Skibsdrengen

»Så dejlig lille og fast,« stønner han, og trykker pludselig sit store svulmende pikhoved mod hendes numsehul …

advarsel
Forfatter: Tina Bizarre

Livet begynder på den anden side af fortvivlelsen.
Citat: Jean-Paul Sartre

En mørk Oktobernat i 1943, iværksatte den tyske besættelsesmagt en aktion mod de danske jøder, og hvis ikke Martin var blevet lusker over altanen til den toogfirsårige Fru Johansen, var han endt i Theresienstadt som sine forældre, der endda kun var jødiske af blod, men ateister af tro. Han var en kvik, fireårig lyshåret dreng, med unaturlig klare lyseblå øjne, der grundet denne lille genetiske kalamitet, kunne få de religiøse til at tænke på engle, og ateisterne til at overveje deres standpunkt endnu en gang. Takket være den rare nabo, og en modstandsmand som arbejdede på Rigsarkivet, blev det ikke svært at ændre den nordisk udseende drengs efternavn fra Klausner, til Klausen, hvorefter han blev anbragt på Niels Andersens Børnehjem.

Et pænt og respektabelt hjem for forældreløse børn, hvor han kunne leve under ordnede forehold.

Historien fortsætter under reklamen
DILDO MASTURBATOR SEXMASKINE

Således var alting tilsyneladende fredfyldt og idyllisk udadtil, men bag de høje mure, og den tunge gitterlåge i smedejern, gemte virkeligheden på noget helt andet.
Børnene kaldte stedet for: Anstalten.

Den strenge forstandere: Hr. Larsen, mente ungerne skulle opdrages med tæsk og ydmygelse, og således gjorde han stedet til et slaraffenland for folk med psykopatiske træk. Den værste af disse ansatte uhyre hed Poul, men blandt børnene, gik han under navnet: Skaldepanden. Helt skaldet var han dog ikke, for langs tindingerne, og underst på baghoved, sad nogle lange børsteormslignende hårtotter, der fik ham til at ligne en ond usminket klovn. Der hang også en sær gammel muggen lugt over ham, og hans tandsæt mindede om en væltet skraldespand, hvilket samtidig var en ganske god beskrivelse af hans ånde, men det værste var at han ragede på de små børn. Til al held var Martin ikke hans type, for selv dengang var han en splejs, og Skaldepanden gik efter dem med lidt sul på kroppen, men var til gengæld ikke særlig kræsen med hensyn til deres køn.

Når Forstander Larsen mente en af børnene havde gjort noget der ikke lige passede ham, og bæsterne ikke var så heldige at han bare slog, var en af hans foretrukne ydmygelser, at forlange synderen skulle være afklædt hele den næste dag, og skønt det som regel lykkes drengen eller pigen, at gemme sig nogenlunde det meste af dagen, så var der de tre tvungne fællesspisninger i den store sal. Først når alle havde sat sig, gennede Skaldepanden den splitternøgne stakkel ind fra rummets fjerneste ende, så regelbryderen måtte gå den lange ydmygende vej gennem salen, for at sætte sig helt alene oppe ved et lille bord på tribunen, hvor alle kunne se den udstillede nøgenhed.

Martin havde prøvet det to gange, men havde ikke tal på hvor mange gange det gik ud over Grethe, der var fjorten, og havde rigtige bryster og hår på kussen. Hun var kommet til anstalten i 49, og der gik ikke længe før hun blev Skaldepandens yndlingsoffer. Martin vidste, at pigen sjældent havde gjort andet end at trække vejret forkert, og det snare var en pervers underholdning for de voksne ansatte, end det var på grund af noget som helst hun kunne have bedrevet. Ydmygelsen sluttede da også af med, at Grethe skulle med ind på forstanderens kontor, for at bekende sine synder, og hun kom altid grædende ud. Hun nægtede at fortælle hvad der foregik, men tilbragte altid ualmindelig lang tid i baderummet bagefter, inden hun luskede i seng.

I foråret 1950 var hun pludselig væk, men blev fundet af en dreng i kælderen, hvor hun havde hængt sig i en vasketøjssnor.

Forstanderen kontaktede sin bror, der havde arbejdet som kriminalbetjent i henved fem år, og en af pigerne hørte skiderikken anbefale forstanderen, at de i rapporten kaldte det for kærestesorger.

Så var der nok ingen der stillede spørgsmål.

Børnene ikke så meget som overvejede at kontakte andre i politiet, for hvad i alverden skulle det nytte?

Nok var de underkuede, men de var ikke dumme.

Forstanderens bror, og yderligere to af disse uniformerede, såkaldte repræsentanter fra ordensmagten, besøgte nemlig anstalten med jævne mellemrum, og de var præcis lige så perverse, som alle de andre lede svin.

Som strisser havde de nærmest ret til at gøre hvad fanden de ville, og det laverestående menneske yngel som børnene repræsenterede, var kun at betragte som frie lettilgængelige unge ludere.

Fire drenge mellem tolv og fjorten, havde en dag begået den store synd, at spille med en hjemmelavet boldt på sovesalen, hvilket faldt forstanderen så meget for brystet, at de selvfølgelig skulle straffes. En opgave for hans højre hånd: Skaldepanden. Da alle de andre blev kaldt til aftensmad i spisesalen, manglede de fire drenge til at begynde med, men så kom Skaldepanden ind i spisesalen med dem, og som forventet havde ingen af drengene en trævl på kroppen. Skaldepanden kaldte dem for en flok bøvede får, og de øvrige børn lo pligtskyldige, men der var intet spor af fornøjelse i latteren. Det uheldige firkløver, fik befalet at stille sig på række oppe ved det lille bord på tribunen, hvor der allerede stod fire tomme tallerkner. Han forlangte de skulle masturbere, og hvis ikke de kom i sving, skulle de stå bundet nøgne i haven hele natten, og hvis det lykkes dem at falde i søvn, ville de blive spulet med kold vand.

De var bange, flove, og ikke mindst rædselsslagen for psykopaten, så de filede flittigt løs på deres pikke, men havde selvfølgelig så stor besvær med at få rejsninger, at det tog dem en evig tid at få udløsning. Så byttede Skaldepanden grinende rundt på tallerknerne, og sagde: Velbekomme.

Ingen af dem tøvede, for alle vidste hvordan det alligevel ville ende, og så var spørgsmålet bare, hvor mange tæsk, eller hvor mange syge ydmygelser man skulle igennem, før man tog sig sammen til at udføre ordren. Som var det en smagsprøve på en ækel suppe, man af uransagelige grunde var forpligtet til at teste, slikkede drengene tallerknerne rene, og med denne flydende men sparsomme aftensmad, blev de sendt i seng.

Mens Skaldepanden nød at ydmyge udvalgte syndebukke foran alle de andre børn, var hans direkte seksuelle befamlinger forbeholdt mere intime situationer, og blandt hans ynglings offer var den niårige Agnes, og Julius på otte, der begge var rimelig godt i stand.

En dag hørte Martin noget i kælderen, og sneg sig der ned, i den tro at det var en rotte.
Han hadede rotter, men var nysgerrig nok til at se, om en af de mange opsatte fælder havde gjort krav på et offer.

Han fandt en rotte, men ikke den slags han havde forestillet sig. Den store ækle menneskerotte: Skaldepanden, så bare på ham med sit ondskabsfulde fjæs, og det så ud som om hans ankomst morede svinet.

Agnes vidt opspærrede øjne, søgte efter en nåde hun ikke fandt hos den modbydelige mand, der hensynsløs førte sit lem roligt frem og tilbage i munden på hende.

At se hende sådan, var som at betragte et dådyr, der var fanget i en lastbils billygter.
Passiv afventende dødens abrupt krav om overgivelse.

Skaldepanden stoppede pludselig op, greb om pigens lille hoved, og holdt fast, som ville han knuse det mellem sine store behårede næver.

Skrækken i hendes øjne stivnede, som havde hun affundet sig med at være dådyret, der stod i vejen for det ustoppelige tungt læssede transportkøretøjs videre færd, og så begyndte hun at synke noget, der ud fra hendes ansigtsudtryk, lige så godt kunne være indholdet af en natpotte.

Det var et billede han ikke fik ud af hoved, før han to dage senere så svinet kneppe Julius i røven ude på toilettet. Drengen græd og sprællede i smerte, men stodderen havde Julius i sit jerngreb, og jog bare sit afskyelig lem langt op i røven på ham, gang på gang på gang, og han mente ligefrem at kunne se blod på drengens lår.

Martin havde bestemt sig for, at gøre alt hvad der var ham menneskelig mulig, for ikke at tage på.

I den lokale kommuneskole, blev børnehjemsbørn heller ikke regnet for noget særlig, men i det mindste oplevede han da ikke, at lærerene gramsede på hverken ham eller nogen af de andre, selvom hænderne sad løse på nogle af dem, og der også var noget der hed spanskrør.

Dansklærer Søndergaard, var faktisk den eneste der aldrig slog, men han var også ung, og forstod at gøre undervisningen spændende.

I 1952, var hans far og mor blevet diffuse spøgelser, fra en svunden tid hvor alting var godt, som han mindes med respekt, men ikke desto mindre, var det et svagt minde. Europa havde stadig dybe sår efter besættelsen, og der var ingen der bekymrede sig over de sår børnene fik af ondskabsfulde børnehjemsansatte. Forstanderen var bestemt heller ikke blevet rare med årene, og blev efter det sidste årstids begivenheder kaldt for Nazisten.

Skaldepanden havde ændret sin smag, eller besluttet at udvide sin snævre horisont, for først var han begyndt at tage ham på røven, og kort efter havde han tvunget sin klamme hånd ned i hans bukser og underbukser, for at befamle hans tissemand.

Det værste var dog den dag han skulle med i kælderen.

Så snart de var kommet der ned, hev svinet sin penis frem, og stirrede på ham med vilde dyriske øjne.

»Sut,« vrissede han med dyb foragt.

»Det… Det vil jeg ikke…« Martin var nu tretten, men mindet om den rædsel han en gang havde set Agnes gennemgå, hjemsøgte ham stadig.

»Vil du ikke..?« rasede menneskedyret.

»N… Ne… Nej…« Han skælvede i rædsel, og kunne ikke få blikket væk fra den ækle mands sure stinkende lem. »Jeg… Jeg…«

»Hold din kæft,« råbte Skaldepanden, og svingede armen som han plejede, når børnene ikke lystrede hurtigt nok.

Hans hånd traf Martins kind i en eksplosion af smerte, og selvom han så stjerner og det sortnede for øjnene, så nægtede han at tude.

»Sut min pik for helvede… Hvad fanden venter du på, dit elendige lille skadedyr..? Hvem i helvede tror du at du er..?«

Frygten for hvad den sindssyge mand kunne finde på af modbydeligheder, tvang ham til at åbne munden, mens han fikserede al sin vilje på ikke at græde.

Den fornøjelse skulle Skaldepanden trods alt ikke have.

Den ondskabsfulde mand gryntede, som en af de groteske skabninger i Doktor Moreaus ø, hvorpå han hensynsløst maste sin smattede uhygiejniske pik ind i gabet på ham.

Martin måtte nu bruge sin minimale kraft på at få vejret, og var tæt på at kaste op, da han måtte synke klumper af mandens kvalmende nakkeost.

Lysten til at bide så hårdt han kunne, blev kun holdt i skak af visheden om hans egen død og lemlæstelse, for der gik rygter om at Skaldepanden en gang havde slået et barn ihjel.

»Sut… Sut for helvede… Jeg vil kraftedeme mærke din tunge… Du vil måske gerne bindes, og tilbringe natten her nede sammen med rotterne..?«

Martin hørte nogen komme ned ad trappen, og håbede det var en der ville rede ham op fra denne helvedes forgård, men hvem fanden skulle det være?

Fantomet måske?

»Er det nødvendigt at råbe sådan op..?« Nazisten stod med armene over kors, og gloede med et bebrejdende smil. »Man kan sgu høre jer helt ude på gaden… Har du glemt Jan og de andre..? Brug lige pæren, ikke..?«

Martin var ikke overrasket over at se forstanderen dreje omkring, gå, og lukke døren efter sig, for det eneste der interesserede den skiderik, var at han fortsat kunne forblive på posten med sin ringe arbejdsindsats, at han kunne få sin velfortjente gage og tilskuddet fra det offentlige, og han kunne opretholde et tåleligt rygte udadtil. Han brød sig ikke om at spørge broderen om hjælp, bare fordi et eller andet skvadderhoved havde dummet sig, og de var nød til at finde på en eller anden dækhistorie, der skulle holde børneværnet og diverse instanser på afstand.

Martin tænkte på Jan, der sidste år pludselig var væk fra den ene dag til den anden. Om morgenen havde Nazisten fortalt, at Jan var blevet adopteret af en rig familie, der ikke selv kunne få børn. De havde alle håbet på, at det samme ville ske for dem, men nu var han ikke helt så sikker. Man kunne sagtens forestille sig det bedste, men når det gjaldt Nazisten og hans onde kumpaner, var det mere realistisk at forestille sig det værste.

»Brug for helvede tungen, din lille forkælede snothvalp,« sagde Skaldepanden mere afdæmpet, og førte hastigt underlivet frem og tilbage.

Martin havde nok i at gylpe og hive efter vejret.

Så stod svinet pludselig stille, og en fed ækel masse sprøjtede ud i munden på ham.

»Hvis ikke du sluger det, skal du få så mange tæsk, at du er nød til at stå op og sove,« snerrede dyret. »Slug det… Slug det hele dit kryb…«

Den tykke masse gled ned gennem spiserøret som en levende vandmand, og så snart røvhullet hev sit afskyelige lem til sig, faldt han på knæ og kastede op på gulvet.

»Hvad helvede..? Dit lille elendige møgsvin,« råbte Skaldepanden, der åbenbart havde glemt han skulle være stille. »Find en spand vand og en klud, og når du er i gang, kan du lige så godt vaske hele gulvet, og du skal ind i alle kroge og rum… Jeg vil ikke se en eneste plet når du er færdig… Er det trængt ind, din modbydelige lille mide..?«

Martin græd stadig ikke, og han måtte krybe rundt på knæene, for at vaske kældergulvet hele to gange, med en skurebørste der manglede det halve af hårene, samt en hullet gammel sur gulvklud.

Det var langt over midnat, da han fik lov til at gå i seng, og da orkede han ikke engang at klæde sig af, men drattede om på sengen, og gik ud som et lys, mens han fantaserede om mord.

Han vågnede ud på natten med en indlysende åbenbaring.
Det var på tide at skride fra anstalten.

Han pakkede sine sparsomme klude, og skred mens de fleste lå og sov.

Efter at have vandret lidt rundt i byen, gik han ned til havnen, hvor han håbede på at kunne snige sig ubeset ombord på et af skibene.

En brovten herre råbte noget til ham, og han var lige ved at tage flugten, da han alligevel blev nysgerrig og gik nærmere.

»Det var sgu på tide… Er du den nye skibsdreng..?« Manden stod med en notesblok i hånden, og så på ham med et gennemborende blik.

»Ja,« svarede Martin uden tøven, skønt hans eneste kendskab til havet, stammede fra en roman af Jules Verne.

»Det hedder javel Hr. kaptajn…« Manden bladrede febrilsk i sine noter.

»Øh, javel Hr. kaptajn…«

»Hvad hedder du knøs..?«

»M… Martin… Hr. kaptajn…«

»Martin..? Vorherre bevares… Har du også sutteflaske med..?«

»Nej Hr. kaptajn…«

»Du ligner sgu en der kommer lige fra vuggen…« Kaptajn Johannes Holst vendte det hvide ud ad øjnene. »Kan du i det hele taget lave et råbåndsknob..?«

»Øh…« Martin anede ikke hvad han talte om. »Nej Hr. kaptajn…«

»Dig skal vi sgu nok få fornøjelse af… Skrub ombord med dig knægt…«

Martin gloede på det store fragtskib, fik øje på navnet: Marie Blom, og gik op ad landgangen.

Takket være en stresset kaptajn, der nok burde have haft mistanke om noget ikke var helt som det burde, og i det mindste have bedt drengen om hans søfartsbog, var Martin pludselig blevet Marie Bloms nye skibsdreng.

Nok var knægten et klejn skravl, men svindler lignede han så langt fra.

Afgangen var allerede forsinket et par timer, så lige nu gjaldt det om at komme til havs.

Imens befandt en forvirret rødmende ung mand sig over ved søsterskibet Lucia Blom, der netop havde lagt til med lasten fuld af bananer. Han måtte lytte til Kaptajn Jacob Holsts raserianfald, da denne herre ikke fandt det acceptabelt, at rederiet havde sendt ham en skibsdreng på halsen, uden først at give besked, for han havde da for hede hule helvede ikke bedt om nogen forpulet skibsdreng, og navnlig ikke nu hvor de netop var lagt til kaj.

At det var en nyansat ung sekretær, der havde taget fejl af navnene: Lucia og Marie, var der aldrig nogen der fandt ud af.

Kaptajn Johannes Holst glemte alt om drengens papirer, og der gik det meste af dagen, inden han i det hele taget kom i tanke om fyren, men det måtte være styrmand Fransens problem, for han kunne sgu ikke bruge tid på en tåbelig uvidende knægt, der ikke vidste en skid mere om søen, end at vandet var vådt.

Mandskabet var nogle simple børster, der konstant skældte ud på Martin, men i det mindste slog de ikke, eller det der var værre.

Den eneste der var sød ved ham, var skibskokken Ernst, der havde andre evner end madlavning. Han var fantastisk til at tegne, og da han havde foreviget ham som en ynkelig fjollet udgave af Tarzan, var det som om hele hans liv på børnehjemmet blev sat i perspektiv.

En dum misforståelse selvfølgelig, for sådan var Ernst jo ikke.

Fragtskibets rute var tilrettelagt efter, hvilke havne det skulle sejle fragt til og fra, så Martin, hvis geografiske viden i forvejen var yderst begrænset, opgav at holde styr på i hvilke retning de nu sejlede.

Han tænkte ofte på, hvordan det gik med de andre børn på anstalten, og kunne af og til føle han havde ladet dem i stikken.

Hvad fanden skulle han egentlig på et skib?

Den eneste trøst var, at han i det mindste ikke havde tendens til søsyge.

At mændene var nogle primitive aber, kunne han forholde sig til, for de havde jo ret i at han var en komplet håbløs sømand.

En dag satte Ernst sig over for ham, og fortalte at han havde aftalt med Kaptajnen, at han fremover skulle være hans messedreng, og lære at lave mad, hvis han altså havde lyst.

Ham, lave mad?

Ja, hvorfor ikke?

Det var slet ikke så tosset, for han kom til at dele kahyt med Ernst, og opdagede kokkefaget ikke bare var rigtig spændende, men at besætningen ligefrem kunne lide det han lavede.

De før så sure og gnavende mænd var nu blevet søde, og selvom et par stykker af dem godt kunne finde på at klappe ham lidt i måsen, så var det slet ikke ubehageligt, som den gang med Skaldepanden.

Slet, slet ikke, men det kunne han jo ikke fortælle til nogen.

Ikke en gang Ernst, der ikke tog ham på numsen, og var hele tolv år ældre, men rigtig sød.
Meget sød, faktisk.

Ligesom Hans fra maskinrummet, og Styrmand Jens.
Og de to letmatroser Peter og Svend.
Smadder søde var de alle sammen.

Ikke helt så søde som kaptajnen, der slet ikke var spor sur når man kendte ham.

Han var også rigtig flot og muskuløs.

Skaldepanden havde været en rigtig modbydelig og ækel mand, men disse mænd var virkelig kære.

Ernst havde hængt en tegning af ham op over hans køje, og denne gang lo han så tårerne trillede. Den forestillede ham som kok, der jonglerede med en forskærerkniv, en suppeske og et piskeris.

Den næste tegning var noget helt andet, og slet ikke i samme sjove stil, men så vellignende at det kunne være et sort-hvidt fotografi.

Så skræmmende naturtro, at den pinlige selverkendelse ramte ham som en forhammer.

Ernst havde nemlig tegnet ham i lang kjole og med hårbånd.

Tusinde tanker løb gennem hans hoved på en gang, og de havde åbenbart alle sammen rød farve med. Han kunne dog ikke lade være med at smile, for tegningen var flot.

Forbandet pirrende flot.

»Jeg tænker at det må være sådan din tvillingesøster vil se ud, hvis du altså havde haft en…« Ernst blinkede skælmsk med sit ene øje, og fortalte dermed, at gu var det da ham han havde tegnet.

Det kunne enhver jo se.

Alt den røde ansigtsfarve, syntes at brænde som lava.

»Jeg er sikker på, at du vil se helt guddommelig smuk ud i en smart kjole, og med en smugle makeup, til at markere dine feminine træk,« sagde han med et lille drilsk smil.

Martin havde aldrig spekuleret over, om hans træk skulle være specielt feminine, selvom han godt kunne lide sit ansigt, og især de hjerteformede læber og lange øjenvipper.

Var det feminint?

Måske, men det gjorde vel ikke noget?
Nej, det gjorde bestemt slet ikke noget.

»Nåh, men primaterne skal jo fodres, så hvad siger du til at vi kommer i sving..?« Ernst gav ham et mandigt klap i ryggen, og var allerede på vej mod kabyssen.

Martin var taknemmelig for han ikke vadede mere rundt i pinlighederne, men det var nu en gåde, hvordan den mand vidste han havde den slags tanker.

Det var også lidt dejligt.

På vej mod Filippinerne for at hente en last sukker, som de skulle bringe til Colombia, fik de maskinskade, og måtte søge ind til havnen i Hong Kong.

En sen aften stod Martin ved rælingen, og spejdede ud over havet.

Månen hang som en svævende lysende ballon på den stjernespækkede himmel, og mindede ham om udsigten fra sovesalen på Anstalten.

»Sikke en aften,« sagde Ernst lige ved siden af ham.

Han var lige ved at springe i baljen af befippelse.

»Så-så… Det er jo bare mig,« lo Ernst, og lagde en arm på hans ene skulder. »Hvad så..? Savner du det der hjemme..?«

Martin rystede svagt på hoved, og så ned mod dønningerne, der roligt slog mod skibsskroget.
»Jeg er slet ikke nogen skibsdreng…«

»Næh, du er vel nærmere en messedreng…«

Martin rømmede sig, og fortalte om hvordan han bare var gået ned til havnen, hvor kaptajnen havde taget fejl af ham og en anden.

»Det forklare jo en hel del…« Ernst skraldgrinede, og syntes det var afsindigt morsomt.
Martin spejdede fraværende mod horisonten, mens han lod Ernst grine af. »Jeg stak af fra børnehjemmet…«

»Det havde jeg til gengæld på fornemmelsen,« smilte Ernst roligt.

De var tavse et stykke tid, men så fortsatte Martin: »Jeg ville bare væk, så jeg løj… Det var et rigtig modbydeligt sted…«

Ernst gav ham tid, og fulgte et lille motordrevent fiskerfartøj, der højt tøffende var på vej ind i havnen.

Martin fortalte endelig om Nazistens ondskabsfuldheder, samt en lettere overfladisk beskrivelse af Skaldepandens ulækre overgreb, for det var alt for pinligt at tale om de mere perverse detaljer, og sluttede af med at fortælle om de tre politimænd, og alle de ansattes blinde øjne.

»Har du sagt det til nogen..?« Ernst så opmærksomt på ham.

Martin rystede tavst på hoved. »Syntes du jeg er en kujon..? Fordi jeg bare smuttede..?«

»Er det sådan du tænker om dig selv..? Som en kujon..? Nej Martin… Jeg syntes du er modig… Du fik nok og stak af til søs, ganske vist uden det ringeste begreb om, hvad det vil sige at være sømand…«

Martin kunne ikke lade være med at le.

»Jeg syntes du skal tale med skipper om det,« sagde Ernst alvorligt.

»Hvorfor det..? Hvad skulle han kunne gøre her midt ude på havet..?«

»Næh, men…« Ernst vendte ryggen mod havet, og støttede hænderne mod rælingen.

Martins øjne flakkede nervøst. »Du skal heller ikke sige noget…«

»All right, men du kommer til mig hvis du vil tale om det, ikke..?«

»Jo, og tak…« Martin så med beundring på sin ældre ven.

De måtte lægge i dok næsten en måned, fordi Kina ikke havde tid til at tage sig af et ubetydeligt dansk skib, når de var godt i gang med at omlægge til en kommunistisk tankegang, samtidig med at de arbejdede på højtryk, for at holde USA og Sydkorea ude af Nordkorea. Det kinesiske bureaukrati var simpelt hen en by i Rusland, så Kaptajn Holst udsendte en efterlysning på den defekte maskindel via rederiet.

Martin følte han var blevet Ernsts yndlingsmodel, for der gik næsten ikke en dag, uden der var en ny tegning af ham, men altid i pigetøj, som kjoler, skørter og endda badedragter.
Det kildede så dejligt i mellemgulvet, når han kikkede på dem.

Den sidste tegning, turde han kun kikke på når han var alene, for på den var han i noget meget frækt lingeri, og lå i en forførende provokerende, ja ligefrem pornografisk stilling, for man kunne se hans stive tissemand gennem den tynde trusse. Den tegnede tissemand var ganske vist lidt større end hans egen i erigeret tilstand, men eftersom kunstneren aldrig havde set den i fuld størrelse, var han selvfølgelig tilgivet.

Tegningerne var naturligvis Ernsts og hans hemmelighed, og det var kun den sjove kokketegning der hang frit fremme, for han trivedes helt fint med besætningsmedlemmerne nu, og var ikke sikker på hvordan de ville reagere, hvis de opdagede hvordan han ville se ud som pige.

Det var vist kun Ernst der forstod den slags.

En aften fortalte Ernst, at han havde besluttet sig for at gå i land og finde på noget andet.

Martin blev lidt trist til mode, og nervøs for hvordan han skulle leve op til sit nye ansvar som kok, men Ernst var fuld af fortrøstning, og vidste han kunne klare jobbet.

De aftalte at holde kontakten ved lige, og ses når de kom hjem til Danmark, og selvom de virkelig mente det, så var det snart sidste gang de så hinanden.

Det var et Italiensk skib der kom dem til hjælp, og selvom reservedelen ikke var nøjagtig magen til den de manglede, så gik maskinmesteren og hans folk straks i gang med tilpasningen.

Martin sad på dækket, og læste i en laset Sherlock Holmes bog, som han havde lånt af Telegrafisten Benny Olsen, der i daglig tale gik under navnet: Gnisten. To højrøstede matroser spillede kort lidt længere væk, og den ene beskyldte den anden for at snyde, hvilket mere var et udtryk for at han var en dårlig taber, for beskyldningen blev fulgt med et krav om revanche. Ernst dukkede op med en stor pakke under armen, og bad Martin gå med ned i kahytten, idet han havde en lille gave til ham. Han forstod ikke hvorfor det var nødvendigt med den hemmelighedskræmmeri, men lagde selvfølgelig et stykke papir i Baskervilles Hund som bogmærke, og fulgte nysgerrigt med, for han var bestemt ikke forvænt med at få gaver.

Rødmende som kinas morgensol, stirrede han på pakkens indhold.
Det var tøsetøj.
Tøsetøj i silke, og med et par højhælede sko til.

»Hva… Hvad skal jeg med det..?« spurgte han flovt.

»Tage det på selvfølgelig,« smilte Ernst, og kyssede ham lige midt på munden.

Martin følte knæene skælve, for han var aldrig blevet kysset før.

»Tage det på..?« Han smilte, for kysset føltes jo rart, og tøjet fik det til at kilde i maven. »Men det er jo til piger…«

»Ja,« nikkede Ernst. »Det er på tide du springer ud smukke… Der er også makeup, og jeg har lavet nogle beskrivelser, der fortæller hvordan du skal gøre, og hvorfor…«

»Men… Men..?«

»Nu vare det jo ikke længe før I må videre, så jeg ønsker dig alt mulig hel og lykke med dit nye liv som pige…« Ernst kyssede ham igen, og forlod kahytten.

Martin stod længe som i trance, og gloede på den korte røde silkekjole i sin favn, men så lagde han den på sin køje, sammen med det feminine undertøj, skoene og sminken, samt den lille medfølgende instruktionsbog.

Det var ham en gåde hvordan Ernst kendte til hans hemmelige fantasier.

Når han så på de smarte søde kineserpiger i land, forestillede han sig tit, at det var ham der var så lækker klædt på.

Nu stod han med sin drøm i hænderne, og følte sig ydmyget.

Hvis der kom nogen, bankede de altid på, og det var sædvanligvis Ernst de skulle tale med, men han var jo gået i land for at prøve lykken, så hvorfor skulle der komme nogen?
For at tale med messedrengen Martin?

Hvad bildte han sig egentlig ind?
Han var jo kun en dum dreng.

Med rystende hænder klædte han sig helt af, og med endnu mere rystende hænder, tog han hofteholder, brystholder, sorte strømper og den pikante blondetrusse på.

Det føltes vidunderlig berusende.

Kjolen gled let over hud og undertøj, og da den med en lille smule uerfaren besvær blev lukket i ryggen, et upraktisk sted at anbringe knapperne, sad kjolen helt perfekt.
Skoene passede også, men de høje hæle krævede lidt øvelse at mestre.

Han spankulerede frem og tilbage på den korte plads, og for første gang føltes rummet alt for lille.

Han forsøgte at fange sig selv i spejlet over servanten, men det viste kun hans blege ansigt.

Høj af lykke og spænding, så han i Ernsts lille bog.

Den havde lyserødt omslag som en rigtig bog, og på første side var en lille hilsen til ham.

“Kære unge pige. Jeg kender ikke dit navn, og ej heller din fremtid, men jeg kender dine muligheder, og ved du er parat til at møde din nye verden. Husk at træde med lempe, stol ikke på alle, kend dine venner, og elsk med hjertet.
Din ven Ernst.”

Unge pige?
Han fik en klump i halsen, og var på mere end èn måde glad for de andre ikke kunne se ham.
På næste side stod der lidt om foundation, samt hvorfor og hvordan man brugte det, og Ernst havde endda lavet et par flotte illustrationer, der forestillede ham på en skræmmende vellignende måde. På de følgende sider var det rouge, eyeliner, øjenskygge, læbestift, neglelak og så videre. Alt sammen beskrevet detaljeret med flotte tegninger.

Han kunne slet ikke vente, og med hjælp fra det lille servante spejl, begyndte han at lægge sin første makeup.

Måske ikke helt perfekt set med øvede øjne, men så afgjort talentfuldt, og han var ovenud imponeret over, hvor stor en forandring det gjorde.

Han var helt borte, og en navnløs pige lurede flirtende bag glasset i det magiske spejl.
En smuk lyshåret pige med blå øjne, blålig øjenskygge og knald røde læber, der tikkede om at blive kysset.

Anden del

Mere ophidset end nogensinde før, lader pigen sin hånd glide ned over den glatte silkekjole, og klemmer den hårde bule mellem benene.

Hun stemmer ryggen op mod det bagerste af kahytten, i forsøg på at se bare en anelse mere af hende den smukke i spejlet.

Hun vil beholde tøjet på en lille time, men så klæde om, og vaske sminken af, inden “han” begynder på aftensmaden.

Hun træder atter helt hen til spejlet, for at beundre sit nye og helt anderledes kontrafej.

»Hvad i helvede bestiller du her pigebarn..?« siger Kaptajn Johannes Holst vredt bag hende. Ernst har sagt farvel, og Johannes der bekymre sig for sit mandskabs velbefindende, er gået ned for høre om den nye skibskok har tjek på provianten, nu de snart vil lægge fra kaj, men det er i virkeligheden lige så meget, for at se om drengen er ved godt mod, nu hans ven og mentor er gået fra borde. Overbevist om at en af de nederdrægtige skvadderhoveder har slæbt en luder ombord, er han ved at koge over af vrede, og har naturligvis glemt at unge kineserpiger sjældent er lyshårede, eller forstår andet dansk end “jeg elsker dig” samt et par uspecificerede sjofelheder. »Hvem har givet dig lov til at komme om bord..?«

Martin-pigen drejer rundt, og stirre skrækslagen på kaptajnen, der pludselig ser ud som om han kikker tilbage på selveste klabautermanden.

»Martin..?« udbryder han måbende. »Hvad fanden er det du laver..?«

Hun har ikke noget sted at skjule sig, så alt hun kan er at sænke skuldrene og blikket, og lade skammen fylde sit blussende røde ansigt.

»Nej-nej,« siger kaptajnen, og griber om pigens spinkle håndled. »Du skal da ikke blive genert… Jeg har da hørt om transvestitter, og du ser jo pisse lækker ud… Hvad kalder du dig..?«

»Ingenting,« mumler hun flovt, og håber på at falde død om.

»Så vil jeg kalde dig Lulu… Er det i orden..?«

»Det kan godt være,« fortsætter hun mumlende flov, uden at turde se op.

»Godt være..? Det er da sådan et sødt navn…« Han placere en finger under den smukke lille piges hage, og tvinger hendes ansigt opad. »Er der noget andet du hellere vil kaldes..?«

»N… Nej…«

»Det er også lige meget… Kom… Jeg får sgu en ide… Mandskabet skal da hilse på dig,« siger han, og griber hendes ene hånd.

»N… Nej,« klynker hun og stritter skrækslagen imod.

»Nu ikke så vanskelig Lulu… Vi kan da ikke have, at sådan en sød ung pige går og gemmer sig…«

»Det… Det vil jeg ikke…« Lulu føler en stigende rædsel. »Jeg ville jo bare… Det var kun for sjov…«

»Kun for sjov..? Nej hør nu… Den får du sgu ikke nogen til at hoppe på… Hvis jeg siger du skal komme med, så heder det javel Hr. Kaptajn…« Han lyder insisterende, og taler med en stemme han ikke har brugt, siden hun var en håbløs talentløs skibsdreng, der ikke kunne kende forskel på et dobbelt halvstik og en kællingeknude. »Det er sgu noget jeg bestemmer… Tag alt dit drengetøj med…«

Nu ryster hendes hænder ikke længere af opstemt spænding, men af frygt, og dårlige minder fra anstaltens fortrædeligheder trænger sig på.

Hun samler alt Martins tøj sammen, og selv hans slidte udtrådte sko må hun tage med.

»Har du det hele Lulu..?«

»J… Javel Hr. Kaptajn…«

»Godt… Af sted med dig tøs… Op på dækket med dig…«

Der er en hektisk aktivitet, nu hvor afsejlingen nærmer sig. De der ser hende, tror vitterlig hun er en prostitueret kineserpige, der skal gennes fra borde, men to matroser som de passere på nær hold, genkender Martin, og stopper op for at glo som et par måbende amøber.

»Kald til samling agterskibs…« Kaptajnens ordre er utvetydig, og matroserne får endnu mere travlt.

»Hen til rælingen tøs,« beordre han.

Lulu ved allerede hvad han vil have hende til, men ser alligevel bedende på ham, for at være helt sikker på at han virkelig mener det.

»Ud med det tøs…«

Hun tøver, trækker vejret dybt og skælvende, og slipper så grebet.

Martin-tøjet lægger sig som flager på overfladen, mens en af hans sko forsvinder med et plop. Så begynder det at mørknes i takt med vandet trænger ind i stoffet. Den anden sko i sættet, beslutter sig for at tage samme tur som modparten, vipper et par gange og forsvinder i dybet, langsomt efterfulgt af bukser, en trøje, endnu et par bukser og så fremdeles, til kun en enlig stædig strømpe, ligger og vugger i vandoverfladen. Hun venter på at også den går tilbunds, men får andet at tænke på.

»Godt klaret tøs… Afgang til agterskibs…« Kaptajn Holst anbringer sin store næve om hendes højre skulder, og skubber hende med strakt arm fremad, langs styrbords redningsbåde.

Da de når frem, løber en mumlen allerede gennem hele forsamlingen.

De to matroser har ikke spildt tiden, og de få der endnu ikke kender hendes hemmelighed, gør det i hvert tilfælde nu.

Det er som om nogen slukker den kontakt der styre lyden, men til gengæld har tændt kogepladerne i hendes kinder.

Noget falder mod dørken, og ruller med en skramlende lyd et stykke bag folkene, men ingen reagere på det.

»Er alle samlet..?« Kaptajnen ser ud over sin besætning, hvis øjne er rettet mod den lille rødmende Lulu. »Godt… Som I alle ved, så letter vi anker i morgentidlig, og det bliver uden Ernst Kok, der har valgt at gå fra borde… Det er vi mange der er kede af, men så var det til gengæld en stor glæde, at vi kunne beholde vores talentfulde messedreng, der således blev forfremmet, og overtog jobbet som skibskok… Det forholder sig imidlertid således, at også unge Martin har forladt os i dag, men fortvivl ikke, for i stedet har vi fået denne yndige unge dame… Lulu her, vil være jeres nye skibskok, og som en ekstra bonus, vil hun, nu da vi forlader de lokale skønheder, samtidig fungere som jeres allesammens lille lystige glædespige… Ja, I hørte rigtig… Lulu vil stå til rådighed som jeres tro og villige lille skøge, og da det jo forbliver mellem kollegaer, og hun samtidig avancere til kok, og derfor ikke lider nød, vil hun naturligvis yde sin ekstra service helt gratis… Hun vil dog sætte stor pris på små gaver i form af lækkert undertøj, kjoler, parfume, og hvad unge piger nu ellers har brug for for at gøre sig smukke… Men husk at det er sidste udkald, for i morgen er det for sent at handle ind… Jeg forventer at I alle behandler hende med samme respekt, som I har udvist byens lokale ludere… Hun skal have fred når hun arbejder i kabyssen, og når hun servere… Hvis nogen af jer ikke kan forstå dette, eller på nogen måder gør hende fortræd, skal jeg personlig tage mig af kanaljerne… Er det trængt ind..?«

Først er der stille, men så bryder de fleste fra mandskabet ud i jubel, og nogle af dem kaster ligefrem med deres kasketter og huer. Der er selvfølgelig en lille håndfuld, der finder hans lille tale anstødelig, absurd og ikke mindst afskyelig, men året er stadig 52, så kaptajnens ord er lov.

»Godt… Husk at vand og sæbe endnu ikke er blevet forbudt, og smukke unge piger stadig sætter pris på velduft og renlighed… Smut så med jer dovendyr…«

Lulu føler kinderne brænde, som havde hun stukket hoved i en tændt ovn, og hver gang hun tager mod til at kikke ud på mændene, der i nøje indøvet system, hastigt går hver til sit, møder hun kun fjogede forventningsfulde smil.

»Hvad siger du til dit nye job, Lulu..?«

Hun tør ikke sige sin mening, men trækker opgivende på skuldrene.

»Ernst kneppede dig måske ikke..?«

»N… Nej,« svare hun, og ser forfærdet på kaptajnen.

»Gud… Det var jeg ellers overbevist om… Så var jeg nok lidt for hurtig… Du er aldrig blevet kneppet eller prøvet at sutte en pik før..?«

Hun ryster skræmt på hoved, for den skrækkelige dag i kælderen på anstalten, er forblevet hvor den fandt sted, og eksistere ikke længere.

Skaldepande-uhyrets overgreb var bare en ond drøm.
Onde drømme er ikke virkelighed.

Hvis hun tænker sådan, er det alt sammen til at holde ud, og hun skal aldrig, aldrig, aldrig tilbage til anstalten igen.

»Det var lige godt satans… Nåh, men du kan godt nå at sutte den af på mig, inden du starter på maden… Skrub ned i din kahyt og vent, så kommer jeg og tjekker din teknik om et par minutter… Der går nok ikke ret længe før dine kunder begynder at komme, og så skal du jo helst ikke være alt for håbløs…«

»Ja… Javel Hr. Kaptajn…« Hun har aldrig følt sig så splittet, og selvom hun har lyst til at tude af skam og frygt, så kribler det af spænding, og pikken er ubelejlig stiv, for i den tynde trusse og lette silkekjole, er det noget der tydelig kan ses.

Når det i kælderen, som ikke fandt sted, er så modbydeligt at tænke på, hvorfor er det så helt anderledes, at tænke på det som venter hende nu?

Svaret er, at Skaldepanden var et ækelt uhyre, en dæmon, en satan, mens Kaptajn Johannes Holst er, om ikke ligefrem Fantomet, så en sød, dejlig, rar, flot mand.

Han er der næsten med det samme. »Nåh, det er da rart at se du glæder dig…«

Lulu skuler flovt mod sin rejsning, og troede ikke hun kunne blive endnu mere rød i hoved.
»Godt… Sæt dig på din køje…« Han stiller sig med let spredte ben, og lyner bukserne op. Hans pik syntes at vokse ud gennem gylpen, og på et øjeblik er den tyk og stor som en kødpølse.

Hun tager sig selv i at stirre.

»Kan du lide den..?« spørger han.

Hun nikker, og skammer sig over at syntes den er smuk. Den eneste hun har at sammenligne med, er jo den hun har gjort alt for at glemme, men hvis hun betragter kaptajnens som en slags skulptur, er den faktisk rigtig flot. Glansen har en lettere paddehatteform, skaftet en ganske svag opadgående krumning, der næsten ikke er at se, årerne er fremtrædende, og mønstret som rødderne på et træ.

»Tror du den er giftig..?«

Hun bukker sig frem og kysser glansen, men da den ikke lugter grimt, og hun hverken får stød eller møder en hæslig smag, stikker hun tungen frem, og slikker usikkert op ad skaftet.

Den smager af?
Den smager faktisk slet ikke af noget som helst.

»Ja-ja… Den er ren og nyvasket, så bare gå til den Lulu… Tag nu bare pikken i munden og sut…«

Hun må virkelig gabe højt, men heldigvis ikke så meget at det belaster kæben unødigt. Hun strammer prøvende læberne om pikhoved, og kan nu smage en let salt slim, der løber fra urinrøret. Hun tror først han tisser, men bliver klar over, at det bare er den saft der løber fra pikken når man er meget liderlig. Det har hun jo selv prøvet så mange gange, men det er første gang hun smager den.

Kælderuhyret eksistere ikke.

Det gør kaptajnen derimod, og smagen af hans flotte stive pik er slet, slet ikke nogen grim oplevelse.

Det er faktisk rigtig dejligt, og det er ikke kun fordi hun ved han kan lide det, og hun dermed glæder ham, men lige så meget, eller måske ligefrem endnu mere, fordi hun selv kan lide det.

Tænk engang.
Hun sidder og sutter pik.
En rigtig stor stiv pik.
En dejlig velsmagende pik, der tilhøre en vidunderlig mand.

»Det kan sgu godt være det er første gang du gør det, men du er fandeme god til det, og så kan jeg mærke du virkelig elsker det…«

Hun rødmer, men erkendelsen af at det er rigtigt hvad han siger, er ikke spor skræmmende.
Hun lægger hænderne om hans lår, og sutter med en ivrig famlende glæde, der endnu ikke er helt bevidst, men bare falder hende naturlig.

»Dig skal mandskabet sgu nok få glæde af ude på søen, når de ikke har bordellet… Vend dig om så jeg kan kneppe dig i røven…«

Hun bliver lidt skuffet over at slippe sin skønne kød-sut, men er også spændt på hvordan det er at få den bagi.
Og en lille smugle skræmt.

»Hold op hvor har du en lækker røv Lulu…« Han kærtegner hendes bare balder, og kilder endetarmsåbningen med et par fingre, så hun ubevidst skyder numsen bagud, i håb om at opleve mere af alt dette vidunderlige.

»Så dejlig lille og fast,« stønner han, og trykker pludselig sit store svulmende pikhoved mod hendes numsehul.

»Nnh,« stønner hun i smerte, og må bide tænderne sammen, for ikke at skrige eller skuffe ham.

Lige som hun er ved at kapitulere, og bede ham om at stoppe, jager et smertefuldt stød gennem hende, og det føles som om ringmusklen er flået i stykker, men samtidig mærker hun lemmet glide op i sig, og den stadig dunkende og hamrende smerte, pirre noget stærkt erogen, der får hendes egen pik til at stå maksimalt.

»Åååh,« sukker hun, og selvom hun føler sig alt for flov og ydmyget til at give udtryk for velbehag, kan hun bare ikke lade være, og hendes begyndende klynken, er da heller ikke fordi hun er spor ked af det.

Hans store næver er placeret om hendes smalle hofter, og hans store pik går som et stempel i hendes endetarm.

Han lægger slet ikke mærke til at den går på hende, og at hendes sperm sprøjter ud over sengetøjet, for pludselig maser han lemmet i bund, og hun kan mærke han også kommer.
Da han efter lidt tid trækker sig ud, vender hun sig og ser usikkert på ham.
»Var jeg virkelig din første..?« Han holder om hendes magre overarme, og ser så kærligt og varmt på hende, at hendes knæ skælver.

Hun nikker stumt og genert.
»Du var pisse god…«
Hun smiler.

Han kysser hende på næsetippen, og klemmer hendes højre balde. »Smut så op i kabyssen med dig, og kom i sving…«

Med en besætning på 45, er der mange munde at mætte, men det hjælper en del, at alle skal have det samme. Ernst har allerede forberedt dagens ret, lavet med friske ingredienser, der er indkøbt på det lokale marked. Desværre har hun ikke andet tøj end det hun går og står i, og det er mere festtøj end arbejdstøj.

»Du kan da bare smide kjolen, og tage et forklæde på,« foreslår Styrmand Jens med et lummert grin.

»Ja, men du skal sgu beholde det frække undertøj på,« tilføjer Maskinmester Hans, der kan nøjes med et bredt smil, der dog ikke er mindre lummert.

Tror de virkelig ikke hun tør?
Hvor er de dog kære.

Som foreslået, således også gjort, og skønt det lidt for store forklæde bestemt ikke er sexet, så er det rimeligvis vældig praktisk.

Hun servere ris med svinekød i tern, samt nogle eksotiske krydderier, og alt hun skal, er bare at varme retten, samt røre cremen til desserten.

Eftersom det jo langtfra er en fin restaurant, tripper hun selvfølgelig ikke rundt som en tjenerinde, for mændene kan sagtens klare sig selv, så snart maden er sat på bordet.
En ganske enkel ret, der bestemt hverken lyder, eller er, særlig avanceret, men den smager himmelsk, og alle er glade og begejstrede.

De er ligefrem så begejstrede, at flere af dem klemmer hendes lille frække numse, når hun kun iført sexet undertøj og forklæde, lige er nød til at sætte et eller andet på bordet, eller supplere med et og andet.

Kaptajnen har visselig advaret dem mod denne form for opførsel, men det er nok mest af hensyn til hende, og da hun bare fniser kælent, mener han vel det er på sin plads.

Desserten består af en sødlig lokal frugt, med en almindelig dansk vaniljecreme til.
Som sædvanlig skal to letmatroser hjælpe med opvasken. Det er en bestilling som går på tur, og næsten altid med en vis muggen hos de udvalgte, men i dag er det underligt nok slet ikke noget problem, og det er sjældent man har set Erik og Jørgen så nydelige barberede og velfriserede.

Så snart hun har gjort bordet klar til næste morgen, skifter hun forklædet ud med kjolen, og kikker til de flittige opvaskere.

»De Herre er sørme dygtige,« driller hun.

»Det glæder os at Frøknen er tilfreds med arbejdet,« giver Erik igen. Han er en høj mørkhåret fyr på fireogtyve, der syntes at være udstyret med et permanent smil.

»Jo-jo… Det går an,« hun holder en tallerken op i lyset, og gransker den for eventuelle mikroskopiske rester af snavs.

Jørgen, der er et hoved mindre end sin makker, men lige så charmerende, med sine lyse krøller og mandige femogtyve år, giver hende et klask i måsen. »Sådan et lille opblæst fruentimmer…«

Hun sprutter af grin, og begynder at sætte de afvaskede ting på plads.

Hun mærker atter en hånd på sine balder, og denne gang er det Eriks, der kærtegner hende blid og kærlig.

Hun strutter kælent med numsen.

Jørgen føler hende i skridtet, og smiler af den hårdhed han møder.

Erik har fundet op under kjole og trussekant, og hans hånd ligger om hendes højre balde, så lillefingeren er dybt oppe i hendes numsehul.

Hun kysser med Jørgen.

Sutter hans tunge, og putter hånden ned i hans bukser.

Han er lige så stiv som hende, men udstyret er klart sagt meget støre.

Lynlåsen driller, så han må hjælpe, og så snart dyret er lukket ud, tager hun det i munden.
Erik har rullet kjolen op om livet på hende, og trukket trussen ned.

Hun holder Jørgen i hænderne, og støtter sig til ham, mens hun sutter hans herlige stive pik.

Erik maser på så det flår i ringmusklen, og da hun trykker med mavemusklerne, smutter pikken op med et jag.

Havde hun været en rigtig pige, og havde det været en rigtig kusse, ville han formentlig vælge at stå af i Roskilde, altså trække sig ud før han kommer, for kondomer er noget sært unaturligt noget at bruge.

Hun hulker af lykke, og kommer pludselig til at tænke på Ernst.
Den søde fyr der var skyld i alt det her.
Gid hun en dag kunne sutte den af på ham som tak.

Hun slipper pikken et øjeblik. »Ja, knep mig… Knep min liderlige røv…« Med denne nok lidt overflødige opfordring, fortsætter hun med at sutte på pikken, og mærker at Erik har grebet om hendes. Han malker den, som var hun en ko hvis mælkeproduktion var tæt på at briste dens yver, mens han banker sit lem op i hende.

Den går på hende med overraskende styrke.

Hun ser sin fede substans sprøjte flere meter ud over dørkenen, men så får hun pludselig travlt med at nedsvælge det som Jørgen fodre hende med.

Begærligt æder hun hans varme sæd, mens Erik knepper endnu hurtigere, og kommer i en krampagtig udløsning.

Hun samler trussen op, der i kampens hede, er havnet oven i nogle af hendes egne spermklatter, og smider den i et fad vand, men da hendes kjole er blevet klam af sved, tager hun den af, og skyller den sammen med trussen.

Så tørre hun spermen op, og med sit fugtige tøj i favnen, går hun ud på broen, kun iført højhælede sko, samt resten af sit undertøj.

Hun sætter sig halvnøgen for at nyde den lette aftenluft, og blive nedkølet oven på den hektiske hyrdetime.

»Hej… Sidder du der Lulu..?« Det er styrmand Jens, der også har søgt ud i det fri.

Hun smiler lidt genert, og forsøger at dække sit køn med kjolen.

»Slap bare af… Jeg hørte jer der inde…« Han blinker med sit ene øje.

»Undskyld Hr. Styrmand…« Hun får farve i kinderne.

»Ingen årsag… Det er jo en del af dit nye arbejde… Sæt dig på hug og sut min pik luder…«
»Javel Hr. Styrmand,« siger hun, og føler en behagelig gysen i mellemgulvet, da det så småt begynder at gå op for hende, at hun vitterlig er skibets lille luder.

Hans manddom er ikke så stor, og den smager af tis, men det er en pik, og det er hendes opgave, at sutte den til den kommer.

»Luder Lulu,« klukker han hæst, og der er faktisk en ret så tiltalende klang i det navn.

Første gang hun hørte navnet Lulu, brød hun sig faktisk ikke synderligt om det, men nu er hun ved at vende sig til det, og med luder-titlen foran, er det jo helt perfekt.
Luder Lulu, eller Lulu luder?

Jo-jo. Det lyder næsten musikalsk.
Styrmanden får sin udløsning, og hun nedsvælger hele herligheden, hvorpå hun går ind i sin kahyt, og skyller resten af undertøjet, så det hele er rent til næste dag.

Hun ser at hendes lille skab står på klem, og noget lyserødt fanger hendes blik, men efter hun har smit alt Martins tøj i baljen, og han aldrig har ejet noget lyserødt, burde det være tomt.

Hun åbner lågen og ser en kort gul kjole, der minder meget om den røde, samt et par åbne feminine sandaler, og et par støvletter med spidse snuder og høje hæle. Den lyserød silke natkjole, som hun havde fået øje på gennem låge-sprækken, er lang og med et mylder af blonder og sløjfer, og så er den faktisk mere gennemsigtig end egentlig lyserød.

Der hænger et lille kort ved den, med en hilsen fra kaptajnen, som fortæller at hun jo er nød til at have lidt at skifte mellem.

Hun går i bad, tjekker sminken, giver tåneglene en gang rød lak, og trækker i natkjolen, der føles rigtig lækker, men selvfølgelig intet skjuler. Så dupper hun nogle få dråber parfume de strategisk rigtige steder, og praktisk talt nøgen, begiver hun sig mod kaptajnens kahyt, for at takke for gaven.

Hun skælver da hun banker på.

»Ja..?« lyder det.

Hun åbner forsigtigt døren. »Øh… Jeg vil bare sige tak Hr. Kaptajn… Det var sødt af Dem…« Hun går ind og nejer underdanigt, for det skulle pigerne på børnehjemmet altid, når de havde fået smæk eller blevet irettesat. Et tegn på de accepterede deres straf og laverestående funktion i samfundet.

»Årh det var så lidt… Sæt dig ned lille skat…«

Hun lader blikket glide rundt i kahytten, der er en del støre end hendes egen. Der er pyntet med instrumenter, som man brugte på søen i gamle dage, og en række bøger i forskellig størrelser og tykkelser, står nydelig lignet op på en hylde.

»Du klarede det jo meget godt i dag, men Ernst har fortalt at du bare skulle varme maden…
Hvordan har du det med selv at skulle stå for det fremover..?«

»Joh… Jeg har tænkt på kartoffelmos til i morgen..?«

»Med ristede løg og flæsketern..?«

»Masser Hr. Kaptajn…«

Han ler godmodigt. »Det lyder sgu lækkert… Så kan du sikkert godt bruge et par stærke mænd til at røre i gryden..?«

»Joh… Hvis det ikke er til for megen ulejlighed Hr. Kaptajn..?«

»Ikke spor… Så er det en aftale… Jeg var faktisk på vej til køjs… Du er velkommen til at overnatte..?«

Hun rødmer, men springer elegant og fnisende over i hans køje. »Hvordan kendte De forresten min tøjstørrelse Hr. Kaptajn..?«

Han er begyndt at klæder sig af. »Jeg tog mig den frihed, at lure lidt i dit skab, mens du sørgede for aftensmaden, og var lige et hurtigt smut i land… Desuden har jeg hængt en seddel op med dine mål, så skvadderhovederne ikke komme anstigende med en masse ubrugelig kluns, og fodtøj der er enten alt for stort eller for småt…«

»Det var sørme pænt af Dem Hr. Kaptajn,« fniser hun, og bemærke med stigende beundring hans flotte muskuløse krop.

»Jeg tænkte forresten også på, om du ikke kunne bruge disse her..?« Han åbner en skuffe, og kaster en stor pakke kondomer over til hende.

Hun rødmer.

»Ja, det bliver sgu nok svært at gøre dig svanger,« ler han. »De var en morsomhed fra en kollega, men da jeg var i land for at købe noget kluns til dig, kom jeg til at tænke på en kvinde jeg læste om for nylig… Hun var ikke begunstiget med en særlig stor barm fra naturens side, men fandt så ud af, at hvis hun fyldte vand i et par kondomer, så kunne hun præsentere sig som alle andre kvinder… Jeg ved ikke hvor megen sandhed der er i historien, men det var da værd at prøve, eller hvad..?«

Lulu ser flovt ned over sit flade drengebryst.

»Vent til i morgen med at eksperimentere, og overdriv nu ikke lille skat… Det er noget skrøbelig skidt, hvis du bruger for meget vand…«

Hun fniser genert.

Han dropper sin vanlige pyjamas, og lægger sig nøgen med hænderne om hende, og sit stive lem mellem hendes lår.

Han kysser hendes nakke, og krænger natkjolen så meget op, at han kan trænge ind, mens han kærligt holder om hendes pik.

Langsomt føre han underlivet frem og tilbage, men ingen af dem ligger optimalt, så dynen bliver skubbet væk, og han anbringer sig over hende i stedet.

Hun ligger med spredte ben, og et blik der siger hun vil have ham.

Igen føre han lemmet dybt op i hendes endetarm, bøjer sig frem og møder hendes bløde røde mund med sin.

Hun spreder læberne, og drejer hoved en anelse, så de ubesværet kan dele mundvand, tunger og lyst.

Sengen knirker svagt og melodisk, i takt med hendes lette stønnen.
Han kommer eksplosivt og kraftigt.
Maser lemmet langt, langt op.
Ryster i krampe.

Hans udløsning er ovre, og havde hun været en hvilken som helst anden luder, ville han allerede være i færd med at klæde sig på, uden at skænke skøgen en eneste tanke.
Lulu er han derimod ikke færdig med.
Smukke, søde, kærlige lille Lulu.

Han kysser hende igen på munden, og de fornemmer begge noget gensidigt, der er langt dybere end primitiv seksuel drift.

Han kysser hendes bare mave, lår, og tager hendes lille stive pik i munden.

Hun sukker, og med øjnene lukket, breder et saligt smil sig i hendes feminine smukke ansigt.

Ingen har nogensinde suttet på hverken hendes eller Martins pik, og det er meget bedre end hvad hun har forestillet sig.

Hun anbringer tøvende hænderne om hans hoved, skyder med underlivet, og kommer i munden på ham.

Han har aldrig smagt sperm, aldrig haft en pik i munden, og ikke haft den slags tanker før han mødte denne skønhed, og netop derfor synker han klatten, med en forelsket mands appetit.

Hun åbner øjnene og de ser på hinanden.

Han føler sig forlegen som en præpubertær knøs, og ler hæmmet af skyld, af en viden om en alt for stor aldersforskel, og af visheden over, hvor vanskelig et forehold mellem to af samme køn vil være at acceptere for omverdenen.

Med disse mørke skyer i horisonten, lægger han sig ned ved hendes side, trækker hende ind til sig, og med begge arme slynget om hende, falder de i søvn.

Tidlige næste morgen får hun travlt med at komme tilbage til sin egen kahyt, og skifte til den gule kjole og sandalerne, inden hun går i gang med morgenmaden.

Som tak for den hyggelige aftenstund, har Erik og Jørgen været i land for at købe en lille stak blandede pikanterier til hende, og har ved denne lejlighed stødt på en stor del af mændene fra skibet, der var på jagt efter lignende små og store gaver til den frække lille kokke-luder.

Det er endda lykkes dem at få herlighederne pakket ind, og Jørgen der har den mest læsbare håndskrift, har skrevet en lille sød hilsen fra dem begge.

Så er tiden kommet for fragtskibet Marie Bloms videre færd.
De som ikke har noget at bestille, hvilket vil sige nogle ganske få, samt Lulu, der er i en flot lysegrøn silkekjole, og har sminket sig som om hun skal til bal, står på dækket og vinker til de venlige kineser, hvoriblandt nogle få kvinder, nu vil gå glip af en fast indkomst, og måske er det derfor et par stykker af dem ser lidt triste ud?

Lulu får øje på Ernst, og sender ham et luftkys.
Han griber det og sender det retur.

Hun ler højt, og vinker med begge arme.

Han lægger højre hånd mod sit hjerte, som om han er ved at dåne over hendes skønhed.
Hvor var han dog en sød og rar mand.

De er kommet ud af havnen, og har lagt kursen mod Filippinerne, da Lulu møder Erik og Jørgen, der står og pulser på dækket.

Hun stopper op, sender dem et genert smil, og tøver et øjeblik. »Tak… Tak for gaverne…«

»Det var da det mindste vi kunne gøre,« siger Erik, og kaster cigaretskoddet i vandet.

»Ja så sandelig… Det manglede bare,« tilføjer Jørgen, hvis skod er så stort, at han stopper det tilbage i pakken i sin brystlomme.

Mellem tøjet var et sort blondekorset med strømpeholder, som hun glæder sig til at prøve, og bare tanken gør hendes kinder blussende røde. Hun ved ikke hvorfor, for hun har jo aldrig lært at være genert over sin seksualitet, men hun har jo heller aldrig haft nogen. Det har i hvert tilfælde aldrig kildet så dejligt i underlivet før nu.

Nervøs for om de skal finde hende tarvelig og simpel, giver hun deres skød et par blide klem, og da de bare smiler fjoget, går hun lettet og fnisende ind i kabyssen, trækker i forklædet og gør klar til middagsmaden, så hun ikke behøver spekulere på den resten af formiddagen.

I sin kahyt åbner hun skabet, hvor indholdet er vokset eksponentiel i løbet af dagen, og de glade givere ikke altid har ulejliget sig med at fortælle hvem der har doneret hvad.
Kun nogle få har skrevet en lille hilsen, og der er intet af det, som hun ikke syntes om.
Lige nu er det dog en af gaverne fra Erik og Jørgen hun har tænkt sig at tage på.
Det sorte korset, med holdere til et par glatte sorte nylonstrømper, og et par skåle til de bryster hun ikke har, men takket være Johannes råd, og et par kondomer med en smule vand i, får hun en lille men flot let gyngende barm. Hun supplere antrækket med et par afsender-løse blanke sorte spidssnudede støvletter, der passer glimrende til det sexede undertøj.

Hun har allerede bestemt sig for at være trusseløs, og da hun kikker på kjolerne, kan hun slet ikke bestemme sig til hvilke hun skal vælge, og beslutter ikke at tage nogen på.

På anstalten følte Martin kun skam og ydmygelse, ved at vise sig nøgen for dem alle sammen, men nu er hun jo luder Lulu, og føler en uimodståelig ophidselse, ved tanken om at blotte sit nøgne køn for de søde mænd.

Således frækt mejet ud, går hun op på dækket, og sætter sig i solen med arthur conan doyles roman, og sin hårde stive pik, pegende lige op i luften.

»Hold kæft hvor er du vulgær…«

Hun lægger bogen fra sig, og må skygge med en hånd for solen, for at se hvem der står foran hende.

Ole Thomsen er med sine enogtredive år den ældste af letmatroserne, og hans påstand er vel sværd at løbe fra.

»Vulgær..? Syntes De Hr. Thomsen..? Er De ked af det..?« Hun lægger provokerende højre hånd om sin pik, og masturbere den langsomt og roligt, så præspermen løber ned ad skaft og fingre.

»Ikke det mindste,« svare han, og ler en anelse skingert.

»Må jeg sutte Deres pik Hr. Thomsen, eller vil De bare stå der og se på mens jeg onanere..?«

Han ser sig omkring, men da der ikke er andre i nærheden, og det jo er helt legalt at bruge tøsen, finder han udstyret frem, og præsentere det for hende.

Hun kysser selvsikkert pikken, og giver sig til at sutte, uden hensyn til om de bliver iagttaget eller ej.

Det håber hun ærlig talt de bliver.

Hun kan godt lide tanken om at blive beluret af liderlige mænd.

Heldigvis har både Erik og Poul set dem, og er stødt til for at få del i løjerne.

»Ååh for fanden da også,« stønner Ole, og når lige at hive pikken ud ad munden på hende, inden den sprøjter. Han fyre hele ladningen af lige i ansigtet på hende, mens hun ler højt af forbavset henrykkelse.

»Hold da op hvor De kan,« smiler hun, og med fjæset fuld af sperm, læner hun sig tilbage, for at vente på Erik og Poul, der inspireret af Ole, nu også har fundet deres pikke frem, og onanere mens de peger deres hårde forplantningsredskaber mod hende, som strålerør på sprøjteklare brandslanger.

»Uh,« udstøder Erik så kort, at det nærmest lyder som et host, og rammer hendes hals med en dejlig varm sperm-stråle, mens Poul der åbenbart er bedre til at sigte, levere sin skønne creme over hendes kind, næseryg og læber. Erik har imidlertid fået styr på sigtekornet, og maler hendes ansigt som de øvrige to.

Hun slikker lidt af spermen af sine læber, men finder det enormt frækt at have hele hoved dækket af mændenes sæd, og bestemmer sig for at lade den særprægede ansigtsmaske forblive, som den nu engang er faldet ud.

Resten af formiddagen, nyder hun at gå rundt på skibet med blottet nøgent underliv, samt store mere eller mindre indtørrede klatter i fjæset, som en levende reklamesøjle for hvad hun er. Hun behøver ikke være tankelæser, for at opfatte mændenes mening om hende, og de er alt lige fra ringeagt og væmmelse, til nysgerrighed og liderlig hengivenhed, men uanset hvordan de betragter hende, får de alle et lille flirtende smil, der sikkert ser temmelig vanvittig ud, med hendes specialmalede facade.

»Undskyld, men har De lyst til at kneppe mig i røven, eller må jeg få den fornøjelse at sutte på Deres pik Hr..?« spørger hun gang på gang, mens hun elegant, som en sylfide ved den kongelige ballet, nejer dybt og underdanigt, og som regel får hun lov, for kun de færreste mænd kan, sperm-fjæs eller ej, sige nej til sådan et tilbud, fra sådan en pige.
For det meste vil de være alene med hende, og det er dejligt nok, men når de er flere på samme tid er det frækkest. Hendes tilsølede kontrafej, anspore åbenbart andre til at følge op på samme vis, så til middag er både hun og korsettet så besudlet af sperm, at hun må vaske sig og skifte tøj, inden hun kan affodre mandskabet.

Langt fra alle har kunne nøjes med at bidrage til hendes udvendige dekorering, så hun har måtte guffe så mange pikke, at appetitten er blevet rigelig mættet, med store mængder af den lækreste flydende forplejning.

Hun klæder sig i et sort sæt blondeundertøj, trækker i lange sorte handsker, og et par spidse snørestøvler med høje hæle.

Den begyndende vaklen er væk nu, og hun mestre stiletterne til fulde.

Pikken svulmer voldsomt og helt tydeligt i den tynde silketrusse, mens hun ganske unødvendigt, men med største glæde, varter mandskabet op, og selv nøjes med et krus varm te.

Når hun ikke pusler om dem, vimser hun rundt mellem bordene, så mændene kan føle lidt på varen.

Hun er vel ikke Luder Lulu for ingen ting?
Hvor er det dejligt at blive elsket og værdsat.

Gnisten har noget i sin kahyt som han gerne vil vise hende efter middagen, og hun syntes ligefrem at kunne se gnister i hans øjne.

Hun kysser ham på kinden, og føler ham diskret mellem benene.

Han rødmer en anelse, og latteren breder sig blandt de øvrige “kunder”.

Da hun skænker kaffen, må hun gøre holdt ved siden af Styrmand Frandsen, idet han har ført sin højre hånd op under hendes trusse, og stukket en finger i hendes endetarm. Hun er ikke bekendt med hvilke finger, men det føles dejligt, og under alle omstændigheder, må hun naturligvis vente til han har fjernet den igen. Det gør han så, da et par kaffetørstige matroser bliver og utålmodige.

Et par stykker hjælper med at rydde bordet, mens resten går hver til sit, og efter at have forberedt det hun kan til aftensmaden, smutter hun ind for at se hvad Gnisten har fundet på.

En velduftende parfume, pink silkeundertøj, og et par højhælede til samlingen.
Hvor sødt.

Hun takker for gaven med sit eneste betalingsmiddel, nemlig sin villige krop. Ham total nøgen, og hende stadig i sit sorte lokkemiddel, dog lige med undtagelse af trussen. Hun ligger en anelse ubekvemt på hans lille bord, mens hun spreder benene og han tager hende i røven, hvilket hurtigt får hende til at glemme alt om ubetydelige ting som liggekomfort.

Hans penetration er så vidunderlig, at hun slet ikke er bevidst om sine høje klynk og jamren. Så hopper hendes pik lystigt et par gange, og sender lange sperm spyt op over det fine korset, hendes bare brystkasse og hals. Han banker pikken dybt ind i hende, en, to, tre gange mere, og tømmer indholdet af opsparingen i sin spermbank. Hun hopper ned på gulvet, kysser ham endnu en gang på kinden, og skynder sig at vasker sit frække undertøj, sit stadig åbne numsehul, og sin fedtede pik, hvorpå hun samler trussen op fra gulvet, og smiler sødt til den lidt generte “gnist”, mens hun nejer elegant.

Korsettet er lidt fugtigt foran, men vil hurtigt tørre, så hun beholder det på, smider trussen ind i sin kahyt, og med bar numse og stå-pik, begiver hun sig ud på dagens anden skibsrunde, for at holde mandskabets gejst oppe, og ikke mindst i forsøg på, at dægge en del af sit eget umættelige behov for pik.

Om dagen tilhøre hun dem alle, men om natten tilhøre hun kaptajn Johannes Holst.
Det begynder at gå op for hende, at hun også tilhøre Johannes om dagen, eller i hvert tilfælde gør hendes hjerte.

En enkelt gang punktere hendes venstre “bryst”, mens maskinmester Hans Hansen røvpuler hende bagfra, og samtidig befamler hendes kunstige babser lidt for ivrigt. De er begge ved at omkomme af grin, og sejlende våd ned over kjolen, hiver hun det intakte bryst ud af holderen, og kaste det bort, inden hun sutter hans dunkende pik til udløsning. At hun lige har fået den i røven, ville måske få de fleste unge frøkner til at kaste op eller vrænge ansigt i afsky, men underlig nok ophidser smagen af hendes egen numse Lulu så meget, at det kun er ekstra frækt.

Det gør vel ikke noget man er pervers, hvis mændene kan lide det?

De er alligevel så liderlige, at de vel knap lægger mærke til en smule misfarvning på pikskaftet eller glansen, og hun er vel den nærmeste til at slikke det af?

Forsinket får de endelig sukkerlasten i Filippinerne, og fortsætter derefter mod Colombia.
Heldigvis er kaptajnen ikke gift, for med et liv på søen, vil selv det bedste ægteskab være sat på en meget hård prøve, og Lulu kan ikke bære tanken om, at han har en kone ventende der hjemme, selvom det ikke er særlig retfærdig at være jaloux, når hun selv får mindst tredive pikke om dagen, nogle gentagelser, men antallet er bestemt ikke underdrevet.

Gad vide hvorfor de sidste ikke vil kneppe hende, eller i det mindste bare have den suttet af?

Er de virkelig så tro mod deres hjemmegående udkårende, eller er de bare impotente?
Ikke desto mindre, er det en hjertestikkende erkendelse, at hun ville være meget ked af det, hvis hendes kære Johannes skulle hjem til sin kone, og hun selv skulle, ja hvad fanden skulle hun egentlig?

Historien fortsætter under reklamen

VAGINAL KUGLER SEXDUKKER SEXGYNGER DILDO

Hvorfor er det lige så svært, når hun ikke har det på samme måde med de andre mænd?
Det begynder at gå op for hende, at hun har forelsket sig i en mand der er toogtredive år ældre end hende selv.

Så var det at Johannes fortalte, at der var en kone en gang, men de skiltes i venskab, uden den helt store ståhej, og han havde forestillet sig et liv i cølibat, men nu er begyndt at se en fremtid med hende.

En fremtid med hende?

Lulu føler hendes hjerte er ved at eksplodere af lykke.

Aldersforskellen er ganske vist stor, men deres kærlighed er endnu støre, så da han foreslår at hun flytter ind til ham, når de kommer hjem, og at han sikkert kan få en god stilling på rederiet, falder hun ham om halsen, og græder af glæde.

Han kunne være hendes far, og måske er en faderfigur også noget hun længe har ønsket sig, men han er den sødeste og dejligste mand hun nogensinde kunne drømme om, og hun ville være en dum tåbe, hvis ikke hun slog til.

De kan selvfølgelig godt glemme alt om et eventuel bryllup, men de vil leve som mand og kone, med alle de forpligtelser og gaver det må byde dem.

Lige i øjeblikket må hun selvfølgelig fortsætte som kombineret skibskok og skibsluder.
Nu de er blevet forlovede, for det er der ingen moralske vogter der kan blande sig i, er hun nervøs for hans syn på hende som hvermandseje, men til hendes store glæde, finder han ikke kun hendes tjenende underdanige rolle enorm stimulerende, men nyder også at se hende liderlig, mens hun bliver brugt af andre. Når de kommer hjem til Danmark, agter han at introducere hende i “De Fries Selskab”. En hemmelig klub for det bedre borgerskab, hvor medlemmerne er frie til at klæde sig, og have erotisk samkvem som de lyster. Nogle er nøgne, andre foretrækker at vise sig frem i fransk lingeri, og en enkelt har fået syet en pyjamas i sort læder, som han ynder at klæde sig i. De fleste har sex i en eller anden form, mens kun nogle få voyeurer, foretrækker at nyde udsigten. Med andre ord, kan hun forvente en stor interesse for sit unge køn og sin seksualitet, og som hendes Herre, vil han give hende læderhalsbånd på, og sørge for at hun stifter rigeligt bekendtskab med både det mandlige, og det kvindelige kønsorgan.

Gud hvor bliver hun liderlig, når han fortæller om hendes fremtidige liv som Frøken Lulu.

Den last de skulle have haft med fra Colombia, er på grund af forsinkelsen allerede gået med søsterskibet Lucia Blom, så de må sætte kursen mod gode gamle dannevang med tomt skib. Ærgerligt at miste fortjenesten, men der skal mere til for at ødelægge humøret på det gode gamle fragtskib, for hjemveen trives som mælkebøtter på en græsplæne. Det er altid dejligt at komme hjem til Danmark, skønt der i manges tilfælde ikke går særlig længe, før udlængslen begynder at melde sig igen.

Lulu skifter flittigt mellem sine mange smukke kinesiske kjoler, og har endda også fået et par flotte Colombianske til samlingen, men ind imellem går hun også bare i sine frækkeste lingerier, og er næsten nøgen.

En luder må jo udstille varen.

En kahyt der var fyldt med ragelse, er blevet tømt og indrettet som et slags mini bordel. En matros har lavet et åbn/lukket skilt, og Lulu placere skiftevis Ernsts erotiske tegninger af hende, i det lille runde koøje i kahytsdøren, så gæsterne ikke skal føle sig begloet, og de samtidig kan føle sig inspireret af dagens tegning.

Således kan hun skifte mellem arbejdet i kabyssen, sit andet arbejde som luder på: Bordel Lulu, og tage sig nogle velfortjente små frikvarter i sin egen kahyt.

Da styrmanden i kådhed, griber hende for at tage en svingom, og opdager hun ikke kan danse, sætter han sig for at lære hende nogle trind. Han har sammen med sin kone vundet flere turneringer hjemme i Danmark, og mener det er ganske almindelig kulturel dannelse, at kunne begå sig nogenlunde på et dansegulv. Hun syntes det er spændende, og da hun endda har talent og en god rytmesans, går det så godt, at hun begynder at få regelmæssig undervisning hos ham.

Lulu kan ikke blive enig med sig selv, om hun bedst kan lide at få pik i numsen, eller at sutte på den. Rent fysisk er det langt pirrende at mærke en pik flå i ringmusklen, tvinge røvhullet op, og føle den pule endetarmen, men når hun sutter på en pik, er der den ophidsende smag, og den ubestridelig viden om hvad hun foretager sig, samt hvad det unægtelig vil medføre. Den fede velsmagende sperm, der kan være meget forskellig fra mand til mand, men under alle omstændigheder, er virkelig herlig, og noget der gør hende så dejlig liderlig og medgørlig.

Der er ingen ombord, der tvivler det mindste på at hun elsker pik, og det er i sig selv en meget stimulerende tanke.

Flere af dem der så på hende med foragt i starten, har været på besøg for at få den suttet af, men trykket stiger jo også hurtigt ude på søen, når der ikke er kvalificerede damer til stede til at lette det. De ville aldrig være gået til en af hendes slags, hvis der var andre alternativer, for de siger sjældent noget, og ser knap nok på hende, men det er jo også mest deres pikke der interessere hende. Hun kan bedst lide mændene med glimt i øjet, og en kæk eller morsom bemærkning, samt når to eller tre er blevet enige om at besøge hende i samlet flok. To- tre eller ligefrem fire pikke på samme tid er helt fantastisk, og selvom hun kun kan have to i sig ad gangen, er det skønt at holde de pikke i hænderne, der venter på at overtage pladsen for de andre. Som regel foregår hendes service dog på diskret tomandshånd, for de fleste mænd er ganske vist hårde i filten, og kan råbe op som verdensmænd, men når det kommer til det seksuelle, er de små generte drenge, der kun kan når andre ikke glor, og det er mest for dem, at hendes lille hule er blevet indrettet.
Hvor er de dog kære.

Ind imellem er hun heldig at ende i regulær fælles sex, der som regel foregår midt på dækket, hvor hun nyder at være midtpunkt for en mindre flok.

Første gang det skete, havde hun en lyseblå silkekjole på, der blev så tilsølet i sperm, at den fik store plettede skjolder, som var umulig at vaske af. Hun måtte indføre den restriktion, at kun når hun var iklædt netop denne kjole, var det tilladt at sperme på hendes tøj.

Det blev derfor hendes fælles-sex-kjole, og når hun går i den, er det fordi hun har lyst til at bade i mændenes varme sæd, hvilket hun faktisk har det meste af tiden, men dog har valgt at holde som en fast fredagsbegivenhed, så både hun og mændene kan skrue forventningen op, og dermed også herrernes sprøjte-effekt. Når mændene er helt færdige med hende, og hun er total dækket i sperm, stiller hun sig som regel foran dem, og masturbere sig selv til udløsning, mens de hujer og klapper. En ganske kort forestilling, for hun er altid så liderlig, at den går på hende efter kun ganske få ryk med hånden.

Bagefter lader hun så spermen tørre mod huden og kjolen. Så kan langt størstedelen af mandskabet godt tilgive, at hun under middagen og resten af aftenen, mere ligner en strandvasker, end en sexet pige.

Hun vasker sig først lige inden hun går til køjs, og kjolen bliver kun skyllet, så den bevare langt de fleste spor fra dagens begivenhed, samt alle de forgående.

Der er selvfølgelig også de mere afdæmpede mænd, der bedre kan lide hende som lille bly genert pige, der lader sig forføre og charmere, og det skal der så sandelig også være plads til.

Så er der de få som ligefrem har et ritual, som for eksempel Styrmand Frandsen, der får serveret et krus kaffe i styrehuset sidst på aftenen, som hun altid bringer til ham på en bakke. Hun bryder sig ikke selv om kaffe, og drikker kun vand og sperm, skønt fed sperm vel mere er en del af hendes daglige føde, end noget der skal regulere hendes væskebalance.

»Ønsker Styrmanden fløde i kaffen..?« spørger hun underdanigt, mens hun nejer dybt, og placere kruset på en hylle ved instrumentbrættet til højre for roret.

»Tak, meget gerne,« svare styrmanden reserveret.

Hun hiver pikken frem, og holder glansen faretruende nær den varme mørke drik, mens hun onanere med hånden let klemmende om pikskaftet.

Styrmanden iagttager hende uden at fortrække en mine.

Spermen skyder men forsvinder med det samme i kaffen, hvorefter hun røre et par omgange i den med en teske. »Velbekomme Styrmand Frandsen…«

»Mange tak Frøken Lulu…« Han nipper til kaffen. »Den smager pragtfuld som sædvanlig…«

»Tak skal De have Styrmand Frandsen…« Hun nejer igen, og forlader styrhuset.

Hun begriber ikke helt ritualet, men det er jo heller ikke nødvendigt, så længe han hygge sig med det lille rollespil. Andre gange skal hun stå ved roret, mens han sidder et sted bag hende, og har hun kjole på, skal den være trukket helt op bagpå, og en eventuel trusse skal være hevet helt ned om lårene, så han kan beskue hendes bare numse. Hun må ikke vende sig om, så det er svært at vide nøjagtig hvad han foretager sig, men når hun har stået sådan meget længe, stiller han sig tæt bag hende, og føre sit stive lem op i hendes rectum.
Nogle små særheder, der heldigvis ikke gør ham alt for mærkelig, for ind imellem knepper han hende også bare i røven eller munden uden omsvøb, præcis som alle de andre.

En af matroserne vil helst have at hun er splitter nøgen, bortset fra skoene, og så står hun der kun iført stiletter og lidt lækker makeup. Det gør selvfølgelig ikke noget, at han nok er mere til unge drenge end unge piger, men hun kan ikke lade være med at føle sig underlig ufuldendt uden pigetøj.

Alene sammen med Kaptajn Johannes, er hun mere sig selv.

Afdæmpet, kærlig og forelsket, selvom det da godt kan gå lidt vildt til ind imellem, men der er også det pragtfulde, at de på trods af aldersforskellen, taler så godt sammen.

Hun har flere gange gjort tilløb til, at fortælle om de mere dyster oplevelser på anstalten, men indtil videre, er det kun blevet til hvorledes de fik bank, for selv de mindste forseelser.

Hun er endnu ikke parat til at fortælle om det seksuelle.

Derimod elsker hun at høre om de spændende fremmede lande han har besøgt, og han holder af at lytte til hendes drømme, samt høre hende le.

Kursen bliver sat mod Danmark, men liggende midt ude på Atlanten, oplever de hvad Lulu mener må være en tur i helvedes forgård. Enorme bølger får fragtskibet til at opføre sig som en forstørret tumling, og hendes mave forsøger forgæves at kompensere for de rullende bevægelser. En af de mere garvede sømænd siger, at så skulle hun lige opleve Biscayen når den viser tænder. Ikke særlig opmuntrende, når det eneste hun kan foretage sig, er at ligge brak i sin køje, og have ondt af sig selv, eller støtte sig krampagtigt til hvad hun lige kan få fat i, mens hun ofre sit indre til havguden Neptun. Hun må erkende, at hun er og bliver landkrabbe, og selvom hun aldrig har prøvet rutschebanen i Tivoli, endsige været der, så er det bestemt ikke noget der i øjeblikket er med på ønskelisten, over ting hun gerne vil prøve. Lige nu er et mørkt rum der ikke snurre rundt, det absolut øverst på listen.

Efter tre modbydelige dage, begynder det at stilne af hen på aftenen, men først den følgende nat, får hun en lang og tiltrængt søvn.

Af flere årsager, er der ingen i besætningen der more sig spor over hendes søsyge, for dels har de fleste selv prøvet det, og ved hvor elendigt den skønne unge pige har det, og dels må de leve af den hundeæde, som mandskabet i fællesskab er i stand til at skrabe sammen, for slet ikke at tale om, hvorledes de må nøjes med ensom masturbation i deres respektive kahytter og små aflukker, mens de fantasere om hendes varme spillende tunge, og anale forlystelseshule.

Onani er sgu ikke det samme som en varm og villig tøs.

Har man først smagt gås, så er kylling jo heller ikke helt det samme mere.

Der er ingen ende på begejstringen, da de to matroser som har trukket den nitte der hedder morgenmad, finder Lulu i kabyssen den femte dag, godt i gang med en førsteklasses morgenkomplet, med blandt andet af røræg og bacon.

Hun er stadig lettere kvæstet, og hendes mave føltes som om hun har deltaget i en bokseturnering, med begge hænder bundet på ryggen, men hun er på benene, og får det bedre time for time.

Hun bliver hædret, som selveste prinsesse Margrethe, der sammen med sin royale familie, er trådt ud på balkonen for at sole sig i folkets hyldest.

Efter aftensmaden, åbner hun Bordel Lulu for oralsex, og behersket analsex, maven er stadig lidt øm, og aldrig har køen været så lang. Hun har heller aldrig været så mæt af sperm, men den proteinrige sæd, gør rigtig godt i mavsen, og er lige det sidste der skal til, for at hun føler sig helt ovenpå igen, hvilket til gengæld går ud over kaptajnens nattesøvn, da hun vil elske, kysse og kramme til langt ud på de små timer.

Nok er han den øverst kommanderende på skibet, men han er så dejlig viril, og hvis Lulu vil ride hans lem, så får Lulu selvfølgelig lov.

Lige som de er ved at passere sydkysten af Irland, bliver de omdirigeret til Bristol, for at hente en last tekstilvarer, der skal med hjem til Danmark, og Lulus garderobe bliver samtidig suppleret med et par moderne europæiske kjoler.

Gnisten har fanget en britisk radiostation, og et par matroser hænger en højtaler op over styrhuset, som let skrattende, fylder dækket med tidens musik.

Stemningen er høj, og som den eneste pige, sådan godt og vel, bydes Lulu konstant op til en svingom på det interimistiske dansegulv, og hun nyder at vise hvad hun har lært af styrmand Jens. Rocket 88 med Jackie Brenston and his Delta Cats, og Les Paul and Mary Ford der synger Mockingbird Hill. Det er som om hun svæver på en sky af lykke, i en smuk uendelig stjerneklar nat, der er alt, alt for kort.

Maskinmester Hans griber hende om begge balder og danser tæt, da Nat King Cole krænger sjælen ud i Unforgettable, og hendes pik bliver hård som jern, idet hans hænder glider op under trussekanten, og hun mærker en pegefinger glide op i numsen. Georgia Gibbs er begyndt at synge Kiss of Fire, da maskinmesteren har vendt hende om henne ved styrbordssiden, så hun har ansigtet vend mod havet. Hun bukker sig forover, og med begge hænder på rælingen, samt struttende bagdel, føre han pikken der op, hvor hans pegefinger lidt tidligere har sonderet terrænet.

Hun støder underliver bagud, i takt med han støder pikken op i hende.

En meteor fare over himlen, og brander ud med en hale af ild efter sig.
Skal man ikke huske at ønske når man ser et stjerneskud?

I øjeblikket kan hun slet ikke komme på nogen ønsker, og måske har hun alligevel gjorde det ubevidst, for i det samme mærker hun pikken pulsere i sin endetarm, og ved den går på Hans. Det er så skønt at mærke ham pumpe sin varme sperm op i sig, at det svimler, øjenlågene sitre, og hendes egen let hoppende pik, begynder at skyde med tøse-sperm.

To mænd hjælper hende ned på hug, og pludselig befinder der sig en stor svulmende pik mellem hendes læber.

Hun tænker: Hvor i alverden kom den fra?
Ikke fordi den ikke er velkommen.
Slet, slet ikke.

I al beskedenhed, har hun som dansepartner vel været festens midtpunkt hele tiden, men det hele bliver så meget sjovere, når hun også er det som seksuel forlystelse.

Hun kikker op og ser det er letmatros Svend hun giver oralsex.

Hun burde kende pikken, da hun har haft den i munden utallige gange før, men ingen er vel fejlfrie?

Hun strammer læberne, og bevæger hoved frem og tilbage for at kneppe ham med munden, mens de andre står tæt omkring dem og klapper taktfast. Letmatrosen udstøder en hul, dyb stønnen, og lyden fra mandskabets hænder, bliver til et mudret tordnende bifald, i det samme Svend fylder hendes mund med sin prima sperm.

Nu ikke forslugen, Lulu.

Man kan godt være velopdragen, selvom man sutter pik.

Hun drikker langsomt hans flydende donation, nyder hver nuance i den sødlige, mildt krydrede sauce, og drejer sig cirka tredive grader om bagbord, for at lukke læberne om Oles lækre kød-sut, mens Nat King Cole er begyndt at synge om Mona Lisa.

Hun fornemmer han er tæt på at få udløsning, og strammer læberne i en slags ring-greb om kraven lige bag glansen, og synker med behersket tempo hans fader-mælk, mens hun langsomt sutter, som var skaftet en flaske med lunken moder-mælk.

Den næste i køen er Letmatros Niels Krogh, der på starten af turen var temmelig genert, men nu har ændret karakter til at være en ukompliceret, åbenhjertig, dygtig elsker, der virkelig forstår at røvpule en ung lysten transvestit, og for det meste også er dejlig udholdende, når hun sutter den af på ham, for det er faktisk temmelig kedeligt, når mændene kommer for hurtigt, og pludselig hiver pikken til sig.

Vel lidt som at få et stykke lakrids, og så komme til at sluge det, selvom en pik selvfølgelig er meget bedre.

I dag er han ikke nær så udholdende, men det er vel på grund af stemningen, og det er faktisk godt, hvis hun skal tilfredsstille ret mange flere.

Hun sutter, synker, sutter, synker i et væk, uden at tælle hverken pikke eller tid, og hvorfor skulle hun også det?

Da hun lang tid efter at hun satte sig, drejer rundt om sig selv for at lede efter trængende pikke, og ikke møder en eneste, bliver hun i stedet hjulpet på benene, for nu skal der atter danses.

Hun er så træt og sperm-mæt, da hun og Johannes går til køjs, at han for en gang skyld ikke når at kneppe hende, inden hun lykkelig og ubekymret er svævet ind i drømmeland.

Under indsejlingen til Danmark, er hun klædt i en lang kjole, som hendes elskede har smugkøbt, i en eksklusiv modetøjsforretning i havnebyen Bristol, og er dydigheden selv.
Som resten af mandskabet, vinker hun begejstret til dem som tager imod dem på kajen, og føler så et lille stik af længsel, da det går op for hende, at de mange mennesker er pårørende til besætningen, og ikke en eneste er kommet for hendes skyld. Det er dog ikke helt rigtig, for Johannes har telegraferet til sin gamle far og mor, der netop er kommet for at hilse på deres nye svigerdatter. Lulu er pludselig rystende nervøs, da hun bliver præsenteret som hans forlovede. Enten er de utrolig naive, eller også har Johannes allerede fortalt dem om hende, for de tager imod hende, som var hun vitterlig deres svigerdatter, hvilket hun på sin vis jo også er. Ganske vist er hun kun tretten, og de kan endnu ikke blive lovformelig gift, men ingen kan tvivle på deres kærlighed.

Og jo, der er jo også det andet.

Det med hendes køn.
Har søde Johannes glemt at fortælle dem om det?

På vej hjem til svigerforældrene, finder hun ud af at de så udmærket kender hendes kønsmæssige karakterer, men for et ældre ægtepar, der også har oplevet krigens ondskab, og set fredelige og gode retskafne mennesker, blive lastet på kreaturbiler, for at blive kørt til slagtning, er bekymringerne for om deres svigerdatter skulle have en tissemand lige så ubetydelig, som hvor mange blade en standart rulle toiletpapir måtte indeholde.

Hvis Johannes har valgt at dele sit liv med Lulu, så kan hun jo ikke være skruet helt forkert sammen.

Det aldrende par er lune mennesker, med lige så varme og rummelige hjerter, der straks og uden forbehold, er faldet pladask for den søde charmerende unge dame, og hun begynder at slappe af i deres hyggelige selskab. De stikker godmodigt til deres søn, der snarest mulig må se at få bragt tingene i orden, for hvis man er forlovede, er det mindste da at sørge for ens pige har ring på fingeren.

Det kan Johannes naturligvis ikke have siddende på sig, og selvom han havde tænkt de lige skulle hjem og trække vejret først, giver han sin far besked på at holde ved Guldsmed Askholm.

Der er visse kredse, hvor et forehold som deres bestemt ikke er velset, men det hjælper unægtelig, at man slet ikke kan se at Lulu under makeuppen og tøjet, i virkeligheden er en dreng.

Måske ikke en rigtig dreng, men så en bryst-løs pige med tissemand.

Hvis en sådan over hoved eksistere.

EPILOG

Søndag eftermiddag d. 14. December, står Lulu uden for smedejernsporten til børnehjemmet, og betragter en dreng i færd med at bygge en snemand. Hun forsøger at genkende ham, men han er pakket ind i varmt vintertøj, og hans grønne hue er trukket godt ned over ørerne.

Siden de kom hjem i August, er hendes tanker ofte gået til den frygtelige anstalt, og ikke mindst børnene, men modet til at nærme sig huset har svigtet. Det var som om hun fik en stor knude i brystet, og fik åndenød når hun nærmede sig.

Frygten for sandheden?

Skammen over hvor godt hun selv havde det nu, i forehold til staklerne der var underkastet tyranni og misbrug?

Mindet om hendes forældre er meget vagt, men Johannes har hjulpet hende med at finde ud af hvad der var sket med dem.

I kz-lejren Theresienstadt, der fik Niels Andersens Børnehjem til at ligne en feriekoloni for velhavere-unger, døde hendes mor af tyfus under umenneskelige forehold efter et halvt år, og hendes far blev transporteret til udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau, for at blive gasset og kastet i en massegrav. Lulu kendte dem ikke længere, men havde allerede gættet hvilke skæbne der måtte være overgået dem, og sørgede på sin egen stille måde. Mørket havde så længe bredt sine dyster skygger over Europa, men lyset var begyndt at trænge ind.
Det gjaldt om at tænke positivt og se fremad, og det mente Lulu hun var ret god til.

Det er dagen efter hendes fjortenårs fødselsdag, og den første på mere end èn måde, for dels er det den første hun fejre i pigetøj, og dels er det også den første rigtige fejring hun erindrer. Jo, der var et vagt minde om en træ-lastbil, som Martin havde fået en gang i sin tidlige barndom, men det kunne lige så godt være en svunden drøm.

På anstalten fejrede man ikke mærkedage og den slags pjat.
I hvert tilfælde ikke når det gjaldt børnene.

Hun kommer i tanke om, at de faktisk fik et enkelt bolsje af Skaldepanden på deres fødselsdag, og det var tydeligt at han, eller en af de andre svin, havde spillet pik af ud over det, men ingen af dem turde modsætte sig at spise det.

Visse gaver er man helst foruden.

Nu var det blevet andre tider.

Johannes havde investerede hele sin opsparing i rederiet, og den var slet ikke så lille endda. Han avancerede på kort tid, og takket være sin flid og viden, gik han fra at være andelsejer, til at være en ligeværdig kompagnon.

Lulu var vel blevet en slags skibsrederfrue?

Eller måske snare skibsrederfrøken?

I virkeligheden befandt hun sig glimrende som hjemmegående husmor, der sørgede godt for sin mand, der til gengæld pralede af hendes kogekunst og sublime evner i et køkken.

Hun var også en slags sexslave, skønt han ikke slyngede om sig med strenge ordre, og det var godt, for ellers ville det minde for meget om tiden på anstalten. Nej, han havde såmænd bare foræret hende et sort hundehalsbånd i læder, og holdte ord, for han sørgede for at hun fik rigeligt med fremmet pik og fisse, og det var rigtig godt.

Hun var også blevet genstand for andres bekymringer, og man bekymre sig vel kun for dem man kæres om?

Hendes svigerforældre, og ikke mindst hendes elskede mand, var alle meget bekymret for hende, og det var de næreste venner også, og med så megen kærlighed, kunne hun ikke ønske sig mere, men døden gik i gaderne, og han tog mange børn og unge med sig.

Hans navn var Polio, og han kendte ingen nåde.

Hendes nærmeste var bekymrede, fordi hun ville yde sin hjælp, fordi hun følte sig privilegeret, og fordi hun var den hun var.

På Blegdamshospitalets søgte de studerende inde for sygeplejen, og da hun desværre ikke levede op til disse krav, søgte hun råd hos Doktor Henrik Dahl, som de kende fra “De Fries Selskab”, hvor han yndede at gå omkring i læder pyjamas, og han skaffede hende et arbejde som frivillig i hospitalets vaskeri.

Så kunne hun da gøre noget, og det var faktisk godt nok.

Der gik jo heller ikke en eneste klubaften, uden hun suttede den af på ham, så det var vel rimeligt han gjorde hende denne lille tjeneste.

Hvor var de dog bekymrede alle sammen, men alt hun havde oplevet af ubehag, var en forbigående træthed efter at have knoklet i vaskeriet, og en mindre kortvarig snue-lignende tilstand, hvor hun måtte blive hjemme en enkelt dag, og kun fordi Johannes slog i bordet, og krævede det som mand i huset.

En sød, men bekymret mand.

Doktor Dahl mente hun var en af de heldige som var immune, og noget kunne tyde på han havde ret.

Da hun også ønskede at lære noget, og det ikke var gået så godt da hun boede på anstalten, fik hun privatundervisning to gange om ugen, af sin gamle dansklærer Søndergaard, der mod sin diskretion, havde lov til at kneppe hende så meget han lystede, hvilket betød mindst to gange om ugen. Han var blid og sød, så hun så lige så meget frem til at få hans stive pik, som at fordybe sig i lærdom, og mens hendes anus åbnede sig for hans virile manddom, åbnede den litterære verden sig med dybder og nuancer, som hun ikke tidligere vidste eksisterede.

De Fries Selskab var ikke bare et fristed, men også et sted med venner der accepterede hinandens lyster og små særheder. Der gik hun rundt med det hundehalsbånd Johannes havde foræret hende, og var klædt i flotte gammeldags krinolinekjoler, med puffede ærmer og masser af blonder, eller i en af hendes eksotiske kinesiske kjoler, der stadig var et særsyn i Danmark, men oftest elskede hun at vise sig frem i en af sine sexede læder korsetter, eller de super frække special importerede can can kjoler, der som original modellerne fra det franske attenhundredetal, ikke inkluderede underbenklæder, og derfor var meget velegnet til at binde op foran, og udstille det nøgne køn, som nu blev rutinemæssig skrabet glat af barber Mortensen, der var så vild med at slikke hendes numsehul og glatte nosser, at hun tilbragte mange gode timer siddende på hans ansigt.

At hun i klubben var enten den lille men meget villige pige, eller den vulgære uanstændig tøjte, var en del af den søde leg, og gud hvor hun nød at både mænd og kvinder tog hende kærligt mellem benene, for hendes intime glatbarberede køn, og kropslige infantile look, gjorde hende meget populær hos begge køn, og Fru Murermester Larsen, der var så sød at lære hende at slikke fisse, fandt stor fornøjelse i at trække hende rundt i lokalerne ved pikken, for at sætte hende i arbejde, hvilket betød hun skulle slikke pikke og kusser rene, efter endt elskov mellem diverse partnere. Fru Larsen slap sjældent Lulus pik, men trak nogle gange i den, når hun ville have hende til at gøre et eller andet bestemt, eller hun bare var lidt for langsom i optrækket. Den gik som regel på hende under denne behandling, og så måtte hun selvsagt slikke op efter sig.

Klubben husede mange underlige personligheder, men de var alle rigtig dejlige mennesker.

Hun var helt rundt på gulvet i går morges, da Johannes vækkede hende med fødselsdagssang, flag, gaver og morgenmad på sengen.

En opmærksomhed der fik hende til at tude af glæde.

Hun burde være blevet hærdet af opvæksten på anstalten, men hun var blevet en rigtig tudeprinsesse, hver gang nogen var sød ved hende.

At Johannes gav hende verdens smukkeste hvide pelsfrakke, med en skøn hue og varm muffedisse til, som dem de fine damer spadserede rundt med, gik klart sagt lige i tårekanalerne.

Og i pikken.

Hun prøvede selvfølgelig frakken med det samme, og gud hvor var den blød og lækker, men hun kom hurtigt af den igen, for før morgenmaden ville hun elske. Når han kneppede hende i røven, gik den ofte på hende, men som så mange gange tidligere, nød de at sutte den af på hinanden, og det var så hektisk og vildt, at teen ikke engang nåede at blive kold. Ovenpå spermen, smagte det ristede brød med marmelade bedre end nogensinde, og gennem vinduet så hun, at det var begyndt at sne i store langsomt dalende flager.

Hvor romantisk kunne det egentlig lige blive?

De pjattede og drillede hinanden, og hun plagede sin elskede om at komme ud og vise sin nye pels frem.

Hun behøvede faktisk slet ikke at plage, for når man har jordens flotteste pige, er det en sand fornøjelse at vise hende frem, og pelsen med for den sags skyld.

Kun i et par varme strømper, man alligevel ikke kunne se for hendes sorte knælange læderstøvler, trak hun med graciøs æresfrygt i den dyre pels, huen, et par sorte skindhandsker og muffedissen, hvorpå hun kælent fnisende deklamerede, at hun var klar, for når hun kunne gå tur med ham i byen, kun iført støvler og en af sine lange gummi-regnfrakker, mens hun var splitter nøgen indenunder, så kunne hun vel gøre det samme i sin fine nye pels?

Han påpegede at der var en vis forskel på varmegraderne, i henhold til sommer og vinter, men talte for døve øre, for når Lulu var liderlig, så var hun også stædig, hvilket var to kombinationer der fik hans forsvar og formaninger til at falde til jorden, som en glemt souffle.

Hun fik som altid sin vilje.

De nåede helt ned i byen, før kulden begyndte at snige sig op ad de bare lår, og hun måtte give ham ret. Pelsen var dejlig varm, men der var selvfølgelig grænser, for når man ikke havde en trævl på indenunder, gør en jern hård pik hverken til eller fra.

Hjemme tog han hende på skødet, og under det morsomme påskud at han ville varme hende, masturberede han hendes blåfrosne pik til udløsning, så snart hun var kommet ud af pelsen, og kun havde støvlerne på.

Deres fællesvenner Alfred og Ellen fra “De Frie”, kom til middag, og hun tudede som et større skybrud, da de forærede hende et sødt lille halssmykke, med den græske gudinden Afrodite som vedhæng. Hendes elskede gav hende lov til at slikke deres røvhuller som tak.

Johannes havde endda ladet fremstille en speciel stol i dette øjemed, så hun kunne sidde fikseret med læderremme på gulvet, med kroppen bagover og hoved placeret i stolens sæde, mens hendes mand eller eventuelle gæst, kunne nyde godt af hendes arbejdsomme tunge.

En halv times intens og dyb røv-slikning til hver, og så kunne hun servere middagsmaden.

Svigerfar og svigermor kom til kaffen om eftermiddagen, og af dem fik hun et dyrt og elegant armbåndsur, der atter fik gang i vandløbet, men den specielle stol var nu gemt bort, og hun holdt tungen for sig selv, for deres søn og svigerdatters avancerede sexliv, og hvad der foregik i klubben, var en indforstået hemmelighed, der nødig skulle ændre deres syn på den søde anstændige pige.

Om aftenen var de alle sammen ude at spise på fin restaurant, med dans bagefter, til Kapelmester Frede Petersens Danseorkester.

Da de kom hjem til dem selv ud på de små timer, elskede de stille og ømt, for der var ikke noget der skulle nås.

Hun kom i munden på Johannes, og han dybt oppe i hendes numse.

De talte som så mange gange før om, hvor dejligt det var, at han havde sit gode og vellønnede job på rederiet, og hun havde ham i sin favn hver eneste dag.

Og nat.

I morges tilbragte de hele formiddagen i sengen, hvor de fortsatte elskoven, til deres pikke var slappe som kogt makaroni, og deres mundvand var blevet byttet så mange gange, at det stort set var den samme fluidum.

Johannes tidligere chef, men nu skibsreder-kollega, Hr. Christoffersen, dukkede op lige over middag, og skønt den aldrende herre var galant og utrolig charmerende, så var han desværre begyndt at se temmelig træt ud på det sidste. Hun serverede te og cognac for dem, men da de skulle tale forretning, valgte hun at trække sig tilbage, for at give dem ro og fred, mens hun gik en tur i det skønne vejr, for himlen var blå, og solen skinnede så vidunderlig smukt i sneen.

Hun forstår hvor begunstiget hendes liv er blevet.

Uden at tænke bevidst over det, har hun nærmet sig anstalten, og nu hvor hun pludselig står uden for den høje fængselsagtige mur, indser hun hvor nødvendig det er at gøre noget.
Hun har været flov, fyldt med skam, og følt sig ækel.

Hun har fortalt sin mand overfladiske brudstykker, men ingen af de skræmmende detaljer.
Fortrængninger?

Jo, for havde hun ikke gjort alt for at tænke på noget andet, når dyster minder hobede sig op, og var ved at tage pusten fra hende?

Hun havde valgt at tie og tåle, men det må være slut.

Hun kan ikke udrette meget, uden at afsløre sin identitet, men Johannes er jo en respekteret Herrer nu, og de har venner med magt der gerne lytter.

Det er også forkert, at have den slags hemmeligheder for sin mand.

Hun ved han vil blive rasende på myndighederne, når han høre hendes historie, men sådan må det være.

Kulden bider stadig godt i næsen, men hun har både trøje og tykke strømpebukser på under pelsen.

Hun ser at sneen ligger i driver over anstaltens legeplads, samt over taget på den gamle bygning, der huser så megen fortvivlelse og ondskab.

Den skarpe sols refleksion glinser fra iskrystallerne, og gør et forgæves forsøg på at få bugt med minusgraderne, men det ser ud til den har haft magten på et tidspunkt, for der hænger lange istapper fra tagrenden, der får bygningen til at ligne et mange-øjet uhyre, med lange skarpe uregelmæssige tænder.

Det går op for hende, at drengen med snemanden er Per, som har boet på hjemmet siden han var helt lille, og siden i sommers må være blevet elleve. Hun skal lige til at nærme sig, da en mand hun ikke genkender, kommer ud fra bygningen i rask trav og åbenstående frakke.

»Her skal du bare se Per,« siger manden, der holder en gulerod i sin fremstrakte nøgne hånd.

»Den er mægtig,« råber Per i begejstring. Han placere ivrigt snemandens næse på sit rette sted, og ler højt.

»Den er sørme flot,« roser manden, og lægger flygtigt og kortvarigt en hånd på drengens ene skulder. »Husk der er te og chokoladekage om en halv time…«

»Huske..? Tror du jeg er sinke..?« spørger Per med påtaget fornærmelse.

Manden skraldgriner, og går rystende på hoved tilbage til varmen i bygningen, mens han gnider sine handskeløse hænder mod hinanden.

Lulu er dybt overrasket.

Anstalten har altid været pæn og nydelig udadtil, mens alt inde i skjulet bag murene, var råddent og i forfald.

Te og chokoladekage?
Snemænd og glade børn?
Hvad er der sket med anstalten?

Er det Nazisten og hans kumpaners nye måde at bedrage omverden på?

»Hej Per,« siger hun og nærmer sig.

Drengen stirre på hende med rynket pande, men spærre så øjnene op i forbavselse.

»Martin..?«

»Ikke mere… Nu er jeg Lulu…«

»Er du blevet en pige..?«

»Joh, en slags,« smiler hun. »Hvem var ham manden..?«

»Ved du ikke det..?« Han ser på hende som om det er noget alle burde vide. »Det er da Jeppe… Han er den nye forstander… Han er smadder rar…«

»Nåh, det anede jeg ikke… Men hvorfor..? Hvad med Nazisten..?«

»Han blev jo sat i fængsel… Så ved du heller ikke det om politiet og Skaldepanden, og dem i haven..?«

»Ikke en snus… Jeg har været ude at sejle…«

»Nåh, men Skaldepanden døde jo… Det var rengørings Oda der fandt ham nede i kælderen… Nogen sagde at han var faldet ned ad trappen og brækket halsen, men de vidste jo ikke…« Drengen går i stå, og ser et øjeblik fraværende ned mod sine støvlesnuder, inden han atter vender blikket mod hende. »Andre sagde, at han var blevet skubbet… Politiet var her i hvert tilfælde hele dagen, og så fandt de en masse grimme billeder og en dagbog, hvor han havde skrevet om de andre voksne og de der tre politimænd, og alt hvad de gjorde, og så kom der endnu mere politi, og der rullede hoveder siger jeg… Både politimænd og alle de voksne på anstalten blev enten fyret eller kom i fængsel, og så måtte vi bo på et andet børnehjem, imens de gravede i haven…«

»Gravede de i haven..? Hvorfor det..?« Lulu rynker panden, og puster en sky af hvid damp ud mellem sine røde læber.

»Skaldepanden havde skrevet det hele i sin bog… Jeg læste om det i avisen på det andet børnehjem… Ham og Nazisten havde begravet Jan, og en pige der hed Karen i haven… De var tæsket ihjel, og tre mænd fra politiet havde hjulpet med at dysse det hele ned… Det stod i Skaldepandens bog, med navne og det hele… Børneværnet og hele molevitten var her…«
»Det var dog forfærdeligt…« Lulu er dybt chokeret, men egentlig ikke overrasket. Undtagen lige over at Skaldepanden havde været så stor en idiot, at efterlade en fuld tilståelse, eller i hvert tilfælde noget der var lige så brugbart.

Hun husker kun ganske diffust en Karen fra sin tidligere barndom, men havde hun ikke haft mistanke om, at det var nogenlunde sådan skæbnen var endt for Jan?

Havde hun ikke bare fortrængt tanken, som noget der var alt for afskyeligt?

»Nåh, men så fandt de nogle andre voksne, og så kom vi tilbage igen, og man kan slet ikke se hvor de har gravet mere, og ved du hvad..? De er smadder søde alle sammen…«

»Men hvad med Skaldepanden..?«

»Han døde jo…« Per ser ud til at betvivle hendes intelligens.

»Jo, men hvordan…? Blev han skubbet..?«

»Han var en ond, ond mand…« Per ser eftertænksomt på sin sne-skulptur, som om han gemmer på en hemmelighed, og sænker så stemmen til en lav hvisken. »Jeg var nød til… Du ved… Alle de børn… Det kunne jo ikke bare blive ved…«

Lulu føler de små hår rejse sig i nakken, og betragter tavst drengen, der samler et stykke koks op fra sneen, for at trykke det mod snemandens mave, hvor det var faldet af.

»Kasper hejste flaget,« siger han pludselig, og ser fornøjet på hende. »Han gjorde et eller andet ved snoren, så man ikke kunne få det ned igen… De måtte sætte en stige op ad flagstangen, og klippe snoren over… Vi blev sendt i seng allesammen, men i det mindste var der ingen der fik tæsk, eller… Du ved…«

Lulu smiler anstrengt, og drengen ler.

»Men så var der alt det der med politiet, og de stillede en masse spørgsmål…«

»Men nu er alting godt..?«

»Er du vimmer mand..? Svinene er væk… Nazisten, Skaldepanden og alle de andre røvhuller…« Han smiler fra øre til øre, og lægger så hoved på skrå i undren. »Hvorfor er du forresten en pige nu..?«

»Tja, hvorfor er du en dreng..?«

»Fordi jeg har en tissemand…«

»Touché…« Hun ler. »Jeg har det bare bedst i pigetøj…«

»Nåh… Hvor bor du så nu..?« Han slår sine vanter mod hinanden, da arbejdet med det kolde byggemateriale, antageligvis må have nedkølet hans hænder.

»Hos min mand,« smiler hun.

»Du laver sjov…« Han ser meget skeptisk ud.

»Nej, men vi er kun forlovede…« Hun trækker venstre hånd ud af muffedisen og fjerner skindhandsken, så hun kan fremvise sin diamantring.

»Orv, den ser dyr ud…« Per glor flygtigt på den, men hans interesse for tøseting som smykker er temmelig begrænset. »Vil du have en kop te og et stykke chokoladekage..? Vi får altid en mægtig lækker kage om søndagen…«

»En anden dag…« Hun tager handsken på igen, og stikker hånden tilbage i den varme muffedise. »Hvis du tror jeg må besøge jer..?«

»Er du vimmer..? Selvfølgelig må du det… De er allesammen så smadder søde og rare…«

Lulu samler en laset gammel høj hat op fra en snedrive, og rækker den til drengen, der med lidt møje, får den anbragt på snemandens runde hoved.

En sjov og lidt kluntet skulptur i sne, der på mange måder er som hende, for der vil nok blive ved med at være dem der mener, at hun er en aparte vandskabning, sexuel afsporet eller ligefrem sindssyg.

Hun ser atter op mod bygningen, hvor istapper bare er istapper, og vinduer bare er vinduer.
Et hyggeligt og godt hjem for børn, og ikke en skræmmende anstalt for uskyldige ofre.

En tung sten er faldet fra hendes hjerte.
Historien fortsætter under reklamen

PENISRING WAND ANALPLUG GLIDECREME

Skæbnen, hvis man ellers tror på den, har givet disse børn en lys fremtid, og selv har hun fået et hjem og en familie, der elsker hende betingelsesløs.

Hun får langt mere pik end de fleste piger i byen, ja, måske mere end dem alle, og det er godt.

Det er rigtig, rigtig godt.
Så er livet sandelig værd at leve.

Nu må hun så bare hjem til sin elskede, og fortælle ham sin livshistorie.

Hele historien.

GIV STJERNER:
1 Stjerne2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (94 har stemt, 4,38 af 5)
Loading...
SKRIV EN KOMMENTAR
KLIK HER!

9 kommentarer

  1. Den lykkelige

    18/07/2021 kl 14:00

    Kommer der flere afsnit eller?

    1+
    • Tina Bizarre

      18/07/2021 kl 17:55 - som svar på Den lykkelige

      Selvom det måske lyder en anelse kryptisk, så lad mig forsøge at forklare det således:
      Hvis “Skibsdrengen” er en gren, så er min næste fortælling, “Da capo”, selve stammen, og således vil der ikke komme en decideret fortsættelse.
      “Da capo” er i fire afsnit, og allerede skrevet, men mangler lidt finpudsning, før den er klar til at udkomme. Den vil efterfølgende have tilknyttet små selvstændige historier, samt andre små “grene”.
      Når jeg valgte at sende “Skibsdrengen” ud i offentligheden først, var det fordi det kronologisk set var det mest logiske, og ikke mindst mindre afslørende. 🙂

      1+
  2. MistressNelle

    13/07/2021 kl 19:17

    Wauw, du har en vanvittig evne til at skrive. Virkelig god historie. Kompliment. 😊

    1+
    • Tina Bizarre

      14/07/2021 kl 21:31 - som svar på MistressNelle

      Jeg nejer ærbødigt for Fruen, og sender min hjerteligste tak. 🙂

      1+
  3. Norma de Plume

    13/07/2021 kl 2:40

    Kære Tina Bizarre.  Som altid skriver du blændende godt, og med en god historie, er du altid værd at læse, også selvom jeg ikke  normalt tænder på denne kategori. Du skal have masser af stjernedrys herfra 🌟

    3+
    • Tina Bizarre

      14/07/2021 kl 21:30 - som svar på Norma de Plume

      Jeg tager med stor fornøjelse imod drysset, og bøjer ærbødigt min hat, i respekt for den lille kategori-afvigelse. 🙂

      0
  4. jørgen

    12/07/2021 kl 8:41

    Speciel historie, dejlig på sin vis og måske også sandsynlig, min pik kunne godt den.

    1+
    • Tina Bizarre

      14/07/2021 kl 21:28 - som svar på jørgen

      I så fald, sender jeg din pik en stor tak.

      0
      • Tina Bizarre

        14/07/2021 kl 22:31 - som svar på Tina Bizarre

        – Ups… Manglede en linje, for din pik skulle selvfølgelig også have haft en smiley, og mellem os, så vejer jeg troværdighed langt højere end sandsynlighed. 😉

        0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.