Hun spredte benene helt og masturberede nu uden sin tidligere blufærdighed. Dette stille væsen, gav sig fuldt ud, og jeg tog ..

Forfatter: NNastyJR

Her i vores lille zoo, er der alle slags dyr. Aber – primater – der er legesyge og nogle gange fjollede i deres let menneskelige adfærd. Der er rovdyr, man skal holde sig fra, med mindre man virkeligt ved hvad man gør. Alle fuglene, i bur, men frie og farverige. Der er slanger – krybende pirrende og lokkende, som i ‘edens have’ – ikke altid ufarlige. Her er kort sagt alle typer, alle temperamenter, indtryk – altid noget nyt at beundre, forbløffes over og lade sig drømme væk til.

Såsom flamingoerne. Jeg står ved deres store indelukke og nyder deres pragt. Så smukke og graciøse i deres pink, changerende dragt. Så poetiske, at jeg kommer til at rime, og finder min lille tegneblok frem. Jeg søger en lille gruppe ud, kredsende om en enlig, lille og net, stillestående og meget udsøgt eksemplar. En ung hun, omsværmet af bejlere – så fin og bemærkelsesværdig, jeg tegner, tænker mindst muligt, men husker…
*
Den svagt lyse røde sommerkjole, det rød-blonde hår, slanke krop, harmoniske ydre og stille væsen. Hun var deltager i mit croquis-kursus, for tre, fire år siden. Vel omkring de atten, nitten år, og nybegynder. Hendes streg var naiv og uerfaren, men emmede af potentiale – et blik for bevægelse og rytme. Der skulle arbejdes på proportionerne, teknikken, alt det man kan lære, alt det jeg var der for.

Mine kurser var (og er) altid velbesøgte. Mest gengangere, ældre kvinder med tid til akvarel og tegning, ind imellem med deres mænd på slæb. Og som regel en håndfuld nye, der har fået fortalt at croquis er den eneste rigtige måde at opbygge tegnefærdigheder på – hvilket jo også, langt hen ad vejen, er sandt. I hvert fald er den holdning med til at fylde mine tolv ugers forløb – og give et uundværligt bidrag til min husholdning!

Desuden er det et godt afbræk, fra en til tider temmelig introvert, ofte ensom hverdag, med kun maling og lærreder som selskab. Nye mennesker, nye input, liv. Og gamle bekendtskaber, der ind imellem har rykket sig lidt i deres kunstneriske kunnen. Mit atelier summer pludseligt af snak og grin, det’ sgu’ meget rart – i en periode. Og så er der jo modellerne som jeg får lejlighed til at genopfriske forbindelsen med – nogle mere end andre.

Som Lisette, småbørns moren på min egen alder, der altid bringer noget ‘ekstra’ til bordet – og er så godt som umættelig! Kæresten passer ungerne, og ved udmærket hvad Lisette har for sig – udover modelarbejdet. Hun har prøvet et par gange at lokke mig med hjem, til kæresten. Fortalt mig alt om hvad sådan et par ‘svende’ kan få lov at gøre ved – og ikke mindst for – hende.

Jeg er en enkelt gang faldet for fristelsen, faktisk efter første gang vi ‘mødtes’. Hmm, jeg kommer til at tænke på det, syv, otte år siden? Hun var rødhåret dengang, ja, nu husker jeg. Kraftigere rød end min ‘flamingo’, glødende. Og det var det der gjorde udslaget, for jeg har altid haft en svaghed for det look.

Det var en fredag, mener jeg at huske, jeg havde drukket for meget rødvin, tekstede hende. Og hun var fyr og flamme, som sagt glødende – kom over, nu! Så jeg hjulede afsted på min cykel, stod foran en fremmed dør og bankede på, halvfuld og hel-liderlig. Vores første, indledende, knald havde nemlig været en stor succes, givet mig stort ‘udbytte’. Men nu, med en ekstra fyr, en pik mere i sengen?

Det kunne jo snildt blive akavet og forkvaklet. Fremmede mennesker, på trods af vores ‘intimitet’ kun en uges tid tidligere, og altså kæresten, der var total ukendt for mig. Men hun var (er) et livsstykke, en sprudlende sexbombe. Og vi fik hurtigt hilst pænt – mig og ‘den anden pik’ – drukket de sidste hæmninger væk, og blevet suttet op til dåd. For vi var bare et par stive jern, der skulle give hende, i alle leder og kanter – hun var (er) som sagt umættelig.

Jeg stopper lidt med at tegne min flamingo. Erindrer for livligt nu, så meget at det rører mig i bukserne. For det var en løssluppen fest for tre, og hun styrede løjerne. Suttede pik på kryds og tværs, på knæ, og sendte så mig om bag hende, op i den altid smækre kusse. Jeg kneppede den, hende, til hun sprøjtede, skreg – ville have pik i alle huller, kæresten i røven. Pyhh, nu ryger mit fokus helt!

Vi væltede rundt på gulvet i stuen, op på sofaen, kneppede, grinede, sprøjtede, og endte til sidst som hun forlangte. Kæresten i hendes bagerste åbning, og jeg nedenunder, i den skønne kusse, grindende om min jammer-stive pik. Så klar, så fucking eksplosivt sprøjtende op i hende. Vi kom alle stort, husker jeg. Efter en lang svedig brydekamp, med to fremmede kroppe. Virkelig en mindeværdig aften, jeg har været tøvende med at gentage – selvom jeg flere gange har haft fat i mobilen og tastet. Men en eller anden dag, igen…

Denne aften, den første, havde jeg ‘rekvireret’ hende som model. Fordi jeg var trængende, men vigtigst af alt fordi jeg ville teste kursisternes evner med den bedste model. Og det er Lisette. Erfaren, kender alle de gode positurer, kan stå, længe, og så har hun ikke mindst former. Frodig og fleksibel, det helt afgørende for en ‘supermodel’, i hvert fald i croquis-optik. Hun har både til ‘gården og gaden’, som man siger. Store, yppige patter og en bagdel der gør sig godt som ‘skydeskive’ – for tegne-aspiranter, og mere til.

Hun dukker altid op en halv times tid før start. Også den gang, for tre?, ja, det var tre år tilbage – og jeg var klar. Hun tog hurtigt tøjet af, mens hun grinende gav mig sit tilbud igen. Vi havde ikke set hinanden i over et halvt år, men fortsatte hvor vi slap. Hun var kun blevet endnu mere skøn, korporligt, men lige så vigtigt i lune. Hvis ikke vi begge havde været så liderlige, kunne vi lige så vel have hyggesnakket, lige så behageligt.

Men min pik var hård efter hende, og hun tog den øjeblikkeligt frem og suttede den helt op til hun var tilfreds. Hun ville ‘roughes’, forlangte hun, så jeg smed hende hen over det store køkkenbord og kneppede hende bagfra, så groft jeg overhovedet evnede. Min pik gik glat i bund og jeg nød (nyder!) synet af den, forsvinde og dukke frem i hendes våde kusse, i det voldsomme hidsige tempo hun kan lide.

Jeg kneppede hende som en rasende, og det begyndte hurtigt at klaske og smaske højt, blandet med hendes ublu stønnen og hvin, der altid er sød musik i mit atelier – hun holder ikke tilbage. Og det gjorde jeg heller ikke, stødte hårdt og lukkede så op for bølgen og alle de følgende bølgeskvulp; -Uuuuuhh, jahr… mmmh.. Jeg tømte mig i hende, hendes saftige fødekanal, uuhm, tanken gør sgu’ altid noget ekstra for mig!

Og så var de første kursister ved at være på trapperne, og hendes kusse var noget ‘medtaget’ at se på, og lækkede desuden mit sæd. Hun vaskede sig hurtigt, og heldigvis havde hun bevaret det meste af sin naturlige hårpragt, så som regel bemærker ingen noget – tror jeg. Jeg sprayede lidt air-fresh’ener ud for at maskere duften af sex, og så slog jeg låsen fra på døren – velkommen!

Først de ældste gengangere, Lise og Dorthea, snakkehoveder, og altid medbringende kage. Flere af de gamle, fandt ‘deres’ tegnebrætter og pladser. Et par nye, og så pigen i den let lyserøde kjole, Pernille hed hun. Modsætningen til Lisette; bly og tilbageholdende, med en næsten taktil sødmefyldt udstråling.

Og hendes udtryk, på papiret, var præget af ‘tøjdesign-stilen’; stereotypisk og mekanisk. Men der var også antydning af noget mere, det der blik og evnen til at omsætte det. Og jeg kunne se – som jeg observerer hos kursisterne – at hun blev påvirket af croquis-magien. Den der meditative tilstand, hvor man lukker ned for sig selv, for verden, og bare er, gør – tegner streger.

Hun missede ikke en eneste gang, og blev hurtigt bedre, friere, fandt sin egen rytme og vej frem. I pauserne var hun ikke den der markerede sig, en stille pige, måske også overvældet af den energi der kan være i sessionerne – hvis man lader den. Jeg vidste de ‘gamle’ nok skulle indlede det rituelle snik-snak med hende, om skole, job, alting og ingenting, og jeg valgte at begrænse mig til hovedsageligt at vejlede hende i teknik og den slags. Alt for ofte lader ‘den slags’ piger sig nemlig indfange af egne forestillinger om undervisere, lærere, og når vi så er kunstneriske anlagt – oven i købet – kan det nemt ‘gå galt’. Vel er jeg også til unge, smukke kvinder, naturligvis. Men ikke så meget for, eller god til at håndtere, alt besværet bagefter – alle de misforståede hensigter.

En af de sidste aftner, var det dog ved at gå galt. Modellen havde meldt fra i sidste øjeblik, så jeg måtte træde til. Ikke noget nyt for mig. I det meste af akademitiden kom min ekstra-indkomst herfra, og havde også måtte gøre det før i mine kurser. Men jeg bemærkede jo tydeligt hendes adfærd, lidt urolig, og med et skift i ansigtskulør. Det slog mig pludseligt, at vi endnu ikke havde haft en mandlig model, jeg ville være den første. Havde hun regnet med at det kun ville være kvinder, eller var det mig? Og hvad var problemet, egentligt?

Jeg stod, lurede lidt ud af øjenkrogen. De fleste virkede tilpasse nok, koncentrerede – undtagen hende. Jeg tog et håndklæde om livet og gik rundt for at vurdere resultaterne. Hun var smuttet på toilettet. Tegningerne var usikre igen, for meget i hovedet og ikke frie, upræcise, nærmest nervøse. De var stadig bedre end de fleste andre kursisters, men helt klart påvirkede af situationen. Det undrede mig. Gjorde min, en mands, nøgenhed hende utryg? Hun var jo en smuk, ung kvinde, hun måtte da se og være sammen med sin del af jævnaldrende fyre. Måske var hun lesbisk?, men så gav det jo slet ingen mening.

Det virkede besynderligt – og noget jeg skulle lade holde mig fra, vidste jeg. Jeg fortsatte og aftenen fortsatte, og hun var den første ude af døren. Jeg tænkte, at det nok var det sidste vi så til hende, men næste gang var hun der igen. Modellen var kvinde og alt var tilbage. Jeg fornemmede hun nød det igen, blev løsere og friere i stregen. Selv et smil, fik jeg, da hun gik, og må indrømme at det gjorde mig lidt varm om hjertet.

Det var med den følelse i kroppen, jeg betalte modellen. Hun var ny, Asta, lille og fast, ikke den bedste croquis-krop at arbejde med, men hun var sød. Jeg skruede op for charmen og viste hende rundt – og hun var helt med på den. Vi endte på madrassen i hjørnet som jeg har til det samme formål. Jeg havde jo allerede set hendes glatte fisse, og tænkt på at sætte tænderne i den – så det gjorde jeg. Hende på ryggen, mig ind over, med min pik mellem hendes sugende læber. Fissen var stram og lækker, og kom under min tunge-leg. Jeg skyndte mig at fylde den op med min pik, mens hun stadig vred sig, og så kneppede jeg længe og grundigt.

Det var et endnu et mindeværdigt ‘modelknald’, hendes skønne, stramme skede, og så fordi hun tog mig i munden. Hun holdt læberne lukket om mit pikhoved og gned min udløsning ind i sit svælg. Det fik mig til at komme voldsomt og befriende. En ny model, med sine frække øjne op på mig og min sprøjtende pik i munden – jo, Asta glemmer jeg ikke. Hun forlod mig, nøgen og døsig udmattet, og det blev bare til den ene gang.

Efter den sidste aften, holdt vi lidt afslutning. Jeg havde allerede ‘taget afsked’ med Lisette, før opstart, til næste kursusår. Nu stod den så på kaffe og kage, altid lidt vemodigt og akavet. Kun de gamle kender jo egentligt hinanden, men man vil jo gerne have en ordentlig exit. De fleste nye sev hurtigt, et par af de gamle hang lidt ved, heldigvis ikke for længe. Og så var jeg alene igen. Pigen i den lyse røde kjole var bare forduftet uden et farvel. Det skuffede mig nok lidt måtte jeg indrømme. Kunne jo lige have givet mig et par ord, hendes oplevelse af det hele, godt eller skidt. Tjah, det måtte jeg jo så leve med, tænkte jeg, og begyndte at rydde det sidste væk.

Der var lys inde i det store croquis-rum. Her skulle være ryddet og slukket, jeg gik derhen og rakte ud efter kontakten. Der stod hun. Midt på gulvet, på det lille podie. Den lyse røde kjole, blikket fjernt. Jeg sagde ikke noget, så stolen og tegnebrættet med papir, blyanterne på stolesædet. Det var min tur til at tegne, se, transformere. Hun trak stropperne fri og lod kjolen svæve, helt nøgen indenunder. Hendes bryster var små, runde perfektioner, skødet var bart og glat.

Hun stillede sig i figur, og jeg fik hende ned på papir. Jeg vidste ikke hvor lang tid hun ville give mig, så jeg strøg hurtigt og i lange, ubrudte gled. Hun skiftede efter få minutter, jeg rasede videre, fangede de spinkle, men klart kvindelige hofter – fødedygtige, tænkte jeg, et eller andet sted i baghovedet. For jeg var allerede stoppet med at tænke, i ord og begreber. Var nu hensat i den observerende og formidlende tilstand. En slags ‘satori’, der er den ultimative lykke for denne aktivitet. For al ægte ‘kunst’, ja, for al virke.

Nu dansede og cirklede vi sammen. Hun med hele sin unge, spændstige fysisk, jeg med mit åbne, absorberende og transformerende sind. Min tegnende hånd havde sit eget liv, som jeg kunne betragte, hende, papiret, stregerne, hende. Hun førte sin hånd ned mellem benene og markerede. Jeg standsede et øjeblik, forlod den neutrale virkelighed, et øjeblik tilbage i kroppen. Hun begyndte at kærtegne kønslæberne, skød underlivet frem, roterede de lange flamingoben, flamingonakken, flammede pink.

Jeg tegnede det, det hele. Ville have alt med, denne sjældne gave jeg følte det var. Hun gned den fine revne forsigtigt, trådte nærmere, åbnede og blottede, lagde sig elegant ned foran mig. Egon Schiele, dukkede op i baghovedet. Hans erotiske, rå billeder. Men den unge kvindes skød var sart og ubesmittet. Hun var jomfruelig, sagde stemmen, ikke rå og ekspressionistisk. Jeg tegnede sådan, de glatte folder, de nænsomme fingres leg, de ubesmittede brysters fasthed, mundens sarte stønnen.

Hun spredte benene helt og masturberede nu uden sin tidligere blufærdighed. Dette stille væsen, gav sig fuldt ud, og jeg tog. Jeg tog hendes ydre, hendes køn, og jeg tog ikke mindst hendes hengivenhed – hendes given sig hen – jeg fik det ned og ind. Hun rejste skødet, stønnende, gik i bro, helt op på tæerne, der krummede – og kom for mig, for ‘kunsten’. Jeg tegnede en vibrerende orgasme, lod min hånd tegne, mærkede den, tog den ind, ville have den ud igen. Hun hang længe i luften og vuggede, skødet fugtigt åben, gispende som hende selv – og lagde sig så udmattet.

Også det, ville jeg have, ville min hånd, mit ‘øje’ have. Jeg blev ved, optændt og langt fra færdig. Først da hun rejste sig, nøgen, med flamingo værdighed og elegance, og tog mine papirer op fra gulvet, slap jeg forsigtigt blyanten. Hun granskede dem nøje, mens jeg sank langsomt tilbage i mig selv, udvalgte tre og tog sin kjole på, forlod mig uden et ord.

Jeg var tilbage i kroppen, men stadig summende af ophidselse, lyst og virketrang. En ung uskyld havde lige åbnet sig for mig, fyldt mig med under og beruselse. Jeg greb papirerne og hastede videre, ind til lærrederne. Gennem natten fik jeg overført fire af tegningerne til store malerier. Jeg sank udmattet og forløst sammen på madrassen, væk på et øjeblik.

Op mod middagstid vågnede jeg, til synet af hende, pigen i den lyse røde kjole, nøgen og udstillet. Det var koloristisk og vildt, essensen, altid målet. Hun sprang ud fra lærrederne, der alle var fuldendte, og til den dag i dag, topmålet af mit kunstneriske virke. Det bedste af dem hænger foran min seng, så hun er det sidste og det første jeg ser hver dag – åh ja, pigen i, og uden, den lyse røde kjole, glemmer jeg aldrig.

*

Jeg er tilbage i zoo. Ser på flamingoerne, mine skitser, lukker blokken i og går. Går alene rundt mellem alle de andre indespærrede og fremmedartede liv, suger til mig af syn og lyde og dufte. Jeg ender altid henne ved løveburet, de mægtige hanner med deres store manker og majestætiske udstråling. Men det er nu en særlig hunløve, en løvinde, jeg altid vender tilbage til. Det er hende der har magten, det er tydeligt. Burets herskerinde, og dermed hele zoo’en.

Tegneblokken kommer op igen, endnu et par skitser af hende kommer ned – jeg har dusinvis. En skøn dag vil hun komme op, på mit lærred, det lover jeg mig selv igen. Når jeg mener at kunne yde hende retfærdighed. Jeg siger farvel igen. Mæt af indtryk, og sulten efter organisk nærig, mad og berøring. Mon Lisette…? Ja, helt sikkert. Jeg smiler for mig selv, og tænker uvilkårligt om andre også har det som jeg – gribes af mødet med et særligt væsen, til at mindes eller skabe fantasier, søde eller slemme?

15 kommentarer

1. Naja

   04/10/2015 kl 19:20

   Synes dette var en dejlig historie, tak for den ?

   1+

   Besvar kommentar
2. Ginger

   04/10/2015 kl 17:30

   Jeg var også croquis model da, jeg var ung. Desværre på en langt mindre spændende skole end din. Jeg nød at historien fandt sted over flere tider og senarier. Din elegance og sensualitet, og så nyder jeg faktisk at vi forlader dig uforløst, således at du for evigt må hjemsøges af hendes minde 😀

   1+

   Besvar kommentar
   • NNastyJR

     04/10/2015 kl 18:25 - som svar på Ginger

     Tak, og tak…?
     Men ‘jeg’ fik jo brændt energien af, og har jo billedet, tegningerne – du har garnteret osse nogle, fra ‘da du var ung'(?) 😛

     0

     Besvar kommentar
     • Ginger

       04/10/2015 kl 19:33 - som svar på NNastyJR

       Jeg fik faktisk aldrig en eneste af tegningerne – men det er sagen uvedkommende. Det jeg mener, er at erotik er så bredt. Det BEHØVER ikke at ende i sperm og sprøjt, Nogle af de frækkeste ting, jeg har været med til er helt uden penetration. Jeg kan godt lide den slags historier som bare handler om at blive indfanget af den sexuelle energi – ja, næsten blive besat af den.
       Det er rigtigt, der sker en forløsning, da du maler og for energien UD af kroppen igen. Men du får ikke nogen orgasme, og du vedbliver at blive i hendes mystiske magt.

       1+

       Besvar kommentar
       • NNastyJR

         04/10/2015 kl 20:25 - som svar på Ginger

         Ikke hvis vi/jeg vil se (og dårlig stil, ikke at lade modellen vælge!)

         Men fyren her, er nok klichen på kunstneren, der brænder af en anden ild – FÅR sit udbytte af at indfange og udtrykke ‘skønhed’ eller hvad nu. Det ‘andet’ er bare Lisette og leg… måske?

         Jeg har desværre ikke mødt en ‘flamingo’ 😉 Dem jeg har er ganske sobre, som croquis er!

         1+

         Besvar kommentar
     • MarLou

       04/10/2015 kl 19:39 - som svar på NNastyJR

       Må man se en tegning ? ??????????

       0

       Besvar kommentar
3. NNastyJR

   04/10/2015 kl 17:29

   Uhhhhh…:

   😉

   1+

   Besvar kommentar
   • MarLou

     04/10/2015 kl 18:13 - som svar på NNastyJR

     Vores sang ????

     1+

     Besvar kommentar
     • NNastyJR

       04/10/2015 kl 20:27 - som svar på MarLou

       Yearh!, den der affødte ‘Zoo’-tanken, så tak for musikken! 🙂

       1+

       Besvar kommentar
       • MarLou

         04/10/2015 kl 20:59 - som svar på NNastyJR

         Umm vil det sige jeg har været med til at inspirere til så lækker en fortælling.

         1+

         Besvar kommentar
         • NNastyJR

           04/10/2015 kl 21:24 - som svar på MarLou

           En finger med i spillet, så at sige 😉

           0

           Besvar kommentar
         • MarLou

           04/10/2015 kl 22:06 - som svar på MarLou

           Hmm nu er jeg jo hunkøn så jeg ved hvad en finger kan bruges til ???

           1+

           Besvar kommentar
4. MarLou

   04/10/2015 kl 14:29

   Så fin, så lækker

   Så typisk dig ????

   1+

   Besvar kommentar
   • NNastyJR

     04/10/2015 kl 16:19 - som svar på MarLou

     Årh, Tak – i lige måde ?

     1+

     Besvar kommentar
     • MarLou

       04/10/2015 kl 17:11 - som svar på NNastyJR

       ??????

       2+

       Besvar kommentar