Ved stranden og i skoven

Pigerne kiggede nysgerrigt på os, og så tog Lisbeth fat i kjolen og begyndte at trække den over mit hoved.

Forfatter: lillepigen

Det var ved at blive sommer og vejret var blevet dejlig varmt. Jeg skulle over til Lisbeth, min frue, og havde fået besked på at tage sandaler på og desuden tage mine løbesko med.

Over hos Lisbeth fik jeg mine barnetrusser på – det er bomuldstrusser str. 120, hvide med små tegninger af dyr på. Lisbeth havde købt en sommerkjole til mig – hvid med blomstermønster på. Den gik til midt på låret og i overdelen var der elastik, så den sad helt stramt om min overkrop, så brystet var næsten helt fladt. Håret blev som sædvanlig sat i rottehaler.

”Så, nu ligner du en sød lille pige skat” siger Lisbeth. ”Der er ingen, der vil tro at du er 17 år – næh, nok snarere 12. Jeg nikkede og var allerede helt flov ved tanken om at skulle ud sådan der. Men samtidig glædede jeg mig til at skulle være lille pige sammen med sin mor (det lod vi som om hun var, når vi var ude). Lisbeth havde en top på og stramme shorts, så man kunne se hendes flotte brune maveskind og ben. Hvor var hun dog flot – jeg elsker hende sådan.

Vi kørte et stykke væk til en strand, hvor vi vidste, at der ikke ville være nogen, vi kendte. Vi havde hverken badetøj eller håndklæder med, hvilket undrede mig, når vi nu skulle til stranden. Vi gik lidt langs vandet og satte os så op i klitterne, lige ved siden af 4 piger på 13-14 år. De lå i bikini og solede sig, snakkede og pjattede.

”Tag kjolen af og få noget sol min skat” sagde Lisbeth (når vi er ude, kalder jeg hende ikke for min frue, men Lisbeth). Åh nej – ikke i de trusser og lige ved siden af pigerne. ”Behøver jeg det” sagde jeg bedende. Og så siger Lisbeth lige så højt: ”Ja, du har godt af at få lidt sol, og pigerne der tager nok ikke skade af at se må børnebryster”.

Pigerne kiggede nysgerrigt på os, og så tog Lisbeth fat i kjolen og begyndte at trække den over mit hoved. Så sad jeg der bare i mine barnetrusser. Godt nok kan jeg ligne en på 12-13 år, men selv piger i den alder går ikke i sådan nogen barnetrusser – det stopper de med i 10-års alderen. Jeg var så flov, turde slet ikke kigge over på pigerne, men sad bare og kiggede ned i jorden. Jeg kunne høre de hviskede og fnisede – garanteret af mig.

”Har I været i vandet?”, spurgte hun pludselig pigerne. ”Ja, jeg har”, sagde den ene af dem, ”men de andre syntes det var for koldt”.

”Skal vi prøve og gå ned og mærke, Gitte?” sagde Lisbeth og rejste sig. der var ikke andet at gøre end at følge med. Så min frue tog mig i hånden og vi fik ned til vandet.

”Uhh, det er koldt”, sagde jeg, da jeg fik tæerne i. Lisbeth tog fat om mit hoved og så mig alvorligt ind i øjnene: ”Gitte, jeg vil have at du kommer under i hvert fald en gang”. ”Ja, frue” sagde jeg og vidste at jeg blev nødt til at adlyde. Jeg gik længere ud og efterhånden føltes vandet ikke så koldt mere. Til sidst kastede jeg mig ned i det og tog et par svømmetag. Uhh, det var koldt, så jeg svømmede kun lidt mere før jeg skyndte mig hen til Lisbeth, der stod ved strandkanten.

”Fint Gitte, du er en dygtig pige”, sagde Lisbeth, og vi gik op i klitten igen. Da jeg ikke havde noget at tørre mig med begyndte jeg at småfryse og ryste lidt af kulde. ”Åh skat, du fryser. Du må hellere få de våde bukser af – kom skal jeg hjælpe dig”. Og for øjnene af pigerne trak hun mine bukser ned, så jeg stod helt nøgen og rystende foran dem. Nej, hvor følte jeg mig lille og sølle. Lisbeth brugte min kjole til at tørre mig, og så kunne jeg jo ikke lige tage den på med det samme, så jeg måtte sidde helt nøgen ovenpå mine trusser. Og pigerne havde ligget og kigget interesseret på hele sceneriet.

”Nu går jeg op og køber en is til os, mens du sidder og får varmen i solen”, sagde Lisbeth så. ”Jeg tager kjolen med, så den kan tørre lidt i vinden på vejen. Gider I se efter hende imens?” sagde hun til pigerne, hvorefter hun forlod mig.

Jeg sad helt stille med knæene trukket op til hovedet for at dække mig mest muligt. Så sagde en af pigerne: ”Hvor gammel er du egentlig?”. ”Hvad skal jeg sige, hvad skal jeg sige?” for det igennem hovedet på mig. ”13” sagde jeg så. ”Hvorfor går du i sådan nogle trusser? Er det din mor, der siger du skal det?” Nej, hvor var det flovt – ”Ja”, svarede jeg.

”Du skal da selv bestemme”, sagde en af de andre, ”og også om du vil i vandet. Hun behandler dig jo som et lille barn”. Uuhh, det var så ydmygende, og jeg sad bare der helt alene, nøgen og hjælpeløs. ”Skal vi sige det til hende?” spurgte hun så. ”Nej, så bliver hun bare sur”, sagde jeg og vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre eller sige. Jeg følte mig virkelig som en lillebitte pige. ”nå, det må du jo selv om”, sagde pigen så, og så lod de mig heldigvis i fred.

Lidt efter kom Lisbeth så tilbage med 2 is og nogle servietter. Vi spiste isen og bagefter blev jeg tørret om munden. Pigerne kiggede på mig og rystede på hovedet. de havde vist opgivet mig. Men så siger hende fra før alligevel: ”Jeg synes du skulle lade være at behandle hende som et lille barn, hun er trods alt 13 år”.

Lisbeth kiggede lidt forvirret på mig. ”Nå, har du fået nye venner”, sagde hun efter lidt betænkningstid. ”Bestemmer jeres forældre ikke over jer?” spurgte hun pigerne. ”Ikke med sådan noget”, svarede en af dem. ”Hun skal da selv have lov at bestemme, hvad for nogen trusser, hun vil have på”.

”Ja, men hun kan godt lide de trusser her – kan du ikke også Gitte?” ”Jo” svarede jeg med svag stemme, fuldstændig ydmyget af situationen. Tænk min frue sad og diskuterede med nogle unge piger om, hvilke trusser jeg skal have på. Jeg kunne have gravet mig ned af flovhed.

”Hvad sker der, hvis hun selv vil bestemme” spurgte en af de andre – de var rigtig kommet i krigshumør. ”Hvis hun ikke lystrer?”, spurgte Lisbeth? ”ja, for eksempel” svarede de. ”For det meste er hun en artig pige – er du ikke Gitte”? Jeg nikkede og så ned i sandet. ”Men ellers får hun måske nogle smæk i den bare numse”.

Pigerne begyndte at protestere, og Lisbeth havde vist alligevel fået nok af situationen, for hun sagde: ”Nå, nu er kjolen nogenlunde tør, så du kan godt tage den på igen, så vi kan komme videre”, men trusserne er stadig våde, så dem må du bære i hånden”. Hun hjalp mig kjolen på og endelig kom jeg væk derfra.

Da vi var kommet op i bilen, gav Lisbeth mig et kys på kinden. ”Hvor er du dejlig min skat, og hvor klarer du det flot.” Hun stak hånden ind under kjolen og op mellem mine ben. ”Tænkte jeg det ikke nok, du er vist lidt våd, din slemme tøs”, grinede hun, og det måtte jeg jo indrømme. Selv om det hele var så forfærdeligt flovt og ydmygende, så kan jeg jo lide det.

Vi kørte væk fra stranden og op i en nærliggende skov, ind ad en skovvej, der endte i en lille parkeringsplads. Der holdt 2 andre biler, men der var ingen mennesker at se.

”Så Gitte, nu skal vi have løbeskoene på”, sagde Lisbeth og begyndte at skifte sko. Jeg skiftede også sko og gjorde så opmærksom på, at jeg da ikke kunne løbe i min kjole. ”Nej, det er da også rigtigt”, sagde Lisbeth, ”du må hellere tage den af”. ”Jamen, jeg har jo ikke noget på indenunder”, svarede jeg. ”Og hvad så..”, spurgte Lisbeth. ”Ja men..”, nåede jeg at sige, da Lisbeth afbrød mig: ”Gitte, kom så med ud af bilen”.

Hun steg ud og begyndte at gå, og jeg skyndte mig efter. Hun gik væk fra vejen, lidt ind i skoven og stoppede så. ”Spred benene og bøj dig forover – med hænderne omkring dine ankler!” Jeg gjorde, som hun sagde og stod så med enden lige i vejret. Lisbeth løftede kjolen op over min bagdel, så jeg stod med numsen helt blottet. Hun lod sine hænder glide blidt henover mine nøgne baller. ”Hvad skal der ske nu, Gitte?” spurgte hun. ”Jeg skal have smæk”, svarede jeg. ”Ja, og hvorfor?” spurgte hun, mens hendes hænder stadig kælede for mine baller. ”Fordi jeg ikke ville tage kjolen af?” forsøgte jeg. ”Nå, du ved det jo godt. Gitte, du ved du altid skal gøre som jeg siger, ikke?” ”Jo”, svarede jeg spagt, mens jeg ventede på det første slag.

Imidlertid blev Lisbeth ved med at kæle for mine baller, og hendes hånd gled ind imellem benene på mig. ”Se, se, er den lille pige ved at blive våd? Kan hun godt lide at stå sådan med sin bare numse lige i vejret?” Jeg blev frygtelig flov og fremstammede et ja.

Og så kom slaget. Helt uventet og hårdt og præcist på den ene balle. ”Avv”, skreg jeg. ”Stille”, sagde Lisbeth, ”eller vil du gerne have, at der kommer nogen og kigger på?” ”Nej”, sagde jeg forfærdet, og bed tænderne sammen før det næste slag. Slaget ramte den anden balle, og jeg rykkede i kroppen, men nøjedes med at frembringe et gisp. Endnu et slag, og et til, i alt 5 slag på hver balle. Tårerne stod i øjnene på mig, men jeg vidste, hvad Lisbeth krævede efter at have givet mig smæk. ”Tak for smæk, Lisbeth”, sagde jeg. Lisbeth kælede lidt for min numse, mærkede mig mellem benene igen (jeg var nu blevet endnu mere våd), men kommenterede det ikke.

”Ret dig op og giv mig så den kjole”, sagde hun hårdt. Jeg skyndte mig at tage kjolen af og give den til hende. ”Bliv her”, sagde hun og gik hen til bilen, som hun låste op og smed kjolen ind i. Hun kom tilbage og sagde:” Og lad os så komme ud og jogge lidt”.

Kun iført mine løbesko måtte jeg ud på vejen og løbe ved siden af Lisbeth. Heldigvis var der ingen mennesker at se, men hvad, hvis der kom nogen? Vi drejede ned ad en anden vej, og så skete det: for enden af vejen kom et ældre par gående. ”Vi løber bare forbi”, beordrede Lisbeth. Vi kom nærmere og parret måtte efterhånden kunne se, at den ene af de 2 løbere ikke havde en trævl på kroppen. De stoppede og gloede efter os, da vi løb forbi, og mit hjerte hamrede i brystet af mig – hvad var det her for noget? Langt ude i en skov uden tøj på – godt Lisbeth var der til at passe på mig. Men samtidig nød jeg følelsen af således at være blottet for enhver, følelsen af vinden mod min nøgne krop var vidunderlig.

Efter endnu et stykke tid, så vi igen nogle mennesker, denne gang et par andre joggere. ”Okay, ind i krattet med dig”, kommanderede Lisbeth, og jeg hoppede hurtigt ind i skovens krat for at gemme mig. Der var tjørne, der rev lidt, men jeg var mest opsat på at gemme mig.

Jeg kunne se, at Lisbeth ringede og snakkede i sin mobil, og da joggerne var kommet forbi, kaldte hun mig frem igen, og vi fortsatte. Vi var løbet i en stor halvcirkel og måtte være ved at nærme os parkeringspladsen og den frelsende bil igen. Fremme på vejen fik jeg så øje på en enlig kvinde, der kom gående i retning mod os. Lisbeth sagde ikke noget, så jeg fortsatte ved siden af hende. Omkring 50 meter fra kvinden stoppede Lisbeth pludselig. ”Pyha, nu kan jeg ikke mere”, sagde hun (hvilket ikke kunne passe – hun var i bedre form end mig). Jeg var helt i vildrede. Kvinden, der var i 40-årsalderen, nærmede sig, og jeg stod der splitternøgen. Lisbeth havde jo ikke sagt noget om, hvad jeg skulle, så jeg blev stående ved siden af hende.

”Nå, I er ude at løbe”, sagde kvinden med en underlig hæs stemme, da hun kom hen til os. Hun kiggede op og ned ad mig, men jeg turde ikke møde hendes blik – forsøgte bare at dække mit skød med armene. ”Ja”, svarede Lisbeth, ”og tøsen der vil ikke have få tøj på. Hun elsker at vise sig frem for alle mulige”. Jeg blev helt rød i hovedet. Hvordan kunne hun sige sådan noget – og til en vildt fremmed dame. ”Det er da ellers ikke fordi hun har ret meget at vise frem”, bemærkede kvinden. ”Næ”, sagde Lisbeth, ”hvor gammel tror De hun er?” ”Tjaah, 12 år, 13 år?” forsøgte hun, hvorpå Lisbeth svarede: ”Nej, hun er faktisk 17, er det ikke utroligt?”

Jeg var ved at dø af flovhed. Hvordan kunne de stå og diskutere mig på den måde, det var så ydmygende.

”Ahh, det kan De nu ikke bilde mig ind, hun har jo ikke engang fået hår dernede endnu”, påpegede kvinden. Lisbeth lod som om hun blev helt overrasket, tog fat i mine arme og trak dem til side, som for at undersøge det nærmere. Begge kvinderne stirrede på mit nøgne skød. Jeg lukkede øjnene, kunne simpelthen ikke bære at møde virkeligheden.

”Ja, nu har vi jo ikke hendes dåbsattest med”, grinede Lisbeth, ”men det er skam rigtigt nok. Hun er bare meget umoden. Nå, men vi må videre – kom Gitte”, sagde hun så og trak i mig. ”Hvorfor har hun rød hale?” spurgte kvinden, idet jeg vendte ryggen til hende. Jeg brast i gråd af bare ydmygelse og gemte ansigtet i hænderne. ”Hendes mor giver hende smæk, hvis ikke hun er artig, så det er nok derfor”, forklarede Lisbeth. ”Hmm”, sagde kvinden, og så vendte hun sig heldigvis og gik videre.

Det sidste stykke hen til bilen forløb uden flere møder, og jeg fik endelig lov at tage kjolen på igen.

På vej hjem i bilen spurgte Lisbeth pludselig, hvordan, kvinden vi snakkede med, egentlig så ud. Jeg kunne slet ikke huske det, for jeg havde næsten ikke turde se på hende, kunne kun huske hendes underlige hæse stemme. Den oplysning gjorde Lisbeth tilfreds, og hun grinede. ”Du har ellers mødt hende før Gitte. Vi besøgte hende for et stykke tid siden, men da havde du selvfølgelig også bind for øjnene.
Historien fortsætter under reklamen

Så forstod jeg bedre. Mødet var altså ikke tilfældigt, og det må have været hende Lisbeth ringede til. Det var på forhånd aftalt mellem kvinden og Lisbeth – som endnu en udspekuleret ydmygelse af mig. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle mene om det, men måtte erkende, at det nu havde været en dejlig dag sammen med min elskede Lisbeth.

Giv forfatteren en kommentar - KLIK HER