Én ting er at gå uden trusser, men at gå med et par åbne virker langt mere æggende …Forfatter: Mariann

Som jeg tidligere har nævnt i et par af mine tidligere beretninger om mine studiejobs (Fra side9 pige til catwalk model) og (Fra Stewardesse til stripper) samt (Studiejob på modelbureau) har jeg haft en del job i studietiden, mens jeg læste sprog på Copenhagen Business School for at kunne finansiere mine studier, indtil jeg som 26årig havde taget min MBA.

En dag var der en af mine venner, der spurgte om jeg var interesseret i et job som ekspeditrice i en skotøjsbutik sent eftermiddag samt lørdag, og det passer jo fint med studierne, så man ikke behøver at smutte i undervisningstiden og gør det samtidig muligt at supplere SU’en.

Han havde set annoncen, med krav om gode sprogkundskaber og præsentabelt udseende til gengæld for en god løn. Uden at det stod eksplicit, lå det mellem linjerne, at det var en kvindelig medarbejder, man søgte. Jeg fik nummeret til butikken og da jeg ringede, blev jeg bedt om at komme til samtale kl. 17:30 samme aften, når butikken lukkede.

Butikken viste sig at ligge på Strøget og viste sig at være en lille, men yderst eksklusiv og dyrt indrettet skotøjsbutik, som dog udelukkende førte herresko i den dyre ende af skalaen. Indehaveren var en nydelig herre på nær de 50. Han må have fundet mit udseende tilfredsstillende, for han gik straks i gang med at fortælle mere om stillingen, og hvad der foruden sprogkundskaberne forventedes. Mange af kunderne var udenlandske turister eller forretningsmænd samt danske herrer af den kræsne type.

Han krævede, at hans ekspeditricer (der viste sig at være én ansat i forvejen) skulle være iklædt bluse og nederdel, som ville blive leveret i flere eksemplarer af firmaet. Jeg så, at de bluser han viste mig, var svagt transparente, så de ligeledes af firmaet udleverede BH’er kunne anes. Bluserne var enten hvide eller pastelfarvede, så de sorte dristige BH’er tydeligt kunne mere end anes gennem stoffet.

De krav havde jeg intet imod, for jeg er som før nævnt glad for at vise mig frem. Jeg spurgte dog, om jeg skulle have egne trusser på, men fik at vide, at det ikke indgik i firmaets dress code. Vi blev enige om de øvrige formaliteter og aftalte, at jeg skulle begynde fredag, hvor mit arbejdstøj ville være klar.

Da jeg ankom fredag, så jeg min fremtidige kollega, en køn ung pige et par år ældre end mine 21. Mens kunderne sad i lækre dybe læderstole, skulle man som ekspeditrice sidde foran kunden på en lille lav briks under hjælpen med afprøvningen.

Det dæmrede nu for mig, hvorfor trusser ikke indgik som en del af arbejdstøjet. D’herrer kunder havde nemlig fra deres plads frit udsyn under den stramme men meget korte nederdel. Indehaveren var s’gu’ en snu ræv, og da vi ekspeditricer foruden lønnen fik provision af salget, var ideen med at kunderne skulle betjenes på den måde ikke dum. Og det var sko i den dyre del af segmentet, op til flere tusinde kroner parret.

Arbejdet passede mig udmærket, og jeg følte en dejlig pirrende fornemmelse ved at sidde over for kunderne vel vidende jeg derved stillede mig til skue. Ingen tvivl om, at synet også tiltalte herrerne, for det hændte tit at ekspeditionen trak ud og endte med at de forlod butikken med mere end det ene par, de havde tænkt fra starten. Og for de danske kunders vedkommende fik vi efterhånden mange faste.

En dag tænkte jeg alligevel på, at det måske nok var endnu mere pikant at være iført et par af mine trusser, som havde en lodret revne foran. Én ting er nemlig at gå uden trusser, men at gå med et par åbne, er en anden ting, som jeg har fundet ud af virker l a n g t mere æggende og på sin vis mere indbydende på d´herrer.

Allerede første dag med denne tilføjelse til arbejdstøjet var jeg klar over, at virkningen var som ventet. Salget og dermed provisionen steg og da min kollega opdagede min overtrædelse af stedets dress code, købte hun nogle par af samme type, så hun kunne være med på moden.

Det hændte ikke sjældent, at udenlandske forretningsmænd, hvoraf de fleste var tyskere, japanere eller amerikanere, tilbød os ekspeditricer at eskortere dem til middag på hotellet. Vi piger kunne jo vælge og vrage, så kun de mest interessante af herrerne fik et ja tak til deres invitationer.

Jeg har i beretningen (Studiejob på modelbureau) fortalt om, hvilke muligheder jeg dér havde, for at supplere min SU, så jeg som 26årig højt uddannet akademiker ikke sluttede studierne med en kæmpe studiegæld.
Historien fortsætter under reklamen

Nu sidder der sikkert mange, der tænker: ”Hende Mariann er s´gu´ fuld af løgn; det er alt sammen fri fantasi”.
Til jer kan jeg sige, at den skobutik på Strøget virkelig eksisterende dengang, og ligeså med jobbet som ekshibitionistisk ekspeditrice. Believe it or not.
Kærlig hilsen
Mariann

1 kommentar

1. Damernes Ven

   01/05/2021 kl 8:00

   vildt… NU – tror… – vil læse senere.. BARE: vildt dejligt…

   TAK og TAK fra Damernes Ven og brevven69@yahoo.dk

   gid.. du .. ville..!!

   1+

   Besvar kommentar