Marie-Louise kysser med Nikoline

– Er det rigtigt at du er sådan, ret kinky, siger Nikoline så. Hun kommer vist til at nikke sådan lidt, men uden rigtigt at have nikket

Forfatter: Dragemis
Torsdag eftermiddag er det allerede ved at være hverdag at man er begyndt i skolen igen, tænker Marie-Louise. De første par dage har det været alt muligt med at man glæder sig og de nye lærere og sådan har fortalt, sådan er det her fag og det skal I lære. Men de nye fag er lidt som de gamle fag, hun har kemi og biologi men det havde hun jo også i 1. G, nu er det bare på højt niveau men det er man jo ikke kommet til rigtigt. Hun har den samme lærer i kemi men en ny i biologi og ellers er der ikke noget nyt. Fysik og matematik er det samme og det er kun samfundsfag der er nyt og der har man bare fået lidt at vide om hvad man skal resten af året. Hun føler sig glad.

– Skal du med til Maja, spørger Marie-Louise. Jenny går ved siden af hende. Jenny har ikke kemi, hun skal have tysk på højt niveau men det er først fra 3. G så i stedet skal hun have geografi på mellemniveau, men ellers har de samme fag.

– Nej, men jeg skal mødes med hende i eftermiddag og i parken, men jeg kommer ikke med hjem til jer, siger Jenny. Hun smiler, når hun kigger på Marie-Louise. Cathrine og Felicia fra klassen går bag dem, men Marie-Louise tror hele verden på nuværende tidspunkt ved at Jenny har fået en kæreste. Hun praler af det, syntes Marie-Louise men man kan vel også godt forstå hende, og Maja og hende er i hvert fald rigtigt glade for hinanden, det kan man se på et halvt sekund. Måske det er en smule underligt, det her med at hun selv har lyst til at der ikke er andre, der skal vide hvis hun har en kæreste. Men det kan selvfølgelig hænge sammen med at hun har svært ved kun at have en, tror hun. Det er at underdrive og hun ved det godt, men det er bare sådan, det er for tiden og når man ikke rigtigt kan forelske sig i en, så er det vel sådan, man skal gøre det, tænker hun.

– OK, men du må hilse, siger Marie-Louise så. Jenny skal køre ned og møde Maja. Hun får et knus. Felicia er gået, og Cathrine vinker bare.

– Vi ses, siger Marie-Louise. Cathrine giver hende et fingerkys, inden hun tager sin cykel.
Selv sætter hun sig på stenene foran skolen og ser lidt. Der står nogle store kampesten i et mønster, der sikkert skal være moderne kunst, og der er tre søjler af sort jern med jernkæder imellem, rustne fordi de ikke er malet sorte. Det er grimt, men man kan sidde på stenene og sådan en dag, hvor solen bare skinner og man sådan, lige kan sidde og tænke at det er fedt at være begyndt i skole igen og får en masse nye ting for, så er stenene nu ret gode at sætte sig på. Hun tager kemibogen frem. De har fået et par sider for, og meget af det er med at lave forsøg, som man jo ikke kan der hjemme, men man kan nok læse den alligevel og mere end en gang, det tror hun sagtens den kan tåle at blive læst. Hun sætter sig med tasken ved siden og kigger lidt, indtil hun finder det med at beregne mol, og hun syntes det er en lidt mærkelig måde at gøre tingene på. Hun syntes det er let med formlerne, og hvorfor skal man overhovedet regne det her med mol ud, det er lidt svært at forstå og hvis man nu tager ordentligt tid og læser det i sammenhæng, kan det være man finder en forklaring, mener hun.

Hun sidder der og læser, da Nikoline fra parallelklassen kommer forbi. De har ikke snakket sammen siden den aften hvor de havde fest, ikke andet end at Marie-Louise har vinket til hende, og Nikoline har skrevet en enkelt besked. Nikoline er stoppet op og står og ser efter hende, mens hun kigger lidt ned ad vejen, som om hun står og tænker, skal man gå der over eller skal man det man egentlig havde tænkt. Marie-Louise vinker til hende, og Nikoline vinker igen og går hen til hende. De er nærmest alene i skolegården. Der er stadig nogle af de lidt ældre, der er ved at køre biler frem, og der kommer nogle ud af den anden indgang ved metalsløjd og billedkunst, hvor man aldrig går op og ud den almindelige vej fordi det er for langt. Hun lukker bogen sammen men beholder fingeren på den ene side, hvor hun lige sad og kiggede på en tegning. Kemi er faktisk ret spændende, når man lige tænker over det, syntes hun.

– Hej, siger Nikoline. Hun står der et par meter fra Marie-Louise og kigger. Marie-Louise kigger igen.
– Hej, siger hun. Hun smiler. Men det er lidt farligt, og gad vide hvad Nikoline egentlig vil. Hun er tyve år, siger Cathrine og Camille fra klassen.
– Læser du til i morgen, spørger Nikoline så. Hun har det der nærmest helt skaldede hoved og skide smukke, blå øjne og hun ser bare på en så man ikke ved hvad hun tænker.
– Næh, jeg kigger bare i hele bogen, siger Marie-Louise. Nikoline nikker. Men det er ikke bogen, hun kigger på.
– Skal du noget i dag, spørger Marie-Louise. Nikoline ser bare på hende og svarer ikke. Men hun står der og kigger.

– Er det rigtigt at du er tyve, spørger Marie-Louise så. Nikoline trækker på skuldrene, men hun nikker også. Man kan nu ikke se forskel, men der er egentlig heller ikke så stor forskel. For et par år siden var tre år meget, og det er det stadig den anden vej, men ikke op, syntes hun.
– Jeg er sytten, men der er ikke så meget forskel, ikke når det er op, syntes jeg, siger Marie-Louise. Nikoline har ikke noget at sige til det. Men hun står der stadig. En bil kører ud, og det er lidt ærgerligt, det at ham solariedrengen sagde hun ikke måtte komme tilbage, men sådan er det og det skal man heller ikke tænke for meget over. Nikoline kigger på hende. Hun kan vel sige hvad hun vil, mener Marie-Louise. Hun lukker bogen og putter den ned i tasken. Kemi er sådan at man faktisk helst skal have lidt papir og sådan at skrive med, eller det der program til sin computer som læreren snakkede om, men som de ikke må bruge til at aflevere opgaver, det kan man finde i aften, for Maja er hjemme. Hun plejer at være god til at finde den slags. Hun lukker tasken til og rejser sig. Nikoline står stadig bare og kigger. De er helt alene nu.
– Skal du med, spørger Marie-Louise. Nikoline nikker.

– Men vi går lige ind i gården, siger hun, og begynder at gå ind. Gymnasiet er ikke en skole på den måde at det har en gård, men der er en plads bag den ene, store bygning, og så er der nogle bænke på den anden side, men det er den lille plads med bede og sådan, man kalder gården. Marie-Louise går med. Der er en idrætshal og et par boldbaner bag en række træer, men det er ikke det anlæg, Marie-Louise plejer at gå til, når hun går til noget og hun går også mest til svømning, egentlig og ellers bare ikke noget. Da hun var mindre gik hun til gymnastik, men nu træner hun bare lidt selv eller med Ingegerd. Nikoline går lidt bag hende, men de to gange hvor Marie-Louise begynder at gå lidt langsomt for at hun kan komme op på siden, får man bare lige et blik og hun bliver der. Der er helt tomt i gården.

– OK, hvad vil du, spørger Marie-Louise, da de er kommet derind og man ikke kan se dem fra vejen. Nikoline ser på hende.
– Gider du kysse, spørger hun.

– Det gider jeg godt. Er det det, du vil, spørger Marie-Louise. Det er vel det, hun havde gættet men det kunne være alt muligt, og der har ikke været noget der, efter det der kys i køkkenet, hvor der kom alt muligt mellem dem. Nikoline nikker bare. Marie-Louise lægger tasken på jorden. De står stadig op men det er nok fint lige nu. Nikoline har også taget sin taske af.
De kysser lidt i starten, sådan lidt for at finde den anden og mærke efter, hvordan skal det her være mellem os. Det er lidt bedre end med Erika, for eksempel men ikke så godt som med Maja, hvis man skal sammenligne og hvorfor skal hun det. Lidt i baghovedet kører der lidt om kemi, men hun gider ikke være sådan en der ikke kan give sig hen ti en smuk kvinde og i nuet, så hun lader med vilje være at tænke på det, og dufter lidt til Nikoline, for hun er sød at dufte til, helt ren og naturlig og en smule syrlig. Deres tunger er forsigtige. Deres læber kører lidt sammen og napper lidt i den anden, men deres tunger er forsigtige og det er det.

Så slipper Nikoline, og hun trækker sig lidt tilbage.
– Er det rigtigt at du er sådan, ret kinky, siger Nikoline så. Det ved man vel ikke, hvem siger det og det er vel forhåbentlig ikke nogen Nikoline har snakket med, det ved man ikke. Hun kommer vist til at nikke sådan lidt, men uden rigtigt at have nikket. Og så spytter Nikoline hende, så spytklatten rammer hende lige midt på læberne, og det siver ned og efterlader et fugtigt spor. Ej da. Alle tanker om at være kinky er forstørret og hvem er mest kinky, og kemi er bare i baggrunden, mol er lidt dumt og hvorfor skal man regne i det og ikke i molekyler.

– Sådan har jeg aldrig.., begynder hun men Nikoline spytter igen, og det rammer hende midt i ansigtet, hen over næsen. Så tager hun fat igen og de skal kysse mere, men det er lidt underligt, lidt vildt at man sådan kan mærke hendes spyt som et spor af en varm snegl ned over kinden og næsen. Men Nikoline kysser selv noget af sit spyt i sig, så det er vel, ja, normalt er det ikke men det er kinky, i hvert fald. Og måske endda en smule lækkert. De kysser mere, og så trækker Nikoline sig tilbage. Nu ved Marie-Louise bare at hun bliver spyttet på igen og det er ikke det samme, men da spytklatten lander ved hende skind og øre og lidt på næsen igen, er det faktisk ret lækkert, sådan at blive overrasket og taget og brugt lidt. De træder nærmere og så skal de kysse igen, og nu er Nikoline grådigere og det kan man vel godt være, sådan er det og det er lækkert.
Marie-Louise tager fat om Nikolines bryster, der er halvstore og pisse lækre og bare faste, hun har ikke noget på under trøjen. De former sig efter hendes hænder, og det er så lækkert at have dem at hun helt glemmer Nikolines spyt, der render ned ad hendes ansigt. Nikoline træder lidt tilbage, og så får man en lussing.

– Ej, jeg troede …, siger Marie-Louise. Men Nikoline er ikke trådt tilbage og man har stadig hendes bryste ri hænderne, og hun bøjer sig frem og man skal kysse mere. Det svider lidt der hvor hun fik lussingen, men ikke meget, og det er vel ret fint at mærke kinden lidt, det er slet ikke det. hun har kun prøvet det den ene gang hvor morfar slog hende over numsen, men det var anderledes. Her er det ansigtet, og selvom det ikke sådan rigtigt gjorde mere ondt, er det i hvert fald anderledes. Hun ved ikke om man bare skal have lov at slå hende. Nikoline ved det heller ikke, men hun træder lidt tilbage og så bliver man spyttet på igen. Denne gang rammer klatten ved øjet. Så træder hun tilbage, og det er det velkendte, man bliver spyttet på og de finder hinanden og kysser himmelsk. Marie-Louise tiltvinger sig adgang til Nikolines bryster og det får man lidt lov til men må også selv tage loven i egne hænder, så at sige.

De bliver afbrudt ved at der er en der kommer ud af indgangen, en af lærerne. Det er en indgang der ikke bliver brugt så tit, og mens han går, fortæller Marie-Louise at man godt kan spytte men at hun ikke er sikker på at man kan slå.

Historien fortsætter under reklamen

– Det bestemmer jeg, siger Nikoline. Men hun gør ikke noget, og da de kysser igen, da læreren er gået, er det med Nikolines hænder på Marie-Louises baller og det er vel et fint sted at have de hænder, der klemmer godt til. OK, lidt i numsen kan man vel slå, men hun vil ikke have flere lussinger.

Marie-Louise trækker vejret dybt og spørger Nikoline om hun skal med hjem, men det skal hun ikke.
– OK, selv ikke hvis du kan slå lidt i numsen, siger hun, Men Nikoline siger at hun skal til Muay Thai træning og ikke har tid. OK så man kan træne kampsport. Det kunne Marie-Louise vel selv finde på, sådan selvom det er lidt at konkurrere med Maja. De nikker bare til hinanden og siger farvel, og Marie-Louise tager ærmet og tørrer de sidste rester af spytklatterne væk. Det er nu sjovt som man pludseligt tiltrækker de kinky, tænker hun.

Giv forfatteren en kommentar - KLIK HER