Kærtegn på mine boksershorts får mig til at kigge mod Yennie, som ligger i midten af Sam og mig.


Forfatter: Chris
chrishistorier@gmail.com

Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen
Næste morgen vågner Victoria tidligt og sniger sig ud på badeværelset uden at vække mig. Hun gør sig klar inden nogen andre i familien vågner.

Under morgenmaden fornemmer jeg, at hun ikke er i det bedste humør, men hun fortæller ikke noget om årsagen. “Har du haft en god nat?”, spørger jeg. Hun nikker lidt beklemt.

“Jeg har sovet uroligt og vågnet en masse gang”, siger jeg. “Og der er slet ikke noget kun kan huske?”, spørger søs. Jeg ryster på hovedet. “En masse usammenhængende billeder, men slet ikke noget, jeg kan huske noget af. Det var dette drømme-bombardement, der gjorde at jeg sov dårligt”.

“Hrm”. Hun kigger ned i bordet og siger så lavmælt. “Jeg synes vi skulle have hvert vores værelse”. “Hvorfor det?”. “Der er så mange af dem og .. desuden kender vi jo også stedet nu”, siger hun uden selv at tro på det. “OK. Vi kan se på det i aften”. “Ja lad os det”.

Moster er også i et mut og tilbageholdende humør og kigger også lidt anspændt på mig, men røber ikke sine tanker. Mor og far er i strålende humør. Til morgenmaden taler vi om hvad dagen byder på. Moster har en aftale, så hun skal tilbage til byen, men hun mødes gerne med os i city senere på dagen.

Jeg vil på biblioteket, mens de andre har set nok til byen, så de vil et andet sted. Derfor beslutter vi os, at splitte op. Jeg ser et vist lettet udtryk i Victorias ansigt, som jeg ikke tidligere har set.

Mod city sidder ‘børnene’ på bagsædet med moster mellem os. Vi sidder i noget tid uden at tale sammen. Der er noget mærkeligt foruroligende ved at have moster siddende så tæt på mig, men jeg ved ikke rigtig, hvad det er.

Hun plejer jo at sidde der, men i dag er det anderledes. Jeg betragter hende nøje. Kan det være hendes dress. Hun har tynde sorte strømper på pyntet med sorte blomster. Nederdelen er kort og også sort. Toppen er en hvid kropsnær t-shirt, som enkelte steder har små pukler efter BHen under.

Den korte nederdel virker bekendt, men jeg ved ikke hvorfor og hvorfra jeg kender den. Hmm Mystisk, tænker jeg.

Hun kigger granskende fra den ene til den anden og ender så ved mig. “Hvad er der galt med jer to?”. “Det ved jeg ikke. Søs har været afvisende helt fra morgenstunden”.

“Hrm”. Moster tænker sig om et øjeblik. “Øhm Du må bare sige til, hvis du har brug for hjælp på biblioteket. Det har været svært at finde noget information”. “Har du prøvet?”.

Hun lægger moderligt sin hånd på mit lår og kigger mig dybt i øjnene. Hendes hånd og blik er lidt uvant, men skaber en dejlig varme i kroppen, så jeg undlader at brokke mig over hendes flirtagtige nærhed. Håber bare jeg kan agere tilstrækkeligt naturligt, så hun ikke fjerner den.

Det ser ud, som om hun vil til at sige noget, men ryster på hovedet og ombestemmer sig åbentbart. “Håber vi kan tale om dette en anden gang”, hvisker hun. Så bliver hun bevidst om, hvor hånden ligger og trækker den til sig. “Hvis du vil, kan vi spise frokost sammen”. “Men hvad med din aftale?”. “Min veninde kan godt acceptere at du tager med. Vi er altid alene .. Ved dog ikke, hvor interesseret hun er i byen”. Jeg nikker. “Det kunne være hyggeligt”.

Hun vender sig om mod Victoria, men søs vil ikke ud med, hvad der plager hende, så de ender med at tale om løst og fast, indtil vi når biblioteket. Her står jeg af og siger hej til de andre.

I min plan om søgning har jeg på forhånd opgivet at søge på internettet, så da jeg kommer ind på biblioteket, henvender jeg mig direkte til skranken om mit ærinde. “Hejsa”, siger jeg til den unge kvinde. “Hej”, svarer hun. Hun ser ud til at være omkring min alder, mørk med et stort kruset hår.

Da hun rejser sig op, er hun noget lavere end mig, men de kurvede hofter kan jeg ikke hamle op med. “Hvad kan jeg hjælpe dig med?”, spørger hun og smiler venligt.

“Øhm. Jeg kunne godt tænke mig at kigge i jeres arkiv”. “Arkiv? Det er jo stort. Hvad søger du?”, spørger hun noget tøvende. “Jeg vil gerne vide mere om .. den gamle by”.

“Ja så. Hvorfor?”. “Jeg er på ferie her i området og har været forbi derude. Så tænke det kunne være interessant at få mere at vide”. “Hvad ved du om den?”. “Meget lidt. Kun at den er omgærdet af mystik. Min moster bor her i byen og har fortalt lidt om de rygter, der florerer”.

“Hm”, siger hun fraværende i egne tanker. Hun kigger på sin computer og taster på keyboardet. “Hmm Så skal du ned i sektion A45.1”. “Okaaay?”, siger jeg forvirret.

“Følg denne gang i den retning”. Hun peger til højre for sig. Så kommer du til en rundbuede portal-indgang. Bag denne ligger arkivet”. “Ok. Tak”. Jeg smiler til hende og går i den angivne retning.

Inde i arkivet finder jeg A45.1 med titlen ‘Mysterier’. Det lyder umiddelbart lovende, men efter kort tid render jeg surt i min søgning. Det meste materiale er konspiratorisk nonsen om ufoer og stjernemænd. “Arhm Arhm”.

Jeg farer sammen ved lyden bag mig og jeg vender mig om. Bag mig står en mørk dreng, lige så mørk, som hende i skranken og på omtrent samme alder.

“Undskyld. Det er dig som søger info om byen”. “Ja”, nikker jeg. “Hvem er du?”. “Jeg er ven af Yennie”. “Yennie?”. “Ja hende i skranken”. “Nåå. Ven? Det ser mere ud som om I er i familie”. “Ja. Det er der mange der tror, men det er vi ikke”.

“Hvad vil du?”, spørger jeg. Han smiler over min mistro. Yennie blev nødt til at sende dig ned ad denne blindgyde, fordi emnet om ‘byen’ er meget betændt.

“Øh Nå?”, spørger jeg uforstående. “Ja OK. Det forstår du nok ikke. Men emnet er fyldt med konspiratoriske teoretikere, som gerne vil beholde deres idéer intakte. Så andre skal ikke komme og ændre deres verden med nye ideer.

“Du kalder det konspiratorisk? Så du mener ikke, de har noget at have det i?”. “Yennie, jeg og et par andre venner har haft nogle andre oplevelser og fundet rapportager, hvor øjenvidner fortæller andre historier. Disse historier er bare blevet gemt væk”.

“Og jeg skal tro på dig fordi?”. “Det behøver du ikke. Men du er vel interesseret i området?”. Jeg nikker. “Og du kom herhen uden noget rigtig idé om, hvad du gik ind til, ikk?”. Jeg nikker igen. “Så kan du vel lige så godt gå med vores idé, som du kan med alle andres?”. “Tjaa”. “Så er du klar til at ‘digge deep’? …. Forresten jeg hedder Sam”.

“Jeg hedder Christoffer”. En tanke slår ned i mig og det giver et pludselig ryk i mig. Jeg kigger mig undersøgende rundt. Rykket var kraftigt og virkede mærkeligt, men der er ikke noget mærkeligt, at se omkring mig og Sam ser ikke ud til at have lagt mærke til noget.

“Oh. Øhm. Undskyld, Sam. Jeg kommer pludselig i tanke om, at jeg har en frokostaftale med min moster”. “Ok. Det passer fint. Yennie får fri her ved 13-tiden. Vi kan vi mødes her, når hun haf fri”. “Kan det bliver ved to, halv tre tiden”. “Det kan vi godt sige”.

Jeg ringer til min moster og får hende med på, at vi mødes i nærheden af biblioteket. Da vi mødes går vi hen på den nærmeste café. Veninden er ganske rigtigt ikke interesseret i ‘Byen’, så vi taler ikke så meget om den, selvom moster er ved, at gå ud af sit gode skind af nysgerrighed om, hvad jeg har fundet ud af.

Da veninden endelig går, må jeg fortælle min historie og kommende møde med Yennie og Sam. Jeg spørger om hun vil med, men det har hun ikke nerver til, så jeg går tilbage til biblioteket alene. Her møder jeg mine to nye venner.

“Nå! Vi troede ikke du ville komme”, siger Yennie ivrigt. “Hmm Har egentlig ikke haft nogen tvivi, men nok fordi jeg ikke ved, hvad jeg går ind til … En anden ting. Hvorfor er I egentlig interesseret i at vise mig jeres hemmelighed?”. “Du er en fremmed”, siger Sam, “uden nogen forudindtagethed og så virker du troværdig. Det er bare en mavefornemmelse”.

“Jamen jeres hemmelighed er sikker med mig”. “Ok så lad os begynde”, siger Yennie smilende.

Vi går ned til det arkiv A45.1, men i stedet for at undersøge bøgerne, rumsterer de to ved en reol, der efter noget tid rykker ud og åbner til en trappenedgang. “Wow! Imponerende”, siger jeg og gør store øjne.

Kapitel: Arkivet

Døren lukker i efter os og alt bliver mørkt indtil Yennie tænder lyset, her åbenbares en smal trappe. Vi går et par etager ned og ender ved indgangen til en gang med døre på hver side.

“Dette er så arkiv nummer to”, siger Sam. “Det uofficielle arkiv .. eller det ukendte om du vil”.

Vi går længere ind og finder et rum, hvor der står forskelligt AV udstyr fra alle tidsperioder. TV, båndoptagere, radioer, dvd, cd m.m.

Vi lytter til flere interview med folk der fortæller om deres mystiske oplevelser med at være med i rollespil, hvor deltagerne altid var nogle de kende, enten familie eller venner. Rollespillene foregik i forskellige tidsaldre og hang ikke nødvendigvis sammen.

“Hvad siger det dig, Christoffer?”, spørger Yennie. “Jeg har oplevet noget af det samme”. “Oh Har du. Hvor?”. “I Palæet. Jeg bor der sammen med min familie”. “Åh. Hvordan tør I det?”. “Måske fordi vi ikke kendte historien, men det er jo ikke fordi det har været farligt, bare underligt … Men er der nogen, som er gået videre med det her?”.

“Nej faktisk ikke. Vi er et lille hold der har .. øh .. ‘leget’ i ‘byen’ og oplevet noget af det, men vi har ikke rigtigt turdet gå videre”, siger Sam. “Er der egentlig nogen, som er blevet fastlåst i det rollespil, de har oplevet?”, spørger jeg efter en pludselig indskydelse.

De to venner kigger overrasket på hinanden. “Ikke hvad vi ved af. Det er ikke noget vi lige har tænkt på”. “Men”, siger Yennie, “rollespillet er altid blevet tricket indendørs og forsvundet, når man gik ud af huset eller rummet man stod i. Det er lige som om, en slags energi bliver tændt eller fanget mellem væggene og det forårsager så disse hallucinationer. Folk som kommer ud ser ikke ud til at have taget skade. Men måske hvis man oplever det flere gange. Jeg ved det ikke”. “Og andre folk udenfor huset eller som ikke er påvirket, oplever ikke nødvendigvis hændelsen”, supplerer Sam.

“Hmm Nej Det giver god mening”, siger jeg tænksomt. “Kan være vi kan tage derhen, for at se om vi kan finde ud af noget nyt .. Jeg mener. Det ser ikke ud som om der er mere at hente i dette arkiv”. “Ja lad os det”. Yennie næsten hopper af iver.

Kapitel: ‘Byen’

Det viser sig, at Sam er noget ældre end jeg først antog, så han er i bil og det tager derfor ikke lang tid at komme hen til ‘Byen’.

Det er som en modelby der er frosset i tiden. På grund af overtro er husene forblevet intakte, med undtagelse af dem der er faldet sammen af ælde. Dog er alle raseret af bøller, som har skrevet tags på vægge, smadrede vinduer m.m. Flere af butikkerne indeholder varer og i husene er der møbler og ting, som beboerne har efterladt. Det ser næsten ud som om de er flygtet fra stedet.

Vi fascineres af stedet. Løber rundt fra hus til hus og er ved at blive tosset over alle de mulige veje. Og hvert hus gemmer på nye oplevelser.

Jeg har helt glemt hvad vi er kommet for at se efter indtil jeg, i en undersøgelse af et hus, kommer forbi et vindue. Jeg får et chok, da jeg kigger ud af det. Her går der flere mennesker rundt. Nogle mørke andre hvide. Da nogle af dem kommer tæt på kan jeg se, at de ligner min familie og Yennie og Sam.

“Hvor har du været?”, kommer en stemme bag mig. Jeg snurrer overrasket rundt og ser Sam stå foran mig, klædt i en af tidlige tiders højeste mode og en høj hat. Jeg stirrer på ham. “Svar dog”, kommanderer han utilfreds.

“Øhm Ja Øh”, siger jeg befippet. Hvor har jeg været, spørger jeg mig selv. “Det …”. Men i det samme afbrydes jeg af en stemme fra det andet rum.

“Far! Jeg kan ikke .. “. Stemmens ejer kommer til syne i døråbningen. Her stopper hun op og lader sit blik gå fra faren til mig. Så stirrer hun på mig og skriger et højt “Uuuagh” og dækker sin overkrop med armene. Hun er mørk i huden og kun iklædt en kort chemise. Jeg stirrer tilbage. Jam..Det er jo Yennie i chemise, tænker jeg. Wow sikke et syn.

“Åh Jamen er det…? Det er jo dig Anders!!”. “Øhm”. Jeg når ikke at tænke mange tanker, for pigen løber imod mig med åbne arme og kaster sig om min hals. “Åh. Hvor er det godt at se dig tilbage”.

“Du vidste måske, at han var væk?”. “Øhmm”, siger hun lidt beklemt, men lige nu for glad over min tilbagekomst. Smilende siger hun, “Så kan du komme med til festen”. “Festen?”.

“Årgh”, kommer det fra faren. “Han har jo været væk i tre dage. Han er da for træt til at feste”. “Nej Nej”, siger jeg ivrigt, mens mit blik glider ned ad den mørke pige. “Mmm”, siger hun spændt og vrider sin krop, så brysterne bølger.

…. Zoom… Væk er Yennie og hendes far. “Når der er du!”. Sam står i den gamle døråbning. “Vi var ved at blive urolige”. Han kigger granskende på mit overraskede blik. “Åh … Du har haft en af disse .. “. Jeg nikker tavst. “Vil du fortælle om det?”. “Hmm Kan ikke huske så meget om det”, lyver jeg.

Vi står tavse i noget tid. “Kan være vi sku’ prøve at kortlægge hændelserne”, siger jeg. “Argh Det vil jo tage år, hvis ikke århundreder”, siger Sam opgivende. “Muligvis. Men så bare nogle af dem, så vi kan se om der er et mønster. Kan være der er sket noget andre steder end dem vi kender til”. “Ok. Men vi må nok ned under jorden igen”. “Fint med mig”, siger jeg og smiler til Sam.

Kapiitel: Biblioteket igen

Vi tager hen til Biblioteket igen. Det er stadig muligt at komme ind, men det er lukket for betjening. Så vi er alene og det passer perfekt. Vi går ned i kælderen og starter en meget møjsommelig proces med at plotte prikker på et kort ud fra de angivelser, der bliver fortalt i interviewene.

De prikker vi får sat på kortet, inden vi bliver for sultne, viser et overraskende mønster. De går i en lige linje, som både ‘Byen’ og Palæet ligger på. Langs linjen dukker også et par prikker op, som ikke ligger i nærheden af de andre.

“Vi må undersøge disse afstikkere”, siger Sam. “Ja”, siger jeg, “men ikke lige i dag. Det er noget sent og jeg er sulten”. “Ja lad os gå ned på grillen og få os en burger”. “Åh”, udbryder jeg. “Jeg har glemt at tale med mine forældre. De må være lidt nervøse”. “Ja. Signalerne går ikke herned, så vi kan slet ikke komme i kontakt med den øvrige verden”. “Så kan det være de har prøvet at ringe?!”.

Jeg skynder mig op. Og ganske rigtigt. Jeg finder et ubesvaret opkald fra mor. Jeg taler med hende. Der går noget tid før min forældre falder til ro. Desuden bliver jeg også nødt til at ringe til moster og berolige hende.

Men da roen så er genoprettet, tager vi på grillen. Vi taler godt sammen om alt muligt. Yennie og Sam er meget opsatte på, at jeg skal møde de to andre venner, så kan vi udrette meget mere.

Da vi er færdig på grillen. Har jeg en lidt flad følelse over at skulle skilles fra dem. Jeg er glad for at have mødt nogle nye venner. Endda venner, som bor tilpas tæt på mit hjem, så vi faktisk også kan ses efter ferien.

Jeg sender en sms til min mor om, at vi tager videre til Sam’s hjem. Hans forældre er ikke hjemme, så vi har hele huset for os selv. Sam hører, om de to andre har lyst til at være med, men det har de ikke mulighed for.

Vi snakker om alt muligt fra vores to verdener og vi bliver langsomt mere feststemte, så Sam sætter musik på og disker op med diverse sprut og drinks.

Yennie og Sam starter straks med at danse, både tæt og fjollet. Jeg har ikke den store danseerfaring, men Yennie giver mig gladeligt fif og det går faktisk overraskende godt.

Det bliver bliver sent på natten og vi er noget festmatte. Sam er for rundtosset, så han kan ikke køre nogen steder. Derfor ringer jeg til mor. Far kan hente mig, mener hun. Men jeg har mere lyst til at sove hos Sam.

Der er flere rum, hvor vi har mulighed for at sove i, så vi kunne faktisk godt få en seng hver, men selvom vi er på vej i seng, går snakken fantastisk godt og især Yennie gør en større indsats for at snakke med os begge.

Så vi ender alle tre i forældrenes dobbeltseng. Her går snakken stadig indtil vi må give op for trætheden.

Kapitel: *Rrrgnh*

*Rrrgnh*. Det gibber i mig. Noget rører ved mig og vækker mig. Jeg åbner øjnene og kigger mig desorienteret rundt. Rummet er svagt oplyst af lys, vi har glemt at slukke.

Kærtegn på mine boksershorts får mig til at kigge mod Yennie, som ligger i midten af Sam og mig. Nu vender fronten til mig og kigger på mig drillende på mig. “Nå Kan du heller ikke sove?”, spørger hun med tåget stemme. “Hrmfgh. Argh Du vækkede mig”, siger jeg tvært og søvnig.

Jeg skæver over hende og hen til Sam, som sover tungt med ryggen til os. “Rrhm Ja”, nynner hun saligt og trækker lagnet af både mig og sig selv. Hun har en sød lys kort chemise på, som får hendes krop til at se meget lækker mørk ud.

Jeg føler mig lidt blottet i kun boksershorts, men det er der ikke meget at gøre ved det og det ser ikke ud til at genere Yennie, som lægger sig tæt op af min side, så jeg tydelig mærker hendes bryster, mave og ben.

Tavst glider hun kærtegnende en finger rundt på min mave, mens hun virrer med hovedet. Det er som om hun vil sige noget, men nøler forlegent og usikker. “Synes du jeg er sød?”, spørger hun med blikket mod min mave. Måske i håb om at min navle kan svare. Så fniser hun pigede og ryster igen på hovedet. “Er du stadig fuld?”, spørger jeg. “Ja. Det er jeg nok”, svarer hun og ser mig ind i øjnene med et sløret blik.

“Ja .. Du er virkelig sød”. “Pæn?”, siger hun og spiler øjnene op. Jeg smiler noget forvirret over spørgsmålet. “Noget galt?”. “Øhm Nej .. Nej Slet ikke. Jeg har bare aldrig fået et sådan spørgsmål før fra en pige .. Faktisk aldrig været så tæt på en pige før nu”. “Hmm”. Hun kigger lidt slukøret nedad.

Hvad skal jeg svare .. måske bare det første, der er faldet mig ind og det jeg lige nu tænker på, ved at føle hendes krop så tæt på. “Du er smuk ..”. Holder en lille pause. Får et tankenedslag. “.. Guds benådet smuk”. Hun lyser op i et smil. Første pige-kompliment test bestået, tænker jeg tilfreds.

Hun bliver tænksom igen. “Hmm Glad for vi holdt denne fest”. “Det var os’ en go…”. “Fordi jeg følte noget i dag”, afbryder hun mig ivrigt. “Vi var ikke engang sammen, da jeg mærkede det”. “Oh”. Jeg kigger nøje på hende, nu mere vågen. Det sitrer kort i min krop i spænding. “Hvornår mærkede du det?”. “Den kom snigende”. Hun smiler.

“Hmm”, nynner jeg og kigger op i loftet. “Jeg mærkede også noget i dag”, siger jeg. “Virkelig?!”. “Ja, men på en lidt anden måde”.

Så fortæller jeg hende om min oplevelse. Hun følger facsineret med i historien. “Så var det skæbnebestemt, at vi skulle ende her!”. “Tja måske”. Hun kniber øjnene sammen og skuler mod mig. “Og så kiggede du ublu på min krop”. Jeg ryster på skuldrene. “Jeg havde jo ikke noget valg …. ooog hvem vil ikke unytte den, når der nu stod en sød nøddebrun pige foran en”.

“Hmm”, brummer hun og genoptager sit kærtegn af min navle. “Pruuh mit hoved”, siger hun og kigger forpint på mig. “Drejer rummet?”, spørger jeg. Hun nikker svagt. “Og du havde andre planer”. Hun nikker igen.

“Kom … Vend dig om”. Hun følger villigt mine hænder, da jeg vender hende rundt. Så lægger jeg min front helt tæt op til hendes ryg. “Hmm”, nynner hun opstemt. “Det går også an”.

“Oh”. Det giver et overrasket ryk i hende, da jeg kærtegner hendes lår. “Oh Ja Det går helt bestemt an”. Jeg kærtegner hende videre op ad maven, cirkler om navlen og slutter ved brysterne. Jeg mærker, hvordan hun slapper af. Derimod er der noget andet der spænder hos mig. “Hmm Helt tosset synes du, da ikke jeg er”. “Tosset Joo, men en sød tosse”.

“Hvad med .. Sam?”. “Sam? .. Ja hvad med ham”. “Men..”. “Bare fordi vi har samme hudfarve behøver vi ikke at kunne sammen .. Vi har prøvet og han er stadig interesseret, men det er jeg ikke … Oh … Men bare for det”. Hun vrider overkroppen bagud mod mig med spids mund. Vi mødes i et kys, som hurtig bliver et intenst tungekys. Jeg krammer hendes bryst og bliver stiv mens vores tunger leger.

Pludselig grynter Sam og rykker uroligt på sig i søvne og det gibber nervøst i Yennie. Efter kort tids tænken, trækker hun sig fra mig. “Hmm Vi er trætte. Søde drømme, Tarzan”, siger hun og smiler provokatorisk. Jeg nikker en smule overrasket, men må erkende at hun har ret. “Sov godt, Jane”.
Historien fortsætter under reklamen

Hun kryber ind med ryggen mod min front. Vi ligger i stilhed og lader kroppene falde til ro. Langsomt glider vi ind i søvnen.

Læs næste afsnit