sine fingre over gulvet, håndfladen nedad, som dropper hun en mikrofon.

BAG HENDE EKSPLODERER hendes jævnaldrende i bifald. De klapper. De pifter. De stamper. De hujer. Forældrene klapper. Nede bagved rejser enkelte sig, men det spreder sig ikke. Josephine ser ud over dem. Bider sig i kinden. Går ned fra podiet. Støder sin hånd mod Jamils. Inspektøren er på vej mod hende med to smukke roser. En for snittet. En for talen. Lene løber op til ham. Stopper ham. Tager blomsterne fra ham. Peger bestemt mod hans stol og han sætter sig, ikke helt frivilligt, ned. Folk griner. Klapper. Lene kan være bestemt, og ikke en man skal krydse klinger med. Lene går mod Josephine, der står stille foran de klappende forældre. Fører usikkert noget hår fra sit højre øre. Lene giver hende roserne. Josephine giver den ene blomst tilbage til Lene. Som en gave. En tak. Nu rejser forældrene sig skramlende op i hele salen. Klapper. Bag ved hende hujer hendes venner nærmest højere. Bifaldet bølger mod hende. Lene hvisker: ‘Bliv her, Josephine. Nyd det.’ Hun nikker. Bøjer sig frem. Hvisker noget samtidig med hun også rækker den anden rose til hende. Lene nikker med våde øjne, og går hen til 2. stolerække.

Josephine bider sig i kinden. Ser sin mor tage overrasket imod den ene rose fra Lene. Ida har en blå kjole på som Josephine købte for ti dage siden. Hendes hår er nyvasket, og hun ser sundere ud, end hun har gjort de sidste tre, fire år. En beige cardigan med lange ærmer for at dække sine sår på armene, men der er ikke friske mærker. Det har der ikke været i måneder. Josephines kindmuskler sitrer. Hun kan godt klare det.

Og det kan hun godt.

HUN KLARER DET, da hendes mor råber til Lene, hendes klasselærer gennem fem år, uden hun har mødt hende en eneste gang. ‘Det…det er min datter’ samtidig med hun peger ud mod gulvet. Hun klarer det, da Lene nikker og smilende klapper hende på skuldrene. Så sætter Ida et stød ind, som Josephine slet, slet ikke havde set komme. Uforberedt, med paraderne nede, og jakken der burde beskytte hængende på sin stol. Hendes mor ser på hende og i sekunder formes hendes træk af et fanden i voldsk udtryk. Så går hun halvt i knæ, stikker to fingre i munden og pifter. Øredøvende. Ligner en ung kvinde med solen i øjnene på en legeplads for år tilbage. Ser lykkelig og sorgløs ud. Josephine spærrer sine øjne op, bider sig i kinden, blinker, men uden det hjælper noget.

‘Mor?’ gisper hun med blanke øjne. ‘Mor?’ gentager hun, nu med en hviskende stemme, der næsten knækker over. Og sekundet efter sker det. Midt i den infernalske larm af hujen og klapsalver giver Josephine op.

EN HÅND OP foran sin mund. Et smil. Så overfladespænding. Kæmper imod, men forgæves. Digerne brister, og den smukke 16-årige pige begynder at hulke. Hun mærker Majkens arme om sit liv, Jamils duft på sin anden side. Majken fanger Thors blik, gør et kast med hovedet. Han forstår og signalerer til de nærmeste og hurtigt slår 7-8 af deres jævnaldrende kreds omkring dem og skærmer af. Josephine hænger i armene på Jamil og Majken. Som en maratonløber, der udmattet er vaklet over målstregen.

Hendes bedste venner i verden holder hende, mens hun giver los. Giver slip. På kontrollen. Støtter hende, da hun endelig, endelig møder sin brudflade.

Giv feedback:

Giv stjerner: - Skriv en kommentar
1 Stjerne2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (97har stemt 4,79 af 5)
Loading...

18 kommentarer

  1. Me Myself and I

    16. maj 2018 kl 23:07

    Du er en fantastisk forfatter, Marcus!! Har læst – nej, slugt – begge dine historier om Josephine. Og de er utrolige. Jeg håber at læse meget mere fra din hånd!

    2+
  2. ILotG

    19. januar 2018 kl 18:18

    Skriv en bog og få det udgivet. Du rører mig dybt

    4+
  3. Anonym

    16. januar 2018 kl 21:00

    Dette er bare et mesterværk af den bedste slags. Får helt tåre i mine øjne imens jeg læser. Du skal ik bruge et sådan talent kun her. Det må kunne bruges til meget andet også. 1000 tak for en mega oplevelse Marcus 🙂

    3+
  4. KJ

    1. januar 2018 kl 16:57

    Mr. M, du har gjort det igen.

    Denne gange endnu mere end nogle af de andre gange, og jeg føler næsten ikke man kan komme det nærmere end med ordet ‘perfekt’.

    Sådan en skøn blanding – det frække, det smukke, det forfærdelige i en tilfredsstillende symbiose med hinanden, der bidrager til endeløse kuldegysninger og sug i “maven”.

    Du rører på så mange forskellige måder med dine ord, og det håber jeg du vil blive ved med.

    KJ

    3+
  5. Anonym

    1. januar 2018 kl 5:19

    Fantastisk!! Intet mindre

    1+
  6. Ginger

    30. december 2017 kl 18:34

    Snøft, for fanden og må det nye år bringe dig lige så meget inspiration, kære Marcus.

    3+
  7. MarLou

    29. december 2017 kl 22:26

    Tak

    0
  8. Lille Grisling

    29. december 2017 kl 20:56

    Du skal udgive det der! Det er enestående! Du er enestående!

    Jeg er rørt. Skræmt. Betaget. Fascineret. Fanget!

    4+
  9. FruP

    29. december 2017 kl 13:27

    Marcus….. What to say?! Jeg kan ikke skrive noget der ikke allerede er skrevet. Du er virkelig en ener. Jeg håber du overvejer eller måske allerede gør noget i forhold til at udgive noveller. Igen er dine beskrivelser fængslende, som læser føler man sig virkelig til stede. Jeg nyder det du laver.
    Og hey, jeg tror jeg fandt ud af at like din forfatterprofil også.

    3+
    • Marcus

      30. december 2017 kl 17:35 - som svar på FruP

      Tak FruP

      Likes på min forfatter-profil gør mig sådan glad i hele kroppen!

      6+
  10. Safran

    29. december 2017 kl 9:20

    På top 10 inden for 24 timer 😱

    6+
  11. Safran

    29. december 2017 kl 9:17

    Fedt, at det er fortællingen/ historien der er det bærende. Det er en historie med sex og ikke en sex beskrivelse uden historie, det virker super godt 👌🏾

    10+
  12. PCP

    29. december 2017 kl 2:27

    Fuuuuuuck… Marcus, jeg er hooket!!!!!

    1+
  13. Slikkeren

    29. december 2017 kl 0:31

    Sidder for mig selv og hulker.. storslået.
    Hvilken indlevelse.
    Fremragende.

    3+
  14. Læsehæsten

    28. december 2017 kl 22:54

    Fuck, det er forløsende at læse denne afslutning.

    Jeg forstår dog ikke, hvad Brudflade laver herinde på TS. Og det er bestemt ikke for at sige noget dårligt om TS, men Brudflade er bare andet og meget mere end erotisk litteratur. TS og vi andre skal være lykkelige for at have adgang til skønlitterær kvalitet som dette.

    Tak for oplevelsen.

    10+
    • denkaadekyk

      29. december 2017 kl 14:34 - som svar på Læsehæsten

      Helt enig med dig der
      Dette er langt udover erotisk literatur
      (selv om der også er nogle gode gokke elementer, men det kan der også være hos de andre skribenter (dem som tager penge for det))

      3+
  15. Anonym

    28. december 2017 kl 22:31

    rigtigt god historier, men havde håbet på en “grim dark” slutning… glæder mig til 3 del 🙂

    0
  16. A tall dark stranger

    28. december 2017 kl 22:00

    10 stjerner

    6+

Send kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

sexlegetøj til mænd diskret fisse vagina fleshlight