Vi er desværre langt fra reddet endnu. Først skal vi se, om vi overhovedet kan kravle gennem den snævre gang, og se, hvad slags hule der er længere inde

Forfatter: Nina og Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@gmail.com
Korrekturlæsning: Hende den stille
Læs forrige afsnit
Eller læs fra begyndelsen

Advarsel: i dette kapitel indgår ingen sex.
Bemærkning: I dette kapitel udspilles handlingen mellem to af de personer, som forfatteren Nina har skrevet for. Kapitlet er derfor helt i lyserødt, men det er skrevet i fællesskab af de to forfattere alligevel.

Rystende af kulde, og overvældet af følelser omfavnede de to veninder hinanden på den fugtige klippehylde ved siden af det vand de var svømmet op igennem. Der gik lang tid før Nina kunne tale.
“Hvad er det her for et sted?”

Jeg har ikke kunnet se så meget. Jeg er bange for, at der er kommet en del vand ind til min lygte alligevel, for den har næsten ikke mere strøm tilbage, så den kan slet ikke lyse det hele op. Men jeg tror desværre, at vi stadigt er i en klippehule. Nogle steder kan jeg se klipperne, og lyden er også så mærkelig. Men hvis det er en hule, må den være enorm.

Nina tog sin lygte ud af posen, og lyste rundt. Ganske rigtigt var de i en enorm klippehule. Både loftet og væggene var ujævne, helt anderledes end i tunnelen. Kun de nederste meter af væggene var lidt mere glatte. Nina smilede barsk.

Se her. Vandet har tidligere stået højere. Det forklarer, at vandtrykket har kunnet føre vandet frem gennem de dele af tunnelen, der ligger højere.”

“Men hvor fortsætter tunnelen?” ville Sugar vide. “Den underjordiske flod må da være strømmet ind i hulen et eller andet sted.”

Nina gav den spinkle pige et klem. “Der er flere muligheder. Vi kan forsøge at gå hele vejen rundt i hulen, hvis det er muligt, og se om vi kan finde en tilstrømning. Men det er jo lige så vel muligt at den ligger under vandoverfladen, og så finder vi den aldrig. Det er en ret stor sø, i forhold til at den ligger i en skjult hule. Og endelig er der en anden mulighed.”
“Hvilken?” kom Sugars spørgsmål helt automatisk.

“Den underjordiske flod vi har fulgt var jo efterhånden blevet mindre. Så noget vand har den fået tilført fra de omgivende klippelag. Måske har vandløbet sit udspring i denne enorme hule. Måske har der sivet så meget vand ned gennem jordlagene og revnerne i klippen, at det hele er begyndt her, og floden simpelthen har afvandet denne hule og søen.”

Sugar var chokeret ved denne besked. Selv om der ingen garanti havde været for, at floden havde løbet over jordoverfladen, havde hun nu alligevel troet fuldt og fast på, at de ville komme ud, hvis de fulgte den længe nok. Nu fortalte Nina hende, at det slet ikke behøvedes at være tilfældet. Var de for evigt fanget i dette store, underjordiske fængsel?

Det var som om al glæden og kraften sivede ud af Sugar. Hun stod der i det svage lys, halvnøgen og rystende af kulde. Tårerne løb ned af hendes blege kinder.

“Nu vrider vi begge vores tøj. Selvom dit også er vådt, er du nødt til at tage det på. Vi må prøve at bevæge os så meget vi kan, for at få varmen. Lige nu er kulden den værste trussel mod os.”
Nina smed selv sit tøj, og vred det så hårdt som hun kunne. Det så ud til, at de kunne bevæge sig rundt i hulen uden at skulle ned i vandet. Det håbede hun i det mindste på.

Sugar løsnede sit tøj fra rebet, og vred det ligeledes, før hun klædte sig på. Det var ikke spor rart, at få det kolde, våde tøj på, men hun kunne godt forstå, at det var nødvendigt.
Nina viste hende, at hun havde vand og mad med, og de to ekstra lygter. De konstaterede, at poserne havde holdt vandet helt ude. De 2 lygter ville fungere. Nina trak hårdt i rebet, og mærkede at det gav sig. Snart efter havde de begge rebene og vandslangen.

“Jeg håber altså ikke, vi skal bruge den slange igen. Jeg var ved at dø af skræk.” Sugar gyste. Det havde været en forfærdelig oplevelse.

“Det forventer jeg bestemt heller ikke. Men vi har så få ting nu, så vi må holde fast på alt vi har. Nu synes jeg, at vi skal prøve at gå hurtigt rundt i hulen, og undersøge, om der er revner eller gange, der kunne være en vej ud. Vi skal kigge omhyggeligt, men samtidigt gå hurtigt, for vi trænger begge frygteligt til varmen.”’

“Ja, Nina, det er synd vi ikke havde tænkt på plastiksække til tæpperne. Hvad jeg ikke ville give for et tørt tæppe lige nu.” Tænderne klaprede i munden på hende.

Det var en besværlig tur, for selv om klipperne var ujævne og gav dem masser af fodfæste, var det bestemt ikke en let rute at følge rundt i hulen. Der var masser af revner og små huler, men hver gang de optimistiske kiggede ind i dem, så de ud til at ende blindt. Nogle steder var der ganske vist meget små gange, de ikke kunne se enden på, men da de var så snævre, at man kun kunne komme ind i dem ved at krybe på maven, bestemte Nina, at de først ville søge efter større passager, før de vovede sig derind. Sugar smilede lettet. Det ville være frygteligt at mave sig frem gennem en gang, der var så snæver, at de ikke kunne vende sig.

Langsomt fik pigerne varmen, men til gengæld var de fuldstændigt udmattede, da de var nået ⅔ dele rundt om søen. Endnu havde de ikke set noget, der kunne ligne en vej ud, og begge havde faktisk opgivet troen på, at der fandtes en udgang fra hulen, der ikke var fyldt med vand. De kunne ikke se bunden på søen, og havde ingen ide om, om der var andre vandfyldte tunneler nede i dybet.

Nina stoppede på et dejligt fladt og tørt plateau. Vi skal spise. Jeg er hundesulten, og vi har faktisk ret meget mad tilbage. Lad os prøve at se, om vandet i søen kan drikkes.” Nina ville gerne spare deres sidste 2 flasker vand.

Vandet smagte faktisk ikke så dårligt, og de spiste begge ret meget, beroliget ved at se, hvor meget der stadigt var tilbage. De var trætte, og ville egentligt helst havde siddet og slappet af. Men Nina vidste, at kulden var frygteligt farlig, nu deres tøj var så fugtigt og de manglede tæpper. “Vi er nødt til at bevæge os. Jeg ved godt at vi på et tidspunkt bliver tvunget til at sove, men det bliver slemt. Lad os søge videre.”

Endnu en time klatrede de rundt. De fandt flere af de små sprækker, og Nina mente, at de nu havde set 10 steder, hvor de ikke med sikkerhed kunne sige at sprækken endte blindt. Et sted så de begge noget der lignede indgangen til en hule, men denne indgang sad højt oppe i hulens loft, og var fuldstændig umulig at nå for dem.
Sugar begyndte at græde. “Vi kan ligeså godt give op. Der er jo ingen vej ud.”

Hun standsede sine ord et øjeblik. “Og nu begynder her tilmed at lugte rigtigt dårligt.”
Nina havde ikke mærket det endnu, men da de gik nogle skridt videre fornemmede hun det også. De gik rundt om en klippeblok, og så 2 revner ovre i siden. Den ene var måske lidt større end de øvrige, som de havde afvist, men det var stadigt et sted, hvor de skulle ned at kravle.
Sugar skyndte sig over til den, men brokkede sig over stanken, der nu var ubehagelig. Hun stak hovedet ind i revnen.

“Det kommer ikke herinde fra. Her føles luften ren. Her er trangt, men jeg tror godt vi kan komme et stykke ind. Det må vi forsøge.” Nu var hun livet helt op igen.

Nina var gået lige forbi den større revne, og lagde sig helt ned på maven, for at udforske den mindre. Der stank som af ammoniak. Hun overvejede, hvor giftigt det var.
“Nej Sugar. Vi skal forsøge at komme ind herovre.”
Sugar kom hurtigt derover.

“Hvorfor dog? Den er så snæver, at jeg slet ikke er sikker på, at vi kommer igennem. Og den frygtelige stank kommer derfra. Tror du i det hele taget, at vi kan trække vejret derinde?”
Nina så betænkelig ud. “Det er jeg også i tvivl om. Men jeg synes vi skal prøve. For det er vejen ud, hvis vi kan klare den.”

Sugar fattede intet. “Hvordan kan du vide det så sikkert? Du lyder som om nogen har vist dig et kort over hele hule systemet.”
“Dog ikke”, smilede Nina. “Men jeg ved, hvad der har skabt den stank.”
“Hvad da? og hvad har det med vores muligheder for at komme ud at gøre?”

“Det du lugter, er ammoniak fra millioner af flagermus. Og da det ikke lugter herinde i den store hule, betyder det, at flagermusene ikke kommer her. Flagermus sover i huler, men flyver typisk ud om natten. Altså må der være en udgang fra den hule de holder til i.”
Sugar sprang hen og omfavnede hende i vild glæde. Nu følte hun at de var frelst. De skulle alligevel ikke dø, i de kolde mørke huler.

“Vi er desværre langt fra reddet endnu. Først skal vi se, om vi overhovedet kan kravle gennem den snævre gang, og se, hvad slags hule der er længere inde. Og så skal vi finde ud af, om vi kan overleve i ammoniak dampene. Og endelig skal vi finde den udgang, flagermusene bruger. Og den kan jo både være for snæver til os, eller sidde for højt.”

Sugar ville ikke høre på indvendingerne. “Nu er vi kommet så langt. Jeg er sikker på, at vi også klarer de sidste problemer.”

Hun stak hovedet ind i tunnellen og kravlede et par meter. Det var frygteligt at trække vejret, og hun hostede voldsomt. Med meget besvær mavede hun sig baglæns ud igen.
“Jeg tror jeg kan kravle i den gang. Men jeg vil gerne have, at du binder reb i mine fødder. Måske kan du hale mig baglæns, hvis jeg ikke selv kan. Men jeg ved ikke, om jeg kan klare den luft, hvis den bliver ved med at være så giftig.”

NIna tænkte sig om. “Måske kan vi bruge vandslangen igen? Med den vil vi få muligheden for at nå 25 meter ind. Hvis den snævre tunnel fortsætter længere, tror jeg vi må opgive. Vores eneste chance er at komme ud i en større hule, hvor luften er bare lidt bedre.”

“Du har ret” svarede Sugar ivrigt. Jeg binder  et reb i mine ben, tager vandslangen og prøver om jeg kan komme igennem det snævre stykke og ind til et sted hvor der er mere plads.”
Nina smilede. “Nej søde. Du tog dig af svømningen. Denne gang er det mig, der går først.”
“Men jeg er mindre og lettere end dig. Jeg kan bedre komme gennem det snævre stykke. Og du vil bedre kunne hale mig tilbage, hvis det går helt galt.”

Det ville Nina dog ikke høre tale om. “SÅ stor forskel er der altså ikke i vores størrelse.”
Uden at lytte til Sugars protester, bandt hun det ene reb omkring sin ene ankel, tog sin lommelygte frem, idet det indtil da havde været Sugar , der gik med en tændt lygte, og tog så fat i vandslangen. Hun trak vejret dybt, og lagde sig så ned, ud for det snævre og stinkende hul. Hun begyndte at mave sig fremad. Hullet var snævert, men dog ikke så lille, at hun kunne sidde fast. Ikke endnu, i hvert fald.

Til Ninas lettelse, blev hullet ikke mere snævert. Tværtimod blev der snart plads til at hun kunne kravle. Selv om hun åndede gennem vandslangen, kunne hun smage de kraftige ammoniakdampe, og hendes øjne sved forfærdeligt. Hun kravlede videre, meget bekymret. Slangen var kun 25 meter, og hvis hun ikke kom ud i en større hule meget snart, måtte hun vende om. Indvendigt var Nina meget glad for, at revnen nu var så stor, at hun mente, at hun ville kunne vende sig og kravle forlæns tilbage.

Historien fortsætter under reklamen

Hun kravlede lidt længere, og blev så stoppet ved at den snævre revne mundede ud i en temmeligt stor hule. Ikke så enorm som hulen med søen, men alligevel stor. Der var mindst 5 meter ned til bunden, idet den revne hun sad i, næsten var oppe ved hulens loft.
Nina forsøgte at trække slangen til sig, men opdagede til sin ærgrelse, at hun kun kunne trække et par meter slange ind. Hun kunne på ingen måde få slangen med sig ned i bunden af hulen. Nina lyste ned. Heldigvis skrånede det nok til at hun uden alt for meget besvær ville kunne kravle ned. Men ville hun kunne ånde dernede?

Alt afhang af, hvor meget ammoniak, der var i luften dernede. Hvis luften var mættet med giftige dampe, ville det være den sikre død.

Fortvivlet prøvede Nina at huske, om Ammoniakdampe steg op i atmosfærisk luft eller lagde sig på bunden. Hun kunne huske, at benzindampe lagde sig ved jorden. Men hvordan var det med ammoniak?

Hun kunne ikke huske det. Skulle hun gøre forsøget, og håbe på, at ammoniak var lettere end almindelig luft? Men hvis det ikke var tilfældet, ville hun sandsynligvis dø en grusom kvælningsdød dernede. Hvis hun blot kunne huske den kemiske formel for ammoniak. Nina vidste at hun havde set den ofte. Men hvad var formlen? Alt afhang af det.

Pludseligt huskede hun det:
NH3

Indvendigt jublede Nina. Hun vidste nok om luftmolekylernes atomvægt til med sikkerhed at vide, at dette molekyle var meget lettere end atmosfærisk luft, der jo næsten udelukkende består af N2  og O2. Og da der altid vil være lige mange luftmolekyler i et givent rumfang luft ved en given temperatur og tryk, ville de letteste molekyler altid stige op.
“Hurra for ædelgasligningen”, grinede Nina.

Hun overvejede at kravle tilbage, og fortælle Sugar om hvad der var herinde. Men hun orkede det ikke. Hun var overbevist om, at hun ville kunne ånde nede i hulen.

Nina vendte sig, og med fødderne først begyndte hun at kravle ned af skråningen, medens hun stadigt trak vejret gennem slangen. 2 meter nede var der ingen mulighed for at trække slangen længere. Nervøs fjernede Nian munden fra slangen, og prøvede at trække vejret i hulen. Det lugtede grimt, men der var ilt nok i luften. Faktisk var den luft hun fik nu, renere end den hun havde fået gennem slangen.

Hun lod slangen hænge, efter at have givet den et hurtigt ryk, som hun håbede at Sugar ville forstå som et tegn på, at alt var godt, og kravlede ned i bunden. Hun lyste rundt. Hulen var stor, og mange steder i krogene, så hun flagermus hænge. Enkelte blev forskrækket af lyset, og pilede hen langs væggen.

Der var ingen udgang at se, men mange store gange. Mindst en af dem måtte føre ud. Nu gjaldt det bare om at finde den rigtige.

Stanken var dog slem, så Nina skyndte sig op af skråningen, og med vandslangen i munden, kravlede hun ud til Sugar i den store hule.

Nina gispede efter luft, da hun igen kunne stå op, og skyndte sig væk fra den ildelugtende revne. Efter at have fyldt lungerne med frisk luft, skyndte hun at fortælle det hele til Sugar:
“Der lugter ikke godt derinde, men vi kan trække vejret. Det er slet ikke så slemt som i revnen. Der er en stor hule, og den er fyldt med flagermus. Og jeg så mange gange. Det er helt sikkert, at en af dem fører ud. Hvis vi kan finde den rigtige, så er vi reddet.”

Sugar jublede. Hun følte, at nu var de reddet. Der måtte jo være en vej ud, og Nina havde bevist, at de kunne bevæge sig ind i den stinkende gang uden at tage skade af ammoniakken.
Hun omfavnede Nina, og sagde så med fast stemme: “Jeg kravler derind nu, og så kan du komme lige bagved.”

Hendes lygte var ved at svigte, så hun måtte tage den sidste. Pigerne kiggede på hinanden. Begge holdt lygter med friske batterier. De burde kunne holde længe, hvis de kunne holde dem tørre. Men når batterierne svigtede, ville de sidde i totalt mørke, og være fuldstændigt hjælpeløse. Det ville være en forfærdelig død. De skulle for alt i verden ud, før dette skete.
Sugar lagde sig ned på gulvet og tog vandslangen. Hun mente at rebet om fødderne ville være helt unødvendigt, og i stedet samlede hun begge reb, og begyndte hurtigt at bevæge sig ind i den snævre revne.

Ligesom Nina måtte hun indse, at vandslangen ikke kunne nå bunden i flagermuse hulen, men hun havde jo ikke de samme overvejelser. Nina havde jo fortalt, at hun ville kunne ånde nede på hulens gulv. Og snart stod Sugar dernede. Rent faktisk var hun lettet over, at stanken af ammoniak ikke var værre. Hun kiggede sig rundt, og i mange snævre kroge så hun flokke af flagermus hænge, tilsyneladende i dyb søvn.

Det varede ikke længe før Nina også kom, medbringende den sidste mad og de to flasker med vand, og vandslangen.

Lettede klyngede de to piger sig til hinanden. Så slukkede Nina sin lygte.
“Vi SKAL spare på strømmen. At forsøge at finde ud uden lys, vil være fuldstændigt umuligt.”
Sugar lyste rundt. En del flagermus kravlede rundt, og af og til så de også en flyve.
Nina kiggede på sit ur. Det var morgen, og det passede godt med, at de sidste dyr var på vej til de sovepladser de ville indtage hele dagen. Næste nat ville de flyve ud igen.
Sugar rystede af kulde og træthed.

“Jeg er så søvnig. Vi må have været her 2½ døgn, og vi har kun sovet en gang. Kan vi ikke sove, bare nogle timer?

Nina tænkte sig om. Også hun var fuldstændigt udmattet og kunne næsten ikke holde øjnene åbne. Men i fugtigt tøj, og uden tæpper ville kulden være frygtelig. Men hvor længe kunne de holde sig vågne? Og hvor længe ville der gå, før de fandt ud? Hun overvejede grundigt deres muligheder.

“Du har nok ret, selv om kulden nok forhindrer os i at sove rigtigt. Vi finder et sted hvor vi kan sidde lidt og i hvert fald lukke øjnene.”

Hun kiggede sig om. Lidt derfra fandt hun en lille, snæver hule helt nede ved bunden af den store hule. Luften føltes rimelig frisk inde i den.

“Hvorfor skal vi derind?” spurgte Sugar. “Vi kan jo ikke være der. Lad os sætte os herude i stedet.”
Nina svarede ikke, men kravlede bare ind i den snævre hule, og trykkede sig ind i den ene side for at forsøge at skaffe plads til Sugar. Denne rystede på hovedet. Nina sad med ryggen op af hulens bagvæg, og det så ud til, at hun fyldte næsten det hele. Sugar ville i hvert fald ikke kunne dreje sig derinde. Hun satte sig på jorden og skubbede sig baglæns ind. Et øjeblik efter sad de to veninder tæt mast sammen i det lille hulrum. Sugar var i hvert fald glad for at mærke Ninas varme krop presset så hårdt ind mod sin egen.

“Måske kan vi holde lidt varme lige netop her. Selvfølgeligt er stenene kolde, men vi afgiver jo meget varme, og i det lille rum burde vores kropsvarme sørge for at rummet bliver rimeligt varmt.”

“Tak Nina. Det er helt sikkert rart, at din krop er så varm mod min.Nu hvor vi er herinde, sidder vi faktisk ikke så ubekvemt.”
Pigerne sad lidt og prøvede at finde ud af, præcist hvordan de ville sidde. De frøs, men mærkede dog, at luften omkring dem hurtigt blev varmere. Det lille hulrum virkede lidt som en sovepose. Desværre havde de slet ikke noget at lægge over sig, men de to reb og vandslangen kunne bruges til at gøre det hårde underlag lidt mindre ubehageligt.

“Prøv om du kan sove lidt, eller bare slappe af,” opfordrede Nina. “Men sluk din lygte.”
Sugar så skrækslagen ud. Hun ville til at protestere.

Men Nina kom hende i forkøbet. “Vi har kun to lommelygter tilbage. Vil du hellere famle dig frem uden lys i morgen?”

Det var lige før at Sugar begyndte at græde. Men hun lagde lygten ved sin side og slukkede den. I mørket, som var så totalt at det føltes uvirkeligt, greb Sugar sin venindes hånd. Det føltes frygteligt at sidde der, helt uden at ens øjne fungerede. Men den andens nærhed var så dejlig. Pigerne var jo i forvejen presset helt ind mod hinanden, men nu klemte de også hinandens hænder. De hviskede lidt, men efter meget kort tid, kom der ikke flere ord fra Sugar. Som hun havde sagt, havde hun været fuldstændigt udmattet, både af anstrengelse og søvnmangel. Hun sov dybt.

Nina havde hørt om folk der satte sig til at sove i kulden, og aldrig vågnede op. Risikerede de det her? Eller kunne sådan noget kun ske i frostvejr? Skulle hun sove, eller forsøge at holde sig vågen? Men før hun havde truffet en beslutning, sov hun dybt.

De sov nogle timer. Måske på grund af kulden eller det hårde underlag blev det ikke til 8 – 10 timers søvn. Men begge følte sig langt mere klare i hovedet efter dog at have sovet i nogle timer. Besværligt og stive kravlede de ud af klipperevnen, i lyset af Sugars lygte. Det var vidunderligt at have lys igen.

Efter at have spist det sidste af maden, begyndte de at undersøge de revner og gange der synes at gå ud af hulen. Men de fleste var ganske korte, og førte ingen steder. 2 steder så det ud, som om der var en udgang fra hulen oppe under loftet. Sugar pegede ulykkeligt med lyset.
“Måske er det den vej, at flagermusene kommer ud?”

“Det kan være. Men det MÅ ikke være den eneste vej. for så er vi fortabte. Lad os søge videre.”
De gik og kravlede, til de var helt udmattede. Inde i utallige huler havde de opskræmt de sovende flagermus. Det var virkeligt ubehageligt. Og ingen af revnerne så ud til at føre nogen steder hen. Og nu var de næsten kommet hele vejen rundt i hulen. Sugar hulkede højt og opgivende. Som for at føje spot til skade begyndte hendes lygte at gå ud.

Nina bandede. “Det er nok fordi her er så koldt, at batterierne ikke holder længere.”
Med et forbistret udtryk på ansigtet, tændte hun den sidste lygte. Begge piger vidste nu, at den måske ville holde 15 eller 20 timer. Efter den tid, ville alt være totalt og massivt mørke.
“Lad os lige drikke lidt vand, og så må vi undersøge det hjørne derhenne. Når vi er færdige med det, er vi desværre næsten tilbage ved den hule vi kom ind af.”

“Hvis vi ikke finder en udgang her, kan vi vel søge ind i den store hule med søen.” Der var en manisk iver i Sugars stemme. Måske er der en tunnel fra den, der fører ud.”

Nina gav hende et klem. “Ja, søde, det kan der sagtens være. Men så skal vi finde den, og gennemføre turen ud gennem den. og du ved, vi kun har denne sidste lygte. Næ, jeg tror desværre, at vi SKAL finde en udgang herinde. Ellers må vi indse, at vi skal dø hernede.”
Det nyttede jo ikke noget, at skjule for Sugar hvor små deres chancer var. Så ville hun bare få det endnu mere forfærdeligt, når det gik op for hende, at de ikke kunne undslippe.

Pigerne undersøgte hjørnet. Det så lovende ud. Masser af store, forrevne huller. Men da de havde været inde i mere end 10, og mente de havde dækket det hele, havde de alligevel ikke fundet det mindste tegn på, at nogle af hulerne førte videre. Og der var ikke rart at være i dette hjørne. Begge piger kunne mærke, at lugten af ammoniak var kraftigere her end noget andet sted i bunden af hulen.

Sugar bed tænderne sammen, for at skjule sin gråd.
“Okay, så gik det ikke. Men vi gjorde da et flot forsøg. Ingen i dalen vil forstå, hvor vi blev af. Måske bliver de så bange for at vi er undsluppet og vil melde  dem, at de flygter, så de andre piger bliver frie?”
Den troede Nina ikke på, men selvfølgeligt skulle veninden have lov til at klynge sig til denne dejlige tanke.

“Ja. Og i det mindste skal du aldrig tilbage til Billie. Det er da i det mindste en fordel.”
Deres snak blev afbrudt af støj.

Mange af flagermusene rørte sig, og nogle fløj omkring. Snart var der en stor flok på vingerne under hulens loft.
Nina for sammen.

“Ti helt stille, Sugar, og sid stille.” Hun hviskede til pigen ved hendes side.
“Hvorfor nu det?”, hviskede Sugar tilbage.
“Flagermusene skal have lov til at flyve uforstyrret. Jeg vil se, hvor de flyver hen.” Nina var febrilsk ivrig, og stirrede op mod de grimme, flyvende dyr.

Hele flokken kom ned mod dem, og et øjeblik troede Nina, at de søgte ind i den gang lige bag dem. En gang hun havde undersøgt så grundigt, og følte sig overbevist om ikke havde nogen udgang. Men dyrene fløj ind mod klippen over hulen. Dette forstod Nina endnu mindre. Klippen var forreven, men så alligevel ikke ud til at rumme nogen hule eller tunnel. Men selv om flagermusene tilsyneladende fløj ind mod en massiv klippe, skete underet. Lige for hendes øjne forsvandt dyrene i hundredvis, ja i tusindvis. I næsten en time var strømmen af sorte, bevingede dyr endeløs.

Pigerne stod tavse og stirrede på de flyvende dyr. Begge studerede klipperne deroppe, men lige meget hvor intenst de kiggede, kunne de ikke se noget hulrum. De vidste jo, at der måtte være et, når så mange flagermus kunne forsvinde, men der var intet at se. Omsider var strømmen af dyr færdig. Nu kom der kun en enkelt flagermus ind i mellem.

“Vi må derop. Hernede fra kan vi jo intet se.” Sugar rystede af iver.
Nina kiggede på klippesiden. Heldigvis var der forrevet og ujævn, og det sted de skulle undersøge lå kun 4 meter oppe. Det burde ikke blive svært. Hun ville til at sige noget, men Sugar var allerede begyndt at klatre.

Det var en let tur, og få sekunder senere hævede den spinkle pige sig op over en lille afsats, og udstødte et forskrækket råb. Det der nedefra lignede en flad afsats var i virkeligheden indgangen til en ny tunnel, der gik stejlt nedad. Derfor havde de ikke kunnet se den.
“Kom bare, Nina. Her er et hul. og det er rigeligt stort til at vi kan følge efter flagermusene.

Nina jublede, bandt begge reb om livet, og tog også vandslangen, før hun kravlede op. Snart kunne hun også se ned i den stejle tunnel.
“Skal vi bruge rebene?” spurgte Sugar.

Nina rettede lyset ind i tunnellen. Det så ud til, at den blev mindre stejl lidt længere inde.
“Jeg tror ikke den første nedstigning er særligt svær.” Kun kom op over kanten, og med benene forrest gled hun ned i tunnelen. Snart stod hun i et fladt område, og så Sugar tage turen ned.
Tunnelen eller hulen var af samme størrelse som det gamle underjordiske flodleje, de i starten var gået igennem. Men den var helt anderledes. Meget ujævn og forrevet, og med mange små sprækker. Dog var det på dette sted tydeligt, at der var en lang hoved tunnel. Begge piger var overbeviste om, at det var den de skulle følge.

De gik frem gennem tunnelen. Der stank af dyrenes urin, men luften kunne indåndes.
“Tror du, vi skal gå lige så langt som i vandtunnelen?”  spurgte Sugar forknyt.
“Det skal vi med sikkerhed ikke. Jeg kan ikke tro, at flagermusene ville søge SÅ dybt ind i et hulesystem. Jeg tror vi er ude inden en time, hvis vi kan finde det sted, hvor de er fløjet ud. Og det er vist meget godt, for den forbandede lygte virker ikke for godt.”

Lygten var begyndt at blinke, og det gav et dårligt og uhyggeligt lys, hvor det var svært rigtigt at se noget. Batterierne var jo ret friske, men noget var der galt, og det skræmte pigerne så meget , at de krammede hinanden i tavshed. Så begyndte Nina hurtigt at gå gennem hulerne.

Historien fortsætter under reklamen

“Vi skal ud, og det skal være nu.”
Tunnelen fortsatte dog temmeligt langt, og gik næsten hele tiden opad. Nina blev mere og mere usikker på, om de gik den rigtige vej. Hun kunne ikke tro, at flagermusene fløj så langt i hulesystemet. Kun de tydelige spor af dyrenes urin beroligede hende lidt. De drejede om et hjørne, og kom ind i en lidt større hule. Der så ikke ud til at være nogen fortsættelse af tunnelen. Begge piger kiggede rundt, men så intet. Så gik de omhyggeligt rundt langs væggene, men der var intet spor af åbninger.

“Den må sidde højere oppe, ligesom i den store hule.”
Nina lyste op, men fandt intet. Hulen var kun 6-7 meter på hver led, og let at overskue. Det virkede unaturligt.

Grædende satte hun sig på gulvet. Hun havde det forfærdeligt. For et øjeblik siden, havde hun været næsten sikker på, at de var reddet, men nu var de fortabte.
Sugar satte sig ved hende. “Hvad kan vi gøre?”
“Jeg ved det ikke.” Nina var så fortvivlet, og kunne ikke tænke konstruktivt. “Lad os sidde her lidt og hvile os. Måske får en af os en ide.”
Hun trykkede sig ind mod Sugar, og slukkede lygten.

Sugar klynkede. Det massive mørke var forfærdeligt, også selv om det urolige lys fra lommelygten også havde været skræmmende. Men hun forstod, at de skulle spare på lyset. Når lygten ikke virkede længere, var det ude med dem.
De omfavnede hinanden, og forsøgte at holde varmen, og samtidigt at få humøret lidt op. Af og til hviskede de lidt til hinanden, selv om ingen af dem kunne finde noget at sige, der rigtigt kunne lette situationen.

Pludseligt stivnede Nina.
“Hys. Sig ikke noget.” Hun lyttede intenst, og tændte så lygten. Hun rettede lyset mod den tunnel, de var kommet fra. Med det samme kunne hun se noget bevæge sig derhenne.
Nina for op, og trådte ud i tunnelen. Kun 5 meter inde i den, så hun en gruppe flagermus flyve ind. Hvor var de kommet fra? I det flakkende lys, så hun endnu nogle dyr komme til syne. Hun lyste direkte derover, og så en flagermus komme ud af en lille og tilsyneladende ubetydelig revne i klippevæggen. Med øjnene stift rettet mod stedet, bevægede hun sig derover. Bag en klippeblok var der en lille revne i væggen. Sugar kom lige bag hende, og udstødte et forskrækket skrig, da en flagermus kom ind gennem revnen og næsten berørte hendes ansigt.
Betænkelig stirrede Nina på hullet.

“Jeg tror vi kan komme igennem. Men det bliver svært. Jeg håber virkeligt ikke, at det bliver endnu mindre længere fremme.”
“Lad mig forsøge,” tilbød Sugar. Jeg er lidt mindre.
NIna ville til at protestere, men indså det kloge i, at Sugar gik først. HVIS det forfærdelige skulle ske, at hun selv sad fast i hullet, var det bedst at Sugar var forrest, og havde en mulighed for at redde sig selv.

Nina var nødt til at række lygten til Sugar. Nu var det forfærdeligt, at de kun havde en. Nina løftede sig op over en stem, og slangede sig ind i hullet. Hun gryntede af anstrengelse, men mavede sig frem gennem den snævre gang.

Nina stod fortabt og kiggede efter det svage lys, der var ved at forsvinde.
Der var ved at gå panik i Sugar. At kravle gennem det snævre rør, og vide at der var så mange tusind tons klippe over hende var forfærdeligt. Hvert øjeblik kunne hun sidde fast. Men hun bekæmpede sin angst, og fortsatte fremad. Pludseligt udvidede gangen sig til en lille hule, hvor hun næsten kunne stå op. Hun vendte sig om, og rettede lyset ind i den tunnel, hun lige havde passeret.

“Jeg er igennem. Kom bare. der var snævert, men jeg tror du kan komme igennem.””
Nina overvejede, hvad hun skulle gøre. Hun kunne ikke kravle derind, med rebene og vandslangen viklet omkring sig. Og heller ikke med vandflaskerne siddende i bæltet.
Vandslangen kunne hun ikke tro, de ville få brug for. Hun besluttede at efterlade den. Så bandt hun de to reb sammen. Dem ville hun trække bag sig. Vandflaskerne skubbede hun foran sig, og på en måde begyndte hun langsomt at bevæge sig fremad.

Hun mærkede, at loftet trykkede hårdt mod hendes ryg, samtidigt med at hendes bryst var mast mod underlaget. Fortvivlet vrikkede hun og søgte at komme videre, men sad fast som proppen i en flaske. Klippen rev hendes ryg. Hun var lige ved at skrige til Sugar, da hun mærkede at hun gled lidt fremad, og at der blev lidt bedre plads til hende. Lettet mavede hun sig videre. Det gik langsomt, fordi hun hele tiden skulle flytte flasker og reb, Men til sidst  kunne hun glide ud i den hule hvor Sugar ventede.

“Har du set en udgang,” spurgte hun stakåndet.
“Jeg har slet ikke kigget. Jeg syntes det var vigtigere at give dig lys.” Sugar vendte sig, og lyste fremad. Hulen så ud til at fortsætte langt frem.
De to piger gik fremad, og rundt om et hjørne. Nina stoppede, og missede med øjnene.
“Sluk lige lygten. Jeg syntes jeg så lys derhenne, midt mellem blinkene.”
Modvilligt slukkede Sugar lygten. Begge stirrede.

“Jo, der var noget,” mente Nina. “Der er ligesom lidt mindre mørkt derhenne.”
Sugar tændte lygten, og de gik frem gennem hulen. Det var dejligt at kunne gå oprejst.
De rundede et hjørne, men kunne stadigt ikke se nogen udgang.
“Sluk igen.”

Det gjorde Sugar, og da deres øjne havde vænnet sig til det totale mørke, kunne de begge ane, at der trængte et svagt lys ned ca. 20 meter længere fremme. Ikke nok til at de kunne se ved det, men der var ingen tvivl om, at der var en form for lys. De skyndte sig derhen, og stod snart og kiggede op i et hul 3 meter over gulvet. Et blegt lysskær trængte ned til dem, og da de igen slukkede lygten kunne de svagt se hinanden i lyset udefra.
Sugar begyndte at græde af lykke.

“Vi skal bare derop, så er vi frelst.”
Nina holdt om hende. Det var jo ikke sikkert det var så let. De stod foran 3 meter glat, lodret klippe. Og hvem kunne vide hvordan det så ud udenfor hullet? Måske kom de ud 100 meter oppe på en lodret klippevæg. Men selvfølgeligt var der ikke noget at betænke sig på. De skulle op til den udgang. Men hvordan?

Nina gik lidt væk fra væggen, og vurderede højden.
“Hvis den ene af os står på den andens skuldre, kan vi måske nå kanten med fingrene. Men jeg er ikke sikker.” Hun kiggede sig rundt.

Lidt derfra lå der forskellige klippeblokke. Hun greb fat i en, der var på størrelse med et stort græskar.

“Kom og hjælp mig, Sugar. Måske kan vi slæbe den her hen under hullet.”
Klippeblokken var alt for tung. Det var umuligt for pigerne at løfte den, men langsomt fik de den vrikket hen, indtil den lå rigtigt. Nina ville helst først ud, men da hun var tungere end Sugar, var der størst chance for, at hun kunne holde til at Sugar kravlede op, og måske endda støtte hende med hovedet eller skubbe lidt fra med hænderne. Og Sugar var helt elektrisk efter at gøre forsøget.

Nina stillede sig på klippeblokken, og bøjede sig ned i knæene, så Sugar kunne støtte på hendes lår. I det blinkende lys lykkedes det forbavsende let for Sugar at komme på plads på hendes skuldre. Det passede sådan, at hendes hoved næsten nåede hullet, men hun kunne ikke se ud.

“Hullet er stort nok, Nina. Vi kan godt komme ud. Men jeg skal hæve mig lidt op, før jeg kan se, hvordan terrænet er udenfor.”

“Vær forsigtig. Det er jo muligt, at hullet munder ud midt på en klippevæg. Prøv om du kan stå på mit hoved, og kig ud. Men du skal ikke klatre ud, hvis det er for farligt. Så skal vi have bundet dig fast først.

Sugar greb fat om klippekanten så godt som hun kunne. Og med det meste af sin vægt støttet af hænderne, satte hun en fod på venindens hoved, og hævede sig op.
Der var en tæt busk lidt udenfor hullet, så i begyndelsen kunne hun kun se, at klippen var ret flad lige udenfor. Med en kraftanstrengelse hævede hun sig længere op, og lå så på maven på en flad klippe, kun med benene inde i hulen.

Nina hoppede ned fra klippeblokken og betragtede nervøst pigen der vred sig deroppe. Det ville være frygteligt hvis Sugar faldt tilbage i hullet, for der var langt ned. Og Nina havde jo ingen ide om, hvordan det så  ud foran Sugar.

Det lykkedes Sugar at få fat i de kraftige buske og at trække sig frem, så hun nu lå trygt på en flad klippe. Hun skilte grenene på busken, og forventede nok lidt at se ned af en klippeside, som Nina havde advaret hende om. Men i stedet opdagede hun, at hun lå i bunden af en klippe gryde. Hun kunne på ingen måde falde ned, altså bortset fra ind i hullet.

Hun rejste sig op, og så sig omkring. Men det var ikke meget hun kunne se. I det blege månelys kunne hun kun se selve gryden og nogle højere klipper noget længere væk. Hun havde lyst til at stige op og se sig omkring, men følte også, at hun ville dele det store øjeblik med Nina.
Sugar lagde sig på knæ, og kaldte på Nina.

“Der er slet ingen problemer herude. Nu mangler vi bare at få dig op derfra, så er vi reddede. Men hvordan kommer du op?”

Nina jublede. “Det bliver nok ikke så svært. Jeg forsøger at kaste rebet op til dig. Hvis du fastgør det grundigt, så kan jeg nok klatre op af det.Og hvis jeg ikke kan kaste enden af rebet op til dig, må du sænke dit tøj ned til mig, ligesom den gang da vi dykkede ned i tunnelen.”

Nina fandt det ene reb frem, holdt det foran sig, og kastede den ene ende opad. Allerede i andet forsøg ramte rebet, så Sugar kunne få fat.

Hurtigt blev rebet bundet til de kraftige buske, og efter at have bundet det andet reb omkring sig og sat de næsten tomme vanddunke fast i bæltet begyndte hun at klatre op ad væggen. Det gik let, indtil hun var få håndsbredder fra hulkanten. Men så var det næsten ikke til at gribe om rebet, fordi det var presset ind mod klippen. Sugar lå på maven og så fortvivlet på venindens forgæves anstrengelser. Hun rakte en hånd ned.

Nina tænkte sig hurtigt om. Faldt hun ned, kunne hun let brække benene, Men hun skulle kun lidt højere, så kunne hun nå kanten. De to piger læste deres hænder om hinanden, og Nina slap rebet med den anden hånd, og nåede klippekanten. Med en vild kraftanstrengelse, hævede hun sig op. Hun mærkede Sugars greb i sit tøj, og få sekunder senere lå hun gispende på klippen ovenfor hullet.

Det varede lidt, før hun kunne rejse sig. Månen gav kun lidt lys, så hun prøvede at tænde lommelygten. Den virkede ikke. Begge piger så på lygten og gøs. Det ville have været forfærdeligt at være ned i hulen. De rejste sig op, og Sugar tog sig af rebet. Det kunne de lige så godt tage med, hvis de skulle klatre igen. Sammen gik de op af den lille klippe gryde og så sig omkring.

Sugar blev forskrækket.
På alle sider var der stadigt klippevægge. De var i en dal, ikke særligt forskellig fra de dale, de havde boet i så længe.

Næsten grædende spurgte Sugar: “Kan vi stadigt være i dalen?”
Nina gav hende et kram. “Jeg tror det ikke, men jeg kan jo ikke vide det. Jeg har kun set området over til Jons hjem, den øde dal vi var oppe i, og vejen ud af dalen, som jeg så under min flugt. Jeg ved ikke, hvordan det ser ud højere oppe i slave dalen. Vi gik jo enormt langt nede i gangene, så jeg gætter på, vi er langt borte fra de dal, men selvfølgeligt kan vi være gået rundt i cirkler.”

Sugar så desperat ud. “HVIS vi er i dalen, vil jeg finde et sted at springe ud fra.”
Nina rystede på hovedet. “Kom nu. Lad os se, hvordan det ser ud længere nede. Jeg er næsten sikker på, at vi er langt borte fra den dal.”

Nina gik forrest ned i bunden af dalen. Der var et lille vandløb, og Nina besluttede at følge det. Det måtte jo føre et eller andet sted hen.

Pigerne gik et stykke. Lyset fra månen var så dårligt, at de næsten intet kunne se, så det glædede dem begge, da himlen blev lysere. Solen var ved at stå op. Langt fremme kunne de se en vej, hvor flere biler kørte.

“Det er en asfaltvej,” jublede Nina. Der er kun grusveje i dalen. Vi er frie.

Læs næste afsnit