Hun bøjer sig frem og tager den ene, lyserøde brystvorte i munden, og det er himmelsk

Forfatter: Dragemis

Efter morgenmaden spørger Marie-Louise Maja, om hvad hun skal lave. Far er på arbejde og mor er ude et sted med Mikkel og et par af drengene fra hans klasse og en anden forælder, noget med en sted hvor der er geder at lege med. Troels sover bare, han drak sig fuld med sine venner og kom sent hjem.

– Jeg skal ikke noget. Skal du noget, siger Maja, og kigger op fra et tysk blad om Black Metal. Maja er begyndt at gå en del op i hvilken musik hun hører. Marie-Louise hører lidt det samme som Maja, hellere det end det kunstige techno, som Troels er vild med.

– Næh. Måske man skulle smutte på stranden lidt eller noget, men jeg gider næsten ikke, siger hun. Maja nikker bare, og læser lidt samtidig. Det er det fede ved Maja og hende, de kan sagtens læse og snakke ordentligt for eksempel, eller lave ting og snakke ordentligt på samme tid.
– Keder du dig, siger Maja bare.

– Ja, du ved, det var fedt at drikke øl de første otte dage, ikke, men nu, ja, der er faktisk bare lang tid til man skal i skole igen, siger hun. Maja lukker sit blad.
– Nåh, men vi kan godt lave noget. Men hvis vi skal bade, skal vi så ikke vente til i morgen og bade med mor og Mikkel, siger Maja. Marie-Louise nikker.
– Jo, det kan vi godt. Det var bare, ja, jeg gider heller ikke så meget det, siger hun.

– Vi kan gå ned og slås med sværd, siger Maja. Hun går mindst lige så meget op i sådan noget med at slås med sværd som deres lillebror.
– OK, siger Marie-Louise bare. Maja er sej til alt sådan noget, med buer og våben og ting. Hun lærer sig altid at gøre det rigtigt, og så kan Marie-Louise også godt lide det. Maja siger, at de kan fægte med lange sværd. Hun pakker sit blad sammen, men lægger det bare på køkkenbordet, hvor hun ved at mor vil flytte det fra.

– Lange sværd er til to hænder. Korte sværd er til en hånd, siger Maja. Marie-Louise følger bare efter, mens Maja fortæller hende en hel del om de forskellige former for sværd. Hun har hørt lidt af det før, og det er hyggeligt, og spændende for Maja fortæller altid hvorfor, sådan, hvordan det passede ind i resten af verden. Maja finder et langt sværd af træ frem, som hun har lavet, og tager selv en stok. Marie-Louise stiller sig, og mens de fægter lidt, og Maja fortæller alt muligt og sådan, snakker de bare om gamle dage og historie. Marie-Louise er mere til fysik og biologi end historie, eller i hvert fald vil hun hellere se tingene, som et museum eller gamle huse, end hun gider læse så meget. Men når man fægter med Maja føler man sig som en ekspert i historie bag efter.

Det bliver til en hel del blå mærker. Maja er skide stærk og slår rigtigt, så man skal fægte godt hvis man ikke skal have stukket sine ribben ihjel, for eksempel. Men det er det, der er det sjove ved det, at det altid er den rigtige måde. Efter en time drikker de lige vand og Maja laver nogle øvelser, og de står på hænder. Det er en af de ting, Marie-Louise kan bedre end Maja, og det griner de af, og fægter videre. Marie-Louise har da lært at holde Maja væk fra at stikke hendes ribben. Det er en god ting at lære hvis man skal fægte med hende, men hun har blå mærker de næste par uger, i hvert fald. Men det med at lære at undgå at blive stukket på armen eller ved skulderen, det kan hun bare ikke. Maja er bare så hurtig, og Marie-Louise ved at hun ser tingene klart, meget klarere end hun selv kan, så lige så snart Marie-Louise bevæger sig på en måde, ved Maja det og er allerede ved at spærre vejen. Men Maja slår ikke så hårdt mere, og hun har ikke nogle blå mærker på skuldrene, ikke nogle der ikke er væk om et par dage.

De hører havedøren, og det er sikkert Troels, der er stået op. Maja står i den ene position, hvor hun har sit sværd, der bare er den runde stok, oppe ved skulderen og peger på Marie-Louise, og selvom Marie-Louise ved at det hedder Hangort, det greb, og man skal bruge en Alber, sådan, nedefra og op for at stoppe hende, så ved hun også at hun vil få den der dumme stok lige ind i skulderne, lige så snart Maja bestemmer at Marie-Louise skal laves til en nålepude.

Hun sveder og har håret ned i ansigtet, men hun vil ikke give sig. Hun holder positionen, men Maja kan bare bevæge sig sådan, fremme i fødderne som en bryder hele tiden. Hendes egne ben gør ondt når hun gør det meget, og hun er langsommere også nu, fordi Maja bare er mere trænet. Men man kan ikke gøre noget ved det, man bliver nødt til at prøve at hugge, og hun bruger sin Alber til at stikke efter Majas ben, og så må man prøve at finte, og selvfølgelig ser Maja det. Men Marie-Louise får svunget sit sværd op, og i stedet hopper hun bare helt frem og ind i Maja, der ligesom bliver skubbet med begge deres sværd, så hun selv hopper tilbage, og det er jo smart nok. Maja er stærkere, men Marie-Louise er tungere, og det hjalp, lige indtil Majas stok prikker hende ved lysken. Det er et dødeligt sår, siger Maja, og de stopper. Men Marie-Louise fik da forvirret hende noget, syntes hun. Hun kigger ned på armene, hvor der faktisk er en hel del af de der, røde mærker der er ved at blive blå.

– OK. Jeg giver op. Hmm, tænk at man skal blive dræbt med et stykke træ tyve gange på en morgen, siger hun. Maja griner bare og ser glad ud. Troels sidder med et krus kaffe på terrassen og kigger på dem.

– Fægter I ikke med Mikkel, siger han, og kigger sig rundt.
– Næh, mor og Mikkel er ude at lege med geder, siger Marie-Louise. Hun piller lidt, hvor det er en lille hudafskrabning, men det er ikke slemt. Hun kigger på Maja, der godt nok har et par blå mærker også.

– Døde du overhovedet, spørger hun. Maja siger, at det kunne hun nok være, en eller to gange, men ikke så mange gange som Marie-Louise. Troels spørger, om de bare har fægtet de to alene.

– Ja, Maja skal lære mig at kæmpe med det lange sværd, men jeg er nok lidt for dum til at lære det ordentligt, siger hun til ham. Maja siger, at hun tror Marie-Louise kan lære det, hvis hun fægter et halvt år eller lidt mere. Troels siger bare noget om, at de er tossede. Marie-Louise tager sit sværd, og går over til ham. Maja følger med, og de sætter sig på rækværket overfor ham. Der er et lille rækværk langs den ene side af terrassen, men det er for lille og for bredt til at det er sjovt at lave gymnastik på det.
– I er sgu da tossede, sådan at lege med træsværd, når I er så store, siger Troels. Maja nikker bare.
– Ja, det er det vi vel lidt. Det er sjov, siger hun så. Marie-Louise kigger ned på sine blå mærker.

– Ja. Jo mere ondt det gør, jo sjovere er det at være sammen med Maja, siger hun. Maja bliver lidt flov, men hun viser et mærke, hvor Marie-Louises spids har stukket hende fire gange på armen, næsten det samme sted.
– Du er ikke bedre selv, siger Maja.

– Du var selv ude om det, konstaterer Marie-Louise bare. Men det er hyggeligt, og Maja er bare rigtig glad og i det der humør, hvor hun ikke hele tiden har en masse andre tanker, men helt slapper af og nyder det, hun laver lige nu. Maja stiller sit sværd og sin stok op ad muren, og spørger Troels hvad han skal lave.
– Jeg skal ikke have tæv med dit sværd, i hvert fald, siger han.

– Nåh, øv, siger Marie-Louise. Hun kigger på Troels, og tænker, at hun nok ville give ham så mange blå mærker, som hun selv har fået af Maja hvis hun fægtede med ham, og så er det jo fedt nok at have trænet, i hvert fald. Han kan ikke længere bare tæve dem, som det passer ham, som han gjorde da de var mindre. Nåh, han er næsten nitten og så tæver man vel heller ikke sine søstre længere, det ved hun godt. Men han kan ikke, selv hvis han ville, og det er fedt, syntes hun. Han snakker om at smutte ned i parken lidt, eller måske smutte op og kigge om der er nogen på stranden. Han har jo sin egen bil og kan bare smutte, som han siger det, og det er i hvert fald lidt irriterende, at man er sytten og ikke må køre bil. Hun har ikke engang fået lokket ham til at hun prøver en tur, ikke en hvor hun må køre.

– Mor og Mikkel skal måske til stranden i morgen, og vi tager sikkert med, så vil du ikke det, siger Maja. Troels kigger lige på dem, sådan, lige på deres bryster og så nikker han. Han kigger ret meget, faktisk, men han er også en del mere afslappet med det, end han var for bare et år siden. Det virker også mere naturligt, den måde han kigger, og trods alt er både hun selv og Maja værd at kigge på, det ved Marie-Louise også.
– Er det bare Mikkel, eller andre, spørger Marie-Louise. Maja siger, at det ved hun ikke.
– Jeg hørte mor sige til Mikkel at de måske skal til stranden i morgen. Og nu har I begge to nævnt stranden, og så syntes jeg da vi alle skal tage med, i morgen, siger hun. Troels nikker.

– Ja, det var også bare, jeg ved sgu ikke. Man kan vel glo lidt fjerner, siger han.
– Skal du ud i aften, spørger Marie-Louise. Måske hun skal med, så, tænker hun, det kommer lidt an på hvor, i så fald. Troels trækker på skuldrene.
– Nja, Jimmy har skrevet om at vi kan kigge forbi. Men ikke noget vildt, bare et par øl, måske og lidt snak, ikke, siger han. Marie-Louise nikker. Han kigger på hende.
– Skal du have en øl med, siger han så. Hun nikker igen.
– Jo. Hvad, efter aftensmad eller sådan noget, siger hun. Han nikker.
– Ja, Jimmy skrev vi kunne komme efter det der Star Trek eller hvad han ser, du ved, klokken ti. Hvad, I kan sgu da komme med begge to, siger han så. Marie-Louise kigger på Maja.

– Ja. Det gider jeg godt, siger Maja bare. Maja er femten og moden, selvfølgelig, men mor syntes alligevel at hun skal spørge om lov. Men Maja får altid lov alligevel, det er bare, hun selv og Troels er de der år ældre og må selv bestemme, mens mor vil vide mere om hvad Maja laver.
– Jeg spørger bare mor når hun kommer, siger Maja så.

– Ja, fint nok. Ellers, der er Simpsonskavalkade hele dagen, jeg tror bare jeg stener fjerner og sådan, siger han. Maja nikker. Han kigger stadig lidt på dem.
– Mor plejer at give mig lov, du ved, mest når det er på den måde og hvis du og Troels er der, ikke, siger Maja til Marie-Louise. Marie-Louise nikker. Troels rejser sig, og siger at han vil glo lidt fjerner, og går ind i stuen. Marie-Louise skæver over til Majas sværd, men hun gider ikke få en masse flere blå mærker. Dem hun har, dem vil man kunne se i flere uger, i hvert fald. Maja kigger efter hendes blik, og griner, da hun drejer hovedet tilbage.

– Nåh, næh, ikke mere fægtning, vel. Hvad så, skal vi cykle en tur, spørger hun. Marie-Louise nikker.
– Ja, det er fint. Så kan vi få lidt på en cafe, ikke, siger hun. Maja nikker bare. Hun kigger på Marie-Louise.

– Sejt, ikke, når Troels er sådan, siger hun. Marie-Louise nikker.
– Ja, den søde storebror, svarer hun.
– Du ved, det felt mellem at være den store og være ven, det rammer han godt lige nu, siger Maja.

– Ja, og han hviler lidt. Jeg syntes det er en hviledimension og en brordimension, hvor brordimensionen er ansvar, siger Marie-Louise. Maja kigger på hende.
– Der er fire. Men hvile, det er mere et felt mellem at være doven og så ønske lidt mere kontakt, og der er ikke så meget bevægelse i doven, siger Maja så. Hun taler altid mere i felter.

– OK, så en brordimension, hvor der er et felt mellem ansvar og mere kontakt. Og en dimension med at kigge, det er to, og en dimension med at prale, siger Marie-Louise. Maja nikker.

– Kigge og prale, i hvert fald. Jo, det er selvfølgelig også lidt det samme felt, men man kan godt se dem som dimensioner. Og der er bevægelse, for vil han vise frem eller have selv, ikke. Men der er fire dimensioner, siger Maja, og nu kigger hun så Marie-Louise ved, at hun skal svare rigtigt. Maja tænker bare sådan, klart og hurtigt, og selvom hun ikke altid ved det, så er det en form for prøve man bliver sat på, når hun lige kigger på den måde. Marie-Louise sætter sine egne tanker op og koncentrerer sig om at få styr på dem, og det gør ikke noget at der går et par sekunder.

– Jo, den fjerde dimension er nok at der ikke er andre han kan kigge på, siger hun så. Maja nikker bare. Selv når man består prøven, lægger Maja ikke mærke til at hun har givet en nogen prøve.
– Det skaber også et felt med brordimensionen og mere kontakt. Det hænger sammen. Men jeg gider godt i hvert fald, siger Maja. Marie-Louise gider da også godt tage med Troels hjem til Jimmy og få en øl, selvom Jimmy nok er den dummeste, af dem der kan komme med. Men hun ved også, at nu, hvor Troels ved at hun kommer, så kommer Klaus ikke med og det passer hende fint nok, lige for tiden. Maja ville sikkert straks sætte felter og dimensioner op der, men hun syntes selv, at det hele er for tæt på til at hun kan det, og det ville være lettere, hvis han bare forstod at de ikke kan være kærester.

Maja kigger ned ad sig selv og konstaterer, at man sveder en hel del af at træne langt sværd med sin søster i tre timer.
– Vi skal bade hvis vi skal på cafe, siger hun til Marie-Louise, der sidder og tænker over et eller andet. Ikke Troels, det tror hun ikke, men måske hvem der ellers kommer med til øldrikkeri i aften.

– Ja. Skal vi spise på den der cafe, siger Marie-Louise. Maja siger, at det kan de vel godt. Mor er ikke hjemme endnu så man skal selv tage en mad, og det er også ret hyggeligt at spise på cafe med Marie-Louise.

– Vi kan træne kung fu i fem minutter. Så kan vi slås om hvem der skal først i bad, siger Maja, og kigger på Marie-Louise. Det var faktisk ret fedt at træne med hende. Hun er ikke så god som Ingegerd, men hun lærer så meget hurtigere, og de kender hinanden så man ikke hele tiden skal sige undskyld, hvis man stikker. Man får så en del flere mærker på armen af at fægte med Marie-Louise.

– Næh, du vil jo helst sidst i bad alligevel, så det er spild af tid, siger Marie-Louise. Maja nikker. De går ind, og Troels er faldet i søvn på sofaen. Det er de gamle afsnit, ser hun. De midterste er de bedste, dem fra hvor serien er fire år til omkring ti elleve år, syntes hun selv. Men man har efterhånden set dem så mange gange, at det ikke er så fedt mere. Mens de går op ad trappen, siger Marie-Louise at de vel bare kan bade samtidig.

– Ja, det gider jeg da godt, siger Maja bare. Det er altid lækkert at gå i bad med Marie-Louise. Hun ved alt det med de der cremer, som er lækre nok men som Maja tit bare glemmer at tage på, og det er i det hele taget mere hyggeligt. Så er Marie-Louise også enormt lækker at se på, og det er ikke så tit man får lov til det mere, ikke som da hun var en lille pige og Marie-Louise var stor, og Maja fik lov at se hendes bryster. Nu kan hun kigge på sine egne bryster, men det er nu ret lækkert at kigge på Marie-Louises også. De skynder sig, og Maja lader være med at gøre vandet alt for køligt, selvom hun ved at det er smart for ikke at få for meget blå mærker. Marie-Louise har et der, hvor Maja har stukket hende efter Pflug eller Hangort, og det er vel blevet noget større, end det havde været meningen. Marie-Louise står bare der og er lækker og nøgen, med lukkede øjne og nakken tilbage. Maja kan se, at der er mere end tyve blå mærker oven i hinanden, og det dækker ikke mere end en håndflade uden fingre.

– Du, det der kommer du til at have de næste par uger. Bare ikke din elsker bliver sur på mig, siger Maja. Marie-Louise åbner øjnene, og kigger ned mens hun træder ud af vandet, og Maja tager hendes plads. Det føles nu lækkert nok at det er varmt også, syntes hun. Marie-Louise føler efter på ribbenene.

– Jo. Måske, siger hun så. Når Maja bare siger din elsker, og ikke at det er Dyveke, så er der mere råderum til at Marie-Louise kan være privat. Det fungerer ret godt. Man kan selvfølgelig godt snakke med hende om det, også om det med Klaus, men man behøver heller ikke snakke om alt hele tiden, det ved Maja også. Marie-Louise spørger, om hun skal vaske Majas hår, og det må hun gerne.

– Ja, det er lækkert af få vasket hår, siger hun. Hun hopper ud af strålen, og lader Marie-Louise begynde. Hendes søster har lækre fingre og det er lidt surt det her med at hun har en kæreste. Det tænker Maja nogle gange. Men det er ikke en rigtig tanke, mere sådan en let eller gennemsigtig en, for hun tror alligevel ikke at de rigtigt ville kunne være kærester.

– Mikkel vaskede hår på mig, siger Marie-Louise. Maja nikker men stopper med det projekt, for selvfølgelig skal man ikke nikke mens man får vasket hår, det kan man vel regne ud.

– Vaskede han hår på dig, siger Maja så. Marie-Louise fortæller at han bad om lov til at bade med hende aftenen før, og at hun havde vasket hans hår for ham.
– Så spurgte han om han måtte prøve at vaske mit, og han gjorde sig helt vildt umage, du ved, når han sidder der med tungen i mundvigen og bare koncentrerer sig, siger Marie-Louise. Maja ved godt hvordan Mikkel er, når han gerne vil gøre tingene godt. Hun tror, at hvis han oftere blev bedt om at gøre det godt, ville han have det en del bedre.

– Sejt, siger hun bare. Mikkel gider nok ikke bade med hende selv. Jo i svømmehallen, men det er noget andet. Hjemme bader han aldrig med hende, i hvert fald.

– Han gjorde det i hvert fald godt, og puttede balsam i også, da jeg fortalte om det, siger Marie-Louise. Hun er færdig med at vaske Maja, og Maja tænker at man vel kan vaske hendes hår, men Marie-Louise er bare selv gået i gang. Maja kigger på storesøsteren.

– Nåh, du vil selv vaske hår. Så må jeg vel vaske dine bryster for dig, siger hun, og krammer dem. Marie-Louise griner bare. Fuck, hvor det er fedt med at kramme dem, tænker Maja, men det er klogest at lade være med at gøre det for meget, så hun slipper igen. Men hun finder sæbe og begynder alligevel at vaske Marie-Louise, og det får hun da lov til. Marie-Louise siger ikke noget, da Maja krammer dem anden gang, og da hun lader være med at vaske og bare krammer dem, siger hun heller ikke noget. Men nu har hun gjort det, og Marie-Louise stiller sig under vandet og begynder at skylle sig ren. Maja kigger på hende. Hun er så smuk, så man kan få helt ondt i maven ved at se på hende, tænker hun.

Hun er ikke forelsket, det er hun klar over. Men hun har nogle gange lyst til at Marie-Louise skal kigge på hende på samme måde, som hun kigger på Dyveke. Men det gør hun ikke, og Maja ved godt at hun stadig mest bare er den lidt vilde og lidt seje lillesøster, man kan lave fede ting med, men hvor det stadig bare er søster, hvis man er i bad. Sådan er det, og hun slipper Marie-Louises hofte, som hun holdt om. Marie-Louise åbner øjnene, og der er alligevel noget i hendes blik, da hun kigger på Maja. Hun kan føle feltet mellem dem åbne sig og svinge et par sekunder, og den slags har Marie-Louise mere styr på, men Maja er ikke i tvivl om at det er der, selvom hun ikke kan beskrive det.

Hun føler pludselig, at hun står og svæver på en regnbue eller sådan noget, Bifrost i badeværelset. Det må være det Marie-Louise har snakket om, med at man flød ud og blev en vandpyt.

– Du må da gerne kramme mine bryster, siger Marie-Louise så. Maja nikker. Hun svæver stadig over den der regnbue og det er vel ikke en helt uvelkommen fornemmelse. Hun tager fat, og Marie-Louise smiler bare og lukker øjnene. Maja krammer og mærker deres faste tyngde med hele sine hænder, føler nærmest hvordan hun strækker ud og suger Marie-Louises bryster til sig og æder dem. De er så lækre at hun lige nu er parat til at give alt væk for at få hende, ved hun.

Hun bøjer sig frem og tager den ene, lyserøde brystvorte i munden, og det er himmelsk. Marie-Louise siger ikke noget, men lidt efter, mens Maja føler at hendes læbedel i hjernen overtager det ene center efter det andet og Marie-Louise bare er i hendes mund, kan hun mærke en hånd om sin nakke og fingre, der glider ind og tager fat i hendes hår.

Marie-Louises brystvorte er pivhård og smager af kærlighed i hendes mund, og hun vil aldrig slippe. Aldrig, ved hun, men hun ved også at aldrig er ret relativt lige nu. Marie-Louises anden hånd lægger sig over Majas nakke. Maja finder med lukkede øjne sin søsters anden brystvorte og suger den ind mellem sine læber, og hun kan høre Marie-Louise sukke. Det føles som at være kommet hjem at mærke hende i sin mund. Majas læber og tunge former sig nærmest af sig selv om den, og Marie-Louise vokser lidt mere og glider lidt mere ind, og Maja begynder at føle at hun letter og svæver op gennem taget, og så kan man se to søstre flyve hen over alle husene. Men selv ikke det billede får hende til at miste fornemmelsen af Marie-Louise. Da hun endeligt slipper, ser hun op i Marie-Louises ansigt. Maja kan mærke sin egen lykke flyde ud over sig og føler søsteren som et spejl, og alt de kan sige hviler mellem dem der.

De vasker sig færdige og tørrer sig uden at snakke så meget. Marie-Louise virker lidt irriteret, da hun rigtigt får kigget på sine blå mærker, der faktisk er ret mange og mest på højre underarm, venstre skulder og så der ved ribbenet med de mange på hinanden.

– Det kan være man skulle opfinde en form for tøj, der er lavet af stål og som man tager på når man skal fægte, siger Maja. Marie-Louise står ved spejlet og trykker der ved ribbenene med sine fingre. Tre og tyve stik kan Maja se, men der kan være flere, for de flyder en del ud i hinanden. Men Marie-Louise smiler bare til hende, kort, et søstersmil. Hun står med håndklædet over nakken.

– Ja, det ville da være en opfindelse der ville give en nobelprisen. Tænk, at der ikke er andre der har tænkt på det før, siger hun bare. Maja nikker. Lige det med en nobelpris, det kunne man jo måske finde lidt ud af og det er i hvert fald noget hun har tænkt på og som det er lidt for pinligt at snakke for højt om. Faktisk er der en nobelpris i fysik som søsteren kan nuppe, men der er ikke en nobelpris i sværdfægtning, det ved Maja da.

– Hvis du kunne vælge, ville du helst have nobelpris i fysik eller matematik, spørger Maja. Marie-Louise står og er ved at tørre sit hår, og hun virker ikke irriteret over fægtemærkerne mere. At hun bare er sådan, det elsker Maja hende i hvert fald for, og det er ikke en følelse der er kompliceret. Hun kan lige være irriteret, men hvis der ikke er noget at gøre, så er det det og hun er åben igen.
– Fysik. For så ville det være nemmere at finde på noget hvor man kan bruge det, siger Marie-Louise bare.

– Hmm. Du kan jo bare tage dem begge to, siger Maja så. Marie-Louise svarer ikke og hun har håndklæde i hele ansigtet så Maja ikke kan se, hvad hun tænker. Maja ved godt at Marie-Louise ikke konkurrerer og sammenligner, det er hun alt for rolig til, og Maja kan godt blive lidt irriteret på sig selv over, at hun gør det, blive træls på sig selv, så at sige. Men det er bare sådan, Marie-Louise har to nobelpriser der ligger lige for, og en tredje i medicin hvis hun lige gider læse det når hun skal på universitetet, mens der ikke ligger noget og venter på Maja. Hun har ikke fundet sine områder endnu, og det er da hendes sidste år i skolen, hun skal ud til efter sommerferien.

– Og medicin. Fysik, matematik, medicin. Så er der litteratur til mig, siger Maja.
– Og fred. Det er den største. Skal du ikke lave fred i verden, siger Marie-Louise, og hendes blå øjne titter frem mellem det våde, lyse hår og der er ikke noget som helst med at drille i den stemme.

– Jo, OK, det kan jeg godt. Så får du tre, men jeg får to og den ene er den største, det er vel en god deling, siger hun. Marie-Louise siger bare at hun ikke ved om hun skal læse medicin. Maja har lyst til at få fred i verden, men hendes måde er nok ikke en måde man får nobelpriser for, tror hun. Det får man mest for at skrive et eller andet manifest, som de kloge kan læse og tænke, det er klogt, det er lige det jeg selv ville have skrevet, eller lave en bank der kan tjene penge på de fattige. Hun skynder sig at tørre sig færdig. Da de skal til at gå ud, kigger hun lige på Marie-Louise, og på hendes bryster og så på hendes ansigt, og Marie-Louise smiler bare lige til hende, og hun rødmer en smule. Maja siger tak, men kun inde i hovedet, og det er ret tit at det er nok bare at sige det der.