Et stød går op igennem hendes krop, hun sukker søde lyde og revnen er våd af sød nektar med salte noter. Jahi går på opdagelse med tungen

Forfatter: Ole Poulsen
Læs første afsnit

Sandet sliber mellem benene og under armene med hudafskrabninger, der svier, når huden bliver fugtig af sved. I syv lange dage har vandringen hjem til paladset været i gang. Morgenlyset er ved at bryde mod øst, og om få minutter vil de funklende gyldne toppe på pyramiderne sende den spæde morgensol i lodrette lysstråler op mod den mørkeblå morgenhimmel mod vest. Garnisonen står klar til den sidst dagsrejse, den grønne dal kunne anes i horisonten, da Jahi med sandkorn knasende mellem tænderne lagde sig til at sove i sit rejsetelt.

Efter en hel solvending og seks efterfølgende månevendinger har gensynet med den store grønne dal åbnet en længsel efter det hjemlige, som Jahi ikke har følt siden de først dage på kanten ved det sovende golde sand i bagende sol mod syd. Han var en stor dreng med dun om pikken, da de drog afsted, nu vender han tilbage som mand med erfaringer om ledelse, forsvar, domme og forelskelse.

Mange af mændene i garnisonen er drenge og unge mænd som ham selv, nogle er ældre end Jahi, og kender de skønne fornøjelser kvinder i byens bordeller eller ægtefælle kan give. Ti gange har der været alarmer omkring små grupper af store mørkebrune eller sorte folk fra verdenen bag Sahara, der trodser sandet luner og farer og kommer til Faraoens land efter rygter om flydende mælk og honning. Det er primitive folk med dårlige klæder og fattige våben, ofte kun fem til ti mand, som er udmattet, trætte og tørstige, og derfor let kæmpes ned. Tre gange har en kvinde eller to været med i de små grupper, deres liv bliver i første omgang sparret til den dag, der er tydelig bule på maven og mælken løber fra deres bryster, og så forsvinder de. Jahi har ingen problem med det, slaver er slaver, dyr uden rigtigt sprog, som kæmper sig adgang til Faraoens land og må dø her for. Dødsdommen er givet den dag garnisonen sætter sine klør i disse lykkeriddere, dødsdommen behøver bare ikke at blive eksekveret med det samme.

Kort før solvendingen kommer en gruppe med tre sorte mænd og en ung sort pige gående forkomne og dårligt nok oprejste. Fire dage forinden stod sandet som en mur indover lejren, det er tydeligt, at de nyankommet ikke har haft meget at beskytte sig med. Pigen, ikke meget ældre end ham selv, blev efter ordre fra Jahi, sendt direkte til sit hovedtelt. Pigen er lidt højere end ham, forkommen med fire sandblæste områder på sin ibenholt sorte hud.

Jahi sender bud efter lunken parfumeret vand, så hun kan blive vasket og få indbundet sine sår. I sit personlige kar af træ sidder den smukke sorte pige forskræmt. Håret på hovedet er sort og kruset, kønsbehåringen er små sorte dutter mellem nogle slanke ben. Kæbebenet er langt og smalt, øjnene sorte og dybe, næsen er fin uden den bredde, der er karakteristisk for den slags mennesker. Brysterne er smukke og velformet med areolaer, der om muligt er mørkere end hendes natsorte hud.

Efter badet står hun i et hørfarvet groftvævet klæde, det bliver brugt til beskyttelse af transporterne med varer til garnisonen. Jahi kommer ind i sit private telt med et fad fyldt med udsøgte lækkerier, som er sendt personligt fra sin fars palads for at forsøde livet i den rå golde egn. Fadet er fyldt med søde dadler, saftige appelsiner, kande med sød kraftig vin, blokke af hård ost og vandmelon. Han står og bliver betaget af den unge smukke mørke kvinde, inden han gør tegn til, at hun skal sætte sig ved sin side og tage for sig af fadets gaver.

Jahi ved, at han kan gøre, som han vil med hende, men hun udstråler en sødme og imødekommenhed, han ikke har oplevet før. Han peger på hende, ”Ebonee”, tøvende gentager hun ordet og peger på sig selv. ”Jahi”, siger Jahi med oplysende tone med en finger rettet mod sin brystkasse. Den mørke pige smiler, så hendes mælkehvide tænder bliver blottet. Hele eftermiddagen går i selskab med den mystiske kønne pige med den sorte hud, det skinnende smil, som hun gemmer væk i en flirtende bevægelse med hånden i et svagt forsøg på at skjule sit smukke ansigt, alt imens Jahis hjerte langsomt bliver fortabt. Han sanser hendes dufte, hendes træk og den nervøsitet hun ihærdigt forsøger at skjule.

En rigtig leder af en garnison ville have voldtaget hende og sende hende rundt, til hun ikke kunne tilfredsstille flere, derefter sendt på evig vandring i sandet under den brændende sol, tænker Jahi bittert. Sådan er det gået med de andre. Han kigger op på den guddommelige pige, han har navngivet Ebonee, der er intet ondt i hende, som hun sidder der og forsigtigt prøver de forskellige lækkerier af på fadet og nipper til den stærke vin. Han kan godt, tænker han, jeg kan godt beholde hende her alene. Han ved også godt at før eller senere vil hendes mave blive tyk, men til den tid må problemet så blive løst.

I løbet af de næste uger vokser Ebonees sår fra sandslibningerne sammen. Jahi får lært hende små ord og begynder at kunne kommunikere med hende. Det er ikke dybe samtaler, men han begynder at forstå, hvor hun er fra, og hvordan hun er kommet hertil. Det er lærerigt og samtidig kan han være tæt på hende. Han har forsigtigt prøvet med et kys, hun er ikke afvisende, men trækker sig genert ind i sig selv og skjuler sit ansigt i det groftvævet klæde. En bagende sol hamre varmen ned i sandet en helt vindstille eftermiddag, mændene er krøbet sammen i skyggerne og stønner varmen ud. De varme vindstille eftermiddage er stilhed før storm, sandet bliver så varmt, at det vågner, når solens magt bliver svag i timen inden, at den forsvinder, og stjernerne begynder at funkle.

Som forudsagt rejser sandet sig som en mur fra syd og fejer over garnisonens telte, mens mændene er stimlet tæt sammen i tykt lag af klæder, hvis nu teltene ikke holder, og de ikke står uden beskyttelse. Ebonee minder den sidste sandstorm med rædsel og kravler sammen ved Jahi. Jahi lægger en trøstende arm om hendes slanke skuldre, Ebonee tillader det og rykker sig tættere på ham. Han kysser hende på kinden, og hun fjerner sig ikke fra det. Hans hænder famler rundt om hendes krop og klemmer hende beroligende ind til sig. Ebonee giver efter, ånder roligere og gengælder Jahis tilnærmelser.

I forsigtige ømme kærtegn til hinanden rykker de sammen, mens sandet suser omkring teltene. Forsigtige vikler han hende ud af det lange klæde, der skjuler hendes smukke sorte hud med flotte struttende sorte bryster med altopslugende sorte områder midt på brysterne med to stive brystvorter, der med spænding venter på berøring. Hans hænder glider over dem og griber fast, Jahi har drømt om dette øjeblik, siden han så hende for snart en månevending siden. Han kunne have krævet sin ret, men noget i ham synes, at det vil være for let. Nu virker det ekstra berusende, at hun leger lystigt med på legen, frivilligt, forsøgende og ligeså uerfaren i dette ritual af begær, som han selv er.

Jahi er ikke jomfru, det sluttede på et bordel i sin fars del af byen, inden han tog afsted med garnisonen. Derudover har der været de andre mørke kvinder. Mon Ebonee er jomfru? er det hendes første gang, han kan ikke spørge, men han tænker, at hun er. Han presser hende forsigtig ned at ligge, sutter på de sorte bryster, hun afgiver suk af behag, han bevæger sig med kys langsomt ned over hendes fladt bløde mave og suger sig fast på hendes skød med de små sorte dutter af kønshår. Et stød går op igennem hendes krop, hun sukker søde lyde og revnen er våd af sød nektar med salte noter. Jahi går på opdagelse med tungen og slikker Ebonee, han mærker sin egen lysebrune stive pik, der banker og hopper af liderlighed klar til at gøre sin entre i den søde stramme sensuelle fisse.

Suk er blevet til støn og gisp, Jahi kravler op over hende, kysser sig vej fra navlen til bryster, og hun spreder sin ben villigt ud, da pikken rammer imod den varme fugtigt fisse. Med blikket forventningsfuldt fæstnet til hendes afgrundsdybe sorte øjne. Et lille smile, der tilkendegiver, at hun har godkendt situationen, synker han ned over hende, mens pikken finder vej op i hende. Et jag går gennem hende, smilet blegner og munden forvrænges i smerte og fortrydelse, men Jahi føler sig tættere på Guderne end nogensinde før og fortsætter sin færd med lansen forrest i et ukendt terræn. I bund i Ebonee holder Jahi et langt ophold. Hun kæler ham forsigtigt i nakken, og han kysser grådigt hendes fyldige læber. Fissen er varm og stram, klemmer rundt om hans pik og langsomt begynder han at kneppe.

Ebonee mærker de forsigtige stød oppe i sig. Der har været smerte undervejs, men nu er det afløst at en let sviende fornemmelse, der blander sig med en følelse af … hun leder efter ord, som kan beskrive det, hun føler. Det kilder og varmer, benene spreder sig endnu mere, tillader Jahi at komme til. Den smukke dreng med lysebrun hud, sort krøllet hår til skuldrene, der både har et farligt temperament og uden tøven beordrede død over resterne af hendes familie, sandet tog de andre. Alligevel har denne lyse dreng været sød imod hende, hun kender til den fare enlige unge piger kan blive udsat for, men denne dreng, Jahi, har vasket hendes sår, givet hende mad og klæder og behageligt leje for natten. Nu er de forenet i elskov, han ejer hende, det ved hun, men en første gang med så meget romantik har hun ikke kunne drømme anderledes. Kroppen kilder og sitre over det hele, smerten og svien i fissen er væk og afløst af dejlige stød fra Jahis stive lysebrune pik.

Jahi mærker, at hun spreder mere ud, selvtilliden vokser i brystet, nosserne er klar til at stramme sig sammen, hun sitre og stønner til hans egne lyde. Han kommer snart, han kan ikke blive ved sådan, stødende bliver dybere og hurtigere. Orgasmen trænger sig på og han sprøjter hendes fisse fuld af varm sperm og hun sukker dybt imens. Han trækker sig ud af hende, gråligt sperm trækker ud med lidt rød farve i. Blod – hun var altså jomfru. Han kysser hende på munden med kærlighed og hun møder villigt hans kys.

Han giver tegn til opbrud. Garnisonen begynder langsomt at slange sig afsted mod dalen i horisonten. Jahi, sidder højt på kamelryg, falder i staver over oplevelserne med Ebonee. Det er blevet til mange foreninger efter den først under en susende sandstorm. Som han forudså, så gik der seks månevendinger, inden det indlysende problem opstod. Ebonees mave begynder at bule ud, men Jahi er fortabt i den smukke kærlige pige, han kan ikke være bøddel over hende og deres barn lavet i kærlighed. I to uger ignorerer han maven og fortsætter med at elske hende med uformindsket styrke om natten, mens en plan begynder at fælde sig. En tidlig morgen er hun forsvundet og ingen spørger til hende.

Solen står på toppen af himmelen, skyggen er samlet i en mørk plet under en selv, fortroppen har bevæget sig ind på den bredere vej ved de første marker med fattig græsvækst til afgræsning af geder. Begyndelsen af den grønne dal, det har regnet fornyligt. Luften er tungere og fugtigere, men vindpustene er køligere og der dufter af græs, muld og liv.
Historien fortsætter under reklamen

Jahi kigger rundt på sine trofaste mænd milevidt bagud og en halv mil i forude. En lille støvsky har rejst sig tre mil foran fortroppen, formentlig sendebud og spejdere, der er på vej fra forsvaret til sin fars palads. Jahi lægger ørkenen af sig, sidst på eftermiddagen vil han være i byen, og natten vil være ung, når han står på pladsen ved sit barndomshjem. I morgen skal Jahi høre Isis’ ja, til at tage sin hånd.

Læs næste afsnit