Et blowjob er også borgerservice

Jeg gik hen til ham og satte mig ned på knæ. Jeg havde lyst til at gøre det nænsomt, værdigt, men jeg var alt for utålmodig.

Forfatter: Spermolade

Det er mærkeligt, hvor hurtigt man kan vænne sig til ensformighed. Hver dag det samme: møde ind klokken otte, logge ind i systemet, tage imod dagens første borger. De fleste med det samme blik i øjnene som jeg sikkert selv har – et sted mellem træthed og resignation. “Hej, hvad kan jeg hjælpe med i dag?” siger jeg så mange gange om dagen, at jeg nogle gange hører det i hovedet, når jeg står og smører madpakke derhjemme.

Jeg arbejder som socialrådgiver i borgerservice, men indimellem får vi tjans i modtagelsen. Det er sådan et lidt trist hjørne af borgerservic, hvor borgerne kommer med alt fra pas og MitID til skødeproblemer og akut boligstøtte. Det meste er rutine. Jeg er rutine. Min stemme, mit blik, min måde at sætte mig ned på stolen og smile neutralt. Nogle dage føler jeg mig som en maskine.

Jeg bor alene i en lille lejlighed i Valby. Mit køleskab er altid halvtomt, og mit TV spiller for det meste i baggrunden, uden at jeg egentlig ser noget. Jeg holder mig i form – løber en tur et par gange om ugen, går til yoga, laver squats foran spejlet om morgenen – men jeg gør ikke så meget ud af mig selv som før. Mit hår, der før altid var sat, hænger oftest bare løst. Mascaraen bliver lagt på i farten, og mine læber får kun sjældent farve. Jeg har stadig kurver, en god røv, faste bryster, hvis jeg selv skulle sige det. Men det er længe siden nogen har sagt det til mig – måske fordi jeg er ved at gå i ét med skranken. Og endnu længere siden nogen har fået lov at røre ved mig.

Jeg plejede at gå i kjoler med snit, der fulgte min talje. Nu bliver det mest til praktiske bukser og bløde bluser. Det er ikke, fordi jeg er blevet ligeglad – jeg tror bare, jeg har glemt, hvordan det føles at blive set. Rigtigt set. Mine hænder er stadig bløde, og mine hofter brede. Min mave har lidt blødhed, men den er stadig spændstig. Jeg ser mig selv i spejlet hver morgen, nøgen og lidt undrende. Hvem er hun, hende dér? Hun ligner mig, men hun virker fjern. Som om hun går rundt med en rest af noget, hun plejede at føle.
Der er noget med kroppen, når den bliver brugt for lidt. Som om huden selv begynder at længes efter berøring. Som om den bliver elektrisk af det mindste – en hånd der stryger for tæt forbi, et blik der hænger lidt længere. Den sitren. Jeg mærker den nu, oftere end før. Måske fordi jeg savner. Ikke kærlighed, nødvendigvis. Men begær. Den slags, man mærker helt ned i knæene.

Så kom han. Klokken 14. Han stod i døren og trak nummer, men jeg vidste, han havde en tid. Jeg kunne se det i systemet. Navn: Mads, 35 år. Pasfornyelse. Ingen bemærkninger. Jeg kiggede op. Han var… flot. Ikke på den måde, der springer i øjnene. Mere den slags, man mærker i kroppen, før man opdager det i hovedet. Skægstubbe, lidt rodet hår, og den slags varme i blikket, der får det til at kilde lavt i maven.
Han satte sig foran mig. Jeg smilede professionelt og bad om hans gamle pas. Han rakte det frem, og vores fingre rørte kort hinanden. Jeg mærkede et lille stik – et elektrisk gys – og måtte anstrenge mig for ikke at trække hånden til mig. Jeg scannede det, tjekkede oplysningerne, alt var i orden. “Så skal vi bare lige have et nyt billede,” sagde jeg og pegede mod det lille opstillede kamera ved siden af bordet.
Han rejste sig og stillede sig foran kameraet. Jeg fulgte efter, skulle lige rette på højden og vinklen. Vi stod tæt. Meget tæt. Jeg kunne mærke varmen fra hans krop, og hans duft slog imod mig – ikke parfume, bare ham. Rent, maskulint. Jeg måtte synke en klump. Min hånd rystede svagt, da jeg justerede stativet. “Bare kig lige frem… ja, perfekt,” sagde jeg med en stemme, der var en smule hæs.

Han smilede lidt, som om han kunne fornemme, at jeg var ude af balance. Klik. Billedet var taget. Jeg kiggede hurtigt på det. Det var fint. Men jeg blev stående. Alt for længe. Jeg betragtede ham. Den måde hans skuldre fyldte i skjorten. Hans kæbe. De mørke øjne. Jeg havde lyst til at lægge mine hænder på hans bryst, mærke varmen under stoffet. Jeg blinkede, tvang mig selv tilbage. “Det ser fint ud,” sagde jeg og gik hen til computeren igen.

Han fulgte efter og satte sig ned. Jeg indtastede de sidste oplysninger. Men min puls var ikke faldet. Tværtimod. Min hud sitrede, som om jeg havde løbet op ad trapperne. Og så ramte tanken mig. Ikke bare som en vag fantasi, men som en klar, rå impuls:
Jeg ville smage ham. Jeg ville tage ham i munden og føle ham vokse mellem læberne. Jeg ville sutte hans pik. Høre hans åndedræt forandre sig, mærke hans bækken støde frem mod mig i takt med hans nydelse. Jeg ville føle mig taknemmelig. Fyldt. Varm. Trangen dukkede op som et lysglimt – en sult, jeg ikke havde mærket i årevis. Den der teenage-liderlighed, hvor man bare har lyst til at røre. At overgive sig.

Jeg måtte sige noget. Jeg kunne ikke handle på trangen nu. Jeg måtte tænke hurtigt og lave en plan. Noget der lød professionelt. “Der er noget, der driller i systemet,” hørte jeg mig selv sige med tør mund. “Kunne du komme tilbage senere i dag? Efter lukketid? Så kan jeg hjælpe dig ordentligt.”

Han så lidt overrasket ud, men nikkede. “Ja, det kan jeg godt.”

Jeg lavede hans pas færdig uden at sige det til ham – der var jo i virkeligheden ikke noget problem. Det eneste problem var mig og min lyst. “Kan du være her klokken 18.15? Da er der lukket, og vi bliver ikke forstyrret i at gøre det færdigt.” Han svarede, at det kunne godt lade sig gøre. Roligt og afmålt. Han vidste jo heller ikke, hvad jeg havde planlagt.
Jeg kigger på klokken. 14:32. Der er lang tid endnu. Han rejser sig og går og lader mig sidde alene tilbage med mine tanker.

Det er svært at koncentrere sig. Mine lår føles varme og klistrede mod stoffet. Jeg er våd. Jeg vil have, at tiden går hurtigere. Jeg vil have, at han kommer tilbage.

De næste par timer på arbejdet glider forbi i en mærkelig døs. Jeg forsøger at tage imod de borgere, der kommer forbi skranken, som jeg plejer. Smiler neutralt. Veksler de samme sætninger, de samme bevægelser. Men jeg er ikke til stede.
Mine fingre fumler med tastaturet. Jeg glemmer hvad folk hedder, hvad de skal. Jeg gentager mig selv. Mit blik flakker, søger mod døren for hvert nye nummer der bliver kaldt frem. Jeg ved ikke, hvad jeg håber – at han kommer før tid? At han glemmer aftalen?

Jeg forstår ikke helt, hvad jeg har gjort. Det hele føltes så klart i momentet – som om det var det eneste rigtige. Men nu, i det kolde, hvide lys fra computerskærmen, føles det som en brand, jeg ikke kan slukke. Jeg har lavet hans pas. Der er ingen fejl. Ingen grund til, at han skal komme tilbage. Ingen sag at færdiggøre. Kun en impuls, jeg ikke kan tage tilbage.
Tanken om ham nager mig. Den måde han duftede. Den varme i hans blik. Det prikker i min hud, sitrer mellem benene. Det føles som feber. Jeg kan ikke holde det ud.

Jeg rejser mig og siger, at jeg skal på toilettet. Det tager ikke mere end få skridt at komme ud i personalekorridoren og låse døren bag mig. Jeg sætter mig på brættet med bukserne trukket ned til knæene. Hænderne ryster. Jeg trækker vejret hurtigt gennem næsen, prøver at dæmpe lydene, men da mine fingre rammer klitten, går der et gisp gennem mig.

Jeg cirkler den, først forsigtigt, så hurtigere. Jeg tænker ikke engang på, hvad jeg gør – kun på følelsen. Den sitren, der eksploderer i varme bølger gennem mit underliv. Jeg bider mig i læben for ikke at stønne højt. Min frie hånd klamrer sig til kanten af vasken. Jeg mærker musklerne spænde, mærker det komme rullende op gennem mig, og da orgasmen rammer, må jeg lægge hovedet tilbage og knibe øjnene i.

Det er voldsomt. Uforudsigeligt. Og det lindrer ikke – det tænder bare mere. Jeg tørrer mig, retter tøjet, skyller hænderne i koldt vand og ser mig selv i spejlet. Kinderne er røde, læberne let hævede.

Jeg har skabt det her. Jeg har inviteret ham tilbage. Og nu er jeg nødt til at handle på det. For jeg ved, jeg ikke vil kunne lade være.

Jeg sagde til mine kollegaer, at jeg blev lidt længere i dag. Noget med nogle registreringer, der skulle indhentes, nogle papirer, der skulle arkiveres. De kunne bare gå, jeg skulle nok låse af. Ingen mistanke, bare venlige nik og et enkelt “god arbejdslyst” fra Anne, inden hun greb sin cykelhjelm.
Nogle af dem var langsomme. De blev hængende, ryddede lidt op, småsnakkede i døråbningen. Klokken sneg sig tættere og tættere på 18, og jeg kunne mærke det trippe i mig. Mine håndflader var fugtige. Hvad hvis de ikke gik? Hvad skulle jeg sige? Hvordan skulle jeg forklare, at jeg havde bedt en borger komme tilbage, når sagen reelt allerede var afsluttet?
Men så, lidt i seks, tog de afsted én efter én. Døren smækkede bag den sidste, og stilheden bredte sig som et tæppe over skrankerne. Jeg stod lidt og lyttede, hørte kun mit eget åndedræt og en fjern summen fra ventilationen.

18:14. Jeg gik hen og låste døren op igen. Min hånd rystede lidt. Og så kom han. Lige på slaget. Han smilede, som om det her bare var en praktisk aftale, en service. Jeg smilede tilbage, men jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte hamrede.
“Kom bare ind,” sagde jeg og førte ham ind i det lille kontor. Han satte sig ned igen, helt roligt. Jeg tog en dyb indånding. Nu eller aldrig. Jeg måtte sige det, som det var.
“Der er ingen problemer med dit pas,” sagde jeg. Min stemme var lav, men klar. “Jeg har haft lyst til at sutte din pik siden jeg så dig. Det er derfor, jeg bad dig om at komme tilbage.”

Han så på mig. Ikke chokeret. Bare overrasket. Og jeg mærkede, hvordan mit blod sitrede under huden.

Han så på mig. Tavs. Som om han ventede, jeg ville sige noget mere. Eller trække i land. Jeg kunne mærke mit hjerte banke i halsen. Jeg overvejede et øjeblik at grine, gøre det hele til en dårlig joke. Men jeg kunne ikke. Jeg havde sagt det. Det var ude. Og det var sandt.

“Jeg mener det,” sagde jeg, og min stemme var lav og alvorlig. “Der er ikke noget galt med dit pas. Jeg… jeg ville bare gerne have dig tilbage. Jeg ved godt, det lyder skørt. Og upassende. Og pinligt. Men jeg har ikke kunnet tænke på andet siden du var her.”

Han sagde stadig ikke noget, men hans blik ændrede sig. Fra forvirring til noget andet. Nysgerrighed. Tænding. Jeg kunne mærke varmen brede sig i min mave, og samtidig en lille bølge af skam, der skyllede op gennem mig. Hvad fanden havde jeg gang i? Jeg kunne næsten høre mine egne tanker udefra: Du sidder i dit arbejdstøj og tilbyder en fremmed mand at sutte hans pik. I borgerservice. Hvad er der galt med dig?
Jeg prøvede at holde mit blik roligt, men jeg kunne mærke rødmen i mine kinder, og mit underliv snurrede. Den blanding af flovhed og liderlighed gjorde det hele endnu værre. Eller bedre. Jeg vidste det ikke længere. Jeg var bare… tændt. Så langt over grænsen, at jeg ikke engang kunne se den mere.
“Du må gerne sige nej,” sagde jeg og lænede mig en smule frem. “Men hvis du siger ja… så vil jeg gøre det ordentligt.”

Han åbnede munden, tøvede, som om han ville stille et spørgsmål. Men han gjorde det ikke. I stedet lod han sig glide lidt tilbage i stolen, som om han prøvede at finde sin egen reaktion, mærke efter.

“Du overrasker mig,” sagde han så, lavt. “Men… jeg siger ikke nej. Du må gerne sutte min pik”.

Min puls eksploderede. Jeg smilede svagt, genert, selvom jeg forsøgte at virke rolig. Jeg rejste mig langsomt. Min krop sitrede. Det her skete. Jeg havde gjort det uoprettelige. Og jeg ville ikke stoppe nu.

Jeg gik hen til ham og satte mig ned på knæ. Jeg havde lyst til at gøre det nænsomt, værdigt, men jeg var alt for utålmodig. Mine hænder fandt hans bælte og knappede op. Lynlåsen gled ned med en blød lyd. Jeg trak hans bukser lidt ned – ikke helt af, bare nok til at få adgang. Hans pik lå der, halvhård, blød og varm, og jeg stirrede på den et øjeblik. Den duftede af ham. Ikke af sæbe eller parfume – bare af hud og mand. Jeg kunne mærke pulsen i mine egne tindinger.

Jeg bøjede mig frem og lod mine læber røre ved ham. En blid berøring først, som om jeg ville sige hej. Jeg bed lidt forsigtig i hans forhud for at pirre ham. Jeg mærkede den lette spænding, den begyndende hævelse. Jeg tog ham i munden, langsomt, følte hvordan han fyldte sig ud mellem mine læber. Tungen kredsede om hovedet, og jeg lod den glide hen over undersiden, hvor jeg vidste, han ville være allermest følsom. Han blev hårdere for hvert sekund. Jeg kunne høre hans vejrtrækning ændre sig.

Mine hænder hvilede på hans lår, og jeg mærkede musklerne spænde. Jeg begyndte at bevæge hovedet rytmisk, trak mig lidt tilbage, lod læberne stramme om skaftet og lod ham glide længere ind igen. Jeg havde savnet det her. Følelsen af kontrol, af overgivelse. At være fyldt. At kunne give nydelse. Mine egne tanker flimrede forbi – hvordan jeg så ud for ham, med læberne rundt om hans pik, øjnene let opadvendt, håret faldet ned omkring mit ansigt. Jeg ville se lige så fræk ud som jeg følte mig. Jeg kunne mærke mig selv blive endnu vådere ved tanken.

Min tunge arbejdede målrettet, cirklede, trykkede, kærtegnede. Hver gang jeg trak mig lidt tilbage, sugede jeg lidt mere, lagde ekstra tryk, og hver gang jeg tog ham dybere, lod jeg ham mærke varmen helt bagerst i min mund. Jeg hørte et lavt støn. Det fik mig til at smile indvendigt. Jeg var ikke alene om denne lyst længere.

Jeg lod en hånd glide op under hans skjorte, mærkede hans varme mave, hans bryst. Jeg ville mærke ham overalt. Men lige nu var hans pik min opgave, min gave. Jeg kunne mærke hans bækken bevæge sig en anelse frem, næsten ubevidst. Hans krop svarede igen. Og jeg ville have mere.
Jeg ville have alt.

Mine hænder hviler på hans lår, kærtegner, masserer let. Jeg kan høre hans vejrtrækning forandre sig, blive tungere, dybere. Det tænder mig. Hver eneste lyd, hver lille bevægelse, får min lyst til at brænde klarere.

Jeg bevæger mig i en langsom rytme, frem og tilbage, og lader ham glide helt ind, så dybt jeg kan. Han stønner svagt, og jeg føler hans lår spænde. Min hånd glider ned til hans kugler, holder dem let, varmer dem i min håndflade. Jeg elsker smagen af ham, salt og hud og varme. Jeg kan mærke ham begynde at bevæge sit bækken i takt med min rytme, små stød frem mod min mund. Jeg tager imod det hele, sultent, taknemmeligt.

Han lægger hånden på mit hoved, ikke for at styre, bare for at være der. Det tænder mig endnu mere. Jeg kigger op på ham med blanke øjne, mens jeg lader ham glide ud og ind mellem mine læber. Jeg vil give ham det bedste blowjob, han nogensinde har fået. Jeg vil være grådig, omsorgsfuld, underdanig, alt på én gang.

Min kæbe begynder at spænde, men jeg ignorerer det. Jeg vil ikke stoppe. Jeg suger lidt hårdere nu, lidt hurtigere. Han stønner højere. Hans hånd griber lidt strammere om mit hår. Jeg ved, han nærmer sig. Jeg mærker det. Hele hans krop begynder at spænde.

“Jeg kommer,” siger han pludseligt, med hæs stemme.
Jeg trækker mig ikke væk. Jeg ser ham i øjnene, holder ham stadig dybt i munden og siger lavmælt: “Jeg vil have alt din sæd i munden. Giv mig det.”
Han stønner højt og giver slip.

Mit blik møder hans op gennem mine vipper, mens jeg nikker svagt med pikken stadig i min mund. Jeg føler mig vanvittigt sexet. Jeg trækker ham lidt dybere ind, vil mærke alt, have alt. Jeg former læberne tæt omkring hans skaft og bruger min tunge med små, hurtige cirkler, mens jeg suger ham med længsel.

Så sker det. Et ryk i hans hofter. En stivning i musklerne. Og så det første varme stød. Hans sperm rammer min tunge med en kraft, der næsten får mig til at gispe – men jeg holder fast. Den første stråle er tyk og varm, salten rammer mig dybt. Jeg synker ikke med det samme. Jeg vil mærke det. Lade det fylde min mund.

Hans pik pulserer i min mund, og han kommer igen. Mere. En ny bølge. Jeg føler det mod ganen, mod bagsiden af min tunge. Han støder ubevidst frem, og jeg tager imod det hele. Jeg lukker øjnene, mærker det skvulpe frem og samle sig bag læberne. Jeg bliver helt stille, alt i mig fokuseret på at modtage ham, på at byde ham velkommen i mig.

Min egen krop sitrer. Jeg er drivende våd. Det er, som om hans sæd gør noget ved mig – vækker en dyb, gammel trang. Jeg holder det i munden i et øjeblik, smager det. Det er ham. Det er hans essens. Jeg føler mig velsignet, fyldt. Jeg vil være hans bæger, hans modtager, hans taknemmelige. Jeg begynder at synke, langsomt, i rytme med min vejrtrækning. Hver bevægelse af halsen er som en hyldest. En lydløs tak for det, han har givet mig.

Da jeg endelig synker det hele, er der en varme i min mave. Jeg slikker hans skaft rent, nænsomt, ærbødigt. Der er en ro i mig, som om jeg har fundet noget, jeg ikke vidste, jeg havde ledt efter. Og stadig, selv efter hans orgasme er klinget af, holder jeg ham i munden, blød nu, men stadig hellig for mig.

Jeg kigger op igen. Hans blik er forundret. Måske lidt chokeret. Måske rørt. Jeg smiler med lukkede læber, slikker mig kort om munden, og lægger kinden mod hans lår og kysser hans pik igen.

Han sidder forpustet tilbage med hovedet let bagover og blikket rettet mod loftet, mens han trækker vejret i ujævne stød. Jeg bliver siddende på mine knæ foran ham og tørrer forsigtigt mundvigen med bagsiden af hånden. Jeg kan stadig smage ham – den salte varme, der klæber sig til tungen og ganen. Han smiler så småt ned til mig og lader et lille grin slippe ud, næsten undskyldende.

“Jeg fik faktisk aldrig fat i dit navn,” siger han og ser mig lige i øjnene med en blanding af nysgerrighed og ægte varme.
Jeg fniser lidt og sætter mig på hug, løfter mit blik og kører en hånd igennem mit hår.

“Jeg hedder Sarah,” svarer jeg, og en impulsiv energi tager over, en lyst til at stå ved det hele, være ærlig og skamløs. Jeg trækker vejret ind, holder øjenkontakten og fortsætter: “…og jeg havde bare lyst til at sutte din pik.”

Han udbryder et grin – oprigtigt, overrasket og lidt charmeret. Ryster på hovedet og læner sig lidt frem, stadig småsmilende.

“Okay, Sarah… må jeg så ikke byde dig på en kop kaffe nu?” spørger han, som om det mest naturlige næste skridt efter et blowjob i borgerservice er en hyggelig samtale over koffein.
Jeg smiler, lidt genert, men også fuld af den sitrende følelse der stadig strømmer gennem mig. Hans blik hviler varmt på mig, og for første gang i dag føles alting… let.
“Det må du gerne,” siger jeg og rejser mig op, mærker varmen i mine kinder og resten af kroppen.
Historien fortsætter under reklamen

Vi samler os begge lidt, uden hast, som to mennesker der ved, at noget uventet, men godt lige er sket. Og at det måske slet ikke er slut endnu.

Giv forfatteren en kommentar - KLIK HER