Forskningscenteret: Opgøret (Del 5)

Derefter var der remme som skulle føres over hendes skuldre og ned over hendes lår og mellem benene. Der var et bredt læderstykke som skulle gå imellem hendes ben

Forfatter: Lester Crest
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen
Næste morgen vågnede jeg. Jeg var meget tørstig. Jeg følte mig normalt bagi og tog pluggen ud på toilettet. Derefter tog jeg et bad.

Jeg iførte mig tøjet og lignede igen en mennonit i deres traditionelle overalls.

Doktor Kleist kom ind og takkede mig for min medvirken i forsøget. Jeg fortalte at jeg følte det som om at jeg havde fået et hjerteanfald og han fortalte at jeg rigtig nok havde fået hjertemedicin for man havde oppe i USA opdaget at noget hjertemedicin måske kunne blive basis for et kommende potensmiddel, men at der var nogle bivirkninger som jeg havde mærket og de selvfølgelig ville være afhjulpet når det færdige produkt måtte komme på markedet om 4-5 år, men han forsikrede mig samtidigt at jeg havde været i gode hænder.

Jeg fortalte mig at man vil køre os fra forskningscenteret til en lille landsby oppe bjergene bag Ensenada hvor man havde sat en fælde op og så ville man en gang for alle sikre sig at Nazanin ville være i sikkerhed for resten af livet. Det var gået hen og var blevet en principsag for Rick Norman, som var en mand som ikke var vant til et “Nej” at få stoppet Nazanin’s bror. Endvidere var kirken også pænt ked af at der kunne blive for meget opmærksomhed omkring deres forretninger nu hvor der havde været alle de skyderier, så de støttede en endelig løsning.

Historien fortsætter under reklamen

Jeg fik en regnfrakke på med det obligatoriske stykke sat på hætten så det dækkede ansigtet. Jeg blev ført ud til en stor kassevogn med tonede ruder. I bilen sad Nazanin allerede. Da vi havde forladt forskningscenteret kunne vi fjerne stykket foran ansigtet og tale sammen.

Nazanin havde ikke haft det let. Dag efter dag havde hun gennemgået den behandling for hysteri, som jeg overværede. Hun havde tænkt på hvordan jeg havde klaret det. Jeg fortalte hende kun i løse træk om det medicinforsøg, jeg var blevet en del af. Det lå i luften at det havde været strengt, men på den anden side havde vi også overlevet Nicaragua og det var værre.

Turen blev tilbagelagt i tavshed. Hvor længe vi kørte kan jeg ikke huske, men det har måske været nogle timer eller tre. Vi kørte af hovedvejen og ned af en grusvej. Vi kom til et pigtrådshegn og en port med bevæbnede vagter hvor der hang et skilt hvor der stod “ Herbaceous Perennial Learning Center”. Vagterne lod os passere. Vi kørte ned af en bakke til en slags grusgrav. Den var stor. Nede i bunden kom vi til et skur. Da var det at vi lagde mærke til det mærkelige syn i form af unge som arbejdede med at grave grus fra bakken som de skovlede op i vogne. Det mærkelige var at vognene blev trukket af elever som var en slags harness og de havde alle et bidsel i munden. Hvad var det nu for noget?

Vi steg ud og en mand kom ud. Han præsenterede sig som Hector Gonzarles. Skulle vi nu arbejde i grusgraven, men Hector beroligede os med samme. Vi skulle køre igen lige om lidt. Det var bare en motivations boot-camp for unge, som var gået i stå i High School eller var begyndt at eksperimentere med stoffer. Så kunne forældrene sende dem herned. De startede som muldyr og kunne baseret på fremdrift i terapi-sessioner og hårdt arbejde rykke op som gravere og tilsidst blive mentor for dem der var nye i campen. De unge skulle sådan set starte at lære tingene forfra og det gør man bedst ved at lytte i stedet for at plapre løs. Derfor havde de bidsel på. Vi betragte en af dem. Han så noget modløs ud og det kunne man godt forstå.

“Ah. Jeg har fået et telefax, som jeg skal svare” sagde Hector. “Kan I ikke hjælpe min kollega med at få den nye klient ind?” Han pegede imod en varevogn som nærmede sig. Sammen med en medarbejder gik vi over til varevognen. En mand og en dame steg ud. “Velkommen til HPLC” sagde Hector’s kollega. “Hvem har I så med i dag?”. “Det er Lisa fra Boston. Hun er 16. Mere ved vi ikke”. “Der var ingen problemer med at hente hende?”. “Nej. Det gik helt efter bogen. Hendes forældre lukkede os ind og viste os vej til hendes værelse, hvor de vækkede hende og fortalte at vi ville tage hende til et skoletilbud. De løb hurtigt ud af værelset og ud af huset som de skal jævnfør kontrakten. Hun nåede ikke at vågne rigtigt før vi fik hætten ned over hovedet på hende og så var det nemt af bagbinde hende og få hende ud i varevognen. Forældrene havde også alt papirarbejdet i orden, så hun kunne tages ud af delstaten.” forklarede kvinden. “Godt. Hector er meget opmærksom på at det skal gå lovligt til.”

Deres ordveksling vækkede minder fra min tid som udvekslingsstudent hos min tante i Idaho. I USA er det lovligt at for forældre at hyre transportselskaber til at føre ens børn til lukkede institutioner mod deres vilje og uden at spørge de sociale myndigheder, men papirarbejdet skal være i orden. Min familie i USA arbejdede i den branche, hvilket jeg opdagede da jeg fik hjemve, men det er en anden historie.

Jeg blev revet ud af mine tanker. Pigen skulle gøres klar til opholdet i boot campen. Vi gik om på siden af bilen og åbnede døren til varerummet. Der sad pigen iført spændetrøje og med hætte trukket ned over hovedet. “Har hun siddet sådan siden Boston?” spurgte Nazanin. “Nej” svarede kvinden. “Vi har nogle depoter i forskellige byer, hvor vi har celler de kan sove i, mens vi sover på et hotelværelse i nærheden. Så kan de også få mad og ordne toiletbesøg”. Pigen blev løsnet af den sikkerhedssele hun havde på og blev støttet ud af varevognen. Hun var kun i stand til at tage små skridt, da hun foruden spændetrøjen også havde fået fodlænker på. Vi sagde farvel til personalet fra transportfirmaet, som kørte derfra og førte pigen til en barak, hvor hun skulle gøres klar til sit ophold.

Indenfor i barakken var der et baderum, der hang seletøj i massevis.

“Hold hendes hænder, når jeg løsner spændetrøjen. Hun vil forsøge at få hætten af og det er meget nemmere at gøre hende klar, når den forbliver på.”

Vi gjorde os klar og tog fat i hendes arme. Hun prøvede at gøre modstand, men vi var to, så det nyttede ikke noget.

Midt i rummet hang der nogle kæder ned fra loftet. For enden af kæderne var der læder-manchetter. Vi fik hurtigt sat dem på hendes arme og så trak medarbejderen i kæderne, så hun hang i kæderne og lige akkurat kunne få gulvet med udstrakte fødder. Vi tog tøjet af hende. Den T-shirt hun havde haft på under spændetrøjen klippede vi af med en saks under højlydte protester fra hende.

Først skulle hun gøres rent. Vi hældte noget varmt vand og sæbe op i en spand. Så sæbede vi hende ind. Jeg kunne ikke lade være med at mærke hende forneden og lod en finger glide ind i hendes revne, hvilket medførte en råb fra Lisa. Medarbejderen brød ud i latter. Det var i orden med ham. Nazanin kommenterede. “Din frækkert”.

Det var ikke i orden, men nu havde jeg gang på gang siden jeg forlod Danmark været tvunget til at følge andre. Nu vil jeg gerne bestemme lidt selv. Jeg fortsatte med at massere hende for neden og efter lidt tid blev protesterne afløst af en sagte stønnen. Nazanin gik med på ideen og masserede hendes bryster. Jeg kunne mærke at Lisa blev våd. Medarbejderen gav mig en vibrator. “Giv hende en tur.” Han gik hen og fandt en stol som han satte sig på.

Jeg lod vibratoren køre igennem hendes revne. Reaktionen blev et gisp fra Lisa. “Mere…” lød det inde fra hætten. Det lod jeg mig ikke sige to gange. Jeg førte vibratoren hen over hendes unge kønshår. Hendes krop rystede og hun stønnede kraftigt. Nazanin havde omfavnet hende bagfra og fortsatte med at massere hendes bryster. Jeg kunne ud af øjenkrogen se at medarbejderen havde knappet sine bukser op og begyndte at onanere til synet af Lisa som blev tilfredsstillet.

“Åhhh..” lød det fra Lisa. Hun kom med et sagte skrig. Medarbejderen kom også.

Vi stoppede vores arbejde. Lisa hang slapt i kæderne. Medarbejderen samlede sig, rejste sig fra stolen. Efter at have fået tøjet på plads tog han en vandslange.

Han skruede op for vandet og gav tegn til os om at fjerne os. Vandstrålen ramte Lisa. Det var koldt vand. Hun skreg og bønfaldte os om at stoppe. Medarbejderen ignorere hende og blev ved indtil hun sank sammen formentlig besvimet af chok.

Medarbejderen kom hen og fjernede hætten. Vi kunne nu se at Lisa var en brunette. Hurtigt fandt medarbejderen en trimmer og i løbet af kort tid havde han fjernet hendes hår. Vi fik udleveret nogle skrabere og barberskum med besked om at fjerne alt andet hår på kroppen imens medarbejderen tog en skraber og sæbede hendes hovedbund ind så han kunne fjerne det sidste hår.

Jeg fjernede hendes kønshår og Nazanin tog sig af håret i armhulerne. Det tog ikke lang tid. Vi fjernede os og medarbejderen tog fat i vandslangen igen. Lisa vågnede da han gik i gang. Hun bad ham om at stoppe, hvilket han først gjorde da alt sæbe og skum var væk.

“Hvad har i gjort? Jeg vil sagsøge hver og en af Jer. Bare vent til mine forældre hører om det.”

“Rolig nu” sagde medarbejderen. “Dine forældre ved besked. De har sendt dig hertil fordi de vil hjælpe dig. Jeg ved ikke om det er stoffer, alkohol, forkert kæreste, dårlige karakterer eller kræsenhed de har brug for hjælp til at få kureret og vi er ligeglad. Vi udfører det arbejde vi er betalt for.”
Historien fortsætter under reklamen

Lisa fortsatte med at udstøde eder og forbandelser. Medarbejderen var kold. Han tog et håndklæde og tørrede hendes hovede og ansigt. Lisa spyttede efter ham. Medarbejderen gav mig et bidsel. “Vil I være så venlig?” Jeg gik om bag Lisa. Hun prøvede at dreje hovedet, men Nazanin som stod bag hende tog fat om hendes hoved. Jeg gik hen til Lisa og placerede bidslet foran hendes mund. “Åbn munden” Lisa havde et trodsigt blik i øjnene som signalerede nej. Nazanin klemte hendes næsebor sammen med nogle fingre. Lisa var nødt til at åbne munden for at få luft og så pressede jeg gummi-bidslet ind. “Hrmmfff. Stoff”. Det nyttede ikke noget. Nazanin spændte hurtigt remmen på bidslet i nakken. På siden af hende hoved var der nogle metal-ringe og remme så man kunne spænde under hendes hage, så det var svært at spytte bidslet ud, men vi var ikke færdig. Der var også et pandebånd med som vi spændte omkring hendes hoved og remme som gik ned over hendes kinder, som vi kunne stramme, så hun dårligt kunne bevæge kæben det mindste. “Hrrrmmmmf”. Lisa rystede hovedet, men der var intet hun kunne gøre.

Vi fik nogle håndklæder udleveret. Vi tørrede resten af Lisas krop. Medarbejderen kom nu med et seletøj, som Lisa skulle have på imens hun skulle arbejde som mulddyr som led i hendes terapi. Først blev mave-stykket sat på. Det var et slags læder-korset. I stedet for snøre strammede man det med remme bagpå. Medarbejderen sagde at vi skulle stramme mave-stykket så meget som muligt af hensyn til Lisa.

Derefter var der remme som skulle føres over hendes skuldre og ned over hendes lår og mellem benene. Der var et bredt læderstykke som skulle gå imellem hendes ben. Det fik vi besked om at lade være for nu. Derefter blev kæderne sænket og manchetterne fjernet. Lisa var udmattet og vi måtte støtte hende, så hun ikke faldt. Vi førte hende over til en bænk hvor vi placerede hende liggende på maven.

Medarbejderen gav os en læderstykke som var beregnet til at binde hendes hænder på ryggen med. Hendes underarme blev lagt ind i stykket som blev spændt sammen, så hendes arme var låst fast i det. To manchetter blev sat på hendes overarme og spændt fast til læderstykket, så hun ikke kunne trække sine hænder og underarme ud af læderstykket.

Medarbejderen bad os om at stramme det brede læderstykke som gik mellem hendes ben stramt. Vi fik hende på benene igen og førte hende ud af døren hvor en ung kvinde iført lignende seletøj ventede. Hun havde ikke bidsel i munden og hendes arme var frie. Hun havde passeret første trin i terapien og skulle nu guide Lisa i hendes terapiforløb som mulddyr. Hun satte et halsbånd på Lisa og trak hende efter sig over til en slags trækvogn som Lisa blev spændt for.

Vi stod og betragtede Lisa da hun guidet af kvinden gik ned mod grusgraven. “Hvad sker nu?”

“Nu er hun igang med behandlingen. I mindst 30 dage vil hendes dage bestå af at transportere grus op fra grusgraven. Hvis hun reagerer godt på terapien efter arbejdet, vil hun få et nyt ungt menneske at guide som hun bliver nu. Det giver en god arbejdsmoral. Nok om det. Hector venter os vist”. Vi gik over til kontoret hvor Hector netop var blevet færdig.

Hector bad os om at følge ham til en jeep og vi kørte ud af område igen. Hector fortalte os uden videre at de havde levet af at transportere stoffer over grænsen til USA indtil det blev en god forretning at helbrede de unge i stedet for. De havde deres territorium og våbnene til at forsvare det.

Vi kom efter 20 minutter til en by. Her blev vi ført ind i en cafe og blev budt på kaffe. Hector satte sig ned. “Om 20-30 minutter kommer din bror og hans folk. I skal følge personalet og gæsterne ned i kælderen. Det er en gammel bank og vi har bygget bankboksen om så den låses indefra så vi kan bruge den til at beskytte alle dem i byen som ikke er bandemedlemmer, når vi periodisk har opgør med andre bander. De må godt se Jer. Vinduerne er skudsikre, men skynd Jer ned i kælderen når det går løs.” Hector rejste sig og gik.

Ventetiden føltes nervepirrende. Hvor lang tid ville der gå?

Tiden sneglede sig afsted, men i fjerne kunne vi se 4 biler nærme sig. Bilerne parkerede ude på vejen. En af dem var en bil med mørke ruder og bagruden gled ned. I hvad der føltes som timer for Nazanin men formentlig kun tog et splitsekund fik hun øjenkontakt med sin bror som sad inde i bilen. Jeg tog fat i Nazanins hånd og vi løb ud af baren med de andre kunder guidet af personalet og ind i det sikringsrum som var bygget i kælderen. På vej ned ad trapperne kunne vi høre råb og lige inden døren lukkede skud.

Der gik noget tid. Der slap ikke nogen lyd ind af det der foregik udenfor. Pludselig fik et personalemedlem et kald på sin medbragte radio. Han besvarede kaldet og fik at vide at situationen nu var under kontrol.

Døren blev åbnet og vi genkendte nogle af Gonzarles folk udenfor. De var stærkt bevæbnet. Vi blev fulgt op i baren. Vinduerne var smadret og der lå glas ud over hele gulvet. Der var skudhuller i paneler og møbler.

Vi genkendte medarbejderen ude fra boot camp’en som vi havde hjulpet med at få Lisa gjort klar til hendes ophold. Jeg spurgte om det var gået godt og han bekræftede. Kun 2 personer havde overlevet fælden og der havde ikke været tab for vores side. Nazanin’s bror og en kvinde som vi genkendte som kommandanten fra Nicaragua. Hun råbte og skreg. Jævnfør medarbejderen blokerede hendes våben og hun blev taget levende mens hendes folk blev mejet ned.

“Hvad sker der med hende?”

“Hun bliver til slave M1984-23. Der er masser af forsøg som skal køres. Nogle mere farlige end andre.”
De havde smidt hende hen over en bil. Hurtigt fik hun læderhætten over hovedet og de pressede brutalt mundstykket med røret ind i hendes mund. Hun fik også en armbinder på. Nogle af mændene havde allerede åbnet deres bukser. Nu ude af stand til at forsvare sig blev hun tvunget til at tilfredsstille dem en efter en.

“Vil du også have noget?” spurgte en af mændene. Jeg sagde nej. Jeg havde ikke noget personligt imod hende. Nok havde hun henrettet de to søstre, men det var jo borgerkrig og i borgerkrige var der tab.

Nazanin’s bror blev ført over til et hus og bundet til en stol efter have fået flået tøjet af. Forskellige budskaber på spansk blev malet på hans krop. Det var referencer til lokale bandeopgør formentlig for at en eventuel politiefterforskning skulle blive ledt på afveje, så hans lig vil blive afskrevet som en af de mange ofre i de konflikter der altid havde været som følge af den massive narko-import til USA.

Vi gik derover. Det var første gang at Nazanin så ind i øjnene på den bror som havde forfulgt hende ned gennem Mellemamerika.

Soldaten som var ansvarlig kom over til os. “Nazanin. Vil du sige farvel?”

Nazanin kiggede væk. Nok havde hun et eller andet sted vidst at så længe at hendes bror var i live, ville hun aldrig kunne leve i fred, men det at miste et nært familiemedlem var en høj pris at betale. De var trods alt vokset op sammen og indtil at Nazanin havde skændet families ære, holdte de af hinanden.

Hun lagde sit hovedet ind mod mit bryst og jeg var alene om at se hvad der så skete.

Kommandanten blev slæbt over til hendes bror. Hans fødder var bundet til benene på stolen og hun fik hans penis ind i munden guidet af bandemedlemmerne og således blev han tilfredsstillet en sidste gang. “Den sidste ære” som en af bandemedlemmerne sagde.

Hendes bror nød nok kommandantens arbejde, men han fortsatte også med at udstøde eder imod Nazanin og Gonzarles’s mænd. Han fik udløsning og kommandanten blev slæbt over til en varevogn.

Bandemedlemmerne løftede stolen med hendes bror over til en telefonpæl. De førte et reb omkring hans hals og telefonpælen, som blev bundet med en knude. Så tog en af bandemedlemmerne en gren som han stoppede ned mellem pælen og rebet. Det var en garotte de havde bygget. Talestrømmen af had og eder stoppede brat da bandemedlemmet begyndte at dreje grenen rundt og rundt igen. Hendes bror begyndte at hoste, snart kunne en rallen høres og savl løb ud af hans mund. Hans penis blev stiv igen. Pludselig hørtes en knasende lyd og hans krop blev slap.

“Det er slut” mumlede jeg til Nazanin. Hun skulle til at dreje hovedet. “Nej. Det skal du ikke se. Kom med mig”

Jeg skærmede hende fra at se hendes bror død. Han blev løsnet fra stolen og båret over til en varevogn. Han ville formentlig blev dumpet et eller andet sted og myndighederne ville antage at det var et bandeopgør.
Historien fortsætter under reklamen

Vi var kommet over til cafeen. Alle lig var væk. Et patruljekøretøj fra det lokale politi kørte ned gennem gaden. Det stoppede ud for en gruppe af bandemedlemmer. Ruden gik ned. En kuvert blev rakt ind igennem ruden og patruljekøretøjet kørte igen.

Vi satte os ind på cafeen og ventede.

Læs næste afsnit

Giv feedback:

Giv stjerner: - Skriv en kommentar
1 Stjerne2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (18har stemt 4,28 af 5)
Loading...

Send kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

sexlegetøj til mænd diskret fisse vagina fleshlight