Ayals bryllupsplaner går op i røg, da hendes landsby angribes af en fjendtlig stamme. Den sære, indadvendte pige er nu overladt til sin egen snilde og list, hvis hun skal gøre sig forhåbninger om at blive gift med den søde Yunis fra nabobyen.
Forfatter: Jeriko

Dette er en relativt lang kærlighedsnovelle med et større fokus på følelserne mellem personerne end på den seksuelle akt. Der indgår mange navne i novellen, og jeg har derfor lavet et lille personliste nederst på siden. Da novellen foregår i Khiva-khanatet (det daværende vestlige Uzbekistan) i omkring år 1890, indgår der også fremmedord, som ikke bruges på dansk ret ofte. Jeg har derfor også lavet et lille leksikon nederst på siden til hjælp. Hvis I kan lide lange noveller, hvor der er mere fokus på personerne og deres følelser, end jeg plejer at skrive, må I gerne sige til. Hvis I foretrækker mine mere almindelige lige-på-og-hårdt-sexnoveller og synes, at denne novelle er alt for lang, er jeg også meget åben for kritik! 🙂

Kærlighed i Khiva: Ayals fortælling

Hvor det gamle pottemagerværksted plejede at ligge, lå nu et rygende krater i jorden omgivet af resterne af de gamle mursten, der tidligere havde udgjort bygningens vægge. Dynger af sand, støv, rester af overetagens gulv og et hav af ødelagte træmøbler, lå spredt ud på den lille sidegade.

“Jeg er ked af at sige det, men med de her skader, ser det ikke lovende ud…”

Naboerne stod og inspicerede skaderne fra gårsdagens angreb. Det var ikke det eneste sted i den lille landsby, som var blevet ramt, men pottemagerens hjem og det dertilhørende værksted var utvivlsomt den bygning, der havde lidt hårdest.

Orif Usmanova, den ulykkelige pottemager, stirrede ned i den forkullede aske, der engang havde været hans dagligstue. Iført sin morgenkøbe og nathue skuttede han sig i den kølige morgenluft.

“Der er ikke meget tilbage,” lød det fra en ung, uniformeret mand, da han brækkede en forkullet stump træ af fra en bunke murstensbrokker. Orif genkendte bjælken. Det var hans gamle dørtærskel.

I seksten år havde Orif fungeret som byens lokale pottemager. Han havde overtaget værkstedet fra sin far, da han gik bort. Krukker, kopper, tallerkener, vaser. Det hele kunne købes og bestilles hos Orif. Men nu stod den lille, runde mand uden tag over hovedet og med et ødelagt værksted.

Bag Orif stod Timur, landsbyens overhoved, samt en gruppe af de overlevende, brynjeklædte mænd, som havde satset livet for at beskytte byen. Faren var ovre nu, men hvem vidste, om Dosai-stammen ville vende tilbage?

“Vi fokuserer på de mest simple opgaver til at starte med,” sagde Timur. “Det vil tage tid, inden vi når til dit hjem.”

Bedrøvet hang Orif med hovedet.

“Tja, så’n er det vel. Pokkers også.”

Med sin riffel hvilende fra hånden trådte Rahim Muzafarov fremad. Han var Orifs nabo.

“Lad os i første omgang få styr på det helt praktiske. Saml alt sammen du kan. Du og din familie bor hos os, indtil I er på benene igen. Det er det mindste, vi kan gøre.”

Ikke længe efter flyttede naboerne resterne af Usmanova-familiens ejendele ind hos familien Muzafarov. De to bygninger stod ikke mere end ti meter fra hinanden og med intet andet end en lille sidegade til at adskille dem. Trods dette var Muzafarovernes ejendom næsten urørt. Et sandt mirakel.

“Kom ind!” kaldte Chinara. Hun hjalp med at bære en stor stak tæpper. “I kan bruge det her rum. Det er jeres!”

Hjemmets kvinder havde allerede samlet sig omkring Orifs hustru, Suna.

“Jeg er forfærdeligt ked af, hvad der er sket,” sagde Nil.

Hun og hendes datter, Latifa, omfavnede Suna, mens resten af familien hjalp til med at bære.

“Bare rolig. I det mindste er I uskadte.”

“Er det virkelig alt?” spurgte Latifa, som kom bærende på en stak klæder, som Suna og Ayal måtte låne.

“Det var alt, hvad vi kunne finde,” svarede Suna grædefærdigt. “Alt andet er væk. Vi mistede endda det stof, vi havde gemt til Ayals bryllupsgaver…”

“Åh nej!” udbrød Nil.

En regn af kanonkugler og brændende tjære havde forvandlet landsbyen til et altopslugende ildhav. Byens mure var kollapset flere steder, og de store tårne, der indkapslede byen, var halvvejs pulveriserede. Mange af de voksne mænd havde mistet livet, flere var sårede, og flere endnu ville være døde, hvis ikke khanens egne fredsstyrker var dukket op i tide.

“Tak for jeres gæstfrihed,” sukkede Suna til Nil og Latifa i det lille værelse. Kvinderne lod deres gråd optage dem.

Ikke langt fra dem stod Ayal og Chinara og overværede dem. Ayal var Orif og Sunas datter og deres eneste barn.

“Chinara…,” mumlede Ayal, “jeg er så taknemmelig for din families hjælp.”

“Bare rolig,” svarede Chinara og smilede til sin veninde. “Det hele skal nok gå.”

Ayal var på tidspunktet for historien i den giftefærdige alder, og hendes forældre havde længe forsøgt at finde hende en værdig partner. Desværre var Ayal forbandet med en skarp tunge og en lige så forbandet tendens til at give sine tanker luft, hvilket undertiden besværliggjorde bryllupsforhandlinger med andre familier. Det faktum, at hun konstant skræmte sine bejlere væk, havde gjort hende, for ikke at nævne hendes forældre, ængstelig på det seneste.

Men gudskelov var det lykkedes vores kære, fortvivlede hovedperson for nyligt at fange en lovende bejlers blik. Yunis var søn af en fårehyrde fra nabobyen, som Ayal, Chinara og Chinaras ægtemand Malik var stødt på, da de nogle uger forinden havde hjulpet deres fælles ven, den britiske opdagelsesrejsende Mr. Lewis videre på hans færd mod Ankara. Fårehyrden, der var Yunis’ far, havde hjulpet dem med at finde Mr. Lewis’ kamel, der ufortrødent havde inviteret sig selv på besøg i fårenes fodertrug.

Der var noget anderledes ved Yunis. Han skilte sig ud fra de andre drenge, som Ayal havde mødt. Han var en stille dreng, som virkede både rolig og tålmodig. Også når Ayal blev ramt af sine udbrud. Da han første gang var kommet til landsbyen med sin far for gøre Usmanova-familien visit, havde Ayal kaldt ham en idiot og skubbet til ham, så han faldt på halen, idet han ved et uheld havde forskrækket hende. Hun fortrød det så meget. Yunis var den syvende dreng, hvis familie hendes forældre prøvede at arrangere et ægteskab med og den første af drengene, som Ayal rent faktisk var lidt forelsket i. Efter hændelsen havde Orif og Suna frygtet, at det ville betyde, at alle tanker om bryllup var ude af verden, men da de til deres store overraskelse senere modtog besked om, at Yunis og hans far glædede sig til at komme igen, så lykken måske endelig ud til at være gjort for deres håbløse datter.

De efterfølgende samtaler havde syntes lovende. I hvert fald ud fra hvad Ayal kunne tyde, når hun fra sit skjul bag buskene udspionerede sin far og Yunis’ far, når de mellem køkkenhavens rækker af tomater og auberginer diskuterede mulighederne for et bryllup mellem deres børn.

“Og se bare, hvordan det går os nu,” sukkede Orif og viftede sin hånd i retning af den rygende ruin, som få timer inden havde været familiens hjem. “Vi bliver bare nødt til at sætte det hele på pause indtil videre.”

Rahim strøg sig eftertænksomt gennem sit tykke sorte skæg. “Det er en skam. Men du har ret… Der er ikke andet at gøre.”

“Det er en pokkers skam. Men vi må se virkeligheden i øjnene… Min familie har simpelthen ikke råd til et bryllup lige nu.”

Chinara så fortvivlet på sin unge veninde. Ayals ansigt lignede noget, der var til at skylle ud med badevandet. Da de senere sad på gulvet i Chinaras soveværelse med en kande te imellem sig, betroede Ayal sig omsider til hende.

“Det hele står klart nu.”

“Hvad er det, du mener, står klart?”

“Det er min skæbne at blive gammel og dø, ugift og alene. Men en håbløs pige som jeg fortjener ikke bedre.”

“Åh, Ayal…” trøstede Chinara. “Sådan må du ikke tænke om dig selv. Du er ikke håbløs. Det her er bare et mindre tilbageslag. Det hele skal nok blive bedre med tiden.”

Men vreden havde grebet sig om den unge kvindes hjerte som en brændende næve. Raseriet brusede frem i hendes krop med en så voldsom kraft, at hendes kinder blev helt røde.

“Intet, jeg gør, virker! Yunis var den syvende og den mest lovende, og nu er mit hus brændt ned! Alting kommer bare tilbage i hovedet på mig! Jeg er ligeglad! Jeg giver op! Jeg bliver aldrig gift!”

Tårerne trillede ned ad hendes kinder, og hun faldt forover på gulvpuden. Hun hulkede jammerligt, mens hun talte:

“Og selv hvis jeg finder nogen, som vil giftes med mig, vil jeg vædde med, at han skifter mening og forlader mig ved alteret, eller at musikerne kommer til at gå forkert ved et uheld, eller at alt maden bliver kold, eller at naboens æsel sparker mig i maven! Jeg ved det bare!”

Grædende rullede hun sig sammen til en kugle i Chinaras skød og græd ned i Chinaras lange, sorte khalat. Den ældre kvinde strøg hende blidt gennem håret og over ryggen.

“Ayal, vær nu sød. Prøv at falde ned. Dine forestillinger er… meget, meget detaljerede…”

Men Ayal ville ikke holde op med at græde.

“Bare vent og se,” lovede Chinara. “Det skal nok gå. Det, der er sket, er ikke din skyld. Det skal enhver mand nok forstå. Lige nu gør vi bare, hvad vi kan for at overleve.”

De to kvinder sad samme aften og broderede pudebetræk med Umida, Latifas datter. Den lille pige var allerede langt bedre til at brodere, end Ayal var. Det fik hende til at sukke.

Chinara kiggede nøje sin nieces blomstrede broderier igennem.

“Det er et utrolig flot arbejde, Umida.”

Hun viste pudebetrækket til Ayal, som straks vendte og drejede det fine stykke stof. Umida så op på Ayal med store, uforstående øjne.

Det nåletræ, Ayal selv var ved at brodere, synes at have gjort sig sine egne tanker omkring sin tilblivelse. Det lignede mere en grøn stork, som var blevet slået ihjel med en skovl. Når Ayal stak nålen ned gennem linnedstoffet og ville trække den ud på den anden side, blev hun frustreret over at opdage, at hun var kommet til at slå endnu en fold på stoffet. Hun bandede arrigt og skar tænder.

“… Frøken Ayal?”

Ayal så forskrækket ned på sin lille nabo.

“Bryder du dig ikke om at brodere?”

“Det er ikke det!” udbrød Ayal.”Jeg har ikke noget problem med at brodere. Jeg er bare…”

Hun flåede i syningen for at gøre sit arbejde om.

“Det er fint, men når jeg prøver, kommer det bare aldrig ud på den måde, som jeg gerne vil have det, og jeg bliver så frustreret, og det gør det kun endnu være…”

Umidas øjne lyste op.

“Jeg ved, hvad du skal gøre! Prøv at brodere fugle! Det er meget sjovere!”

Den lille pige fandt sit tæppe med mønstre frem og rullede det ud på gulvet. Gribbe, ørne og falke prydede stoffet som et himmelhvælv, hver i deres egen farve af tråd. De havde lange klør, skarpe næb og mægtige vinger. Umida elskede tydeligvis de store rovfugle.

“Øh, ja… rovfugle…” mumlede Ayal, som havde drømt om en mere blomstret brudekjole.

Ayal bemærkede Chinara drejede sit hoved og hendes egne øjne fulgte med. De tre broderende kvinder så op mod Muzafarovernes gamle matriark, der kom spadserende ind i den lille systue.

“Oldemor!” udbrød Umida.

“Hvordan går det herinde?” spurgte den lille, krumryggede kvinde med sin tørre stemme. “Lad mig se.”

Hun gennemgik hver af de unge kvinders broderier.

Umidas værk bestod af de abstrakte, kurvede mønstre, der var det gennemgående motiv i Muzafarov-familiens broderi. Selvom blomsterne, der var afbilledet, hverken var prægtige eller overdådige, snørede stilkene sig sammen i et mønster, der udtrykte en underliggende sans for detalje. Blomsterne var inspireret af de vilde, grønne og lilla tidsler, der var Muzafarovernes historiske skjoldmærke. Gamle Muza nikkede anerkendende.

Chinaras broderier var ikke nær så detaljerede, men formen afslørede en altoverskyggende erfaring. Chinara var langt ældre end Umida og tilpas ældre end Ayla til at vide, hvordan nålen skulle føres, men mellem tidslerne lurede ulve, tigere og mænd på heste. Eventyr og ritualer som Dosai-stammen dyrkede.

“Mmm, fornemt arbejde,” brummede Gamle Muza anerkendende.

Endelig faldt hendes blik på Ayals stof. I modsætning til Umida og Chinaras broderier, der snart var færdige, kunne det ligne, at Ayal knapt var begyndt. Løse snore og tråde hang hist og her, og de enkelte blomster, som det var lykkedes hende at brodere, var i ulig størrelser og asymmetrisk forskudt fra hinanden.

Det værste ved oplevelsen var ikke, at hun blev råbt ad, for det blev hun ikke. Det var i stedet den gamle bedstemors tavshed, som fik Ayal til at stirre skamfuldt ned i gulvtæppet.

I køkkenet boblede aftensmaden i messinggryderne over lerovnens flammer. Suna, Nil og Latifa forberedte aftensmåltidet. Der var jordknolde, som skulle skrælles og granatæbler, som skulle pilles. Samtalen var igen faldet på Usmanova-familiens datter.

“Vi havde lige åbnet det pottemagerværksted, da Ayal blev født,” forklarede Suna bedrøvet. “Min mand var så glad for det, så jeg sagde ikke noget, men… måske lod vi hende lege for meget med leret, da hun var barn. Jeg skulle have øvet hende i at sy i stedet.”

Suna holdt fortvivlet sin hånd til sin pande. Hun var efterhånden blevet en ældre kvinde med et sæt smalle, bedrøvede øjne. Hendes doppa var langt mindre imponerende end de to andre kvinders. I modsætning til Nil og Latifa, som var henholdsvis hustru og datter til landsbyens rigeste handelsmand, var Suna blot frue til den lokale pottemager. Dette forhold havde dog aldrig afholdt Nil og Latifa fra at behandle Suna som deres ligeværdige og tilstod hende altid gerne behørige ører.

“Forstå mig ret: Ayal er god til ler, og hun er sågar også en fin bager. Det ligger jo i hænderne. Men hun er ikke god til meget andet og slet ikke til at sy.”

På dette tidspunkt var det for unge, giftefærdige kvinder i de små, centralasiatiske byer langs Silkevejen kutyme for bruden at bidrage med hjemmelavede tæpper, duge, betræk og alskens klæder til brylluppet. Almindeligvis brugte kvinden det meste af sin barn- og tidlige ungdom på at fremstille disse genstande. Når hun blev gift, skulle en kvinde med status gerne kunne bidrage med tæpper nok til hele husstanden og de fremtidige børn.

Da Ayals håndværk var gået til grunde i ulykken, betød det, at hun var nødt til at starte helt forfra. At Ayal derudover var håbløs til alt, der ikke involvere ler eller dej, gjorde ikke sagen bedre. I værste fald ville det tage hende så længe, at hun formentlig ville være for gammel til at blive gift, når hun blev færdig. Det eneste Suna kunne trøste sig ved var, at Ayal var så ubegribeligt ringe til at brodere, at intet af reel værdi var gået tabt.

I dagligstuen lukkede Gamle Muza eftertænksomt sine øjne i. Ayal frygtede kort, at den gamle kone var sovet hen, men få øjeblikke senere åbnede hun dem med en hostende lyd.

“Ayal. Lad mig give dig et godt råd. Du har langt mere at byde på, end hvad folk går og tror. Husker du, da du og Chinara først mødte hinanden? Du var den første person, som bød hende velkommen som en ven. Du har en medfødt venlighed inde i dig. En venlighed som virker smittende på dem, der ikke passer ind. Det skal din kommende mand nok se.”

Ayal stirrede ned i gulvtæppet. Hun skar tænder. Søde ord gjorde hende voldsomt ukomfortabel.

“Men,” fortsatte Gamle Muza med sin hæse stemme, “først er du nødt til at lære at sy. Se din tid her som en mulighed. Tag dig tid. Gør dig umage og vis os, hvad du kan.”

Ayal sank den klump, som havde sat sig fast i hendes hals.

Om aftenen sad hun med Chinara på hendes og Maliks soveværelse og broderede et nyt tæppe. Malik tilbragte disse dage ude på stepperne med Dosai-stammen, som havde overgivet sig efter deres nederlag, så han var ikke hjemme.

Chinara havde foræret Ayal et nyt stykke frisk linned. Hun sagde, at det var en gave, fordi Ayal altid var “sådan en sød veninde”, men Ayal vidste godt, at Chinara havde ondt af hende. Når man lærte Chinara at kende, lærte man også de måder, hun uskyldigt forsøgte at hjælpe sine venner uden at afsløre, at hun rent faktisk forsøgte at hjælpe.

Chinara var en høj, smuk kvinde. Hun havde friske æblekinder, store, mandelformede øjne og kulsort hår, som hun altid samlede i en lang, tyk fletning. Hun var adræt, lige så let til bens som et rådyr, den fødte rytter og en endnu bedre jæger. Ayal havde før set hende balancere oprejst position på sin hests ryg, mens den galoperede. Hun kunne skyde en spurv ned fra himlen med sin jagtbue, hun kunne jage ræve ved brug af jagtørn, og hun var tilmed også den perfekte brud, som glædeligt påtog sig alle de kvindelige pligter i sit nye hjem. Hun var venlig, høflig, ydmyg, tålmodig, god med børn, sød mod dyr, og hendes sangstemme var så tryllebindende, at hun nemt kunne få halvdelen af landsbyen til at synge med, når hun dansede ned gennem gaden i lystig sang.

Ayal kunne derimod bage nogle rimeligt nogenlunde brød.

Hun var lille af sin alder, lav og tæt bygget. Det ville ikke være usandt at påstå, at hun lidt lignede en grævling. Hendes mange, tynde fletninger flagrede om de korte ben, når hun løb, og de to ekstremt buskede øjenbryn på hendes pande gav hende et hårdt og næsten fjendtligt ansigtsudtryk. Næsen var bredere end Chinaras og en anelse mere opstoppet. Hendes mund kunne bedst beskrives som en tynd, sammenbidt streg, og hun havde en tendens til at skære tænder, når hun følte ubehag, hvilket hun gjorde i de fleste menneskers nærvær. På sit hoved bar hun en broderet doppa, som hun havde viklet et langt, turkist tørklæde omkring som en slags stram bandana, så stoffet hang løst ned ad hendes ryg. På kroppen bar hun en lang, simpel tunika, der næsten nåede ned over hendes ankler og et par salwarbukser med tilspidsende syninger nær fødderne. Den kortærmede kåbe, som hun gik med over sit tøj, havde et langt mere indviklet mønster end resten af hendes klæder. På grund af hendes unge alder var størstedelen af hendes garderobe en blanding af røde og turkise farver, hvilket var almindeligt for unge, ugifte kvinder i området på det tidspunkt. På sine fødder bar hun to bløde maksjih-såle med et par kavush udover; en slags halvåbne skindstøvler med flade hæle. Hun havde et to små, øreringe i sine ører, nogle sølvhalskæder om halsen og to armbånd på hver af sine håndled. De våde kanter over øjnene var optegnede med sort kohl.

Hun lærte først Chinara at kende, da hun opdagede, at nogle af landsbyens andre piger grinede af hende, da landsbyens kvinder var samlet til bagedag omkring landsbyens fællesovne. Chinara var begyndt at synge, mens hun bagte brød, hvilket hun havde for vane. Pigerne, som Ayal personligt kun kendte alt for godt, var begyndt at grine af den stakkels Chinara og kaldte hende for øgenavne bag hendes ryg. Ayal havde råbt ad dem, at de skulle holde deres kæft eller få med hende at bestille. Det havde hjulpet. Men da Chinara havde set uforstående på Ayal, var det gået op for hende, at den ældre kvinde var for godhjertet til overhovedet at opfatte, når hun var blevet holdt for nar.

Det skulle vise sig, at Chinara på flere måder adskilte sig fra landsbyens andre beboere. Hun var fra den nomadiske Dosai-stamme og havde i begyndelsen svært ved at tilpasse sig landsbylivet. I hendes nye hjem var det ikke almindeligt for kvinder hverken at ride på heste eller at jage. Men Ayal kendte selv ganske godt følelsen af ikke at passe ind, og de to unge kvinder var på kort tid blevet bedste veninder.

Olielampen oplyste det lille soveværelse i et svagt, flakkende skær. Soveværelset var et kvadratisk rum belagt med fine tæpper. Værelset havde ingen vinduer men en åben altan, der adskiltes fra værelset med udførligt indgraverede træsøjler. Silkepuder, hvis betræk Chinara havde broderet inden sit bryllup, lå i brede stakke omkring i det lille rum, og gav det en hyggelig atmosfære. Efter at have siddet lydløst og skævet over til Chinara i en lille halv time tid, lagde Ayal endelig sit sytøj fra sig. Hun rømmede sig kort.

“Chinara?”

“Ja?”

“Kan du holde på en hemmelighed?”

“En hemmelighed?”

“Ja.”

“Selvfølgelig, Ayal. Hvad er der?”

“Det er ret dumt.”

“Det tror jeg ikke på.”

Ayal tog en dyb indånding og lukkede sine øjnene. Hun var ikke sikker på, hvor hun ville hen med den kryptiske åbning. Endelig gav hun op og lod sandheden komme frem.

“Jeg ville ønske, at jeg var ligesom dig.”

Chinara så forvirret på hende og lagde sit sytøj i sit skød.

“Ligesom mig? Hvorfor dog det?”

“Fordi du kan alting. Du er den bedste, jeg kender. Jeg ville gøre alt for at være ligesom dig.”

“Lad nu være. Du er da perfekt, som du er.”

“Laver du sjov? Jeg kan knapt binde mine egne støvler uden at brænde den halve by ned.”

“Det passer ikke,” insisterede Chinara. Hun havde den velkendte tone i sin stemme, som hun brugte, når Ayal kritiserede sig selv. “Du har mange talenter. Jeg har aldrig set nogen bage så detaljerede eller velsmagende brød som dine.”

“Men man kan ikke blive gift på brød!”

“Handler det her om, at du er bange for ikke at blive gift? For hvis det gør, har du intet at bekymre dig om. Du skal nok blive gift. Det ved jeg.”

“Det er nemt for dig at sige. Dit liv er perfekt. Du ved slet ikke, hvor heldig du er. Din nye familie elsker dig. Du er lykkeligt gift. Du –”

“Mit liv er ikke perfekt, Ayal.”

“Det er tæt på.”

“Nej.”

Rummet var tavst derefter. Ayal sad helt stille og turde ikke se sin veninde i øjnene. Hun var bange for, at hun havde fornærmet Chinara. Men så begyndte Dosai-kvinden at tale igen.

“Malik er stadig kun en dreng. Når han bliver voksen, vil jeg være for gammel til at give ham børn.”

“Men han er allerede femten år.”

“Og jeg er femogtyve. Det handler ikke om, at vi ikke er i stand til det. Det handler om, at det ikke ville føles rigtigt. Ikke endnu. Jeg vil ikke gøre ham fortræd. Det er jeg bange for at gøre, når han er så ung. I virkeligheden er det mig, som misunder dig, Ayal.”

“Hva’ for noget?”

“Når du og Yunis bliver gift, vil I begge være lige gamle. I er begge sytten år nu, ikke sandt? I kan begynde at stifte familie, så snart I bliver gift.”

“Jeg… øh…”

Chinara fornemmede Ayals ubehag, da emnet nærmede sig forplantning.

“Tilgiv mig. Det var ikke min mening at blive vulgær.”

“N-n-nej nej! Det er, øh, det er fint. Det er bare, altså, jeg ved jo ikke om… om Yunis og jeg stadig skal giftes, n-når nu alle mine bryllupsgaver er brændt, eller om han overhovedet vil ha’ mig stadigvæk, eller…”

Stille smilede Chinara over sin venindes forlegenhed. Der var for Chinara noget livsbekræftende ved at se den yngre kvindes hårde skal krakelere så let.

“Men… øh, altså, hvis det er okay, at jeg spørger… siger du så, at du og Malik… øh, at I ikke har… øh, du ved… endnu?”

“Vi venter til, at han bliver ældre.”

Chinaras urokkelige ansigt var som sten. Ayal vidste ikke, hvordan hun kunne tale så roligt om emnet uden at vakle det mindste.

“… Øh, nå ja, fornuftigt…”

Ayal var ikke sikker på, om samtalen var slut, og da Chinara fortsatte, mistænkte Ayal sin veninde for bevidst at pine hende med sine tilbageholdende svar.

“Nogle gange kysser vi hinanden på kinden. Nogle gange holder vi endda hinanden i hånden. Vi er jo gift…” forklarede hun og stirrede ud gennem det glasløse vindue og ud i det åbne tusmørke. “Kort efter vi blev gift, red vi sammen ud til hans onkels familie for at aflevere en ny saddel. Den nat delte vi et soveskind i vores egen jurte. Det havde sneet forfærdeligt, og vi måtte ligge nøgne sammen med armene om hinanden for at holde varmen, mens vores tøj tørrede ved ilden.”

Ayals øjne funklede. Hendes hjerte hamrede som et lokomotiv. Hun kunne ikke holde sin nysgerrighed tilbage.

“Hvordan var det?!”

“Det var rart. Men det er mellem Malik og jeg.”

Ayal mærkede straks sine kinder blusse op. Hvad havde hun gang i? Hvordan kunne hun spørge om den slags? Men det var som om Chinara slet ikke bemærkede Ayals forlegenhed. Eller måske var hun blot for høflig til at bemærke det. Hun sukkede og vendte tilbage til sit sytøj.

“Jeg elsker Malik. Men jeg ville ønske, at han kunne blive voksen lidt hurtigere.”

Ayal sad længe og betragtede sin veninde. Hun havde aldrig tænkt over det før. I hendes øjne var den to år yngre Malik ikke det værste match, en pige i landsbyen kunne få, men hvad hvis hun havde været ti år ældre end ham, ligesom Chinara? Hun følte i det samme en stærk medlidenhed med sin ældre veninde.

“Det skal nok gå,” lovede Ayal.

Chinara så op på hende og smilede taknemmeligt.

Solen skinnede næste morgen, da Gamle Muza gennemgik Ayals broderer. Det varede dog ikke længe før de gamle smilebånd falmede. En tung panderynke lagde sig over hendes øjne. Ayal vidste godt, at de blå sole, hun havde broderet på linnedet aftenen før nok næppe var de fineste i verden, men i det mindste var de lige. Sådan da.

“Hør, kære barn,” sukkede den gamle kone. “Dit håndarbejde er sjusket. Der er ingen pæn måde at sige det på. Jeg kan se, at du prøver at kæmpe dig igennem det med alle dine kræfter, men stoffet vil ikke gi’ sig. Din utålmodighed er din største fjende.”

Ayal sad helt stille og kiggede ned i gulvtæppet, mens Gamle Muza kritiserede hendes arbejde. Det føltes som om, at en kæde var spændt omkring hendes hjerte, og hvert eneste ord den gamle kone fyldte på vægtskålen, trak chancen for at blive gift længere og længere ned. Til sidst kunne hun ikke klare mere.

“Men…! Jeg…! Du…!” råbte hun arrigt. “Argh, jeg ved det! Du har ret!”

Vreden brusede ud af hendes krop. Hun var ikke vred på Gamle Muza. Hun var vred på sig selv.

“Jeg kan bare ikke finde ud af det, okay?! Det virker aldrig! Hvad skal jeg gøre?!”

“Fokusér. Tag et sting ad gangen. Jeg tror, du bekymrer dig for meget om det større billede.”

“Fokusér…” gentog Ayal. Hun tog en dyb indånding og mærkede sig selv falde til ro.

“Hvis alt, du tænker på, er, hvor svært er det, kommer det aldrig til at virke. Når du bliver gift, vil dit arbejde være at sørge for, at du og din familie har tøj på kroppen. Prøv at tænke på dem som målet for dit arbejde. Din kommende familie. Dine børn.”

“Mine… b-børn?” gentog Ayal stammende, da hun blev mindet om samtalen med Chinara fra aftenen før.

“Hvis det er for svært, så prøv at tænk på nogen, som står dig nær i stedet. Det skal nok hjælpe dig. Du vil få meget nemmere ved at fokusere.”

“Jeg tænker altid på rovfugle, når jeg syr!” peb lille Umida.

Da Gamle Muza var gået, sad Ayal tilbage med Chinara og Umida. Hun vidste slet ikke, hvad hun skulle gøre.

“Chinara, hvad tænker du på, når du syr?

“Når jeg ikke har nogen at snakke med?”

“Ja, præcis.”

Chinara var først stille og så ud som om, hun tænkte sig om. Så lyste hendes perfekte ansigt op i et strålende smil.

“Sange. Jeg elsker at synge, når jeg syr!”

“Hvorfor spurgte jeg overhovedet…” mumlede Ayal og vendte tilbage til sit arbejde.

Ayal tænkte på alle dem, som stod hende nærmest. Hendes mor og far. De havde altid behandlet hende godt. Bortset fra når de skældte hende ud, fordi hun opførte sig mærkeligt. Kan du ikke opføre mere anstændigt? Du kan ikke opføre dig som et barn længere. Tænk nu på dit bryllup. Du kan ikke blive ved med at ødelægge det!

Tårerne kæmpede sig frem i hendes øjenkrogen. Okay, det virkede slet ikke. Tænk på en anden person. Men hvem? Chinara. Selvfølgelig. Perfekte Chinara, som kunne gøre alt. Næsten alt. Hun kunne ikke… gøre det… med Malik. Hehe. Ikke endnu. Ikke før han blev ældre. Ayal mærkede sine kinder blive røde, og et smil sneg sig over hendes læber. Hendes tanker førte hende tilbage til Yunis. Søde Yunis som havde skrevet til hendes familie, at han glædede sig til at se hende igen. Åh, Yunis.

Havde Yunis mon… gjort det… med en pige før? Efter at have mødt ham, virkede det usandsynligt. Han virkede som en dydig, ung mand, der ikke jagede skørter. Han var flittig, arbejdsom og måske en smule stille, men det gjorde ikke Ayal noget.

Han vidste næppe mere om den slags, end Ayal selv gjorde, og hun vidste stort set intet. Hun havde set heste parre sig før, og hun var klar over, at drenge havde aflange tingester mellem deres ben, som… Ayal tørrede sveden af sin pande. Var det ikke blevet meget varmt herinde? Hun havde ingen yngre brødre, som hun kunne have skiftet eller badet som små, og hun havde heller aldrig set en nøgen dreng før. Alt hun vidste var, at når drengen lå øverst, ville barnet blive en dreng, og hvis pigen lå øverst, ville barnet blive en pige. Nogle gange, når hun var alene på sit soveværelse, rørte hun ved sig selv. Det føltes dejligt og kunne få hele hendes krop til at sitre, som om der var ild i den. Hvad hvis Yunis rørte hende der? Var det overhovedet lovligt? Nålen rystede i hendes lille, skælvende hånd.

“Ayal, er du okay?”

“Mmm?”

Chinara så på hendes veninde. “Du er blevet så stille. Er du — Ayal! Hold da op!”

Den unge kvinde blev revet ud af sine forbudte tanker. Hun så ned på stoffet og lagde straks mærke til, hvad Chinara hentydede til.

Samme eftermiddag lå en lille bunke af tørklæder, betræk og punge spredt ud over gulvet. Hjemmets kvinder sad omkring bunken og iagttog mønstrene.

“Det må jeg sige!” sagde Nil, mens hun løftede et lommetørklæde pyntet med brændende, orange blomster op foran sig. “Det er virkelig smukt!”

“Og se det her,” sagde Latifa og rakte sin svigerinde, Chinara, et blåt sjal, der dansede i sollyset som et sprudlende, eksplosivt vandfald.

Gamle Muza brummede tilfreds.

Suna var helt fortryllet. Hun trak sin datter ind til sig og kyssede hende på panden igen og igen.

“Jeg er så stolt af dig! Jeg kan knapt tage mine øjne fra det. Og det er dig, der har lavet det?”

Ayal var helt tavs og stirrede ned i gulvtæppet, mens hun blev kysset og krammet. Hvis de bare vidste, hvordan hun havde fundet sin inspiration…

“Kom her! Se her!” kaldte Suna, da hendes mand kom gående forbi. Han nærstuderede stoffet, hvorefter han spurgte, hvem der havde lavet det. Da Orif fik at vide, at det var hans datters værk, troede han først ikke sine egne ører.

“Vi vidste, du kunne gøre det,” sang husets kvinder i kor. “Du er jo så god med dine hænder.”

Da Ayal endelig fik fred, listede Chinara sig over til hende.

“Hvad endte du så med at fokusere på?” spurgte hun.

“Rovfugle,” mumlede Ayal forlegent. Hun trak sin doppa ned over sine brændende kinder.

Solen stod højt på himlen den efterfølgende formiddag. Rahim skovlede den våde lerjord op i tunge murstensforme. Splat! Han strøg skraberen over dem for at gøre dem lige. Derefter fjernede han formene, tørrede sveden af sin pande, og så tilfreds men udkørt ud over de mange rækker af mursten, som lå og tørrede i solen.

“Svigerfar!” kaldte nogen bag ham, og han drejede hovedet for at se sig over skulderen.

Mod ham kom Bolat trækkende med æslet og den dertil fastspændte kærre.

“Vi er klar til et læs mere!”

“Stakkene her er færdige,” forklarede Rahim og pegede i retning af nogle bundter af mursten, som han og de andre mænd havde stablet.

Mændene gik i gang med at fylde mursten på kærren.

“Hvordan ser det ud inde i byen?” spurgte Rahim.

“Jeg tror, vi har lappet de fleste af tagene nu, ikke?”

“Jo,” bekræftede en af de andre unge mænd. “Men vi mangler stadig omkring fire eller fem huse.”

“Ja, det giver mening,” nikkede Rahim og tørrede sine hænder af i en klud. “Vi må se at få tagene ordnet, inden vejret bliver koldt.”

Bolat spejdede ud mod horisonten. Han fik øje på to ryttere, der nærmede sig landsbyen på æselrygge. Da de kom tættere på, kunne han se, at det var en ældre mand i selskab med en yngre.

Den ældre mand vinkede.

“Hvem er det?” spurgte en af murersvendene.

Bolat trak på skuldrene. “Aner det ikke. Fjerne slægtninge måske?”

Men da rytterne kom tættere på, kunne Bolat genkendte dem. En far og en søn. Faderen bar en turban viklet løst om sit hoved, et gråsprængt fipskæg og bredt smil på læben. Sønnen, som bar sin turban en anelse strammere, var en tynd dreng med glatte kinder.

“Det er jo dem!” udbrød Bolat og sendte straks bud efter Orif.

Ikke længe efter kom den store, runde mand løbende gennem murbrokkerne. Han rendte så stærkt, at hans doppa nær var faldet af.

“Jamen, jamen, jamen! Hvor er det herligt at se jer igen!”

“Vi hørte, at jeres landsby havde været under angreb, og jeg frygtede det værste,” forklarede faren, Absamat. “Jeg kan se, at min frygt var velbegrundet. Det gør mig ondt.”

Orif sukkede.

“Ja. Vi har haft vores udfordringer med det. Men tak. Jeg ville ønske, at jeg kunne være en bedre vært, men… Jeg er bange for, at vi ikke har meget at tilbyde.”

“Åh, tænk ikke på det,” svarede Absamat og viftede med hånden. “Vi kom netop for at se, om I havde brug for en hånd. Jeg er sikker på, at I har masser af arbejde for to raske kroppe?”

Absamat så på sin søn. Drengen sad tavst i æslet sadel.

“Virkelig? Er I kommet, for at hjælpe os?!”

“Naturligvis! Bare fortæl os hvad vi skal gøre.”

“Jaså… jaså!” svarede Orif og forsøgte at skjule sin skuffelse. Hvad med brylluppet? Havde Absamat ombestemt sig, efter han fandt ud af, at Usmanova-familien intet ejede længere? Orif rømmede sig. “Vi er glade for at have jer!”

I den anden ende af byen, på Muzafarov-familiens gårdsplads, sad Ayal på en pude under halvtaget med en lille kande grøn te og betragtede Chinara, som smed en stor bunke gamle, møre husbjælker på fliserne.

“Skal det virkelig forestille brænde?” spurgte Ayal skeptisk.

“De sagde, at de ikke kan bruges til noget andet,” forklarede Chinara entusiastisk. “Så jeg tog en stak med hjem!”

“Hvordan skal det nogensinde komme ind i ovnen? Der er da slet ikke plads.”

“Så laver vi plads!” svarede Chinara.

Hun samlede en bjælke op og flækkede den over med undersiden af sin støvle.

Ayal stirrede med et løftet øjenbryn. To sekunder senere flåede hun også bjælkerne i fra hinanden.

Midt i deres arbejde kom en fremmed løbende ind gennem porten.

“Ayal! Ayal! Hør! De to fra før er kommet tilbage! De er kommet for at hjælpe med byggeriet!”

“Hvem?” spurgte Ayal forskrækket.

“Familien der også kom her sidste gang. I snakkede med dem, gjorde I ikke? Det er en mand, og han har sin søn med.”

Ayal spilede øjnene op. Bjælken i hendes hånd faldt til jorden. Hvis ikke Chinara havde grebet hende, var hun faldet om.

Inde i bymidten havde en menneskemængde samlet sig omkring de nytilkomne på landsbyens lille torv. De stod i en cirkel omkring Yunis og hans far.

“Det er ham, er det ikke?” hørte han en kvinde sige til en anden, “Ayals bejler?”

“Mener du Ayal Ayal?”

“Er han blind?”

Kvinderne, der iagttog ham, noterede, at han var høj og ranglet men erkendte, at han så tilpas nydelig ud. Han havde tykt, mørkt hår, som dækkede hans øre og to store, mørke øjne. Hagen og kinderne var helt glatte, og hans hud var orange bronze. Landsbyens kvinder blev enige om, at Ayals mor måtte have slået en handel af med dalens dæmoner for endelig at finde en dreng til sin håbløse datter.

“I tilbød os at hjælpe,” sagde Bolat. “Hvad, øh… Hvad kan I finde ud af?”

Yunis vidste, at han var nødt til at gøre et godt indtryk. Hvis han skulle gøre sig nogle forhåbninger om giftermål, nyttede det ikke, hvis han ødelagde sit og sin fars ry ved at fremstå doven eller tvær.

“Jeg kan finde ud af alt muligt,” svarede han derfor. “Jeg kan passe får eller hente vand eller lave mursten. Jeg også ret skrap med en kugleramme.”

Bolat så forvirret på ham. “En kugleramme? Hvad fa’en er en kugleramme?”

Mændene, der gik omkring og arbejdede, kom nærmere.

“Sagde han en kugleramme?”

“Har vi så’n en?” spurgte en anden mand.

“Jeg tror, der ligger en i basaren.”

“Vent lidt – jeg render ned og henter den!”

Ikke længe efter overrakte Timur kuglerammen til Yunis. Det var en bred træramme forbundet med ti metalstinger. På hver metalstang sad en række kugler opdelt i forskellige farver.

“Ved du, hvordan man bruger sådan en?” spurgte Timur.

“Ja, Hr.,” nikkede Yunis. “Hvad De have beregnet?”

Timur strøg sig gennem sit lange, hvide skæg. Han var en høj, tynd mand med en kolossal turban hvilende på sit hoved.

“Nu du siger det…” Han vendte sig mod en af sine rådgivere. “Hvad blev der af de sidste tal?”

En stak papirer blev rakt til landsbyen overhoved. Timur bladrede gennem stakken, mens gruppen af mænd så nysgerrigt til.

“Vi har lavet en liste over de ting i byen, som skal udskiftes, efter vores nylige kvaler,” forklarede den gamle. “Vi har en fjern forestilling om deres værdi og det antal, som vi skal bruge.”

Han rettede sig mod Yunis, som havde taget plads ved et af de arbejdsborde, som var blevet stillet op ude på gaden.

“Hvis jeg læser højt, kan du så give mig en den fulde pris på hver af varerne?”

“Ja, Hr.,” nikkede Yunis.

“Godt. Først og fremmest får vi brug for nye kogegryder. Vi skal bruge tre, og vi kan få dem for fire rubler stykket.”

Yunis’ fingre fløj behændigt over trækuglerne. Det gav en klirrende lyd, når de stødte sammen.

“Tallerkner og bestik… Omkring 20 rubler,” fortsatte Timur. “Et begravelsestelt til 15 rubler. Og ligklæder…”

Yunis lyttede, mens den ældre mand talte. Han sørgede for at skrive sine beregninger ned for hver udregning, han gjorde. Rundt om bordet samlede der sig efterhånden en bred gruppe af voksne arbejdsmænd, der nysgerrigt iagttog hans kunnen. De var ganske imponerede over, at den unge Yunis både kunne skrive og regne.

“Og en nye vandmølle til 30 rubler… Hvor meget bliver det?”

Yunis færdiggjorde sine udregninger og rakte dem til Timur. Den ældre mand gennemlæste papiret nøje, mens han strøg sig gennem sit skæg.

Timurs rådgiver, en anden ældre mand med et sort skæg, klappede Yunis på skulderen.

“Ikke dårligt, knægt! Hvor har du lært det?”

“Min familie plejede at drive en kro, og de handelsmænd, der sov hos os, lærte mig at regne.”

“Jaså,” svarede en skaldet mand med et tykt, stort overskæg. “Tror du, du kan udregne min årsløn?”

“Jeg solgte nogle får for nogle dage siden,” sagde en anden af mændene. “Kan du sige mig, om jeg er blevet snydt?”

“Prisen på hvede er ved at stige, men jeg ved ikke, hvem der giver mig den bedste handel!”

Mændene skubbede for at komme til. De ville alle have det ene eller det andet udregnet. Værdien af varer, vægt kontra pris, mængden af arbejdstimer i forhold til løn. Stemningen blev så vild, at Timur var nødt til at banke sin stok i jorden.

“Så er det nok, d’herrer. Drengen er her for at hjælpe landsbyen. Jeres personlige gøren må vente til senere.”

Hans blik faldt på den unge Yunis.

“Vi har brug for en optælling af det træ og den mængde metal, som vi skal bruge til at genopbygge byen. Din ankomst skal vise sig yderst gavnlig i disse tider, unge ven.”

Yunis vidste ikke, hvad han skulle svare, men Timur havde allerede vendt sig mod folkemængden.

“Hvem her kan stave?”

En ung gut i en blåstripet chapan rakte hånden i vejret.

“Godt. Dig. Tag Yunis med ud i byen og skriv alt ned, vi mangler. Kom med regningen til os, når I er færdige.”

Yunis og den unge mand begyndte at sætte kurs mod den nærmeste byggeplads, men Timur nåede at kalde på ham.

“Og Yunis.”

Yunis drejede sig mod den gamle mand.

“Jeg giver dig ansvaret for det her. Jeg stoler på, at du kan gøre det.”

Yunis bøjede hovedet.

“Javel, Hr.”

Resten af dagen gik med, at Yunis var ude at besøge de arbejdende mænd i landsbyen. De manglede alle sammen mere træ, og mange af dem manglede mursten, men det kunne landsbyen selv fremstille.

Det var en underlig følelse for Yunis pludselig at være vigtig. Regning og skrivning var almindelige færdigheder i hans landsby, som var en lille havnestad ved det Kaspiske Hav, hvor salg af fisk i store mængder var det typiske erhverv. Kunne en ung mand ikke udregne, hvor mange penge han skulle have for fisk pr kilo, ville hans tid som fisker blive kort.

Selv landsbyen børn flokkedes omkring ham. Måske var det fordi, han var et nyt ansigt. Yunis var normalt vant til at blive ignoreret. En fattig søn af en fårehyrde næppe var noget særligt, hvor han kom fra.

Rygterne om den unge mands færdigheder spredte sig over landsbyen som en steppeild.

“Er det sandt? Kan han bruge en kugleramme? Der kan man bare se løjer.”

Ayal sad helt stille. Hun sad ved spisebordet og lyttede til de voksne snakke.

“Og han er hurtig til det,” understregede Bolat. “Ganske imponerende må jeg sige. De har familie oppe ad vejen, og de overnatter der, mens de hjælper med byggeriet.”

“Vi burde give dem noget alligevel,” sagde Suna. “Ayal, find noget brød og frugt og kom afsted med dig.”

“Hv-?! Mig?! Aldrig i livet!”

Husstanden kiggede chokeret på hende.

“Jeg mener, altså, fordi, I ved… jeg sagde jo alt det der halløj med, at han var en idiot, sidste gang han var her… og jeg skubbede ham…. så hvad hvis han stadig er sur på mig? Hvad… hvad skal jeg så…”

“Det er kun endnu bedre!” udbrød hendes mor. “Så kan du jo sige undskyld!”

“Det er rigtigt!” indskød Nil. “Og tag dit pæneste tøj på, nu hvor du er i gang!”

“Det her er din chance! Her – jeg låner dig gerne nogle smykker!” tilbød Latifa.

Da Ayal en times tid senere stod foran Yunis for at aflevere maden, var hun dækket i et lag af guldkæder, ringe, diademer og dyre silkeklæder broderet med guldsnore og perler. De vejede næsten mere, end hun selv gjorde. Hun stirrede ned i sandet. Hendes kinder var helt røde.

“Wow,” sagde Yunis. “Du… du stråler godt nok.”

Ayal skubbede sækken med mad i Yunis’ favn. Han nåede at gribe den og foldede stoffet til side. Dadler og fladbrød.

“Og, øh….” mumlede Ayal, “Jeg… øh… Jeg ville bare sige… Sidste gang, var jeg…. jeg ved ikke rigtig… altså…”

Yunis løftede sit ene øjenbryn og så forvirret på hende. “Hvad er det, du siger?”

“Jeg mente ikke… Jeg… Altså… Undskyld.”

Yunis var endnu mere forvirret. “Undskyld for hvad?”

“Hvad?!” udbrød Ayal arrigt. “Kan du ikke huske, da jeg…?! Da jeg… sagde det der… og skubbede dig…?”

“Nå, jo! Øh, det kan jeg godt huske! J-jeg troede bare, at du havde en dårlig dag.”

“H-hva’? Er det alt, du har at sige? Men… jeg… Jeg mener… Er du slet ikke sur?”

Yunis rystede på hovedet.

“Nå, øh, okay. Når enden er god, er alting godt, ik’?… Det er vist det, man siger… så… øh…”

Yunis så sig omkring. Han kløede sig i nakken. Han var nødt til at sige et eller andet. Noget som kunne løfte stemningen.

“Jeg hørte, at dit hus brændte ned.”

Han slog sig for panden.

“Øh… ja. Med alt mit… bryllupsgrej.”

“Nå… Det er jeg ked af at høre.”

Ayal nikkede langsomt.

“Men, altså, siden jeg skal starte helt forfra, kan jeg, altså… gøre det bedre. Gøre det bedre end første gang. Forstår du, hvad jeg mener? Jeg mener, vi vil gerne have det så pænt og godt som muligt, ikke? Det burde være pænt nok til et bryllup, ik’?”

Ayal fjumrede usikkert med sine ærmer.

“Det er jo vigtigt og alt så’n noget. Så jeg vil ik’ bare lave alt muligt gøgl, vel? Jeg mener, måske er det slet ikke så dårligt endda. Det giver mig en mulighed for at starte helt forfra. Måske er det her lige præcis, hvad jeg havde brug for for at blive bedre til det her syhalløj… ik’? Haha… Altså… måske er det godt, at mit hus brændte ned… Øh… øhm… okay, måske ikke godt, men, du ved, forstå mig ret… ikke så skidt endda? Øh… Fordi… fordi… øh…”

Det gik op for Ayal, at Yunis stirrede på hende, som om hun var sindssyg. Hun gik i stå.

“Så… hvor længe tror du, det vil tage at gøre det klart igen?” spurgte han.

Ayal blinkede et par gange og forsøgte at samle sine forvildede tanker sammen. “Øh, ikke så længe, tror vi. Måske… tre eller fire år…?”

Yunis spærrede øjnene op.

“D-det er ligesom bare worst-case-scenario! Jeg… altså, vi… Vi skal nok få det klaret hurtigere end det! Totalt! Det lover jeg!”

Ayal tog en dyb indånding. “Tro mig når jeg siger, at jeg virkelig, virkelig, virkelig gerne vil gøre det så hurtigt som muligt.”

Yunis stirrede på hende. Så nikkede han forlegent. “Øh, okay. Okay. Godt.”

Han kiggede på den underlige pige, der stod helt stille og pressede sine øjne hårdt sammen, som om hun troede, det gjorde hende usynlig. Det lignede, at det gjorde ondt på hende, hver eneste gang hun talte. Da hans far endelig kom trækkende med deres æsler, samlede han kejtet sine ting sammen.

“Jeg, øh, jeg bliver nødt til at gå nu. Vi ses, ik’?”

“Du… hv-?! Øh! J-ja! Ja! Vi ses!”

“Farvel!” sagde han med et lille smil og vinkede, inden han løb over til sin far.

Ayal blev stående og kiggede efter ham. Når hun talte med Yunis, føltes det som om to onde ånder skalperede hende for derefter at trække hendes hjerne ud af kraniet og sparke rundt med den, som om den var en bold. Hun kunne aldrig finde de rigtige ord, og uanset hvor meget hun anstrengte sig, var hun altid bare landsbyens mærkelige pige. Og alligevel havde Yunis smilet til hende…

Samme aften, da hun kom hjem, var hendes mor straks over hende.

“Gav du ham brødet?” spurgte hun ivrigt. “Sagde han noget særligt?”

“Ik’ rigtig,” mumlede Ayal med et skuldertræk, “…‘ses’ eller så’n noget…”

“Jamen dog! Det er godt! Men du kan ikke slappe af endnu. Det kan godt være, at det går godt nu, men du er nødt til at være forsigtig! Du er nødt til at være mere høflig når du taler! Og desuden…”

Suna fortsatte indtil langt ud på natten.

Ayal pressede sit ansigt ned i de store, bløde puder. Hun var helt færdig. Vi ses, ik’? Yunis havde smilet, da han sagde ordene. Søde, små smilehuller på hver sin kind. Ayal mærkede sine egne mundvige krumme sig opad i et forfjamsket smil. Der boblede en ukendt varme i hendes bryst.

Senere den aften, da husstanden var gået til ro, lå Ayal og stirrede op i loftet. Hun kunne ikke få Yunis ud af hovedet. Smilet hang stadig på hendes læber.

Forsigtigt lagde hun sin ene hånd på sit bryst. Hendes hjerte hamrede. Hun drejede hovedet og så over på sin mor. Hun snorksov. Forsigtigt gled Ayal sin hånd ned mellem sine ben og trak op i sin natkjole. Hun forsøgte at være så stille, hun kunne. Lydløst stak hun sine fingre ind under stoffet i sine underklæder. Hendes skamlæber var våde. Hun så over på sin mor. Suna snorkede stadig.

Ayal forestillede sig, at det var Yunis, som rørte hende. Forsigtigt kørte hun sine fingre frem og tilbage over sin klistrede indgang. Hun trak vejret langsomt. Mærk mig, Yunis, tænkte hun for sig selv og forestillede sig et scenarie, hvor de var helt alene – kun dem. Vil du røre mig her? Åh, Yunis, du er så vulgær. Lydløst stak hun spidsen af sin pegefinger ind i sig selv og måtte bide sig i underlæben for ikke at stønne. Hendes åndedræt var gispende og usammenhængende, og forsigtigt begyndte hun at kneppe sig selv med sin pegefinger. Hvad ville Yunis mon sige, hvis han så hende lige nu? Ville han sige, at hun var sexet? Eller ville han sige, at hun var en klam, ulækker tøjte? Ayal kunne godt være en ulækker tøjte for Yunis’ skyld, hvis han ville have det. Forsigtigt gled hun spidsen af sin finger over sin klitoris. Det fik hende til at udstøde et lille hvin ud i soveværelset. Med sin anden hånd klemte hun forsigtigt omkring det ene af sine små bryster. Tag mig Yunis – jeg er din. Elsk med mig. I langsomme, lydløse bevægelser onanerede den unge kvinde forsigtigt under tæppet, mens hun holdt halvt øje med sin mor ud ad øjenkrogen.

Da Suna udstødte en brummende lyd og skiftede stilling, blev Ayal så forskrækket, at hun opgav alt, hvad hun havde gang i og øjeblikkeligt lagde begge sine arme oven på tæppet ned langs sin krop som en god, anstændig pige. Hun trak vejret i hårde træk for at indikere, at hun bestemt ikke var vågen, men sov som en sten! Selvom hendes mor sov videre, havde frygten for at blive opdaget rystet Ayal så grundigt, at ethvert begær i hendes krop øjeblikkeligt var blevet slukket som et bål i regnvejr.

Hun lagde sig om på siden og stirrede ind i væggen. Hun havde delt værelse med sin mor lige siden de var flyttet ind hos familien Muzafarov. Det var uudholdeligt. Hun var en dampende gryde af seksuelt begær, og nogen havde lagt låget på! Ayal skar tænder. Hendes skede dunkede mellem hendes ben, og hendes brystvorter sitrede med spænding. De måtte gerne se at bygge deres hus op meget snart…

Dagen for brylluppet kom. Solen skinnede, og alle var glade, bortset fra landsbyens andre piger, som selvfølgelig alle var jaloux. Men Ayal var ligeglad. Hun havde sin lange, farverige brudekjole på og det lange, perlebesatte hovedtørklæde, som nåede helt ned til jorden. I sit ene næsebor havde hun stor en ring, som med en tynd guldsnor var forbundet til ringen i hendes øre.

Alting var, som det skulle være. Bandet var ikke gået forkert. Maden var ikke blevet kold. Hun var ikke blevet sparket i maven af et æsel. Hendes mor og far var der, Chinara var der, og Yunis’ familie var der, og alle var glade!

“Tillykke, Ayal,” sagde folk, mens de bar hende ned gennem byen. “Du gjorde det! Tillykke! Du ser fantastisk ud! Åh, Ayal, du et sådan en smuk brud!”

“Endelig, åh, endelig,” græd Suna lykkeligt, mens Orif forsøgte at trøste sin hustru. Han smilede stolt til sin datter og sendte hende en opadvendt tommelfinger.

Sikke en dag, tænkte Ayal. Nu skal jeg aldrig igen bekymre mig om noget igen!

Menneskemængden satte hende på fortovet. Chinara stod ved siden af hende. Hun pegede op mod Yunis, som stod oppe ved torvets bymidte.

“Gå op og tag din mands hånd. Han venter på dig.”

“Du gør os så stolte,” sang hendes forfædres ånder, der var genopstået fra de dødes rige for at se hende blive gift.

Yunis havde en flot kjortel på og den samme turban, som han altid gik med. Ayal fumlede usikkert med sine ærmer. Hun var mere end klar til deres intime bryllupsnat.

“Øh, hey, Yunis. Ska’ vi se at blive gift eller hva’?”

Han gav hende et enkelt, akavet blik.

“Øh, angående det… Jeg tænkte lidt over det, og…”

Yunis så ukomfortabelt ned i brostenene.

“Da jeg først mødte dig, var du en stille og ærbar pige, så jeg troede, at det var den slags person du var. Men nu, hvor jeg har lært dig at kende, kan jeg se, at jeg tog alvorligt fejl. Det var min egen skyld. Jeg tror bare ikke, at det vil fungere mellem mig og… sådan en som dig. Jeg tror, det er bedst, hvis vi bare glemmer det hele og går hver til sit. Jeg er nødt til at gå nu. Min far venter. Vi ses, ik’?”

Ayal spilede øjnene op. Vent, hvad?! Seriøst, hvad?! Du må ikke gå! Ikke nu! Vent! Hun var badet i sved, og det gik op for hende, at hun stadig lå ved siden af sin sovende mor. Gispende fik hun sin vejrtrækning under kontrol.

En drøm… Ayal var stadig i choktilstand, og hun troede, at hun skulle dø. Det gik op for hende, at hun havde tårer i øjnene, og hun pressede sit ansigt ned i hovedpuden. Fuck! Det var bare en ond drøm.

Mareridtet havde gjort hende så forskræmt, at hun ikke turde falde i søvn igen, bange for hvilke rædselsscenarier hun da skulle overvære.

Næste morgen vraltede Ayal ned på gårdspladsen med sin toilettaske.

“G’morgen…,” vrissede hun, da hun mødte Chinara.

“Ayal? Er du okay? Er du sløj?”

“D’fint… Der er ikke… ikke noget. Der er ik’ noget galt…”

Chinara iagttog hende med bekymring i sine store dådyrøjne. Fem af Ayals fletninger var flettet ind i hinanden, og hun havde mørke rander under øjnene.

“Det skal bare gås væk,” forsikrede den lille, grimme grævling. “Bare rolig. Alt er fint.”

Ayal plaskede brøndvand i sit ansigt. Det var tidlig morgen, og fuglene var begyndt at fløjte lystige melodier til hinanden. Der skar som knive i hendes øre. Begge familier var samlet på den lille gårdsplads for at vaske deres ansigter og børste deres tænder.

“Kommer ham Yunis-fyren tilbage i dag?” overhørte hun Latifa spørge Bolat, mens han vaskede hendes hår.

“Det burde han. Jeg skal arbejde sammen med ham.”

Ayal forsøgte ikke at gøre alt for åbenlyst, at hun aflyttede dem. Yunis’ ord gav genlyd i hendes hoved. Jeg tror bare ikke, at det vil fungere mellem mig og… sådan en som dig. Jeg tror det er bedst, hvis vi bare glemmer det hele. Neeej. Niks. Det var bare en ond drøm. Han havde sagt “vi ses”. Det var det eneste, som betød noget.

Familierne Usmanova og Muzafarov spiste morgenmad sammen i haven. Friskbagt brød med honning, dadler, ost og saftige frugter. Grøn te, tyrkisk kaffe og friskpresset juice. Ayal sad på en pude ved siden af Chinara, ligesom hun plejede, men hendes veninde var for travlt optaget af at hjælpe Latifa med at få sine børn til at enes til at snakke med Ayal. I stedet lyttede hun til sin far og Rahim, der diskuterede dagens arbejde med hendes mor og Nil.

“Angående landsbyen…” sagde Rahim og så på de to kvinder. “Tror du, at I har tid til at rense kanalerne?”

“Mener du vandet?”

“Ja. Vi havde tænkt os at gøre det for længe siden, men det blev udskudt efter alt det, der skete. Men det er på tide, at der bliver gjort noget. Vi er i fuld gang med genopbygningen af byen, så vi håbede på, at vi kunne få kvinderne til at give os en hånd med kanalerne.”

Nil nikkede. “Det kan vi godt. Men hvem skal så passe børnene?”

“Tag dem med?” foreslog Orif. “De kan hjælpe til.”

Samme formiddag stod landsbyens kvinder og børn i en forsamling på torvet. Mændene havde alle bedt deres hustruer og døtre om det samme som Rahim og Orif den morgen.

Ayal stod sammen med Chinara og ventede på, at alle skulle dukke op. Hun havde det ikke et spor bedre.

Chinara så ned på sin veninde og forsøgte at muntre hende op.

“Det er vist bare os kvinder i dag.”

“Fint med mig,” sukkede Ayal. Hun havde fået nok af drenge for resten af sit liv.

Skrigende børn farede rundt mellem menneskemængden om sloges med kæppe, som om de var sværd. Ayal følte, at hendes hoved kunne eksplodere hvert øjeblik, det skulle være. Hvis hun vitterligt skulle dø ugift og alene, betød det, at hun i det mindste aldrig skulle få børn.

Da de sidste af landsbyens kvinder ankom, begyndte Timurs hustru at tale. Hun var en ældre dame og den uofficielle rådkvinde i byen. Hendes rynkede ansigt mindede Ayal om sammenkrøllet papir.

“Hør efter! I dag får vi gang i kanalerne igen. I ved alle sammen, hvad kanaler er, ikke? Det er de vandveje, der forbinder vores huse. Lige nu er de fulde af blade og grene, og jeg ved ikke hvad! Hvis vi ikke renser dem, kan vi ikke lave mad, og vi kan ikke få noget at drikke!”

Børnene stod i en flok omkring hende og lyttede efter. For engang skyld var de stille.

“Er I klar?!”

Børnene hujede og jublede. Ayal gabte søvnigt. Hun ville glædeligt have givet ti år af sit liv, hvis det betød, at de alle faldt døde om på stedet.

Ude på markerne blev kvinderne og børnene opdelt i mindre grupper.

“Okay, den her gruppe tager den her side. Og resten af jer, I starter derover!”

Ayal holdt sig til Chinara og prøvede at følge med.

“Hvordan har du det, Ayal? Du ser træt ud. Måske skulle du hvile dig?”

“Nej, pyt med det. Jeg skal bare tage mig lidt sammen. Det er jo bare os piger i dag, så det hele skal nok gå. Super-duper! Hygge!”

Selvom arbejdet var kedeligt, gav det dem mulighed for at snakke med hinanden og landsbyens andre kvinder. Den seneste sladder blev vendt, mens børnene frit kunne rende og lege kanalarbejdere.

Chinara så ned på kanalen, som hun og kvinderne i hendes familie samt Suna var ved at rense.

“Det ser allerede meget bedre ud. Vi er vist snart færdige.”

“Hvordan klarer Ayal det?”

Nil, Chinara, Latifa og Suna kiggede over mod den yngre kvinde.

Ayal spurtede rundt på marken med den lange høtyv, som hun brugte til at fiske slam og grene op fra kanalerne med for at skabe gennemstrøm.

“Færdig! Én renset kanal, ja så gerne! Mere arbejde herover? Jamen så lad gå da! Det arbejde hø-tyv-stjæler jeg da bare!” grinede hun og grinede endnu mere over sine egne sære vittigheder.

Ayal havde til sin egen store overraskelse opdaget, at hun virkelig elskede kanalarbejde. Det var rart at være udenfor i solen og ikke var fanget indendørs for at sy og brodere hele dagen. Det var også rart at lave noget konstruktivt arbejde, som kunne fjerne hendes tanker fra Yunis.

“Hun ser da ud til at have det bedre,” sagde Nil en smule opmuntrende.

Suna stirrede på sin datter. “Hvor… fremragende.”

Ayal havde allerede renset sin femte kanal.

“Vi kan da ikke gå til frokost, når vi ikke engang er halvt færdige, kan vi vel? Lad os få det overstået! Læg alle kræfterne i! Tag fat med hele kroppen! Se! Så’n her!”

Med begejstring demonstrerede hun over for de yngste børn, hvordan man bedst fik høtyven ned i sølet. Ungerne så til i ærefrygt.

Gennem markerne snoede sig en gammel markvej. Over de grove sten bumlede en æselkærre læsset med mursten. Bolat sad oppe foran og ledte æslet, mens Yunis sad bagved. Han lod blikket vandre over de endeløse rækker af hvede, havre og byg.

Bolat stoppede vognen. Han skulle aflevere en besked til mændene, som var ved at save stolper til byggeriet.

“Vent her,” sagde han til den yngre mand.

“Okay.”

Yunis iagttog landsbyboerne på marken, mens han ventede. De var i færd med at rense markens kanaler. Han fik øje på sin kommende hustru, der løb rundt og så ud til at kommandere med de små børn, som om de var hendes soldater. Han var for langt væk til at høre dem.

Ayal var lænet ind over over en lille dreng, der stod og knugede sig til sin høtyv.

“Hey, knægt, er du færdig eller hvad?”

“Ja!” peb han.

“Hvad snakker du om? Kalder du det at være færdig!?”

“J-jeg gjorde det, som du sagde!”

En af de voksne kvinder brød ind mellem dem.

“Det er fint nok, Ayal. Vi skal bare sikre, at vandet kan løbe igennem. Det behøver ikke at være perfekt.”

Ayal så forskrækket op på kvinden.

“Øh, ja, men jeg tænkte bare… altså, nu hvor vi alligevel er her…”

“Vi bliver aldrig færdige, hvis vi hænger os i hver eneste centimeter.”

“M-men…”

“Ayal!” råbte hendes mor “Gør nu bare som der bliver sagt!”

Ayal hang med hovedet og trak sig væk fra forsamlingen. Hun ville jo bare hjælpe til. Hun bankede sin håndflade mod sin pande. Hvorfor skulle hun altid blive overivrig og gøre sig selv til grin? Måske var det bedst, hvis hun bare holdt sig for sig selv resten af dagen.

Hun stod og var lidt trist, da en bold af flettet siv kom trillende i hendes retning. Dovent sparkede hun bolden tilbage, hvor den kom fra. Da hun så op fra den muldrige jord for at følge bolden med øjnene, ledtes hendes blik over på drengen på kærren, der havde trillet bolden over til hende til at starte med: Yunis.

Yunis?! Hvorfor helvede var han her?! Ayal stirrede forskrækket på ham. Havde han set hende blive råbt ad for et øjeblik siden?! Shit, shit, shit, selvfølgelig havde han set det!

Det er bare den slags pige, du er.

Ayal vaklede i hans retning. “V-vent, jeg… Det her er ikke… Jeg kan forklare!”

Men i det samme vendte Bolat tilbage fra sit ærinde og tog plads oppe foran i kærren.

“Okay, jeg har det, vi kom efter. Lad os rulle.”

Yunis sad blot og så på Ayal, mens de kørte bort. Hun havde det som om, hun havde fået en mavepuster. Chinara og Nil fulgte hende med øjnene. Selv nogle af børnene bemærkede, hvor oprevet hun var.

“Nej, vent… vent… kom tilbage.”

Men snart var kærren blot en lille prik i horisonten.

Gardinerne viftede sløvt i vinden, da en mild brise flød gennem rummet. Chinara sad lænet ind over den sammenrullede kugle af tæpper og kåber, som lå på soveværelsesgulvet.

“Ayal? Vil du ikke nok fortælle mig, hvad der skete? Ayal?”

“Det er slut. Det er forbi,” græd kuglen.

Det var ikke meningen, at han skulle have set det. Men han så det. Han så det hele.

“Nu ved han, at jeg kun lader som om, at jeg er et flinkt og rart menneske. Det var det sidste søm i kisten det her.”

Hun snøftede.

“Jeg bliver herinde. Som en bænkebider i min skal. For evigt. Jeg er en bænkebider nu. Men det var sådan set også det, jeg havde forventet, så det gør mig faktisk ikke noget.”

“Ayal, lad nu være. Det giver ikke nogen mening–”

“Ayal!”

Hun stak hovedet ud af sin bænkebiderskal. Gennem stoffet så hun sin mor stå i døren. Hun havde hænderne i siden og så meget irriteret ud.

“Hvorfor bringer du ikke brød og frugt til Yunis længere? Han spurgte efter dig i går.”

“Han… Mig? M-men… Han… Jeg… er en bænkebider.”

“Han spurgte, om du ikke kommer forbi i morgen. Og han sagde, at han ville kigge efter dig.”

Ayal så forvirret fra sin mor til Chinara og tilbage til sin mor igen.

“Der var også noget andet. Han ville høre, om ‘hun altid opfører sig sådan?’. Jeg ved ikke, hvad han mente. Hvad i alverden har du lavet?”

Ayal slog forskrækket øjnene op.

“Og så bad han mig give dig dem her.”

Suna rakte sin datter en lille stofpose fyldt med friske, orange ferskner. Hun stirrede ned på bundet af frugter.

“Han sagde, at de havde mange af dem, og at han gerne ville dele nogle af dem med dig.”

Da Suna var gået, strøg Chinara kærligt Ayal på hendes skal.

“Der kan du bare se,” sagde hun med et lille smil. “Han har givet dig en gave!”

Ayal forstod intet.

Hun havde siddet på gulvtæppet i snart en time og stirret sig blind på fersknerne. Hun havde hældt dem ud på et bronzefad. Hvad betød det? Hvad var meningen? Han måtte have set hende nede ved kanalerne, men havde det ikke været nok til at skræmme ham væk?

Opfører hun sig altid sådan der? Ordene fik hende næsten til at kaste op. Fersknerne måtte være en hemmelig besked om, at han godt vidste, at hun kun var sød som en fersken udenpå men hård og uigennemtrængelig som stenen indeni. En ægte kælling. Det kunne ikke betyde andet.

Yunis så ikke meget til Ayal den næste dag. Det gjorde ham trist, men han formåede at distrahere sig selv med det hårde arbejde.

På denne dag var han ved at hjælpe med at genopføre et af de huse, som var blevet ødelagt under bombardementet. Store vinduer med frisk luft og solskin var herligt, men når hele den østlige væg og andensalen manglede, ville det blive en kold vinter.

Med deres hænder strammet om rebet stod Yunis sammen med en gruppe andre håndværkere og slæbte. De var i færd med at hejse et læs mursten op til de travle murere på taget.

“Er I klar?” råbte værkføreren. “Hiv!”

“Hiv!” gentog mændene. Yunis råbte med.

Det havde været Yunis’ idé at bygge hejseværket. Ved at fastmontere en bærestang til et solidt fundament, kunne de hejse læs efter læs af mursten op til den etage, som var ved at blive repareret. Det var noget, som han engang havde set i sin egen landsby. Mændene havde set mærkeligt på ham, da han foreslog mekanismen, men da han forklarede det nærmere, var det lykkedes ham at overbevise dem. Det skulle vise sig at spare dem mange arbejdstimer og rygsmerter.

“Okay,” sagde værkføreren, da den orange himmel bød skumringen velkommen. “Det skulle være nok for i dag. Godt arbejde, drenge. Smut hjem og få jer et hvil.”

Yunis var ved at pakke sine ting sammen, da værkføreren nærmede sig.

“Yunis? Et øjeblik. Der er en ung kvinde, som spørger efter dig.”

De andre håndværkere klukkede og piftede. Yunis tørrede sveden af sin pande med en klud og gik ud mod porten.

Foran ham stod en lille, foroverbøjet bunke stof. Han kunne ikke se hendes ansigt, fordi hun holdt en pose op foran det. Han genkendte posen som den, han havde givet Ayal dagen forinden. Nu havde hun fyldt den med brød.

“De her er til dig,” sagde hun med en meget lav stemme. “Friskbagte. Jeg bagte dem selv i morges.”

Yunis så på hende. Han lænede sig til siden for at kunne se hendes ansigt, men hun afskærmede det med brødposen. Da han bøjede sig ned til den anden side, gentog hun processen.

Hun overrakte posen til ham, som om hun forærede ham en sæk diamanter.

“Okay, farveller!!’

Og straks løb Ayal i fuld spurgt i den modsatte retning.

“Hey, vent! Vent lige!”

Han rakte ud efter hende og greb fat i hendes ærme.

“Vil du ikke –”

Ayal stirrede rædselsslagen på Yunis.

“U-undskyld,” sagde han og løftede begge hænder i vejret for at signalere, at det ikke havde været hans hensigt at gøre hende fortræd.

“Jeg… Jeg…” mumlede Ayal.

“Hør, da jeg så dig den anden dag…”

“Øh, ja, det… det var noget andet. Det er ikke så’n, jeg normalt er. Det lover jeg! Normalt er jeg helt almindelig. Bortset fra når jeg ikke er. Men det er altså meget sjældent!”

Yunis tog en dyb indånding.

“Okay. Vær ærlig. Er det fordi, du bare ikke kan lide mig? Er det derfor, du prøver at undgå mig?”

Ayal stoppede brat op.

“… A’hva?”

“Da jeg så dig i går, så du så lykkelig ud. Du så så levende ud. Som om du havde det sjovt. Men da du fik øje på mig, blev du pludselig stille. Jeg ved godt, at vores forældre tvinger os til at tage næste skridt, og jeg forstår godt, hvis du føler dig fanget. Det er jeg rigtig ked af. Jeg forstår godt, hvis du ikke ser frem til vores bryllup. Vi kender ikke hinanden, og jeg ved godt, at jeg nok ikke er nogens førstevalg. Men i sidste ende er det vores familier, som bestemmer, så hvis du har et problem med mig, kan vi så i ikke det mindste prøve at tale om det?”

Ayal stod fastfrosset. I sine tanker løb hun gennem fortvivlelsens mørke korridorer mod lyset for enden. Hun kastede sig ned foran Gamle Muzas fødder, den vise mester, og tryglede hende om hjælp.

“NØDSITUATION! S.O.S! MAYDAAY! Jeg fuckede op! Yunis tror totalt, at jeg hader ham, men det gør jeg slet ikke! Hvad fuuuuck skal jeg gøre?!”

Den viste mester trak på skuldrene. “Øv bøv. Find selv ud af det.”

“Neeej!” skreg Ayal, da hun blev trukket tilbage til virkelighedens verden.

Hun stod ansigt til ansigt med sin fortvivlede forlovede og vidste, at hun var nødt til at sige et eller andet.

“D-det er ikke det. Vores forældre beslutter jo alting alligevel, s-s-så hvorfor skulle jeg hade dig af den grund? Nej, vent, det lød dumt.”

Hun rev sækken med brød ud af hænderne på ham.

“Giv mig den der.”

Ayal tog det første lepyoshkibrød frem. Det havde cirka samme størrelse som en tallerken og havde et meget detaljeret mønster indgraveret i sin gyldne overflade.

“Kan du se det her mønster? Det forestiller ørnekløer, fordi ørnekløer betyder beskyttelse. Jeg lavede det til dig og din familie, så I er i sikkerhed og ikke bliver syge eller så’n noget.”

Yunis nikkede usikkert. “Ø-øh, okay, sejt.”

“Og dette her.” Ayal fiskede det næste brød frem for posen. “Mønstret her forestiller mælkebøtter, fordi mælkebøtter spreder deres frø, når det blæser. Jeg bagte det til dig, så gode ting kan komme til dig, selv når du er i modvind.”

Hun rakte ham det andet brød.

“Og det her har et mønster, som forestiller reb,” sagde Ayal og præsenterede det tredje brød. “Reb kan binde ting sammen. Det er… Det er så du kan binde dig sammen… med nogen… øh…”

Hun rakte ham det sidste brød.

“Så der kan du se! Det betyder, at jeg helt, helt, helt, helt sikkert ikke hader dig!”

“Nå,” mumlede Yunis, inden hans ansigt lyste op i et skinnede hvidt smil. “Okay! Godt at vide!”

“D… d-din tur…”

Yunis så spørgende på hende.

Ayal fumlede forlegent med sine ærmer. “J-Jeg… Det var lidt om mig. Er det… Er du…?”

Yunis tøvede.

“Kender du det, når nogen siger noget, men de mener noget andet?”

Ayal så uforstående på ham.

Yunis fortsatte. “Nogle mennesker siger for eksempel, at de har det godt, også selvom de ikke har det godt. De har en forventning om, at jeg kan læse deres tanke og forstå deres personlige problemer, selvom de siger noget andet end dét, de mener, og så bliver de sure, når man ikke forstår. Jeg kan ikke finde ud af sådan noget. Men du er ikke på den måde, Ayal. Du er altid meget klar omkring, hvad du siger. Jeg har nemmere ved at forstå, hvad du mener.”

Yunis kløede sig akavet i nakken.

“Så, øh, ja… jeg er glad for, at jeg mødte en pige, som jeg kan forstå og tale med. Jeg er glad for, at jeg har mødt dig.”

Ayal så på ham. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hendes ufortrødne bramfrihed havde aldrig ført til andet end ulykker. Hun ville have sagt noget til ham, men ud af sin øjenkrog fangede hun en lille æselkærre kommende rullende ned ad vejen mod dem.

Den ældre mand, som sad i kærren med en lang pind, som havde brugte til at styre æslet, havde et kort, gråt overskæg og en lang pibe i munden. Han stoppede sit æsel, da han nåede op til de to unge mennesker.

“Du hedder Yunis, ikke? Det bliver snart mørkt, knægt. Vil du have et lift?”

“Ja tak.”

Yunis steg op i kærren.

Han rakte Ayal sin udstrakte hånd. Ayal stirrede på den. Så tog hun imod hans hånd, og han hjalp hende op. Hun faldt næsten ned i kærren, da hun steg op, men Yunis nåede at gribe hende. Han holdt om hendes krop men skyndte sig at give slip, så snart hun sad ned. De rykkede sig hurtigt fra hinanden og rettede deres tøj til, inden det kunne nå at blive mærkeligt.

“Hvor vil I smides af?”

“Bymidten virker fint for mig.”

“Og den unge frøken? Det var Muzafarov-familiens residens, hvis jeg husker korrekt?”

“Ja,” mumlede Ayal. “Øh, ja tak.”

Så længe hun kunne blive gift, skulle det hele nok gå. Men hvis hun kunne blive gift med Yunis, vil det gå endnu bedre.

En sen eftermiddag opsøgte Ayal Chinara. Hun stod i den ene ende af gårdspladsen og sigtede sin jagtbue mod den skydeskive, hun havde opsat i den anden ende. Ayal sad tavst og iagttog skytten.

“Grib din bue, Ayal, og lad os øve os sammen,” sagde Chinara smilende.

Hun havde lavet en bue til Ayal ud af dyrehorn ikke længe efter, hun var flyttet ind hos Muzafaroverne. I starten havde de fleste landsbyboere været af den holdning, det var uanstændigt, at en kvinde beskæftigede sig med bueskydning, men efter angrebet på byen, hvor Chinara personligt havde nedlagt den fjendtlige stammes høvding fra sin altan og de facto vundet dem sejren, havde de fleste af beboere dog hurtigt ændret syn på hendes hobby.

Derimod var Ayal omtrent lige så god til at skyde med bue og pil, som hun var til at sy. Hendes selvtillid kunne ikke tåle at øve sig med steppekvinden, der havde skudt med bue fra hesteryg, før hun kunne kravle.

“Øh, måske en anden gang,” mumlede Ayal.

Hun iagttog sin ældre veninde slippe pilen fra buens streng for derefter at overvære den bore sig dybt ind i skydeskivens midte. Hun fik det til at se let ud.

“Chinara? Må jeg spørge dig om noget?”

“Naturligvis,” svarede den anden kvinde og lagde sin bue fra sig. Hun satte på tæppet ved siden af Ayal med sine ben under sig. “Hvad har du på hjerte?”

Den yngre kvinde tog en dyb indånding.

“Det er noget ret personligt… Det handler om… den slags ting, du ved…”

Chinara havde det samme rolige smil på sin mund, som hun altid havde. Ayal kunne lige så vel have spurgt hende om vejret.

“Spørg løs.”

“Øh, o-okay, ser du…”

Sagen var den, at hvis Ayal rent faktisk spurgte den smukke, frisindede kvinde om, hvordan man kysser, eller hvordan kvindens krop fungerer, ville hun ikke blot nøjes med at svare hudløst ærligt. Hun ville nok ligefrem give hende en praktisk demonstration. Ayal mærkede sine kinder blive røde ved tanken.

“Det er bare… mænd og kvinder… og børn, du ved… øh… h-hvordan?

Hun lavede akavede fagter med sine hænder, som hun håbede den ældre kvinde forstod. Chinara lagde sit hoved en smule på skrå.

“Hvor meget ved du?”

“K-kun at når drengen ligger øverst, bliver barnet en dreng, og hvis pigen ligger øverst, bliver barnet en pige…”

Den ældre kvinde stirrede længe på hende men nænnede ikke at sige ikke noget.

“Okay. Ved du, hvad din menstruation betyder?”

“Mener du… øh…”

Chinara nikkede. Hun smilede stadig, men hun havde udskiftet sit afslappede smil med sit overbærende storesøstersmil, som hun af og til benyttede, når hun snakkede med Ayal om emner, ingen andre måtte høre om.

“Det betyder, at jeg kan få børn…”

“Det er rigtigt. Men det betyder meget mere end det.”

I det næste stykke tid lærte Chinara sin yngre veninde om ægløsning, om befrugtning og om graviditet. Hun lærte hende om hendes cyklus, og om hvorfor hun nogle gange havde smerter. Ayal havde troet, hun var den eneste, som oplevede at have ondt.

På et tidspunkt tegnede Chinara en figur med en pind i sandet på fliserne. Da hun var færdig og fjernede pinden, kunne Ayal se, at det forestillede en aflang form med to runde cirkler i den ene ende.

“Hvad er det?”

“Det er en penis. Det er, hvad mænd har i stedet for os. Mandens sæd lagres her,” sagde hun og pegede pinden på de to cirkler, “indtil han har samleje med kvinden. Efter de har gjort det i et stykke tid, sprøjter manden sin sæd ud gennem sin penis og ind i kvindens skede.”

Ayal hørte knapt, hvad Chinara sagde. Hendes blod pumpende så kraftigt i hendes årer, at hun næsten ikke kunne hørte andet end den varme, brusende lyd for sine ører. Havde Yunis sådan en? Ville den også sprøjte med sæd, hvis de… Ayals hoved snurrede, og hendes hjerte bankede så nådesløst i hendes bryst, at hun frygtede, det ville rive sig ud.

“H-hvor ved du de her ting fra?”

“Alle kvinder i min stamme ved det. De lærer det af deres mødre, når de er børn. Ligesom jeg vil lære det videre til mine børn.”
Historien fortsætter under reklamen

Selvom Chinaras stemme var mild, afslørede hendes ord en skjult smerte. Ayal vidste, hvor meget hendes veninde længtes efter at få børn. Desuden havde nogle af landsbyboerne haft en tendens til at se ned på hende, fordi hun var femogtyve og endnu ikke havde børn.

“Det skal nok komme.”

Ayal aede sin veninde ned ad ryggen. Hun smilede taknemmeligt tilbage.

De næste par dage brugte Ayals familie på at sætte et alternativt værksted i stand. Selvom deres hus endnu ikke var genopbygget, havde Orif og hans svende slået sig sammen om at bygge en midlertidig brædingsovn. Han havde sat den op under et stort telt, og pottemageren var nu genåbnet.

Orif gik og nynnende, mens han pudsede de nyeste potter af. Ayal og hendes mor gik og fejede.

“Hey, Mor?” spurgte Ayal.

“Ja?”

“Har han… jeg mener, ved du, om han har nogle brødre eller så’n noget?”

Hvis Yunis skulle gå hen at dø, om det så måtte være af sygdom eller i en ulykke, ville hendes hånd formentlig tilfalde næste bror i rækken.

“Hvem?”

“Øh… ham,” svarede Ayal i et forsøg på at virke så henkastet som muligt. “Du ved, ham vi har talt med?”

“Nåh, Yunis?”

Ja, Yunis, for helvede! Du behøver ikke at råbe hans navn, så alle vores naboer kan høre, at vi snakker om ham! Ayal stirrede rødmede ned i gulvet.

“Jeg tror nok, de sagde, han var enebarn.”

“Så… ligesom mig?”

“Ja. Hans forældre ret var gamle, da de blev gift, og de havde svært ved at få børn. Yunis’ mor mistede livet i under fødslen. Hans far overvejede at blive gift igen, men han havde sin familie til at passe på ham og sin søn. Så han forblev enlig.”

Ayals smil falmede. Hun vidste ikke, at Yunis’ mor var død. Stakkels dreng.

“Din far ved nok mere, end jeg gør. Men hør, du er sandelig en nysgerrig tøs, hva’?”

“Hva’? N-nej, nej! Jeg tænkte bare, jeg mener, det ville være godt at vide, ikke?”

Men hendes mor var allerede ved at rende efter hendes nynnende far.

“Elskede, kom her i et øjeblik! Hvad var det, du sagde om Yunis?!”

Ayal farede efter sin pinlige mor. “Mor! Stop!”

Suna hev i Orifs skulder. “Skat? Angående Yunis?”

“Hmm? Hvad siger du, min kære?”

“Fortæl os lidt om Yunis. Hvordan er han?”

“Yunis? Åh, han er en god dreng, er han! Et rigtigt lille geni! Lidt tilbageholdende, ja måske, men det har vel aldrig skadet nogen.”

Ayal gemte sig bag sin mors ryg, mens hendes far talte. Hun ville helst forblive uset under deres samtale, så hendes far ikke skulle tro, at hun var blevet en drengesyg tøjte.

Men hendes forældre blev afbrudt, da en fremmed kom ind fra gaden.

“Tager du imod ordre igen?” spurgte den fremmede mand hendes far.

Orif klappede sig på sin runde mave. “Det gør jeg! Træd nærmere, træd nærmere!”

En større menneskemængde samlede sig omkring teltet.

“I så fald skal jeg bruge nogle store lerkar. Vi har stadig ikke fået de gamle erstattet, efter de blev ødelagte under angrebet.”

“Og jeg skal bruge nogle nye tekopper!” sagde en ung kvinde.

“Jaså, jaså! Jeg går straks i gang!”

Derefter havde Orif travlt. Han farede rundt i teltet for at gøre leret klar til formning. Ayal fejede videre. Hun vidste, at hun måtte være tålmodig.

Da hendes far sad foroverbøjet ved kavaletten og modellerede lerkar, listede Ayal sig uskyldigt op til ham, mens hun fejede.

“Så, øh, sagde du, at han ikke havde søskende?”

Orif fjernede ikke blikket fra sit arbejde. “Mm? Nåh, mener du Yunis? Det er rigtigt. Ingen nær familie ud over hans far fra hvad jeg har hørt. Men han voksede op med så mange af sine fætre, at han betragter dem som sine brødre, siger hans far.”

“… Hm, okay.”

Havde hendes far ikke mere at sige?! Hvordan var hans omdømme?! Havde han været forlovet før?! Hvad var hans livsplaner?! Skulle hun flytte med ham til hans landsby, hvis de blev gift?

“Okay, så hvad med–”

Men Ayal blev afbrudt, da en af hendes fars venner nærmede sig teltet. Han hilste på hendes far, som bød ham velkommen med te og kaffe.

“Tilbage til arbejdet, ser jeg. Du er gået i gang igen, hva’?”

“Ja! Det kriblede i mine fingre for at komme i gang!”

Hendes far og manden snakkede om stort og småt, og Ayal hørte ikke efter. Hun måtte vente med at plage sin far, indtil manden var gået.

Men så overhørte hun noget, der fangede hendes opmærksomhed.

“Jeg har set ham drengen. Ham gutten som skal giftes med din Ayal. Yunis hedder han vist. Han arbejder hårdt. Han har været en stor hjælp.”

Ayal spidsede øre. Hun sneg sig om bag sin far med kosten, mens han sad og talte.

“Godt, godt. Det er jeg glad for at høre.”

“Og skrap med en kugleramme er han også. Jeg spurgte ham, hvor han havde lært det, og han svarede, at han havde lært det, da hans familie plejede at hjælpe til på en kro.”

“Ja, det var det, hans far sagde. De plejede vist at hjælpe den gamle ejer, indtil han ikke kunne mere. Sikke en skam, han…”

Orif gik i stå, da han fik øje på sin datter, som stod bag ham uden at feje. Han rynkede brynene.

“Ayal, hvad laver du?”

Hun skyndte sig at feje videre. Sejt. Gode facts. Så det var dét, han har brugt sit liv på.

Da vennen var gået, rejste Orif sig op og strakte sin ryg. Han gabte og strøg sig gennem sit tætte overskæg.

“Tak, Ayal, men det er nok for i dag. Jeg skal nok selv rydde op.”

“Øh, nej nej, det er fint. Jeg vil gerne gøre mit arbejde færdigt.”

“Nå?” spurgte han, overrasket over sin datters pludselige pligtopfyldenhed. “Øh, jamen okay da. Tak skal du have.”

Som Ayal havde håbet, dukkede en ny mand op i teltet. Han og hendes far satte sig for at drikke te.

“Ham Yunis, hva’? Han er vel nok en interessant ung mand. Han siger, at han kan forudsige, hvornår det regner.”

“Det må jeg nok sige. Hvordan bærer han sig ad med det?”

“Han siger, at det er et trick, han lærte af en europæer. Og det meste af tiden rammer han faktisk plet.”

Ayal gik frem og tilbage mellem mændene og skænkede teen op i deres kopper.

“Han fortalte mig også om sin hjemby. De har en stor, persisk skole med… øh?”

Hendes fars ven gik i stå, da han bemærkede, at han knapt kunne nå at tage ét nip af sin te, før datteren fyldte porcelænskoppen op til randen igen.

“Ayal, gå med dig!” skældte hendes far ud. “Lad være med at forstyrre os, mens vi taler!”

Hun forsvandt fra deres åsyn, men ikke længere bort end hun kunne høre dem tale. Hun satte sig i skrædderstilling bag en af sin fars store krukker.

Hans ven fortsatte. “Og han snakkede i uendeligheder om, hvor fascineret han er af vandmøller.”

“Vandmøller?” spurgte Orif og Ayal i munden hinanden.

Orif så sig over skulderen. Ayal sad helt stille. Vennen fortsatte.

“Det var også, hvad jeg sagde. Hvad kunne være så interessant ved en vandmølle? Men han sagde til mig at “det inspirerer mig at se den dreje. Som om jeg også kan blive ved med at arbejde i en uendelighed”. Jeg ved snart ikke.”

Javel ja. Vandmøller. Noteret. Landsbyen havde mange vandmøller, og Ayal vidste, hvor de alle var. Det kunne være en god idé til et hemmeligt stævnemøde.

“Ayal? Hvad laver du stadig her?” spurgte hendes mor, da hun kom tilbage til teltet og fandt sin datter siddende på gulvet. “Kom hjem med det samme. Jeg har brug for din hjælp.”

“Men… men… der skal fejes!”

Suna tog fat i sin datters arm og trak hende med ind i huset.

“Det skal din far nok tage sig af. Lad være med at være så fjollet.”

Ayal sprællede for at slippe fri men måtte til sidst opgive.

Yunis sad sammen Bolat og nogle yngre drenge og fortalte dem om et eller andet. Hans øjne strålede. Fra sit skjul bag muren stod Ayal og observerede dem. Hun burde feje gårdspladsen, men hvordan kunne hun det, når Yunis sad så tæt på?

Yunis kunne godt lide vandmøller. Det var en lidt mærkelig hobby, men Ayal dømte ham ikke. Det betød også, at hun kunne tage ham med ud og se på en. Lige så snart hun fandt på en måde at få dem ud af landsbyen.

“Ved du, hvad der er cool? Vandmøller er cool. Lad os tage ud og se på en. Bare os to.”

Men de kunne ikke bare tage ud alene. Hvad hvis nogen så dem? En ung mand og en ung kvinde… ugifte og alene… sammen… Det ville være skandaløst. Det ville bringe skam over begge deres familier.

Uanset hvad var Yunis omringet af drenge. Ayal skar tænder. Det var så nemt for fyre bare at tale sammen. Hvis hun dog bare havde været en af dem.

“Vandmøller, bro. Har jeg ret?”

“Homie, jeg føler dig. Lad os tage ud og dyrke noget offentlig industriproduktion.”

Men det ville ikke hjælpe noget. Hun kunne forudse nogle helt andre komplikationer i forhold til at blive gift med Yunis, hvis hun havde været en fyr…

Kom nu, tænk! Tænk! Ayals hjerne arbejdede på højtryk. Okay. Okay. Måske kunne hun få det til at ligne et sammentræf. Måske kunne de bare støde tilfældigt ind i hinanden, totalt uplanlagt, nede ved en af vandmøllerne.

“Pudsigt at støde ind i dig her, Yunis. Mig? Åh, jeg var bare ude at strække mine ben. Jamen se nu her. Er det ikke en vandmølle? Tillad mig at vise dig alle dens funktioner. Bemærk venligst det roterende møllehjul.”

“Wauw, Ayal, du er vel nok intelligent og velartikuleret! Og du stammer slet ikke, når du taler! Lad os blive gift lige nu!”

Ja, lad os det! Det ville være perfekt! Men hun ville være nødt til at sidde nede ved en af vandmøllerne hele dagen og håbe på, at Yunis overhovedet kom forbi. Det nyttede ikke…

“Ayal!”

Skrækslagen vendte hun sig om, vækket fra sin trance. Det var hendes mor, som stod lige bag hende.

“Er du ikke færdig med at feje endnu? Kom nu indenfor. Jeg har brug for din hjælp.”

Hun fulgte efter sin mor. Inde i Muzafarovernes hjem rakte hun hende en stor sæk.

“Jeg har brug for, at du tager ud til din tante og afleverer, hvad vi lånte i sidste uge.”

Tante Nasiba? Men hun boede helt ude på den anden side af bønnemarkerne. Det ville tage en evighed!

“Men Mooar! V-vi har gæster. Jeg kan da ikke bare –”

“De er her for at se din far. Du behøver ikke at vente til, at de er gået.”

“Men jeg… hvad nu hvis –”

“Kom nu afsted. Kom så.”

Med et hængende hoved trådte Ayal udenfor. Solen skinnede, og hendes næsebor fyldtes med duften af forårsblomster. Det ville tage hele dagen at gå ud til hendes tante.

Knapt var hun nået ud af porten og ud på gaden, før hun fik øje på Yunis. Han sad i på ladet af en æselkærre og kiggede ned på hende.

“Du skal ud på den anden side af markerne, ikke? Jeg kan køre dig.”

Ayal stivnede. “Hva’? Øh, jeg… Ja. Okay. Tak.”

Hun begyndte at stige op i kærren.

“Vil du ha’ en hånd?”

“NEJJEGKANSELV!” skreg Ayal og kravlede op i vognen som et firben.

Yunis klappede æslet med pinden, og roligt trak det kærren efter sig.

Da de kørte ned ad gaden, lagde Ayal mærke til, hvor mange mennesker stirrede efter dem. Hendes kinder brændte. Har I ikke noget bedre at tage jer til? De næste par uger ville utvivlsomt gå med sladder.

“Det her er den rigtige vej, ik’?” spurgte Yunis, som ikke havde bemærket en skid.

“Hva’? Øh, jo. Jo, det er rigtigt nok.”

“Okay, godt! Så må du bare sige til, hvis jeg kører forkert.”

“J-ja, ja. Okay.”

Det var en skoldhed dag. Solen stod den ubestridte sejrherre på himlen uden en eneste kujonagtig sky i sigte til at udfordre den. Ayal hev en smule ud i sit varmebeskyttende tøj. Selv på ladet af en æselkærre ville det tage den halve at nå ud hendes til hendes tante. Det var en god ting. Det betød, at hun havde en hel halv dag sammen med Yunis. Hun havde en hel halv mulighed i sine hænder. Hun var nødt til at udnytte den.

Men Ayal vidste ikke, hvad hun skulle sige.

Det var ikke godt. Omsider var de alene, og Ayal kunne ikke finde på noget at tale om. Hun burde bare slynge et emne ud i luften og tage den derfra. Men det kunne også tolkes forkert. Hvis hun begyndte at plapre løs, ville Yunis tro, at hun var en af den slags piger, som aldrig kunne holde mund.

Yunis så sig over skulderen. Ayal sad med sine knæ trukket op under hagen.

“Mon ikke vi burde have taget noget vand med? De fik det til at lyde som en lang tur, og det er varmt i dag.”

“Nej, det er bare…”

Ayal gik i stå. Hvorfor skulle hun altid modsige andre mennesker? Det lød så negativt. Yunis ville tro, at hun brokkede sig over alt og alle. Smil! Vis dine lyse sider frem!

“P-pyt med det! Vi kommer forbi en god flod på vejen!”

Ayal påførte sig det smil, hun kaldte sit normalt-menneske-smil. En knirkende række af tænder strakte sig fra højre til venstre side af hendes ansigt som et dødbringende gab.

Yunis stirrede på hende. “Ø-øh, okay.”

Hvad kunne hun snakke om? Der måtte være noget andet. Hvad tænker du om brylluppet? Hvor meget stof tror du er nok? Hvad synes du så i virkeligheden om mig? Hvad ER vi? Nej, nej, nej, aldrig i livet!

Hvad ville være et sikkert emne? Et eller andet almindeligt. Noget simpelt. Ingen alt for tungtvejende spørgsmål, der kunne skræmme ham væk. Ud ad øjenkrogen fangede Ayal en lille bæk i det fjerne. For enden af bækken stod et lille hus, hvor en lille vandmølle tromlende roligt afsted med en blød summen.

“VANDMØLLE!” skreg Ayal.

“Hva’?”

“S-se der!” stammede Ayal og pegede en skælvende finger over mod det lille hus. “D-der er en vandmølle derover!”

“Hmm, ja, det er der minsandten også.”

Et ganske betagende syn, synes De ikke? De har en stor interesse for den slags landsbrugsindustrimaskiner, ikke sandt? Jeg er sikker på, at vi snildt kan unde os et lille kig! Men ud af Ayals mund flød kun en grødet masse af øh’er og åh’er. Hvad skulle hun sige? Det hele gik så hurtigt, at de var rullet forbi møllen, før hun vidste af det, og snart var den lille, klukkende bæk blot en lyd i det fjerne.

Ayal kunne ikke fatte det. Det var hendes eneste chance, og hun brændte den. Hun ville slå sig selv i hovedet. Hvad var chancen for, at hun skulle være alene med Yunis igen? I det mindste havde hun stadig resten af turen ud til sin tante. Det var i hvert fald, hvad hun havde troet, indtil det gik op for hende, at hun stod foran sin tantes hoveddør og bankede på det hårde træ.

“Ayal? Er det dig?”

Ayals tante sad på knæ i sin køkkenhave med en lille graveskovl i hånden. Børnebørnene rendte skrigende rundt og legede røvere. Ayal sagde intet. Hun stod helt stille og stirrede ned i jorden.

“Åh, du har mine ting med? Tak fordi du kom hele vejen herud. Jeg kommer jo desværre ikke forbi så tit. Går alt okay inde i byen?”

“Ja…” mumlede Ayal.

“Og hvem er den unge mand?”

“Ikke nogen…”

“Vil I ikke med ind og have noget te?”

Ayal takkede pænt nej. Da hun igen sad i kærren, havde hun trukket sine knæ op under sine hage. Hvis Chinara var her, ville hun sikkert have sagt et eller andet opmuntrende om, at det ikke var verdens undergang, og at Ayal, på trods af sin uduelighed, nok skulle blive gift og blah blah blah, men for den unge kvinde virkede det umuligt nu.

“Det gik hurtigt,” konstaterede Yunis.

“Ja,” sukkede hans forlovede.

Han kløede sig i nakken. “Så må vi hellere tage hjemad?”

“Ja…”

Æslet skrydede hæst, inden det så småt begyndte at trække dem hjem. Det havde været til ingen verdens nytte. En hel dag var spildt. Hendes øjne klistrede sig til Yunis’ ryg. Vidste han overhovedet klar over, hvor desperat hun var? Sikkert ikke. Yunis havde sikkert haft tonsvis af kærester før, og han havde sikkert gjort det med dem allesammen. I hans øjne var hun nok bare en nem måde at overtage et gammelt pottemagerværksted på. Og selv hvis han da ikke var så nederdrægtigt anlagt, hvorfor skulle han så være interesseret i hende? Han havde sagt, at han godt kunne lide hendes direkte måde at formulere sig på, men hvad helvede betød det? Ayal syntes selv, at hun faldt over ordene og fik sig selv til at se åndssvag ud, hver gang hun talte med ham.

Den lille, grusede markvej syntes at strække sig ud i det uendelige. Langs vejen på begge sider stod rækker af morbærtræer i fuld blomst. Sommerfugle fimsede rundt om de hvide blomsterblade. Alt var stille. Det ville sikkert have været idyllisk, hvis det ikke var for den store, sorte regnsky, der hang over Ayals hoved.

Det repetitive sceneri nåede sit endeligt, da Yunis og Ayal fik øje på en mellemstor stofklump liggende i siden af vejgrøften, som, da de nærmede sig, viste sig at være en kvinde. Ved siden af den faldne kvinde sad en lille dreng og vrælede.

Før Ayal vidste af det, var Yunis sprunget ned fra kærren og spænede over for at hjælpe. Ayal så chokeret efter ham. Så fulgte hun med.

“Hey!! Kan du høre mig?!” råbte Yunis ned til kvinden. “Hvad er der sket?!”

Kvinden, som trak vejret, rørte sig ikke. Hendes øjne var lukkede, og hendes tørre læber let adskilte.

“Er hun faldet?” som Ayal frygtsomt. “Er hun blevet overfaldet?”

“Det ved jeg ikke, men det ser skidt ud.”

Varmen, tænkte Ayal. Hun måtte have fået et hedeslag.

“Lad os få hende over under skyggen med det samme!”

“Nej, jeg tror det er bedst, hvis vi ikke bevæger hende.”

“M-men…! Hvad gør vi så?”

“Vi finder nogen, der kan hjælpe!”

Yunis rejste sig op. Han børstede støvet af sit tøj.

“Jeg finder nogen! Bliv her, okay?”

“Okay!”

Og med de ord forsvandt Yunis ned ad vejen mod et af de huse, de havde passeret på vejen herud.

Ayal sad tilbage, alene, lænet over den bevidstløse kvinde. Den lille søn trak i hendes tøj. Han kunne ikke være mere end tre år gammel.

“Moar…” græd han. “Hvad er der galt med Mor?”

Ayal aede ham opmuntrende på ryggen.

“Hun skal nok klare den,” lovede hun uden at vide, om hun kunne holde sit løfte. “Bare rolig! Hun skal nok klare den!”

Hun råbte kvinden lige ind i hovedet.

“Hallo! Vågn op! Vågn så op! Vi er ved at finde hjælp, okay?!”

Hun lå helt stille. Var hun død eller hvad? Ayal forsøgte at sætte sig, så hendes skygge tildækkede damens ansigt. Hun tog sit bandanatørklæde af og lagde det ud over hendes ansigt i et forsøg på at skærme hende fra solen. Det hjalp nok ikke meget, men Ayal kunne ikke finde på noget bedre.

“Træk vejret! Kom nu, dame!”

Ayal anede ikke, hvad hun skulle gøre. Hun følte sig magtesløs. Den lille dreng skreg og vrælede, og hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op med ham. Yunis havde bare at komme tilbage snart.

Den lille dreng trak i en af hendes fletninger.

“Av!”

Hun så ned på det lille krapyl. Han stod med sine arme vidt spredt, som om han ville krammes. Ayal trak ham ind til sig og holdt ham omsorgsfuld, mens hun stirrede på hans mors livløse krop. Snart stoppede den lille fyr med at vræle.

Ikke længe efter kom Yunis løbende med en flok mennesker.

“Derover!”

“Er hun stadig i live!?”

En gruppe af mennesker samlede sig omkring dem. En ældre kvinde med langt, gråt hår og kolossale øreringe lagde sin finger på kvindens hals.

“Hun trækker stadig vejret!”

“Kom med båren!”

En stor båre blev trukket frem. Den lignede til forveksling en dør blødgjort med nogle tæpper.

“Kan du høre mig? Sig noget. Hallo?”

“Læg hende om på siden.”

De tog forsigtigt fat om kvindens skuldre og ben og løftede hende op på båren.

“Forsigtig, forsigtig. Pas på hendes hoved.”

Menneskegruppen fortsatte ned ad vejen. Ayal og Yunis fulgte efter. De kom op at gå ved siden af den ældre kvinde, der havde taget den lille dreng op i sin favn. Hun viste sig af være den faldne kvindes mor.

“Hun lå ned, da vi fandt hende,” forklarede Yunis. “Hun kan ikke have ligget der særligt længere.”

“Nej!” istemte Ayal. “Vi missede det nok kun lige!”

“Tak skal I have. Det kunne have end gruelig galt, hvis I ikke var dukket op.”

Skumringen var ved at lægge sig over det lille nabolag, som kvindens familie boede i, som et varmt, fugtigt tæppe. Ayal og Yunis havde siddet ude foran familiens hus, mens de ventede på at få at vide, om hun var okay. Deres skygger var gået hen at blive lange, da en tynd, ældre mand stak hovedet ud af hjemmet.

“Hun er i forbedring. Det værste burde være overstået.”

“Pyh,” sukkede Ayal udmattet. “Det er godt.”

Flere af kvindens familiemedlemmer trådte ud ad døren. En af dem var kvindens mor, som de havde mødt tidligere.

“Det var sandelig heldigt, at I to kom forbi. Gudskelov for at I fandt hende i tide.”

“Er hun faldet om på den måde før?” spurgte Yunis.

“Ja. Engang for længe siden. Jeg gad vide, om hun fejler et eller andet.”

Ayal kløede sig i nakken. “Jeg tror, det var varmen.”

“Varmen? Ja, måske. Forresten, hvor kommer I to fra? Vil I ikke med ind og spise? Det bliver snart mørkt.”

Ayal spærrede sine øjne op.

“Nå ja! Jeg havde rent glemt, at vi skal have tingene tilbage til landsbyen!”

“Landsbyen? Det når I ikke, inden sent i nat. Hvorfor sover I ikke her?”

Yunis så fra den ældre kvinde til Ayal.

“Jeg tror, at vores forældre vil blive bekymrede, hvis vi ikke kommer hjem i aften…”

Som et lyn fra en klar himmel slog en idé ned i Ayal. En idé så nederdrægtigt udspekuleret, at hun næsten chokerede sig selv. En idé som – for engang skyld – ikke var så tosset.

“M-men måske er det en god idé, ikke? D-der kan jo ske alt muligt om natten. Vi kan køre i grøften, e-eller hvad hvis en flok røvere overfalder os!?”

Jo mere alene hun kunne med Yunis desto bedre. Og hvad skulle hun lave derhjemme? Feje gulvet for hundredeogsyttende gang?

“Røvere?”

Yunis og den ældre kvinde så spørgende på hende.

Ayal tog en dyb indånding. Det her havde bare at virke.

“Yunis, jeg ved godt, at du er en rigtig klog dreng. Men der er nogle ting, som unge piger nødt til at tænke på, som du måske ikke er vant til at overveje. For eksempel at rejse om natten i mørket.”

Hun prøvede at få sin stemme til at lyde småbange, selvom hun godt vidste, at chancen for at løbe ind i landevejsrøvere heromkring var lavere end at finde en bjørn i sin støvle.

Heldigvis havde hendes appel fanget den ældre kvinde, der ihærdigt istemte Ayals bekymringer.

“Det er så sandt! Som kvinde skal man altid passe på sig selv om natten!”

Ayal gav hende sådan set ret. Dét, at hendes bekymringer var væsentligt overdrevne, ændrede det ikke på deres rigtighed. De var blot belejlige sandheder i øjeblikket.

Yunis så først ud som om, han ikke forstod. Men da han havde lagt to og to sammen, spærrede han sine øjne op.

“Åh, ja, du har ret.”

Med en alvorlig mine henvendte han sig til den ældre kvinde.

“Vi takker Dem i så fald for Deres gæstfrihed. Det er yderst venligt af Dem. Men vores forældre vil være bekymrede, så vi tager afsted i morgen tidlig.”

“Det glæder mig at høre. Hellere være på den sikre side, ikke sandt?”

Og sådan gik det til, at Yunis og Ayal fik aftalt, at de kunne overnatte hos denne fremmede familie, hvis datters liv de havde reddet få timer inden. Ayals forældre ville uden tvivl blive syge af bekymring, når deres eneste barn var forsvundet, og Ayal kunne allerede se frem til den kæmpemæssige skideballe, hun havde i vente. Ikke desto mindre boblede der en ukendt spænding frem i hendes bryst ved at bryde reglerne sammen med Yunis.

Han trak æslet med sig.

“Jeg ser til, at dyret kommer i stald.”

“Jeg hjælper til!” skreg Ayal og forede efter ham.

Noget tid senere, da mørket var faldet, og aftensmaden var serveret, blev de to unge inviteret til det store, lange bord, der stod under et halvtag på den lille, blomstrede gårdsplads. På puderne omkring bordet sad værtsfamilien, inklusiv den faldne kvinde, som lod til at have fået det bedre. Hun takkede dem personligt.

“Kom, tag for jer. Vi kan ikke takke jer nok.”

Ayal tog plads på puden ved siden af Yunis. De forstod sandelig at gøre det hyggeligt, og der var stearinlys alle vegne. Maden var simpel men ganske velsmagende. Der var olieret fladbrød varmt fra ovnen, små lerkrukker med friskkærnet smør, honning fra deres egne bistader, og en tyk, krydret laghmansuppe bestående af nudler, lammekød og grøntsager. På bordet stod store fad med shashlik; grillet oksekød med rødløg og peberfrugter serveret på små træspyd. De voksne drak kumys, mens de unge og husets børn holdt sig til den søde æblecider.

Mens den lille søn sad og trak Ayal i hendes fletninger, sad hun tavst og iagttog Yunis. Han snakkede løs med husets ejer om dagens forskrækkende hændelse. Den yngste datter lod til at være lige så optaget af Yunis, som Ayal var. Hun stirrede på ham hele aftenen og blev ved med at spørge ham om alt muligt dumt. Ayal skar tænder. Var han nu blevet verdens centrum, bare fordi han havde hjulpet en eller anden dame, som var faldet om på vejen? Pigen havde sikkert et navn, men Ayal var for irriteret på hende til at gide huske det. Det var Sari–… et eller andet. Hun var på Ayals alder men langt pænere, charmerende og veltalende, og i modsætning til Ayal var hun ikke ved at blive kvalt i sin egen tunge, hver eneste gang hun åbnede munden.

Da maden var spist, og mørket var faldet på, viste Sari-et-eller-andet dem indenfor. Med en olielampe i hånden guidede hun dem med sig ned gennem husets lange gange. De boede i et relativt stort murstenshus med hvidmalede vægge og broderede tæpper hængende fra det høje loft.

Endelig kom de tre unge til en stor trædør, der ledte ind til et fællesværelse.

“Her kan I sove.”

Ayal slog øjnene op. “Hvad mener du med “I”? Får vi ikke et værelse hver?”

“Kan I ikke sove på samme værelse?”

“D-det kan vi da ikke! Ikke før vi bliver gift!”

Pigens ansigt blegnede.

“Øh, der ser ud til at være sket en misforståelse. V-vi troede, I var søskende.”

“Hvorfor i alverden troede I dog det?”

“Fordi I var alene herude sammen, og I virker som om, I kender hinanden meget godt. Vi troede bare, at I var i familie.”

Hun grinede. Det var en lys, mild og feminin lyd. Ayal syntes ikke, det var spor sjovt. Hun havde håbet på at være alene med Yunis, men at sove en hel nat på værelse med ham alene? Med en dreng?! Ayal var ikke kendt for sin sarthed, men selv hun vidste, hvad en kvinde i hendes sted kunne og ikke kunne tillade sig. Sari-et-eller-andet havde i mellemtiden fået et udtryk i sit ansigt, som Ayal kun kunne læse som udspekulerethed. Hun pønsede på noget.

“Jeg er bange for, at vi ikke har flere ekstraværelser, men hvis én af jer har lyst til at dele værelse med mig, ville–”

“Ja, tak,” afbrød Ayal. “Det vil jeg med glæde.”

Pigen nikkede men virkede en anelse skuffet

“Mit værelse er længere nede ad gangen. Denne vej.“

“Jeg kommer om lidt, når jeg har sagt godnat til Yunis.”

Pigen forsvandt studst ned ad gangen.

Ayal vendte sig mod Yunis, mens hun iagttog Sari-et-eller-andet forsvinde ned ad gangen.

“Jeg kan ikke lide det her,” tilstod Ayal.

“Hvorfor ikke?”

“Fordi hun prøver at splitte os op.”

Yunis så uforstående på hende. Han havde stadig ikke fattet noget som helst. “Splitte os op? Hvorfor det?”

“Fordi hun ville ha’ dig for sig selv.”

“Hva’? Hvad snakker du om?”

“Hvad snakker jeg om? Har du ikke øjne i hovedet? Hun har været over dig hele aftenen, og nu du spørger mig, hvad jeg snakker om?”

“Undskyld,” svarede Yunis uskyldigt. “Det havde jeg ikke opdaget.”

Ayal sagde godnat, inden hun surt fulgte efter Sari-et-eller-andet. Det var svært at være vred på en dreng, som hun endnu ikke var gift med, fordi han ikke mere aktivt afviste andre piger. Han skyldte ikke Ayal noget, og han kunne i princippet aflyse deres forlovelse, hvis en mere lukrativ mulighed dukkede op. Men Yunis var den eneste chance, Ayal havde for at blive gift, og hun vidste, at hun var nødt til at beskytte sin kommende mand fra alle kvinder, der ville forsøge at tage ham fra hende.

“Så har du og Yunis været forlovede længe?” spurgte Sari-et-eller-andet, da de to piger lagde sig til rette på tæpperne i det lille soveværelse. Ayal beholdt sit overtøj på, fordi hun ikke ville klæde sig af foran den anden pige, men foldede sin doppa og sit tørklæde sammen, inden hun lagde stoffet ved siden af sit tæppe.

“Ikke rigtigt. Vi skal snart giftes.”

“Det må have været svært at finde så flot og modig dreng som ham. Du er virkelig heldig!”

Ayal svarede ikke.

Aftenen gik langsomt. Ayal lå og stirrede op i loftet, indtil hun hørte Sari-et-eller-andets rolige vejrtrækning indikere, at den anden pige var faldet i søvn. Ayal vred og drejede sig, men hun kunne ikke falde i søvn.

Da månen stod højest på himlen, tog hun langsomt sine støvler på fødderne og sin hat på hovedet. Hun viklede tørklædet omkring panden, som hun plejede, inden hun forsigtigt sneg sig ud af værelset. Sari-et-eller-andet sov stadig, da Ayal lydløst lukkede døren bag sig.

Hun listede ned ad gangen. Noget frisk natteluft ville gøre godt. Normalt, når hun ikke kunne sove, plejede hun at gå en lille tur rundt i sin families gårdsplads. Ayal sukkede bedrøvet. Adskillige nætter havde hun siddet på gårdspladsen derhjemme og lyttet til nattens lyde i stjernernes tavse selskab. Men nu var gårdspladsen væk, huset var væk, alt hvad hun ejede: væk.

Da hun nåede til døren indtil Yunis’ værelse, satte hun farten ned. Hun tøvede en smule, inden hun forsigtigt bankede på døren.

“Yunis?” kaldte hun med en lav stemme.

Der lød intet svar til at begynde med. Hun skulle til at gå videre, da hørte hun hans stemme bag døren.

“Ayal?”

“Sover du?” spurgte hun. Dumt spørgsmål.

“Nej.”

Før hun kunne nå at tænke sig om, havde hun åbnet døren og var brast ind på hans værelse. Det lignede til forveksling dét, hun lige havde forladt. På et tæppe på gulvet lå Yunis i intet andet end sine underklæder og stirrede forskrækket op på hende. Han forsøgte desperat at dække sig til.

“Hvorfor har du ikke tøj på?!”

“Fordi jeg ikke sover i mit tøj?!”

Hans tøj var foldet nydeligt sammen på gulvet. Ayal samlede det op og kastede det over til ham.

“Jeg kan ikke sove. Kom med udenfor.”

Yunis gjorde nogle få protester, men han var allerede i gang med at tage sit tøj på. Ayal vendte ryggen til og skærmede sin hånd for sit øje, så Yunis kunne klæde sig på i fred. Hun spredte dog sine fingre en smule, så hun kunne udspionere ham i hemmelighed. Yunis havde glat hud, lange lemmer og en tynd krop med en antydning af muskulatur, der afslørede det hårde arbejde, han dagligt påtog sig. Hans hud var bronzefarvet, ligesom hendes egen, og han havde enkelte krøllede hår på sin smalle brystkasse. Ayal så betaget på ham og mærkede sit hjerte banke hårdt. Han var vildt smuk.

Sammen listede de sig ud i nattens sommervarmen. Gårdhaven var større end den slags, man så inde i landsbyen, fordi der var mere plads mellem husene herude. Der stod fint vedligeholdte appelsintræer rundt omkring i den lille have, med store, modne frugter hængende fra deres grene. Tulipaner, iriser og jasminer i forskellige, eksotiske farver indrammede haven i en farverig ring.

“Hey, se.”

Gennem den lille gårdhave løb en smal, kunstig å. Ved åens udløb roterede en lille vandmølle. Vandmøllen var væsentligt mindre end den, de havde set på vejen ud til Tante Nasiba.

“Se nu bare! Det er en god model denne her. Se bare hvor brede padlerne er. Sådan en kunne jeg godt tænke mig at bygge derhjemme. Bare i større udgave naturligvis.”

Yunis satte sig på hug ved siden af møllen.

“Vil du gerne bygge vandmøller?” spurgte hans forlovede og satte sig ved siden af ham.

“Ja. Du ved, det meste af tiden maler de jo bare mel. Men jeg har en idé. Forestil dig at man sætter en masse vandmøller sammen. Jeg vil vædde på, at jeg kan opfinde en slags maskine, der gør det nemmere at lave mursten. Så kan vi hurtigere få bygget dit hus op igen. I dette tilfælde er man selvfølgelig nødt til at installere en slags overliggende vægtfordelingsmekanisme for at øge rotationen. Og hvis det var mig, så ville jeg tage den der stolpe ud, men man kunne også–”

Ayal lyttede. Det var sødt, når han talte så passioneret om vandmøller, selvom hun ærligt talt ikke forstod noget af det, han sagde. Men det gjorde hende glad at se ham glad.

Da Yunis blev færdig med sit foredrag, ventede hun, indtil hun ikke kunne holde sig tilbage længere og åbnede så sin mund.

“Yunis, jeg er nødt til at spørge dig om noget vigtigt.”

“Hvad er der?” spurgte han. Han vendte sin krop rundt og så på hende.

“Det er… jeg ville bare… jeg ville…”

Ayal slog sig selv oven i hovedet. Sig det nu! Spyt ud, kvindemenneske!!

“Jeg ved godt, at vores forældre forhandlinger går godt lige nu. Men som jeg fortalte dig før, angående det med stoffet og tæpperne… Det er bare, at den slags arbejde godt kan tage rigtig lang tid, så… øh. Så det er altså noget, som jeg skynder mig med, som tager rigtig lang tid. M-men altså for min skyld så — jeg mener, hvis det er okay med dig, så — så vil jeg altså stadig rigtig gerne giftes med dig!”

Den sidste del kom ud som et halvkvalt råb. Yunis lyttede uden at sige noget.

“Så det, jeg prøver at sige, er,” sagde Ayal med sammenknebne øjne, “vil det være muligt for dig bare at vente indtil mine forberedelser er klar?”

Yunis nikkede og trak på skuldrene.

“Øh, ja, okay. Intet problem. Det er fint.”

“Jeg er ikke sikker på, om du forstår alvoren i det, jeg siger. Vi taler altså om meget lang tid her. Flere år!”

“Nej, jeg er med. Bare tag det roligt. Det er jo bare stof.”

Bare stof?! Ayal var nær faldet omkuld.

“Okay, men er du helt sikker? Jeg mener, er du helt sikker på, at du er helt sikker?”

Yunis så sig over skulderen for at være sikre sig, at de var alene. Så greb han fat om Ayals skuldre og pressede sine læber imod hendes.

Hans læber var bløde og søde og vigtigst af alt, var de presset imod hendes mund. Kysset var overstået, inden Ayal kunne nå at bemærkede, hvad der foregik.

“Sådan. Nu skylder jeg dig det.”

Ayal sad helt stille. Hvis en mand kyssede en kvinde, han ikke var gift med, skyldte han hendes familie at tage hende til hustru. Hendes families ære ville være krænket i en så alvorlig grad, at kun et ægteskab kunne opveje krænkelsen. Ayal forstod dette. Når Yunis kyssede hende, gjorde han det for at bevise, at han lovede, at de skulle giftes.

Derfor besvimede hun.

“Ayal?!”

Da Ayal vågnede, sad hun med ryggen op mod et af husets udendørs træstolper. Yunis stod lænet over hende. Han havde plasket en smule åvand i hendes ansigt.

“Du er vågen,” konstaterede han, da hun åbnede øjnene.

Ayal var knaldrød i hovedet. Hun kæmpede sig op på benene.

“Drømmer jeg stadig? Kyssede du mig lige?”

Yunis nikkede. “Det virkede som det rigtige at gøre.”

Ayal kunne ikke være mere enig. De satte sig ned til åen igen og iagttog fiskene, der svømmere dovent rundt mellem åkanderne. Ayal ville gerne have holdt Yunis i hånden, men hun turde ikke bare at tage fat om drengens fingre. Hun legede akavet med sine ærmer.

“H-har du tænkt på, hvad vi skal leve af, når vi, øh, når vi bliver gift?”

Yunis nikkede. Roligt kørte han et langt siv rundt i åens overflade, så der opstod ringe i vandet.

“Jeg kunne godt tænke mig at åbne en kro.”

“En kro?”

“Min familie plejede at passe én for en af vores venner, men arbejdet blev for hårdt for min far, så vi var nødt til at lukke. Der kom folk helt fra Europa for at overnattede hos os. Det var vildt spændende. De havde altid gode historier med. Jeg lærte så meget af dem. Så jeg har tænkt mig at prøve at åbne sådan en igen en dag.”

Ayal så på Yunis. Når han talte om sine planer, havde han et stålsat blik i sine øjne, der sagde Ayal, at han skulle se sine drømme ført ud i livet.

Yunis fortsatte.

“Jeg tænkte på selv at blive handelsmand og rejse med en af karavane, men jeg kan ikke lade min far i stikken. Han har ingen andre end mig.”

“Det forstår jeg godt.”

“Sagen med en kro er dén, at man også kan have andre bibeskæftigelser kørende ved siden af, udover overnatning og spisning. Man kan for eksempel have en lille sideforretning, hvor man reparerer folks tøj og den slags.”

“Det lyder som en rigtig god idé,” smilede Ayal opmuntrende. “Det kunne sagtens virke. Det synes jeg, vi skal gøre.”

Yunis forsøgte at skjule sin rødmen bag et bredt smil. Han havde aldrig før delt sine ambitioner med nogen, og Ayals positive modtagelse gjorde ham rørt.

“O-og jeg kan bage brød!” tilføjede Ayal. “En kro kunne sælge en masse brød!”

“Ja, det er en god idé! Dit brød er fantastisk! Folk vil elske det!”

Ayal følte, at hun strålede. Langsomt flettedes deres fingre.

Parret holdt stadig hinanden i hånden, da de vendte indenfor igen. De satte sig ind på Yunis’ soveværelse og snakkede. Efter han havde kysset hende før, følte Ayal sig mere bekræftet i sine følelser og mærkede ikke den samme akavede tilbageholdenhed, som hun tidligere havde følt, når hun talte med drengen. Yunis virkede også en anelse mere afslappet, når han talte til hende.

“Så… har du været forlovet før?” spurgte han på et tidspunkt.

“Seriøst, hvor stramt sidder din turban? Tro det eller ej, men jeg er faktisk ikke den mest efterstræbte pige i min landsby.”

Yunis gav hende et skævt smil. “Så må de sandelig have dårlig smag.”

Ayal mærkede sine kinder blive røde. “Pfff. Hvor er du fjollet.”

De sad og snakkede om fremtiden indtil langt ud på natten. Yunis tændte på et tidspunkt en gammel olielampe, der stod for sig selv i den åbne, glasløse vindueskarm. Værelset blev svagt oplyst af den lille, dansende flamme. Ayal gad ikke gå til ro; hun havde siddet med sine knæ trukket op til sin hage, men som tiden gik, og hun blev mere og mere træt, lagde hun sig efterhånden ned på tæppet, hun havde siddet på.

Tæpperne lå i hver sin ende af det lille værelse, og der var godt og vel to meter imellem hende og Yunis. Han havde også lagt sig, og som samtalen droslede ned, syntes de at have en fælles forståelse om, at det var på tide at gå til ro. Yunis slukkede for lampen og lod mørket opsluge dem. Ingen af de to gjorde indvendinger imod, at Ayal sov på hans værelse.

Ayal lå på sit tæppe med en stor pude under sit hoved. Hun beholdt sit tøj på, naturligvis, men bemærkede, at det slet ikke var så mørkt, som hun først havde antaget. Månens lyse sølvstråler strømmede ind gennem vinduet og badede det lille værelse i et køligt, mælkehvidt skær. En følelse af ro svøbte sig om hendes krop.

“Kan du holde på en hemmelighed?” spurgte hun.

“Hvad?”

“Jeg aner ikke, hvad jeg laver. Alle siger til mig, at jeg er voksen nu, og at jeg skal være ansvarlig, og at jeg skal blive gift. Men jeg ved intet om at være voksen, om at være ansvarlig eller om at være gift. Jeg går bare og håber på, at ingen opdager, hvor lidt jeg ved.”

“Jeg ved, hvad du mener.”

“Gør du?”

“Min mor døde, da jeg var helt lille. Jeg har aldrig set mine forældre i sammen. Jeg ved ingenting om kvinder eller om at være gift. I min verden er en ægtemand bare en mand, som passer på sin søn.”

Ayal lå og tænkte over, hvad han sagde.

“Det, synes jeg, lyder rigtig godt.”

Yunis sukkede.

“Det gør det nok. Jeg ville bare ønske, at der var en eller anden manual, der kunne fortælle mig, hvordan piger fungerer.”

Ayal grinede.

“Er jeg morsom?”

“Lidt,” tilstod hun. “Men det kan jeg godt lide.”

Hun hævede sig op på sin ene arm og så over på ham.

“Hvis det betyder noget, så synes jeg, at du klarer det rigtig godt.”

“Tak. Det gør du også.”

Ayal lyste op i et smil. Så lagde hun sig ned igen. Hun smilede stadig. Som natten fortsatte, prøvede hun at falde i søvn, men det lykkedes ikke. Det, Yunis, havde sagt, holdt hende vågen. Jeg ville bare ønske, at der var en eller anden manual, der kunne fortælle mig, hvordan piger fungerer. De var alene, de havde et værelse for dem selv, og de skulle ikke bekymre sig om deres forældre. En forbudt tanke flød rundt bagerst i hendes sind, og uanset hvor meget Ayal forsøgte at afvise den, kunne hun ikke nægte, hvor belejlige omstændighederne var.

“Yunis?” spurgte hun forsigtigt. “Sover du?”

“Nej.”

“Øh, altså, det er bare… Hvis det er, så kan jeg godt vise dig, hvordan piger fungerer…”

Yunis lå stille i et stykke tid. Så drejede han sit hoved over mod Ayal.

“Hvad mener du?”

“Øh, ikke noget. Bare… bare, altså, jeg mener, hvis vi alligevel skal giftes? Hvad skade gør det så, hvis jeg… viser dig… øh…”

“Jeg, øh… jeg ved ikke, om det er en særlig god idé. Hvis vi skal giftes, bør vi så ikke vente med sådan noget indtil da?”

“Jo. Undskyld. Det var dumt af mig at foreslå.”

Ayal lagde sig hurtigt ned igen. Fuck, hvor var hun dum, mand. Hvad fanden havde hun tænkt sig? Nu ville han tro, at hun var en tøjte, der bollede med alle drenge, hvis bare de gav hende en smule opmærksomhed. Hun troede, at den akavede tavshed skulle blive enden på samtalen, men så hørte hun Yunis’ stemme.

“Hvad, øh… hvad var det, du havde tænkt dig at vise mig?”

“Ikke noget.”

“Øh, okay.”

Ayal stirrede op i det mørke loft. Hun tog en dyb indånding.

“Bare, altså, du ved… mænd og kvinder er jo forskellige ikke? Jeg ville bare vise du, øh, du ved, hvordan.”

“Nåh…”

Nåh? Var det alt, han havde at sige?

Igen lå de stille uden at sige noget. Ayal lå og tænkte, at hvis Yunis vitterligt var interesseret i noget, måtte han selv opsøge det. Hun var færdig med at servere alting for ham.

Måske havde han haft samme tanke, da han i lang tid ikke sagde noget. Men bedst som Ayal troede, at han var faldet i søvn, brød hendes forlovede endelig tavsheden.

“Øh, som du selv sagde, så… Når nu vi skal giftes snart, så er det vel okay?”

“Kun hvis du gerne vil,” svarede Ayal.

“Kun hvis du gerne vil.”

“Det vil jeg gerne.”

“Vil du?”

“Vil du ikke?”

“Jo.”

“Øh, okay.”

Ayal satte sig op i en lotusstilling. Hendes krop skælvede. Yunis kiggede over på hende, som om han var en ugle på en gren i mørket. Hun havde følt sig mere modig før, men nu var hun ikke sikker på, hvordan hun skulle bære sig ad.

“Okay, som jeg sagde, så viser jeg dig bare, hvordan piger ser ud. Okay?”

“Okay,” svarede Yunis uden at blinke.

Ayal tog en dyb indånding. Så begyndte hun at tage sine halskæder og øreringe af og løsnede det brede tørklæde, der var spændt over hendes doppa. Hendes mange fletninger raslede omkring hendes krop. Hun åbnede langsomt sin kåbe, og da hendes underkjole kom til syne, knappede hun også den op. Da hun til sidst sad med sine brystholdere og sin navle blottet, så hun over på Yunis. Han så skyldigt op på hende, idet hun havde fanget ham i en at stirre på sig. Han skyndte sig at se væk.

Ayal mærkede sine kinder blive røde. Hun fortrød allerede, hvad hun havde startet.

“Måske var det her en dum idé.”

“Ja, det var det nok.”

Værelset var helt stille. Ikke en lyd kunne høres. Kun cikaderne ude fra gårdhaven og den klukkende å.

“Luk dine øjne.”

“Hva’?”

“Det er nemmere for mig, hvis du lukker dine øjne.”

Hun kunne se, at Yunis lukkede dem.

Ayal trak sin brystholder ned til sin mave. Hun lagde sin arm over sine bryster.

“Okay, åbn dem igen.”

Yunis åbnede sine øjne.

Med en dyb indånding samlede Ayal modet til sig. Hun havde aldrig vist sig frem for en dreng på denne måde før, og i princippet var det jo strengt forbudt. Men når nu de alligevel skulle giftes, kunne det jo være ligegyldigt, ikke? Da hun til sidst følte sig modig nok, fjernede hun sin arm og blottede sine bryster for Yunis.

Yunis satte sig lodret op. Han sad helt stille og kiggede på Ayal i månelyset svage skær. Hun ville ønske, at hun kunne læse hans tanker. Hvorfor sagde han ikke noget? Var hun virkelig så hæslig, at han ikke finde på noget høfligt at sige?

“Nå?” spurgte hun.

“Nå hvad?”

Ayal tav. Hun vidste ikke, hvad hun selv ville sige, hvis hun var i hans sted. Lærke patter, babe! Nej, det ville slet ikke gå an.

“Øh…” mumlede Yunis. “Tak fordi du viser mig dem. Du har nogle pæne bryster. De ser, øh… tunge ud.”

Tunge? Ayal hævede et af sine buskede øjenbryn.

Yunis kløede sig i baghovedet. Han virkede ubekvem, og han kunne ikke se hende ordentligt i øjnene. Var det fordi, hun var for direkte? Ayal dækkede sig hastigt til igen. Måske var hun vitterligt intet andet end en ulækker tøjte.

“J-jeg har altså aldrig gjort det her før!”

Yunis så på hende ud ad øjenkrogen. Ayal fortsatte.

“D-det er kun fordi, vi jo alligevel skal giftes, og fordi… fordi jeg ret godt ka’ li’ dig.”

Yunis spærrede øjnene op. “Hva’? Kan du det?”

Ayal var lige så overrasket. “Er du dum?”

Yunis virkede chokeret, men Ayal var ligeglad og blev ved med at tale.

“Hvorfor tror du ellers, at jeg gør alle de her dumme ting? Hvorfor tror du, at jeg er så nervøs, når vi snakker sammen?”

“Det… det ved jeg ikke.”

“Det er fordi, jeg godt kan lide dig, din tumpe. Jeg kan faktisk rigtig godt lide dig.”

Yunis så ned i gulvet.

“De fleste piger synes, at jeg er kedelig og mærkelig. De –”

“– er åndssvage, hvis de synes det,” færdiggjorde Ayal. “Jeg synes, at du er smaddersød.”

Yunis var tavs. Ayal rykkede tættere på ham.

“Jeg håber også, at du synes, at jeg er sød. Jeg mener, øh, du kyssede mig trods alt.”

Endelig så han på hende.

“Det synes jeg bestemt, du er.”

Ayal lyste op. Hun kunne mærke sig selv blive varm inden i. Én ting var at love hende at blive gift. En anden ting var at sige, at g9dt kunne lide hende.

“Jeg synes også, at du er sød!”

“Tak. Det sagde du lige.”

“Øh, nå ja.”

Ayal åbnede forsigtigt sin kåbe igen. På nær sin doppa havde hun beholdt alt sit tøj på men sad stadig med sin overkrop blottet. Hun kørte blidt sine hænder over sine bryster. De var store nok til, at de kunne udfylde hendes hænder. Hendes brystvorter føltes allerede stive.

“Det føles rart, når jeg rører ved dem sådan her,” forklarede hun, mens hun masserede dem. Hun pressede dem blidt sammen.

Yunis så til. Hans adfærd var blevet mere afslappet, og Ayal følte sig derfor også en smule mere afslappet.

“V-vil du prøve?”

Forsigtigt lagde Yunis begge sine hænder på hver af Ayals bryster, på samme måde som han ville have holdt to appelsiner. Hendes bryster var en smule større end modne æbler. Hun kiggede rødmende ned i gulvtæppet.

“De er meget bløde,” konstaterede Yunis.

Ayal nikkede genert.

Forsigtigt begyndte Yunis at massere hendes bryster. Han var så blid og øm, at Ayal måtte bide sig i underlæben, inden hun udstødte et langt, dybt suk. Hun dækkede hurtigt sin mund til med sin hånd. Det var kun tøjter, der nød at blive rørt sådan her.

“Det er okay,” mumlede Yunis insisterende. “Du må gerne synes, at det er rart.”

Efterhånden overgav Ayal sig og lod sin vejrtrækning udfolde sig frit. Den blev dybere og mere længselsfuld. Han æltede hendes bryster forsigtigt mellem sine fingre, og hun lukkede sine øjne i fryd. Yunis strøg forsigtigt sine tommelfingre over hendes brystvorter, og hun måtte bide sig skamfuldt i underlæben for ikke at stønne højlydt, der kunne vække familien nedenunder. Jo mere han rørte hende, desto varmere følte hun sig. Der var en sitrende følelse i hendes bryst. Det føltes som om, der var blevet tændt et bål inde i hende, og Yunis’ kærtegn var dets brændsel.

Disse ukendte følelser drev hende til vanvid, og hun måtte tøjle sig selv for ikke at gøre noget overilet. Men så kom hun i tanke om sin samtale med Yunis, dagen efter han havde set hende gå ivrigt til værks med arbejdet i kanalerne. Yunis kunne godt lide hendes livlige iver.

Derfor lænede hun sig forsigtigt forover og kyssede ham blidt på munden, mens han rørte hende. Yunis gispede. Forsigtigt begyndte Ayal at løsne sine salwarbukser. De tynde stofklæder blev trukket ned omkring knæene. Under dem bar hun et par gennemblødte underklæder. Hun trak den slimede stofspalte til side, så hendes små, opsvulmede skedelæber blev blottet for ham.

“Det her er min skede.”

Yunis gjorde store øjne. Hendes små, klistrede hudfolder lignede frugtkødet på en lille, halv mandarin med en smal sprække i midten. Huden omkring hendes skede var mørkebrun og dækket af et lag kraftige, sorte pubeshår.

Hun trak forsigtigt sine ydre skamlæber til side. Tynde strenge af slim forbandt dem, inden de knækkede over. Yunis iagttog hende intenst.

“Som du ser, er der en lille hætte her.”

Hun trak forsigtigt op i sin klitorisforhud.

“Bag den findes en lille knop, som… når jeg rører den så’n her, føles det rart.”

“Rart?”

“Øh, dejligt. Behageligt.”

Yunis betragtede hendes skede, som om den var et puslespil. Hun var ikke vant til at få så meget opmærksomhed, og det gjorde hende nervøs.

Drengen så på hende.

“V-vil du, øh, vil du vise mig, hvordan du gør?” mumlede han.

“Hva’?!”

Hun stirrede forskrækket på ham.

Yunis så ned i gulvet. Han så så beskæmmet ud, at Ayal fik ondt af ham. Det var ikke hendes mening at råbe ad ham, men hans spørgsmål havde overrasket hende.

“Altså… altså… Det er meget simpelt.”

Forsigtigt begyndte hun at køre sin fingerspids rundt i små cirkler, bløde ovenpå sin klitoris. Hun udstødte et lille, halvkvalt støn.

Yunis så forskrækket på hende.

“Er du okay?”

“J-ja. Det er bare… Det føles bare rart.”

Yunis fulgte hendes finger med øjnene. Han havde aldrig set en pige sådan før. Ikke før nu. Han havde troet, at de bare havde ét enkelt åbent hul i deres underkroppe. Han lagde mærke til væsken, som langsomt flød ud af Ayals skede. Den skinnede i månelysets bløde skær.

“Din… Du… Øh. Sveder du?”

Ayal så ned på sine fingre, som efterhånden var blevet meget klistrede.

“Hva’?”

Hun løftede sine fingre op og spredte dem som et V. En tynd tråd af olieagtig slim forbandt dem. Yunis hævede sine øjenbryn.

“Det er, øh, det er så’n noget som sker, når jeg… øh, når jeg…”

Hun kunne ikke indrømme overfor ham, at hun nogle gange gjorde denne slags ting for sjov. Han ville tro, at hun var en depraveret heks, en utugtelig hundjævel, der ukontrolleret overgav sig til sine egne perverse lyster på en jævnlig basis.

“Jeg–”

“Det giver mening,” afbrød Yunis, inden hun kunne nå at protestere. “Når en mand fører sit lem ind i en kvinde, må det gøre penetrationen nemmere.”

Ayal så på Yunis. Hvad helvede fablede han om?

“Jeg mener, en mand og en kvinde vil have lettere ved at gennemføre et samleje, hvis kvindens skede udsteder et slags sekret, der kan facilitere indførelsesprocessen.”

Yunis bemærkede, at han var genstand for Ayals undren.

“Undskyld. Jeg er ikke så god til at tale om det her.”

“Det er okay, Yunis. Vi prøver os bare frem.”

Han så til, mens Ayal onanerede. Han sad helt stille i skrædderstilling med sine hænder hvilende i sit skød. Hans halvnøgne forlovede havde lukkede øjne og gispede svagt ud i rummet foran ham, mens hun liderligt gned sin klitoris og kærtegnede sine trængende bryster.

Yunis bemærkede, at hans lem var blevet stift. Det opsvulmede skaft blev mast sammen i hans underklæder. Det føltes besnærende. Forsigtigt listede Yunis sin hånd ned til sine salwarbukser for at rette det til, så hans lem kunne ligge mere behageligt. Men da han rørte ved sit skaft, kunne han ikke give slip. En strøm af endorfiner skyllede gennem hans hjerne, og forsigtigt begynde han at køre sin håndflade op og ned ad det tiggende skaftet.

Ayal sad halvvejs op, halvvejs tilbagelænet, med to store puder i ryggen. Hun havde ikke kunne tilfredsstille sig selv i fred, siden hun og hendes forældre var flyttet ind hos Muzafarov-familien Det var alt for længe siden. Alt for længe. Hun glippede med øjne og bemærkede, at Yunis lavede et eller andet med sin hånd nede i sine bukser.

“Hvad laver du?”

“Jeg… D-det samme som dig.”

“Lad mig se.”

Det virkede kun fair. Vis mig din og jeg viser dig min. Yunis trak ned i sine salwarbukser. Ayal gjorde store øjne, da hans stive lem kom til syne.

“Wow! Er det ægte en diller?”

Yunis så ned på sit lem.

“Det håber jeg da.”

“Vis mig hvordan du gør.”

“Det er ikke ligefrem ingeniørvidenskab. Man kører bare hånden op og ned.”

Ayal så til, mens Yunis bare kørte hånden op og ned. Han havde et stramt greb omkring den øverste del af lemmet. Så stramt at det lignede, at han forsøgte at kvæle den.

“Gør det ikke ondt?”

“Ondt? Nej, hvorfor skulle det gøre ondt?”

“Det ser ud som om, du prøver at vride halsen om på en slange.”

“En slange?” lo han. “Det vil jeg tage som et kompliment.”

Ayal iagttog ham. Hun havde ikke lagt mærke til det, før hun bemærkede, at hun smilede.

“Lad mig prøve,” hørte hun sig selv sige.

“Hva’? Øh, er du sikker på, at det er en god idé?”

“Hvem skulle finde ud af det?” spurgte hun. “Siger du det til nogen?”

“Nej,” mumlede han.

“Har du lyst til, at jeg gør det?”

Det kunne Yunis ikke benægte.

Ayal rakte sin skælvende hånd frem og rørte forsigtigt ved Yunis’ lem, som om det var et glødende stykke metal. Så varmt var det dog ikke. Forsigtigt lukkede hun sine små, tynde fingre omkring skaftet og begyndte at møjsommeligt udforske det. Det var aflangt, ligesom hun havde forestillet sig, og den lille hudsæk med, hvad der lignede perler indeni, måtte være hans boller. Ayal kærtegnede dem blidt. Yunis udstødte et svagt gisp. Hans øjne var lukkede.

Med hans lem mellem sine fingerspidser gik Ayal til værks. Forsigtigt kørte hun sin lille hånd op og ned, og da hun bemærkede, hvor meget han kunne klare, tog hun fat med hele armen.

“K-kan du måske gøre det lidt blødere?”

Rødmende slappede Ayal mere af i sin hånd. Nu troede han sikkert, hun var en eller anden hardcore sexfreak. Hun blev mere afslappet i sin håndbevægelse.

“Det føles rart,” sukkede Yunis. “Du er ret god til det.”

“Tak,” svarede Ayal og prøvede at smile på en sexet måde, men det lykkedes ikke. “Det siges, at jeg er god med mine hænder.”

“Hvem siger det?”

“Hva’?”

Yunis så på hende.

“Hvem siger, at du er god med dine hænder?”

“Øh… Min mor.”

“Din mor?”

“Glem hvad jeg sagde. Jeg er vant til at bage brød. Det her føles bare på samme måde.”

Yunis stønnede, da Ayal fortsatte med at køre sin hånd op og ned ad skaftet, og han gryntede en smule, da hun bevægede sin håndflade over det svulstige, lilla hoved. Følelsen af hendes små, bløde fingre omkring hans skaft var vidunderlig, og hans lem sitrede med begær, hver eneste gang hendes sammenknebne tommel- og pegefingerspids strammede sig om området lige under hovedet, hvor han var allermest følsom. Skaftet dunkede i hendes hånd.

“Må jeg også røre dig?” spurgte hendes forlovede forsigtigt.

Ayal nikkede.

Hun mærkede Yunis’ fingre strejfe over sine skamlæber. Efter hun viste ham, hvordan han skulle gøre, sukkede hun blidt ud i det lille værelse. Han bevægede sin hånd tættere på og stak en finger ind mellem hendes våde læber. Ayal hørte sig selv gispe, da hun mærkede hans finger glide ind, og hun begyndte at stønne dybt, da han langsomt kørte den ind og ud ad hendes varme hul. Så lydløst som de kunne, tilfredsstillede de hinanden.

“Bliv ved med at røre min skede på den måde,” hviskede hun liderligt. “Det føles fucking godt.”

Yunis så overrasket på hende.

“Hvad? Er det første gang, du hører mig bande?”

Ayal kastede sit hovedet bagover og stønnede svagt op mod loftet.

“Jeg er bare… Jeg er bare træt. Jeg er træt af at lade som om, at jeg ikke har nogen seksualitet. Yunis… når vi er alene… med dig vil jeg gerne være fræk… og sexet. Jeg vil have dig til at se på min krop og vide, hvad du gør ved den.”

Yunis stirrede på sin forlovede. Han vidste godt, at hun var en stærk og livlig pige, men han havde aldrig forventet, at hun ville tale så åben omkring sin seksualitet. Han følte sig meget smigret over, at hun ville dele noget så intimt med ham.

“Vi er næsten gift. Som næsten-gifte bør vi være ærlige overfor hinanden omkring den slags.”

“Ærlige?” gentog Ayal mumlende, omtåget i sin egen nydelse. “Skal jeg være helt ærlig?”

Yunis så på hende.

“Så kunne jeg ærligt talt godt tænke mig at mærke dig inde i mig lige nu.”

Yunis stirrede forskrækket på hende.

“Men vi er jo ikke gift endnu!”

“Hør her. Det vil tage flere år, inden jeg har nok stof til, at vi kan blive gift. Kan du virkelig vente så længe?”

Hun fjernede sine hænder fra hans lem. Yunis så øjeblikkeligt meget skuffet ud.

“Men hvad hvis du bliver gravid?”

“Det gør jeg ikke. I dag ikke en af dagene, vi skal bekymre os mest,” svarede hun. I sit stille sind takkede hun Chinara for samtalen på gårdspladsen.

Hun så ind i Yunis’ mørke øjne. Han så tvivlsom ud. Ayals eget mod begyndte at dale.

“Men a-altså kun hvis du vil.”

Han svarede ved at læne sig fremad og kyssede hende på munden. Ayal var først for forskrækket til at reagere, men så kyssede hun ham tilbage. Det var kun deres tredje kys, og de var ærligt talt ikke særlig gode til at det. Deres næser blev ved med at støde akavet sammen. Men de nød ikke følelsen mindre af den grund.

Ayal strøg sine hænder op og ned ad Yunis’ ryg. Ligesom hende selv havde han beholdt det meste af sit tøj på. Ayal havde overvejet at blotte sig selv helt, men så modig var hun ikke endnu.

“Kom. Læg din krop oven på min,” hviskede hun.

Hun lænede sig en smule tilbage og trak Yunis med sig. Hans krop føltes tungere, end den så ud. Måske var hun bare nervøs. Han møvede sig kejtet rundt oven på hende for at finde den rette position, og Ayal fik samtidig hans albue boret ned i sit ribben. Hun vred sig i smerte.

“Argh!”

“Undskyld!”

Hun tog fat om hans lem og sigtede den mod sin skedeindgang.

“Er du sikker på det her?” spurgte Yunis.

“Helt sikker,” mumlede Ayal koncentreret gennem sine sammenbidte tænder.

Yunis pressede sig ind.

“Aaaarh!” skreg Ayal men nåede at dække sin mund til med sin hånd.

Det gjorde psykopatondt.

“D-du bløder!” udbrød Yunis og forsøgte at trække sig ud.

“Av! Stop! A-av! Lig stille! Jeg skal bare lige…”

Hun trak luft hårdt ned i sine lunger og lukkede det ud af sin mund. Det ville gøre ondt første gang. Det vidste alle piger sgu da. I virkeligheden var hun lettet over, at det ikke gjorde mere ondt, end det gjorde.

“Okay, jeg er klar.”

Yunis så uroligt på hende.

“Er du sikker? Du behøver ikke–”

Ayal nikkede utålmodigt. “Ja, for fanden. B-bare gør det langsomt.”

Hun gispede, da spidsen af hans lem gled ind mellem hendes våde, ventende skamlæber. Hun havde ventet på dette øjeblik så længe, hun kunne huske. Hendes skede dryppede glinsende saft ned på hans skaft som et bevis på, hvor klar hun var. Ayals fingre knugede sig til tæppet, de lå på. Det var en følelse ulig nogen, hun havde forestillet sig. Hun forestillede sig, at det var sådan det måtte føles at blive gennemboret meget langsomt med et spyd. Hans skaft var så tykt, og hendes skede var varm, våd, blød og næsten uigennemtrængelig på én og samme tid.

Da Ayal mærkede hans krop ramme mod sine spredte inderlår, kunne hun ikke få ham længere ind. Forsigtigt løftede han sig, og hans lem fulgte med. Hendes trængende læber greb fast om hans skaft, idet han trak sig tilbage.

“Fu-u-uck, åh, fuck,” gispede hun uden rigtigt at bemærke det.

“Er du okay?”

“Hm, ja. Jeg har det lidt bedre nu,” mumlede hun.

Dét, som hun for alvorlig bemærkede, var hans store, tykke skaft, der velvilligt gled ind hendes lille, utroligt stramme skede. Hans stærke hænder holdt blidt omkring hendes bryster. Ayal begyndte langsomt at gnide sig imod Yunis, frem og tilbage med en pinefuld langsomhed, der kun tydeliggjorde for den stakkels dreng, hvor dybt hun ønskede at mærke ham i sig. Hans vægt oven på hendes krop føltes så rigtig, hans hud mod hendes, og hans lår, der stødte sig fremad. Hans øjne var halvlukkede, og han kiggede stadig på hende, men hun anede ikke, om han rent faktisk så hende.

“Ja, ja, ja, fuck…” hviskede hun. Hendes bevægelser var blevet en smule hurtigere. Mellem sine skingre nydelsesstøn vrøvlede hun uforståelige ord. Dette efterfulgtes af dybe, lydløse støn, som dernæst efterfulgtes af en ængstelig heven efter vejret.

Yunis stønnede så højt, at hun var bange for at familien nedenunder, skulle høre dem. Han stønnede og gryntede ved hvert eneste stød, og det blev kun højere og højere, jo mere intenst han fortsatte. Han ønskede desperat, at øjeblikket skulle vare evigt, men scenariet under ham var for meget, og han havde ingen seksuel erfaring. Ayal, en pige han var meget forelsket i, lå udstrakt under ham med sine ben strakte i vejret, hendes tæer sammenkrummede, og med hans lem begravet dybt inde i sig. Ved hvert eneste blide stød sendte han hendes gyngende bryster frem og tilbage. Hendes små, mørkebrune brystvorter tiggede efter at blive rørt. Yunis tog imod invitationen og bed blidt i brystvorterne med sine bløde læber. Dette udløste et vidunderligt støn fra hans kommende hustru. Han begyndte mere aktivt at slikke på hendes brystvorter

“Ja!” gispede Ayal lydløst. Hun mumlede små, usammenhængende ord ind i hans øre, der opløstes, så snart de forlod hendes læber og blev til svage, små støn.

Hun kyssede ham på munden igen, hårdt og aggressivt, inden hun lod ham få luft. Deres tunger slikkede sig mod hinanden. Hans hænder var på hendes hofter og på hendes glatte, svedglinsede mave. Hendes talje var så smal, at han næsten kunne nå hele vejen rundt med sine fingre. Yunis stødte langsomt men dybt ind i hende i en fast rytme, hun havde hjulpet ham med at finde. Det ville ikke vare længe. Hun rullede sine hofter frem og tilbage i en bølgelignede bevægelse, som om hun prøvede at få ham længere ind. Yunis forstod og satte tempoet op.

Lyden af hud, der klaskede imod hud, var en lige så konstant lyd i det lille værelse, som cikadernes sang udenfor. Ayals åndedræt var gispende og usammenhængende. Hun bemærkede, at hun ikke kunne danne en hel, sammenhængende tanke i sit hoved længere. Hun overgav sig til sin egen sanseløse rus.

Endelig tog han hver af hendes brystvorter mellem sine tommel- og pegefingre og klemte til. Det fik Ayal til at lukke sine ben stramt om Yunis´ krop, og han vidste, at det nu snart var forbi. Der var ingen vej tilbage. Han kunne mærke sit lem svulme mere op, end det allerede var, og vidste, at hans klimaks nærmede sig. Ayals ben tvang ham dybere ind.

Hun lagde sin hånd på Yunis’ kind, mens han elskede med hende. Han var så sød. Hans øjne var lukkede, hans mund var knapt åben, og hver eneste lyd, han udstødte, var et lille, svagt støn eller en glemt tanke, som han ikke nåede at formulere, før den var væk. Hans fingre borede sig ind i hendes inderlår, som han holdt indtil sin krop med hendes ene knæ hvilende på sin skulder. Han havde sat tempoet op, og det gik hurtigere end før. Det var utroligt. Ayal kunne ikke tænke. Hun kunne knapt nok trække vejret. Hun mærkede en urgammel energi hobe sig op inde i sin krop. Hun kunne ikke få øjnene fra Yunis. At se ham så optaget af deres elskov gjorde det umuligt. Hans ansigtsudtryk, hans sammenbidte tænder, og den klaskende lyd når han drev sit stive skaft grådigt ind og ud af hendes stramme jomfruhul; det hele var overvældende. Til sidst kunne hun ikke tage mere.

Hun måtte bide sig selv i hånden for ikke at skrige, da orgasmen rullede gennem hendes krop som et tordenvejr. Hun mærkede sin krop sitre og kunne mærke dampen stige rejse sig fra sin sveddryppende hud. Hun vred sig og gispede og bad til, at ingen ville høre hendes luderagtige skrig.

Ayal klynkede igen, da hun med en krampen og en skælven kom på hans lem, og Yunis mærkede hendes lille, dunkende fisse trække sig sammen omkring sit kraftfulde skaft. Hendes stramme skede malkede ham med små, svage skvulp og pressede sig saftigt omkring hans lem. Da hendes sexede, svedige krop krummede sig i en skælvende buestilling, greb han om hendes numse og trak hende tæt ind til sig. Han blev ved med at støde ind i hende med en voksende desperation. Hurtigere og hurtigere gik det, og da han nåede dét punkt, hvor han ikke kunne forestille sig andet, end at sprøjte alt sin cremede sæd ind i hans forlovede Ayal, mærkede Yunis sine muskler trække sig sammen og sin skælvende krop true med at give efter.

“Jeg–jeg kan ikke klare mere!” gispede han.

“D-det behøver du ikke,” gispede hun liderligt tilbage. “Giv slip.”

Yunis kom. Hårdt. Så hårdt, at han blev rundtosset, og da han mærkede ladning efter ladning af tyk, sovset sæd sprøjte ud af sit sitrende lem og ind i Ayal, dansede små, mangefarvede lys dansede for hans indre blik. Han svært ved at trække vejret, da han tømte sig selv inde i hende. Han pressede sine øjne sammen og greb hårdere fat om hendes lår. Han åbnede dem kun, da han mærkede hendes underkrop støde blidt imod ham til lyden af den smukkeste sang, han nogensinde havde hørt; lyden af hendes hede støn, idet deres orgasmer blandede sig med hinanden. Et langt, udstrakt støn flød ud af hendes mund, og hendes skede klemte sig stramt omkring Yunis. Hendes krop skælvede ved hver eneste bølge af guddommelig nydelse, der skyllede ind over hende.

Da hun omsider åbnede øjnene, så hun Yunis smile omtåget for sig selv. Den stille, tilbageholdende dreng lignede en helt anden person og på samme tid så umiskendeligt sig selv. Ayal kunne ikke lade være med at grine. Gennem sin gispende vejrtrækning sagde Yunis noget, der nok skulle have været ord.

De gispede begge efter vejret. Månelyset skinnede i sveden på musklerne på hans bare overkrop. Vidste han overhovedet, hvor smuk han var? De sammen lå i en varm, svedig omfavnelse, indtil søvnen endelig overvældede dem.

Turen hjem var ikke nær så akavet, som Ayal havde frygtet. Det var skam stadig super akavet – bare ikke nær så meget som frygtet. De sad i stilhed, mens Yunis førte æslet ned ad den lille markvej. Ayal sad i kærren med sine ben trukket op under sig. Hans hånd holdt om hendes. Hver gang han drejede sit hoved rundt for at smile dumt til hende, blev Ayals kinder knaldrøde, og hun måtte smile dumt tilbage. Dette var deres hemmelighed nu. Forlovede burde have hemmeligheder.

Fuglene, der havde bygget redder i morbærtræerne, budte morgensolen velkommen med sang, og Ayal hadede det slet ikke. Hun var faktisk i rigtig godt humør.

Med en afskærmende hånd for øjnene spejdede Ayal en rytter på en sort hest nærme sig i det fjerne. Snart kunne hun se hans ansigt; Bolat.

“Ayal! Yunis!”

De rettede sig begge op og forsøgte at ligne et skyldfrit, ærbødigt par, der blot var ude og nyde vejret, og bestemt ikke havde mistet deres dyrebare uskyld til hinanden blot få timer forinden.

“Hvor i alverden har I været?!”

Ayal og Yunis faldt over hinanden for at forklare om damen på vejen, som havde haft brug for hjælp og om familien, de havde spist og sovet hos. På hver deres værelse naturligvis.

Da de kom hjem, havde Ayal regnet med, at hun ville få på puklen af sine forældre. Men så snart hun kravlede ned fra kærren, blev hun omfavnet af sin mor og far.

“Ayal! Åh, Ayal, du er tilbage!’

Ayal forsøgte at vriste sig fri.

“Jeg er okay! Jeg er okay!”

Da hun trak sig væk, bemærkede hun, at hendes mor og far græd. Frygten greb hende. Vidste de, hvad der var sket?! Men Ayal bemærkede snart, at deres tårer var glædestårer.

“Hv-hvad er der sket?”

“Åh, Ayal. Gå ind i huset med dig. Der er noget, du skal se.”

Inden hun gik ind ad døren, så hun sig over skulderen efter Yunis. Han stod sammen med sin far, som sagde et eller andet til ham, men Ayal var for langt væk til at høre det. Hendes forlovede smilede til hende og trak på skuldrene.

Inde i Muzafarovernes residens lignede alting sig selv. Latifas og Bolats børn farede skrigende rundt, og de var næsten løbet ind i Ayal. Hun fortsatte ind i stuen, hvor Chinara og Latifa sad og snakkede.

Chinara sprang op, så snart hun så Ayal komme gående. Hun lukkede sine arme stramt om sin vendinde.

“Du er tilbage! Er du okay? Hvor har I været?!”

Ayal legede forlegent med sine ærmer. “Øh, det er en lang historie. Jeg fortæller dig om det senere…”

Ayal bemærkede, at Chinara og Latifa begge have brede smil malet over deres ansigter. Der foregik et eller andet.

“Hvad er der med jer to?”

De to Muzafarov-kvinder vekslede flygtige blikke. Men så forsvandt Chinara om bag hendes ryg og lagde sine håndflader over Ayals øjne.

“Chinara?!”

“Shh. Gå lige frem.”

Ayal adlød. Ét skridt frem og så endnu et. Da Chinara endelig fjernede sine hænder, stod de tre kvinder inde på hendes soveværelse. Der lå tre store stakke af sammenfoldet stof. Tæpper, duge, kåber.

Ayal forstod intet.

“Hvad er det?”

“Det er en gave. Latifa og jeg har besluttet os for at forære dig alle vores gamle brudeklæder. Der er også nogle af Nils.”

“Jeg… Hvad?!”

“Så du kan blive gift. Din mor og far er allerede ved at planlægge ceremonien med Yunis’ far.”

“M-men skal I ikke selv bruge dem?”

“Vi bor jo sammen, så vi deler alligevel bare det, vi har. Vi har slet ikke brug for så meget stof. Men du, Ayal, du behøver det.”

Ayal kunne ikke tro, hvad hun hørte. Hun kastede sig om de to kvinder i en varm omfavnelse. Når enden var god var alting sandelig godt.
Historien fortsætter under reklamen

________________

Personliste:

Usmanova-familien:

Ayal = Orif og Sunas eneste barn. Yunis’ forlovede.

Orif og Suna = Ayals forældre. Orif er pottemager.

Yunis’ familie:

Yunis = Ayals forlovede. Abasamats eneste barn. Har ingen mor.

Abasamat = Yunis’ far. Fårehyrde.

Muzafarov-familien:

Chinara og Malik = Ayals bedste veninde og hendes mand. Malik er hestepasser.

Rahim og Nil = Ayals naboer. Latifa og Maliks forældre. Rahim er købmand.

Latifa og Bolat = Maliks storesøster og hendes mand. Har tre børn sammen. Deres ældste datter er pigen Umida. Bolat er murer.halat

“Gamle Muza” = Rahim Muzafarovs mor

Andre Timur = landsbyens ældste mand og uofficielle leder

__________

Leksikon:

Doppa = Usbesisk stofhat. Lavet af et sort, kvadratisk stykke stof, hvis kanter syes sammen i firkantens midte. Har typisk farverige broderinger. Bæres både af mænd og kvinder.

Dosai = Dosai-stamme er en undergren af Alasha-stammen, som er en af Kazakstans ældste stammer.

Chapan = knælangt stykke overtøj, typisk af tykt, varmt stof med lange ærmer. Har ofte indviklede farvemønstre. Kan ligne en blanding mellem en frakke og en morgenkåbe.

Jurte = halvkugleformet filttelt som benyttes af nomaderne på stepperne i Centralasien, Vestkina og Mongoliet.

Khalat = kunstfærdig silkefrakke dekoreret med pels og farverige broderier. Forret med kamel- eller fåreuld. Primært båret af overklassen i Centralasien, Pakistan og Nordindien.

Khan = en hersker af et område. På tidspunktet for historien (ca. 1890) er khanen af Khiva underlagt det Russiske Imperium og fungerer som en slags lokal mellemleder uden suveræn magt. Under khanen findes de lokale høvdinge, som har svoret troskab til khanen. Høvdingene bekriger dog af og til hinanden, og khanen må derfor skride ind.

Khanat = Det område en khan hersker over.

Khiva = Khiva-knhanetet, også kendt som Khiva, blev grundlagt af mongolerne, da de erobrede området, som byen Khiva lå i, i forbindelse med deres udslettelse af Khwarazmian-dynastiet i 1231. Området blev igen erobret af perserne i 1740, indtil usbekerne fik overtaget i 1746. Khanen hedder på tidspunktet for historien Muhammad Rahim Bahadur Khan II og er kendt for at have hjulpet kirgiserne i deres kamp mod russerne i 1873, som de dog begge tabte. Khiva blev herefter en vasalstat i det Russiske Imperium indtil zardømmets fald i 1917, hvorefter Khiva blev en republik. Denne kortlevede frihed varede indtil 1920, da republikken blev overtaget af Sovjetunionen. Siden 1991 har byen Khiva været omfattet af Xorazm-regionen i det nuværende Usbekistan. Historien foregår ikke i selve byen Khiva men i en lille, fiktiv landsby i Khiva-khanetet.

Kohl = sort øjensminke som minder om nutidens eyeliner. Laves af malet blyglans.

Kumys = vin lavet af gæret hoppemælk.

Laghman = nuddelsuppe med grøntsager og kød. Nudlerne er typisk håndrullede og tykkere end de velkendte østasiatiske nudler.

Lepyoshki = usbekisk naanbrød. Den hjemmebagte variant har typisk detaljerede mønstre i overfladen, der siges at bringe held.

Salwarbukser = en slags posede haremsbukser. Udbredt flere steder fra Tyrkiet til Indien.

Shashlyk = stykker af kylling-, fåre- eller oksekød grillet på spyd med forskellige grøntsager.

Giv forfatteren en kommentar - KLIK HER

1 kommentar

1. Writee

   13/04/2025 kl 9:12

   Wow

   0

   Besvar kommentar