Hun var ikke som andre 17-årige, på nogen områder var hun måske 25 og andre som lille pige. Omsorgssvigtet


Forfatter: Frøken K

Hun sad og ventede, omgivet af nogle sportstasker og et par plastik poser. Alt hvad hun ejede var i oppakningen. I en alder af 17 år har jeg sgu ikke meget, tænkte hun, på mange måder ikke meget.

Det havde været svært at finde et sted til hende, hun havde været i systemet i mange år, var faldet igennem mange gange og vel ikke rigtig grebet sådan helt rigtigt. Hun havde boet mange steder, været stukket, skiftet skoler, aldrig fundet ro. Aldrig blevet forstået. Massivt svigt i barndom men også en massiv følelse af svigt i teenageår, ensomhed og kaos beskrev hendes liv.

Nu sad hun så her, ventede på sagsbehandler, en ny igen, kom. Hun skulle igen opbevares et sted. Hendes alder gjorde man havde tænkt på ungdoms pension eller lille værelse med støtte besøg. Hun var 17, men var ikke som andre 17 årige, på nogen områder var hun måske 25 og andre som lille pige. Omsorgssvigtet kunne være hendes mellemnavn.

Hun forsøgte altid ikke at ligne en der reelt var skræmt af tilværelsen, hun slog hellere først end hun lyttede. Var vagtsom og nærmest altid med skulderne oppe. Det gjorde faktisk ondt i nakken af de spændinger.

Sagsbehandler var en ny dame, hun havde været ved at skrige da hun blev præsenteret for en ny i rækken, hun huskede ikke hvor mange hun havde mødt, ikke alle havde hun set. Det var i hvert fald mange.

Hendes tanker blev afbrudt “nå du er klar?” ind nærmest væltede hendes nye sagsbehandler, hun kunne ikke huske hendes navn. Hun lignede ikke de andre, hun var lille, tæt bygget med kort strittede hår og en masse øreringe, sort strikket oversize sweater men den skjulte ikke hendes bryster var til den store side. Et par slidte jeans på ben og nogle sneakers.

Sagsbehandler tog en plastik mappe frem, “her er en masse tlf nr hvis du får brug for det, inkl mit”, mappen røg i tasken og en ipad blev fundet frem, mens vi kører kan du kigge lidt her, de øvrige beboere og personalet har lavet en præsentation til dig, så du kunne være lidt forberedt på dit nye sted. Ipad røg i taske og op kom en pose – “jeg har puttet lidt diverse snacks og en rejse elkedel i, så kan du altid lave nudler eller noget andet på dit værelse.

Sgu første gang hun havde mødt en dame der var så…menneskelig. Hendes tanker blev afbrudt “skal vi køre??”. Hun rejste sig, så lille og sårbar ud, sagsbehandler kunne se det og trak hende ind til sig, hende som ikke brød sig om tæt kontakt, men det føltes faktisk rigtigt, trygt.

De bar i fællesskab oppakning ud i bilen, på hendes sæde sad en lille bamse – “den skal du tage med” sagde sagsbehandler, “det er din nu og med den er du aldrig alene”. Den var faktisk lidt sød, bamsen, hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde haft en eller hvor den var blevet af. Det gav faktisk en ro at sidde med den i hænderne.

Undervejs kiggede hun på filmen på ipad’en, blev positiv overrasket over de andre “beboere” og også personalet, især kiggede hun lidt ekstra på den ene mand, pædagog var han vidst. Stedet havde nærmest eget fitness center med bla boksepude. Hun smilte ved tanken om at kunne slå løs på den mens indre billeder af fortidens svigt i hovedet.

De kørte i stilhed med radio stille i baggrunden og efter et par timer holdt de foran en stor bygning. En mand kom smilende ud og bød velkommen og præsenterede sig som Kim. Han var kortklippet med grå stænk i det mørke hår, tilsynenladende veltrænet, så i hvert robust ud. Han kiggede på hende og sagde han håbede hun ville falde til og få det godt og forslog de gik en runde udenfor først. Stedet var helt klart et med mulighed for ude aktiviteter og -hygge, hvis man ellers kunne finde ud af det.

De gik indenfor, og hun fik set det kæmpe hus indvendigt. Der var ingen af de øvrige beboere til stede, de var taget på tur. Hun hørte ikke hvorhen, var bare lettet over ikke at skulle forholde sig til mere nyt lige nu. Kim viste hende det værelse hun skulle have, enkelt indrettet men stadig hendes og med eget bad. Han sagde når de havde hentet hendes ting i bilen og fået dem ind på værelset, kunne de gå på lageret så kunne hun se om der var noget sengetøj, nips eller andre ting hun havde brug for. Alternativt måtte de købe noget dagen efter.

Hun fik sagt farvel til sagsbehandler med en lille klump i halsen, hvad fanden skete der for hende? Hun plejede ikke sådan at kunne lide nogen – og da slet ikke nogen fra systemet.

Hun fulgtes med Kim til det såkaldte lager, hun valgte sengetøj, håndklæder og lidt pynteting. Han pegede mod en hylde “dyne”? Skal du have en tyngdedyne eller alm dyne. Hun tænkte…jeg ved det ikke, jeg sover altid dårligt. Han valgte en almindelig dyne og et lille tyngde tæppe og de gik sammen op til hendes værelse. Han måtte kunne se på hende hun var træt, fyldt med indtryk.

Læg sengetøj på og tag et bad, hendes tanker blev afbrudt at Kim. Han kiggede opmærksomt på hende, spørgene. Hun nikkede. Kim sagde han ville komme igen om en times tid.

Hun fik hurtigt lagt sengetøj på og gik i bad, det var varmt at mærke det varme vand løsne spændinger i nakke og skulder.

I en pose fandt hun et par natbukse lignende sommerbukser og en top og satte sig lidt fortabt og mæt af indtryk på sengen. Hvor længe hun sad, vidste hun ikke, men hun blev nærværende da Kim bankede på døren og først kom ind da hun sagde “ja”. Hun følte sig respekteret og blev lidt glad.

Kim stak hoved indad dør “er du sulten?”. Det var hun faktisk, nikkede forsigtigt. Han smilte til hende, så kom ned i køkkenet, så improviserer jeg noget mad. Der duftede af mad, rigtig mad som hun forestillede sig man lavede i familier. Det var noget sammenkogt med ris, hun spiste flere portioner i tavshed.

Kim kiggede på hende og sagde med et smil at han var glad for hun havde spist men faktisk også var noget bekymret over hvornår hun sidst havde fået ordentlig mad. De hjalp hinanden med at rydde væk, de småsnakkede om ufarlige ting og det føltes rart, måske hendes skuldre faldt lidt ned. Han beklagede han havde en masse praktiske spørgsmål til hendes indskrivelse, vidste godt det kunne være ubehageligt. Derudover, han pegede på en stak ringbind/mapper, “den her bunke, det er det meste af dit liv, Julie, jeg har ikke planer om at læse det hele, ved du selv hvad der står”? Hun trak på skulderne og så mut ud. Han smilte igen og udstrålede en ro der smittede af på hende. “Vi ser på det, vil du helst snakke på værelset eller her et sted”?

Hun valgte værelset, der vil hun kunne sidde i sin seng med ben trukket op foran sig, som et slags værn mod de ting hun ikke havde lyst til at blive mindet om.

De fulgtes ad, han med hendes liv i mapper i armene. Hun satte sig i hjørnet af sengen, han på kanten af sengen med siden til. “Det er helt ok hvis du ikke har lyst til at se på mig når du svarer”. Hun blev lidt lettet og spændte knapt så meget i skuldrene. De fik relativt hurtigt talt om praktiske ting og skulle så igang med det mere private, hendes fortid. Der var stille lidt, “er der noget særligt du har brug for at fortælle, særlige hensyn du har brug for? Hun var for paf til at kunne sige noget, var på ingen måder vant til at nogen var med hende og ikke mod.

Hun kiggede tavst ned på dynen. Han afbrød stilheden og sagde han til en start havde en ting, han var sikker på hun manglede en masse tryghed og varme. Hun blev lidt varm i sine kinder, han havde jo ret, helvedes også. Han sagde at han var sikker på at det skulle de 2 nok få rettet op på, men nu synes han de skulle lade papirbunker ligge til senere og gå ned i sofa og se en film.

Hun valgte filmen, hun havde hørt om den men ikke set den. Han klappede på sofa, kom sæt dig ved mig i hjørnet, hun ville nærmest sidde med ryggen til ham hvis hun også tog ben op i sofaen.

Filmen var god men vakte uro i hendes hjerne der huskede fra tidligere. Han opdagede det, lagde en hånd på hendes skulder “skal vi slukke?” hun rystede på hovedet, kunne ikke se ham i øjene eller sige noget. Han satte sig bag hende og trak hende op så hun kunne mærke hans brystkasse opad ryggen, hans rolige åndedrag. Hans ben lå på ydersiden af hendes og den ene arm om hendes mave.
Historien fortsætter under reklamen

Hun følte sig tryg, så tryg hendes krop reagerede på den mandlige kontakt. Det dunkede svagt imellem hendes ben, men hans arm lå bare passivt over hendes mave.

Læs næste afsnit

2 kommentarer

1. Damernes Ven

   11/09/2024 kl 12:32

   Bare ‘nogen af Jer’ .. ville skrive mere om dette “Mesterværk”!

   Frøken K – overvejer nominering .. for det mest empatisk oplæg til lang og givende historie – brud af den sociale ring. Ved at det bliver lidt ‘store ord…’ mener det. Hører gerne hvad .. til brevven69@yahoo.dk   v/Damernes Ven

   1+

   Besvar kommentar
2. Damernes Ven

   10/09/2024 kl 11:27

   VAuvvvv…!!

   Du er virkelig en dygtig debutant!

   skal genlæses – glædes ekstra over “fortsættes…”. JA og JA-tak!!

   TAK fra mig, Damernes Ven og brevven69@yahoo.dk

   4+

   Besvar kommentar