Hvorfor efterlod du mig?

“Du er våd,” hvisker jeg i hendes øre. Hun svarer kun med en halvtklynkende piven. Jeg kysser mig vej

Forfatter: Jeriko

Resumé: En ny pige starter i klassen, og Christina kan knapt tro sine egne øjne, da hun opdager, hvem det er. Efter at have været adskilt fra sin bedste veninde i 5 år, er Christina endelig genforenet med Nadia. Men er de to piger stadig veninder efter deres dramatiske afsked? Dette er en historie om stærke følelser, vrede, forræderi og ugengældt kærlighed. Den er ret lang, og selvom den har erotiske momenter, er det ikke historiens omdrejningspunkt. Hvis du er lige-på-og-hårdt-typen, vil jeg derfor anbefale at du læser noget andet. Men hvis du er typen, der værdsætter en lang opbygning inden den seksuelle akt, er dette måske novellen for dig 🙂

Jeg fandt aldrig ud af, hvor Nadia kom fra, men hun var ikke blevet behandlet godt førhen. Hun var så lille og bange i starten. Hun rev og slog, når man nærmede sig hende. Hun var helt alene. Men jeg var beslutsom. Uanset hvor mange rifter og slag jeg pådrog mig i starten, lykkedes det mig at gøre hende til min veninde til sidst. Vi var uadskillige efter det. Nadia forlod aldrig min side – hun var som en skygge, der fulgte mig overalt. Hun sneg sig altid ud ad sin overkøje og ned i min underkøje om natten, selvom de voksne sagde, at hun ikke måtte. Hun græd altid, når hun sov, og jeg forsøgte at trøste hende så godt, jeg kunne. Nogle gange sang jeg sange for hende – så lavt, at de andre piger på sovesalen ikke skulle vågne. Jeg prøvede også at få hende til at blive venner med børnehjemmets andre børn, men det lykkedes aldrig.

Nadia var en umedgørlig pige. Hun gjorde aldrig, som de voksne sagde. Hun drillede de små. Men mig lyttede hun til. Jeg kunne få hende til at sige undskyld, når hun var for led eller fik nogen til at græde. Selvom Nadia altid fik os i problemer, lykkedes det mig altid at få os ud igen. På mange måder var hun den søster, jeg aldrig havde haft. Vi lovede hinanden i en tidlig alder, at vi altid skulle holde sammen uanset hvad. At hvis nogen ville adoptere os, måtte de tage os begge med.

Historien fortsætter under reklamen

VAGINAL KUGLER SEXDUKKER SEXGYNGER DILDO

Vi skulle altid konkurrere om alt. Men Nadia var lille, skrøbelig og underernæret. Hun kunne ikke løbe lige stærkt til mig. Jeg var højere, stærkere, hurtigere. Det gjorde hende enormt vred, at jeg altid slog hende i alle sportsgrene. Jeg slog hende også i alle bræt- og kortspil, vi spillede, fordi hun aldrig tænkte forud. Hvis det bare var sport og spil, jeg slog hende i, ville det nok have været okay. Men de voksne, særligt børnehjemmets leder og vores uofficielle reservemor, Marianne, skældte altid Nadia ud. Hun sagde altid ting såsom “Nadia, hvorfor kan du ikke være mere som Christina?” eller “De andre børn ville synes bedre om dig, Nadia, hvis du var mere som Christina.” Andre gange skældte hun mig ud, fordi jeg ikke var bedre til at holde Nadia under kontrol. Jeg prøvede altid at fortælle Nadia bagefter, at der ikke var noget galt med hende, og at hun var perfekt som hun var. Selvom hun påstod at være ligeglad, kunne jeg se på hende, at Mariannes ord gjorde hende ked af det.

Mor og Far var kommet forbi børnehjemmet dengang for seks år siden. Det føles som en evighed nu. Vi sad inde på Mariannes kontor, Nadia og jeg, fordi vi skulle tale med dem. Nadia tog det ikke seriøst – det gjorde hun aldrig. Jeg tror, at hun allerede dengang havde opgivet håbet om at blive adopteret. Hun gav dem flabede svar og lod til at være mere interesseret i at prikke mig i siden med sin finger end i samtalen. Men jeg tog det seriøst. Jeg var 12 år gammel, og jeg vidste, at det var min sidste chance for at blive adopteret. Ingen adopterer teenagere. Jeg gjorde mit bedste for at være så artig og høflig, som jeg kunne. Jeg havde endda taget min eneste kjole på.

Da Mariane fortalte os, at de gerne ville adoptere mig, var jeg henrykt. Flere par havde gerne villet adoptere mig før, men jeg havde altid sagt nej, fordi de ikke ville tage Naida med også. Men denne gang var det anderledes. Denne gang sagde ikke tydeligt nej med det samme, som jeg plejede. Nadia blev rasende. Hun påstod, at jeg var ligeglad med hende nu, at jeg havde brudt vores løfte, og at jeg ville efterlade hende på børnehjemmet for evigt. Vi havde et kæmpe skænderi den dag, som endte med, at hun skubbede mig ind i en bogreol og løb sin vej. Jeg ledte efter hende alle vegne, men hun gemte sig for mig. Til sidst fandt jeg hende oppe i det store egetræ udenfor, som hun troede, hun var den eneste af os, der kunne klatre op i. Jeg forsøgte at overtale hende til at komme ned, men hun ville ikke tale med mig. Vi talte ikke sammen efter det, og hun sov ikke længere hos mig om natten. Jeg kiggede efter hende gennem bagruden, da Mor og Far kørte mig væk fra børnehjemmet, men jeg kunne ikke få øje på hende – og jeg frygtede, at jeg aldrig skulle se min bedste veninde igen.

Mor og Far, som, på trods af at de ikke er mine biologiske forældre, ikke desto mindre er mine rigtige forældre, er de sødeste menneske, man kunne tænke sig. De sørgede ordentligt for mig. For første gang i mit liv delte jeg ikke sovesal med 10-15 andre piger. Jeg havde mit eget værelse, mine egne ting. Ikke en køjeseng men min helt egen seng! Det var alt, jeg havde drømt om. Men uden Nadia smagte det søde liv bittert. Jeg følte, at jeg burde have gjort mere for hende. Jeg burde have forsøgt at overtale Mor og Far til også at adoptere hende. Jeg ved godt nu, at det ville være meget at bede et par fremmede mennesker om – især når det gjaldt en pige så uopdragen som Nadia. Det var ikke min skyld, at ingen ville adoptere hende. Men jeg savnede hende forfærdeligt. Særligt om natten, når jeg rullede om på siden for at omfavne hende og til min skuffelse måtte erkende, at hun var væk.

I den skole, som jeg startede på, fik jeg en hurtigt nye venner. Sandra og Frederik havde – ligesom Nadia og jeg – været venner i årevis. Frederik var hurtig til at tage imod mig, selvom Sandra var mere skeptisk. Jeg tror, hun frygtede, at jeg ville tage Frederik fra hende. Intet kunne dog være længere fra sandheden, og der gik ikke længe, inden Sandra lod til at varme op overfor mig. Vi blev kendt som “trekløveren”, fordi vi altid hang ud sammen.

Det var anderledes at have venner, der ikke konstant starter slagsmål og optøjer med andre, som man hele tiden skal forsøge at udrede. Jo mere tid jeg brugte sammen med andre mennesker, desto mere gik det op for mig, hvor psykisk drænende mit venskab med Nadia havde været. Jeg prøvede at komme i kontakt med hende over SMS flere gange, men hun havde blokeret mit nummer. Snart holdt jeg op med at forsøge og accepterede, at vi var vokset fra hinanden.

Bedst som jeg troede, at jeg aldrig skulle se min barndomsveninde igen, startede jeg i 3.g. Hvem mon trådte ind ad døren til klasseværelset en time efter klokken ringede ind? Forestil dig mit ansigtsudtryk da en velkendt manke af brunt hår dukker op i mit synsfelt. Jeg sidder på forreste række, og vi får øjenkontakt med hinanden med det samme. Jeg smiler til hende og forsøger at få hende til at sætte sig ved mit, Sandra og Frederiks bord, men hun ignorerer mig. Med et stift blik går hun ned i enden af lokalet efter en reprimande fra vores underviser om, at hun skal komme til tiden.

Jeg sidder uforstående tilbage. Kunne hun virkelig stadig være sur på mig? Jeg kendte Nadia godt nok til at vide, at svaret var ja. Jeg kan ikke lade være med at kigge på hende igen og igen i løbet af timen. Hun er iklædt en rød skovmandsskjorte og nogle forrevne skinny jeans. Til min skuffelse bemærker jeg, at hun sidder sammen med nogle mindre heldige typer, som hun åbenbart lader til at kende i forvejen. Selv er jeg elevrådsformand, introguide for nye elever og kaptajn på gymnasiets volleyballhold på dette tidspunkt. Jeg ledte os til guld i gymnasiernes landskamp forrige år. Hvorfor sidder Nadia sammen med en gruppe mennesker, der tager speed og ecstasy i weekenderne og kun sjældent møder til undervisning?

I løbet af undervisningen fortæller jeg ivrigt Sandra og Frederik om, at Nadia er den, hun er. De kender hende godt, for jeg har talt om hende flere gange før. De siger det ikke højt, men jeg fornemmer en hvis skepsis i dem. “Måske er hun ikke, ligesom du husker hende, Christina,” siger Sandra. Det er tætteste, der kommer på en advarsel. Jeg ser mig over skulderen igen. Nadia laver intet andet end at sidde med sin telefon. Hun har ikke engang taget sine bøger frem. “Sludder,” svarer jeg. Jeg er sikker på at vi, så snart vi får talt tingene ud, kan gå tilbage til at være bedste veninder.

Så snart det er frikvarter, bevæger jeg mig ned i den anden ende af klasselokalet. Kursen er det direkte i Nadias retning. Dem, hun sidder sammen med, rejser sig for at gå ud at ryge, som de altid gør, og Nadia rejser sig for at gå med. “Nadia!” siger jeg med en høj stemme, men hun ser ikke engang i min retning. Så nemt slipper hun dog ikke. Bedst som hun skal til at passere mig i det lille mellemrum mellem skolebordene og væggen, strækker jeg min arm ud og afskærer hende vejen. Endelig ser hun på mig. Hun er vred. “Lad mig komme forbi.”

Selvom hun er højere nu, selvom hun er ældre nu, er vreden i hendes øjne den samme, som jeg forlod den på børnehjemmet for fem år siden. Fulde af had. Vores barndom og venskab fornægtet. Mit hjerte synker ned i mit bryst, men min stemme forbliver rolig. “Vi har så meget at snakke om, Nadia.”

“Vi har intet at snakke om. Lad mig komme forbi. Nu,” svarer hun hårdt tilbage. Vi stirrer hinanden i øjnene, så det nærmest slår gnister. De, der stadig er tilstede i klasselokalet, har bemærket, hvad der foregår, og overværer os. Tiden står stille i et kort sekund. Jeg forventer, at hun overvejer at slå mig. I stedet lader jeg Nadia komme forbi. Hun har for vane at handle utilregneligt, når hun føler sig trængt op i en krog, og en slåskamp er det sidste jeg ønsker med hende på hendes første dag. Hun snor sig forbi mig, og jeg iagttager hende med et fortvivlet blik.

Jeg er forholdsvist mut resten af frikvarteret. Det ligner ellers ikke mig. Fra min plads ved vinduet kan jeg se Nadia og hendes nye “venner” nede på gaden. De står og ryger. Hvornår er hun begyndt at ryge? Sandra og Frederik kan mærke på mig, at jeg er trist, og de forsøger at støtte mig. I virkeligheden burde jeg have støttet Nadia mere. Jeg burde havde forsøgt at gøre mere for at få kontakt til hende.

Mine vemodige tanker erstattes af provokation, da jeg ser Nadia sige noget til Betinna Pedersen, en pige fra klassen, der går forbi på gaden med sin skoletaske på ryggen, som får hendes vennegruppe til at skraldgrine. Bettina, som er en utrolig sød pige, men i en lidt højere vægtklasse end sine jævnaldrende, står stille i et øjeblik, inden hun bevæger sig videre. Jeg knytter mine næver og rejser mig op. Sandra spørger, hvor jeg skal hen, men jeg er allerede ude ad døren.

På vej ned ad trapperne støder jeg ind i Bettina. Tårerne i hendes øjne er tydelige gennem hendes brilleglas. “Kom med,” siger jeg og tager hende i hånden. Forskrækket ser hun op på mig, men jeg trækker hende afsted efter mig. “Christina? Det gør ikke noget. De sagde ikke noget,” græder hun, men hendes protester dæmper ikke på min vrede.

Da vi kommer udenfor, hører jeg Nadia og hendes venner grine, da de igen ser Bettina, men grineriet ophører, da de får øje på mig. Nadia ruller med øjnene og udsteder overdrevet suk.

“Sig undskyld,” siger jeg med en hård stemme, da jeg står foran min barndomsveninde. Nadia skal til at svare et eller andet flabet, men blikket i mine øjnene fortæller hende, at jeg mener det alvorligt, og hun holder inde. “Kan du ikke bare lade mig være i fred? Seriøst, Christina, jeg har knapt været her én dag, og du er allerede besat af mig.” En af hendes venner griner, men mit dræbende blik får ham til at tie stille.

“Hvad er der sket med dig?” spørger jeg.

Med et skævt smil puster Nadia røg i hovedet på mig. Jeg slår cigaretten ud af hendes hånd.

“Din fucking sæk!”

“Du burde ikke ryge,” svarer jeg. Jeg kender Nadia godt nok til at vide, at hun formentlig vil forsøge at slå mig om lidt.

“What, vil du også bestemme, hvad tøj jeg går i, nu du er i gang?”

“Sig undskyld til Bettina.”

“Jeg har ikke gjort noget! Hun er bare en fucking baby!”

“Hårde ord for en pige, der suttede på sin tommelfinger, indtil hun var 12.”

Som forventet slår Nadia ud efter mig, men jeg griber hendes håndled og tvinger hendes arm om på ryggen. Hun er stadig lille og spinkel. “Sig undskyld,” snerrer jeg igen og strammer mit greb. Nadia hyler og får fremtvunget et smertefuldt undskyld. Så snart ordene har forladt hendes læber, lader jeg hende slippe fri. Hun ser på mig, som om hun vil dræbe mig.

“Fuck dig, din psykopat! Hvad helvede er der galt med dig?! Du kunne have brækket min arm!”

“Kom,” siger jeg til Bettina, som står rædselslagen bag mig, og vi går indenfor. Jeg kan høre blodet bruse i mine øre. Min krop sitrer. Hårene i min nakke står op. Alle mine sanser er i fight-mode. Da vi kommer indenfor, tager en masse andre elever jublende imod os. De har åbenbart set det hele fra vinduerne. Det er ikke første gang, jeg har stoppet mobning på gymnasiet. Hvis jeg ikke gør det, hvorfor skulle andre så? Men denne gang mærker jeg ingen tilfredsstillelse ved at have gjort noget godt. Alt, jeg føler, er sorg. Sorg over at erkende, at jeg for alvor har mistet min veninde.

Resten af dagen hænger episoden over mig som en sort sky. Hele min klasse har åbenbart overværet, hvad der skete i skolegården fra vinduet. De er mere eller mindre vante til, at jeg gør denne slags voldsomme ting, så det er ikke et stort nummer. Men jeg har praktisk talt ydmyget Nadia foran hele gymnasiet på hendes første dag. De, der ikke har set det, har hørt om det. Nadia ignorerer mig, da hun kommer ind i klassen, og jeg ignorerer hende. Min barndomsveninde er blot et fjernt minde nu, og pigen i enden af lokalet er bare en ny mobber, der skal lære sin plads at kende, ligesom de andre før hende. Jeg forsøger at påtage mig et hårdt ydre, men indeni er jeg ved at tude som en lille, forældreløs pige.

Efter skole er der volleytræning. Da jeg har fri og går ud til min cykel, bemærker jeg, at mine dæk og saddel er blevet skåret op med en kniv. Bettinas ødelagte briller stikker ud fra hullet i sadlen. Jeg ser mig over skulderen for at sikre, at jeg ikke bliver overvåget. Jeg ved, at Nadia er god til at gemme sig. Jeg ved også, at hun typen, der ikke blot laver denne slags numre med folk uden at blive hængende for at overvære andres reaktion. “Hvis du har ventet på mig herude i den time, vi trænede, er det dig, der er besat af mig,” siger jeg højlydt ud i den tomme cykelgård. “Jeg er ked af, hvad jeg gjorde ved dig før, men du fortjente det, og det ved du godt. Hvis du har gjort Bettina noget, lover jeg dig, at du kan vente dig langt værre i morgen.” Jeg hører noget rumstere på en af tagene, og jeg drejer mig hurtigt i lydens retning. Lyden af løbende fodtrin overdøves af vinden. Jeg er sikker på, at Nadia hørte mig.

I løbet af de næste par måneder tager kampene til. I begyndelsen går hun udelukkende efter mig. Hun er ikke stærkt nok til at være mig nogen fysisk trussel, men hun ødelægger gerne mine ting. Jeg afværger hendes angreb ved at tage busse i skole, og snart har kun ikke mere at angribe mig på. Derfor går hun efter Sandra og Frederik i et kort stykke tid, indtil hun mange blå mærker og hudafskrabninger senere erfarer, at det er en dårlig idé. Hun prøver at starte rygter om mig på Facebook, men ingen lader til at være synderligt interesseret i, hvad hun skriver om mig. Jeg ved godt, at jeg bare kunne have anmeldt hende til gymnasiet, men jeg føler, at dette er mellem Nadia og jeg. Men jo længere tid der går, desto klarere står det for mig, at hun ikke har tænkt sig at give op. Jeg ved ikke, hvad hendes endelige mål er, men hun lader til bare at ville skade mig.

Jeg dukker uanmeldt op på det gamle børnehjem en fredag eftermiddag efter skole. Marianne er glad for at se mig. Jeg spørger, hvor Nadia er, og Marianne svarer, at hun er bor på en ungdomsinstitution inde i byen. Hendes spydige kommentar om, at Nadia snarere hører til i et ungdomsfængsel, vælger jeg at ignorere.

Da jeg banker på døren til institutionen, er det en voksen kvinde i midten af 20’erne, som åbner. Selvom jeg kun er 17 år, er jeg lige så høj som hende og væsentligt mere muskuløs. Hun har en cigaret i mundvigen og søvn i øjenkrogene. Jeg spørger efter Nadia. Siger at jeg er hendes veninde fra gymnasiet. “Nadia?… Mener du Minni? Jeg vidste ikke, Minni havde veninder,” griner hun. Hun leder mig ned ad en gang, og snart når vi til en dør med Nadias navn på. Bortset fra at “Nadia” er streget ud, og nogen har skrevet “Minnie” nedenunder. Den voksne kvinder forlader mig, og jeg står tilbage foran dødens gab, min bitre fjendes soveværelsesdør.

Efter en kort tøven banker jeg på døren.

Der lyder en velkendt stemme fra den anden side af døren. “Hvem er det?”

“Mig,” siger jeg.

“Gå din vej.”

“Jeg håbede på, at vi kunne tale sammen som civiliserede mennesker. Er du ikke også træt af det her? At vi altid skal slås?”

“Jeg sagde gå din vej.”

“Jeg er selv enormt træt, Nadia. Vil du ikke nok være sød at lukke mig ind, så vi kan tale sammen?”

Hun vælger at ignorere mig, og i et stykke tid bliver jeg bare stående foran hendes dør. Men jeg er ikke taget herind for at gå tomhændet hjem. I stedet læner jeg min ryg imod døren og synker ned i mine ben, indtil jeg sidder på gulvet. Jeg udstøder et dybt suk. “Jeg venter herude, indtil du er klar til at snakke.” Hendes eneste svar er den larmende stilhed.

Mens jeg venter, går flere unge kvinder forbi mig på gangen. De hvisker alle sammen, når de tror, de er udenfor min hørevidde. Det er ligemeget. Jeg sidder og stener Facebook på min mobil. Klokken bliver 16.00, så 17.00 og endelig 18.00. Jeg sprang fra en aftale med trekløveren for at sidde her, og nu har jeg kramper i mine ben. Jeg sidder og blunder, da jeg hører Nadias stemme.

“Er du gået eller hvad?”

“Nej,” svarer jeg lysvågent.

“Jesus Christ, Christina. Du er simpelthen for meget. Hvorfor kan du ikke bare lade mig være i fred?”

På trods af hendes ord åbner hun døren. Jeg er næsten ved at falde baglæns, men jeg når at redde mig selv, inden jeg falder på halen. Jeg rejser mig straks op og børster støvet af min cardigan. “Jeg vidste ikke, at du havde et kælenavn. Hvorfor kalder de dig Minni?”

“Sig det navn igen, og jeg sværger, at jeg skærer din hals over i din søvn. Kom indenfor, hurtigt, så vi kan snakke i fred.”

Nadias værelse er et lille, sølle rum omtrent halvt så stort som mit eget. Hendes seng fylder det meste af værelset, og mørklægningsgardinerne er rullet for. Her har ikke været luftet ud længe, luften er tung, og tøj flyder i bunker på gulvet. Uvaskede tallerkner med indtørrede madrester står stablet på rummets eneste møbel, et gammelt skuffedarium, og en død plante står i vindueskarmen.

Nadia ser på mig med armene lagt over kors. Hun har nattøj på, selvom klokken kun er 18. “Nå?” spørger hun, og for første gang ved jeg ikke, hvad jeg skal sige. “Sig hvad du skal sige, så du kan gå igen.” Jeg er mildest talt overrasket over at være nået så langt. Jeg havde troet, at vi ville råbe og skrige ad hinanden, måske ville vi begynde at slås, men min plan lykkes rent faktisk. Det går op for mig, at jeg står overfor en enestående mulighed.

“Nadia, kan vi ikke bare være veninder igen? Jeg savner dig så meget. Jeg –”

Hun afbryder mig. “Jeg savner ikke dig, og jeg vil ikke være veninder igen. Farvel.”

Hun forsøger at gelejde mig ud ad døren, men jeg er urokkelig. Jeg ved godt, at det er ret ubehøvlet af mig, at jeg kommer brasende ind i hendes private hjem, når hun tydeligvis ikke vil have, at jeg er her, men jeg er løbet tør for ideer. Til sidst spørger jeg hende bare lige ud:

“Seriøst, hvad er dit problem?”

“Mit problem? Du vil vide, hvad mit problem er? Okay, lad mig fortælle dig hvad mit problem er. Du er mit problem, Christina. Du har altid været mit fucking problem.” Hun tager en dyb indånding, inden hun fortsætter. “Mit liv har været lort takket være dig. Perfekte Christina der kan klare alt. Perfekte Christina der trøster de små. “Se hvor fin og artig Christina er, Nadia!”, “Hvorfor kan du ikke være mere ligesom Christina, Nadia?”.

“Det var aldrig min mening, at du skulle føle sådan. Sagde jeg ikke altid, at du var perfekt, når Marianne påstod det modsatte?”

“Kun efter hun var gået sin vej. Du sagde hende aldrig imod eller gjorde noget, der kunne få dig selv i problemer. Du beskyttede mig aldrig! Du nød det, når du blev rost, og jeg blev skældt ud!”

“Det er løgn,” svarer jeg. Men er det? Jeg havde aldrig sagt Marianne imod direkte, ikke engang når hun talte Nadia ned. Ikke engang et par timer forinden, da hun havde nævnt det med ungdomsfængslet. Jeg troede, det var fordi, jeg var bange for at sige vores reservemor imod, men var det i virkeligheden fordi, at jeg nød at blive fremhævet som det bedre barn? Er jeg vitterligt så optaget af autoritetsfigurers anerkendelse?

“Du kan bilde dig selv ind, hvad du vil, hvis det hjælper dig med at sove om natten.”

Jeg bevæger mig rundt på hendes lille værelse. På hendes skuffedarium står en lille papmagehånd. Fingrene opbevarer hun sine ringe på. Jeg genkender hånden med det samme, for det er et aftryk af min egen. Jo mere jeg ser rundt i rummet, desto klarere for mig bliver det, hvor mange af sine gamle ting fra børnehjemmet, Nadia har gemt. Vores gamle venindearmbånd, perlekæder jeg har lavet til hende, en bamse jeg gav hende i fødselsdagsgave for mange år siden, der ligger i hendes seng. Det vækker minder fra min egen barndom, og fra dengang vi var uadskillige. Jeg ser på hende igen og tager hendes hånd. Hun bliver forskrækket, men hun trækker sig ikke væk lige med det samme. Jeg kommer tættere på.

“Nadia… Vi kunne blive veninder igen. Du og jeg. Du kunne starte til volleyball sammen med mig. Du kunne stille op til elevrådet. Jeg kunne introducere dig ordentligt overfor Sandra og Frederik. Det kunne være så –”

Nadia afbryder mig med et fnys, da jeg nævner mine venner. “Giv slip på mig, Christina. Jeg hader dig.”

“Jeg ville ønske, at du ikke gjorde.”

“Og jeg ville ønske, at du var blevet. At du ikke havde valgt to fremmede fucking mennesker i stedet for mig. Du snakkede med dine adoptivforældre i, hvad? 20 minutter? Og det var nok til at få dig til at smide alt det væk, vi havde.”

“Jeg smed dig ikke væk. Men det var min sidste chance for at få en familie.”

Jeg var din familie!” hvæser hun. Hun flår sin hånd til sig. Hun har tårer i øjnene. “Eller har du glemt det?! Vi lovede hinanden, at vi ville holde sammen gennem tykt og tyndt.”

“Vi kan stadig være sammen. Vi kan –”

“Tror du jeg gider bruge min tid med én, der vender mig ryggen?! Fatter du det ikke, Christina?! Lad mig nu være!”

Det nytter ikke noget, og jeg skynder mig snart at gå. Da jeg kommer ud ad døren, bliver jeg stående i et stykke tid. Jeg kan høre, at Nadia græder på den anden side. Jeg har lyst til at omfavne hende, holde om hende og trøste hende, ligesom jeg plejede, da vi var børn. Men hun vil ikke have mig i sit liv længere. Hun er åbenbart fast besluttet på at hade mig. Det gør ondt, men jeg respekterer hendes grænser. Vemodigt slæber jeg mig selv hjem i regnen. Jeg kan heller ikke holde min egen gråd tilbage.

Efter denne episode bliver vores rivalisering betydeligt mere kold. Vi taler ikke sammen, men vi kommer oppe at slås længere. På sin vis kunne man sige, at jeg har sejret, ligesom jeg har sejret i alle andre konkurrencer, vi har haft mod hinanden. Men det føles som alt andet end en sejr. Der er ingen, der respekterer hende længere. Hendes “venner” har vendt hende ryggen. Det gør ondt på mig, når jeg ser Nadia altid siddende alene i frikvartererne. Hun lader til aldrig at snakke med nogen. De, der forsøger at være venlige mod hende, skæres af med en led bemærkning.

Det er en kold nat i starten af december, da jeg hører småsten blive kastet imod min soveværelsesrude. Forvirret åbner jeg vinduet. Jeg spejder ud i natten i et stykke tid, indtil jeg opdager en lille, forhutlet skikkelse nede i haven. “Nadia!” råber jeg. Hun har ingen jakke på, kun en stor hættetrøje, samt jeans og sneakers. Jeg skynder mig ned ad trappen, gennem huset og ud ad døren for at hente hende ind. Hun falder sammen i mine arme, og jeg må bære hende indenfor.

Jeg ligger hende på en sofa i stuen og vikler tre tæpper omkring hendes skælvende krop. Theen brygger allerede i køkkenet. Hun stinker af sprut, smøger og det, de er værre. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Mine forældre er ikke hjemme i denne weekend på grund af et kursus. I bagklogskabens lys burde jeg nok have ringet efter en ambulance, men det tænkte jeg ikke på at gøre i øjeblikket. Alt, jeg kan tænke på, er at holde Nadia i live. Jeg forsøger at holde hende vågen, og jeg forsøger at få the i hende. Theen vil hun ikke have, men en vandbalje tager hun gerne imod, da hun begynder at kaste op. Jeg holder hendes hår tilbage, så hun ikke skal få opkast i håret. Hun græder og undskylder undervejs. Jeg fortæller hende, at det er okay, og at det nok skal gå.

Da hun omsider er færdig med at kaste op, hjælper jeg hende ud på badeværelset og ned i et varmt karbad. Hun er enormt blufærdig omkring sin krop og dækker den så meget til, som hun kan. Jeg sørger for at fylde ekstra meget skum i vandet, så hun kan skjule sig selv i badet. Jeg skyller hendes filtrede hår på brusehovedets laveste styrke imens. Det ser ikke ud til at være blevet vasket længere, så jeg hælder en smule af min balsam i.

Efter badet giver jeg hende fred til at tørre sig. I mellemtiden lægger jeg hendes ulækre, snavsede tøj i vaskemaskinen og finder min ekstra morgenkåbe frem fra skabet, som jeg hjælper hende i, da hun er tør. Dernæst hjælper jeg hende ind i min seng. Jeg lægger dynen over hende, pakker hende godt ind, inden jeg selv kryber ind under. Jeg trækker hende ind til mig for at varme hende med min egen krop, men snart begynder hun at græde igen. Denne gang i min skulder.

“Du hader mig, gør du ikke?” hulker hun.

“Selvfølgelig ikke!” svarer jeg opmuntrende og aer hende blidt ned ad ryggen. “Jeg har aldrig hadet dig, Nadia.”

Nadia trækker sit hoved en smule tilbage, så vi ligger ansigt til ansigt. Vi ser hinanden i øjnene. Uden varsel lukker Nadia sine øjne og nærmer forsigtigt mine læber med sine egne. Jeg trækker mig væk. Det er over, før jeg kan nå at opfatte, hvad der er sket. Så snart hun mærker, at jeg ikke kysser hende, ruller hun hurtigt om på siden og vender ryggen til mig. Jeg er forskrækket, men så snart jeg har genvundet fatningen, trækker jeg blidt i hendes skulder for at få hende til at vende sig om. “Nadia?” hvisker jeg, men hun svarer ikke. Hun sover – eller lader som om – og jeg ligger vågen den halve nat, lammet og forvirret.

Næste morgen vækkes jeg ved, at nogen prikker mig i siden. Jeg kan ikke lade være med at smile. Hun har i det mindste ikke ændret sig på det punkt. Nadia vil have sit tøj, fordi hun vil hjem. Jeg spørger hende, om hun ikke vil blive, men hun afslår. Hun lader ikke til at ville tale om kysset, så jeg nævner det ikke – hun var nok bare fuld. Hun vil heller ikke tale om, hvor hun var i går, eller hvorfor hun stod udenfor mit vindue midt om natten, da jeg spørger. Det gør mig vred, at hun ikke vil give mig en forklaring, efter at jeg har gjort så meget for hende, og vi begynder at skændes. Det ender med, at hun skrider, og hun smækker døren vredt i efter sig. Jeg sidder tilbage med følelsen af omsider at have haft min bedste veninde tilbage for kun at miste hende igen med det samme.

Luften mellem os er koldere end nogensinde. Hun undgår mig, pjækker fra undervisningen, og når jeg tror, jeg ser hende oppe inde i byen, er det kun i et splitsekund, inden den brune hårmanke er væk igen. Hun holder sig på afstand, og selvom jeg ville ønske, at vi bare kunne være veninder ligesom før, mærker jeg også, hvor meget denne uendelige kamp dræner mig for energi. Hverken Sandra eller Frederik forstår, hvorfor jeg overhovedet forsøger med Nadia, men de støtter mig alligevel så godt de kan. Det er intet under, at de ikke bryder sig specielt meget om min barndomsveninde taget i betragtning af, hvordan hun har behandlet dem.

Derfor kan jeg heller ikke holde det imod dem, da Sandra, på trods af mit forslag herom, nægter at lade hende dele værelse med os på en den studietur, som klassen skal på den kommende februar. Hun prøver at sige det på en pæn måde, men jeg forstår hende godt. Nadia er ikke nem at være sammen med, og ingen af dem kender hende, som jeg gør – eller gjorde. Eftersom denne historie er opsummering af mit og Nadias sammenflettede liv, har jeg ikke nævnt mine nuværende venner så meget, som jeg burde, men du, kære læser, må forstå, at de betyder utrolig meget for mig. Selvom denne historie er skrevet til Nadia, har jeg også et liv ud over hende, som bare ikke er i fokus. Mit venskab med trekløveren er meget dyrebart for mig, så jo, jeg skulle naturligvis dele værelse med dem.

Julen tilbringer jeg med mine forældre og adoptivbedsteforældre, som jeg plejer. Selvom jeg kun har kendt dem i fem år, og selvom jeg skændes med mine forældre lige så meget som alle andre teenagere, føles det som om, at jeg altid havde været en del af familien. Alle har taget så pænt imod mig. Jeg elsker at passe og lege med mine nye små fætre og kusiner. At være en del af en familie er alt, hvad jeg nogensinde har drømt om.

Men uanset hvor dejligt det end er, er julen en svær tid for mig, når Nadia ikke er her. Dette år forstår jeg særligt hvorfor. Som Nadia selv sagde det: hun var min familie. Engang for længe siden. Julen er familiens tid. Vi burde være sammen. Eftersom hun har blokeret mit nummer, skriver jeg et julekort til hende. Jeg inviterer hende til at komme over og holde jul sammen med mig og min familie. Jeg lægger endda en julestok i konvolutten, som jeg ved hun elsker. Men hun svarer aldrig, og det gør mig vred og ked af det. Hvis hun hellere vil tilbringe julen alene på sit ulækre værelse på ungdomsinstitutionen, hun bor på, hvor ingen synes at bryde sig om hende, kan hun gøre det. Hvorfor skal jeg have ondt af hende? Hun er gammel nok til at træffe sine egne valg. Jeg vil ikke lade hendes negativitet ødelægge min julestemning. Jeg er da ligeglad.

Men jeg er ikke ligeglad. Jeg ligger vågen om natten og tænker på hende. Jeg tænker på, hvordan det er gået så galt, og hvor meget jeg savner hende. Jeg forsøger at distrahere mig selv med flettede hjerter, glimmerpapir og julefilm, men i sidste ende leder mine tanker mig altid tilbage til min barndomsvenindes drilske smil og det listige glimt i hendes store, ravfarvede øjne.

Der er ikke meget “studie” over vores studietur. Det er lykkedes klassen at finde et lille, afsidesliggende skihotel i de franske alper, som vi har samlet ind til en tur til. Jeg har aldrig stået på ski før og glæder mig meget. Vi mødes i lufthavnen tidligt om morgenen og bruger den halve dag på at flyve derned. Selvom hotellet er småt, besidder det en idyllisk charme, der ikke kan måle sig med, hvad man ser på postkortene. Jeg deler værelse med Sandra, og Frederik kommer hele tiden over. Jeg mistænker mine to venner for at være lidt forelskede i hinanden. Jeg håber, at de vil begynde at komme sammen, så jeg sørger for at give dem rigeligt tid alene.

Da både Sandra, Frederik og jeg er venner med stort set alle i klassen, giver det god mening, at det er os, der arrangerer og holder festerne om aftenen. Høj musik, sjov og druk på vores værelse til langt ud på natten. For at holde min kampvægt nogenlunde stabil er min alkoholindtag minimalt. Desuden foretrækker jeg at være ædru i tilfælde af, at der skulle opstå problemer. Nogle af klassens drenge prøver at flirte med mig, når de har drukket, men det er ganske harmløst.

Jeg bemærker, at Nadia ikke er her. Jeg er bare glad for, at hun er med på turen. Jeg husker, hvordan hun altid snakkede så begejstret om at stå på snowboard, da vi var børn, og de enkelte gange jeg har set hende ude på pisterne, har hun da også set ud som om hun har hygget sig. Også selvom hun var mutters alene. Hun er tvunget til at dele værelse med en anden pige, Meriam, fordi Meriam ikke kunne finde nogle andre at dele værelse med. For at gøre en lang historie ultrakort er Meriam oftest sammen med pigerne fra 2.z i frikvartererne, og derfor har hun ikke så mange veninder i vores klasse. Meriam og Nadia hænger derfor på hinanden, hvilket ingen af dem synes at være særligt tilfredse med. Jeg overhørte Meriam videochatte med sine veninder i Danmark om, hvor dødsygt det er at dele værelse med Nadia. Selvom det provokerede mig, kunne jeg vel dårligt unde hende det, når jeg havde brugt det sidste halve år i endeløs konflikt med pigen.

Da jeg står foran døren til hendes hotelværelse, knyttet næve, klar til at banke på, griber jeg mig selv i at overveje, hvorvidt det egentlig er en god idé. Jeg vil ikke have, at Nadia skal være alene. Jeg vil være der for hende, få hende til at grine, pjatte med hende som vi plejede, da vi var børn. Men det kan jeg ikke længere, uanset hvor ihærdigt jeg forsøger. Og hver gang jeg har prøvet, har jeg bare gjort det hele meget værre. Jeg skal til at gå tilbage til festen, da døren åbner sig med et klik, og jeg står ansigt til ansigt med pigen, jeg engang kaldte min bedste veninde. Vi ser forskrækkede på hinanden men genvinder begge hurtigt fatningen og påtager os vores sædvanlige kølige fjendtlighed.

“Oh my god, hvad vil du?” spørger hun irriteret. Hun har sin jakke på og en cigaret i hånden. En tyk vinterhue er trukket ned over hendes øre. Hun virker en smule befippet – hvis ikke decideret forlegen – over sin forskrækkelse. Jeg prøver at svare, at jeg bare var på vej ud, men det lader ikke til, at hun køber den. Men hun virker ikke sur – bare træt. “Ja, klart. Whatever.” Hun stikker smøgen i mundvigen, hænderne i jakkelommerne og fortsætter ned ad gange. Jeg følger efter men sørger for at holde forsvarlig afstand i tilfælde af, at hun flipper ud. Da hun ser sig over skulderen, ruller hun med øjnene.

“Seriøst, følger du også efter mig nu?”

“Jeg, øh… jeg har brug for noget luft,” svarer jeg dumt.

Men Nadia lader mig følge efter sig, og snart står vi sammen ude på terrassen sammen under halvtaget. Der er sne alle vegne, og vi har udsigt over de franske alper. Selvom det er nat, stråler de sneklædte toppe i månelyset. En gammel, flimrende lampe oplyser terrassen i et svagt, orange skær. Vi hviler os begge mod rælingen. Nadia tænder sin cigaret. Jeg har en ærmeløs kjole på, og jeg burde fryse, men jeg er så begejstret over det faktum, at Nadia endnu ikke har forsøgt at flå hovedet af mig, at jeg knapt mærker kulden. Jeg kan ikke lade være med at stirre på hende, og det burde være superakavet. Jeg mærker mine egne kinder blive en smule røde.

“E-er det okay, at jeg her herude sammen med dig? Jeg tror, at Sandra og Frederik snaver inde på mit værelse…”

“Jeg kan ikke bestemme, hvordan du bruger din aften.”

Jeg tager det som et godt tegn og fortsætter. “Jeg troede bare ikke, at du ville være sammen med mig.”

Nadia sukker og tage et sug. Hun puster røg ud. “Du er ligesom en golden retriever, Christina. Du kommer altid logrende tilbage, uanset hvor meget man råber af dig.”

Jeg træder et skridt nærmere armeret med et afprøvende smil. “Du er værd at komme tilbage til.”

“Er jeg?” spørger hun med et smågrinende fnys.

“Ja, du er. Du er et godt menneske. Inderst inde. Men du er så bange for at blive såret af andre, at du bevidst skræmmer alle væk, inden de kommer for tæt på. Men det betyder bare, at du altid ender med at være helt alene, hvilket bare sårer dig endnu mere.”

Hun siger ikke, så jeg fortsætter.

“Du er fanget i en ond cirkel, Nadia. Jeg ved godt, at du prøver hårdt på at spille den hård, seje og ligeglade type, men du kan ikke ændre på, hvad du i virkeligheden er: en forskræmt og ensom pige, der har brug for en rigtig ven.”

For engang skyld er Nadia stille. Ingen spydige kommentarer, ingen lede comebacks. Hun virker rolig. Er det endelig lykkes mig at trænge igennem til hende? Jeg forsøger at nærme mig hende, røre ved hendes skulder, vise at jeg er den ven, hun mangler. Men da jeg kommer tættere på, bemærker jeg, at cigaretten ryster i hendes hånd. Hun er alt andet end rolig. Hun er rasende. Hun vender sig imod med, og med en lynhurtig bevægelse smider hun cigaretten i mit ansigtet. Da jeg er distraheret, langer hun ud efter mig og river sine skarpe negle fra min pande, over mine øjne, min næse og ned til min hage. Det går så stærkt, at jeg knapt ænser, hvad der foregår, før jeg bløder fra mit ansigt. “Du skal ALDRIG antage, at du kender mig!” hvæser hun.

Hun skubber mig baglæns, jeg rammer rælingen, hun sparker mig, og jeg falder. Hun forsøger at trampe på mig, men jeg griber fat om hendes ankel og trækker til. Nadia lander ved siden af mig. Hun forsøger at kravle væk, men jeg er over hende på et splitsekund. Jeg griber fat om hendes hals og tvinger hende ned i terrassens snedækkede gulvbrædder. Jeg løfter min knyttede næve over hovedet for at slå hende. Men jeg tøver. Jeg ser ned på hendes bange ansigt. Hun er kridhvid. Hendes store, brune øjne er fulde af rædsel. Vi er 6 år igen, og hun har lige stjålet lille Emils bamse. Men det sekund, jeg tøver, udnytter hun til at bide mig i håndleddet, og jeg giver slip på hendes hals med et vræl. Hun skubber mig af sig og løber indenfor.

Jeg sidder tilbage, hvilende på mine knæ, foroverbøjet som om jeg skal kaste op. Jeg har blod i øjnene. Jeg kan ikke trække vejret. Mit hjerte er ved at rive sig ud ad mit bryst. Jeg har lyst til at græde, til at skrige, til at rulle mig sammen som en kugle og lade kulden tage mig. Med et udmattet støn får jeg rejst mig op, tørret blodet af mit ansigt, og jeg finder tilbage til varmen.

Efter en halv times tid foran spejlet med min concealer, er rifterne stort set dækkede til, og jeg vender tilbage til festen. Alle er mere eller mindre æskestive. Jeg har ikke noget imod at være den eneste ædru person. Marianne har opdraget mig til at være den altid ansvarlige, altid modne og altid artige pige. Hendes ord giver ekko i mit dunkende hoved: “Hvorfor kan du ikke få den uduelige skarnstøs til at opføre sig ordentligt?” Nadia lyttede kun til mig, men hvad er det for et ansvar at lægge på et barn? Mens mine klassekammerater tager shots, sidder jeg og tænker bittert på, hvor meget Marianne har ødelagt for os begge.

Jeg ser ikke Nadia de næste par dage. Jeg ved, at hun er udenfor, hvor hun står på snowboard, så jeg holder mig indendørs. Jeg orker hende ikke. Ikke lige nu. Jeg har ikke fortalt nogen om vores slagsmål, og jeg har ikke i sinde at gøre det. Det er mellem hende og jeg. Jeg fortæller Sandra og Frederik (som i øvrigt er kærester nu, jubii!!), at jeg var oppe at skændes med hende, men kun fordi de kender mig for godt til, at jeg kan skjule min sorg og smerte for dem. I stedet nyder jeg dagene i en lænestol foran pejsen i hotellets lobby, indviklet i et varmt tæppe med en god bog og varm kakao. Gennem et af vinduerne iagttager jeg, hvordan vejret synes at ændre sig. Himlen skifter farve fra blåviolet til hvid, fra hvid til grå og inden længe har sorte skyer trukket sig sammen som ond, altopslugende mørke på himlen. Vinden hyler. Sneen falder. Et uvejr er på vej.

Klokken er cirka 14, da alarmerne begynder at ringe. Et tågehorn kalder hotelgæsterne ind. Det er ikke sikkert at være ude. I løbet af det næste stykke tid kommer mine klassekammerater droslende. Da Sandra og Frederik endelig dukker op, falder jeg dem om halsen. De er kolde og forfrosne, og jeg får dem over til kaminen, hvor de kan varme sig. Jeg bemærker, at flere fra klassen stadig mangler. Nadia mangler.

Mine klassekammerater er urolige, og da strømmen går, skriger nogle af pigerne. Vores historielærer og hotellets personale forsøger at berolige dem. De fortæller os, at alt er under kontrol, men inden længe ringer de efter de lokale myndigheder. Stormen bliver kun voldsommere. Jeg står ude på terrassen iklædt mit vintertøj og spejder ud mod horisonten. Foruden Nadia mangler vi også Bettina og hendes veninder, sammenlagt fem piger. Jeg skriver til dem alle sammen over Messenger, men ingen af dem svarer mig – og Nadia har i øvrigt fortsat blokeret mig. Selv har jeg haft problemer med dækningen, sidste gang jeg var ude på pisterne, og jeg tænker, at jeg nok næppe vil få noget svar.

Jeg henvender mig i lobbyen igen. Personalet er travlt optagede ved telefonerne. De affejer mig med, at hjælpen er på vej. Det sagde de også for en time siden, og snestormen er kun blevet voldsommere. Jeg kan ikke holde mig i ro og farer rundt. Sandra prøver at berolige mig, men jeg er anspændt. Da jeg endelig ser en gruppe farverige flyverdragter nærme sig i de hvide bakker udenfor, løber Sandra og jeg dem straks i møde. Da vi nærmer os, indser jeg, at der kun er tre skikkelser, og ingen af dem tilhører Nadia.

Da pigerne får øje på Sandra og jeg, løber de os i møde. Det er Bettinas tre veninder. De græder, de er hysteriske, og de taler i munden på hinanden. Jeg fanger enkelte ord: snestorm, lavine, sneskred, kløft. Det lykkes den ene af dem – Marie – at forklare, at Bettina sidder fast i en kløft nede i den omkringliggende skov. Skoven ligger i det, som kaldes ‘sort zone’.

“Grøn zone er begynderruten gul er for øvede og rød er for eksperter. Sort zone er dødmandszone. Der må vi ikke gå ind! Det kan være sindssygt farligt!”

“Undskyld, Christina,” græder Marie. “Vi vidste ikke, hvor vi var, før vi så skiltet på vejen tilbage til hotellet!”

Det gavner ikke noget at skælde dem ud, og de er i forvejen bange. Vi hjælper dem op til hotellet og ind i varmen. Resten af klassen kommer løbende for at tage imod dem. Jeg sætter kurs tilbage mod døren.

“Vent!” Jeg mærker Sandras greb om min arm. Grundet den pumpende adrenalin i min krop hverken mærker eller hører jeg hende. Først da hun rusker voldsomt i mig, går det op for mig, at hun taler til mig. “Du skal ikke derud igen, Christina! Vent på at hjælpen kommer!”

“Men… Nadia… Bettina…”

“Vi skal nok finde dem! Det er for farligt at gå ud! Du skal ikke spille helt nu!”

Jeg ser i retning af hotelpersonalet, der febrilsk forsøger at få kontakt til myndighederne på trods af den manglende elektricitet. Hvis ikke jeg gør noget, hvem gør så? Jeg siger undskyld til Sandra, inden jeg vrister mig fri og løber hovedkulds ud i snestormen.

Mine skibriller hiver jeg frem fra min vinterjakke og tager dem på. Hurtigt er jeg fastspændt til et snowboard og på vej ned ad pisten. Det voldsomme stormvejr overdøver alt andet. Det er svært at stå oprejst på brættet, da blæsten konstanter rammer mod mig, men ved at læne mig forover i en akavet stilling, kan jeg komme ned ad pisten i en nogenlunde hurtig fart.

Det her er så dumt. Hvad har jeg gang i? Jeg kan dø af det her. Men jeg siger til mig selv, at jeg er kommet for langt til at vende om nu. Desuden ved jeg, hvor skoven ligger, og jeg er ret sikker på, at jeg ved, hvilken kløft Marie talte om. Hvis Bettina sidder fast i den, har hun brug for hjælp for at komme op. I et øjeblik griber jeg mig selv i at overveje, om det er Nadia, der har smidt den stakkels pige ned i kløften. For et par dage siden ville jeg have kaldt teorien latterlig, men jeg har stadig rifter fra Nadias negle i mit ansigt.

Halvvejs nede ad pisten ser jeg en figur blandt millionvis af snefnug. Vaklende kommer hun mig i møde, inden hun falder sammen i sneen. Jeg stopper brat, stiger af brættet og iler over til den faldne. Det er Bettina. Hendes brilleglas er duggede. Hun hiver efter vejret.

“Christina!” gisper hun og klamrer sig til mig. Jeg hjælper hende op at stå. Den mindre pige er pakket godt ind i tøj og er næsten lige så rund som en bold. Det er svært at høre hende for den øredøvende storm, men hun får efterhånden forklaret, at hun er okay.

“Jeg troede, du sad fast i en kløft,” siger jeg.

“Det gjorde jeg også. Men Nadia, Nadia redde mig op! Hun reddede mig op, Christina! Hun sprang ned til mig og hjalp mig med at komme op! Hun reddede mit liv!”

“Hvor er hun nu?” spørger jeg og spejder rundt i snestormen. Jeg kan knapt se mere end 20 meter frem for mig. “Er du sammen med hende?”

“Jeg kunne ikke få hende op, da hun var sprunget ned, men hun sagde, at hun selv ville finde tilbage.”

“Efterlod du hende?!”

Bettina bliver forskrækket over mit udbrud, og hendes øjne bliver våde. “J-jeg… jeg… H-hun sagde, at hun nok skulle finde hjem. Jeg troede, at hun… Undskyld!”

Jeg står i mit livs dilemma. Jeg er nødt til at hjælpe Bettina tilbage til hotellet. Hun er godt klædt på, men kan hun klare turen tilbage selv? Og hvad med Nadia? Er hun stadig fanget i kløften, eller er det lykkes hende at slippe fri? Så vidt jeg ved, kan hun lige så vel være tilbage på hotellet allerede, siddende i min varme lænestol, fødderne oppe og med et selvtilfreds smil på læben, alt imens jeg famler rundt i dette iskolde helvede for at finde hende. For at finde en pige der hader mig som pesten.

Jeg ved, at jeg ikke har lang tid til at beslutte mig. Jeg kan ikke tage Bettina med mig med ned til skoven. Hun har hverken ski eller snowboard, og hun vil kun gøre mig langsommere.

“Sagde Nadia noget andet?” spørger jeg, mens jeg prøver at trøste hende. Blidt tørrer jeg tårerne af hendes kinder.

“K-kun at hvis jeg ser dig, at jeg skal jeg sige, at du ikke skal lede efter hende. M-men det gør du ikke, vel Christina? V-vel?”

Det afgør det. Jeg er nødt til at finde hende.

Trods hendes modvilje og stærke protester guider jeg Bettina over mod kanten af skibakken. Herfra er der ophængt farvede bånd, der signalerer, hvilken zone man er i. Jeg fortæller hende, at hun skal følge de gule bånd tilbage, at hun skal holde sin telefon tændt, at hun skal blive ved med at forsøge at ringe til Sandra, og at hun, hvis hun mærker, at terrænet ikke længere går opad, er gået forkert. Da det går op for hende, at jeg har tænkt mig at forlade hende, græder hun endnu mere og tigger mig om at blive. Jeg trøster hende og siger, at jeg stoler på hende, og at der ikke er så langt tilbage til hotellet. Det hjælper lidt. Dernæst giver jeg hende mine skibriller. Hun ser lidt fjollet ud, efter hun har taget dem på, og jeg kan ikke lade være med at smile lidt. Jeg giver hende et kram og iagttager hende langsomt begynde at bestige bjerget med afprøvende, forsigtige skridt, inden jeg drejer rundt på mit snowboard og fortsætter ind i sort zone: dødsmandszonen.

Jeg finder hurtigt ud af, hvorfor de kalder det dødsmandszonen. Kun få sekunder i tide springer jeg af mit snowboard og iagttager det flyve ud over en afsats, hvor det opsluges af nådesløs uendelighed. Jeg ruller lidt rundt i sneen men stopper tids nok til, at jeg ikke at falde ud over en skrænt, der fortsætter mindst hundrede meter ned i frit fald. Jeg var ikke, hvor jeg troede, at jeg var. Sneen har forvirret mig. Men jeg ved, hvor jeg er nu. Jeg går langs skrænten, indtil jeg finder den skov, som Bettina og hendes veninder snakkede op.

Der er en del mere læ i skoven. Selvom træerne truer med at falde ned over mig, kan jeg endelig høre, hvad jeg selv tænker. Jeg kan gå i et normalt tempo, og jeg sætter afsted mod den kløft, som findes i midten af skoven. Den kvikke læser vil nok spørge, hvordan jeg ved, hvilken kløft, der er tale om, og hvordan jeg ved, at den er i midten af skoven, hvis vi ikke må gå ind i den. Sandheden er, at jeg selv har været nede i kløften. For at gøre en lang historie kort er jeg ubeskriveligt dårlig til at stå på ski. En meget vred og meget fransk skiinstruktør kan skrive under på dette.

Jeg råber efter Nadia, mens jeg skynder mig gennem skoven. Ingen svarer. Uanset hvor meget hun hader mig, nægter jeg at tro på, at hun er dum nok til bevidst at gemme sig for mig. I et øjeblik overvejer jeg, om hun bevidst har lokket mig herud, fordi hun håber på, at jeg skal fare vild og dø af kulde. Det ville være det oplagte drab. Hendes hænder ville være rene. Jeg tvinger mig selv fra at tænke disse tanker. Det stemmer ikke overens med Bettinas forklaring. Nadia reddede hende, sagde hun. Det virker næsten for utroligt til at være sandt.

Da jeg når til kløften, mødes jeg med rædsel. Kløften er fyldt med is og sne. Det glider roligt gennem kløften som dødsfloden Styx. Pigernes ord giver genlyd i mit hoved: lavine, sneskred, fanget. Hvis Nadia ikke er nået op, er hun blevet begravet levende eller knust under sneen. Har jeg mistet hende? Det er for tidligt at give op. Prøver at finde en løsning. Hvad ville jeg gøre, hvis jeg var Nadia? Nadia er god til at klatre. Jeg mindes det gamle egetræ i børnehjemmets have. Måske er hun nået op. Måske er hun tilbage i sikkerhed. Måske har vi bare passeret hinanden uden at opdage det. Jeg bør vende om og gå tilbage til hotellet, mens jeg stadig kan. Men noget i mig siger, at Nadia ikke er på hotellet. Kald det en sjette sans. Hun har altid villet være den seje, stærke type, der ikke behøver andre end sig selv. Altid påstået at hun var uovervindelig. Men det er hun ikke. Det havde hun aldrig været.

Jeg følger kløften i den retning, som sneen langsomt bevæger sig. Det ville have været et interessant naturfænomen, hvis det ikke var for situationens alvor. Da jeg når til vejs ende, er jeg ved udkanten af skoven. Jeg står også på kanten af et bjerg. Kløften løber ud i ingenting, og sneen falder ned ad klippesiden som et hvidt vandfald. Nadia er ingen steder at se. Alt for let kan jeg forestille mig hende blive skyllet ud over kanten, skrigende og grædende, alene i sin sidste tid, knust på klippevæggen under mig. Tårerne triller ned ad mine kinder, og jeg sætter mig ned. Jeg hviler mit ansigt i mine hænder. Jeg kan ikke mere.

Jeg hører en stemme i det fjerne: “Jeg kan sgu da heller ikke blive fri for dig.”

“Nadia?!” råber jeg med fornyet energi. Jeg læner mig ud over klippekanten. Herfra kan jeg se, at man, hvis man er nede i kløften, har mulighed for springe ud på en mindre klippeafsats, inden man bliver skyllet ud med badevandet. Og dér, alene på afsatsen, sidder Nadia. Jeg mærker mit hjerte fyldes med fryd.

“Hvorfor er du herude, Christina?” spørger hun vredt, mens jeg springer over på den anden side af kløften. Jeg udser mig et godt sted, hvorfra jeg kan klatre ned til hende. “Du burde seriøst ikke være kommet.”

Selvom jeg er i en livsfarlig situation, kan jeg ikke lade være med at smile. “Bettina sagde, at du redde hende op fra kløften – at du reddede hendes liv. Jeg sagde jo, at at du havde noget godt inderst inde.”

“Jeg gjorde det kun, fordi jeg vidste, at du ville komme herud og prøve at redde hende. Det er farligt herude, din idiot, og nu er du her alligevel.”

“Aha, så du bekymrer dig rent faktisk om mig?” driller jeg. “Jeg vidste ikke, at du elskede mig så højt.”

Jeg lander på samme afsats som Nadia. Hun er rykket længere ud til kanten, som om hun absolut vil så langt væk fra mig som muligt.

“Tag det her seriøst, Christina. Gå tilbage. Dit eget liv er ikke det her værd. Jeg er ikke det her værd. Gå tilbage til hotellet og fortæl dem, at du aldrig fandt mig.”

“Er du gået fra forstanden? Kom nu. Tag min hånd. Vi hjælper hinanden op.”

Men hun står helt stille. Hun er bange. Forsigtigt nærmer jeg mig.

“Stop,” råber Nadia vredt, og jeg stopper. “Har du sne i øjnene eller hvad? Det her er en isflage. Hvis alt vægten samles herude, knækker den over, og vi falder begge til vores død.”

“Så kom over til mig.”

“Jeg tør ikke.”

“Nadia, se på mig.” Hun ser på mig. Vi er 5 år igen. Vi er ude på legepladsen, og solen skinner. Det er sommer. Jeg har lige krydset en line, der er udspændt mellem to klatreborge. Jeg strækker min lille hånd opmuntrende ud imod min bedste veninde. Lille 5-årige Nadia er lige så bange, som hun er nu.

“Bare fokusér på mig,” siger jeg. “Der sker dig ikke noget, hvis du bare fokuserer på mig.”

Nadia tager et forsigtigt trin ud på linen. Hun tager et trin mere over isflagen.

Bedst som Nadia begynder at nærme sig, rammes hun af et kraftigt vindstød og falder baglæns. “Nadia!” råber jeg og kaster mig frem efter hende. Hun når med nød og næppe at gribe fat i kanten af isflagen med sin højre hånd.

“Hold fast! Jeg er her!”

Jeg ligger mig fladt på maven og rækker min hånd ud til hende. Hun stirrer op på mig.

“Tag min hånd!” råber jeg.

“Gå tilbage til hotellet!

“Hvad snakker du om!? Tag min nu hånd!”

Men Nadia lukker blot sine øjne i og giver slip. Hun falder.

Men hun når ikke længere end et par centimeter. Med overmenneskelig hurtighed og styrke, kaster jeg mig selv halvvejs ud over kanten. Jeg griber hendes hånd i min. Det føles næsten som om, at jeg brækker min ryg. Adskillige fibre i arm sprænges, og jeg stønner i smerte. Det tager alle mine kræfter, men det lykkes det mig i sidste ende at hale hende op.

Jeg ligger på ryggen. Udmattet. Ser op i de sorte skyer. Snefnuggene drysser ned på mit ansigt og smelter på mine svedige kinder. Nadia klamrer sig til mig. Jeg prøver at få vejret.

En uhyggelig lyd af is, der sprækker, overdøver stormen. For sent går det op for mig, hvad jeg har gjort. Isflagen, vi ligger på, begynder at revne. Desperat forsøger jeg at rulle ind til klippevæggen, men snart bryder isen under os, og vi falder.

“Christina!?” skriger Nadia. Jeg trækker hende ind til mig, skærmer hende med min krop. Vi bliver opslugt af sne og is. Jeg kan mærke, at vi bevæger os nedad. Klippevæggen er så tilstrækkeligt skrå, at vi ruller det meste af vejen ned. Isflagen, vi ligger på, fungerer i starten som et bræt, vi kan kure ned ad klippevæggen på, men snart tipper den over, og vi bliver kastet i hver vores retning. Jeg råber efter Nadia, men min mund fyldes øjeblikkeligt med sne. Jeg bliver smadret under sneen, mast og klemt. Jeg forsøger at beskytte mit hoved.

Da jeg til sidst mærker, at jeg ligger stille, holder jeg stadig vejret og venter på, at jeg skal dø. Men døden kommer igen. Jeg lever, selvom jeg er levende begravet. Jeg graver mig fri fra sneen. Luft. Suger det ned i mine lunger, indtil det gør ondt. Mine fødder er forvredne, og jeg kan mærke, at jeg har en masse blå mærker i vente. Da jeg rejser mig fra sneen, vakler jeg fortumlet rundt, inden jeg falder. Hjernerystelse? Det er mørkt, og snestormen raser uforstyrret over mig.

“Nadia!?” råber jeg.

Jeg kan ikke se hende. Der er mere sne hernede end oppe i skoven. Jeg står ved foden af bjerget i, hvad der ligner en dal. Det er svært at afgøre i snestormen. Jeg råber efter Nadia igen, mens jeg desperat famler rundt i sneen for at finde hende. Jeg husker, at jeg har min telefon med mig. Selvom den ikke har dækning, kan jeg bruge den indbyggede lommelygte til at lyse med. Jeg lyser rundt i snestormen, og snart finder jeg en skulder stikke frem fra sneen et stykke borte.

“Nadia!”

Jeg kaster mig ned og begynder at grave hende fri fra sneen. Hun kommer snart til sig selv og hjælper til. Vi får hende fri, og hun kommer op at sidde. Hun skærer sine tænder og vrænger sit ansigt i smerte.

“Gør det ondt? Kan du se?”

“Ja, ja,” snerrer hun irriteret. “Jeg har det fint.”

Men på trods af, hvad hun siger, har hun det tydeligvis ikke fint. En rød stribe løber fra hendes næse ned til overlæben. Hendes skulder er vredet af led. Da jeg forsøger at hjælper hende op, slår hun mine hænder væk for selv at rejse sig, men hun gisper i smerte og falder sammen. Hendes ben er brækket. Hun skriger. Det er en rædselsfuld lyd.

Solen er ved at gå ned, og det bliver snart mørkt. Snestormen vil ingen ende tage.

“Du er så fucking dum,” siger Nadia så. Hun griner med en skrækindjagende latter. Et vanvittigt skær stråler fra hendes øjne. “Jeg sagde til dig, at du ikke skulle nærme dig – at du skulle lade mig være. Jeg sagde det til dig igen og igen og igen.”

Jeg ignorerer hende. Tager fat om hendes raske skulder og trækker hende op. Hun stønner i smerte, da jeg får hende op at stå. Så forsigtigt jeg kan, vikler jeg hendes arm om min skulder, så hun kan støtte sig til mig. Jeg spejder efter læ og finder snart omridset af, hvad der må være en gruppe grantræer i det fjerne. Med langsomme skridt får jeg også begge over til træerne – også selvom jeg er nødt til at slæbe Nadia det meste af vejen. Hun nægter at hjælpe til.

“Du elsker det her, gør du ikke? Store, stærke Christina får lov at spille helt.”

Jeg fortsætter med at ignorere hende, men det hjælper intet. Hun plaprer videre.

“Det hele begynder at give mening nu – hvorfor du ikke kan lade mig være. Du har brug for mig, Christina.” Jeg mærker hende begrave sit raske ben i sneen, så det bliver sværere for mig at trække hende med. “Du har altid haft brug for, at jeg følte mig dum og uduelig, så du kunne spille den perfekte helt.”

Hun griner den samme ubehagelige latter, men endelig får jeg os i læ bag træerne. Jeg sætter hende forsigtigt ned på en forhøjning i sneen. Jeg stirrer intenst på hende.

“Hvad er der galt med dig?” spørger jeg. “Er du virkelig så opsat på at dø herude?”

“For sidste gang: jeg har ikke brug for, at du redder mig!”

“Tror du, du kan komme hjem selv?”

“Det handler ikke om at komme hjem. Det handler om, at jeg ikke har lyst til at være sammen med dig. Jeg vil hellere dø herude alene, end jeg vil se på dig ét sekund mere!”

Jeg er mundlam og ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg stirrer bare på hende. Hun fortsætter med at tale.

“Det sørgeligste er, at da du forlod mig på børnehjemmet, savnede jeg dig så fucking meget. Hver eneste dag håbede jeg, at du ville komme tilbage til mig, men i virkeligheden er det bedste, der er sket for mig!”

“Du blokerede mit nummer!” protesterer jeg.

“Du kunne have besøgt mig!”

Det slår gnister imellem os. Hendes ansigt er forvrænget. Hun er umulig at trænge igennem til.

Jeg tager en dyb indånding. Overvejer mine ord. Hver eneste samtale med hende er som at krydse minefelt, og jeg er færdig med at forsøge at redde hende. “Jeg har tydeligvis gjort meget skade på dig, Nadia,” siger jeg stift. “Det er jeg ked af. Når vi kommer hjem, lover jeg, at jeg ikke kontakter dig igen –”

“Åh, endnu et løfte?” afbryder hun med en stemme, der drypper med sarkasme, “nå ja, du holder jo altid, hvad du lover.”

Jeg taler videre, selvom hun afbrød mig: “Og så synes jeg, at du skal forsøge at finde noget professionel hjælp. Jeg kan hjælpe dig med at finde en psykolog, men kun hvis du gerne vil have det.”

“En psykolog? Mener du det? Wauw. Hvis nogen her trænger til en psykolog, så er det –” Nadia fortsætter med at tale, men jeg er allerede på benene. Jeg samler hende op ved skulderen, vikler hendes raske arm om min nakke og begynder at trække hende med efter mig.

Da det går op for Nadia, at jeg ikke har tænkt mig at svare hende, griner hun først hoverende men bliver dernæst sur og til sidst fornærmet. Men hun tier stille. Efterhånden begynder hun dog også at hjælpe til, og i fællesskab bevæger vi os gennem dalen.

“Vi burde være blevet siddende, så de har nemmere ved at finde os,” siger Nadia surt.

Jeg tøver lidt med at svare hende, men jeg føler, at det værste er overstået. “Vi ville fryse ihjel. Ingen ved, hvor vi er. Alt strømmen er gået på hotellet.”

Det får hende til at tie stille. Jeg ved ikke selv, om det her er en god idé. Måske har hun ret i, at vi burde være blevet, hvor vi var. Hører man ikke altid det i overlevelsesfilm? Hvis vi stadig havde været i skoven oppe på bjerget eller ved kløften, ville jeg nok have været enig. Men jeg kan ikke forestille mig, at nogen skulle lede efter os herude, så langt væk fra alting. Og hvis de gjorde, ville vi være døde af kulde, før de fandt os. Vi har dén ene fordel, at det stadig er lyst, og er man i læ bag træerne, kan man nogenlunde se hotellet herfra. Alt, vi skal gøre, er at gå tilbage dertil. Der er kun… nogle kilometer.

Jeg tænker på Bettina, mens vi går, og på om hun er kommet sikkert tilbage. Jeg kan ikke lade være med at føle mig skyldig. Jeg burde ikke bare have ladet hende gå alene hjem til hotellet. Tanken slår mig, at hun, hvis hun er nået tilbage, formentlig har sagt til hotellets personale, at vi er ved kløften i skoven. Hvis de har snescootere, kan de være dernede meget hurtigt. Det vil være svært for dem at komme ned fra bjerget, som vi gjorde, men hvis de finder en vej, kan de måske finde os. Jeg overvejer, om Nadia og jeg bør stoppe og venter på snescooterne. Men der er for mange “hvisser” i min teori til, at jeg tør afteste den.

“Christina, jeg… jeg har brug for et hvil.”

Jeg vækkes fra mine egne tanker. Vi har gået i en times tid, og jeg har slet ikke bemærket, at Nadia knapt bevæger sig. Da jeg ser på hende, er hendes læber blå, og hun er meget bleg. Hun har snefnug i sine lange øjenvipper, og blandingen af snot og blod, der løber fra hendes næsebor, er frosset til is. Forsigtigt placerer jeg hende i læet af et gammelt, skævt grantræ. Hun skælver, så jeg løsner mit tørklæde og binder det om hendes hals. Jeg sætter mig helt tæt på hende, overfor hende, lukker mine ben sammen omkring hendes lår for at varme hende. Med lidt besvær får jeg vores vanter af, inden jeg gnubber hendes hænder med mine for at varme dem op. Hun er kold som en lille istap. Hun vil ikke se mig i øjnene, mens jeg varmer hende op. Jeg fornemmer, at hun føler en hvis skyld over de hårde ord, hun brugte imod mig før.

Da hendes hænder er genopvarmede, hjælper jeg hende på med vanterne igen. Før jeg helt når at tænke mig om, har jeg taget min hue af, og jeg tørrer hende om næsen. “Tak,” mumler hun.

Vi sidder ved siden af hinanden nu, lår mod lår. Det er blevet nat, men månens stråler i sneen gør, at det aldrig bliver helt mørkt. Over os stormer snefnuggene skånselsløst forbi. Jeg ved, at vi skal derud igen, hvis vi skal nå tilbage, inden Nadia fryser ihjel. Hun har ikke lang tid igen. Jeg har bare brug for 2 minutter mere… Ingen af os siger noget. Uanset hvor meget stormen larmer, virker her uendeligt stille. Næsten roligt.

Nadia bryder tavsheden med en blid stemme, jeg ikke har hørt i årevis. “Tak fordi du reddede mig,” mumler hun næsten så lavt, at jeg ikke kan høre det. “Og tak for, at du ikke har opgivet mig, selvom jeg…” Hun går i stå.

Jeg ser på hende og kan ikke lade være med at smile.

“Jeg er ked af, at jeg er sådan her, okay? Jeg er… Det er bare…” Hun går i stå igen. “Alle vil have dig, Christina. Alle på børnehjemmet, alle forældrene, alle fra klassen. Du var altid alles yndlings. Men jeg er bare… Mig er der ingen, der vil have.”

“Det passer ikke,” protesterer jeg, men hun fortsætter.

“Dine biologiske forældre er døde. Du ville sikkert være sammen med dem i dag, hvis de stadig var i live. Men mine forældre? De lever stadig. De ville bare ikke have mig.”

Vores biologiske forældre er ikke mennesker, vi har snakket om mere end et par gange. Alt, jeg ved om mine egne, er, at de omkom i et biluheld, da jeg var spæd, og at jeg ikke havde nogen anden biologisk familie, der var i stand til at tage sig af mig. Det er alt, hvad jeg behøver at vide. Nadia har aldrig nævnt sine biologiske forældre for mig før nu. Jeg har nok altid bare troet, at hendes forældre også var døde.

“Det kan ikke passe. Hvorfor siger du det?”

“De sagde, “Nadia, vi vil ikke have dig.” Det er mit eneste minde om dem.”

“Det har du aldrig fortalt mig før.”

“Hvorfor skulle jeg? Jeg havde jo dig.”

Jeg smiler og tager hendes hånd i min. “Du har stadigvæk mig.”

Hun udstøder en ubehagelig lyd, som nok skulle have været et sarkastisk grin. “Du vil ikke have mig.”

“Selvfølgelig vil jeg det.”

“Ikke på samme måde som jeg vil have dig,” svarer hun og trækker sin hånd til sig. Hun stirrer ned i sneen.

Først forstår jeg ikke, hvad hun mener. Jeg vender og drejer hendes ord oppe i mit hoved. Prøver at få dem til at give mening. Så kommer jeg i tanke om natten i december, hvor hun sov hos mig og forsøgte at kysse mig. Jeg troede, at hun var fuld – at det var et uheld. Havde Nadia følelser for mig? Jeg kan ikke få det til at give mening. Hun har altid været som en søster for mig.

Kærlighed er på dette tidspunkt ikke et emne, som jeg har givet mig selv plads til at beskæftige mig med. Hele mit liv har jeg fokuseret på, hvordan jeg kan være til nytte for andre mennesker. Min værdi har altid afhængt af, hvor meget gavn jeg kan gøre for andre. Higen efter personlig lykke har jeg derfor betragtet som selvisk, og jeg har kvalt trangen hver gang den meldte sig. Erkendelsen af, at jeg har tilsidesat mine egne følelsesmæssige behov hele mit liv, åbner sig som et gabende sår i min mave, og jeg indser, hvor uendeligt tom jeg føler mig. Måske er Nadia ikke den eneste, der har brug for psykologhjælp…

“Nadia, jeg…”

“Glem det. Du har det alligevel ikke på samme måde. Kan vi ikke bare gå videre?” Hun spytter ordene ud, som om de svier i hendes mund.

Jeg forstår ingenting. Mit hoved snurrer, og der er ikke på grund af min formodede hjernerystelse. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, eller hvordan jeg skal reagere. Med lidt besvær får jeg Nadia med op igen, og vi begynder at kæmpe os gennem den tykke sne, der efterhånden når os til lårene.

Jeg analyserer alle mine samtaler med Nadia fra mine minder. Hendes kropssprog. Hendes skjulte hentydninger. Snart står det klart for mig, hvor blind jeg har været. Det burde have været åbenlyst, hvorfor hun har hadet mig så meget. Jeg forlod hende ikke kun på børnehjemmet. Jeg knuste også hendes hjerte uden at vide det. Stakkels, stakkels Nadia.

“Oh my god, hvis du vil sige noget, så bare sig det,” lyder det irriteret fra pigen, som er slynget til min skulder.

Jeg tramper gennem sneen, usikker på hvordan jeg skal spørge. “Er du forelsket i mig?”

“Er dit ego ikke opblæst nok i forvejen?” vrisser hun. “Bare drop det, okay?”

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med denne nye information, eller hvordan jeg skal håndtere den. Hun vil ikke tale om det, og det undrer mig ikke. Hun ser ud, som om hun skammer sig over sig selv. Jeg beslutter mig for, at jeg har rigeligt på min tallerken i øjeblikket, og at denne gåde må låses på et senere tidspunkt. Vi er først nødt til at overleve.

Jeg føler mig endnu ikke træt. Jeg fryser heller ikke. Snefnuggene stikker i mine øjne, men det overlever jeg. Det er mørkt nu, men med lommelygten i min telefon kan jeg nogenlunde se, hvor vi går. Et kraftigt vindstød rammer os, og Nadia falder baglæns. Jeg hjælper hende op, og hun beder om et hvil. Vi sætter os i sneen, Nadia i mit skød. Hun skælver, og jeg holder hende ind til mig. Hun reagerer ikke. Hun kan knapt tale. “Vi er nødt til at nå tilbage, inden det bliver nat,” siger jeg blidt ind i hendes øre. “Det bliver koldt herude om natten.”

Det er en underdrivelse. Ifølge vejrudsigten bliver det -12 °C, og på grund af vinden vil det føles endnu koldere. Vi dør herude, hvis vi ikke når tilbage. Men det gør vi. Selvfølgelig når vi tilbage. Sandra og Frederik, vores klassekammerater, de står alle klar til at tage imod os på hotellet. På det dejlige, varme hotel med en varm pejs og…

Det går op for mig, at jeg er faldet i staver, da jeg hører Nadias spage røst. “B-bare få os h-hjem.” Hun skælver så meget, at jeg knapt forstår, hvad hun siger.

Vi kæmper os et stykke videre endnu, men vi holder flere og flere hvil. Efter den sidste pause går vi færre end ti skridt, før Nadia til sidst dratter om i sneen. Jeg er nødt til at vende hende om, så hun ikke ligger med ansigtet nedad. Hun har ingen kræfter tilbage.

“V-vi kommer aldrig hjem sådan her,” hvisker hun.

“Vi er der snart,” lover jeg uden at ane det. “Bare hold fast lidt endnu.”

Jeg rækker ned for at samle hende op, men hun ligger helt stille.

“Gør dit ben stadig ondt?” spørger jeg.

“Nej. Jeg kan ikke mærke noget.”

“Det er da godt.”

“Nej, Christina,” hvisker hun udmattet. Hun lukker sine øjne i, som om hun skal til at sove. “Jeg kan ikke mærke noget…”

“Du kan ikke falde i søvn nu. Kom så – op med dig.”

“Jeg kan ikke mere, Christina. Jeg… Hvis du fortsætter uden mig, så kan du selv nå hjem. Hvis du lader mig ligge…”

“Er du tosset?! Selvfølgelig efterlader jeg dig ikke!”

“Det er okay. Det er okay…”

Nadia siger ikke mere efter det. Hun ligger helt stille. Jeg rusker i hende, men hun vågner ikke. Grædende rusker jeg hende endnu hårdere, klasker hende på hver kind med mine vanter, men jeg får ingen respons.

Jeg ser ingen anden udvej end at samle hende op i mine arme. Hun vejer næsten intet, men takket være min fibersprægning er det enormt smertefuldt at bære hende. Ydermere ligger sneen nu så højt, at hvert eneste skridt en kamp at komme igennem. Det er svært både at holde Nadia og lyse med min telefon samtidig, og jeg taber dem begge flere gange.

Men jeg fortsætter.

Da klokken er omkring 20.30, går mit batteri dødt, og jeg er efterladt i mørke. Helt mørkt er det ikke, for sneen er hvid. Måske er de høje, mørke silhuetter foran mig træer? Jeg har en teori om, at vi følger en skovsti – nåletræer strækker sig i vejret på hver side af mig – og at stien leder til hotellet. Det er en ret sølle teori, men den er den eneste, jeg har. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre, og Nadia er enten død eller ved at dø i mine arme. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre, så jeg bliver bare ved med at følge “stien”.

Undervejs fortæller jeg historier til hende om vores liv sammen. Det er mest for at undgå, at jeg skal falde i søvn. Jeg synger sange for hende – de samme sange, jeg sang, da vi var børn, og hun skulle trøstes. Den første gang, jeg vrider om på min fod, er jeg nødt til at gå i knæ og skrige i smerte. Den anden gang, det sker, falder jeg og taber Nadia i sneen. Hun er ligbleg. Jeg forsøger at tage hendes puls, men mine fingre er for følelsesløse til, at jeg kan mærke noget. Grædende undskylder for at have bragt os i denne situation. På en eller anden måde er det her min skyld. Det er min pligt at passe på Nadia, og nu har jeg mistet hende. Nu hvor jeg endelig har fået hende tilbage.

Jeg trækker hende ind til mig og græder ind i hendes velkendte hårmanke. Det føles så nyttesløst at fortsætte, hvis jeg ikke har hende hos mig. Da jeg presser min kind imod hendes.

Jeg kan ikke rejse mig. Jeg er så træt.

Omkring mig falder sneen, som den har gjort lige siden, jeg sad på hotellet og læste i min bog. Det føles som et andet liv nu. Det konstante hvide flimmer for mine øjne blander sig sammen med sneen på jorden, og snart kan jeg ikke afgøre, hvilken retning der er op eller ned. Da jeg mærker noget skarpt stikke imod min kind, går det op for mig, at jeg er faldet og ligger sidelæns i sneen. Jeg stirrer ud i mørket, ud i sneen. Jeg trækker Nadias livløse krop indtil mig.

Snefnuggene danser om hinanden. De former sig i mærkelige, skæve mønstre, tager form og opløses lige så hurtigt igen. Jeg ser cirkler, ovaler og andre figurer, jeg aldrig har set før. Snart ser jeg genfærd af mennesker, jeg kender: mine forældre, Sandra og Frederik, mine klassekammerater, pigerne fra mit volleyhold, børn fra børnehjemmet.

Jeg ser Naida på 5 år sidde i sin overkøje på pigernes sovesal, indviklet i sin dyne. Hun græder, og jeg husker med det samme, hvad der er sket. Hun har været oppe at skændes med et af de andre børn og kom til at rive hende. Jeg ved, at hun fortryder det dybt, men Marianne gav hende alligevel den største skideballe nogensinde. Nu sidder lille jeg ved siden på sengekanten og aer hende blidt. Lover hende, at det nok skal gå, og at der aldrig kan ske os noget, så længe vi bare passer på hinanden.

Den lille pige under dynen snøfter. “Lover du det?”

“Det lover jeg,” svarer jeg og mit 5-årige selv med en fælles stemme. Dernæst rejser mig hårdnakket op, løfter Nadia op i mine arme, og går videre i samme retning.

Jeg ved ikke, hvad klokken er, men det er bælmørkt, da jeg skimter noget i det fjerne, som adskiller sig fra det, som jeg antager er træer og klipper. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg ved, at det er nødt til at redde os – ellers dør vi. Da jeg nærmer mig indser jeg, at det er en gammel hytte. Den er næsten dækket til med sne og dermed svær at få øje på. Det er et rent lykketræf, at jeg overhovedet bemærkede den.

Med fornyet energi skynder jeg mig i hyttens retning. Jeg kaster mig mod døren, banker så hårdt jeg kan. Jeg venter på, at nogen skal åbne op. Det sker ikke. Der er helt mørkt derinde, og jeg beslutter mig for, at hytten er tom. Trædøren er mør, og med mine sidste kræfter sparker jeg den ind. Hængslerne flyver af, og jeg skynder mig ind i læ.

Jeg finder mig selv stående i en smal entré, og jeg råber straks på hjælp. Ingen svarer. Hytten er rent faktisk tom. Et klik på kontakten afslører, at her heller ikke er strøm. En dør fører ind i en lille stue, hvor jeg lægger Nadia fra mig på en sofa, inden jeg fortsætter over til kaminen. Jeg stabler de kolde stykker brænde sammen omkring noget sammenkrøllet avispapir, inden jeg gennemroder Nadias lommer og finder hendes lighter. Hvor ironisk, at hendes dårlige vaner er det, der i sidste ende redder os. Inden længe oplyser en lille, skrøbelig flamme stuen i et varmt skær.

Jeg placerer Nadia så tæt på ilden, hun kan komme, inden jeg er væk igen. Jeg gennemsøger hele hytten – som jeg opdager er en jagthytte – for at finde ting, vi kan bruge. Da jeg kommer tilbage med en stak puder, tæpper og – til min store overraskelse – et kæmpe bjørneskind, får jeg Nadia ud af hendes vintertøj og pakket hende ind i tæpperne. Selvom det er varmere i stuen nu, virker hun lige så kold og død som før. Jeg forsøger at tage hendes puls, men jeg kan ikke finde den.

Jeg ligger ved siden af Nadia, mine arme er slynget omkring hende. Jeg fatter ikke, hvis det ender sådan her. Jeg redde os. Jeg reddede hende. Hun burde være levende nu. Det er ikke retfærdigt, tænker jeg, mens tårerne triller ned ad mine kinder, og jeg blidt aer hendes kinder. Hun ser så fredelig ud. Hun er så smuk. Hvis dette er vores sidste tid sammen, er jeg glad for, at vi kunne bruge den som venner. Den higende følelse i min mave fortæller mig dog, at det ikke er nok. Jeg er mindst lige så forelsket i hende, som hun er i mig. Jeg tager hendes hånd i min og lukker mine øjne.

Jeg mærker hende klemme min hånd. Jeg slår øjnene op og ser ind i hendes. Hun lever.

“Christina…” hvisker hun med en svag stemme.

Jeg kysser hende på munden. Hendes læber er så bløde. Jeg tænker ikke. Lader kun mine følelser styre mig. Jeg kan ikke andet. Hun stønner overrasket men kysser mig snart tilbage. Vores kys er aggressivt og længselsfuldt. Mine hænder er i hendes hår, på hendes ansigt. Hendes nærvær udfylder det hul, jeg har inde i mig selv. Vi trækker os først fra hinanden, da vi får brug for at få luft.

Jeg ser rødmende på hende. Det er mit første kys. “Hvor længe –”

“Altid,” afbryder hun stakåndet. Hun har tårer i øjnene ligesom jeg selv. Jeg prøver at tørre hendes tårer væk, og hun griner, hvilket også får mig til at grine. “Jeg har altid elsket dig, din tosse.”

Jeg smiler til hende. Jeg efterlader hende aldrig igen. Jeg vil være sammen med hende for evigt. Det er det eneste, der giver mening for mig lige nu. Selvom vi er strandet i en forladt jagthytte i de franske alper med en fibersprængning, en hjernerystelse, et brækket ben og en forvredet skulder, føles alting perfekt. Mere perfekt end det har gjort længe.

I et stykke tid ligger vi blot i ildens skær og ser på hinanden. Hvor er hun smuk. Jeg stryger blidt min hånd over hendes kind og gennem hendes hår. Hun lukker øjnene og nyder det. Jeg forestiller mig, at hun ville spinde, hvis hun havde været en kat. Jeg mærker hendes spinkle fingre strejfe over min hånd. Hun aer blidt dens ryg. Langsomt fører hun min hånd ned til sin mund og gengælder mine kærtegn med blide, små kys.

Der er ikke brug for ord mellem os. Ikke nu. Vi kan snakke om det, der skal snakkes om, i morgen. Foreløbig vil jeg blot nyde at ligge på bjørneskindet ved siden af pigen, jeg elsker. Jeg aer blidt hendes kind. Hun presser kælent sit hoved ind til min håndflade. Da min tommelfinger børster over hendes bløde læber, skiller hun dem let ad og tager den yderste del af min finger i sin mund. Det overrasker mig en smule, men jeg lader hende sutte på min tommelfinger. Hun ser så sød ud. Jeg er opmærksom på handlingens seksuelle undertone. Det hul, hendes nærvær gradvist udfylder, er dybt. Mine uopfyldte behov skriger på tilfredsstillelse.

Jeg rykker tættere på hende – så tæt at hun kan hvile sit hoved på min anden arm. Nyder den velkendte duft af hendes hud. Jeg har savnet den. Min hånd fjerner jeg fra hendes kind og stryger den ad hendes skulder, hendes side og endelig ned til hendes hofte. Her hviler den. Jeg børster mine læber imod hendes. “Jeg vil ha’ dig,” hvisker jeg i hendes øre, inden jeg bider hende blidt i flippen og kysser hendes hals. Hun sukker længselsfuldt under mig.

Min hånd finder vej fra hendes hofte ned i hendes bukser. Min håndflade stryger over hendes trusser, og hun gisper af forskrækkelse. Jeg trækker hurtigt min hånd væk.

“Undskyld,” siger jeg akavet.

“D-det er okay. Jeg havde bare aldrig forestillet mig, at du ville være så… handlekraftig.”

Jeg forsøger at lyde forførende. “Har du da gjort dig mange tanker om, hvordan jeg…, du ved?”

Hun nikker. Hendes ansigt er en svag lyserød kulør, og jeg mærker mine egne kinder blive varme. Nadia er den eneste person, jeg føler mig tryg nok ved til at fremvise denne mere sårbare side af mig selv. Min snagende vrangforestilling om, at min værdi afhænger af, hvor meget gavn jeg er for andre, absolveres med Nadia – jeg føler, at hun er ligeglad med, hvor nyttig jeg er, og det gør vores bånd unikt. Jeg skal ikke konstant forsøge at bevise over for hende, at jeg er værd at holde af.

Roligt fører jeg min hånd frem og tilbage over trussestoffet. Vores læber åbner og lukker sig om hinandens, og snart fører jeg min tunge ind i hendes mund. Det er et klodset, vådt kys, og jeg ved ikke helt, hvor jeg skal gøre af min tunge. Jeg kan mærke på Nadia, at hun har lige så lidt erfaring, som jeg har, men vi føler os begge forsigtigt frem.

Jeg tager fat i kanten af hendes jeans og trækker den til hendes lår. Det er nemmere for mig at massere hende sådan her. Hendes trussers stof er efterhånden blevet fugtigt. Hendes vejrtrækning er mere besværet. Jeg kan mærke på hende, at hun nyder det, og det gør mig mere selvsikker. Jeg stryger ikke længere blot min hånd over hendes trusser. I stedet opridser jeg hendes skede med mine fingre gennem stoffet. Snart formes en lille våd plet i stoffet.

“Du er våd,” hvisker jeg i hendes øre. Hun svarer kun med en halvtklynkende piven. Jeg kysser mig vej ned fra hendes øre til hendes kæbe og videre til hendes hals. Med en smule besvær får jeg knappet de øverste knapper i hendes skjorte op, og jeg kysser det synlige stykke af bar overkrop. Jeg knapper flere knapper op, og mødes med synet af hendes bh og bare mave. Mine læber fortsætter over hendes maveskind, ned til hendes navle. Nadias øjne er lukkede, men da hun halvt åbner dem, ser jeg hende i øjnene. Det er ret intenst, og vi er snart nødt til at bryde øjenkontakten.

Min hånd finder hendes ene bryst. Jeg klemmer det let. Hun sætter sig halvt op og løsner sin bh. Stofskålene falder på gulvet, og hun sidder tilbage i skrædderstilling i sin opknappede skjorte. Jeg forsøger at lade være med at stirre, men det er svært.

“Jeg kan lige så godt få dem her af, nu hvor jeg er i gang,” mumler hun og begynder at kæmpe med sine jeans. Det er svært for hende på grund af det brækkede ben, så jeg hjælper hende, og snart er de stramme bukser trukket af. “Aah, de gamle stænger havde brug for noget luft.”

Mine kinder brænder ved realiseringen af, at jeg sidder med halvnøgne Nadia på bjørneskindet. Det burde det ikke – vi har været afklædte sammen før – men konteksten er anderledes denne gang. Da hun ser på mig og siger, “what, er jeg den eneste, der smider tøjet her?” brænder mine kinder endnu mere.

“Nej,” mumler jeg. Da min sweater og t-shirt er kommer over hovedet, går der ikke længe, inden jeg har løsnet min egen bh, og jeg sidder topløs foran Nadia. Nu er det hendes tur til at stirre, og i modsætning til mig er hun ikke diskret omkring det.

“Wow.”

“Ja, ja, ja…” siger jeg med et smil. Dernæst er jeg over hende igen. Jeg tvinger Nadia ned i bjørnepelsen, mine læber presset hårdt mod hendes. Jeg mærker mine egne bryster blive mast imod hendes. Jeg har lyst til at være lidt vild hende, rulle rundt på gulvet, vise hende hvor varmt mine flammer brænder for hende, men jeg ved også, at jeg er nødt til at være forsigtig med hende på grund af hendes skader. Det må vente til en anden gang. Jeg er sikker på, at Nadia ikke har noget imod lidt grovhed. Jeg er samtidig også sikker på, at Nadia ikke har noget imod, at der bliver en anden gang. Lige nu tager vi det stille og roligt, og min behandling af hende er derfor blid.

Måske er det det faktum, at jeg kort forinden har været ekstremt tæt på at dø, der nu gør, at jeg ekstremt tændt. Siger man ikke, at man aldrig har været så meget i live, som når man er ved at dø? Jeg er i hvert fald rimelig fucking tændt lige nu. Jeg håber ikke, at det bliver til en vane, at jeg skal være i livsfare for at kan komme ‘in the mood’. Jeg ligger oven på Nadia, og vi kysser uafbrudt. Mine hænder er i hendes hår, på hendes bryster, alle vegne. Jeg mærker hendes egne hænder på min ryg og på mine baller – hendes negle er skarpe, men det gør ondt på den rigtige måde. Ikke som i forgårs da hun flåede mit ansigt op. Ak, som tingene dog kan ændre sig.

“Jeg vil smage din mund, dine bryster og din…” Min mund er kun et par millimeter fra hendes øre, da jeg hvisker ordene. Jeg mærker hende sitre under mig. “Er det okay?”

“Okay? Jeg troede aldrig, du ville spørge.”

Mine læber lukker sig om hendes brystvorter. Hun presser ængsteligt mit hoved ind til sit bryst, og jeg hviner en lille smule. Elastikken i min hestehale river hun ud, og mit hår klasker sammen. Jeg sutter og kysser løs, mens jeg mærker Nadia vikle sine ben om min ryg. Det er dejligt at mærke, at hun er lige så opsat på dette, som jeg selv er. Jeg klemmer, kysser og masserer, men snart finder min mund væk fra hendes bryster og ned til hendes navle igen. Mine læber finder kanten af hendes trusser, hvor jeg også kysser hende blidt. Jeg får den geniale idé, at det kan være ret sexet, hvis jeg fjerner hendes trusser med tænderne, men det er sværere, end man skulle tro, og jeg trækker dem til side med fingrene i stedet.

Jeg kysser mig vej gennem hendes kønshår, inden jeg når til hendes smukke, sexede skede. Hendes pragtfulde duft er endnu stærkere her. Jeg lader min tunge løbe ned gennem hendes våde hudfolder og nyder smagen af de klistrede safter i min mund. Da jeg når hendes klitoris, lader jeg tungen køre i en cirkel omkring den for at pirre hende, inden jeg giver den et blidt kys. Nadia stønner og støder sine hofter fremad, så hendes varme, våde indgang presses imod mit ansigt. Smilende nyder jeg fornemmelsen af hendes lår der strammer sig om mit hoved, og de spage støn der undslipper hende, hver gang jeg lader min tunge glide mellem hendes våde skamlæber.

Jeg tvinger mig selv til ikke at angribe hendes skede direkte, for på trods af hvor meget jeg gerne vil, tager jeg mig tid til at udforske hende med min tunge. Hun klynker blidt. “Åh, fuck,” gisper hun, da jeg strejfer min tunge imod hendes klitoris.

Mine hænder glider ned mellem hendes ben, og jeg spreder blidt hendes skamlæber med mine fingre, så jeg kan få min tunge dybere ind i hende. Jeg prikker forsigtigt min tunge imod hendes lyserøde indre, inden jeg begynder at føre den ind og ud af den klistrede åbning. “Mmm, Christina,” stønner hun skingert.

Ivrigt slikker jeg mig op til toppen af hendes skede og finder hurtigt hendes klitoris, som jeg opsluger mellem mine læber. “Åh, ja, lige der! Bare bliv ved med det,” gisper hun, og jeg bliver bare ved med at sutte på hendes klitoris. Jeg har lukket min mund om hendes klitoris og angriber den lille knop med utallige pisk fra min tunge. Nadia klynker ydmygt. Jeg begynder dernæst at slikke og sutte på hendes lille, hårde knop, og Nadia stønner og gisper af nydelse.

Jeg presser forsigtigt en finger ind i hende og snart én mere. Når jeg stimulerer hende med både mine læber, min tunge og mine fingre, går der ikke længe, inden Nadia kommer. Orgasmen ruller igennem hende, og hun vrider sig ustyrligt på bjørneskindet. Min mund fyldes med hendes søde, velsmagende safter. Hun sveder og gisper, skælver og ryster. Hun falder udkørt sammen på bjørneskindet, slap og mat. Efter denne noget intime oplevelse kommer jeg op til hende igen, så vi ligger ansigt til ansigt. Hun er helt rød i hovedet.

“Christina, det var, øh… wow.”

“Vi er slet ikke færdige,” svarer jeg mellem hvert kys, jeg giver hende. Jeg får mine egne jeans sparket af, og snart kysser jeg hende ikke længere. Jeg angriber hendes mund med min tunge. Jeg har brug for hende. Giv fem års savn skylden – min længsel efter Nadia er et uudslukkeligt bål, og det fortærer mig indefra. Denne side af mig selv, denne trang til at tage og besidde hende, er ulig noget, jeg før har set af mig selv, men jeg er ligeglad. Jeg lægger mig ind over hende og tager et stramt tag i hendes hår. Hun gisper overrasket.

“Blot din hals for mig,” hvisker jeg, og Nadia gør, som jeg siger.

Mit angreb fortsætter langs hendes hals og strube, mens jeg masserer hendes sjaskende våde skede. Gnider min egen klitoris imod hendes lår imens. Da jeg føler, at jeg ikke kan vente længere, presser jeg hendes ansigt ned i skindet og kravler op langs hendes krop på mine knæ. Da mit skridt er lige ude foran hendes ansigt, ved vi begge, hvad der skal ske. Jeg sænker mig selv ned, og jeg mærker Nadias tunge glide frem og tilbage over mine trusser. Jeg trækker dem til side, og hendes tunge finder indgangen til min skede.

Jeg lukker øjnene og lader mig frakoble fra virkeligheden i et øjeblik. I et øjeblik, hvor jeg ikke er nogens redningsmand, ingens favorit, ingens elevrådsformand og ingens holdkaptajn. Jeg er ikke den gode pige, der altid sætter andres behov over mine egne. Jeg er bare mig, herskerinden over mit eget liv. Jeg presser mig længere ned over Nadias ansigt – mærker hendes tunge mod min klitoris, hendes næse i mine kønshår. Jeg holder stadig fast i hendes hår og tvinger hende længere ind, mens jeg giver hendes finger imens. “Slik mig,” siger jeg ud i rummet, måske til Nadia. Jeg ridder hendes ansigt hårdere og hurtigere, gnider mig selv imod hendes mund og næse, indtil jeg mærker orgasmen ramme mig. Jeg kommer på Nadias ansigt. Alt står stille i et øjeblik – ilden i kaminen, stormen udenfor. Jeg gisper lydløst op imod loftet.

Så snart jeg kommer til mig selv, går det op for mig, hvad jeg har gjort, og jeg skynder mig ned fra Nadias hoved. Hendes ansigt er tilsølet i en blanding af sved, tårer og mine safter. Hendes hår klistrer sig til hendes røde ansigt. Hun ligger helt stille og stirrer op i luften, og jeg frygter, at jeg har ødelagt hende. Jeg prikker forsigtigt til hende, hun fniser, og snart flækker vi begge af grin.

Resten af natten fortsætter på en meget lignende manér. Vi er opslugte af hinandens kroppe; forsøger at opveje for månedsvis – måske årevis – seksuel frustration. Jeg må efterfølgende erkende, at bjørneskindet nok aldrig blev det samme igen. Vi havde ikke nær så meget energi, som man måske ville tro, at to barndomsveninder, der efter flere års splittelse, et halvt års fjendskab, og et par timers genfundet kærlighed måske ville besidde. Vi falder i søvn sammen på bjørneskindet med et tæppe over os. Jeg kysser kærligt Nadia på panden, inden jeg også selv falder i søvn.

Næste morgen forsøger jeg at finde mad til os. Jeg finder nogle ekstremt tørre kiks i en skuffe, men de ryger nemt ned på smeltet sne. Strømmen er stadig ikke kommet tilbage, men i løbet af morgenen stopper det med at sne. I starten forsøger jeg at undgå Nadia, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal forholde mig til det, der skete i nat. Men da jeg mærker på hende, at det gør hende ked af det, skifter jeg hurtigt mening. Jeg finder hende på sofaen, hvor jeg overøser hende med kys.

Da vi en halv times tid senere kan give slip på hinanden, begynder en samtale, som vi burde have haft for lang, lang tid siden. Vores liv sammen so far bliver vendt og drejet. Vi lader begge til at være enige om, at vi er kærester nu, men desværre er vi ikke helt enige om, hvad det indebærer.

“Hvis det her skal fungere, Nadia, er du nødt til at acceptere, at jeg også har andre venner end dig. Du behøver ikke at være venner med Sandra og Frederik, men du er nødt til at tolere dem.”

“De hader mig jo for helvede.”

“Du har været… ret hård ved dem begge,” medgiver jeg. “Men jeg lover dig, at det kan tilgives. Men du er nødt til selv at række en hånd ud.”

“Hvorfor kan det ikke bare være os to sammen, som vi plejede? Os to imod verden. Hvorfor skal vi have alle mulige andre med?”

“Vi er sammen, Nadia. Men min kærlighed er ikke en begrænset ressource, som jeg deler sparsommeligt ud af. Jeg kan sagtens have flere venner på en gang. Vores venskab – vores forhold – er ikke mindre ægte af den grund.”

Hun sukker. “Okay… Jeg skal nok forsøge.”

Jeg kan se på hende, at hun har det svært med, hvad jeg siger. Hun sidder i skrædderstilling i sofaen og hænger med ørerne. Jeg trækker hende ind til mig, og hun hviler sit hoved ind imod min skulder.

Vi sidder og spiller et kortspil, da lyden af en helikopters roterende propeller begynder at overdøve vores samtale. Det går op for os, at vi er ved at blive reddet. Ganske rigtigt, gennem vinduet spotter jeg en rød redningshelikopter. Efter en ganske hektisk search-and-rescue mission fragtes vi til et hospital i nærheden. Jeg kan godt fortælle om, hvordan jeg blev kimet ned af opkald, eller hvor længe, vi brugte på hospitalet, men det er ærligt talt ikke relevant for denne historie. Jeg blev sammen med Nadia hele vejen, også selvom lægerne sagde, at jeg ikke fejlede noget alvorligt.

Resten af vores lille eventyr er ret sløret: vi kom til Danmark, vi kom i lokalavisen, jeg modtog en symbolsk dusør på den lokale politistation, og der var et kort indslag med os i Aften Showet. Den store mængde opmærksomhed ville muligvis have hylet mig ud ad den, hvis jeg ikke havde haft Nadia at støtte mig til. Læseren kan nok let forestille sig hele min omgangskreds’ overraskelse, da de lærte, at jeg og pigen, som jeg havde været fastlåst i en dødskamp med det sidste halve år, nu var i et forhold med hinanden.

Men det er alt sammen 10 år siden nu. Old news! Det er juleaften i aften, og jeg sidder tilbagelænet i mine forældres sofa med Nadia i mit skød. Vi har hver med vores rødvinsglas, som vi sipper fra i ny og næ.

Finn, vores adoptivsøn, leger med LEGO på gulvtæppet omkring juletræet med mine yngste fætre og kusiner. Life is good. Til nytår skal vi ses med Sandra, Frederik og deres piger. Det har ikke været nemt at nå hertil. Der har været mange kampe, tårer og sårede følelser. Men der har været endnu mere kærlighed, en masse terapi og gode minder. Det er dét, der har gjort vores forhold – og senere ægteskab – kampene værd. Vi opdrager vores søn med den ubetingede kærlighed, vi beggede manglede som børn.
Historien fortsætter under reklamen

DILDO GLIDECREME MASTURBATOR SEXMASKINE

Vores lille guldklump vil op hos sine mødre at sidde, og jeg får næsten spildt rødvin ud over mig. Finn sætter sig i Nadias skød, så jeg nu har dem begge hos mig. Min hustru fjerner nogle sovserester fra hans mundvige. Hun er blevet så naturligt god til at håndtere børn, og jeg kan ikke andet end at være stolt af hende.

Det er sådan her, det skal være. Med den familie jeg altid har drømt om. Med de to vigtigste mennesker i mit liv.

GIV STJERNER:
1 Stjerne2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (101 har stemt, 4,36 af 5)
Loading...
SKRIV EN KOMMENTAR
KLIK HER!

3 kommentarer

  1. Mads

    25/12/2021 kl 20:10

    Formodentlig en af de bedste historier jeg har læst her på siden – troværdig, flydende, morsom, sørgelig – den har det hele, ja selv en smule sex mod slutningen.

    Absolut 5 stjerner værd.

    2+
  2. OnkelWaldo

    24/12/2021 kl 18:25

    Dessverre kan jeg ikke få gitt deg flere enn fem stjerner, Jeriko! Men i tillegg ønsker jeg deg en riktig God Jul!

    1+

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.