Agneta griber atter om sin specielle datters lem, og fortsætter stødt og roligt malkningen. »Er du klar til at sutte fars pik nu..?«

Forfatter: Tina Bizarre
Læs del 1 – del 2

Vores opgave må være at befri os selv, ved at udvide omfanget af vores medfølelse til at omfavne alle levende væsener og hele naturen og dens skønhed.
Citat: Albert Einstein.

Kapitel tre

En milliard stjerner i fremmede ugenkendelige konstellationer, lyser nattehimlen op i smuk samhørighed med Tanquenogs tre måner, og syntes at være strøet som festlig glimmer af en ukendt skødesløs Gud. En blinkende kontrollampe på instrumentbrættet indikere, at Domus er sat i stealth mode, alle udvendige lamper er slukket, og ensrettere forhindre ombordværende lys i at trænge ud gennem ruderne, uden at påvirke det spøgelsesagtige nattelys i at trænge ind i cockpittet.

Kun med avanceret moderne teknologi, vil det være muligt at opdage skibet, der lydløst som et snefnug, glider elegant ned gennem atmosfæren.

Det 82 meter lange stjerneskib er ventet af Enog fraktionen, men ikke alle planetens beboer er lige så fredelig som disse lokale indfødte, så det er vigtigt ikke at tiltrække sig alt for megen opmærksomhed. Et diffust blålig tripel-månelys med bløde skygger ligger over landskabet, der sammen med skibets mange forskellige sensorer, giver dem et intakt billede, svarende til klar dagslys. En halvmåneformet jungle strækker sig over et areal på henved 150 kvadratkilometer, og gemmer på utallige livsformer, der aldrig er blevet beskuet af andre end de lokale indfødte stammer. De svæver omkring seks hundrede meter over trækronerne, i planetens sydlige retning, til de når en cirka hundred meter bred sandstrand, med en ganske svag hældning ned mod et hav, som med sine sløve dønninger mod bredden, syntes rolig og stabil.

Mike sætter Domus ned langs vandkanten, og kalibrere landingsstellet, så skibet står plant i vatter, mens Agneta scanner omgivelserne for liv, og sender en lydløs sonde ud, der med sin usynlighedskamuflering, kan bevæge sig uopdaget i terrænet.
En horde af seks- syv meter høje dyr befinder sig i en lysning knap fem kilometer borte, og bortset fra anden primitiv dyreliv, der hovedsagelig opholder sig i junglen eller i havet, finder hun også den støre grubbe Tanquenogger de søger, omkring atten kilometer nord for dem, samt en outsider, der opholder sig omkring syvogtyve kilometer der fra, på stranden mod nordvest rundt om skovområdet. Spredte rødlige totter marehalmslignende gevækster stikker op gennem det gullige sand, og op mod den tætte træbevoksning, er en tyk bræmme af blåligt græs. Nogle hundrede meter borte finder hun en sti, der føre frem til Wikis snarlig kommende destination.

Eftersom Domus nu er kamufleret af omgivelserne, kobler Mike skibets stealth mode fra, af hensyn til sikkerheden for planetens mangfoldige liv, der nødig skulle komme til skade ved at løbe ind i dem. Skibets sensorer og scannere er aktiverede, så eventuelle nysgerrige, straks vil sætte diverse alarmer i gang, og de har mulighed for at tage eventuelle forholdsregler.

Wiki trækker et glas sød saft fra automaten i panoramarummet. Hendes røde gummikjole er så super kort, at det frit hængende skørt kun dækker en tredjedel af hendes trusseløse numse, og absolut intet af det store erigerede køn. Stiletterne på de stramt siddende støvler, gør hende tolv centimeter højere, og skafterne går langt op over lårene.

»Man skulle tro du har parkeret sådan med vilje,« driller Agneta, da hun sætter sig tilrette ved siden af sin mand i den bløde sofa.

»Man har vel lov til at være heldig en gang imellem,« underdriver Mike med en let skuldertrækning.
»Hvor er det smukt,« sukker Wiki henført, idet hun sætter sig mellem sine forældre, med en lille piges naive romantiske livsanskuelse, og sin hårde stive pik, ragende alle sine atten centimeter op i luften, som en propaganda for ungdommelig brunst.

En sand eksplosion af stjerner spejler sig flimrende i havet, og far har aktiveret audio-transmitterne, så rummet fyldes af den beroligende meditative susen fra bølgernes blide rulninger.

»Er nogen af månerne beboede..?« Wiki ser drømmende mod den største af de tre, der er omtrent dobbelt så stor som jordens, og har et neon-agtig skær.

»Ud over den base Vegazurerne har på Burra, er der ikke noget som vi forstår ved intelligent liv,« konstatere Mike, og opsummere mentalt den viden han har fået efter at have læst York Housers sidste instruktioner, samt hvad det har været mulig at sammenstykke ud fra hvad Vegazurerne kunne fortælle, og de scanninger han og Agneta selv har udført.

»Burra er den største,« tilføjer Agneta og peger mod den blålige måne. »Den har en lidt lavere iltholdig atmosfære end jordens, men er rig på både flora og fauna, og ruiner tyder på, at der har boet menneskelignende skabninger der for mange år siden… Hvorfor der ikke gør mere, kan jeg ikke svare på, men de andre to måner er Senneth og Dallah, som kun er hjem for mikrober og primitivt liv, der har tilpasset sig de specielle barske forehold… Som den gode gamle måne, hvor jeg kom til verdenen, har begge disse måner dog også spor af bygningsværker fra en for længst svunden civilisation…«

Wiki nikker eftertænksomt, og køre fraværende sugerøret rundt i glasset.
»Er du nervøs for i morgen..?« Agneta lægger en arm om sin datter.
»Næh, lidt måske, men jeg er mest spændt,« svare hun, og tager en slurk af saften gennem det lyserøde sugerør, uden at kikke væk fra det smukke skue.

Mike finder noget køligt til Agneta og sig selv, og Wiki giver sig til at masturbere.
Agneta rækker over, for at give sin uimodståelige datter en hjælpende hånd.
Wiki sætter glasset fra sig, og spreder benene for at lade mor overtage onanien.

Mike stiller et glas tranebær saft med is på bordet foran sin kone, der med et fast let knugende greb om tøsens stive højrøde pik, massere i rolige vedvarende bevægelser.

Wiki går ind i menuen på sit armbånd, trykker på “Activate”, og læner sig tilbage med et stille, men ikke desto mindre lystent suk. Den nu maksimalt udvoksede plug begynder straks at arbejde, og hun har allerede bestemt, at den skal blive i numsen til i morgen, så hun vil være åben og tilgængelig. Så må hun bare håbe, at hun ikke bliver alt for liderlig til at kunne sove. Med pluggens insisterende bearbejdelse, og hendes mors kærlige håndbevægelse, kan hun ikke andet end at overgive sig til sine overvældende lyster.

»Glæder du dig til at prøve en rigtig Tanquno pik..?«
»Imposant meget,« sukker Wiki.
»Jeg er sikker på du bliver en kæmpe succes, og husk du skal vise initiativ,« siger Agneta, og holder sin præsperm tilsølede hånd op foran Wikis ansigt. »Sut alle de pikke du kan komme til, og tilbyd din liderlige numse, hvis nogen viser bare den mindste interesse…«

»Selvfølgelig,« siger hun en smule stødt, og begynder at slikke de slimede safter af sin mors hånd.
Agneta griber atter om sin specielle datters lem, og fortsætter stødt og roligt malkningen. »Er du klar til at sutte fars pik nu..?«

»Mmh ja… Altid…« Wikis klynken får hende næsten til at lyde bedrøvet.
Mike sætter sit glas fra sig, og er lige ved at vælte det ned på gulvet, da Agneta åbner hans bukser. »Han skulle gerne blive klar igen til vi skal i seng, for mor vil nemlig have pik i aften…«

Wiki fniser, og ser utålmodigt til, mens hendes mor fisker hans manddom frem, og kaster sig over den med stor iver, for at suge det meste af svulmelegemet ind mellem læberne, inden den er nået at vokse til mere end en krum banan. Han gisper forskrækket, men så er rejsningen fuldendt. Wiki skyder numsen bagud, så mor bedre kan malke hende, mens hun lækkersultent patter ihærdigt på fars livgivende nektar-stav. Hun mærker sin egen udløsning er på vej, og strammer læberne, mens hun synker den let salte cocktail af presperm og mundvand.

Mor sætter højre hånds hastighed op, og griber Wikis halvt fyldte glas med venstre, så hun kan holde det parat under hende. Wiki gyser af fryd, hver gang mor dypper pikken i den kolde drik. Hun ser mor kærligt i øjnene, udstøder et liderligt grynt, der mere lyder som dyr end menneske, og får så kraftig en udløsning, at hun ligefrem kan høre spermen plaske ned i saften. Så går den også på far, og endnu før hendes egen aftapning er fuldført, får hun travlt med at indtage hans nærende flydende føde. Lysten er blevet dulmet for en tid, og hun sætter sig pustene tilbage mellem sine forældre, og røre fraværende rundt i sit glas med sugerøret, inden hun nipper til drikken, med den overbevisning, at den er blevet meget bedre.
En kort melodiøs lyd, indikere at Agnetas sonde er vendt tilbage, så hun går ind på sit lille laboratorie, for at analysere resultatet, og kommer tilbage med en injektor. De får alle en vaccine, der skal forhindre at opholdet på den fremmede planet, ikke ender i ubehagelige sygdomme, og det der er værre.

Så taler de om hvorledes Wiki har tænkt sig at gribe opgaven an, og hvad hun vil sige til Enog-stammens folk.

De stolte forældre, kan kun rose deres datter, der tilsyneladende har taget højde for det meste, og kun med ganske få råd, vil være i stand til at ændre taktik, dersom det skulle blive nødvendigt.
Havets brusen, og det fredfyldte skue, virker søvndyssende, og de bliver enige om at gå til ro.

Wikis værelse vender ind mod junglen, og mens hun kikker ind i mørket, tænker hun på hvilke farlige skabninger der mon befinder sig mellem træerne. Soverummet er uden ruder, og trykheden ved det velkendte og uforstyrrede, er som en afslappende sovepille. Ikke en gang den forestående dags vigtige opgave, eller det glatte bløde gummilagens sensuelle kærtegn, kan holde hende vågen. Med den svage dunkende puls fra hendes udspilede ringmuskel, der lige må strammer sig sammen om pluggen et par gange, for at genopleve modstanden, og den vidunderlige følelse af at være total udblokket, kommer søvnen kun få minutter efter hun har lagt sig.

Alligevel vågner hun efter blot halvanden time, og kan ikke falde i søvn igen.
Det er dog hverken gummilagnets eller pluggens skyld, og det hjælper heller ikke spor at spille pik, for pludselig er den vigtige mission skræmmende nærværende. Det er jo ikke noget ligegyldigt, som drengen Patrick ville kunne bluffe sig igennem med sin dumme drenge-charme, uden nævneværdige konsekvenser, eller en eksamenstest der skal fremlægges. En hel verden er afhængig af hvorledes hun præstere, og om hun vil være dygtig nok til et møde med de fremmede. Både onkel York og hendes forældre tror på hende, men tvivlen nager alligevel hendes sind.

Agneta er først oppe, og er ved at anrette kaffe, samt nogle ristede toast til Mike og hende selv, da hun kikker ud af ruden i skibets kabys, med en formodning om at se junglen. Hun springer chokeret et par skridt tilbage, da hun ser et blåligt hoved med nogle store brune øjne iagttage hende udefra. Dyret bliver lige så forskrækket som hende, og løber bort langs stranden, for at forsvinde ud af synsfeltet. Hun ler, lægger en hånd mod brystkassen, og kan mærke sit galopperende hjerte.

Det forekommer Wiki, at hun lige er faldet i søvn, da armbåndet vækker hende. Hun stopper søvndrukken dens infernalske larm, og sætter sig gabende op mens hun strækker sig. Med pluggen i numsen, en gevaldig morgenrejsning, der i hendes tilfælde må siges at være permanent, og ellers splitter nøgen, går hun ind på sit værelse og kaster et blik på modellen af stjernefragtskibet, der er næsten færdig, og kikker så ud ad ruden mod junglen. Hun plejer at tage sig et bad, og klæde sig på, men er alt for nysgerrig, og går i stedet ind i panoramarummet, for at kikke ud over havet. Nu i dagslyset, kan hun se at det ikke er grønt som i drømmen, men under den hastigt svindende havgus, har vandet omtrent samme blå farve som jordens, dog med nogle spredte lilla områder, der må være er koraller, plankton eller eksotiske havplanter.

»Godmorgen,« siger Agneta, der sidder på sofaen og kikker op fra en Pad med nogle af aftenens scanninger. »Hvad siger du til udsigten..?«
»Smuk,« mumler hun søvnigt, og gaber højt.
»Du ligner en der ikke har sovet…«
»Det føles også sådan…«
»Så tag en Quickofilin, men husk at spise først… Har du set at vi har besøg..?«
»Besøg..?« Wiki føler sig med et mere vågen.
»Kom skal du se,« ler Agneta med et frækt glimt i øjet, og tager et fast greb om sin datters stive pik, for at trække hende efter sig. »Jeg var lige ved at sætte mig på bagdelen, da en af dem kikkede ind på mig i morges…«

Wiki humper fnisende efter, og er en lille smugle nervøs, for at hendes mor skal hive for hårdt.
Fra ruden i forældrenes soveværelse, der ligger lige ved siden af hendes eget, slipper Agneta pikken, og peger mod venstre, mens hun justere vinduesmembranerne til at forstørre med tohundrede procent.
Wiki kan se tre langlemmede dyr, der står mellen nogle palmelignende træer med rosa blade.

»Lyseblå giraffer,« mumler hun, og tænker på de særegne langhalsede dyr, som en Finsk naturpark med sjældne dyrearter, er så stolte af at kunne vise frem, som nogle af de skabninger, der overlevede det skæbnesvangre polskifte, og selvom disse individer ikke ligefrem er giraffer, så er det hvad de efter hendes mening kommer tættest på at ligne.

Deres halse er dog knap så lange, deres skind er lyseblå med mørke og mindre pletter, og deres hoveder minder mere om dådyr end giraffer, men har bredere kranier, og deres lange ovale øre, er som enorme spidsendede blade, mens øjnene er store, udstående og fremadvendte.

»De har guffet palmeblade hele morgnen,« fortæller Agneta.
»De ser søde ud,« mener Wiki.
»Og fredelige,« tilføjer hendes mor.

»Jeg håber ikke der er alt for mange af de ufredelige,« siger Wiki, og vender sig mod sin mor, med den stiv hårde, og nu voldsomt savlende pik, pegende lige ud i luften.

»Hvis du fremover skal gå rundt med den der strittende, skal du have en harness på,« ler Agneta.
»En hvad for noget..?« Wiki ligner et stort spørgsmålstegn.
»En pik-harness,« smiler Agneta. »Nogle læderremme der skal spændes stramt fast om din pik og nosser, og med en lille metalring forrest…«

Wiki ler, og får lyserøde kinder.
»Så vil jeg sætte en snor i den, og gå tur med dig som en kæle-hund…«

Wiki tænker på at de fleste hunde-dyr nu lever vildt i de store skove, men nogle mennesker, og deriblandt hendes egne bedsteforældre, har en sød og tam kæle-hund, som man ligefrem kan lege med.
Hun forestiller sig, hvordan det vil være at blive trukket af sted i pikken, så alle på rumstation Sunrise kan se hende som et menneskelig liderligt hunde-dyr.

»Kunne du tænke dig det..?« driller Agneta.
»Mmh-ja,« nikker hun kælent, mens kindernes farvetemperatur tager endnu nogle kelvin mod den rødere nuance.

Hun føler knæene skælve, og kan med lethed visualisere de stramme remme om sin stive pik, samt hvorledes menneskemylderet vil glo.

»Så alle kan se min lille frække pige..?«
»Ja…Åh ja mor…« Wiki strammer sin allerede udspændte ringmuskel om pluggen, og den berusende fornemmelse, får hende til at gentage sammentrækningen, mens væsken drypper fra urinrøret, som saft fra en overmoden fersken.
»Og hendes store stive pik..?«
»Mmh, ja mor,« stønner hun liderligt. »Åh-ja…«
»Det kunne du lide… Hvad din frække tøs..?« Agneta ler, og blinker til sin seksuelt opstemte datter.

»Skal du have lov til at sutte farmands fede sperm i dig en sidste gang, inden Tanquenoggerne får lov til at røvpule dig..? Hvis du skynder dig at blive færdig, kan du godt nå det, men du skal være klar til at tage afsted, før du må sutte ham… Forstået..?«

»Ja søde mor,« fniser hun, og ryster hunde-fantasien af sig, hvorpå hun med pikken hoppende som en dryppende fjeder, skynder sig gabende tilbage til værelset, for at afmontere sin højt elskede buttplug, og for første gang i næsten tre uger, starter hun ikke dagen med at opsætte den igen efter turen på toilettet, og det efterfølgende bad. Det ville sikker blive opfattet som en personlig fornærmelse, hvis hun troppede op hos de fremmede, med en spærrende prop i numsen.

Hun trækker i en lang lyserød gummibadekåbe, og går ud for at få sig lidt morgenmad, men i lyset af det forestående, er appetitten ikke på sit højeste, og hun nøjes med lidt blandet frugt, samt et enkelt stykke ristet brød med juice til, og bagefter tager hun en opkvikkende pille.

Hun har haft mange overvejelser, med hensyn til hvilke beklædning hun skulle vælge til missionen, og selvom hun har spurt sin mor til råds, så har hun selv måtte stå for det endelige valg.

I aftes bestemte hun sig for ikke at tage ekstra tøj med, men kun medbringe det hun valgte at tage på til dagen, og vil satse på mulighed for at skylle det, men ellers bare gå nøgen omkring, som stammefolket jo skulle gøre ifølge onkel York.

Først her til morgen er det endelige tøjvalg faldet på noget der ligner en badedragt. Den er kraftig, gennemsigtig med et svagt rosa skær, og har to runde forstærkede huller for neden, hvoraf det ene er placeret foran til hendes egen pik, og det andet bagpå som en perfekt indgang, til den eller dem hun håber på vil kneppe hende. Udenover denne gummidragt, har hun en tilsvarende på, der dog kun består af smalle røde bånd, som i et mønster af netværk, blandt andet indrammer bryster og køn. De flotte skrigende gule støvler, er med lår lange skafter, samt en sål og hæl der går ud i et, så der dannes en flad bund. Vristen har selvfølgelig stadig samme feminine skråtstillede vinkel som stilet støvlerne, så hun får den lille ekstra højde, men med den flade bund, vil disse støvler være særdeles velegnet til såvel blød skovbund, som et værn mod giftig kryb, og den slags ubehageligheder.

Af og til betragter hun sig i et højt spejl, og opdager pludselig at medicinen har gjort sin virkning. Det er som pludselig at have fået otte timers søvn. Så længe man kun gør det en gang imellem, er der heldigvis ingen nævneværdige bivirkninger forbundet med Quickofilin.

Stående i sit flotte dress, skifter hun armbåndets farve til gul, men da hun bestemmer sig for, også at tage en meget kort gul jakke på, skifter hun armbåndsfarven tilbage til rød, som dragtens bånd, og lader jakkens lynlås stå helt åben, så man stadig kan se hendes, for det meste, stærkt erigerede brystvorter, bag det transparente gummi.

Hun føler sig dejlig frisk og fyldt med gåpåmod, og det frække gennemsigtige gummitøj, har i den grad skærpet hendes konstant ulmende liderlighed, så da hun sætter sig på hug mellem sin fars ben, og giver sig til at patte på hans skønne pikkemand, er ingen i tvivl om at hun er meget sperm trængende.

Hun får pludselig den skrækkelige tanke, at alt dette vil være forbi når missionen er fuldført, og rammes af vemod.

Nu hvor hun har fundet ud af hvor dejligt det er at sutte pik, ønsker hun det må fortsætte i al evighed.
Det hjælper på humøret, at far lægger hænderne om hendes nakke, og hun kan mærke hans store kærlighed, i form af den slimede pik der bevæger sig frem og tilbage over hendes tunge.

Hun ser op mod hans ansigt, og møder hans øjne.
Det er ikke let at smile, når man gaber over en stor tyk pik, men far opfatter alligevel hendes varme blik, og den antydning af smil hun trods alt formår at præstere.
Han trækker sig drillende tilbage, og hun slipper pikken, så glansen forlader munden med et lille “pop”.

»Jeg vil altid sutte din pik far,« betror hun. »Også når vi kommer hjem… Altid søde far… Jeg elsker din dejlige pik imposant meget…«

Han stopper hendes verbale løfter med sit lem, men kan se oprigtigheden stadig lyser fra hendes hengivende øjne, og det han ikke kan se, kan han føle via hendes tunge, og gemmen sit væskende lem.
Wiki mærker hans udløsning komme, og i det samme udstøder han noget, der lyder som om han har fået et slag i mellemgulvet.

Hun presser tungen mod den bagerste del af ganen, og stopper spermen før den rammer halsen, og dermed forhindre den i at snyde sig vej ned i luftrøret. Så snar kraften tager af, og hun mener at have styr på resten, giver hun sig til at sutte og synke, mens hun bruger tungen til at kæle for undersiden af glansen, og samtidig more sig over at han hopper gispende rundt på gulvet, så hun flere gange er lige ved at miste grebet om pikhovedet.

Spermen er et kærkomment tilskud til den sparsomme morgenmad, og Wiki føler sig parat til den vigtige opgave. Hun misser med øjnene mod solen, der er halvanden gang støre end jordens, men med en mattere glød, og temperaturen er tæt på tredive grader. Hendes gravibike har fået monteret helt nye energi elementer, som er ladet fuld op, og sandet hvirvler op under de blålige kraftceller.

Skønt det har krævet al hendes selvbeherskelse, har hun til sin egen stolthed undgået at onanere, så med pikken liggende over det bløde lædersæde, og ragende frem som en savlende kød-lanse, lige så tæt på at eksplodere, som en nitroglycerin svedende stang dynamit, sidder hun komfortabelt over skrævs på maskinen, og føler sig afsindig liderlig. Fornemmelsen af det pirrende glatte læder mellem sine bare lår er skøn, og uden pluggen som anstand, er følelsen af det blottede gabende numsehul, der som et par svulmende rundede og spredte læber, kysser sædet gennem det åbne hul i dragten, så svimlende intens, at det fylder hende med en overvældende beruselse, der øges yderligere, ved tanken om at skulle møde nogle vidt fremmede, i så fræk og udfordrende et dress. En stor fugtig pyt, med tynde tråde forbundet som glinsende strenge til hendes hårde savlende glans, har allerede bredt sig over sædets forende.

Hvis hun vrikker bare en lille smule med numsen, vil hun helt sikkert få udløsning.
Hun har dog sine tvivl, om Tanquenoggerne finder gummitøjet lige så seksuelt ophidsende som hende, men er mere end klar til sin første selvstændige mission.

»Vi er meget stolte af dig, lille skat‚« siger Agneta højt, for at overdøve tyngdekraft dysernes summen, og holder en pæn afstand til det blå lysende kraftfelt, der godt kan give en nogle slemme forbrændinger, hvis man kommer i fysisk kontakt med det. »Stadig kun lidt nervøs..?«

Wiki trækker på skuldrene mens hun smiler, og forsøger at virke afslappet. »Jeg er faktisk mest liderlig…«

»Skøre tøs,« ler Agneta. »Pas nu godt på dig selv…«
Mike føler sig kejtet, og benytter lejligheden til at opsamle noget sand, for at lave en analyse på stedet. »Husk vi er hele tiden lige i nærheden, og hold kommunikatoren åben, men sæt den på lydløs, så vi kan kontakte dig, uden nogen lægger mærke til det…«

»Den er allerede åben,« bedyre hun, og fremviser sit røde armbånd, der dog ikke indikere noget som helst, men bare ligner et billig plastiksmykke.

Wiki øger kraftfeltets effekt, og gravibiken hæver sig omkring to meter op i vejret, hvorpå hun slækker på speederen, og svæver ned i en højde af cirka tyve centimeter over sandet.

Hun ser mod de vagtsomme blå giraffer, der muligvis undre sig, men i det mindste ikke føler sig truet, og kikker så tilbage mod sine forældre med et spændt smil.
De vinker en anelse bekymrede.

Wiki sætter gang i fremdriften, og suser afsted langs vandkanten.
»Jeg kan sgu stadig ikke rigtig lide det,« siger Mike, mens han ser sin alt for unge og alt for liderlige datter blive mindre og mindre, for så at lægge gravibiken ned, mens hun foretager et sving, og forsvinder ind i junglen.

»Wiki er en fornuftig pige…« Agneta vender sig, og lægger armene om ham. »Tænk på alle de kurser Patrick har gennemgået… De sidder jo på rygraden af Wiki nu…«

»Det er nok også bare mig,« mumler han, men plages alligevel af den skrækkelige tanke, at han aldrig skal se hende mere. »Jeg er jo ikke van til at have en datter…«

»Kunne du bedre lide at have en søn..?« lokker hun med et ubestemmelig glimt i øjet.
»Næh… Wiki er skam både sød og kærlig…«
»Hun er også ret lækker…« smiler hun frækt.

»Du er en meget pervers kvinde, Agneta,« siger han og trækker skævt på smilebåndet.
»Mig..?« ler hun. »Du ser ellers ikke ud til at være ked af hendes blowjobs…«
»Man kan vænne sig til meget… Jeg tror faktisk hun vil blive rigtig ked af det, hvis jeg forbød hende det, og så er der jo missionen at tænke på…«

»Du ved godt at hjemturen tager lige så lang tid..? Tror du hendes besættelse af din pik har ændret sig, bare fordi missioner er overstået..?«
»Næh,« tøver han. »Vil du dermed sige at jeg..? At du..?«
»Som du selv siger, så vil hun blive ked af det, og du vil vel ikke gøre vores søde lille datter bedrøvet..?«
»Du er sgu speciel…«

Hun ler højt. »Desuden tænder det mig ret meget, at se hende sutte din pik, og æde din fede sperm…«
»Jeg syntes du skal skrubbe op i Domus og tage alt tøjet af… Så skal du sgu selv få lov til at sutte min pik, og æde min fede sperm…«

Hun griner som en kåd teenager. »Jeg husker noget min gamle oldemor altid sagde… Først arbejde, og så fornøjelse…«

»Først arbejde..?« Han spiller skuffet og hænger med skuldrene. »Du arbejder sgu godt for at spolere fornøjelsen lige nu…«

Hun ser ham i øjnene med et frækt smil. »Når vi har klargjort skibet, kan vi lege Hersker og villig slavetøs..?«

Han spærre øjnene op som en lille dreng, der netop har fået at vide, at han skal have sin ynglings dessert. »Hvad står du der og venter på slavetøs..? Jeg tager mig af vandbeholdningen, mens du klare ilten… Kom så i omdrejninger…«

Agneta more sig, og åbner for skibets ilt indtag, så trykbeholderne langsomt fyldes med renset komprimeret oxygen, mens Mike trækker en ti centimeter tyk slange med hærdet filterhoved, ud af en lem oppe i elevatorskakten, og hiver den ned til strandkanten, hvor han klæder sig af til han kun har underbenklæder på. Med sin scanner, tjekker hen konstant vandets organismer, som kan være alt fra uskadelige delikatesser, der kunne gøre sig storartet på et spisebord, til dødbringende skabninger der kan være fatal for liv og helbred. Han må siksakke ind imellem, men stopper da han er kommet ud hvor vandet når ham til midt på livet, dumper slangen, og vader hurtigt tilbage.

Domus har adskilte små ilt beholdere, så hvis de af uransagelige grunde skulle miste en eller flere, vil det ikke være katastrofalt, og det samme gælder for beholderne til vand, der også har tanke til spildevand, og genbrugsvand fra bad og køkken. Det hele går gennem et effektiv rensningsanlæg, så det meste kan anvendes igen.

Wiki har fundet den rette sti, og snor sit lille elegante fartøj mellem et vildnis af fremmedartet beplantninger. Hun koncentrere sig om at følge sporet de indfødte med tiden har lavet, og bevæger sig langsomt ad stien der bugter og snor sig mellem træerne. Skærmen midt i instrumentbrættet er en stor hjælp, da den dels er fodret med oplysninger, fra da de fløj over området i aftes, og dels bliver løbende opdateret af bikens indbyggede rader.

De mange ubestemmelig dufte, samt kakofonien af lyde, der for hovedparten må være hvad man må betegne som denne planets fugle, fortæller at der er et rigt plante og dyreliv, hvilket bekræftes af skærmens farvede plamager fra de termografiske sensorer, der også viser at der er andre levende væsner end dyrene, der iagttager hende fra det skjulte.

Da hun ifølge kortet nærmer sig sit mål, sætter hun farten ned til en hastighed, der svare til en rask gåtur. Så ser hun de første Tanquenogger, og mærke samtidig røg i næsen. Et par Enog-kriger med drabelige lange spyd, og tilsyneladende af den type man helst vil undgå at blive uvenner med, træder heldigvis til side, og gør plads for hende og det særegne transportmiddel.

Den gysen der løber gennem hende, har dog mere rod i seksuel ophidselse end frygt, og det går pludselig op for hende, at hun har glemt at trække vejret, og skælvende må hive efter en portion ilt.
De skulle være forberedte, men står alligevel med samme måbende udtryk, som er hun en gudinde, der kommer på uventet inspektion. Hun høre ivrige stemmer, og ser en lysning omkring ti meter borte. Nogle børn stopper i en leg der ligner tagfat, vender sig mod hende, men løber så skræmte bort, som om de frygter hun vil gøre dem noget ondt. Pludselig befinder hun sig lige midt i lejren, og en støre grubbe samles om hende.

Heldigvis mere nysgerrige end frygtsomme.
Der må være tæt ved hundrede, og mens de store hanner står forrest, så er deres afkom og hunner samlet som tætte bagtropper. De fleste er smilende, og pludre på et sprog, der lyder som noget hun en gang har hørt, men ikke helt kan placere. Hun kan se, at de er omtrent ligeså nysgerrig i forhold til hende, som i forhold til gravibiken. Hun stopper energitilførslen, og støttebenene springer frem fra bikens underside, mens den langsomt svæver helt ned på jorden for at gå i stå. De lysegrønne kæmper træder til side, og danner en åbning der føre op til en stenbelagt plads, med fire trind op til et slags tempel, der er prydet med et par fire meter høje pikke, udhugget i sten, og med lilla vedbend slyngende godt en meter op af skafterne som en slags kønsbehåring. Til højre for den cirka to meter høje buede indgang til templet, og ragende godt en halv meter ud ad vægen, har en opfindsom skulptør placeret en halv meter lang kunstnerisk veludført stenfallos, hvorfra en jævn og vedvarende vandstråle skyder i let nedadgående bue, som urin fra en utømmelig blære, og plasker ned i en cirka tre meter opdæmmet sø, med stensætning til at danner ramme, inden strømmen fra kilden løber videre ind i skoven. På trappen sidder to Enogbørn magelig henslængt, og mellem de to sten pikke, står en voksen han med et spyd.

Hans ansigt er tatoveret med nogle underlige primitive tegn, der kunne være designet af et barn, og i kontrast til det umiddelbare infantile, har han også afbilledet nogle særdeles detaljerede pikke. To symmetriske erigerede pragteksemplarer på kinderne, og en hvor nosserne sidder i panden, så skaftet strækker sig ned over næseryggen, med selve glansen udstrakt over hans brede flade næse.

Hvis ikke atmosfæren havde været tyk af rituel andægtighed, og fyren så ærefrygtig, ville det have været morsomt.

Der er også andet end det åbenlyse ceremonielle i luften, der forhindre hende i at more sig. Noget udefinerlig erotisk, med oprindelse i hende selv, som får hendes maksimalt erigerede pik, til at hamre og dunke i forventning.

Stammens sparsomme klædningsstykker er temmelig primitive, og skjuler deres kønsorganer lige så effektivt, som man skjuler sit ansigt bag et halmstrå.

Wiki betvivler ikke deres vagtsomhed, men hun er også selv på vagt. De ligner dog alle sammen mere nogen der hellere vil til fest end i krig, så hun føler sig både varm og velkommen.

Hun kan regne ud, at giganten mellem stenpikkene må være en slags høvding, og går direkte, men rolig, opad trappen.

Hun føler sig dybt fascineret af hans størrelse, og da hans halv stive grønne pik, allerede er i hendes hoved højde, tager hun den uden tøven i munden.

Et suk går gennem forsamlingen, men høvdingen breder armene ud til siderne, og vender ansigtet mod himlen.
Hun begynder at sutte dens pik.

»Yu-yu-yu-yu‚« kommer det i hviskende messe fra de andre, der samtidig stamper skiftevis i jorden med deres fødder og spyd.

Wiki fornemmer det er en form for jubel og tilskyndelse, så hun patter ivrigt videre. Hun vil også nødigt stoppe, for den store stive pik er intet mindre end sublim.

»YUUUH,« brøler høvdingen så pludselig, at hun fare sammen i forskrækkelse.

Enoggerne ler, og hun sutter videre, mens et vulkanudbrud af sødlig creme fylder hendes mund. Hun tænker på om hans sperm mon er grøn, men har ikke tænkt sig at spytte noget af det ud for at kontrollere. Dels ville det sikkert være en fornærmelse, og dels smager det helt fantastisk. Lysegrønne Slaske ligner åbenbart kun i udseende, for smagen har onkel Yorks folk ramt helt forkert. Enog sperm har en ubestemmelig, men helt vidunderlig sødlig smag, og så er der dejlig meget af den.

En meget positiv overraskelse.
Hun nyder hver eneste mundfuld, og så snart han lægger sine kæmpe næver om hendes hoved, og blidt skubber hende væk, mødes deres smilende blikke i en indforstået samhørighed.

Hans blottede tænder er hvide, men med svagt gullig nuance, samt slankere og mere elegante end hos menneskene, men uden den dyriske form som normalt ses hos primitive kødædere. To af hjørnetænderne i overmunden, er dog en halv gang længere, og med en anelse spidsere form end resten, og får hende et kort øjeblik til at tænke på, om de ernære sig ved at drikke blod.

Han vender sit glade ansigt mod sine medskabninger.
»Heone Sevehan,« siger han med høj røst, og straks starter en primitiv fremmedartet musik, der bliver båret af en nasal lydende melankolsk fløjte, understøttet af dybe trommelyde.

De to unge, der før sad på trappen, flokkes nu ivrigt om hende, og røre nysgerrigt ved hendes lange hår. De finder tilsyneladende hendes gul- røde gummitøj sært, og skal alle sammen røre ved det, men er langt mere interesseret i hendes blege hud, bryster og stive pik. Høvdingen siger noget til dem, hvorpå hunnen straks kryber frem, og begynder at sutte på hendes pik, men må så dele fornøjelsen med den unge han.

Wiki tænker, at disse to nok har en højere rang end de andre jævnaldrende.
En af de voksne siger noget morsomt, og får de andre til at le, men det forstyrre åbenbart ikke Enog-børnene, der uanfægtet skiftes til at sutte på hendes jern hårde pik.

Det er så ophidsende, at udløsningen kommer susende på et øjeblik, og mens de overraskede unge også deles om at smage menneskespermen, ser det ud til, at de finder den nye smag interessant nok til, at de gerne vil have mere.

Wiki har dog ikke mere at give dem lige i øjeblikket, og kommer i tanke om sin oversætter. Alle de nye og fremmede indtryk, har fået hende til at glemme den for en tid, så hun skynder sig at aktivere den.
De er meget forbavset over den lille geniale maskine, men er også meget glade for, at kunne kommunikere verbalt med den sære lille hvide jordbo.

Wiki siger, at det er en meget stor ære for hende, at møde dem, og sætter sig i skrædderstilling over for høvdingen, der har to ældre siddende på sin højre og venstre side, og gør det så klart, at hun meget gerne vil høre deres historie.

Høvdingen fortæller, at deres stamme har lagt i krig med de øvrige klaner for blot to generationer siden, men der nu hersker en indforstået fred. Det er ikke dem alle der er lysegrønne, for der findes både blå-huder og orange-huder, der er nære slægtninge. Hun får også at vide, at hun er velkommen til at indsamle proviant til hjemturen, da det kun er den specielle plantes anvendelsesformål, der kræver en rituel overdragelse.

Hun takker ydmygt, spørger forsigtigt ind til ritualet, og finder ud af, at det stort set bare går ud på, at hun skal tilbringe tre dage hos dem, hvorefter de slutter af med en fest.

Så fortæller hun kort om jordens forskellige folkeslag, at der også har været store krige, men nu hersker fred i langt det meste af verden. Hun beretter også om den smitsomme virus, det store tab hendes planet har lidt, og at hun på vegne af alle jordborene, vil udtrykke sin uforbeholdne taknemmelighed, for Enog-stammens uselviske og gavmilde hjælp. Der er selvfølgelig meget mere at fortælle, men hun mener, at det nok vil forvirre dette stammefolk mere end det vil gavne.
Som hun allerede har gættet, er de to unge høvdingens egne børn, og sammen med to mægtige og respektindgydende krigere som guider, viser hans søn og datter hende stolte deres lejer.

Hun ser straks, at stive pikke ofte går igen som dekorationer og skulpturer.
Hun hilser på en nybagt familie, med en lille lysegrøn baby, der er født for kun en lille uge siden.
Hun er lige ved at spørge om barnet allerede er i stand til at sutte pik, men syntes det er så absurd, at hun vælger at holde sin kæft.

Den stolte fader fortæller med henført begejstring, at pigen heder E`sano, men først da han uddyber, at navnet kommer af ordene “exame” og “anova”, kan oversætteren fortælle at “exame” betyder smile, og “anova” smuk pige, hvilket altså må betyde noget i retning af smuk pige der smiler.

Åbenbart et gammelt Enog navn, der kun bliver givet til ekstremt nuttede børn, og med høvdingens accept.

Wiki ønsker dem tillykke, og aer forsigtigt det lille puds, inden guiderne viser hende et lille primitivt tempel, med tre store udskårne træfigurer, hvoraf den ene er lige så høj som en Enog, men med støre hoved og øjne. De to andre er ikke bare menneskelige, men kopier af noget hun kender fra jordens historiebøger. Deres klædningsdragter og udsmykninger, får hende øjeblikkelig til at tænke på beretninger fra gamle bøger om prærieindianere, der blev slagtet af USA’s hær i det 19. århundrede, og hun husker hvad onkel York fortalte, om de jordiske sprogligheder man havde fundet hos denne Tanquenog-stamme.

Disse træfigurer er nøjagtige gengivelser af to Cheyenne indianer.
Den største af krigerne fortæller, at for mange generationer siden, faldt en himmelskive ned i junglen med fremmede, hvoraf de elleve var døde, men tre overlevede. Den højeste af disse forsvandt efter fire dage og fire nætter, men de to der blev, nød stor respekt, og blev optaget i stammen, hvor man betragtede dem som en slags guder, og lærte deres fremmedartede sprog. Når man så også kunne se en figur af den høje der forsvandt, var det ikke ligefrem for at ære vedkommende, men for også at fortælle denne del af historien. Da de to tilbageblevne døde mætte af alder, valgte stammens øverste råd, at oprette et templet i respekt for deres åndelige efterliv, da de som Enoggerne, var børn af naturen.

Med oversætteren som hjælp, og en smule logisk tankegang, er alle brikkerne faldet på plads, og med påskud om gerne at ville betragte det spændende historiske tempel nærmere, sætter hun sit multi-armbånd til at filme, og glæder sig til at vise onkel York det når hun kommer hjem.

Hun får fremvist den hytte hvor hun skal bo, og så snart hun er alene, kontakter hun sine forældre, og fortæller om indianermysteriet, samt at de frit kan indsamle eksemplarer af det mangfoldige planteliv, hvilket især Agneta er meget begejstret for.

Da hun træder ud ad hytten, står de fire Enogger parate til at fortsætte rundvisningen i deres territorium, der strækker sig langt ind i junglen på alle sider. En af de voksne fortæller, at man i gamle dage ikke måtte bevæge sig ind på en fremmet klans område for at jage. Det betød simpelthen den visse død, eller var en invitation til krig. Den grønne fyr fortsætter grinende med at fortælle, at det har ændret sig en del, for det sker af og til, at man klæder sig ud i fuld krigsgalla, og stormer de andre klaners lejer. Der er oftest en hel del tumult, men det sker altid under gensidig morskab, og bagefter må angriberne betale bøder i form af mad, som de for det meste allerede har taget med, og det hele ender i en kæmpe fest.

Wiki fniser, og kan lugte saltvand.
Hun får bekræftet, at havet ligger cirka en kilometer fremme.

Den forreste kriger, vælger naturligvis at gå denne vej, og Wiki bliver et kort øjeblik nervøs for, at de vil komme ud på stranden hvor Domus befinder sig. Det kan selvfølgelig ikke være den helt store hemmelighed, at der står et rumskib på stranden, for den lille stamme har jo ventet hendes ankomst i flere uger, men synet af hendes forældre, vil måske ændre den ellers så gode stemning. Med et hastigt kik på armbåndet, ser hun i midlertid, at skibet befinder sig næsten femogtyve kilometer til højre, og følger lettet efter ham.

Hun spørger ind til dyrelivet, og uden at blive klogere på de mange navne, som det grønne firkløver remser op, forstår hun at der er nogle man skal passe på ikke at gå i clinch med.
Den unge dreng får øje på noget, og viser hende en brunlig slange, med et sært dragelignende hoved, der ligger og soler sig i en lysning, få meter inde mellem træerne. Hun forstår at den er meget giftig, men heldigvis også temmelig sky.

De ser potespor efter nogle store kattedyr, der jager om natten, og er en af grundende til man ikke bør gå alene i skoven, efter mørket er faldet på.

De er pludselig ude af junglen, og står på en cirka tredive meter bred strand.
Enoggerne fortæller om nogle lilla alger, der skulle smage ganske glimrende, og hun forstår det er grunden til havets specielle skær.

Hun får øje på en lille primitiv sekskantet hytte, der ser ud til at kunne falde sammen hvert øjeblik, og nok ikke kan klare mere end blot en frisk brise eller et kraftigt nys. Siderne består af store flader tørret bark, hvor et af stykkerne står lidt skæv, og afsløre en åbning. Taget er flettet sammen af tynde grene, med store brunlige blade, der ikke overbeviser Wiki om, at den er i stand til at modstå bare en mild regnbyge, men da hytten er placeret under et enormt træ, er der måske alligevel en chance for ikke at blive våd. Ikke just en prægtig villa, men vidst kun beregnet til overnatning, og muligvis også et værn mod regn, hvis og dersom den mod al sandsynlighed, trods alt skulle være vandtæt.

Hun får øje på en helt ung Enog, der netop har rejst sig bag en skål af noget der ligner lertøj, og nu står i skjul bag hytten og iagttager dem, med et skræmt udtryk i ansigtet.

Wiki nærmer sig forsigtigt, men bliver stoppet af den førende kriger, der holder sin store hånd op som advarsel.

»Khace… Notam khace,« hvæser de unge med foragt, og spytter i sandet.

»Notam khace,« gentager en af de voksne, og placere en kæmpe hånd på hendes brystkasse, for at stoppe hendes fremfærd.

Det eneste oversætteren kan forklare, er at “notam” betyder fremmed, og
“khace” betyder pige.

De sætter sig på en stamme fra et væltet træ, og med utilsløret foragt, forklare en af de voksne, at hytten tilhøre Gilred, der er udstødt af klanen.

Wiki er forfærdet, og tror først det er på grund af en eller anden frygtelig smittefare, men finder snart ud af, at det blot er fordi staklen er anderledes.

Udover at være hvad man på jorden for længst har accepteret som transseksuel, er Gilred åbenbart også så uheldig at være født med en mindre penis end sine artsfæller, og et par bryster der aldrig vil udvikle sig.

Tænk at blive født som dreng, og være en pige, i en verden hvor alle har store bryster. Det slår Wiki, at når alle har bryster, vil de i sagens natur, ikke blive opfattet som specielt kvindelige. Hun formår heldigvis at skjule sin vrede, da der jo trods alt står meget på spil, men er alligevel lige ved at eksplodere, da de med dyb foragt fortæller, at misfosterets anus for øvrigt heller ikke er tilstrækkelig smidig, til at kunne modtage en fuldvoksen Enog pik, og formodentlig heller aldrig vil blive det.

»Hovane,« afslutter Enoggen med en affejende håndbevægelse. »Gilred hovane…«
Det skære dybt i Wikis hjerte, da oversætteren fortæller at hovane betyder død, men i stedet for at eksplodere, og forsøge at belære et fremmet folkeslag om medfølelse og hjerterum, synker hun bitterheden som var det en rådden citron, og sætter sig på hug foran den lysegrønne stammes høje fortæller.

Han forstår allerede, før hun tager pikken i munden, og som en hver anden Enog-unge, får hun selvfølgelig lov til at dige, til fælles nydelse.

Den anden voksne grynter noget hun ikke fanger, men forstår meningen med, da den unge hun, giver sig til at sutte ham.

Wiki lægger ikke skjul på, at hun holder overordentlig meget af både pik og smag, og måske ligefrem i en grad, som den stolte kriger ikke oplever hver dag, eller også nyder han bare at hun er anderledes.
Anderledes på den gode måde altså, for på trods at hendes blege hud og manglende hale, har hun jo både en præsentabel pik, og et par temmelig store bryster.

Dobbeltmoral er altså interplanetarisk, eller også er det blot ignoranternes kendetegn?
Her bliver hun lukket ind i klanen med festivitas og stor ståhej, mens en af deres egne, er forvist til ensomhed på en strand, bare fordi hun ikke overholder de gældende codex for hvordan, hvorledes og hvad der lige bør udgøre en rigtig Enog. Hvad i alverden er der i vejen med, ikke at være en nøjagtig kopi af andre, når man samtidig kan byde en bleg transkønnet jordbo velkommen, som om hun er en prinsesse?
Sikke et stupidt paradoks.

Hun får det hun har arbejdet hen mod, spiser det hele, og spørger så om man vil tage det ilde op, hvis hun besøgte den udstødte.
Hun gentager sit spørgsmål, da ingen af dem ser ud til at forstå.
Det er ikke ordene de ikke har fattet, men hendes besynderlige ønske.
Imidlertid er der ikke spor i vejen for, at hun besøger misfostret.

“Så skal dine evner vidst sættes på prøve”, tænker hun for sig selv, og går roligt over mod hytten, “Og det her er er måske lige så vigtig, som at hente en plante”.

Hun må først konstatere, at den udstødte stadig er meget sky, eller måske snare, og med rette, meget mistænksom.

Gilred har nøje fulgt dem fra sit skjul, og forstået at der bor en lille skabning i det særegne blege væsens armbånd, der kan oversætte hvad hun siger.

Wiki sætter sig omkring fem meter fra hytten, og smiler til skikkelsen, der nu har søgt ind i bark-hyttens mørke og trukket døren til, men bevaret en sprække så hun kan holde øje med den mystiske fremmed.

Wiki tænker, at hvis hun med bare almindelig røst, havde sagt bøh, ville den unge Enog have spurtet af sted, og efterladt et hul i vægen, der svarede til en nøjagtig gengivelse af hendes høje mager skikkelse. Hun smiler bredt ved den absurde tanke, men føler også et stik i hjertet, da den tåbelige lille fantasi, ikke nødvendigvis ligger så langt fra virkeligheden.

Hun kaster et blik mod de fire ventende Enogger, der vader frem og tilbage med tydelige attituder af utålmodighed, hvilket på ingen måder gør hendes selvbestaltede bonusmission spor lettere.

Med rolig selvbeherskelse, går hun tilbage til den lille irriterende grubbe, og spørger om klanen forventer hun tilbringer hele sin tid i lejren, eller sammen med stammen, eller det vil være muligt for hende at studere den udstødte.

Igen syntes de at forstå ordene, men ikke ønsket, og begynder at fable om mørket der pludselig falder på, og hun jo helst skal nå tilbage til lejeren før dagen går på held, for det er ingen spøg, at bevæge sig rundt i junglen efter solnedgang, og slet ikke, når man ikke er opvokset i den. De vilde dyr undgår så vidt mulig Enoggerne, og husere mest i skoven, men krydser man deres territorium, kan man let ende nederst i fødekæden, og fare man vild, er man prisgivet.

På trods af at Wiki selv har fundet frem til deres stamme fra Domus, er de åbenbaret bekymret for hun vil miste orienteringen, og ende som et fremmedartet festmåltid for et eller andet rovdyr.

Hun husker hvad onkel York sagde om at Vegazurerne garanterede for hendes sikkerhed, og får den tanke, at Enoggerne nødigt vil fejle denne tillid.

De har vel ikke engang set noget så simpelt som et kompas, og aner selvfølgelig ikke noget om det avancerede udstyr, hendes uskyldig udseende armbånd er spækket med, men det vil nok være klogt ikke at fortælle for meget. Hvis det ikke lykkes at skabe kontakt til den unge Enog, vil hun sagtens kunne finde lejren, men nok ikke uden at støde på et eller andet sultent vilddyr, der som en slagt kostforandring, ikke ville have spor imod at smage et blegt menneskebarn. Den lange gåtur langs stranden, for at finde frem til Domus, er heller ikke særlig tillokkende, for hvem siger at rovdyr ikke bryder sig om en lille aftentur til stranden, på velvalgte øde områder, som de betragter som deres territorium, og desuden ville det være temmelig nedværdigende, at skulle gå til bage til far og mor, inden missionen er fuldført, og sige hun ikke turde gå alene ind i junglen fordi det var mørkt. Hun kan skaffe hjælp fra hendes forældre via kommunikatoren, skønt der vil gå et stykke tid før de vil nå frem, men det vil selvfølgelig kun være i yderste nødstilfælde, for hun vil helst løse opgaven uden far og mors hjælp. Hun tænker på den ensomme udstødte pige, der jo synes at klare sig, og ryster alle bekymringer af sig, fast besluttet på at lære hende nærmere at kende.

Hun har aldrig været så ærekær og følt sig så betydningsfuld.
Med urokkelig vilje, ser hun de fire Enogger i øjnene på skift, og bedyre at hun så sandelig har tænkt sig at overnatte på stranden.

Igen får hun et mistroisk blik, for hvis hun vælger at blive, må det være helt til solopgang, og så er hun jo tvungent til at tilbringe hele natten hos den udstødte.

De tror hun er enten skør, eller modig, da hun endvidere insistere på, at de blot kan gå roligt hjem, og vende tilbage efter hende ved morgengry, for hun har skam overnattet på mange fremmede strande, så hvis Gilred ikke vil lade hende komme nærmere, kan hun sagtens klare sig en enkelt nat alene på stranden.

De fire Enogger bliver enige om, at dette underlige menneskebarn, nok ikke er særlig klog, men til gengæld et meget modigt væsen.

Hun ser dem kikke efter sig, mens de efter et sidste tøvende blik, forsvinder ind i junglen, og hun vender tilbage til den primitive hytte og dens nervøse beboer, hvor hun nu sætter sig kun et par meter fra hytten.

Hun ser ud over havet, og falder i staver, mens hun tænker på sin tipoldefar der blev 124 år, og var frisk, lige til han blev taget af virussen. Hans forehold til havet var mildest talt anstrengt, men det var der vel ikke noget at sige til, for han var blot tyve, og på vandretur i Himalaya med nogle kammerater, da jorden skiftede polaritet. De stod på sikker grund, og så verden forsvinde, uden at kunne begribe den rædsel de var vidne til. Hans forældre boede i midtlandet, og omkom begge, da vandmasserne åd det meste af Danmark. Han fortalte ofte historier om den gamle verden, og en tid hvor man kunne køre over store strækninger i noget der hed Jylland. Nu består Danmark af en række tropeøer, hvoraf langt de fleste er beboet, og selv kom hun til verden på Jyllø, der er den største af alle øerne.

Hun spekulere på hvad familien vil sige til at hun er blevet pige. Det vil blive svært at lægge bånd på liderligheden, men kan de acceptere hun er Wiki, og klæder sig i frækt gummitøj, så kan de vel også leve med at hendes pik holder så meget af at strække sig, at den sjældent gider slappe af. Hendes bedsteforældre, onklerne og tanterne samt de mange fætre og kusiner, er spredt rundt i det meste af verden, men de ses altid til de to årlige familiefester. Lige nu savner hun dem meget. Patrick var enebarn, og som mor plejede at sige, så var han ikke planlagt, men bestemt ønsket. Wiki var vidst heller ikke planlagt, men hun fornemmer tydelig at hun er mindst lige så elsket som skyggedrengen.

Skyggedrengen?
Hun fniser, trækker benene op under sig, og lægger armene om knæene, så jakkens gummiærmer frembringer et melodisk lille fløjt ved mødet med støvlerne. Ud af øjenkrogen, ser hun til sin lettelse, at den unge Enog har sneget sig ud, uden hun har opdaget det, og nu står blot en meter borte, men stadig så den lyn hurtigt kan springe ind i hytten igen. Den må være cirka et hoved højere end hende, og hun vil skyde på, at de er nogenlunde jævnaldrende, selvom det er umuligt at bedømme dens alder. På trods af det ellers feminine ansigt, har den en, hvad hun vil betegne som, ganske almindelig tissemand, men ingen bryster, så hun syntes den ligner en dreng mere end nogen af de andre, hende selv iberegnet.

Staklen er stadig skræmt som et lille hunde-dyr, der har fået tæsk af en psykopat.
Hun smiler så sødt hun formår, og tænker, om det er hendes blege hud, og anderledes udseende, der gør den bange, men mener det nok er hele staklens verden der skræmmer den. Det er meget svært at forestille sig, dens ensomme liv som udstødt misfoster.

Wiki har øvet sig i en simpel hilsen, og “muter” diskret sin oversætter, mens hun smiler og placere en hånd over sin brystkasse. »Nahesveh Wiki…«

Den unge selvudslettende Enog, ser nu heldigvis mere desorienteret ud end bange.
En positiv forbedring.
»Nahesveh Wiki,« prøver hun igen, og vender hånden mod den formodentlige jævnaldrende. » Netonveh Gilred..?«
»Witchi,« forsøger Gilred med et forskræmt smil.
»Wiki,« siger hun så tydeligt hun kan, og smiler fra øre til øre.
»Wiki,« kommer det forsigtigt, og kun med ganske svagt accent.

Wiki fniser, og slår oversætteren til igen.

Gilred kaster sig underdanigt ned i sandet, og giver sig til at patte på hendes pik.
Wiki bliver forbavset, men en god skik skal man naturligvis aldrig forsøge at lave om på.
Hun skubber blidt den lystigt pik suttende ned i sandet.

Gilred ser på en gang både så bange og forfjamsket ud, at hun ligner et underkuet barn, der ved det skal prygles, for at have gjort noget ganske forfærdeligt.

Wiki får sig hurtigt anbragt omvendt over den lange lysegrønne skabning, der nu ligger fuldstændig passiv af frygt.

Hun tager den lille, men flotte grønne pik i munden.
Gilred bliver temmelig overrasket, og stammer noget uforståeligt.

»N… Nej,« oversætter Wikis armbånd. »Jeg ikke værdig… Kun grim skabning… Mig nene til dig… Ikke omvendt…«

Gilred ser med kortvarig undren på Wikis armbånd, men er langt mere optaget af at undskylde sin uduelige eksistens.

Wiki slipper pikken et øjeblik. »Jamen jeg har altså lyst… Jeg vil så gerne…«
Gilreds lettelse går mere på, at hun åbenbart ikke har gjort noget slemt, end på at hun nyder at få suttet pik.

Wiki forstår, at hun ved at sutte, viser Gilred underdanighed, men da hun har mødt mange forskellige raser og folkeslag, føler hun sig altid ydmyg blandt fremmede, og ved at hun på ingen måder er mere værd, end den smukke grønne pige, så hvorfor ikke vise at de er ligeværdige, og er der nogen bedre måde at vise det på?

»Men,« siger Gilred, der med et opdager, hvor dejligt det er at blive suttet, og som hun ligger der på ryggen i sandet, er gengæld det eneste rigtige at gøre.

Hun har aldrig set to Tanquenogger give nene til hinanden på samme tid. Det er næsten altid de unge der gør det til de ældre, eller dem med mindre rang der gør det til dem med støre.

Den blege pik smager rigtig dejlig, og den lige så blege pige-skabning, er alt for sød ved hende.
Af alle folkeslags måder at hilse på hinanden, syntes Wiki at denne er den skønneste.
Den nye intense og dejlige følelse, får Gilred til at komme temmelig hurtigt.

Wiki drikker spermen, og mindes en lækker dessertcreme, selvom det Gilred servere for hende er langt bedre, og kommer så til at tænke på, at det nok er tvivlsomt, om staklen har haft nogen som helst erotisk kontakt, ud over den hun har kunne opnå ved hjælp af sin højre hånd.

Dersom Enogger altså onanere, og ikke er venstrehåndede.

Wiki har spist op, og slipper pikken for at slikke Gilreds numsehul, hvilket hun reagere på med tydelig angst og ubehag, så Wiki holder straks op igen, og begynder i stedet at kysse hendes lår og kønsorganer, og at dømme ud fra hendes stille forvirrede nynnen, er det væsentlig bedre.
Sådan er man jo så forskellige.

Det ophidser også Wiki at se, hvor dejligt Gilred nu har det, og da hun selv får udløsning, drikker den grønne pige det med så stor velbehag, at Wiki er sikker på det er første gang hun oplever den fornøjelse.

Den eneste Gilred har at sammenligne med er hende selv, og at spise sin egen sperm, er noget rigtige Enogger normalt ikke gør. Det er hverken forbudt eller bliver ringagtet på anden måde, men er bare ikke nødvendigt, for en ung normal Enog, kan altid finde en pik at die ved. Desværre har det aldrig været hende beskåret at få den ære, så hun har måtte malke spermen ud ved egen kraft, og spise den fra hånden. Man plejer heller ikke at fortsætte med at slikke og sutte, som den sære blege pige, efter man har ydet nene. Wikis sperm er mere krydret, og mangler sødme, men hun er ikke forvænt med søde sager, og finder den meget lækker.
Historien fortsætter under reklamen

»Det smage anderledes,« siger Gilred eftertænksomt, mens hun sætter sig op. »Godt, men anderledes…«
Wiki fniser, og syntes den lysegrønne piges ansigt er utrolig smukt, nu hvor man kan se antydningen af et smil.

»Men, man ikke give nene til mindre værd end en selv,« forklare Gilred så med blikket slået ydmygt ned.

»Mindre værd..? Hvem..?« Wiki spiller naiv.
»Gilred udstødt… Har lille pik og ingen bryster…«
»Har jeg måske en hale..?« spørger Wiki varmt.

Gilred åbner munden men går i stå, for hun har aldrig mødt nogen talende væsner uden hale. »Hvorfor du ingen hale, og bleg hud..?«

»Jeg kommer fra et sted langt herfra,« fortæller Wiki, og tænker det er for tidlig, med en lang beretning om jorden og fremmede planeter.

Gilred ved godt, at der lever nogen haleløse langt mod nord, men de har travlt med at slå hinanden ihjel, så den blege fremmede må sikkert komme fra et andet sted.

»Hvis bare man kan lide hinanden, kan man da godt sutte pik på hinanden,« påstår Wiki hårdnakket, og smiler fra øre til øre.

Gilred føler sig overbevist om, at Wiki ikke kan slå nogen ihjel, men tør alligevel ikke sige hende imod, og kan næsten ikke rumme, eller tro, at den blege pige påstår, at de er lige meget værd.
Fordi man kan lide hinanden?
Sagde den blege pige virkelig at hun kunne lide hende?

Wiki tager Gilreds hænder, der er næsten dobbelt så store som hendes egne, og betragter de smukke lange slanke fingre, med deres stærke spidse negle, der ser ud til at kunne flå hende i stykker på få sekunder, hvis den grønne skabning pludselig blev vred.

Gilred ser nervøst på hende, men trækker så forsigtigt på smilebåndet.
Wiki føler sig varm i hjertet, og begynder at le.
Først ser Gilred forbavset ud, men så griner hun også.
Hun erindre ikke hvornår hun sidst har leet.

De kikker længe på hinanden, mens de bare ler, uden anden grund, end at de simpelthen ikke kan lade være.

Wiki får et glimt af hendes spidse hjørnetænder, og tænker på risikoen ved at kombinere et sådan tandsæt med en tyk erigeret pik, men hun har aldrig følt sig i trykkere selskab.

Hun må op og stå, så hun kan vende og dreje sig, mens den nu lidt modigere Gilred betragter hendes blege krop, og føler på forskellighederne med sine lange fingre, og så kommer Wiki til at grine igen, men opdager hurtigt, at hun ikke er den eneste der er kilden.

De tumler grinende rundt i sandet, som et par nære veninder.
Gilred har aldrig følt sig så glad, og begynder derfor at græde, for det er i skyggen af lyset, man for alvor skuer mørket.

Wiki mener at tiden nu er inde, og fortæller i korte træk, hvor hun kommer fra, samt om planten der skal rede en masse mennesker.

Gilred acceptere uden tøven Wikis påstand, om at komme fra en fremmet planet, for hun har før set underlige skibe flyve over himlen, og aldrig troet på at det var guder.

Wiki er lettet, for er der noget hun ikke ønsker, så er det at blive sammenlignet med en gud.
Gilred er meget duperet over Wikis armbånd, der gentager alt hvad hun siger, så man kan forstå det alt sammen, selvom nogle af ordene er byttet lidt rundt, men hun-væsenet i den lille armbånds-ting, må jo også være meget lille, og så er det vel ikke underligt, at hun laver små fejl.

Så fortæller Gilred, at hun oprindelig hed Tunom, og var dreng, men allerede da hun var få år, begyndte hendes forældre at forstå hun var en pige. De ville dog ikke erkende hendes køn, men sagde i stedet, at der var noget galt. Tunom kunne ikke andet, end at være som hun følte sig, og som en ekstra hån, blev hun kaldt for Gilred, der i følge nyere Tanquenog slang, betyder grim skabning af hunkøn. Hverken forældre eller de andre i klanen, ønskede at have noget med hende at gøre, og hendes deformiteter gjorde ikke situationen spor bedre. Hun gik rundt mellem hytterne uden tilhørsforhold, og levede af de rester, som hun kunne finde, og andre ofte havde kasseret. Så snart man mente, at hun var stor nok til at klare sig selv, blev hun sendt bort, og byggede selv hytten på stranden, hvor hun kunne fiske, høste spiselige alger, og plukke frugt og bær i junglen.

Wiki er dybt berørt, og ønsker at gøre noget for den stakkels udstødte pige.
En pige som hende selv?

Mens Wiki kun har følt sig feminin efter regenereringen, så har Gilred været pige hele sit liv. Hun vil aldrig få et liv blandt sine artsfælder, men altid være overladt til sig selv.

Wiki ved hvad hun burde gøre, men også at det ikke er helt så ligetil.
En af de vigtigste direktiver for interplanetariske ambassadører, er ikke at blande sig i fremmede kulturnormer, med mindre det er absolut nødvendigt.
Et dilemma hun må have løst.

Gilred får hurtig gang i et bål, der knitre lystigt som akkompagnement til bølgernes konstante meditative sus, og skønt gastronomi bestemt ikke er Wikis spidskompetence, nyder hun til gengæld at hjælpe med tilberedningen af den fremmede mad, der består af søde frugter, alger, og en utrolig grim, men velsmagende fisk, som krydres med urter fra junglen, og salt udvundet fra havet, inden den ristes over ilden.

Wiki ser ud over vandet, hvor hun kan skimte nogle små øer, og følger så stranden, der strækker sig ud mod siderne i to fjerne tunger, med de vildt voksende purpurfarvede palmetræer. Det er som at befinde sig i hvad nogen ville kalde for paradis.

De nyder måltidet, og mere end noget andet, hinandens selskab.
Noget får en gren til at briste, og Gilred kikker vagtsomt i retning af lyden. To af de underlige lyseblå giraffer dukker op, og hun slapper af igen.

»Senotova,« smiler hun og peger. »Ikke farlig… Kan godt lide at spise af røde træer…«
»Senotova,« gentager Wiki, og syntes det lyder en hel del smukkere end blå giraf.

Med kølig, nøgtern distance, og samme mangel på indlevelse og entusiasme, som en træt nyhedsoplæser der tænker på sin pension, mens han beretter om en nyopdaget bille fra Kuala Lumpur, fortæller Gilred om sin stamme. Et liv og fællesskab hun aldrig har været en del af, men iagttaget på afstand.

Enoggerne har tre guder. En for naturen, en for vejret, og en for selve livet. Nogle af de gamle Enogger, tror stadig at guderne bor på de tre måner, men det er lang tid siden Gilred har hørt de historier, og endnu længere siden hun har troet på dem. Deres stolthed er deres hale, hvilket nok mest skyldes, at dem der bor på planetens nordlige del, og i det såkaldte teknologisk fremskredne samfund, er haleløse, og anser dem der er udstyret med en sådan appendiks, for at være underudviklede, og af en laverestående rase. Enog klanen respektere andres tro og ritualer, men tager kun aktiv del i deres egen.

Gilred foragter ikke sine medskabninger, men har heller ikke meget tilovers for dem. En gang havde en enlig kriger vist hende sympati, ved at kaste et stykke kød fra en slags hjort over til hende, efter at have spist på stranden i nærheden af hendes hytte. Da hun var kommet nærmere, havde han indfanget hende som et dyr, og voldtaget hende så brutalt, at hun ikke kunne sidde ned længe efter, og når hun skulle forrette sin daglige nødtørft, var det i lang tid, en temmelig blodig tortur at stå igennem. Siden den gang var hun på vagt, hvis hun så Enogger på stranden, og gemte sig altid, hvis der var tale om voksne hanner.

Wiki har svært ved at nyde maden, ovenpå Gilreds triste historie, og forstår nu hvorfor staklen blev nervøs, da hun slikkede hendes numsehul.

Gilred virker dog ikke spor trist mere, men smiler hele tiden, og hendes store purpur øjne, gør Wiki blød i knæene og varm om hjertet, hvilket sammenlagt skærper appetitten så meget, at hun efterfølgende må erkende, at hun nok burde være stoppet med at proppe i sig, adskillige mundfulde tidligere. Hun takker, og roser festmåltidet til skyerne, mens hun peger på sin ømme mave, hvilket får det smukke lysegrønne ansigt til at bryde ud i latter.

Så griber Gilred om Wikis hånd, og fører hende med nogle få hundrede meter hen ad stranden, hvor de kommer til nogle enorme sten, der ligger i en stor halvcirkel, omkring femten meter ud i havet, og dannede en beskyttende gryde, hvor de kan bade, uden at risikere at blive spist, af noget som Wiki mener må være en slags haj, der ifølge Gilred, har et ekstra godt øje til hende.

Wiki klæder sig hurtigt af, og benytter lejligheden til at skylle gummitøjet, inden hun lægger det til tørre på stenene.

Vandet er lunt, og hun opdager hvilke fantastisk flydeevne et par store svulstige bryster kan give.
De sprøjter vand på hinanden, griner højt, og Wiki finder en lille flad sten, som hun viser hvordan man slår smut med.

Gilred lære hurtigt kunsten, og bliver endda også bedre end Wiki.
Wiki hævder det er fordi hun har længere arme, og det er Gilred tilbøjelig til at være enig i.
Wiki bære sit sparsomme tøj over armen, mens de lader sig tørre af den milde varme aftenluft, på vej tilbage til den beskedne lejr, hvor Gilred smider lidt brænde på bålet, og griber et cirka halvanden meter langt kogger lignende træ rør, med en fastmonteret bred læderagtig rem.

Wiki forstår hvad hun vil, og trækker i sine nu tørre støvler, da hendes fodbalder ikke er hærdede som Gilreds.

De går henved tohundrede meter ind mellem træerne, og kommer til et kildeudspring, hvor de drikker, og naturens pige fylder røret som hun hænger over skulderen, efter at have sat en primitiv træ prop i det.

Tilbage ved det stadig knitrende bål, sætter de sig i sandet, og Wiki fortæller om sin hjemplanet, mens Gilred putter sig ind til den venlige blege fremmede, og lytter opmærksomt til historier om den mystiske blå planet, hvorfra verdnernes smukkeste og sødeste pige kommer. Det er dog svært at forstå, at menneskebørn ikke yder nene til deres ældre, når de har alle de mange sære dimser, der kan gøre så fantastiske ting.

Wiki viser hende, at hendes armbånd ikke kun er en oversætter og til pynt, men er præcis lige så magisk, som alt det hun har beskrevet. Hun viser små film fra en ferie, der kan ses hænge frit svævende i luften, og hun viser sine forældre pjatte barnagtigt, fordi de åbenbart altid skaber sig tosset, når hun filmer dem. Gilred fatter ikke helt begrebet film, men forstår rigeligt til at vide, at Wiki ikke er en ond magiker, der kan trylle billeder frem. Wiki kan endda tale med dem i dimsen, og Gilred der har lært nok dansk, til at kunne sige både “Hej” og “Det er helt imposant”, får dem ligefrem til at grine.

Ikke den dumme onde latter, som dem fra klanen bruger når de ser hende, men en venlig og sød latter, som gør så godt indeni, at man selv kommer til at smile.

Aftnen falder hurtigt på, uden det bliver helt mørkt, for den store blå måne står højt på den i forvejen stjernedækkede himmel, og mens den anden måne for længst har sneget sig op over horisonten, kan man også lige ane den tredje.

Wiki har aldrig oplevet noget så romantisk, og Gilred har aldrig følt sig så glad og elsket.
De sover sammen i tæt omfavnelse, og starter morgnen med nogle søde lækre frugter, der er så saftige, at det løber ned ad dem.

Wiki begynder at slikke saften af Gilred, der snart gør gengæld, og pludselig finder de atter sammen i en levende bylt af liderlighed, og sutter lystent på hinandens pikke.

At Gilreds pik ikke er så stor, gør ikke Wiki det ringeste, for det er jo en rigtig pik, og den smager helt vidunderligt.

Væsken der flyder fra den er som den lækreste tynde sirup, og jo mere hun sutter, jo mere flyder den.
Hun husker da sygeplejersken suttede hendes pik som den første, men at mærke Gilreds varme mund om sin egen pik, er så berusende dejlig, og noget hun slet ikke har forestillet sig kunne være så skønt.
Nosserne trækker sig sammen i kramper, og hun føler Gilreds gøre det samme.

Et halvt sekund efter kommer de begge på samme tid.
De bytter sperm.

En sød dessert-agtig creme, i bytte for en let krydret suppe, og det er slet ikke nogen ringe byttehandel.

De ser forløste og betagede på hinanden, og er oprigtig enige om, at have indtaget den sperm der smagte bedst.

Wiki kan se, at Gilred er helt knust, da de to velkendte Enog krigere dukker op, og sætter sig demonstrativt i sandet, nogle hundrede meter borte.
Hun klæder sig på, og betragter sin triste veninde.

Et par tåre løber over Gilreds kinder, og føles som en knusende tang om Wikis hjerte.

»Jeg kommer snart igen,« hvisker Wiki til oversætteren, der taler alt for koldt og mekanisk til hendes søde grønne veninde.

Hun har en kæmpe klump i halsen, og øjnene sløre, da hun går gennem junglen mellem de to tavse kæmper, med en overbevisning om nu at have to vigtige missioner, i stedet for kun den ene hun var ankommet med.

En kølig skepsis møder hende i stammen, men den forsvinder, da hun forklare, at hun som repræsentant for jorden, har til opgave at forstå sine værter, og efter mødet med Gilred, er der mange ting omkring deres skikke og kultur, der er faldet på plads.

Resten af dagen følger hun høvdingen og hans nærmeste, men ofte flyver hendes tanker ud til Gilred på strandbredden, og hun tænker med afsky på betydningen af det forfærdelig navn de har givet hende.
Hun kan ikke få sig selv til at kalde hende for Gilred, når hun ved det betyder grim skabning af hunkøn, og får en af sine lyse ideer, der er så indlysende, at hun ikke kan forstå den ikke er dukket op noget før.

Hun får tilbudt en gæstehytte, og hendes sidste tanker, inden søvnen trænger sig på, går til den ensomme pige på stranden.

Morgenmaden er en underlig grød, der kan spises, men ikke med en begejstring, hvor hun får lyst til at bede om en portion mere, og skønt stammens kønsmodne drengebørn alle har onaneret i den, hjælper det slet ikke spor. I stedet spiser hun en stor rød frugt der smager lidt som søde hindbær, og en overskåret gullig frugt, der ligner mango, men smager mere af jordbær.

Hun fritter Høvdingen diskret, og da han ikke har lagt planer for hende, og sådan set er fløjtende ligeglad med hvad hun foretager sig, spørger hun om det vil være ilde set, hvis hun besøger død pige, da hun er et interessant tilfælde.

Høvdingen mener hun spilder sin tid, og hun fornemmer at det ikke passer ham helt så godt, selvom han siger, at hvis det er hvad hun ønsker, så skal hun naturligvis have lov.

Hun vil tage sin gravibike, men høvdingen har allerede sat de to sædvanlig kriger på opgaven at ledsage hende, så hun trasker mellem dem, ad stien til stranden. Hun ved at det vil være klogt at gøre besøget kort, selvom hun langt hellere vil være sammen med den skønne jævnaldrende grønne pige.

»Har du aldrig tænkt på at kalde dig noget andet end Gilred,« spørger Wiki alvorligt.
Oversætteren ligger og taler metallisk mellem dem i sandet, uden at de kikker på den.

»Jeg jo blive kaldt Gilred, og kan ikke selv give mig navn… Kun andre kan gøre den slags,« fortæller oversætteren, i et ringe bud på hendes musikalsk klingende ord.

»Kan jeg give dig et nyt navn..?« fisker Wiki udspekuleret. »Et der passer bedre til dig..?«
»Grim skabning passer godt nok,« hvisker hun stille og selvudslettende, uden at se op.
»Men vil det være forkert i følge jeres skikke..?«
»Jeg ikke kende skikke så godt… Ingen snakke med mig, eller fortælle noget…«
»Men Gilred passer ikke til en pige der er så køn som dig…«
»Mig ikke køn… Ingen bryster og lille tissemand…«
»Drenge og mænd på jorden, har slet ingen bryster, og der er rigtig mange med små tissemænd, men derfor er de hverken grimme eller triste af den grund…«

»Mig ikke lide at være dreng…« Den sørgmodige unge Enog, ser pludselig dybt overrasket ud. »Jord-drenge ikke have bryster..? Så du ikke ligesom andre drenge..?«
»Øh… Det er en lang historie, som jeg vil fortælde dig senere,« affejer Wiki. »Men vil du have noget imod, hvis jeg kalder dig noget andet..? Du skal selvfølgelig bare sige til, hvis navnet er for fjollet, for så finder jeg bare på noget andet…«

»Hvad for navn syntes du passe bedre..?« Gilred sukker, som bar hun en meget tung byrde.

Wiki fniser rørt. »Jeg vil meget gerne kalde dig for E`sano… Det er sådan et sødt navn…«
Den lysegrønne pige med de store purpur øjne ser forbavset op, og tårerne begynder at trille. »Du vil kalde mig E`sano..?« Hendes øjne svømmer over. »Jeg slet ikke fortjene så smukt et navn… Kan ikke forstå hvorfor du er så god ved mig…«

»Hvis nogen fortjener det navn, så er det da dig, og hvis det ikke gør noget, så vil jeg gerne have lov til at kalde dig E`sano fremover…«

Grædende af lykke, kaster hun sig i Wikis arme, og knuger sig ind til hende.

»Men… Men du jo snart tage hjem til din planet, og mig helt alene,« hulker den ny døbte Enog pige. »Så mig bare Gilred igen…«

E`sanos smertefulde fortvivlelse, skærer som en rusten kniv i Wikis hjerte, og havde hun haft støre psykologisk indsigt, ville hun se det sammenbrud, der lure i den grønne piges oprørte sind. Ved at vise E`sano sin respekt og kærlighed, har hun i sin grænseløse naivitet, bare gjort det hele værre.
Hun kunne løfte sløret for sin plan, men der er stadig meget der kan gå gal, og hvis nogen aner uråd, vil det måske være af fatal afgørelse for den oprindelig mission.

Bedrøvet kysser hun E`sanos tårevædede kinder, og kan ikke holde sin egen tårer tilbage, da hun med trist tungsind, endnu en gang må gå fra den søde ulykkelige pige, for at følge med krigerne tilbage til lejren.

Hun undskylder sig med, at være nød til at meditere, for at rådføre sig med sine ånder. Alene i hytten, tænker hun på hvordan hun skal hjælpe sin veninde, og på regenereringskammeret, der hjalp hende til at blive den hun er nu, men desværre er hverken far eller mor læger, og vil ikke kunne programmere maskinen til at regenerere E`sano, på samme måde som hun selv blev det.

Derfor er der kun to muligheder tilbage.
Første mulighed kræver hendes snuhed, og at Enoggerne kan manipuleres, mens den anden helt enkelt går ud på, at tage pigen med uden at spørge, hvilket sikkert vil give problemer med de fremmedes tillid, og skønt stammefolket nok først vil opdage det efter de er rejst, så vil en sådan handling bestemt ikke være befordrende for fremtidig besøg, endsige forholdet til Vegazurerne, og hun tør slet ikke tænke på hvilke problemer der vil vente når de kommer tilbage til jorden, og skal stå til ansvar for regelbrud, der sandsynligvis vil gå ud over far og mor.

Altså, er anden mulighed en absolut nødplan.

Hvis plan: “A” forløber som den skal, får hun også brug for nogle data, som kun E`sanos nærmeste familiemedlemmer kan give, men hvordan finder hun frem til et par forældre, der ikke vil have noget med deres eget afkom at gøre, og beder dem og en vævsprøve til genetisk analyse?
Et problem af gangen.

Hun udbeder sig taletid i rådet, og får lov til at komme i formel audiens hos høvdingen samt to ældre.

Nu gælder det om at være taktisk.
Hun anbringer oversætteren mellem dem, og begynder så behersket og selvsikker hun formår: »På vegne af min planet, er jeg jer meget taknemmelig for den store gave… Jeg ved hvor vigtig god karma er for jeres klans fremtid, her og i det hinsides, og derfor vil jeg bede jer om endnu en ting…«
Enoggerne er på vagt, men ikke uinteresserede.

»Som billede på det der tegner jeres stolte samfund, ønsker jordens åndevæsner, at den helbredende plante gør følge med en repræsentant for klanen…« Wiki føler sig et øjeblik overbevist om, at hun lige så godt kunne have slået oversætteren fra, og tænker på om hun i stedet skulle have valgt plan B, men så syntes de så småt at begribe hendes ønske. »Jeg vil naturligvis ikke insistere, for I har allerede vist jeres storslåede gavmildhed, men ifølge jordisk skik, vil det være god karma, ikke bare for jorden, men også for Tanquenog, og især Enog klanen…«

Wiki kan stadig se en klar modvilje, men også at de er begyndt at spekulere på, hvilke stakkel de skal straffe med så tåbelig en opgave.

Wiki må bide sig i tungen for ikke at le, og fortsætter uanfægtet. »Det spiller ingen rolle hvem det bliver, eller hvilket køn, for det vil kun være en formalitet… Helt symbolsk, og så snart medaljerne er blevet overbragt, og ceremonierne er overstået, kan vedkommende tage hjem igen… Det hele vil kun vare omkring et år… Eller to… Men sjældent over fem…«

Hun kommer i tvivl om hvorvidt hun har smurt for tykt på.
Hvis der havde været en lille vilje før, så var den pist borte i dette øjeblik, men ifølge Enog-skik, ville det være temmelig dårlig karma, at afslå et sådan ønske, og ånderne ville sikkert heller ikke bryde sig om det.

De tre grønne kæmper stikker hovederne sammen og mumler ivrigt, mens de fægter med deres lange senede arme.

En af de ældre får et snedigt grin om munden. »Lige meget hvem..?«

»Ja,« svare Wiki med en skødesløs skuldertrækning. »Hvis det ikke er til for stor besvær…«

Den snedige hvisker noget til høvdingen, der smittes af det dumme stumme grin, hvorpå han løfter sin hånd, og får de andre til at tie.

Hans rolige om myndige tale, klinger som genlyd fra oversætteren. »Ærede haleløse jordbo Wiki… Du har udvist vores kultur og veje stor respekt, og derfor du skal få ønsket dit virkeliggjort… Vi vil lade død pige rejse med dig til dit blå hjem…«

»Gilred..?« spørger hun, uden at nævne spor om navneskiftet, og gør sit bedste for at virke overrasket, og lettere uinteresseret.
Plan “A” ser faktisk ud til at lykkes.

»Vi undskylder mange gange… Vi forstå at død pige er meget ringe eksemplar,« siger høvdingen fortumlet, mens han bøjer nakken i ærbødig skam.

Han har ædt hendes lille skuespil, med alt for stor overbevisning, og giver den som underkuet usling, der har udvist respektløs adfærd, og er bange for hans guder vil straffe ham hårdt. »Vi vil sende vores bedste kriger…«

»Næh,« siger Wiki tøvende, mens en ny ide former sig i hendes udspekulerede hjerne. »Det er skam ikke nødvendigt… Jeg er bare overrasket over i vælger en udstødt… Det betyder som sagt intet for os, hvem det er, men Gilred vil da være et perfekt valg for begge parter…«

»Og død pige kan blive haleløse Wiki en meget nyttig slave,« tilføjer Høvdingen, der er ved at snuble i ordene af bare ivrighed, og ikke kan skjule at han netop har gjort Enog klanens bedste handel.
Wiki nikker enigt, selvom hun har helt andre planer med E`sano.

Slaveri er en dyster del af jordens historie, lige som en masse andet ondskab, og det må man aldrig glemme, for i glemslen lure psykopaten og vejen til undergang.

»Så snart vi har gennemgået det lille overdragelsesritual, vil jeg bringe hende til jorden…«
Tanquenoggerne udveksler spørgende blikke.

Wiki smiler fornøjet.
»Ja, det er en jordisk skik… Når der er tale om så unge personer, afholdes et lille ritual med barnets forældre… Ikke noget særlig, og det tager kun et lille øjeblik…«

»Men grim pige ikke længere del af stammen… Hun ikke have kødelig ophav…« Høvdingen ser ud til at være ramt af akut downs syndrom.

»Det spiller skam ingen rolle,« siger Wiki alvorligt, og er glad for at have læst en masse spændende romaner, og selv være i besiddelse af en umådelig god fantasi. »Deres blod ruller stadigt i hendes åre, og hvis vi springer over dette hellige ritual, vil onde ånder ramme begge familier med alverdens ulykker… Gilred kommer ganske vidst fra en anden planet, men det vil jord-ånderne se stort på, uanset om hun er udstødt eller ej… De vil hjemsøge jeres planet og dræbe fiskene i havet, og rådne frugterne på jeres træer… Det er der masser af eksempler på… Jeg kommer fra et land, der kun består af øer, efter verden ændrede sig voldsomt i løbet af blot en halv dag…«

Wiki ved at man ikke kan beskylde vrede guder for pol-skiftet, men der er jo ingen grund til at gå i detaljer.

Hun ser en dyb rædsel glide gennem de lysegrønne skabninger, og får næsten medlidenhed med dem.
»Hvad ritual gå ud på..?« vil den skeptiske høvding gerne vide.

»Det er meget helligt, men også meget kort… Vi lægger på skift vores pegefinger på min talisman, og udtaler en gammel hemmelig remse,« forklare hun skødesløst, mens hun fremviser sin kommunikator. »Det er såmænd det hele… Ingen af hendes oprindelige forældre behøver at foretage sig spor andet end det…«

Høvdingens lettelse breder sig til resten af stammen, og som forsegling på aftalen, lægger hun sig ned på alle fire, og kryber ind mellem hans lange grønne ben.

Hvis ikke andet, så er det her i hvert tilfælde noget de kan blive enige om.
Med glæden skjult i sit hamrende unge hjerte, for ikke at blive gennemskuet, går hun ekstra ivrigt til den. En af rådets ældste, har fundet hendes anus, og viser hende den udsøgte ære, at føre sit store lem op i hendes endetarm. De to kæmpe pikke er vidunderlige, men hun har kun sine tanker på E`sano. Fyren der røvpuler hende får sin udløsning, og trækker sig ud, men før den tredje pik kommer til, har høvdingen også afleveret sin enorme portion sperm. Det går op for Wiki, at hun praktisk talt har levet af Enog sæd siden hun kom. Utrolig frækt og lækkert, men nok en temmelig ensformig kost.

Hun vil have en kæmpe portion pandekager, når hun kommer tilbage til Domus.
Pandekager med sperm?

Tanken om mad, og selv E`sanos søde ansigt flimre bort for en tid, og et dyrisk begær skriger efter mere pik. Hendes egne stive pik, sender en bugtende stråle ud over fliserne, og hun skyder samtidig numsen bagud, så Tanquenog bedstefars kæmpe stav, banker langt op i røven på hende. Han brøler højt, og først tror hun at det er fordi det gør lige så ondt på ham som på hende, men så mærker hun den pulserende pik fylde hendes tyktarm. Hun sunder sig lidt, og siger det er tid for død piges ritual.

Høvdingen spørger høfligt om han må være til stede, da han finder det meget spændende.
Det har Wiki intet imod, og så vil resten af stammen også kikke med.

Endelig møder Wiki E`sanos far og mor, og mener endda at kunne se visse ligheder i moderens underdanige smil.

Wiki sætter sig i skrædderstilling over for dem, og placere sit armbånd mellem dem.
Først afbryder hun oversætteren, for at gøre det mere mystisk, og ikke mindst mindre afslørende. Så går hun ind i menuen for brugere, tilføjer: “Multi”, og stikker det ned på højkant i sandet mellem dem. Hun røre ved den lille buede identitets scanner med pegefingeren, og et svagt blåligt lys indikere at den har opsamlet lige nøjagtig så meget væv, at der kan dannes et perfekt genetisk billede.

»Abrikos pandekager,« siger hun, og smiler bredt for at dække over, at det første der faldt hende ind at sige, er lige ved at få hende til at eksplodere af grin.

Enog faderen får så sin pegefinger scannet, og siger: »Abaku-Paka…«

Nu er det næsten umuligt ikke at grine, men hun holder sig ved at slå blikket ned, og bøje nakken dybt.

Enog moderen gentager det samme, og er ikke spor bedre til at udtale ordene.

Wiki må sidde et stykke tid, inden hun kan se tilstrækkelig alvorlig ud, men samler så armbåndet op igen, klikker på: Save, og tilslutter oversætteren inden hun sætter det om håndledet igen. »Det var det hele, og jeg har bedt jeres guder om at velsigne jeres stamme med lykke og fremgang…«

Alle jubler, og to forældre der havde ventet noget frygteligt, er meget lettet over, at ritualet allerede er overstået.

»I morgen tidlig, vil jeg gerne gennemgå et lignende lille ritual med Gilred, så vores ånder kan holde hånden over os alle på den lange rejse,« siger Wiki, og takker dem for ulejligheden, hvorefter hun sutter den af på E`sanos far.

Hun tilbyder også at slikke fisse på E`sanos mor, der aldrig har mødt den form for opmærksomhed, men vidst tror det er et jord ritual, og respektfuldt indvilger.

For øjnene af hele Enog fraktionen, slikker Wiki hendes lysegrønne køn. Hun har ikke trænet i den slags, men ved en del ud fra alt den holo-porn, hun har onaneret til, og bluffer sig til resten.

Måske det er fordi Enog-kvinden prøver noget nyt og spændende, eller andre grundet som Wiki ikke kan regne ud, men kvinden finder det i hvert tilfælde så ophidsende, at hun ligefrem får orgasme, og til Wikis begejstring, smager fissesaften mindst lige så lækker som hannernes sperm, men er dog knap så fed i konsistens. Ikke bare denne kvinde, men også mange af de andre måbende kvinder, indser pludselig hvor meget de er gået glip af, og det er noget de bør drøfte i søstergruppen.

Opstemt tjekker hun i smug de genetiske data, og uden at forstå meget andet, end de er intakte, sletter hun sin egen, der alligevel ikke skal bruges, da den jo allerede er tilført armbåndet som ejer.

Forældrenes gemmer hun derimod under meget vigtige filer, og med tankerne kredsende omkring E`sano, samt planen der syntes at gå den rigtige vej, men stadig kan gå gal, ligger hun vågen meget af natten.

Tidlig om morgnen går Wiki ad stien til stranden med den sædvanlige eskorte af to krigere, der har medbragt nogle enorme flettede kurve. Da de når skovbrynet, giver de voksne sig til at plukke orange bær fra nogle høje buske. Hun erindre at have smagt dem i lejeren, og at de fik hende til at tænke på noget sødt hun en gang har smagt, men ikke erindre navnet på. Nu ser hun at buskene er så langtornede, at det må kræve det meste af fyrenes koncentration, og siger at hun sagtens kan klare det sidste lille stykke alene, hvorpå hun fortsætter ud ad skoven, og ned over stranden mod den primitive hytte, uden krigerne så meget som værdigere hende et blik.
E`sano har grædt.

Man kan se det på de mørke rende og sørgmodige rødsprængte øjne. Hendes bedrøvede smil, får også vandet frem i Wikis øjne, men denne gang er det ikke udelukkende triste tåre. Staklen har ikke bare grædt, men har tydeligvis mistet livsgnisten, og Wiki fornemmer, at hvis hun var kommet meget senere, ville det hele måske ligefrem have været forgæves.

Krigerne har rigeligt at gøre i hinandens selskab, og skønt man ikke kan se dem, kan man høre genlyden af deres latter blive kastet rundt mellem træerne, og Wiki kan sagtens forestille sig dem smovse i de søde bær.

Hun placere oversætteren mellem sig selv og E`sano.
»Hvornår du rejse..?« spørger den triste grønne pige med et træt suk, og hendes store purpur øjne svømmer over.

»Snart… Meget snart, men hvis du skulle vælge mellem at leve her på stranden, eller rejse med mig til en helt fremmet planet, hvor du er den eneste Tanquenog, men til gengæld kan bo hos nogen der holder af dig, og respektere dig som du er, hvad vil du så vælge…«

»Du ikke lave dum sjov på mig… Når du flyve herfra, så mig går ud i havet for at blive spist af stor fisk…«

»Jeg laver ikke sjov… Sådan noget spøger man altså ikke med… Jeg har spurgt høvdingen for Enog klanen, og har fået lov til at tage dig med til jorden, men jeg havde altså bare taget dig med alligevel, hvis du altså ville..?«

E`sano tør næsten ikke se på hende. »Hvad med far og mor til Wiki..? De slet ikke har noget at bestemme..?«

»De syntes det er en rigtig god ide, og glæder sig meget til at hilse ordentlig på dig,« siger Wiki med overbevisning i stemmen, endskønt hun endnu ikke har nået at drøfte det med sine forældre.

Hun tvivler dog ikke et sekund på deres opbakning.

E`sano hulker af glæde, og viser sin taknemmelighed, ved at falde forover, og give sig til at sutte.
Wiki spekulere på, om stammens øverste råd ville føle sig bedraget, eller ført bag lyset, hvis de så hende sammen med deres udstødte nu, men dels er de to krigeres opmærksomhed og interesse travlt beskæftiget andensteds, og dels har ingen af de øvrige i Enog klanen fantasi til at tro, at nogen som helst i deres lille snæversynede verden, vil betragte E`sano som andet end et kasseret misfoster.

Hun aer den søde underdanige piges hårløse hoved, og med en kæmpe klump i halsen, står det hende lysende klart, at hun er den første og eneste, der nogen sinde har vist staklen ømhed.
En øm kærlighed, hun bedst kan bevise ved at komme i hendes mund.

Turen hjem vil tage tre uger, og hun håber den forholdsvise korte tid, vil være tilstrækkelig til at lære veninden om jordiske skikke, og hvad man især ikke bør gøre i fuld offentlighed.

Hun forestiller sig hvorledes den Europæiske præsident, Bertram Hegel, vil hilse på E`sano, der straks kaster sig ned, og giver sig til at sutte på hans pik.

Der ville godt nok blive noget at tale om.

Hun undertrykker et grin, der heldigvis bare lyder som et løssluppen lystent udbrud.

Trods manglende erfaring, er E`sano faktisk fænomenal til at sutte, og snart får Wiki da også en skøn udløsning, som E`sano taknemligt spiser.

Wiki sætter sig på hug, og kysser den smukke lysegrønne veninde på munden, der smager af sød frugt og hendes egen sperm.

»Du kysse mig, og vi ikke gift,« E`sano ser meget forlegen ud.

»Der hvor jeg kommer fra, kan man altså godt kysse hinanden, selvom man ikke er gift,« griner Wiki.

»Her det er meget slemt… Først giftes, så kysse, så barn…«

»Jeg vil gerne giftes med dig, men jeg tror altså ikke, at vi to kan få børn,« fniser Wiki.
De ler igen.
Kysser igen.

Wiki bliver forskrækket da hun mærker noget strejfe sine balder, og tror et splitsekund at det er en grøn slange, men opdager så at det bare er E`sanos hale.

De griner endnu mere, og mens de kysser på ny, føler Wiki hvorledes halespidsen finder ind mellem balderne.

»Du godt lide det i numse..?« spørger E`sano tvivlende på sit initiativ, og for at være helt sikker på, at den dejlige blege pige ikke vil blive vred.

»Ja…Meget…« nikker Wiki bekræftende, mens hun sukkende spreder balderne med hænderne i spændt forventning.

Wiki føler den tykke lysegrønne hale presse forsigtigt mod numsehullet, og så snart hun spænder mavemusklen, for at imødekomme den anale indtrængen, glider den forsigtigt søgende op, og følger tarmens bøjninger, til den møder naturlig modstand.

Wiki anede ikke en hale kunne bruges på denne måde.
Den vrider sig ganske blidt, og musklerne arbejder i den, så det stimulere endetarmen, på måder hun slet ikke troede var mulig. Endnu en gang på kort tid, får hun en gigantisk udløsning, og sender en kæmpe spermladning op over E`sanos brystkasse.

E`sano ler, og virre en smule mere med halen.
Wiki gisper og hopper rundt i sandet, mens hendes udløsning syntes at fortsætte i det uendelige, og netop som hun er ved at besvime af velvære, er der ikke mere at sprøjte med.

E`sano trækker nænsomt halen til sig igen, hvorefter hun fordeler Wikis hvide creme op over krop og ansigt, smager på den ved at slikke hænderne, og griner af lykke.

Mens E`sano træder ned i vandkanten for at vaske halen, drejer Wiki lidt på sit armbånd, og får kontakt med Domus.

»Hej skattepige… Hvordan står det til..?« lyder hendes mors fornøjede stemme.

»Fint,« svare Wiki. »I kan godt forberede jer på, at vi bliver en mere…«
»En mere..? Hvem..?«
»Min kæreste,« fniser Wiki.
»Kæreste..? Kan du forklare det lidt nærmere..?«

»Ikke meget lige nu… Det er hende I hilste på forleden dag… Hun er på min alder, men udstødt af klanen, og bor alene på stranden…«

»Udstødt..? Jamen du godeste,« udbryder Agneta forfærdet. »Hvorfor har klanen dog udstødt hende..?«
»Bare fordi hun er lidt anderledes,« siger Wiki, der ikke kan lade være med at lyde vred. »Hun er transseksuel, men har en lille tissemand, og ingen bryster…«

»Og det er altså nok til at blive udstødt..?« Agneta lyder forarget. »Vi risikere vel ikke ballade med de andre Enogger..?«

»Nej… Jeg har fået lov af høvdingen og ældrerådet…« Wiki smiler ved synet af E`sano, der pjasker i vandet og ler højt. »Hun er rigtig sød…«

»Jamen er du helt sikker skat..? Vi kan måske hjælpe, så hun ikke behøver at rejse..?«

»Enog stammen er ligeglade med hende… Hun er så ulykkelig og ensom… De har afskrevet hende, og kalder hende for grim skabning af hunkøn… De vil slet ikke have noget som helst med hende at gøre…«

»Åh, jamen den arme stakkel,« siger Agneta trist og medfølende.

»Hun er så sød mor… Du og far vil kunne lide hende…« Wiki føler en svag varme i kinderne, men også en glæde og beslutsomhed der ikke kan ignoreres.

»Godt,« svare Agneta med tydelig henrykkelse i stemmen. »Kan du undersøge lidt om hendes spisevaner..? Vi kan jo ikke risikere din søde kæreste bliver syg af fejlernæring på vej tilbage til jorden…«

»Det skal jeg nok,« svare Wiki glad. »De spiser masser af lækker frugt, og en hæslig udseende fisk, der smager helt vidunderligt…«

»Storartet, men lidt utilstrækkeligt,« ler Agneta. »Fortæl hende at hun er meget velkommen…«

»Tak… Tusind tak søde mor… Vi ses snart…« Wiki afbryder henrykt forbindelsen.

»Det alligevel ikke godt med far og mor..?« spørger E`sano der er kommet tilbage, og dumper ængstelig ned i sandet over for hende, som har hun fuldstændig opgivet ævred.

»Selvfølgelig er det godt… De glæder sig meget til at møde dig…« Wiki ler. »Jeg sagde at du var min kæreste…«

»Vi gerne kysse igen,« smiler E`sano genert. »Selvom vi ikke gift…«

»Jeg må hellere gå nu, men jeg kommer og henter dig når solen er stået op igen, og så skal vi være sammen hele tiden…« Wiki kysser hende lidenskabeligt på munden og fniser. »Du skal ikke blive bange for min maskine…«

»Din maskine..?« E`sano glor forvirret.

Wiki tegner en primitiv udgave af sin gravibike i sandet, og forklare at den kan flyve meget hurtig.

»Ikke lide at du gå,« siger E`sano, der ikke helt forstår hvordan en ring kan flyve af sig selv.
»Bange for du ikke komme tilbage, og efterlade mig her…«

Wiki må tvinge sig selv op at stå, skønt hun langt hellere vil blive. Hun ved, at dem der burde elske E`sano betingelsesløst, blot har vendt ryggen til hende, og kan godt forstå veninden ikke kan se nogen grund til at stole på hende.

Hun lægger hænderne på sin søde venindes skuldre, og ser hende alvorligt i øjnene. »Jeg ville ønske at du kunne læse mine tanker, eller kendte mig bedre, for så ville du vide, hvor meget du betyder for mig…«

»Aldrig lært at stole på nogen… Det meget svært når ikke nogen er til at øve på…«
Wiki kysser hendes pande, næse og mund. »Du ved godt hvad et kys betyder… Se mig i øjnene, og forstå at jeg ikke lyver…«

»Ved det godt,« svare E`sano med en forsigtigt nikken. »Mig bare trist over du gå…«
»Så vil jeg give dig noget at fordrive ventetiden med, for min mor bad mig om, at finde alt det du godt kan lide at spise… Vi har en mad maskine der kan lave alt muligt, men den skal først hvide hvad den skal lave…«

»Maskine der laver mad..? Hvad du så lave..?«
»Mig..? Jeg spiser den selvfølgelig,« griner Wiki. »Jeg henter dig i morgen… Elskede…«

Wiki går hen til stien der føre ind i junglen, og da hun ser sig tilbage, lige inden hun fortsætter, ser hun at E`sano har rejst sig, men stadig står hvor hun efterlod hende. Hun har mest lyst til at spæne tilbage, slå armene om hende, og overdænge hende med kys og kram, men tvinger sig selv videre ind mellem træerne. Da hun er sikker på E`sano ikke længere kan se hende, er hun nød til at stoppe op og tørre øjnene, før hun er i stand til at fortsætte.

De to Enogger sidder og venter på en væltet træstamme, og har tilsyneladende fyldt både maver og begge kurve til bristepunktet. Med flettede bæreseler, hægter de kurvene på ryggen, og de begynder turen tilbage til lejren, der for Wikis vedkommende ikke er hel så munter som den kunne være, men forhåbentlig er E`sano snart travl beskæftiget med at finde sine livretter.

Wiki må gå på tur mellem de voksne hanner, der knepper hende i mund og numse, så spermen flyder i stride strømme fra hendes gabende endetarm, og hun føler sig stop mæt i sperm, som efter et støre ædegilde.

Hun dratter bogstavelig talt om i gæstehytten, og vågner ved lyden af nogle højrøstede børn, der har bundet smidige grene sammen i rundkredse, og løber rundt med dem over skuldrene, mens de leger at de flyver på en gravibike. En af dem ser hendes erigerede pik, og kaster ringen fra sig, for at patte en portion af den anderledes, og lækker krydret jordbo-sperm.

Afskedsceremonien involvere selvfølgelig hende som midtpunkt, samt en masse pikke. Hun starter med Høvdingen, derefter hans søn, samt fyren der er hans højre hånd, for så at arbejde stødt videre med resten af klanens særdeles virile hanner, inklusiv de mange drengebørn. Grebet af stemningen, og da høvdingedatteren af nysgerrighed er kommet helt tæt på, griber Wiki hende om livet, og giver sig til at slikke hendes fisse. Klanen more sig, mens den pur unge grønne pige bliver flov, men undlader at gøre modstand, i respekt for den blege fremmede. Dybt overrasket over hvor dejligt det faktisk er, må den lille Enog-pige kæmpe lidt med skammen, inden hun giver efter for det utrolige velbefindende, der er begyndt at strømme gennem hendes underliv, og i stedet begynder hun ophidset at gnubbe skødet mod Wikis mund og tunge. Hun kan slet ikke styre sit vuggende underliv eller høje stønnen, og sanser kun svagt, at de andre i klanen ikke længere more sig, men i stedet følger med i henført entusiasme.

Noget helt vidunderligt bølger gennem hende, og sprøjter fra underlivet, som om en kilde af alt hvad der dejligt, pludselig har sprunget læg. Den blege jord-pige er ikke spor overrasket, men stemmer blot munden imod, og drikker fra hende, lige som når man giver nene.
Men nene til hende, og ikke til en han.

Wiki drikker den særdeles fremragende søde saft med utilsløret begejstring, mens hun holder blidt om Enog-pigens hofter.

Om det er i inspiration, eller af simpel misundelse ved Wiki ikke, men grinende og fnisende, stiller de fleste af klanens piger og kvinder sig også i kø, for med stor lyst at tager del i festlighederne, og prøve jord-pigens dygtige tunge.

Wiki fornemmer at have fået en slags heltestatus, og at hun sandsynligvis vil være den direkte årsag til indførslen en ny skik eller tradition, for rundtomkring i lejeren, er de unge begyndt at tilfredsstille mange af kvinderne oralt.

Enoggernes fremtiden vil måske ser anderledes ud for hunnerne nu.
Wikis tunge er på det nærmeste følelsesløs, hendes kæbe smerter af at gabe over hannernes store tykke pikke, og hun er så mæt i sperm og fissesaft, at det er på nippe til at ende med en opkastning. Hun må nedbøjet og med ydmyg skam, forklare at hun simpelthen ikke kan magte flere fisser og pikke, og føler sig rigtig dum, da hun forstår, at det netop er hvad de har ventet på. Hun har ikke slået rekorden, men det er mange år siden, at nogen har spist så meget sperm på en gang. Alle de lækre frugter, og de velduftende varme retter af fisk og andre dyr fra junglen, må hun springe over. En af de kvindelige Enogger giver hende et pulver, og på trods af der er stærke restriktioner mod at indtage fremmed medicin, vælger Wiki at tage chancen. Det smager lidt af bitter mentol, og kort efter, får hun det så meget bedre, at hun endda kan vise dem en dans, de syntes er så fjollet, at alle skriger af grin.

Hun betragter otte særlig udvalgte fra stammen udføre en noget mere elegant dans, mens nogle spiller på primitive trommer og andre instrumenter, der sikkert lyder fantastisk i ørerne på en Enog, men ikke tilnærmelsesvis vil komme i nærheden af Wikis personlige hitliste.

Der bliver leet, sunget, spist, drukket og udført nene, der nu også omfatter fisseslikning, til langt efter mørkefald, og flere går om kuld efter at have indtaget en gæret saft, der må være en slags øl, og efter Wikis mening smager ganske forfærdelig.

Træt, men dejlig veltilpas, går Wiki til gæstehytten, og falder øjeblikkelig i søvn.

Hun vågner tidligt næste morgen, og går ud i lejren, hvor livet så småt er begyndt, omend det er relativt afdæmpet, i forhold til de forgående dage uden gær-drikken. Fire kvinder kommer med bærebøjler over skuldrene, og tunge fyldte trækar med vand, som de sætter i den tempellignende bygning med sten pikkene. Et par af krigerne, som tilsyneladende ikke er ramt af tømmermænd, har fanget et besynderligt dyr, der kunne være resultatet at en kærlighedsaffære mellem en flodhest og en antilope, uden den egentlig ligner nogen af dem, og en af kvinderne er begyndt at malke den. En lille pige klamre sig pludselig til hendes ben, og giver sig til at patte på hendes pik, selvom hun næsten ikke kan gabe over den. Wiki tænker på hvor absurd det hele er, men får dagens første udløsning, der byder på ekstra meget af den fede guf. Pigen synker den varme sæd, som var det et lækkert flydende morgenmadsprodukt, hvorpå hun smiler sødt, og løber over til nogle jævnaldrende, der modtager hende som en lille modig heltinde. Sammen med hele stammen, spiser hun lidt af sperm grøden, og nyder derefter blandet frugt.

Høvdingen overrækker hende en flot, pyntet, udhulet træstamme, med en masse skud fra den helbredende plante. De ser ikke ud af meget, og har et gennemgående purpur skær i de spirende kronblade. En af de ældste forklare, at det netop er disse blade man skal bruge til medicin. Wiki fortæller endnu en gang, at de med deres gavmilde gave, har redet mange verdner fra at uddø. Hun er ikke sikker på om det vil gå så vidt, men muligheden er i følge hendes forældre, ikke usandsynlig. En af stammens mænd, hjælper hende med at spænde træstammen fast på gravibiken, med nogle flettede rødder, der viser sig at være temmelig robuste. Hun vinker til det besynderlige, men meget gestfrie folk, og suser ind gennem junglen, uden de sædvanlige ledsagere. Hun ser sig ikke tilbage, for gør man det i dette terræn, kan det let ende med, at man pludselig befinder sig i skovbunden, som en der er godt forslået, eller det der er værre. Desuden gør savnet af E`sano hende nærmest fysisk syg af længsel.
Lidt ligesom med Isabel, men bare tusind gange værre.

Hun havde ikke turde tænke tanken før, men nu tør hun godt sætte ord på følelsen.
Hun er dybt forelsket.

Wiki bliver mildest talt forbavset, da hun når ud på stranden. E`sano sidder ved siden at et kæmpe bjerg af mad, men løber ind i hytten, da hun nærmer sig. Hun parkere i sandet ved siden af bunken, og E`sano vover sig forsigtigt ud.

»Den er ikke spor farlig,« griner Wiki, og klapper sit vakse transportmiddel, som var det et levende væsen, hvorefter hun slår armene om hende, og lader ståpikken glide op ad hendes mave, for at komme helt tæt på, så hun kan give sin elskede et lidenskabeligt vådt kys på munden.

»Du lave den flyve-ting..?« spørger E`sano, der stadig ikke er helt tryk ved maskinen.

»Mig..? Nej du godeste… Jeg kan flyve den, og reparere mange ting på den, men heldigvis er der folk på jorden, der er rigtig gode til at bygge alt muligt…« Wiki griner, og kikker stumt på den kolossale bunke forråd. »Har du arbejdet hele natten..?«

»Ikke sove… Hele tiden tænke på Wiki… Ville gerne finde samme fisk som Wiki fik, men den nok svømme langt væk… En stor skam…«

»Du har sørme haft travlt,« fniser Wiki, hvis smil strækker sig fra øre til øre.
De kikker begge skiftevis på den enorme bunke, og Wikis noget beskedne gravibike, hvorpå de begynder at grine.

Wiki ved hun ikke kan begynde at transportere maden om til Domus, og bare lade E`sano stå tilbage og glo, mens hun ser alt forsvinde.

Hun kunne flyve om til Domus med planterne, og komme tilbage med en trailerboks, men som hun ser sin kønne E`sano stå og se genert og lidt nervøs ud, begynder hun i stedet at løsner de primitive reb, og stiller planterne i hytten.

Efter de vedvarende svigt, er E`sano blevet en meget skrøbelig pige, der fortjener varme og masser af kærlighed, og selvom Wiki er overbevist om, at hun er i stand til at give hende rigeligt af det, så er E`sano ikke parat til at stole på nogen som helst.

Ikke en gang hende.

»Hop op bag ved mig smukke… Nu skal du møde min far og mor…«
»Men hvad med vigtig plante, og alt de gode spise-ting..?«
»Dem henter vi bagefter… Vi skal også bruge noget til at transportere det alt sammen på… Desuden er du det allervigtigste…«

E`sano springer adræt og grinende op bag Wiki, der nyder at mærke hendes nøgne krop mod ryggen.

»Du vil helt sikkert kunne lide dem,« ler hun. »Også selvom min far ikke har bryster…«

Wiki følger strandkanten i stor fart, så kraftfeltet under maskinen, får vandet til at stå op i en høj bue flere meter bag dem.

Først er E`sano meget stille, og klamre sig til hende, men så føler hun sig tryg, og ler højt og ekstatisk.

Omkring tre kilometer fra Domus, udstøder E`sano et højt skingert vræl, mister grebet om Wiki, og tumler rundt i sandet.

Forfærdet vender hun sin gravibike, og må cirka tyve meter tilbage.
E`sano skriger hjerteskærende, og vrider sig i stor smerte.
Hendes ene fod sidder helt forkert, men det er halen hun klamre sig til.
Wiki tør ikke tænke på, hvad der kunne være sket, hvis det ikke var det bløde sand hun var landet i.

»Jeg store fjols,« mumler hun i selvbebrejdelse, mens hun hopper af sin bike, og kaster sig på knæ. »Jeg skulle jo have advaret dig…«

E`sano har sand over hele kroppen, men ænser ikke andet end sin tilskadekommende hale.
Wiki kan se, at hun har været i kontakt med en af dyserne.

Det er et temmelig voldsomt brandsår.
Hun har set billeder af tredjegradsforbrændinger, og ved at det er ret så alvorligt.
En bølge slår ind, og kommer næsten helt op til dem.

Hun griber en håndfuld vand, og skyller hurtigt det værste sand bort fra E`sanos ansigt.
Et halvt sekund overvejer hun også at skylle den skadede hale, men er ikke så sikker på, at varm saltvand i et åben sår vil være nogen god ide, og desuden vil det bare trække tiden og pinen yderligere ud.

Hun vil først tilkalde hjælp, men ved, at før far og mor får gang i Domus, og kan komme dem i møde, vil der også gå unødig tid.
Lang smertefuld tid.

Hun får med besvær anbragt E`sanos venstre arm over sin skulder, og løfter hende med stor anstrengelse op på gravibiken, mens staklen skriger højt, da hun kommer til at støtte på den skadede fod.

»Hold godt fast i mig,« siger hun, og vurdere hvordan hun skal få halen anbragt uden for fare, men E`sano nægter grædende af smerte, at give slip på den. »Jeg store idiot…«
Med sin stortudende, elskede veninde stablet op bag sig, starter hun biken, men tør ikke flyve ret hurtig, af frygt for E`sano ikke længere er i stand til at holde sig ordentlig fast.

Hun kontakter skibet via panelet foran sig.
»Hvad så min skat… Er I på vej,« lyder hendes mors blide stemme.
»Ja… E`sano er kommet til skade,« svare Wiki hastigt, og mærker stemmen knækker over, så hun må trække vejret dybt inden hun med bævrende stemme formår at fortsætte. »Hun fik halen i en af energi dyserne, og har brækket en fod… Vi er fremme lige om lidt… Tæt ved tre kilometer borte…«

»Arme stakkel… Vi gør kammeret klar til hende… Kom op gennem forreste indgang…«

En evighed på lidt over fire minutter senere, flyver Wiki ind under Domus, og op gennem lemmen, tæt på cockpittet, hvor hendes forældre står parat til at modtage patienten.

Mike og Agneta har gennemgået flere omfattende kurser, for at kunne afhjælpe de mest basale medicinske problemer, samt lave små nødvendige kirurgiske indgreb.

E`sano kikker flygtigt på de to blege skabninger, der ligner Wiki rigtig meget, og registrere kun deres venlige udseende, med en perifer del af sin underbevidsthed.

Alt er ligegyldigt nu, for det gør så forfærdelig ondt.
Det tiltagende mundvand får en metallisk smag, og kvalmen får maven til at trække sig sammen i kramper. Hun kaster op, og ænser knapt nok at den blege kvinde støtter hendes pande, mens hun skamløst ofre den allerede spiste mad, der nu ligger ud over gulvet i deres store flyve-ting. Havde hun kunne sanse bare en lille smule mere, ville hun have græmmet sig over svineriet, og været sikker på at blive sparket ud samme vej hun var kommet ind.

En ussel vandskabning, der også er et svin, er jo helt ubrugelig.

»Kan du ikke give hende noget mor..?« spørger Wiki ulykkeligt.
»Nej desværre,« svare Agneta medfølende. »Hun er nød til at blive analyseret først… Vi ved jo ikke hvad hun kan tåle, og hvad hun ikke kan… Vi kan ikke risikere at give hende noget forkert…«

Wiki ved det godt, men kan ikke udholde at staklen lider, og så kommer hun i tanke om de scanninger hun foretog i smug. »Jeg har hendes forældres genetiske profiler… Kan de ikke hjælpe..?«

»Lige nu og her, arbejder maskinen hurtigere, hvis den nøjes med at analysere hende,« siger Mike, idet han griber forsigtigt om den tilskadekomne, og løfter hende op i sin favn. »Vi har allerede forberedt de mest almindelige bedøvelser… Men det er rigtig fint, at du har været så forudseende… Vi lægger dem ind i databasen senere…«

E`sano fornemmer den største af menneskerne bære på hende, og er forberedt på at blive kastet ned gennem det hul de var kommet op ad, og glider så væk et øjeblik, men før den barmhjertige bevidstløshed får ordentlig tag i hende, er hun tilbage i smerte helvedet igen.
Det er som om den vil flå hende i stykker.

Menneskerne vil nu skære halen af hende, for den er jo ikke meget værd mere, og det kan vel næppe gøre mere ondt end det allerede gør.

Hun ved godt, at en så alvorlig forbrænding betyder, at hun mister sin hale, og har hun først mistet den, så er der intet at leve for.
Så kan de lige så godt afslutte hendes usle liv.
Hun er i forvejen en vandskabning, og en udstødt Enog uden hale, fortjener jo ligefrem at blive aflivet.
Ingen vil kendes ved hende nu.
Ikke engang disse haleløse mennesker.
Hvad skal en menneskepige dog også med en grim hale løs Enog?
Hun har for en lille stund, opnået at opleve lykken sammen med Wiki, og så kan hun ikke tillade sig at ønske sig mere.

De mange indtryk og tanker flyder forbi som en feberdrøm, og end ikke da dem som Wiki kalder far og mor, placere hende i en underlig kasse, har hun energi eller lyst til at gøre modstand.
At Wiki hele tiden er med, og taler beroligende til hende, hjælper på modet.
Mod til at træde over i åndeverdenen.
Hun er parat nu.
Hun vil virkelig savne Wiki.

Nogle gennemsigtige plader glider ned, men smerten i halen er stadig uudholdelig, og tårerne gør al ting sløret.

Regenereringskammeret er gjort parat, og Agneta trykker på: Analyze, mens hun stirre på skærmen, og trommer utålmodigt med fingrene. »Kom nu dit sløve skrummel… Kom nu…«

Wiki lægger sin hånd mod glasruden, i forsøg på at berolige E`sano, der nu også virke bange, fordi maskinens mange scannere fare frem og tilbage.

Det tager kun få sekunder, men for en der er i stor smerte, kan det forekomme som timer.
Hun løfter anstrengt sin tynde store lysegrønne hånd, og placere den skælvende hvor Wiki holder sin, som en sidste hilsen til farvel.

»Endelig,« siger Agneta, der hastigt ændre nogle tal, og med et højt klask, klapper hånden mod: Anaesthetize.

Den grønlige tåge trænger alt for langsomt ind i glasburet, og E`sano snuser nervøst til den, men før hun når at tage stilling til, hvad det kan være for en slags gift, befinder hun sig i drømmeland.

»Heldigvis er Enogger ikke så forskellig fra os,« smiler Agneta lettet. »I det mindste ikke mere, end vi kan anvende samme bedøvelse, selvom hun ikke skal have helt så meget…«

»Det var min skyld,« græder Wiki. »Jeg glemte helt at advare hende mod dyserne… Jeg tænkte slet ikke på hendes hale… Jeg ville bare have hende væk fra alt det her…«

»Så-så,« trøster Agneta. »Hvem tænker på sin venindes hale…«

»Det var altså ikke lige sådan, at jeg havde tænkt mig I skulle møde hende,« sukker Wiki hulkende. »Hun… Hun er så sød…«
»Du gjorde det helt rigtige,« roser hendes far, og tager sig til ryggen.

Nok så den langlemmede grønne Tanquenog spinkel ud, men hun vejede omtrent lige så meget som en voksen mand.

Han lægger en trøstende arm om Wiki. »Du handlede hurtigt og fornuftigt…«

»Ja,« smiler hendes mor. »Og jeg kan godt forstå, at du syntes hun er sød…«

»Kan I hjælpe hende..?« spørger Wiki ængsteligt. »Enogger er meget stolte af deres haler…«

»Det er jeg sikker på at vi kan,« beroliger Agneta, og studere dataene, der løber over skærmen. »Det kan godt se lidt slemt ud, og det er det også, men nu mærker hun ikke smerten mere, og så lader vi bare maskinen her analysere hende grundigt, så hun får den helt rigtige behandling…«

Wiki smiler undskyldende, og tørre kinderne. »Jeg kunne ikke lade hende være alene… Hun var så bedrøvet… Alle havde forladt hende…«

»Hun bliver snart så god som ny,« lover Agneta, der stadig følger maskinens oplysninger. »Hendes genetiske kode er heldigvis ikke mere kompliceret end din og min… Anderledes hist og her, men det er jo ikke så underligt… Nu har vi hendes profil, og kan om nødvendigt transfundere blod… Lagde I for øvrig mærke til, at hendes blod havde en lidt mørkere nuance..?«

»Jeg så kun foden og den grimme forbrænding,« sukker Wiki. »Og… Og at hun er fuld af sand alle vegne…«

»Jeg kan se at foden ikke er brækket, men blot gået af led… Det ser ud som om de har temmelig stærke knogler…«

»Og tunge,« tilføjer Mike med stille tilbageholdt munterhed.
Wiki læner sig mod ham, og knuger hans hånd.

»Så,« udbryder Agneta, da en tynd støvregn lignende sky, starter med at skylle sandet af patienten. »Nu begynder maskinen at behandle…«

Wiki tørre sine våde kinder, og ånder lettet op, men kommer pludselig i tanke om sin opgave. »Jeg efterlod planten i hendes hytte… Jeg må heller komme tilbage… Hun har også samlet et kæmpe bjerg af mad i nat…«

Mike og Agneta ser på hinanden, men kan ikke bebrejde deres barns prioritering. Hun har et stort hjerte, og glemte et øjeblik missionens vigtighed, for at rede sin veninde.

»Jeg er nød til at bruge min trailerboks,« siger hun og går.
»Nu skal jeg hjælpe dig…« Mike skynder sig efter hende, og ser at chokket har fået hende til at ryste på hænderne.
»Det skal nok gå, lille skat,« beroligere han, og kører rullevognen ud med trailerboksen. »Skal jeg tage med dig..?«
»Det behøver du ikke far…« Wiki kikker forsigtigt op, efter hun har koblet den lille anhænger efter sin bike.

Mike ved hvor meget det betyder for hende, at udføre missionen uden hjælp, og acceptere med en vis stolthed hendes afslag. »Vi vækker hende først når du er tilbage, så hun vågner til et ansigt hun kender…«

»Tak far…« Wiki giver ham et knus, og springer op på sadlen.
Hun tænder biken, og suser hastigt afsted, med traileren svævende på sine egne energi dyser efter sig.

Tre kvarter senere er hun tilbage med fuldt læs, og hendes forældre har benyttet ventetiden til at opvarme Domus maskiner, der udsender en dyb svag brummen.

»Tak skal du have,« ler Agneta. »Det ligner jo en ædedolks våde drøm…«
Wiki smiler anstrengt. »Hvordan går det..?«

Agneta tager imod de dyrebare planter. »Fint… Ingen grund til at være bekymret lille skattepige… Far holder godt øje med hende… Hun er færdig om cirka en halv times tid…«

Wiki sætter maden over på et rullebord, og køre det på køl, mens hendes mor, tager sig af det som hele missionen går ud på.

»Tænk en gang… Kan I små fyre virkelig rede menneskeheden fra at uddø..?« spørger Agneta, og stiller den udhulede træstamme, med de mange skud, på bordet mellem de forskellige biologiske instrumenter, mens hun scanner den med andægtig respekt, samt tager en jordprøve.

Ud fra en hastige analyse, kan hun se at den har det bedst i skygge, skal stå i let sur jord, og ikke vandes for ofte.

Wiki går ind til E`sano, der stadig ligger i boksen, og nu er dækket af den blå olieagtig masse.
Hun har svært ved at forestille sig, at hun selv har lagt i sådan en suppe, men har læst om proceduren, efter sin egen tur i maskinen.

»Alt er som det skal være,« siger Mike anspændt. »Maskinen har lavet en omfattende analyse, og er snart færdig med at lappe hende sammen…«

»Hvad er der far..?« spørger Wiki ængsteligt, idet hun kan mærke han er vred. »Er der problemer..?«

»Jeg ved ikke hvad staklen har været udsat for, men jeg kan se at hun er blevet… Ja, jeg vil kalde det for en særdeles grov voldtægt…«

»Hun har fortalt mig det,« sukker hun.

»Også at hun var så medtaget, at det er et mirakel hun overlevede..? Jeg er hverken læge eller specialist, men har taget en del kurser, og studeret adskillige lægeskrifter… Jeg har simpelthen aldrig set noget lignende… Hun er jo fuld af arvæv, langt op i endetarmen…«

Tårerne triller atter ned ad Wikis kinder.
Mike slår armene om hende, »Undskyld… Det er jo ikke dig jeg er sur på… Jeg bliver bare så gal i skralden… Din mor har fortalt mig om hendes udstødelse, og hvis det pigebarn ikke fortjener et bedre liv, så er der ikke retfærdighed til… Har jeg sagt, at jeg er pisse stolt af dig..?«
Wiki giver ham et ømt knus, og sætter sig for at vente.

»Nåh, men lad os nu se fremad, og glædes over det positive… Jeg regner med at du er nysgerrig..?«

Mike smilet varmt til sin feminiserede søn. »Da maskinen begyndte på sin opgave, lagde vi hendes forældres profiler ind, og der gik ikke ret længe før den viste os, at hun har en lille genetisk defekt, men heldigvis ikke være, end den, ligesom hendes andre skader, skulle kunne udbedres, men din mors og min kompetence er desværre ikke tilstrækkelig, og desuden ved vi heller ikke, om defekten vil forsage senere komplikationer, og et støre indgreb vil være nødvendigt… For en sikkerheds skyld, nøjes vi med hendes nye skader i denne omgang…«

»Men… Men tror du hun kan gøres rask..?«

»Rask..? Hun er skam ikke syg på den måde… Bortset var skaderne, er hun både sund og rask, men jo… Det vil sikkert kun være et lille ubetydeligt indgreb for en dygtig konstruktionsgenetikker, og Nicolas Pogba er en af de dygtigste på feltet… Jeg lover både dig og E`sano, at din mor og jeg vil gøre alt hvad der står i vores magt, for at hun skal få den rette behandling, så snart vi er tilbage på Sunrise… Efter det de har udsat dig for, skylder de os en tjeneste…«

For første gang siden ulykken, smiler Wiki med glæde i sjælen. Hun kan bare ikke lide, at hendes far får det til at lyde, som om lægen på rumstationen har udsat hende for noget slemt.

»Er du interesseret i at høre lidt mere om hende..?«
»Ja selvfølgelig,« svare hun med ubehersket iver, og får farve i kinderne.
»På Tanquenog vil E`sano være ti… Ti et halvt, nærmere bestemt, men på jorden er hun elleve,« forklare han.
»Øh..? Hvordan det..?« Wiki rynker panden.

»Husk på at Tanquenog og jorden er forskellige… Selvom rotationshastigheden på hendes fødeplanet, er lidt langsommere end jorden, så er et år til gengæld en del kortere… Helt præcis kan hun fejre sin tolvårs fødselsdag den ellevte November…«

»Enoggerne fejer slet ikke fødselsdag,« fastslår Wiki, men lyser så op i et bredt smil. »Men vi er altså lige gamle..?«

»Ja,« nikker Mike. »E`sano er kun næsten et halvt år yngre end dig, og kan åbenbart glæde sig til sin første fødselsdagsfest…«

»Jeg tænkte nok du var her,« siger Agneta, idet hun kommer ind ad døren. »Planterne er sunde og friske… Flot arbejde skat…«

Wiki ser ivrigt spørgende på sine forældre. »Hvis E`sano bliver, øh, lavet når vi kommer tilbage, får hun så også store bryster og en lækker flot pik..?«

Mike skulle til at fortælle om det ansvar der nu lå på deres skuldre, men har tabt tråden, da han stadig har det lidt svært med Wikis ublufærdige holdning til kønsorganer. Patrick ville aldrig tale så frit om den slags, og det ville han for øvrig heller ikke selv, men søde lille Wiki, får et helt specielt levende glimt i øjnene, når hun taler om pikke, og i særdeleshed om stive og svulmende eksemplarer. Han kommer til at tænke på den sidste uges besynderlige udvikling, og på den glæde hvormed Wiki suttede hans pik. Var han en pervers og fæl far, fordi han lod hende gøre det, og var han jordens største hykler, fordi han forsøgte at bilde sig ind, at det kun var for hendes skyld?

Han mærker en forstyrrende rejsning, der på en gang både skræmmer og pirre, og tvinger sig selv tilbage på sporet i nuet. »Jeg er sikker på, at så snart gen-fejlen er udbedret, vil hun udvikle sig præcis som en hver anden Enog, men jeg kan ikke se at det vil være nogen skade til, at hjælpe hendes udvikling lidt på vej…«

Wiki nikker, og fortæller sine forældre lidt mere om E`sanos ensomme triste liv.

»Den arme stakkel,« siger Agneta rørt, og må tørre sine øjne. »Vi må ikke glemme, at der er mange nye ting i hendes verden nu, og vi må alle være tålmodige, og gøre en indsats for at hjælpe hende, så hun får tid til at vende sig til det hele…«

»Ja mor,« smiler Wiki.
Mike har stolt lagt armen om skuldrene på sin datter.

Wiki kommer pludselig til at fnise, da hun tænker på E`sanos forældre. Hun fortæller hvorledes hun fik dem til at forsøge at sige abrikos pandekager.

Mike og Agneta griner, da Wiki forvrænger stemmen, og med sammenknebne øjne højtidligt brummer: “Abaku-Paka.”

»Det var da ellers en udmærket ide,« siger Mike med et smørret grin.
Mor og datter ser undrende på ham.

»Abrikos pandekager,« konkretisere han tørt, og slikker sig om munden, mens han klapper sin flade mave. »Vi må da fejre dette her, og hvad andet er mere velegnet..?«

»Vi må i hvert tilfælde have en backup, hvis E`sano ikke kan lide pandekager…«

»Ikke kan lide pandekager..? Umuligt,« påstår Mike hårdnakket. »Jeg har aldrig hørt om nogen der ikke kan lide pandekager…«

»Du tænker jo også mest med maven,« påstår Agneta grinende.

Wiki ler. Hun elsker sine forældres muntre drillerier, og lige nu trænger hun gevaldigt til at le.

Ti minutter efter, pumpes den blå væske ud af glasburet, der glider lydløst op i maskinens øverste del.

Det første E`sano får øje på, da hun slår sine forvirrede øjne op, er Wiki og hendes forældre, der sidder og venter.

Hun sætter sig brat op, og kikker forvirret rundt, men konstatere, at hun ikke befinder sig i åndeverdenen, hos udstødte slægtninge.

»Rolig nu,« smiler Agneta, og den mere avancerede oversætter der er en del af skibets elektronik, og opdateret med sidst nye software, gentager ordene på Enog, med Agnetas stemme. »Ikke så hurtig søde ven… Hvordan har du det..?«

E`sano tager en smule skræmt de to nye menneske væsner i øjesyn.
De er dækket helt til, så man ikke kan se deres kønsorganer, og hannen ser ikke spor udstødt ud, selvom han som hende, er fuldstændig flad fortil.

Hun husker smerten, og med samme nonchalante bevægelse, som når et normalt fungerende menneske bøjer sin ene arm, rejser halen sig som en kobraslanger parat til hug, og bevæger sig smidigt ind i hendes synsfelt.

Hendes store øjne, bliver endnu større, da der ikke er så meget som en lille rift i den, og selv et par små flænger fra sidste uge, hvor hun plukkede bær i et tornekrat, er heller ikke at se længere.

Hun glor på de tre mennesker der smiler til hende.
Smiler..?
Til hende?

Så kommer hun i tanke om sin fod, og kikker ned på den, men den sidder helt normalt, og gør heller ikke spor ondt mere.

Hun føler på halen, og bevæger foden forsigtigt fra side til side, og så op og ned.
»Ikke gøre ondt mere… Helt ligesom ingenting sket,« siger hun dybt forundret.

»Du var ellers slemt tilredt,« smiler Agneta fuld af varme.
»Vi må vidst få justeret den oversætter en anelse,« mumler Mike.

»Ikke justere… Forstår det alt sammen,« siger E`sano, og fordi Wiki smiler med hele sit varme hjerte, mens tårerne løber ned ad hendes kinder, føler hun sig modig nok til at træde ud på gulvet, selvom det er med stor skepsis, men da hun til sin store overraskelse opdager, at foden også er helt i orden, fejre hun det ved at springe adræt rundt, med halen snoende bag sig, som en bugtende balancestang.

De tre mennesker griner højt.
Ikke af hende, med ond tone i grinet, men med varme og hjerte, som er de bare glade på hendes vegne.
Hun er så lykkelig, at hun slet ikke kan lade være med selv at le.
Hun ler sammen med de tre mennesker.
Sammen.

Mike tænker, at oversættelsen måske fungere bedre fra Dansk til Enog end omvendt, men så får han pludselig andet at tænke på.

E`sano kaster sig nærmest for hans fødder, og forsøge at tilkæmpe sig vej ind gennem hans bukser.

»Jamen hør hov,« udbryder han skræmt, og vil træde et skridt tilbage, men støder imod vægen. »Stop… Stands…«

»Hun vil bare hilse pænt på dig,« ler Wiki.

»Du gør hende jo ked af det,« skænder Agneta grinende. »Du må vidst hellere give hende lov…«

E`sano tror hun har gjort noget slemt, og kikker ængstelig og total forvirret rundt på dem, med tårerne løbende ned ad kinderne, i den overbevisning, at eftersom hun ikke en gang kan få lov til at yde nene, må det være fordi de trods alt alligevel, har tænkt sig at smide hende ud af deres store underlige flyve-ting, og efterlade hende for altid.

Hun er så dum, grim og uduelig.

Agneta skuler vredt på sin mand, der febrilsk får trukket bukserne ned om lårene. »Øh… Jeg kan, øh, bare så godt lide mine bukser…«

Tåbelig bortforklaring, men det var alt han kunne hitte på i farten, og den unge Enog, syntes vidst heller ikke at oversætteren fungere helt så godt længere, for hun forstår ikke helt det underlige sludder den siger.

»Jeg, øh…« stammer Mike. »Jeg vil nødig, øh… Måske var E`sano ikke blevet helt rask, og det ville jo være syyyyyyynd…«

Mere når han ikke at sige, for E`sano suger hans lem ind mellem læberne, som var det et stort stykke kogt pasta, og begynder ivrigt at sutte.

Erektionen kommer med det samme, og det tager den skrøbelige grønne pige som et meget positivt tegn, for så kan det jo ikke være helt skidt det hun gør.

Måske var det alligevel noget med den underlige ting, han kalder for bukser?
»Åh… Uh… Du godeste,« stønner Mike.
»Hun er skøn, ikke..?« sukker Wiki forelsket.
»Mmm, jo for, Aah, uuuh… For dælen da også…« Mike hopper og ryster i krampe, og er faktisk i stand til at levere en rimelig stor udløsning.

Som en rigtig Enog-unge bør gøre, spiser E`sano den dejlige menneskesperm, og skønt hun selvfølgelig kun er en grim vandskabning, har hun i det mindste vist den rette underdanighed.

Mike lægger hænderne om E`sanos hoved, og kysser hende på den lysegrønne hårløse isse.
E`sano ser paf op, og begynder at græde.

»Jamen hvad i alverden har jeg nu gjort..?« sukker Mike opgivende.

»Kys er noget meget intimt for Enogger,« forklare Wiki. »Du har bare vist hende, at du elsker hende meget højt…«

»Åh gud,« sukker han lettet. »Ikke andet…«

»I så fald,« ler Agneta, der sætter sig på hug, og giver E`sano et smækkys på panden.

Den lykkeligt grædende lysegrønne pige omfavner dem, som har hun aldrig tænkt sig at give slip igen.

»Der er vidst lige et par ting vi bliver nød til at lære vores nye familiemedlem,« klukker Mike.

»Familiemedlem..?« E`sano ser op med bævrende underlæbe.

»Ja,« smiler Agneta. »Hvis du vil have os..? Vi er såmænd ikke noget særlig, men vi holder sammen, og du kender jo allerede Wiki… Så hvad siger du til at bo hos os, og være Wikis søster…«

Nu græder E`sano for alvor, men ingen tvivler på at det er af glæde.
Wiki tænker at det ikke lige var som søster, hun tænkte på E`sano, men kan alligevel rigtig godt lide tanken, selvom det er lidt perverst at være kærester med sin søster.

»Sikke en hylekoncert,« driller Mike godmodigt, og aer E`sanos hoved, inden han går mod gangen. »Skal vi starte skrumlet her, og sætte kursen hjemefter..?«

»Ja, lad os det,« medgiver Agneta, og følger efter sin mand mod cockpittet.
Mike stopper op og vender sig. »Kom E`sano, så skal du se hvordan man får skrumlet til at flyve…«
E`sano kikker på Wiki, som om hun har fået tilbudt noget meget ærefuldt, og gerne vil have hende til at bekræfte, at det nu også er rigtigt.

Wiki tager hendes hånd, og følger smilende efter forældrene.
Mike sætter sig i pilot stolen, og indleder start proceduren, mens Agneta slår sig ned i sædet til andenpiloten. De er begge glimrende piloter, men da Mike har erfaring med selv de største stjerneskibe, og Agneta er typen der elsker at analysere og nørde med små detaljer, er hendes job at holde øje med diverse scanninger og målinger, samt korrigere skibets mange indstillinger.

Mikes og Agnetas fingre syntes at danse med samme ubevidste sikkerhed, som når den menneskelige reptilhjerne, styre vejrtrækninger og andre vitale funktioner.

Skibets dybe rumlen tiltager, og får E`sanos spidse øre til at vrikke og dreje, som for at styre sig ind på lydkilden.

Wiki der ikke en gang kan vrikke med ørerne, er dybt betaget, men tier, da hun ikke vil gøre hende flov.

Agneta forklare at det er motoren, ligesom med Wikis gravibike.

E`sano kaster et nervøst blik på sin hale, men aner ingen fare, og læner sig nysgerrigt frem, for at se de to voksne mennesker trykke på de mange knapper, og tjekke endnu flere indstillinger.

Hun er stum af beundring, over alt det nye og fremmede.
Så forsvinder stranden og havet lige så stille under dem.
E`sano gisper, og knuger Wikis hånd.

»Bare rolig… Der sker ikke noget… Vi er bare på vej op i stjernerne…«
E`sano ved godt at de ikke er guder, men det føles næsten lige som om, hun er blevet hentet af guden for levende skabninger.

»Det kille i maven,« fniser hun.
Wiki kysser hende på kinden. »Kom… Vi skal se det fra panoramarummet…«

»Panoramarummet..?« E`sano følger efter hende, uden at slippe blikket fra ruden i cockpittet.

»Det gik da meget glat, ikke..?« fisker Agneta, da pigerne er væk.
»Bedre end forventet,« mumler Mike, mens han koncentreret indtaster kursen til portalkorridoreren i skibets navigationssystem, for at se mere tilstedeværende på sin hustru. »Jeg tror ikke vi skal være nervøse… Jeg ved ikke hvor meget hun forstod, men dum er hun bestemt ikke, og så blev hun heller ikke så bange som jeg frygtede…«

»Nej,« nikker Agneta eftertænksomt. »Tror du hun forstod at vi befinder os i et rumskib..?«
»Jeg er ikke sikker, men Wiki har en fænomenal beroligende virkning på hende, og så har hun da vidst også humor…«

Agneta smiler lettet. »Ja, og Wiki har gjort det godt… Hun er en stærk pige…«
»Det må man sige… Jeg håber sgu York kan finde en medalje til hende…«

»Jeg tror ikke vi skal regne med, at hun vil have slettet spor fra hukommelsen…«

»Nej, heldigvis…« Mike tøver et øjeblik. »Og Patrick… Tror du vi nogen sinde ser ham igen..?«

»Jeg ved det ikke skat, men lad os se hvad der sker de næste par uger…«

»Vi vil snart flyve meget hurtig, og så skal vi rejse i tre uger, inden vi når jorden,« forklare Wiki ivrigt.

»Bare familie ikke træt af mig inden da,« siger E`sano. »Kan ikke selv flyve…«
Wiki skal lige til at belære hende om familiesammenhold, og hvor meget hun betyder for dem alle sammen, men forstår så at hun laver sjov.
Det er dog ikke en humor hun bryder sig om.

»Det gør ondt i mit hjerte, når du siger sådan noget…« Wiki tager hendes hånd. »Jeg vil gøre det til min opgave, at få dig til at tænke positive tanker om dig selv… Vi vil dig alle sammen det bedste, og nu vil jeg sutte din pik, mens du nyder udsigten…«

E`sano fniser, men kan ikke sige sig fri for, at have lyst til at mærke Wikis læber om sit lille stive lem.

Skyer driver forbi. Ikke over himlen som i en storm, men ned ad, og de flyver endda lige igennem dem. Nogle Enogger tror, at skyer er faste klumper der sidder fast på himmelhvælvingen, men E`sano har altid syntes at de bare lignede røg, og får det nu bekræftet ved selvsyn. Så kommer et mørkt tæppe med stjerner, og aldrig har hun set månen for liv være så stor. Hele universet drejer rundt, og hun ser de to andre måner forsvinde ud af synsfeltet, mens de flyver fremad i stor fart. Det er ikke himlen og stjernerne der bevæger sig, men dem. Hun har aldrig set noget så fantastisk. Synet virker først skræmmende, men da hun et øjeblik vover at føle sig elsket, for Wiki sutter jo hendes pik, forekommer de forbifarende stjerner lige så beroligende, som havet i stille vejr.

Wiki holder om pik-skaftet, selvom E`sano ikke mener der er meget at holde om, og slikker så dejligt med tungen. Hun har selvfølgelig ingen at sammenligne med, men det gør ikke spor, for Wiki er alt, hvad hun aldrig har turde drømme om. Hun grynter svagt, og Wiki lukker læberne sammen om glansen, for at tage imod. Wiki synker den lækre søde fløde, mens hun filosofere over, hvor meget sperm en gennemsnits Enog mon er i stand til at producere på et døgn. Takket være alle forandringerne, kan hun selv komme flere gange end normalt, men slet ikke med samme mængde som de mange Enogger, hun fik lov til at drikke af. E`sano er et kønsmæssig særtilfælde, men hendes sperm mængde svare sikkert til, hvad nogle ekstra produktive drenge fra jorden ville være i stand til.

Wiki beholder pikken i munden til den bliver slap, hvorpå hun lader den glide ud mellem læberne og ser op. »Kom… Du skal se mit værelse…«

E`sano ser sig om i rummet med stor ærefrygt. »Det næsten ligesom stor hytte, bare fuld af dimser og sidde-ting…«

»Ja,« griner Wiki og stiller sig tæt ind til hende.
»Kan se du ikke lave mad, men kun spise den,« griner E`sano.
»Tilstået,« smiler Wiki. »Du vil ikke bryde dig om den mad jeg laver… Far laver mest sådan noget underligt stærkt noget, men mor er rigtig god til det… Desuden spiser vi altid sammen i panoramarummet… Når vi er på jorden, laver mor tit selv mad…«

»I spise sammen..? Ikke som Enog… Der voksne hanner spise for sig selv, og det samme gør kvinder og børn… Kun til stor fest, alle spise sammen…«

»Vil du gerne have, at kun vi to spiser sammen..?«
»Nej da… Det bare ligesom fest, og mig gerne feste i dag…« Hun fremviser sin ubeskadigede hale, og vrikker fornøjet med foden. »Stor fest i dag…«

Wiki ler og berøre den blanke cylinder på sit skrivebord.
E`sano træder et skridt tilbage fra den lysende menu.
Wiki finder billederne, og åbner et af sig selv.

»Hvem det er..?« spørger E`sano forundret. »Ham ligne Wiki…«

»Det er Patrick,« smiler hun forsigtigt. »Husker du, at jeg fortalte at drenge og mænd fra jorden ikke har bryster..?«

»Ja, og små tissemænd…«

»Ikke alle sammen,« griner Wiki, og gør figuren af sig selv dobbelt så stor. »Men nogen af dem har… Jeg så sådan ud før jeg blev pige…«

»Du ikke dreng..?« E`sano er dybt forbløffet.

»Ikke rigtig… Jeg var en ganske almindelig dreng, men fik lavet bryster, og støre tissemand, af en maskine magen til den der reparerede dig efter ulykken…«

»På Tanquenog piger ikke have tissemand,« siger E`sano forvirret.

Wiki griner. »Det har de normalt heller ikke på jorden, men jeg og mange andre er ligesom dig… Jeg er dog ikke født som pige, men blev lavet om fordi vi skulle besøge din planet, og jeg helst skulle gøre et godt indtryk på din stamme…«

»Du gøre rigtig meget godt indtryk på mig,« smiler E`sano genert.
Wiki kysser hende på næsen. »Mor og far har sagt, at jeg skal have lavet det om igen, når vi er tilbage, men det har jeg slet ikke lyst til, for jeg føler at jeg er en pige nu…«

»Pige ligesom mig, men med tissemand..?«

»Ja… Bortset fra at jeg er helt vild med min store pik…« Hun fniser.
»Mig også vild med din store pik… Bare ikke vild med min egen lille dumme pik…« E`sano fniser også, men uden der er ret meget glæde i det.

»Når vi kommer til jorden, kan du få lavet bryster, og en flot stor pik…«

»Stor pik kun være endnu mere stor dum, men du kan bedre lide mig hvis pik er stor..?«

»Jeg er da ligeglad med hvor stor eller lille din pik er, eller om du hellere vil have en fisse, for jeg elsker dig jo… Jeg vil bare så gerne have at du er lykkelig…«

»Kan maskine godt gøre dreng til rigtig pige..?« E`sano begynder at forstå, og spærre sine store purpur øjne op i forundring.

»Ja,« nikker Wiki. »Far og mor vil også gerne hjælpe dig… Hvis du altså vil..?«

»Mig slet ikke værdig,« siger hun underdanigt. »Bare grim skabning…«

»Sludder… Du er både sød og smuk… Der er bare et eller andet dumt i din krop som skal repareres… Far og mor kalder det en genetisk defekt… De siger at det er for kompliceret for dem, men at lægerne på vores rumstation kan fikse det…«

»Tror du..?« En lille gnist af håb syntes at gløde i E`sanos blanke øjne.

»Jeg ved det,« griner Wiki, og stiller sig an i en overdrevet feminin positur. »Jeg var bare en almindelig dreng før, og nu er jeg er en lækker pige… Syntes du ikke..?«

»Jeg ikke spise dig,« svare E`sano forvirret. »Men syntes du er sød og smuk…«

»Der er altså andet end mad der er lækkert,« ler Wiki, der er klar over, at oversætteren har misforstået, og kysser sin veninde på næsen igen, så også hun ler.

»Jeg tror jeg har en kjole du kan passe, hvis du har lyst til at prøve..?«

»I altid have klæde-ting på..?« smiler E`sano.

»Joh… For det meste… I hvert tilfælde når vi er sammen med andre… Hvis du helst vil være nøgen, så er det helt fint, men jeg tror du vil se smadder lækker ud i kjole, og når vi kommet til jorden, er det mest normalt, at man ikke kan se folks kønsorganer…«

»Mennesker er altså mærkelig, men mig kan nu godt lide dem, hvis de er ligeså søde som Wiki og far og mor… Mig gerne prøve kjole som er lækker… Lækker men ikke som spise-ting..?«

»Lækker som godt og dejligt,« ler Wiki. »Du er et helt hoved højere end mig, og mine arme og ben er meget kortere, men du må gerne dele tøj med mig, indtil vi kommer hjem, og du kan få dit eget…«

»Få mit eget tøj..?« siger E`sano dybt rørt.
Wiki griner, og åbner sit skab. »Det er altså helt almindeligt på jorden… Alle har skam sit eget tøj, men nogle gange kan vi godt lide at låne af hinanden… Alt mit er i gummi, for det kan jeg godt lide, men man kan få tøj i alle mulige materialer, som for eksempel læder, og forskellig slags stoffer… På jorden er mænd og kvinder skam også lige meget værd, ligesom børn…«

»Mænd og kvinder lige meget..? Så E`sano ikke kun sutte fars pik, men også slikke mors tisse-ting..?«
Wiki ler. »Det må du hellere selv spørge hende om…«

E`sano får andet at tænke på, da Wiki begynder at tage forskellige beklædninger ud af skabet, så hun bedre kan se dem.

Hun prøver først en kjole, men den når hende kun til lige over kønsorganerne, og ærmerne stumper lidt under albuerne. En nederdel sidder nogenlunde, men ikke helt godt, for det elastiske gummi har en tendens til at rulle sammen i en pølse om livet, og toppen der høre til, har alt for store former, til de bryster hun så gerne vil have, og virker derfor nærmest som en hånlig hentydning. Hun forsøger sig også med et par dragter, der ligefrem ser komiske ud på hendes spinkle lange krop, men blandt de få brugbare ting der er tilbage, kan hun især godt lide en kort sort ærmeløs top, og en halv lang nederdel med stor vide, der på hende er både kort og smart. Wikis små fødder, kan langtfra hamle op med E`sanos, så fodtøjet må de opgive.

E`sano er ikke spor skuffet, for hun har alligevel aldrig ejet et par sko, og syntes Wikis ser ud til at være meget svære at gå med. Flotte, men med upraktiske lange hæle, der bare ville gøre hende endnu højere, og når hun i forvejen er så grim, syntes hun ikke der er brug for at rage yderligere op i vejret. Derimod føles det rigtig rart, at mærke det glatte gummi mod sin hud.

»Hvorfor du putte prop i numsen..?« spørger hun undrende, da Wiki skubber den store buttplug op i endetarmen.

»Fordi det føles dejlig… Ligesom en pik, eller den gang du gjorde det der med halen…« Wiki fniser.
E`sano forstår og griner. »Ligesom at have pik i numse hele tiden… Ikke noget for mig… Stor ting gør stor ondt, og lille ting gør lille ondt… Slet ikke godt…«

»Også hvis det bare er en finger..?« spørger Wiki, og viser sin pegefinger.

E`sano slår blikket ned og nikker.

»Kom… Du skal se min landskabsmodel,« siger Wiki ivrigt.

Først tror E`sano at de små mennesker er levende, og er bange for at komme for tæt på, og gøre skade på dem, da de ser uhyggelig skrøbelige ud.

Wiki forklare, at det ikke er helt så mirakuløst, men bare en slags film, og viser at de slet ikke reagere, selvom man stikker en finger lige igennem dem.

Landskabet er meget fremmedartet, i forhold til hvad E`sano kender, og hun griner højt, da hun får øje på modellen af Wiki, der står nede ved søen og onanere.

Wiki fortæller, at der er nogle steder på jorden der ser sådan ud, selvom man skal være meget heldige, hvis man ser nogen spille pik eller kneppe så åbenlyst.

På trods af de åbenbart meget hæmmede mennesker, syntes E`sano at det er utrolig smukt, og kan godt lide, at det sted der har været grundplanen for dette landskab, ikke har giftige slanger og insekter, eller farlige fisk i søen, men er i bund og grund, er hun mere betaget af teknikken, og det smukke harmoniske terræn, for at de små mennesker knepper, slikker og sutter på livet løs, er jo bare så naturligt.

Wiki føler sig derimod inspireret, og sætter sig på hug, så hun kan kysse hendes lysegrønne numsehul.
E`sano er for optaget af det fantastiske landskab, til at have opdaget hvad Wiki har for, og fare overrasket sammen med et hvinende fnis. Hun har dog fået så megen tillid til menneske pigen, at hun lader Wiki slikker det omhyggeligt, men er dog nervøs for at hun vil tvinge sin tunge op i hende.
Wiki kan mærke, at E`sano ikke kan slappe af, så i stedet kysser hun hendes balder, lår og nosser, inden hun tager pikken i munden.

»Det meget bedre end ting i numsen,« sukker E`sano.

Hvis Wiki skal være ærlig, kan hun faktisk også bedre lide smagen af hendes lille savlende pik, selvom hun finder det enormt ophidsende at slikke numsehullet.

Udløsningen kommer hurtig, pludselig og voldsom.
Wiki rammes igen af en overvældende benovelse, over hvor lækker hendes sperm smager, og forstår ikke helt, hvorfor E`sano syntes så godt om den kedelige menneskesperm.

Ikke fordi menneskesperm er spor dårlig, men i sammenligning, er den efter hendes mening en ringe erstatning.

Måske er det forskelligheden, eller fordi Wiki har en sødere tand end E`sano.
Hun sutter de sidste lækre klatter i sig, og kysser de tømte nosser som tak, mens E`sano ler fornøjet.

De går tilbage til værelset, hvor Wiki skifter til en kort ærmeløs kjole i skrigende gul gummi, der minder E`sano om nogle blomster der groede tæt på hendes hytte. Den ville selvfølgelig være for lille til hende, men hun er mere end tilfreds med det flotte lånte tøj, og ikke spor misundelig.
Wiki piller ved sin røde kommunikator, der skifter farve til gul.

»Arm-ting ligesom Manu-blomst..? Skifte til anden farve..?« siger E`sano forbløffet.

»Kom… Du skal da også have en,« smiler Wiki, der er så van til alle former for teknologiske hjælpemidler, at hun af og til glemmer, hvilket indtryk de må give en der har levet hele sit liv i en jungle. »Så kan vi altid finde hinanden, og du kan snakke med os…«

E`sano følger respektfuldt med ud på gangen, og hen til et lager, hvor Wiki finder en helt ny kommunikator, som hun kobler til en dataport, og fodre den med nogle oplysninger. Hun går ind i menuen for indstillinger, og ændre farven til purpur, mens hun viser hvordan man skal gøre.

E`sano stråler som en der har fået et kostbart juvelbesat smykke, da Wiki klikker det om hendes håndled. Hun viser nogle af de vigtigste funktioner, og de fare forskrækkede og højt fnisende sammen, da begge deres armbånd begynder at tale med Agnetas stemme.

»Hvad så piger..? Hvor gemmer I jer..? Jeg kan godt bruge lidt hjælp… Jeg tror det vil gå noget lettere, hvis E`sano hjælper med at kategorisere de mange spændene planter, og alt den mad hun har samlet…«

De to unge trusseløse piger, går grinende til mad depotet, hvor de møder Agneta med en Data-Pad.

»Nej hvor ser I søde ud piger, og du har fået en kommunikator E`sano… Det var godt… Jeg tror faktisk også at jeg har et par kjoler du kan få… Hvis du altså ikke har noget imod at gå i andet end gummitøj, og vil lade dig nøje med i mine gamle klude… Så snart vi kommer til Sunrise, skal du nok blive klædt ordentlig på…«

Stykke for stykke, henter pigerne E`sanos eksotiske mad, som Agneta placere i regenereringskammeret, der er særdeles velegnet til at analysere alle organiske materialer, og bringer dem tilbage til forrådskammeret.

E`sano forklare så ivrigt om hvorledes hun plejer at tilberede de forskellige ting, at hun flere gange snubler i ordene, og er høj af at kunne gøre nytte.

Smagen på en underlig rynket frugt med blålige blade, viser sig at være næsten identisk med en fersken, og flere andre minder meget om jordiske frugter og grønsager, mens andre slet ikke kan placeres i sammenligning.

Agneta går ind i den lille skibshave, og henter en frisk gulerod, som hun skyller og rækker til E`sano, der først kikker på den lange særegne rod med dyb skepsis, men så smager forsigtigt, og lyser op i et bredt smil, hvorpå hun guffer den i sig med stor vellyst, og uden at have smagt noget der ligner.

»Ja, det gør det jo en anelse lettere,« smiler Agneta, og lægger en arm om E`sanos skuldre. »Når vi har lagt alle smagsvarianterne ind i mad robotten, kan vi begynde at programmere forskellige tilberedninger, og det bliver lillesøsters opgave at være den hårde chefkok…«

»Lillesøster,« ler Wiki, og smiler til sin rørte grønne veninde, der er ved at springes af glæde og stolthed, uden at ane det fjerneste om, hvad en chefkok er for en størrelse.

»Vi har forøvrigt ikke drevet den af mens Wiki har været på mission,« fortsætter Agneta. »Far har fisket, og jeg har samlet rigeligt med frugt og grønt, så vi har arbejde nok til et par dage…«

Hun viser pigerne det store udvalg, hun og Mike har har brugt tiden på at høste. Der er ikke kun mad, men også forskellige planter og blomster.

E`sano jubler højt over flere af dem, mens hun kassere andre med det samme, og fortæller de er usunde eller direkte uspiselige, men Agneta sætter dem for sig selv, til nærmere analyse, så de eventuel kan bruges til medicin eller andet nyttigt, og fordi de umiddelbar er uspiselige, betyder det jo ikke, at de slet ikke kan anvendes til noget.

Blandt alle de kasserede, helt uden at ane det, har de åbenbart været så heldige, at finde den plante som hele turen er skyld i, og E`sano hævder ligefrem, at man får det meget underligt, når man spiser den, og kan se ting som ikke er der.

I et opdelt akvarium på otte kubikmeter, har Agneta og Mike anbragt tolv forskellige fisk, som de har fanget i havet, og E`sano sender dem et kæmpe glad smil, da hun ser de har været mere heldig, med at fange den fisk hun ikke selv kunne finde.

»Kan alle de mange spise-ting være i mad-maskine-tingen,« spørger E`sano imponeret.

»Både ja og nej,« svare Agneta, og spekulere på hvordan hun skal forklare den nysgerrige pige, om en teknik hun knap selv begriber. »Det er lettere med sådan en maskine, når man er på en lang rejse… Du må heller ikke tro vi bare vil spise det alt sammen, for det er skam planen at få det meste til at gro rigtigt, når vi kommer til jorden, og fiskene ser ud til at trives ganske godt i almindelig saltvand… Lige nu og her, er mad maskinen en rigtig god løsning, for du kan ikke leve udelukkende af gulerødder, og skal ikke døjes med at spise noget du ikke kan lide…«

E`sano ser rørt på sin nye familie.
Wiki havde ret.
Mike og Agneta er væsner man kun kan holde af.
Hun kan næsten ikke tro sin lykke.
Nu har hun også nogen hun må kalde far og mor.

Læs næste afsnit

Giv forfatteren en kommentar - KLIK HER