Hun glider ned på knæ, åbner spændet i Jørgens livrem, knapper bukserne op og hiver den velvoksne mandepik ud i det fri ..
Forfatter: Ole Poulsen

Læs første del

Anden del

Præstegården ligner sig selv i sensommersolens gyldne stråler, lindetræerne står med et mørkegrønt løvtag og overskygger vejen op til den hvidkalket præstebolig. Erik leger under det gamle pæretræ iført en gul t-shirt og blå overalls. ”Hvor gammel er det nu, han er?”, tænker Jørgen, der står på vejen og kigger over den lave bøgehæk– og svaret, kommer til ham, efter han har talt lidt på nogle imaginære fingre.

Jørgens mor, Minna, havde haft tydelig topmave for tredje gang, da han forlod præstgården i det østfynske og drog til det høje i Århus. Velsignet af sin stedfader for at drage på jagt i de hellige skrifter og om at få et kald til præstegerningen. Karaktererne var så rigelige og kunne have bragt ham længere, hvis han var født i ægteskab, men som uægte barn skal man ikke være utaknemmelig, og det var han sådan set heller ikke. Dengang handlede om at komme væk for at overleve som menneske, inden han selv blev trukket ned i fordærvelsen, men det var måske i virkeligheden for sent, og hvad ved en 19-årig dreng om, hvad der er for sent i livet?

Johannes’ dæmoner kendte Jørgen alt til. Stedfaderens hang til de klare dråber vækkede ondskaben i præstegårdens bolig, og lod sin afmagt over en ynkelig uduelig pik og sine perversiteter gå ude over den 28 år yngre Minna, og da Johannes så Jørgens lange stive drengepik, efter Jørgen havde slikke sin egen mor til ekstase, så blev det til ugentligt ritual. Jørgen nød fornemmelsen af sin kærlige mors våde fisse om sin stålstive drengepik, der stadig var nøgen og drenget, men hvor der langsomt kom mere og mere følelse i og en nat – dybt begravet i sin mors våde og modtagelige kusse, sendte han sin første ladning drengesperm på mission i sin mors indre.

Eksplosionen i Jørgen, når spermen fløj ud og forplantede sig i sin mor, var fortryllende. Den største gave hans forhadte stedfader, havde givet ham. Da spermen først begyndte at flyde fra Jørgens pik, var det ikke længere kun, når Johannes ville spille sin impotente pik af, imens Jørgen klarede de ægteskabelige forpligtigelser. Jørgen kunne så let som ingenting liste sin mors trusser af, når Johannes ikke var i huset, og få sin velvoksne drengepik op i den søde kildrende kløft mellem sin mors ben. Og inden Jørgen blev 14, gik Minna stolt rundt med en bule på maven, og Johannes legede med, når der var lykønskninger til, at det endelig var lykkedes sognepræsten at gøre sin unge kone med barn.

Det sidste barn Jørgen gjorde sin mor gravid med, er Erik under pæretræet. Han må være 6 år, kom Jørgen frem til, og en ukendt faderlig følelse stikker i ham, så han både smiler og tårerne står op i øjnene af følelser, som han ikke ved, at han besidder. Jørgen hanker op i sin kuffert og en svag tøven lister sig ind i den bevægelse, der skal få det højre ben sat i bevægelse til gang op igennem den korte allé med lindetræerne. I let ludende gang kommer han fri af lindetræernes skygger og stå nu frit i det åbne uden mulighed for retræte. Han er heller ikke rejst den lange vej fra Århus for at trække sig tilbage, så snart han har så sit barndomshjem. Han er kommet, fordi han har en mission – og fordi han mangler ophold i nogle uger, inden han kan starte sit præstevikariat i det nordjyske.

På den grusbelagte plads foran præstegårdens bolig vender Jørgen sig rundt for at mindes. Alléen slutter 20 meter fra hoveddøren, der sidder i midten af det lange hus i et smalt gavlparti, hvor i der, i gammel tid, kunne hejses korn op på loftrummet via et udvendigt hejseværk. Nu er gavlluen byttet ude med et rundt vindue, og med tiden er taljen til hejseværket forsvundet sammen med luen, mens den kunstfærdige hejsebjælke i egetræ stadig stikker vandret ud i luften, som en anklagende sorttjæret pegefinger.

På venstre side af alléen leger Erik under det gamle pæretræ, der står med sin tunge byrde af modnende frugt i selskab med blommetræer og æbletræer med hver deres byrde. Til højre for alléen ligger den store plæne, som slutter nede ved dammen, hvor ænderne sejler rundt med sommerens ællinger, der snart kan klare sig selv og skal ud i den store verden, for selv at finde sig en sø med tilpas føde og få farer. Dammen er ren og kold, men op mod præsteboligen er vandet mørkt, stille stående og småfisk og vandplanter har fæste her. Den side, der er tættest på kirken, er klart som krystal, og selv i den koldeste vinter er dammen fri for is til den side.

Derfor er dammen hellig og har været livsnerven til det samfund, der etablerede sig her. Frisk vand uden is, der bobler op fra undergrunden og løber væk i en lille bæk, der senere slår følge med vandet i åen, der har sit løb ude midt i engene.

Her i september solens varme stråler suger Jørgen energien til sig. ”Er det dig, Jørgen?!”, spørger en velkendt kvindestemme med glæde og en anelse ængstelig. Han vender sig om mod sin mor, der er kommet ud og står på trappestenen. Hun ser ud, som hun altid har gjort. En lille kvinde med et kønt smalt ansigt, håret er langt, men altid sat op, så det ikke er i vejen i det praktiske arbejde, hun står i en mørkeblå kjole, som lægger sig yndefuldt om hendes moderlig figur med velformet bryster og en talje, der stadig er smallere end hofterne.

Jørgen står forstenet, alt er gået i stå. Hvad er det, der gør, at hans tanker og bevægelser låser sig fast ved at se sin mor med glæde i øjnene og bekymring i smilet? Endeløse sekunder står han og stirrer lamslået på sin unge mor. Der er snart syv år siden, at han forlod dette hus, fast besluttet på aldrig at vende tilbage. Dengang så han sin mor som en gravid gammel kvinde på 35 år, nu ser han hende stå og se ung ud. Han smiler forlegne tilbage og løfter den frie hånd til en hilsen, og Minna løber ham i møde til en varm omfavnelse.

”Kom med ind, Johannes er i køkkenet”, siger hun og kalder Erik til sig. I refleks slår Jørgen venstre hånd ind foran sine øjne og kaster et blik på uret. Det er midt eftermiddag, så dæmonen slumrer endnu, og Johannes vil være den alt omfavnende sognepræst nogle timer endnu. Køkkenet ligner og dufter af sig selv, og på pladsen for enden af det kraftige spisebord sidder en opsvulmet ældre herre, der knap er til at kende. ”Der har vi minsandten den fortabte søn!”, brøler Johannes og står næven i bordet og kommer prustende på benene.

Der er mindst løbet 20 kilo mere på den pensionsmodne sognepræst siden Jørgen rejste til Århus. I stive bevægelser tramper han sig de ti skridt frem mod Jørgen og rækker ham hånden, som er det en fremmet forretningsmand, der er bliver budt inden for, og første spørgsmål er også i et forretningsmæssigt et at slagsene. ”Og hvad kan vi så gøre for den unge Herre?!”, spørger dæmonen bag de matte aldrende lyseblå øjne på den fede sognepræst. ”Så! – nu kan vi lige drikke en kop kaffe”, kvidrer Minna i et forsøg på at gyde olie på vandene, inden de bliver oprørte, og dæmonen slår bydende en hånd ud mod en stol ved spisebordet.

”Jo”, stammer Jørgen frem og fortsætter, ”jeg starter et vikariat tæt på Aalborg til november”. Johannes kniber øjnene sammen, mens et smil kruses ved mundvigene, og Minna slår hænderne sammen. ”Og det er du rejst hertil med kuffert for at fortælle efter snart syv år uden en lyde?!”, spørger Johannes med et forsøg på at lyde skuffet og bekymret over sin stedsøn, ”du kan vikariere her, jeg skal pensioneres til næste sommer alligevel”.

En tanke som Jørgen ikke har overvejet, og nu får Johannes, det indlysende til at lyde som endnu et svigt af sin egen mor og familie ved, at Jørgen ikke har tænkt sig selv, som en naturlig afløser efter Johannes. På den anden side vil han ikke kunne bo i det hus, som har så mange mørke hemmeligheder, og som er forpestet af en dæmons råddenskab. ”Jeg vil tænke over det, hvis jeg må blive her til slutning af oktober”, svarer Jørgen. Minna ser alvorligt fra Jørgen og over på Johannes, hendes øjne har svaret, men nu afventer hun Johannes dom, inden hun afslører, hvad hendes øjne siger.

”Hmmm!”, brummer Johannes som en gnaven bjørn, der er vågnet for tidligt af sit vinterhi. Han gentager sine brummelyde, som om han er i en indre dialog med sin dæmon, og efterfulgt et tydeligt suk svarer Johannes tungt, ”du kan sove på dit gamle værelse for 25 kr. om ugen, og du skal betale nu.” Jørgen finder sin tegnebog frem og hiver til Johannes forbløffelse 200 kr. frem fra dens folder, og rækker pengene til sin mor. ”Jeg bliver her kun i syv uger, men betaler for otte”, svarer Jørgen brysk igen. Pengene har han tjent i løbet af sommeren ved at grave brunkul, efter tyskerne har besat det danske land, og i de sene aftentimer i barakkerne har han pløjet sig igennem avis efter avis, og søgt vikariat stillinger som præst, til heldet tilsmilte ham. Så pakkede han sammen og hævede sin gage og med 1000 kr. på lommen, kunne han nu godt overleve et par måneder indtil en fast hyrer i Den danske folkekirke var hjemme.

Jørgen sluger sin kaffe og tager kufferten med ned på sit gamle værelse. Værelset er stadig nydeligt, selv om det lugter ubeboet. Sengen står på sin plads skubbet op mod væggen ind til spisekammeret og det lille skrivebord ved vinduet med udsigt over baghaven, der er en stor græsplæne med en flagstang midt i et rundt rosenbed i fuldt flor af store røde roser. For enden af haven er et stendige, som hænger sammen med stendiget rundt om kirkegården. Der ude bag stendiget ligger landsbyen med dens beboere, der ved at se mod stendiget kan se kirken på toppen af bakkekammen med præstegården (200 meter derfra) liggende i en dal ved foden af eng og mose.

Kort efter kommer Minna ind på værelset med en dyne og noget sengetøj, og begynder at redde op til sin tilbagevendte søn. Hun siger ikke meget, det har hun aldrig rigtig gjort, men hun nynner sagte. ”Hvor er de andre to”, lister Jørgen sig til at spørge og hans mor glor på ham, som om han ikke er rigtig velforvaret. ”De er i skole”, svarer hun kort og fortsætter, ”nu er du ikke kommet for at lave splid og ballade?” Jørgen ryster på hoved, han er drevet af en mission og måske nysgerrighed, men det er ikke splid og ballade, han vil lave – nærmere tværtimod.

Vel installeret på sit gamle værelse med tøjet i skabet bag døren, og moderens omsorgsfulde gerninger, der har bragt en grøn plante ind i den ellers tomme vindueskarm. Jørgen hører, at der bliver hvisket foran sin dør, de hemmelighedsfulde stemmer bliver afbrudt at små fnis og grynt, som om de skal bygge et mod op til at banke på døren. Ventetiden bliver næsten uudholdelig for ham, for hvor er han nysgerrig efter at se dem igen; mon han kan kende dem, mon de kan kende ham? Og endeligt sker det, tre meget forsigtige bank på døren og en pige, der fniser nervøst. ”Kom ind”, svarer han og irriteres af at stemmen svigter og må rømme sig og gentager, ”kom ind!”.

Dørhåndtaget knirker og bevæger sig langsomt ned, og døren mister grebet i kammen og svinger op. En meget lyshåret pige med små fine fregner, der er plettet ud over næseryggen og det øverste af sine kinder, står genert i døren med to mindre brødre bag sig. De ser på ham som en ukendt onkel, der er vendt hjem fra Amerika. Deres øjne er store og forventningsfulde. Øjne, som ligner dem, han ser, når han betragter sit eget spejlbillede. Erik på 6, der stadig har sin gule t-shirt og blå overalls på med grønne græsknæ, Peter på 10 med grå knickers og skjorte med kort mørkt hår og grønlige øjne, og endelig forrest står Laura på snart 13 med sit lange lyse og glatte hår, der yndefuldt dækker de toppe, der løfter stoffet ud på den lyseblå skjorte, hun har på over sin sorte nederdel, ansigtet har fine træk, som hun har arvet fra sin mor.

Overvældet over at se sit ankom stå der samlet for første gang får Jørgen til at rejse sig, bøjer sig ned og slår armene ud, som om han vil kramme dem alle tre på en gang. En stemme i baghoved lyder fra sin mor, ”ingen ballade – ingen uro – ingen splid”. Han kniber i stedet for Laura forsigtigt i kinden, og lader sin pegefinger glide kærligt over Peters og Eriks næserygge og slutter af med et forsigtig og fjante dyt på Eriks næsetip. Isen er brudt, de smiler alle tre og de nervøse fnis er overtaget af tusinde usagte spørgsmål. ”Hvorfor banker I på døren?”, afbryder Jørgen stilheden. Det Erik, der først får mælet og siger helt kort og praktisk, ”vi spiser nu”.

Middagen er dagligdags, hvorfor skal man lave om på det planlagte, bare fordi familien er samlet for første gang i over seks år, og derforuden er det midt i en krigstid. Middagen bliver indtaget i stilhed og med stjålne blikke. Dæmonen har fået sin næring i løbet af eftermiddagen, mens Jørgen har været optaget af at komme på plads på værelset. Johannes øjne er ved at svømme over af for mange skarpe på præstekontoret, og det eneste Jørgen ikke ønsker i dag, er at give dæmonen en anledning til at overtage kontrollen helt med Johannes.

Dagene går på præstegården. Aftnerne og nætterne er påfaldende stille, og om dagen læser Jørgen sine bøger og har fornuftige samtaler med Johannes. Et svagt øjeblik er han lige ved at overveje muligheden for at blive, sige sit vikariat op i Nordjylland og tage imod Johannes tilbud om at vikariere her i stedet.

Minna har ofte tænkt, hvor hendes søn mon er blevet af. Hun har haft stor sorg, da han rejste afsted, og sorgen blev ikke mindre af, at brevene ikke blev besvaret. Hun har stillet mange spørgsmål, men de fleste kunne hun ikke besvare selv. Hun vil ikke kunne beskrive den glæde, der er boblet op i hende, da hun så den høje unge mand i sorte bukser, hvid skjorte og langt mørk cottoncoat med de ansigtstræk, som hun både ser i sine vildeste drømme og sine mareridt. Ansigtstræk, der lignede den mand, der for så længe siden, havde presset sig adgang op i hende, men de er også de ansigtstræk, der forventningsfuldt smilede til hende, når han havde tegnet en ny tegning, eller senere når han tømte sin sædspændte nosse oppe i hendes indre.

De har ikke rigtigt talt sammen i de første dage. Johannes bliver mest på sit kontor, ellers trisser lidt rundt i kirken og på kirkegården, nu og da i selskab med Jørgen i noget, Minna tolker som dybe samtaler, og det glæder hende, at der trods faresignaler er ro i huset. Børnene går om eftermiddagen på besøg hos deres hjemvendte storebror. Laura taler fornuftigt om bøger og krigen. Peter er eventyrlysten og får historier fra Århus og lange arbejdsdage i brunkulslejrene, og Erik går på besøg og vise stolt sine træsværd og legetøjsbiler frem.

Hun ønsker blot to minutter selv – alene med sin ældste søn og hører lidt, om det han har oplevet, men hver gang hun har taget sig sammen og gået ned til hans værelse og åbnet døren, efter han har bud hende ind, så står hun der og føler, at maven snører sig sammen og halsen bliver fyldt op med et stort dunkende hjerte, der er ved at kvæle hende. I stedet for at begynde den samtale hun har planlagt, bliver det til praktiske gøremål og småsnak om vejret.

En uge efter Jørgen er vendt tilbage, er Johannes taget til et møde i Odense. Laura og Peter er i skole, og Erik er hos en kammerat i landsbyen. I løbet af formiddagen har Jørgen gået en tur for at se, om landbyen har forandret sig, men bortset fra et par huse, der er dukket op langs landevejen, så er alt ved det gamle. Da han kommer ind i køkkenet, står hans mor og er ved at smøre et par madder til frokost. Jørgen mindes dengang, han som stor knægt kom hjem fra skole, og hans mor stod præcis sådan der og var ved at lave eftermiddagskaffe. Hvordan han gik hen og greb om hende, befølte hendes velformede bryster, og hun med fnis bad ham stoppe, men samtidig trykkede numse imod hans stive pik, og i stedet for at stoppe sin søn, trak hun op i sin nederdel og spredte benene, så han kunne plante sin pik dybt oppe i den fugtige oase.

Jørgen mærker, at han godt kan nu også, men tøver med sit træk. ”Ingen ballade – ingen splid”, hvad har hun ment med det, spørger Jørgen sig selv. Han har ikke drømt om at tage hjem for at genoptage det, han har forladt. Lige nu melder lysten sig. Han går tættere på og læner sig forsigtigt frem for at kysse sin mor kærligt på den ene kind. Han rører hende næsten ikke med læberne, og han er helt bevidst om, at han ikke har kropskontakt nogen andre steder. Der er helt stille, åndeløse sekunder som om Gud eller guderne ser med. Han dufter hendes dufte, der ikke har ændret sig. Han kysser hendes kind en gang med for at se, om der er reaktion.

Den kropsløse kontakt bliver brudt. Minna har følt det kærlige forsigtige kys på sin kind. Hun står stivnet, men ikke stivnet af skræk, det er for ikke at falde, fordi knæene er blevet bløde. Hans friske ånde ånder luftigt ved hendes venstre øre, og hun beder til, at det ikke må stoppe. Fugten fra sin søns varme ånde fortættes i hendes fisse. Minna mærker, hvordan alle hendes safter bliver drænet ud i fissen, der krævende begynder at pulsere som rytmen i en afrikansk stammedanse. Hun mærker endnu et forsigtigt kys, det første var fjerlet, det andet er mere et rigtigt kindkys, hvor fugten fra varme læber sidder tilbage som et køligt aftryk på kinden.

Jørgen mærker sin mors velkendte numse presse imod sit skød og han hører, at hun taber smørekniven på køkkenbordet i en syngende klang. Deres læber finder hinandens og omsluttet af hinandens arme giver de begge efter for det undertrykte savn. Jørgen griber fast om sin mors bryster og masserer dem kærligt, men grundigt. Hun glider ned på sine knæ, knælende åbner hun spændet i Jørgens livrem, knapper bukserne op og hiver den velvoksne mandepik ud i det fri. Hun gransker den kort for at afkode dens hemmeligheder eller for at bemærke nogle forandringer siden hun har set den sidst. Minna gaber over det fyldige pikhoved og begynder langsomt at sutte sin søns pik.

Jørgen griber fat om sin mors hoved og følger hendes bevægelser. Hun kigger ham forventningsfuldt i øjnene, og han smiler tilfreds tilbage og bliver overrasket over hurtigt han når til klimaks. I store stråler sender han sin sperm i halsen på sin kønne mor, der i store synke får syndfloden under kontrol. Han hiver fat under hendes armhuler, det hårde fysiske arbejde har styrket hans muskler, og Minna flyver fra gulvet og op på køkkenbordet i en lang hurtig bevægelse. Jørgen hiver målrettet hendes trusser til side og sultent æder han løs af den saftige kløft. Minna stønner i fryd og spreder ud, så hendes søn kan komme til.

Det er år og dage siden, at hun har oplevet at blive slikket. Johannes giver hende finger af og til, men det her er så meget bedre, og hvor har hun savnet præcis den her tunge imellem sine skamlæber. Jørgen mærker, at pikken er ved at vågne op til mere, dvask hænger den mellem benene, men for hver lille hvin, han får sin mor til at give, bliver pikken en tand tungere og mere hård. Han presser tungen dybt op i hende, og hun kramper kort i en lille orgasme, der har direkte effekt på pikken.

Han flytter sig fra ædegildet mellem sin mors ben og kigger hende fast i øjnene. Det er et ordløst spil, men der er intet at tage fejl af. Hun fører kælent to fingre ned til sin dampende våde fisse og fører forførende fingrene op i den våde skede. Jørgen griber om sin pik og gnider den op, så den er kampklar og træder helt tæt på, så pikhovedet rammer imod Minnas to fingre, der er begravet i fissen. Fingrene viger pladsen, og hendes smalle hånd griber om den tunge voksne pik, trækker sin søn tættere på sig og skubber sin numse ud over bordkanten, så skeden glider ned over den bankende stive pik.

Minna udsender et gisp, da pikken glider i bund på hende. I langsomme bevægelser bliver et damplokomotiv sat i gang, og i stødende og kantede bevægelser sætter det i gang. Jørgen genkender følelsen af at trænge op i sin mor: varmen, skammen, lysten, liderligheden og synden. Skiftevis mellem hver stød op i den modtagelige fisse. Stønnene bliver dybere og hurtigere.

Der midt på køkkenbordet hopper tallerkner og kaffekopper i takt med Minna og Jørgens genforening i kødets lyst. Hun mærker orgasmen komme rullende fra alle ender og kanter af sin krop. Brystvorterne er stive og ømme, klitorissen er svulmet op og trykket ned mod sin søns arbejdende pik, og i halvsiddende stilling med støtte fra sine arme og frit svævende med sit underliv, der bliver holdt på plads af sin stærke søn, og hans stive pik dybt oppe, er hun ude af kontrol til at stoppe det, hun har sat i gang.

Jørgen mærker, hvordan skeden malker sin pik, han arbejder koncentreret og puler løs i den fisse, han selv er kommet ud af. Han nyder de hoppende bryster, hende klynk og gisp, den måde hun strammer sin krop op og slapper af, og spænder op igen i en ny lille orgasme. Han kan ikke holde ret meget længere, og banker som en besat sin pik i bund i sin mor igen og igen. Minna skriger sin orgasme ud i køkkenet, og Jørgens pik pumper løs dybt oppe i sin mors skede og fylder den med sperm, imens han brøler sin udløsning ud.
Historien fortsætter under reklamen

De kigger på hinanden, og Jørgen minder sin mors ord – ingen splid og ingen ballade. ”Jeg pakker nu”, siger han flovt, men hun bremser ham. ”Nej, du bliver, ellers vil Johannes regne ud, hvad der er sket”, og efter lidt fortsætter hun, ”jeg har savnet dig, og ikke kun for det her, lad os snakke lidt sammen i stedet for”. Jørgen nikker. Han kan ikke forlade præstegården, før missionen er fuldført, men nu er han i tvivl.

2 kommentarer

1. Damernes Ven

   28/01/2021 kl 12:32

   … “tiden løber”!

   Heldigvis i en hel særlig tid med “frk. Corona” SÅ har vi en enestående forfatter: dig, Ole.  DU har begået endnu en unik historie, med drivende historie forløb – og med en let glidende forløb. Detaljerne ER beskrevet og i bedste fortælle stil, som ses her!

   Ole – velkommen tilbage igen/igen… DU er så uendelig brugbar at læse i den sværeste tid .. “vi” har oplevet.. TAK og TAK.. – skriver snart..

   RENT 5 tal… når højere.. ikke findes..!! TAK & TAK..!!

    

   3+

   Besvar kommentar
   • Ole Poulsen

     03/02/2021 kl 19:11 - som svar på Damernes Ven

     Tak for rosen, Damerne ven.

     Som altid er jeg glad for stjerner og kommentar, og så følger jeg gerne op med mere.

     3+

     Besvar kommentar