. . “Vi er kun 12 år!” siger Fiona. “Det er min yndlingsalder,” siger jeg straks . . .

Forfatter: BBCMaster

Læs første afsnit

fra forrige kapitel:
Jeg sidder i en af mine stole og ser YouTube-videoer (The King of Random; det var efter at Grant stoppede, men mens Nat og hende den rødhårede stadig var værter), da det ringer på.

KAPITEL 2

Den Sorte Hersker passer to 12-årige piger 2: De unge piger ankommer

Jeg lukker storsmilende op, udmærket klar over den stærke kontrast mellem mine hvide tænder og meget mørke hud. “Hej! Kom indenfor!”

Yvonne kommer ind, fulgt af to unge piger, hver med en skoletaske og en stor tung kuffert. Den ene blond, den anden brunette. Blondinen er høj, og hun har meget små bryster og er tynd (den endnu ikke frugtbare Nethe?), kan jeg se da hun tager overtøjet af, mens brunetten er en del lavere og har en b-skål (stort for en 12-årig) og er meget tættere på det normalvægtige område.

De to piger har begge sorte jeans på, der for mit utrænede øje ser stilmæssigt meget ens ud, men jeg får senere at vide, at der faktisk er tale om to meget forskellige brands i jeans – så forskellige, at det næsten er en slags religion! Jeg husker dog ikke detaljerne mht. hvad forskellene rent faktisk bestod i, her to et halvt år senere. Derudover har pigerne kraftige sweaters på, formodentlig med en t-shirt under, og brunetten går muligvis med bh. De har hvide strømper på, og praktiske sneakers-agtige sko.

Yvonne tager også sin frakke af. Hun og pigerne kigger ned på mine bare fødder.

“Ja, jeg er jo lidt eccentrisk, som moster lina nok har advaret jer om…”

Alle tre piger fniser eksplosivt, hvorved min mistanke om at de to unge kender i hvert fald noget til lina-affæren bekræftes.

“… Og hvis en eller flere af jer skal bruge toilet eller lignende, så har jeg to.” Jeg peger på dørene ind til det lille gæstetoilet og det store badeværelse. “Her i hytten har vi en regel, der er MEGET vigtig. Hvis en person gør noget ved en anden, som vedkommende ikke kan lide, så er der et safeword man skal bruge, og så SKAL den første person stoppe. Yvonne, demonstrér.”

Yvonne kigger lidt forvirret på mig.

Jeg rækker hurtigt ud og placerer min store hånd på Yvonnes skulder, og så begynder jeg at massere så sensuelt jeg kan.

Det ser åbenbart akavet og lidet overbevisende ud, for de to unge piger fniser (til mit forsvar skal siges, at stillingen langt fra var optimal, og at selv om jeg er dygtig til mange ting, så er massage ikke en af dem), men Yvonne reagerer ret hurtigt med et: “Cirkus.”

Straks flyttet jeg min hånd væk. “Det er sådan det virker. Cirkus er alles safeword, herinde, og det kan bruges til alting der gør en utilpas eller skidt til mode, eller føles ubehageligt eller frastødende, eller…” – og her kigger jeg Yvonne direkte i øjnene – “gør så ondt, at du overhovedet ikke kan klare det. Men det kan ikke bruges til at slippe for huslige pligter.”

Jeg kigger væk fra den let rødmende Yvonne og over på pigerne, og så fortsætter jeg smilende min talestrøm: “Eftersom I to er gæster her, så skal I dog ikke regne med at få meget arbejde at lave. Gerne vaske jeres eget tøj, og I kan eventuelt hjælpe mig med at lave mad hvis I har lyst.”

“Jeg er altså lykkeligt gift, Ben!” siger Yvonne en smule skarpt.

“Jamen så er jeg ikke interesserer… Så har jeg jo ikke en chance hos dig… Hvad med jer to?” Jeg tager øjenkontakt med blondinen. “Er du lykkeligt gift?” Og jeg tager øjenkontakt med brunetten: “Er du lykkeligt gift?”

“Nej,” siger blondinen og straks efter brunetten: “Nej, Ben.”

“Jeg er hverken lykkeligt gift eller ulykkeligt gift, så det her skal nok blive otte hyggelige dage… Men… Har du ikke en lang køretur du skal ud på, Yvonne? Ud og tisse af!” Jeg peger myndigt på de to toiletdøre og bevæger min hånd som om jeg skal til at klaske hende bagi.

“Okay, Farmand,” siger Yvonne grinende og går ind på gæstetoilettet. “Men det er altså kun tre en halv dag.” Hun lukker døren.

“Hvad hedder I to? Og hvem af jer er Yvonnes afkom? Er I i familie, eller veninder, eller pigekærester? Jeg hedder Ben.”

“Jeg hedder Nethe, Ben. Og har du lavet noget med Mor?” Blondinen nejer, en kropsbevægelse hun ikke er særligt øvet i, mens hun ser mig i øjnene.

Brunetten tager sine sko af og smiler lidt usikker op til mig, siddende på hug. “Jeg hedder Fiona… Skal man have bare fødder herinde?”

“Nej, smukke Nethe, jeg har aldrig lavet noget med din mor. Jeg flirter meget, og med piger i alle aldre, men hvis din mor siger til mig, at hun er lykkeligt gift så må det være sandt, for hun ved udmærket godt, at der er en betydelig risiko for, at jeg vil konsultere mit store spionkorps angående den sag, og det er jo så pinligt at blive afsløret som løgner… i hvert fald hvis man er rask inde i hovedet, som de fleste hvide, brune, sorte, røde eller gule mennesker jo er. Så nej, jeg vil ikke gå ind og risikere at ødelægge din mors nuværende ægteskab.”

Pigerne smiler lidt, forstår min henvisning til den orange-farvede amerikanske løgnhals, hvis pinlige attitude massemedierne heldigvis taler meget om.

Jeg har en del erfaring med børn, ikke kun sex (med større pigebørn), og jeg ved at det som mange børn frygter allermest er de store forandringer som en skilsmisse ofte vil føre til. De fleste ægteskaber er mere eller mindre en fejl, og dem har jeg en direkte darwinistisk ligegyldighed overfor, men jeg kender til det lykkelige ægteskab fra mine egne forældre (diamantbryllup om nogle få år, hvis de da lever så længe), og det har jeg stor respekt for. Derfor gør jeg altid meget ud af at berolige bekymrede drenge og piger, hvis jeg kan stå inde for det (dvs. ikke hvis jeg f.eks. regelmæssigt gennempuler deres mor, bagved faderens ryg eller med hans vidende), og det skønner jeg, at jeg nok godt kan her.

Jeg kigger på Fiona. “Og nej, lækre Fiona, der er meget lidt som man SKAL her i hytten. Du må gå på strømpesokker eller med bare fødder, alt efter hvad du foretrækker.”

Straks tager Fiona sokkerne af og kigger op på Nethe: “Der er varme i gulvet!”

Nethe tager sine sko af men beholder strømperne på. “Nej, vi er ikke i familie eller er pigekærester, Ben. Vi er kun veninder.”

Yvonne kommer ud af gæstetoilettet.

“Men I har øvet kys på hinanden? Tungekys?” spørger jeg i en lidt drillende tone.

De to piger rødmer en smule men siger ikke noget.

“Det er helt normalt hvis I har. Det er intet galt i sådan noget,” siger Yvonne.

“Det skulle jeg lige til at sige,” siger jeg.

“Jeg kan se, at du hverken har voldtaget dem eller lokket dem til at tage alt tøjet af endnu, Ben,” siger Yvonne smilende, med let tryk på ordet “alt”, kiggende fra Fionas bare fødder og op på mig.

“Min skumle plan er at vente med det indtil du er gået,” siger jeg til Yvonne. Og så til Fiona: “Men det er faktisk derfor at du er her, lækre Fiona. Kender du udtrykket anstands-dame?”

“Nej, men…”

På alleruhøfligste (men også meget strategisk) vis afbryder jeg hende: “Yvonnes hensigt er, at hvis jeg ved et uheld kommer til at begynde at voldtage smukke Nethe, mens hun ligger der og ikke vil, og hun græder og er bange, og siger cirkus, så skal du tage en hynde eller noget og slå mig så hårdt du kan med den, eventuelt flere gange, og når det så har fået stoppet mig, så skal du ringe 112 og melde mig til politiet for voldtægt, så de kan komme og bure mig inde i mange, mange lange år.”

“… Okay?” siger Fiona meget tøvende og rejser sig langsomt op.

“Men altså kun hvis du har hørt hende sige cirkus, for der kan jo være alle mulige grunde til tårer og gråd.”

“Ja, nogle… større ting kan jo gøre meget ondt, så man græder, men man skal vel ikke være bange, vel, skal man, Ben?” spørger Yvonne.

“Nej, det er faktisk en rigtig vigtig pointe. Jeg er lidt underlig og eccentrisk, ja, men I skal aldrig nogensinde være bange for mig. Okay, Nethe og Fiona?”

De nikker, lidt tøvende.

“Jeg skal altså babysitte jer to, og fodre jer, køre jer i skole om morgenen, og sørge for at I har det godt og hyggeligt. Og hvis det så også sker, at jeg måske giver jer noget… stor… trøst, sådan at I kan blive distraheret fra jeres ulykkelige ægteskaber, så skal I bare betragte det som en bonus.”

Yvonne ler højt da jeg nævner “stor trøst”, og de to unge piger reagerer på det ved at tage hver et forskrækket skridt baglæns.

“Vi er altså ikke gift, Ben!” siger Nethe.

“Jamen I sagde, at I ikke var lykkeligt gift, og så troede jeg at…” siger jeg, talende mere og mere langsomt og med faldende volumen hen mod slutningen af sætningen, da det jo er den type sætning der ikke rigtig HAR nogen afslutning, men i stedet fisker efter en afbrydelse.

Og den kommer. “Vi er kun 12 år!” siger Fiona.

“Det er min yndlingsalder,” siger jeg straks.

“Det skrev Ben også til mig, da jeg nævnte jeres alder. Men tror I, at I kan klare ham, piger? Eller skal jeg finde en anden løsning?”

“Stort behov for trøst, i den alder, er der ofte,” siger jeg, sådan ud i luften. Som en generel observation.

Nethe og Fiona kigger på hinanden, på mig, på hinanden igen.

“Jeg tror altså ikke han er så slem som han lyder, piger. Han var godt nok meget hård ved moster lina, dengang, men det var jo som hævn. Hun havde drillet han ekstremt meget, pirret ham, vist sig frem. Uden at han gjorde andet end at tage mange kolde brusebade og spillere.”

“Jeg spurgte også lina mange, mange gange, om hun havde lyst til noget, f.eks. pik, eller kys, eller finger, eller blive lagt i håndjern og få en orn’li’ kildetur med fjer og måske isterninger. Men hun sagde nej tak hver gang.”

“I det mindste bruger du kun fjer, ikke hele kyllingen!” siger Fiona smilende til mig.

“Men, Ben, du var jo hård mod hende?” spørger Nethe, kiggende på mig, lidt forvirret.

“Det var først cirka tre år senere, da hun kontaktede mig for at sige undskyld for sin opførsel, og for at spørge om det var i orden at skifte mening og sige ja tak til at prøve noget, som man tidligere havde sagt nej tak til. Det må man godt, men jeg kneppede hende ekstra hårdt de første adskillige gange hun besøgte mig derefter. Det var nok lidt hævneren. Lidt meget… Hun græd og peb meget, og hun var meget øm og træt efter at jeg havde gennempulet hende for sjette gang på lidt over et døgn, første gang hun besøgte mig. Seks gange måske hen over seksogtyve eller otteogtyve timer, var det vist.”

Faktisk var det, som jeg husker det, seks gange på kun treogtyve timer. Men jeg angiver et større antal timer end det, for ikke at lyde alt for pralende. Og jeg skal da også ærligt indrømme, at jeg var ekstremt træt i både pik og i nosser efter sjette gang, og at de efterfølgende fik lige over et døgns pause, før de var i brug igen.

De to unge piger slapper synligt af i skuldrene.

Jeg peger smilende på Yvonne. “Og nu skal du ikke stå der og fantasere, unge dame. Dels er det mange år siden at jeg var ung og kunne præstere knap seks gange i døgnet, og dels skal du huske på, at du er lykkeligt gift. Det sagde du jo selv til mig lige før.”

Yvonne bider grinende ud efter min finger. Så kigger hun på de yngre piger: “Hvad siger I? Ben er lettest for mig, men hvis I synes at han er en smule for underlig, så…?”

Fiona går resolut hen til den nærmeste sofagruppe, mens vi 3 andre kigger på hende.

Fiona tager en stor pude, går tilbage til os, og så giver hun grinende spinkle Nethe et vap bagi med puden, derefter den mere robuste Yvonne et lidt hårdere vap. Så tager hun et skridt frem mod mig, holdende puden på en lettere truende facon, mens hun smiler drillende op til mig.

Jeg tager et skridt baglæns og holder den ene hånd halvvejs beskyttende nede foran skridt og mave-region.

Fiona og Nethe kigger på hinanden og nikker så synkront.

Nethe griner. “Jeg tror godt vi kan klare ham, Mor,” Hun går hen til mig og lægger sin arm om mig. “Medmindre han drikker os fuld. Har du tænkt dig at prøve at drikke os fulde, slemme mand?” spørger hun smilende op til mig.

Og det er selvfølgelig lige præcis derfor at Yvonne har valgt mig, har jeg hele tiden været klar over. Hun ved godt, at der er en ret stor risiko for, at jeg vil forføre og poppe Nethe, eller Fiona, eller dem begge to. Men hun ved også, at jeg modsat mange andre mænd ALDRIG nogensinde vil benytte mig af alkohol, stoffer, tvang eller løgne, for at opnå sex. Dvs. hvis der sker noget, så sker det med den allerhøjeste grad af frivillighed. Det ved hun ikke kun pga. sagen med lina, men på basis af mit generelle ry i omgangskredsen, etableret over tre årtier.

“Bad news, lille kvinde. Jeg er ekstremt kedelig med hensyn til booze og breezers… Må de få et kvart glas vin hver, hvis vi spiser fancy mad?” Jeg kigger væk fra Nethe og hen på Yvonne. Umiddelbart har jeg ingen planer om specielt fancy mad, men jeg tænker, at der kan evt. laves noget søndag aften som en lille afskedsfejring. Mandag ville normalt være mere oplagt, men så skal eftermiddagsklubtiden forlænges, og i fald der er dårlig kemi mellem Nethe og Fiona og klubfolkene, så er det jo en skidt idé at vi skal sidde i tre-fire kvarter og hyggespise en fancy flerretters. Så enten søndag aften, eller sent mandag aften når klubfolkene er gået hjem.

“Nej,” siger hun med en svag tone af Yvonne-fra-Olsen-Banden, en tone jeg har hørt hende bruge få gange før til fester. Det er lidt et party-trick hun har, ret let genkendeligt hvis hun bruger flere ord, eller siger deciderede Yvonne-citater eller citater der er Yvonne-agtige, hvor det passer ind, men er det kun et enkelt ord så skal man vide det og være på udkig efter det, hvilket jeg selvfølgelig har været.

“Ingen vino til kvinderne, okay, men jeg har cola,” siger jeg til Nethe og Fiona.

“Cola?” spørger Fiona, mens hun ser mig i øjnene med vibrerende næsebor.

“Dåsecola.” Jeg åbner en fantasidåse og drikker fra den med en glug-glug-glug-lyd. Derefter bevæger jeg hånden ud og ned, så fantasidåsen hviler på Nethes hovede, mens hun stadig har sin arm om mig.

“Du er da vist næsten lige så slem som Ben er, Fiona!” siger Yvonne med et smil.

Jeg lader som om at jeg hælder resten af fantasicolaen ned over Yvonnes hovede, og hun dukker sig grinende og spruttende.

Fiona giver mig puden, som hun åbenbart er træt af at stå og holde. Så rækker hun op og tager fantasidåsen fra mig og rækker den videre til Nethe, der lynhurtigt maser den flad mod sin pande med en voldsom bevægelse. Det er måske hendes party trick?

Jeg griner, og så peger jeg på døren. “Exit stage left.”

Yvonne henter sin jakke og stiller sig på tæer så hun kan kysse mig på kinden. Så rækker hun jakken ud til mig.

Jeg giver den store pude til Nethe (synes ligesom at det er hendes tur), hjælper Yvonne i jakken, og så tager jeg puden fra Nethe igen (der straks begynder at se overdrevent skuffet ud) og giver Yvonne adskillige blide dask bagi med den, mens hun tager sin taske, åbner døren og går ud.

“Så slap vi af med hende!” siger jeg.

Jeg har hele tiden holdt meget grundigt øje med de to unge piger, og selv om jeg hverken er en Sherlock Holmes, en Gregory House, eller en Cal Lightman, så er jeg slet ikke i tvivl om, at det er netop 2-3 sekunder efter jeg har sagt det, at Nethe får øje på de to stripperstænger inde i stuen (de er heller ikke supersynlige fra indgangsdøren – det afhænger lidt af vinklen og af hvordan diverse lyskilder reflekteres i dem, hvilket molly et par gange har brugt som en del af optikdemonstationer i eftermiddagsklubben).

Nethes øjne bliver lidt store, og hendes spinkle arm, der stadig er løst om livet på mig, spænder lidt. Efter et halvt sekund slapper hun af igen (jeg gætter på at hun associerer det playboy-agtige koncept med den første Iron Man-film, scenen ombord på flyet, altså noget der er ret frækt men egentlig alligevel næsten harmløst), og så rækker hun ud og dasker blidt til Fiona, der følger hendes blik og reagerer på præcis samme måde.

“Kom med mig, små tøser,” siger jeg. Jeg går hurtigt hen og lægger puden på plads, og så peger jeg rundt i hele stuen der kun er adskilt fra det store køkken med en lang disk. “Det meste af lejligheden er stue og køkkenet. Så er der bad og gæstetoilet,” siger jeg og peger, “og to små og to lidt større gæsteværelser. I kan få hvert et lille værelse at sove i, medmindre I siger til mig, at I hellere vil dele et af de lidt større, men så kan det jo godt gå hen og blive akavet, hvis man skulle føle en trang til at praktisere noget privatliv om aftenen.”

“Et til hver er vist bedst, tror jeg,” siger Nethe, og Fiona nikker straks. De lader begge fuldstændig som om at de ikke har hørt min diskrete henvisning til masturbation.
Historien fortsætter under reklamen

Min kæmpestore stue har to store sofagrupper, den ene med et fjernsyn, et åbent område mellem sofagrupperne med stripperstænger (og hvor folk evt. også kan danse mere konventionelle danse – men aldrig med min aktive deltagelse), en afdeling med bogreoler og computerborde, og et hjørne med lidt træningsudstyr og to vægtmaskiner til mange forskellige muskelgrupper.

… Fortsættes i Kapitel 3: Yvonne exits stage left.