Zola lå i sin seng, mens hendes mand sov i gæsteværelset, og skrev perverse ting til sin venindes søn.

Forfatter: UngTyren

Forsømte Kvinder er en serie om den ulmende hunger hos de erfarne kvinder, hvis kroppe er blevet glemt. Det er historier om hustruer, hvis mænd har erstattet intimitet med lange arbejdsdage, og hvis berøring er blevet skiftet ud med skærmens kolde lys. Når huden skriger efter varme og lysten ikke længere kan tøjles, hvad sker der så? Hvor leder en kvinde hen, når hendes egen seng er blevet en ørken? Og hvem tør slukke den tørst, hendes mand ignorerer?

Silken føltes som et koldt, ligegyldigt kærtegn mod Zolas hud. Hun stod foran det enorme spejl i sit walk-in-closet, et mausoleum af designer-mærker og spildte forhåbninger, og lod den elfenbensfarvede natkjole glide ned over sin krop. Stoffet var næsten gennemsigtigt, en syndigt dyr tåge, der gjorde meget lidt for at skjule den figur, der var både hendes stolthed og hendes fængsel.

Hendes krop var et kunstværk af genetisk held og kirurgisk præcision. En gave fra hendes afrikanske mor var den dybe, fejlfri bronzefarvede hud, der drak lyset i rummet og glødede som poleret ædeltræ. Hofterne var brede og runde, en frugtbarhedsgudindes, og hendes talje snævrede sig ind med en dramatisk kurve, der fik de fleste mænd til at tabe vejret.

Men det var brysterne, der var kronjuvelerne. De var monumentale. To enorme, tunge kugler af kød, der trodsede tyngdekraften med en næsten overnaturlig spændstighed. De var født store, men Zola havde, i en alder af femogfyrre, givet dem et lille ‘løft’ hos en diskret specialist i Schweiz. Ikke for at gøre dem større – det ville have været absurd – men for at sikre, at de forblev præcis, som de var i hendes erindring fra hendes tyvere: højt placerede, provokerende og perfekte. De mørkebrune areolaer var brede som underkopper, og de hårde, mørke brystvorter pegede altid fremad, som om de spejdede efter en opmærksomhed, de sjældent fik længere.

Hendes krop var pornografisk. Hun vidste det. Hun havde bygget sit liv omkring den, brugt den som våben og som trumfkort. Det var den krop, der havde fanget Sten, hendes mand, for tyve år siden. Nu, hvor han var femogtres, virkede det som om, den samme krop kun trættede ham.

Hun gik ud af skabet og ind i det store soveværelse. Værelset var indrettet i en kølig, skandinavisk stil, der stod i skærende kontrast til den varme, der brændte i hendes lænd. Sten sad i en lænestol ved vinduet, badet i det blå skær fra sin iPad. Han havde sine læsebriller på næsen og en dyr kashmir-pyjamas på kroppen. Han ænsede hende ikke, da hun kom ind.

“Skat,” sagde hun med en stemme, hun bevidst gjorde dyb og hæs.

Han løftede blikket, men det var flygtigt, utålmodigt. “Ja, Zola?”

Hun gik hen til ham og satte sig på armlænet af stolen, så den tynde silke strammede over hendes lår og den ene tunge brystkasse hvilede mod hans skulder. Hun kunne mærke den knoglede hårdhed af hans krop gennem stoffet. Der var ingen reaktion.

“Jeg tænkte…” begyndte hun og lod sin hånd glide fra hans skulder ned over hans bryst. “Det er længe siden.”

“Jeg er træt, skat,” sagde han uden at se op fra skærmen. “Lang dag. Det der opkøb i Singapore dræner mig.”

“Fem minutter,” hviskede hun og kyssede ham på tindingen, hvor huden var tynd og slap. Hendes fingre bevægede sig lavere, ned mod skridtet af hans pyjamasbukser. Hun mærkede ingenting. Kun den bløde slaphed af en gammel mand. “Jeg kan gøre dig klar. Lad mig tage mig af dig.”

Sten sukkede. Det var ikke et suk af lyst, men af irritation. Han tog blidt hendes hånd og flyttede den. “Ikke i aften, Zola. Jeg skal have hovedet klart til i morgen.” Han kiggede endelig på hende, og i hans øjne så hun ikke begær, men en slags medlidenhed. “Du er smuk. Gå i seng. Få din skønhedssøvn.”

Ordene ramte hende som et slag. Skønhedssøvn. Som om hendes krop var en facade, der skulle vedligeholdes, ikke et instrument for nydelse, der skulle spilles på. Hun rejste sig, den falske forførende maske krakelerede og afslørede den rå frustration nedenunder. Uden et ord mere gik hun i seng, slukkede lampen på sin side og lagde sig med ryggen til ham. Hun lå i mørket og lyttede til den sagte summen fra hans iPad, mens hendes fisse bankede af et tomt, rungende begær. Hendes krop var et tempel uden tilbedere, en ladt pistol uden aftrækker. Og hun hadede ham for det. Hun hadede ham for at have bygget buret, og hun hadede sig selv for at være blevet i det.

“Han rører mig simpelthen ikke, Lotte. Det er som at prøve at tænde ild i en våd avis.”

Zola sad over for sin veninde, Charlotte, på en fortovscafé i indre by. Solen varmede, og de drak kølig hvidvin, selvom klokken kun lige havde passeret frokost. Charlotte, en kvinde på otteogfyrre med et evigt ungdommeligt glimt i øjet og et netværk af fine linjer omkring munden, der vidnede om et liv fyldt med smil og måske et par hemmeligheder, lyttede med et sympatisk, men også lidt fjernt udtryk.

“Stakkels dig,” sagde Charlotte og tog en slurk af sin vin. “Mænd i den alder. Deres pik bliver bare en slags vedhæng, et minde om bedre tider.”

Zola fnyste. “Jeg har prøvet alt. Nyt undertøj, frække beskeder midt på dagen, jeg tilbød endda at give ham et blowjob, mens han så nyhederne. Han bad mig om at skrue ned for lyden.”

Charlotte lo højt, en smittende, uhæmmet lyd. “Nej! Det sagde han ikke!”

“Jo! Han sagde, at Mette Frederiksen lød forvrænget, når jeg slubrede.”

De brød begge sammen i latter, en blanding af ægte morskab og galgenhumor. Da de havde sundet sig, lænede Charlotte sig frem over bordet, hendes udtryk blev konspiratorisk.

“Ved du, hvad der er problemet, Zola? Det er ikke dig. Det er dem. De har brugt deres testosteron op. De har skudt med løst krudt i så mange år, at der ikke er mere krudt tilbage. Du har brug for en ung hingst. En, der ikke kan tænke på andet end at kneppe. En, der bliver stiv, bare du kigger på ham.”

Zolas hjerte slog et lille, forræderisk slag. “Taler du af erfaring?” spurgte hun og forsøgte at holde sin stemme neutral.

Charlotte blinkede langsomt. “Lad mig sige det sådan… efter min skilsmisse havde jeg en kort, men meget… energisk periode. Der er en grund til, at unge mænd er så besatte af kvinder på vores alder. Vi ved, hvad vi vil have, og vi er ikke bange for at bede om det. Og de… åh Gud, de er som hundehvalpe. Så ivrige efter at behage. Deres pikke er hårde som granit, og de kan komme igen og igen.”

Billederne, som Charlottes ord malede, eksploderede i Zolas fantasi. En ung, stærk krop. En pik, der ikke skulle overtales. Hænder, der ikke var rystende og plettede af alderdom, men faste og udforskende.

“Min Emil bliver sytten lige om lidt,” sagde Charlotte pludselig og skiftede emne, men Zola vidste, at det ikke var et tilfældigt skift. “Han er blevet så stor. Pludselig er det ikke længere lektier og lommepenge, men piger og fester. Han er næsten en mand.” Hun rodede i sin taske og fandt sin telefon frem. “Se lige her. Det er fra sidste uge, da vi var i sommerhus.”

Hun vendte skærmen mod Zola. Billedet viste en ung mand stående på en badebro, kun iført et par badeshorts, der hang lavt på hofterne. Han var høj og ranglet, men med de brede skuldre og de spæde antydninger af muskler, der lovede en voksen mands styrke. Håret var solbleget, og han smilede et genert, lidt akavet smil til kameraet. Men Zolas blik blev fanget af hans krop. Den glatte, solbrune hud, det flade maveskind, V-formen hvor hans torso mødte hofterne. Hun forestillede sig, hvordan det ville føles at røre ved den hud, at mærke de unge muskler spænde sig under hendes hænder. Hun stirrede på billedet lidt for længe.

“Han er en flot dreng, Lotte,” sagde Zola og tvang sig selv til at give telefonen tilbage. Hendes hals var pludselig tør.

“Ja, det er han,” sagde Charlotte med et smil, uvidende om den brand, hun netop havde startet. “Men han er også en idiot. Han efterlod sin nye dyre bærbar i sommerhuset. Jeg har lige talt med ham om det. Han er så distræt for tiden.”

Zola nikkede bare, men hendes hjerne arbejdede på højtryk. Emil. Charlottes søn. En ung hingst. Tanken var absurd, forbudt, farlig. Og den mest ophidsende tanke, hun havde haft i flere år.

Den aften gentog ritualet sig. Sten sad med sin iPad, Zola sad i sofaen og lod som om, hun læste en bog, mens hendes tanker kredsede om en solbrun drengekrop på en badebro. Frustrationen gnavede i hende som en sulten rotte. Hun følte sig usynlig, hendes egen krop en overflødig luksusvare i hendes eget hjem.

Da Sten endelig gik i seng, blev hun siddende. Hun tog sin egen telefon frem. Hun vidste, det var vanvittigt. Men samtalen med Charlotte og mindet om billedet af Emil havde åbnet en dør i hendes sind, og hun kunne ikke lukke den igen.

Hun åbnede Facebook. Fandt Charlottes profil. Gennemgik hendes venneliste, indtil hun fandt ham. Emil Jørgensen. Hans profilbillede var et andet fra sommerhuset, denne gang et close-up af hans smilende ansigt. Han var smuk. Uskyldig. Under hans profiloplysninger, i sektionen “Kontaktinfo”, stod der et mobilnummer. Zola gættede, at han brugte det til det lille fritidsjob, han havde, hvor han hjalp folk med computerproblemer. Charlotte havde jo nævnt, at han var god til IT.

Hendes tommelfinger svævede over tallene. Det var en afgrund, hun stod foran. Et enkelt tryk, og hun ville styrte ned i noget, hun ikke kunne overskue konsekvenserne af. Men tanken om endnu en nat, endnu en uge, endnu et år i dette lidenskabsløse fængsel var endnu mere skræmmende.

Hun kopierede nummeret og åbnede en ny besked. Hendes hjerte hamrede mod ribbenene. Hvad skulle hun skrive? Hun kunne ikke bare skrive ‘Hej, jeg er din mors veninde, og jeg vil kneppe din hjerne ud’. Hun måtte have et påskud.

Charlotte nævnte, du var god til IT.

Hun slettede det igen. For gennemskueligt.

Så slog det hende. Charlottes bemærkning om den glemte computer.

Hej Emil. Det er Zola, Charlottes veninde. Undskyld jeg skriver sent. Din mor nævnte, du havde glemt din computer i sommerhuset. Sten og jeg skal derop i weekenden for at hente nogle ting, så jeg kan tage den med tilbage til dig, hvis det er?

Det var perfekt. Uskyldigt. Omsorgsfuldt, endda. Hun var bare den hjælpsomme veninde. Hun trykkede ‘send’, inden hun kunne nå at ombestemme sig. Beskeden blev leveret med det samme. De to små blå flueben dukkede op næsten øjeblikkeligt. Hun holdt vejret.

Minutterne sneg sig afsted. Ti minutter. Femten. Måske sov han. Måske syntes han, hun var mærkelig. Så lyste skærmen op.

Hej Zola. Wow, tusind tak! Det ville være en kæmpe hjælp. Du redder mit liv! 🙂 Er du sikker på, det ikke er til besvær?

Zola smilede. Han var høflig. Sød. Hun kunne mærke en sitrende spænding sprede sig i kroppen.

Slet ikke. Det er på vejen. Jeg skal bare lige have adressen og koden til nøgleboksen. Din mor har sikkert glemt at give mig den.

Selvfølgelig. Adressen er Fyrrevej 12. Koden er 1977 (mors fødselsår, shhh ;))

Zola lo for sig selv.

Din hemmelighed er sikker hos mig. Så henter jeg den lørdag. Godnat, Emil.

Godnat Zola. Og seriøst, tusind tak igen. Du er en lifesaver!

Hun lagde telefonen fra sig, men den føltes som et varmt kul i hånden. Hun havde gjort det. Hun havde etableret kontakt. Det var en lille, uskyldig samtale, men for Zola føltes det som det første skridt i en farlig, forførende dans. Og for første gang i månedsvis følte hun en gnist af noget, hun troede var dødt: håb.

De næste par dage udviklede deres samtale sig. Efter at hun havde hentet computeren om lørdagen, skrev hun til ham for at aftale overlevering. Han tilbød at komme forbi hendes hus. Hun afslog og insisterede på at aflevere den hos ham, når hans mor ikke var hjemme. Endnu et påskud for at holde kontakten privat.

Efter computeren var afleveret, fortsatte de med at skrive. Små, uskyldige beskeder om skole, venner, musik. Zola var den, der langsomt drejede samtalen i en mere personlig retning.

Zola: Den trøje, du havde på i dag, klædte dig virkelig godt.

Emil: Haha tak. Det er bare en gammel en.

Zola: Nej, den fremhævede farven i dine øjne.

En lille pause. Så kom svaret.

Emil: Okay… tak 🙂

Hun kunne mærke hans usikkerhed, men også hans spirende interesse. Hun fortsatte med at drysse små komplimenter. Om hans smil, om hans hår, om en historie han fortalte. Langsomt, men sikkert, begyndte han at gengælde dem.

En aften, en uges tid efter deres første besked, tog hun chancen. Hun havde lige været i bad og havde kun et håndklæde om sig. Hun tog et billede i spejlet. Det var et billede af hendes ansigt og hendes bare skuldre, men kanten af håndklædet var synlig, og det dækkede kun lige hendes bryster. Det var suggestivt, men stadig med en vis uskyld.

Zola: Kan slet ikke beslutte mig for, hvad jeg skal tage på til den her middag i aften. Nogen forslag? 😉

Hun sendte billedet. Hendes puls var en trommehvirvel. Svaret kom næsten øjeblikkeligt.

Emil: Wow. Du ser godt ud.

Zola: Tak, søde. Men det hjælper ikke på mit tøjproblem.

Emil: Jeg synes, du skal tage det på, du har på nu.

Zolas mave slog en kolbøtte. Spillet var i gang.

Zola: Frække dreng. Det tror jeg ikke, de andre gæster ville synes om.

Emil: Jeg ville.

Dæmningen var brudt. De næste timer skrev de frem og tilbage, og samtalen blev mere og mere vovet. De talte om fantasier. Hun spurgte, hvad han tænkte på, når han var alene. Han var genert i starten, men hun lokkede ordene ud af ham, beskrivelser af piger fra hans skole, men langsomt, med hendes ledende spørgsmål, begyndte beskrivelserne at handle om en ældre kvinde. En kvinde med mørk hud og store bryster.

“Ville du turde røre ved en kvinde som mig?” skrev hun, hendes fingre rystede let.

“Hver dag,” svarede han. “Jeg ville ikke kunne lade være.”

“Hvad ville du gøre?” spurgte hun.

Hans svar var detaljeret. Ufiltreret. Fyldt med en ung mands rå, desperate begær. Han beskrev, hvordan han ville kysse hendes hals, hvordan han ville begrave sit ansigt mellem hendes enorme bryster, hvordan han ville mærke deres vægt i sine hænder. Han brugte ord, der fik hende til at rødme og blive våd på samme tid. Han skrev om sin hårde pik, og hvordan den bankede ved tanken om hendes fisse.

Zola var fortabt. Hun lå i sin store, tomme seng, mens hendes mand sov i gæsteværelset – han snorkede, sagde han – og skrev de mest perverse ting til sin venindes søn. Det var forkert på alle tænkelige måder. Og det var det mest ophidsende, hun nogensinde havde oplevet.

Hun rejste sig og gik hen til spejlet. Håndklædet var faldet af for længst. Hun så på sin egen nøgne krop, den krop Sten ignorerede. Hun tog sin telefon og åbnede kameraet. Først en video. Hun lod kameraet glide langsomt ned over sin krop, fra hendes ansigt, dvælende ved hendes bryster, ned over hendes mave til det mørke krøllede hår mellem hendes lår. Hun sendte den uden et ord.

Svaret var et billede. Et sløret, men umiskendeligt billede af hans pik, der stak op fra hans dyne, hård og mørk i skærmens lys.

Zola gispede. Hun følte en bølge af ren, ufortyndet lyst skylle igennem sig. Hun stillede telefonen op ad en parfumeflakon, satte den på selvudløser og trådte et par skridt tilbage. Hun spredte benene let, lagde den ene hånd på sin hofte og den anden på sit bryst, klemte let om den tunge kugle. Blitzen lyste rummet op et kort sekund og fangede hende i al sin nøgne, forbudte pragt.

Hun kiggede på billedet. Det var et billede af en kvinde på randen. En seksuelt frustreret, men magtfuld gudinde, der endelig havde fundet en tilbeder.
Historien fortsætter under reklamen

Hun sendte billedet til Emil. Og ventede. Ikke på hans svar, for hun vidste, hvad det ville være. Hun ventede på det uundgåelige næste skridt. For nu var fantasien ikke længere nok.