“Du tænker på hende nu,” hviskede hun. “På hvordan blonderne sad mod hendes brystvorter. På hvordan hun drejede sig for dig.”

Forfatter: Uden navn

Læs første afsnit

Indenfor rammen

Hun sagde ingenting.

Hun stod i døråbningen og tog synet ind. Mig. Trusserne. Pletten i det sorte stof.

Jeg nåede at tænke, at hvis hun råbte, ville det være lettere. Hvis hun slog mig. Hvis hun græd.

Men hun gjorde ingen af delene.

Hun trådte ind og lukkede døren bag sig. Roligt. Kontrolleret.

Jeg slap trusserne. De landede på gulvet mellem os.

Hun bøjede sig ned, samlede dem op og gik helt hen til mig.

“Er det første gang?” spurgte hun.

Jeg svarede ikke.

Hun tog fat i min skjortes brystlomme, trak den ud og proppede trusserne ned i den. Hun pressede dem fladt mod mit bryst, så jeg kunne mærke stoffet gennem bomulden.

“Jeg har set dig,” sagde hun. “I månedsvis.”

Hendes blik var ikke såret. Det var konstaterende.

“Du bliver anderledes, når hun er i rummet.”

Hun lod hånden hvile et øjeblik mod min brystkasse.

“Og du knepper mig bedre, når hun har været tæt på.”

Ordene slog hårdt. Ikke anklagende. Nøgne.

Hun trak hånden til sig.

“Du rører hende ikke,” sagde hun. “Det gør du aldrig.”

En pause.

“Men vi lader være med at lade som om.”

Så gik hun.

Trusserne lå mod mit bryst som en påmindelse resten af dagen.

Lejligheden ændrede sig, uden at nogen sagde det højt.

Freja begyndte at bevæge sig, som om hun vidste, at hun blev set. Ikke teatralsk. Ikke vulgært. Bare bevidst. Hun kunne blive stående i døråbningen et sekund længere, lade blikket hvile, før hun talte.

Hun lod døren til badeværelset stå på klem, når hun gjorde sig klar om morgenen. Ikke helt åben, ikke helt lukket. Lige nok til, at lyset fra spejlet sivede ud i gangen. Hun stod derinde i små, sorte trusser, topløs, med et håndklæde snoet om håret som en turban. Hun lagde makeup – pensel mod kindben, læbestift der gled langsomt over læberne.

Da jeg gik forbi, mødte hun mit blik i spejlet. Hun smilede svagt – ikke udfordrende, bare bevidst – lod øjnene hvile på mig et sekund, to, før hun rakte ud og lukkede døren stille. Næsten blidt.

Det var ikke tilfældigt.

Det var en temperaturændring.

Mette så det hele.

Hun sagde ingenting. Men hun rykkede sig en anelse tættere på mig i sofaen om aftenen. Lagde hånden på mit lår, når Freja trådte ind i rummet. Ikke som et kærtegn. Mere som en markering.

Det var et spil uden regler. Eller måske med regler, jeg ikke havde formuleret.

Freja provokerede.

Mette observerede.

Jeg stod midt i spændingen.

Freja skulle til fest den fredag.

Hun havde været inde på sit værelse længe. Musik. Skabsdøre. Stilhed.

Da hun trådte ind i stuen, ændrede luften sig.

Hun havde en stram, gennemsigtig blondebluse på. Ingen bh. Blonderne lå præcist, hvor de skulle, dækkede lige nok og afslørede resten som antydning. Stoffet fulgte hendes krop. De løse bukser sad lavt over hofterne.

Hun stoppede midt i rummet.

“Er det for meget?” spurgte hun.

Ikke til mig.

Til Mette.

Mette lod blikket glide roligt over hende. Vurderende. Næsten professionelt.

“Det kommer an på, hvad du vil have ud af det,” sagde hun.

Freja smilede.

Hun gik hen og satte sig på ryglænet bag mig. Det ene ben bøjet, det andet hængende ned langs min skulder. Varmen fra hendes hud gennem min skjorte. Den tynde duft af parfume.

Hun lænede sig frem, så hendes stemme var tæt ved mit øre.

“Han kan godt lide det,” sagde hun halvt grinende.

“Det kan de fleste,” svarede Mette roligt.

Der var noget elektrisk i rummet. Ikke højt. Ikke dramatisk. Bare en summen under huden.

Freja lod fingerspidserne hvile kort på min skulder.

“Det er bare tøj,” sagde hun lavt. “Jeg dør jo ikke af, at du kigger.”

Hun hoppede ned igen og drejede en halv omgang foran os.

“Så?”

“Du skal nok få opmærksomhed,” sagde Mette.

Freja tog sin taske og gik. Lige inden døren lukkede, mødte hun mit blik. Ikke længe. Bare længe nok.

Da Freja var ude af døren, trak Mette mig ind i soveværelset.

Hun var rolig. Bevidst. Hun lod tempoet falde, som om hun ville tvinge mig til at mærke det, der lå under huden.

“Hun ved det,” sagde hun.

Jeg svarede ikke.

“Og du ved, at hun ved det.”

Hun holdt mit blik.

“Jeg sætter rammen,” sagde hun stille. “Du holder dig indenfor den.”

Hun skubbede mig hårdt ned på sengen, ikke ned at sidde – ned på ryggen. Hun stod over mig, knappede sin egen skjorte op med hurtige, præcise bevægelser, lod den falde. Så trak hun min skjorte op over hovedet, bandt ærmerne stramt om mine håndled og fastgjorde dem mod sengegavlen med et hurtigt ryk. Hun trak mine bukser og underbukser ned i ét hug, lod dem hænge om anklerne.

Hun satte sig overskrævs på mit bryst, tungt, pressede knæene mod mine arme, så jeg ikke kunne bevæge mig. Hendes fingre gled ind i mit hår, trak hovedet bagover.

“Du tænker på hende nu,” hviskede hun. “På hvordan blonderne sad mod hendes brystvorter. På hvordan hun drejede sig for dig.”

Hun tjattede let mod min kind – ikke hårdt, bare nok til at det brændte.

“Sig det.”

“Ja,” hviskede jeg.

Hun flyttede sig nedad, lod sig glide langsomt ned over mig, men stoppede halvvejs, lod mig sidde fast i kanten af hende uden at give mere. Hun bevægede hofterne i små, præcise cirkler, torturerede mig med varmen og trykket.

“Du må ikke komme,” sagde hun. “Ikke før jeg har taget det, jeg vil have. Og ikke før du har bedt om lov.”

Hun steg af, vendte mig om på maven med et hurtigt ryk, trak hofterne op. Hendes hånd gled mellem mine ben bagfra, greb fat, klemte – ikke blidt. Hun førte mig ind i sig selv med et brat stød, tog alt på én gang, holdt mig derinde uden at bevæge sig, lod musklerne klemme rytmisk om mig, mens hun lænede sig frem og bed mig hårdt i skulderen.

“Du kommer, når jeg siger det,” hviskede hun mod mit øre. “Og du kommer kun, fordi jeg ejer det.”

Hun begyndte at ride – hårdt, dybt, kontrolleret – dikterede hvert stød, holdt mig nede med en hånd i nakken. Da hun selv nåede kanten, pressede hun sig selv ned i fulde bevægelser, lod mig mærke hver sammentrækning, og først da hun var midt i sin egen orgasme, gav hun det korte, skarpe kommando:

“Nu.”

Jeg eksploderede næsten smertefuldt ind i hende, mens hun fortsatte at bevæge sig, tvang hver sidste rystelse ud af mig, indtil jeg lå rystende og tom under hende.

Hun steg af, løsnede mine håndled, lagde sig ved siden af og trak dynen op.

“Det var din straf,” sagde hun roligt. “Næste gang bliver det hårdere. Husk det.”

Det var sent, da vi faldt til ro.

Mette sov hurtigt. Vejrtrækningen tung og jævn.

Jeg lå vågen.

Så kom lyden af nøglen i døren. Dæmpet latter. En fremmed stemme.

“Shh,” hørte jeg Freja sige. “De sover.”

Fodtrin. En dør, der blev lukket.

Så bevægelse gennem væggen. Ikke tydelig. Ikke høj. Bare nok.

En seng, der gav sig. Et dæmpet grin.

Det var ikke fantasi længere.

Det var virkelighed på den anden side af væggen.

Det var virkelighed på den anden side af væggen.

Våde smaskelyde, rytmiske, højlydte, som om de ikke engang forsøgte at dæmpe det. Hendes klynk – skarpt, næsten overrasket hver gang han stødte dybt. Et støn, der steg til et halvkvalt skrig, da han ændrede vinkel. Madrassen knirkede højere nu, hurtigere, taktfast. Hans lave grynt, hendes gisp der blev til korte, desperate “ja-ja-ja”.

Et pludseligt, højt klask af hud mod hud. Hendes stemme, der knækkede over i et langt, rystende støn, mens sengen slog mod væggen i korte, hårde stød.

Mette lagde en hånd over min mave i søvne. Tung. Ejeragtig.

Jeg lå og lyttede. Ikke fordi jeg ville. Men fordi jeg ikke kunne lade være.

Min hånd gled ned. Jeg var stadig rå og øm efter Mettes greb, næsten for øm til at røre, men smerten blandede sig med pulsen og gjorde det værre. Jeg greb fat, strammede, bevægede mig hurtigt, næsten brutalt, i takt med klaskene og hendes støn gennem væggen.

Jeg bed mig selv i underlæben til det blødte, men stoppede ikke. Da hendes stemme gik over i et højt, ufiltreret skrig på den anden side, kom jeg selv – hårdt, lydløst, mens musklerne trak sig sammen i smertefulde bølger.

Lydene ebbede ud.

Stilheden kom tilbage.

Næste morgen var fyren væk.

Freja stod i køkkenet med håret samlet løst. Blondeblusen lå krøllet over en stol.

Hun hældte kaffe op og så på mig.

“Det virkede,” sagde hun.

Jeg sagde ingenting.

“Tøjet,” præciserede hun. “Mor havde ret.”

Mette så op fra sin kop.

“Om hvad?” spurgte hun roligt.

Freja trak på skuldrene.

“Om hvad man kan få ud af det.”

Hun smilede svagt.

Så satte hun koppen fra sig.

“Jeg flytter om en måned,” sagde hun. “Jeg har sagt ja til studiepladsen.”

Mette nikkede.

“Det er godt.”

Freja så på mig.

“Det er nok på tide.”

En måned.

Pludselig havde det hele en udløbsdato.

Mette lagde hånden på mit lår under bordet. Fast. Rolig.

“Så må vi bruge tiden fornuftigt,” sagde hun.

Freja smilede.

“Ja,” sagde hun. “Det må vi.”

Spændingen var der stadig.

Den havde bare fået en deadline.
Historien fortsætter under reklamen

En måned.

Det var lang tid.

Og slet ikke.

1 kommentar

1. Donnord

   23/03/2026 kl 10:28

   lækkert hvis Mette sender ham i byen med en besked om, at han shoppe to. lingeri sæt, og det skal være to sæt som hvis han ikke knde Mette og Freja, vil hans tænke være at de begge er luder når de køber deet to sæt

   1+

   Besvar kommentar