sexdating

Sort nat

[Dette er udelukkende tænkt som oplæg til en historie. Er nysgerrig på hvad alle I andre kunne finde på at gøre med den. Så enhver der føler sig inspireret opfordres hermed til at levere en fortsættelse!]

Forfatter: Oplægsholder

“Er det ikke godt at være ude omkring igen?”. Adele smiler sit indladende smil igen, kigger op på mig. Hele gruppen sidder bænket ved et langbord på det nye gode ølsted inde i centrum. Tre dages workshop er overstået, stemningen er lettet, lidt løssluppen. Og Adele har klinet sig op ad mig det meste af aftenen. Selvfølgelig hedder hun Adele. Aldrig noget normalt som Lis eller Hanne. Og selvfølgelig bruger hun for meget eyeliner. Til gengæld er der ikke noget ekstraordinært eller avanceret over hendes påklædning. Glatte, sorte, let glitrende bukser der smyger sig tæt om hendes velformede bagdel, og jeg har for længst haft lejlighed til at skelne formen af den g-streng hun har på indenunder. Stram t-shirt, lav udskæring, fri udsigt til den faste ungpigebarm. Som om hun ikke tiltror mig at tænde på noget mere subtilt. Vorherrebevares.

“Det er OK. Jeg har det OK, Adele.” “Det må have været en hård tid for dig?” svarer hun. “Kunne have været bedre. Men det er vand under broen. I min alder har man lært at stå model til lidt af hvert.” “Jeg synes det er synd for dig du skulle igennem det.” siger hun. Adele, for h…, det sidste jeg har brug for er sgu da at blive ynket offentligt. Hun rykker en smule tættere på, hendes lår presser sig op ad mit. Vi er mange, sidder tæt på bænken, men ikke så tæt. “Jeg var utrolig glad for den hjælp du gav mig med projektet.” prøver hun så. “Ingen årsag, det er mit job at hjælpe.” glider jeg af. “Ja, men altså din måde at være på, der er sgu mange andre i din stilling der er nogle udsøgte røvhuller.” Det har hun sådan set ret i. Men jeg har svært ved at tage mere. ‘Tak for din måde at være på’, var det ikke sådan noget man sagde til hinanden i 70’erne? Selv jeg er for ung til den talemåde.

Jeg rejser mig, holder mit tomme ølglas op. “Jeg går op efter en mere, skal du have noget med?” Adele ryster på hovedet, den IPA hun tappert bestilte er stadig over halvt fyldt. Selvfølgelig bryder hun sig ikke om IPA. Og selvfølgelig vil hun have mig til at tro at hun gør det, og ikke er en af den slags ordinære tøser der drikker hvidvin eller til nød Hoegaarden. Jeg bevæger mig op mod baren, en mindre kødrand af kunder står foran den. Det her kommer til at tage lidt tid. Det passer mig fint.

Jeg kommer til at stå lige bag en kvinde som er noget tættere på min egen alder. Slank, mørkt hår ned over skuldrene, smalt ansigt med antydningen af rynker – midt i fyrrerne vil jeg skyde på. Ikke et match for Adele på catwalken, men der er noget andet over hende – hun vil noget andet, mere direkte. Lys løstsiddende silkeskorte, brune læderbukser der smyger sig tæt om hendes runde bagdel – den er faktisk ikke helt tosset. Jeg betragter den i nogle sekunder.

“Hvad glor du på?” spørger hun skarpt, svagt forurettet. “Dig!” svarer jeg uden at blinke. Hun ser på mig et par sekunder, nikker som om hun anerkender svaret. “Du ser ellers ud til at have rigeligt at kigge på dernede.” siger hun så, og gør et kast med hovedet ned mod bordet hvor vores gruppe sidder. Adele er ikke den eneste af tøserne som er i kampuniform.

“De er vist noget yngre end dig, men det lader ikke til at være en hindring?” fortsætter hun. “Sådan er det at være professor i et humanistisk fag.” svarer jeg. “Altid. Men når hele instituttet ved at man har været igennem en hård skilsmisse for nylig så får den lige en ekstra tand.” “Hvorfor?” spørger hun. “Hvad ser de i dig?”

“De vil have noget.” svarer jeg, og kigger kort ned mod Adele. “Hende der vil have noget. Jeg ved ikke præcist hvad – status, karakterer, ideer, anbefalinger, stipendier, hvad ved jeg? Måske det hele på en gang. Det ville ikke være svært at finde ud af. Bare tage hende med hjem i seng. Hun ville være sød, blød og serviceminded. Og når jeg havde fået et par udløsninger og givet hende en følelse af at hun havde gjort sig fortjent, så ville det begynde at komme. Forslag, ideer. Langsomt. Mere insisterende senere hen, hvis jeg holdt fast i hende.”

“Ja, hun ville sikkert servicere dig fint. Men det er ikke det du er ude efter.” Hun siger det faktisk ikke som et spørgsmål, men jeg svarer alligevel. “Det er uinteressant. En villig krop, som vil slå en handel af – helt ærligt! Jeg kan tilfredsstille mig selv. Og jo, jeg vil da gerne hjælpe hendes faglige udvikling på vej, men hun kommer sgu ikke til at springe over i nogen form for kø bare fordi hun er ung og yppig og lidt mere villig end de andre. Jeg gjorde det et par gange da jeg var yngre – professortitlen er ikke et krav. Men jeg er for længst blevet træt af det.”

“Ja.” siger hun bare, konstaterende. Det provokerer mig at hun udspørger mig så ligefremt, uden at virke den mindste smule overrasket over resultatet. Hun må selv lidt frem på banen. “Hvad med dig?” spørger jeg, “hvad er du ude efter?”. “Det ved jeg ikke endnu.” svarer hun. “Men jeg ved hvad du vil have!” Hun ser mig i øjnene uden at blinke. Det er vildt provokerende men også interessant. “Aha,” siger jeg med et smil, “og det er?” Hun fastholder mit blik. “Du vil underkaste dig. Du vil ud af din professorrolle. Og du vil ydmyges. Du har et sødt, blødt og humanistisk hjerte, stemmer til venstre for midten, og er fortvivlet over konkurrencestaten. Men du har også fået success hvor andre har fejlet. Du har magt, og du kan ikke undslå dig for at udøve den. Og det skammer du dig over.” Jeg smiler flygtigt, men hendes tonefald er sagligt, uden antydning af drilleri. “Er det virkelig så gennemskueligt?” siger jeg så. Jeg føler mig faktisk lidt nedslået, men samtidig mærker jeg sommerfugle i maven. Hun tilhører en sjælden art. Det er et utroligt tilfælde at jeg skulle støde på hende i aften.

“Det er vel gennemskueligt for de af os som ved. Hende din lille beundrer nede på bænken fatter nok ikke meget af det. Men du kiggede jo også mig ud!”

“Tjah,” svarer jeg, “hvis du ikke ved hvad du vil stille op med det har jeg måske set forkert.”

“Jeg sagde at jeg ikke ved det endnu. Faktisk ved jeg jo ikke rigtig noget om dig.” Hun kigger op og ned ad mig. Jeg ved at jeg ikke ser dårligt ud for en 50-årig. Min krop er stadig atletisk, og endnu ingen antydning af professorvom. “Hvad kan du?” Nu ser hun mig direkte i øjnene.

“Tre gange.” svarer jeg. “Plus selvfølgelig alle de andre metoder.” Hun nikker anerkendende. “Det er ikke tosset i din alder. Hvad kan du tage?” “Striber, mærker, det er OK. Ikke noget der bløder.” Mit tonefald er bestemt, det her er vigtigt. Det slår mig hvor vildt det er at vi kan have denne samtale i så få ord. Der må være en højere mening med at vi skulle mødes i aften.

Der ligger en notesblok og et par kuglepenne på bordet nede bag bardisken. Hun rækker uden videre over, grifler noget ned på en lap papir. Bartenderen studser, men der er noget selvsikkert ved hendes attitude der gør at han ikke beklager sig. Hun lægger blok og kuglepen minutiøst tilbage hvor hun fandt det, og stikker mig papirlappen tilpas diskret til at Adele ikke ser det, selvom hun er begyndt at spejde efter hvor jeg er og hvad jeg har gang i. Jeg kigger flygtigt på papiret, det er en adresse i Valby. “Du dukker op på adressen ved midnat. Præcist!” Jeg nikker. “OK, deal!” siger jeg. “Og en anden ting!” Hun peger mod mit tomme ølglas. “Du skal ikke have flere øl i aften. Red Bull, cola eller kaffe. Det bliver en lang nat.” Nu smiler hun næsten. Så vender hun sig, og forsvinder i mængden uden et ord til afsked.

Jeg trækker på skuldrene, stikker sedlen i lommen og bestiller en kop kaffe. Adele ser overrasket ud da jeg vender tilbage med den. “Jeg troede vi skulle i hegnet i aften?” siger hun frejdigt.

“Jeg skal ikke være stangstiv. I min alder må man føre sig med en vis stil. Og som minimum holde sig vågen.” Jeg prøver at smile afvæbnende, men hun er tydeligt skuffet. “Arh kom nu, du plejede da ikke at være så stiv og formel. Helt ærligt, du trænger til at få løsnet op! Jeg skal i hvert fald have en mere.” Hun går op mod baren, jeg kan se hun spejder efter den kvinde hun så mig snakke med, men uden held. Gad vide hvad hun har gjort ved IPA’en? Kunne faktisk godt se ud som om hun har foræret den til Magnus. Hun vender tilbage med en Hoegaarden, er hun allerede ved at give op på det?

Ikke helt, viser det sig. Den næste times tid er et langstrakt helvede, hvor jeg konstant må holde hende på afstand, og forsvare at jeg ikke skal have mere at drikke. Sandt at sige er det lidt ukarakteristisk for mig. Til sidst bliver det for meget. Jeg siger at jeg føler mig sløj, og vil tage tidligt hjem. Opfordrer de andre til at feste igennem, vores workshop har været en success, og de har fortjent det. Adele antyder at hun bor i nærheden, og vi kunne dele en taxa, men jeg takker pænt nej, siger at jeg må hjem til mig selv og sove. Så går jeg ud i den lyse sommeraften. Jeg vandrer ad omveje i gaderne, trækker tiden ud. Samtidig er jeg omhyggelig med at finde vej. Jeg er ved adressen ti minutter i tolv. Men det er først ved midnat præcist at jeg sætter fingeren på dørklokken.

Giv feedback:

Giv stjerner: - Skriv en kommentar
1 Stjerne2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (17har stemt 4,47 af 5)
Loading...

2 kommentarer

  1. Sofie

    15. maj 2019 kl 12:41

    Spændende oplæg 👍 Håber nogen hopper på.

    4+
  2. Damernes Ven

    12. maj 2019 kl 21:10

    Kære… forstår helt dine udfordringer med een times tid…

    skynd dig…
    få endelig alt .. ALT ud af aftalen…
    bare een anden een også kunne få den adresse…

    lidt mere moden KVINDE
    måske ‘oplæring’
    ?? hvem lærer af hvem

    Damernes Ven
    = brevven69@yahoo.dk

    2+

Send kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

sexlegetøj til mænd diskret fisse vagina fleshlight