“Må jeg lægge mig ovenpå nu, mor” spørger han, stadig med de glinsende læber mod min svulmende fisse.


Forfatter: Ida

Han presser sig ind til mig. Hans våde, varme læber mod min hals, mens jeg stryger ham over håret. Hans åndedræt, hurtigt.

Hikstende.
Tårerne.

“Hvad.. hvad betyder det der tisme, mor?” spørger han, mumlende, men jeg hører ham tydeligt.

“Det hedder au-tisme, skat, og dét betyder at du tænker lidt anderledes end andre, men du er stadig god nok.”

“Er jeg?” siger han, med alt den forhåbningsfuldhed en femårig kan indeholde.. Mens han trykker sig endnu længere ind mod mig og laver de små pibelyde, han nu engang siger sommetider.

“Det er du. Den bedste.” Lover jeg ham, mens jeg puffer hans hoved ned til mit bryst. Han glider selv ned, véd, hvad han skal, og hvad han har lyst til. Så han sutter, suger, og “ååh ja, slik lidt, lille skat, så er du sød.”

Hans små smaskelyde, og den viden om at hans lille tissemand stritter i kærlighed og tillid til sin mor gør mig vanvittig.

“Åååh, længere ned, skat.” stønner jeg, mens det spænder i underlivet, et forbudt sug. Og han kravler længere ned, så våd, ja, den ivrige tunge.

Ved præcis, hvad den gør. Han bli’r verdensmand en dag. Én, der lægger damerne ned. Én, der tager dem med storm, før de når at fortryde.

Og det gør de. For det meste.

Mine hænder i hans plyssede hår, presser underlivet op mod hans mund.

“Må jeg lægge mig ovenpå nu, mor” spørger han, stadig med de glinsende læber mod min svulmende fisse.

Svarer ikke, trækker ham bare op til mig, så hans lille manddom kan få plads, så vi kan bevæge os, hans mund på min brystvorte igen, før vi begge kommer…
——

Jeg hedder Christoffer. Jeg er 27. Jeg ville egentlig hellere have haft et sejere navn, ligesom Mike. Han var min ven engang.

Men nu hedder jeg altså Christoffer, og man har fortalt mig at jeg har udviklet mig meget med årene. At jeg er vokset fra autisme og hvad, de ellers kom frem til at jeg fejlede.
Det må jeg vel også være. Er ansat. Ikke bare i et træværksted eller som gadefejer, eller som (u)lykkelig realitystjerne i et program for udviklingshæmmede. Hvem er hvem?
Man respekterer mig.

Nogen kalder mig Chris, nogle af damerne kalder mig Chrisser, andre bare Stoffer.

Og stoffer, det er, hvad jeg tager. Lige nu, som Maja, eller var det Naja? noget med a, lyner mine bukser ned, mens hun stønner, hvor meget hun har længdes efter at smage min pik, og noget om, hvor misundelig Caroline bare blir.

Hører ikke rigtig efter, har bare den ene hånd stramt knyttet i hendes mørke, krusede hestehale, der efterhånden er blevet noget løs. Ligesom hende, tænker jeg, og bider mig i læben for ikke at fnise, men så mærker jeg hendes læber omkring min pik, munden omkring hovedet, åh ja, godt sug, ikke for hårdt endnu. Ned over skaftet, mens jeg læner mig frem med et sugerør i den anden hånd, så kokainen kan forenes med hendes mund og denne aften.
Og ja, Christoffer bruger sugerør, mere stilfuldt med en seddel, men han har ikke brug for at vise sig som visse andre. Er klar over det i sig selv kan virke som et modsatrettet statement, men heldigvis er jeg ligeglad.

Det er M(N)aja også, for nu har hun den ene hånd omkring mine nosser. Snøfter ind, slår hende hårdt på kinden, mens jeg kører mig af i hendes mund. Hendes maskara, udløbet, hundeøjne, bedende, tilbedende. Slår hende igen, og igen, først en flad, så baghånd, så en flad igen, nok til at jeg kan mærke hendes tænder mod min hud. Tårer mod mit håndled. Slikker dem af, nyder smagen af afmagt og velvillighed. Får lyst til at vende hende om, kneppe hendes lille røv til den bløder, men besinder mig, jeg har en anden aftale. Kan mærke, jeg kommer, går næsten i knæ, da jeg stønnebrølekommer langt ned i hendes villige svælg.

Jeg véd bare, hun ringer igen. Det sagde hun i hvert fald, da hun vaklende rejste sig op og sagde, hun åbenbart hed Isabella…?

Whatever. Snøfter, vader ud fra toilettet. Ser mig i spejlet. Mig? Stryger hænderne igennem mit mørke hår. Jeg er ikke 1:90, jeg er 1:78, jeg har blågrønne øjne, selvom det for mig er svært at se lige nu. Det hele forekommer lettere sløret, selvom alting virker så glasklart.
Kan høre tøsen derinde rasle med leggins, kjole, hæle osv. derinde, før jeg sender mit spejlbillede et smækkys, bare fordi jeg kan.

Skynder mig ud, tager lige hendes guldbesatte, dråbeformede øreringe fra vasken, før, jeg går. Ved ikke, hvorfor. Endnu.

“Hej, skat!” siger jeg forpustet, mens jeg synker ned på stolen i restauranten overfor Cathrine. Hun er min kæreste. Eller, i hvert fald så vidt hun véd. Lige nu ligner hun mig, dengang jeg første gang bed i et af de små æbler i haven, som åbenbart ikke var spiseæbler men madæbler.

Med andre ord, hun ligner ikke én, der har lyst til at forære nogen nogle som helst rejser nogen som helst steder hen lige nu, selvom hun ellers arbejder på et rejsebureau.
“Du kommer for sent,” siger hun, “meget.”

Åh, åh, armene overkors.

“Som om det ikke er ydmygende nok at sidde her i over en halv time på min fødselsdag. Altså, er du klar over, hvor pinligt det har været? DU havde bestilt bord, og ham tjeneren har været forbi flere gange og..” Stemmen nærmer sig et leje, som nogle korpiger ville være stolte af at nå op på. Må stoppe hende, før det for alvor tager fat i hende, for så får selv højtenorene svært ved at følge med.

“Undskyld,” gentager jeg. “Det trak ud på jobbet, og så var der bare så lang kø, da jeg skulle købe din gave. Har prøvet at få fat i den i månedsvis, men den har været udsolgt hele tiden, fordi den åbenbart er så populær. Så da jeg endelig fik en chance for at købe den ville jeg altså ikke bare gå, før jeg fik den.”

Læner mig frem, den ene hånd halvvejs forsonende på bordet imellem os, mens jeg med den anden hiver de guldøreringe op af lommen, jeg tog fra Isabella/Najamaja tidligere. Smiler undskyldende, mens jeg rækker dem frem med “please” med fem e’er i øjnene.

Kan se, hun bløder op.

“De spurgte om jeg ikke ville have dem pakket ind, men kunne bare ikke vente med at give dig dem. Jeg var jo allerede forsinket.”

Nu smiler hun. Mere skulle der ikke til.

Så beder hun jo selv om det, tænker jeg, mens jeg roligt rejser mig op og går hen til hendes side af bordet.

“Kan du lide dem, smukke?” spørger jeg.

“Åh, Stoffer, de er perfekte! Undskyld, jeg var sur før,.. det var bare..” Bremser hendes, hvad der forekommer mig som en evindelig talestrøm med et blidt kys, mens jeg spørger om jeg ikke nok må sætte dem på hende.

“Pryde dine øreflipper”, siger jeg og smiler skævt, blinker til hende, og hun rødmer, er faktisk smuk, med sin lange, slanke skikkelse, brune øjne, små, faste b-skålsbryster, og en gnistrende, ihærdig personlighed, jeg nok desværre skal få slukket. Som så mange andre gange.

Og folk kigger, men hun får dem på.

Stryger blødt en sort, bølget hårlok bag hendes øre, mens jeg blidt nipper i hendes øreflip, mens jeg hvisker noget unævneligt, som godt nok får hende til at rykke lidt væk fra mig, men hun smiler stadig.
Historien fortsætter under reklamen

Og jeg tager på hendes foranledning selvfølgelig et billede af hende med dem på, og af bordet. Af os. Mens hun glad hashtagger noget med fødselsdag med den bedste og noget med love.

2 kommentarer

1. Damernes Ven

   14/08/2023 kl 8:31

   ENESTÅENDE … får vi dog ikke bare 5-6 .. 99 af ham – hans mor og stærke dygtigehder… MERE…!!

   1+

   Besvar kommentar
   • Ida

     16/08/2023 kl 3:25 - som svar på Damernes Ven

     Tak for kommentar. 🙂 Glad for, du kunne lide den. Det kan godt være, der kommer noget mere med Christoffer og hans mor. Ved godt, det måske manglede nogle detaljer, men det smukke ligger sommetider i det usagte. 😉

     2+

     Besvar kommentar