Mord i Rosenbaum County 6: Forfald

Jeg blev træt at at høre hendes klagen og fandt gag-bolden frem. “Nej. Lad mig nu bare komme. Mmmf…..”

Forfatter: Lester Crest
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Jeg landede træt i Houstons lufthavn og fik fat i det firma, som havde opbevaret min firmabil i 6 måneder. Efter nogle timer var jeg på vej tilbage til Rosenbaum County. Mit værelse var gjort ren og min hushjælp havde været så venligt at rydde op i køleskabet så der var noget at spise og drikke.

Ud på aftenen havde jeg skrevet rapporterne og fået sendt dem via telex puncheren til Hr. Ferrari. Ikke nemt at huske små bogstaver og alt det andet, men telexen gik igennem.

Jeg besluttede mig at gå ned på baren. Jeg bestilte en drink og forsøgte at nyde musikken påvirket af en lang rejsedag.

Jeg må have siddet der en halv time, da jeg hørte Ibens stemme kalde mit navn. Jeg vendte mig og fik et chok. Hvordan var det at hun så ud?

Hun lignede en katten havde leget med. Hun havde en meget kort top på og hvor hun 6 måneder forinden havde haft en stramt og fast krop, var der kommet et lille bildæk. Hun havde render under øjnene og spist sundt havde hun heller ikke. Hendes hud var uren.

“Iben. Hvad har du lavet?” Hun så forbavset på mig. “Hvad mener du? Nå. Skal vi ikke gå hjem til dig?”

Jeg tog hende med hjem. Måske ikke en god ide, men der var noget galt med hende. Jeg kunne ikke sætte fingeren på det, men jeg følte at jeg måtte undersøge det.

Vi var dårligt kommet indenfor døren før hun smed tøjet og forlangte sex. “Bind mig Dennis”.

Jeg fandt lædermanchetterne frem og bandt hende så hun lå udspændt på sengen. Derefter fandt jeg vibratoren frem. Hun stønnede sagte mens jeg kørte vibratoren hen over hendes krop. Hun var utålmodig. “Jeg vil komme.” Jeg ville ikke give hende den tilfredsstillelse med det samme. Jeg ville være i kontrol, så jeg trak tiden. “Mere” forlangte hun. Jeg blev træt at at høre hendes klagen og fandt gag-bolden frem. “Nej. Lad mig nu bare komme. Mmmf…..”

Hun brummede og vred sig men bundet på hænder og fødder gjorde at hun ikke rigtig havde nogle muligheder for at vride sig fri. Hun stirrede vredt på mig og jeg gad ikke hendes bebrejdende blik så jeg fandt et blindfold frem så jeg slap for det. Jeg tog fat i vibratoren og fortsatte med at drille hende. Der kom nogle støn og suk. Imens jeg drillede hende med vibratoren med den ene hånd, fandt jeg nogle klemmer fra skuffen med den anden.

Jeg satte først en klemme på hendes ene bryst. Der kom et grynt efterfulgt af “Mmmmf…” Så satte jeg klemmen på den anden brystvorte og jeg fornemmede en undertrykt protest, men der var intet hun kunne gøre. Jeg satte farten op på vibratoren og pressede den mod hendes klitoris. Hendes nu sveddækkede krop spændte op og hun kom med et undertrykt brøl. Jeg fortsatte med at køre på med vibratoren og hun fortsatte med at vride sig alt imens hun skiftede mellem klynke og brumme. Hendes orgasme strakte sig over flere minutter og hendes krop gik nærmest i krampe. Endelig lod jeg hende få fred og hun sank sammen i sengen.

Jeg lod hende ligge i sengen i et par minutter før jeg befriede hendes benmanchetter. Jeg befriede også hende manchetter på hænderne fra rebet, men vendte hende hurtigt og satte dem samme med en lille kæde. Jeg satte en spreder bar på hendes benmanchetter og positionerede mig bag hende hvorefter at jeg trængte ind efter at have sat et kondom på.

Det var et hurtigt knald og hun var ikke særlig aktivt da jeg havde udmattet hende. Jeg fjernede gag-bolden og blindfoldet.

“Dennis. Du er for meget. Jeg bad dig om at tilfredsstille mig – ikke slå mig halvt ihjel.”

“Iben. Hvis vi skal være sammen, så skal jeg have noget ud af det. Hvad er der sket med dig imens jeg har været væk? Du ser ud om at du har festet 5 dage i træk.”

“Der er ikke sket noget. Jeg har lavet det samme hver dag. Jeg har været sammen med Gustave og Ramon. Vi har siddet og drukket på båden og ved deres hytte. Kort sagt det som alle andre gør.”

“Iben. Det som alle andre gør, er at arbejde for at kunne komme rundt i verdenen og nyde livet. I kommer ingen vegne, hvis I ikke arbejder, men hør – jeg er træt. Skal jeg ikke befri dig og så kan vi sove på det og tale om det i morgen? Jeg kan godt hjælpe dig lidt igang. Vi kunne køre ind til Houston og se om der ikke var noget arbejde.”

Hun tav og jeg befriede hende. Da hun havde taget et brusebad, så tog hun sin tegnebog og fandt nogle piller frem.

“Hvad er det?”

“Det er bare nogle piller. Gustave kender en fra hospitalet. De hjælper en med at holde sig vågen. Jeg har nogle andre når vi skal danse.”

“Gustave er ikke god for dig. Den slags piller er gift for din krop.”

“Ah. Dennis. Du er for gammel. Jeg ved hvad jeg gør.”

Vi lagde os i sengen og jeg faldt i søvn. Næste morgen vågnede jeg og da var Iben allerede gået og jeg kunne se at der manglede 100 dollars i min tegnebog.

Jeg tænkte at jeg måtte finde ud af hvad der var sket imens jeg var væk, så jeg gik ned til politistationen og fandt Hr. Stockton stående foran stationen. Jeg spurgte om jeg kunne få 5 minutter med ham omkring Iben. Vi fandt en cafe og fik noget kaffe.

Jeg forklarede at jeg havde været på forretningsrejse i Mellemamerika og var blevet chokeret over hvordan Iben så ud da jeg kom tilbage. Hr. Stockton fortalte at Iben var blevet en del af det slæng som hang omkring byens badboy Gustave. Rigtig mange unge var over årene havnet i uføre. Iben var smidt ud hjemmefra da Hr. Stockton ikke følte at han kunne gøre noget da hun var over 18.

“Jeg må decideret advare dig imod min datter. Jeg er ked af at sige det, men hun er ude af kontrol og det eneste vi kan gøre er at vente til hun rammer bunden. Hvis bare vi havde kunnet stoppe Gustave. Jeg tror at du har hørt omkring Vanessa.”

Jeg nikkede.

“Vanessa var bare en af mange. 5-10 piger og drenge er havnet på Symphony School på grund af at de foretog forkerte valg efter at være blevet en del af den gruppe, som hang omkring Gustave. Desværre er Gustave smart. Det er aldrig ham som laver butikstyverier eller stjæler piller og alkohol fra forældrene.”

Vi tog afsked og jeg nævnte ikke de manglende penge. På min vej tilbage til hotellet tænkte jeg over hvordan Iben kunne reddes.

Næste morgen fik jeg en fax. Hr. Ferrari havde kaldt alle sælgere til møde i New York med kort varsel. Den danske familie og den Italienske kapitalfond som ejede firmaet var sjælden helt enige og derfor skulle vi nu til møde i New York, hvor man skulle snakke salgsstrategi.

Så et par dage efter fløj jeg til New York.