Sut den af på mig, tøs, sagde han hæst og tvang mit hoved ned mod den fugtige og glinsende pik

Læs del 4

Forfatter: Kurayami

“– Trods dit lille nummer, har jeg ikke ombestemt mig, sagde Wahl hæst, og kiggede ondskabsfuldt ned på mig. Jeg kiggede op på ham, og rømmede mig. Jeg havde overgivet mig, jeg kunne ikke klare en fremmed mand igen, så jeg sagde stille: – Vil du ikke nok lade være, jeg vil gøre hvad du beder om, jeg vil ikke gøre mere modstand, du må gøre hvad du har lyst til, bare jeg ikke skal over til andre, sagde jeg bedende og holdte et snøft tilbage. Han kiggede ned på mig med løftede øjenbryn. – Det var da noget af en anden lyd piben lige pludselig fik. Men det lyder sku’ som en god idé.”

5. del

Wahl drejede fra vejen og kørte ind mellem nogle træer, stoppede og standsede motoren. – Det er en aftale min skat, jeg synes vi begynder lige nu, sagde Wahl og smilede på en uhyggelig måde. Mine hænder lå slapt udover sædets kant, og jeg betragtede ligegyldigt mine ødelagte og halvblodige negle. Åh gud, hvad ville han gøre nu, tænkte jeg bange. Ud af øjenkrogen så jeg premierløjtnanten begynde at åbne sine bukser og pludselig rakte Wahl hen og greb fat i min hånd som han første hen mod sine åbentstående bukser. Jeg forsøgte at trække hånden til mig, men Wahl spændte sine muskler og førte min hånd ned i hans bukser. – Ta´ fat om den og tilfredsstil mig, sagde han og lænede hovedet tilbage og lukkede øjnene. Jeg kiggede ængsteligt op på Wahls ansigt og bed mig i læben. Jeg rettede mig lidt op, og ligeså forsigtigt tog jeg fat om hans hårde og varme lem og begyndte at skubbe hånden op og ned. Lemmet kom til syne og kom op over buksekanten.

Forhuden trak sig tilbage hver gang min hånd bevægede sig ned mod roden. Lidt gennemsigtigt væske kom frem på hovedet og engang imellem bevægede lemmet sig mellem mine fingre. Wahl kom nu og da med nogle svage støn og suk, og på et tidspunkt greb han fat om min hånd og førte den hurtigt op og ned et par gange. Lige pludselig åbnede Wahl øjnene lænede sig over mod mig og greb fat om min nakke. – Sut den af på mig, tøs, sagde han hæst og tvang mit hoved ned mod den fugtige og glinsende pik. Jeg sank og prøvede at stritte imod, men Wahl var stærk og pressede mit ansigt helt ned i sit skød. Han greb fat om sit lem med den hånd og førte mit hoved ned mod den med den anden hånd. Hans pik stødte mod mine læber og han stak en finger ind mellem mine læber og skilte mine kæber ad, hvorefter hans varme pik gled ind i min mund. En salt og lidt syrlig kvalm smag bredte sig i min mund mens Wahl begyndte at støde ud og ind.

Hans pik var meget tyk og han pressede mit hoved helt ned så hans lem borede sig helt tilbage mod mit svælg. Jeg fik kvalme og min mave trak sig krampagtigt sammen. Hans pik fyldte hele min mund følte jeg, og premierløjtnanten stak sin pik længere og længere ind i min mund indtil han kom med et lavmælt udbryd. En varm væske blev sprøjtet ud på min tunge og jeg mærkede noget af det glide ned i halsen, med en efterfølgende brændende fornemmelse. Wahl trak sin slappe pik ud af min mund og pikken vippede lidt frem og tilbage da Wahl tilfreds bevægede hofterne.

– Slik den af skat. Han havde stadig et fast greb om min nakke så jeg kunne ikke fjerne mig fra det lugtende og glinsende lem. Med kvalmen roterende i min mave, begyndte jeg at slikke lemmet indtil der ikke var mere sæd på det. – Sug lidt på hovedet, så får du lov at slippe, mumlede Wahl og greb fat om sin pik som han rejste lidt op. Jeg tog endnu engang hans pik i munden og sugede let på dens hoved. – Hårdere min skat, sagde han og strøg mig over nakken. Jeg sugede lidt kraftigere og Wahl udstødte et højt suk.

– Det var fint, nu kører vi tilbage, og så er der ikke mere brok med dig. Han skubbede mig over i sædet, startede bilen og kørte tilbage.

Tilbage ved bygningen trak Wahl mig hen til sengen og beordrede mig ned at sidde. – Nu bliver du siddende her, indtil jeg kommer tilbage, og du prøver selvfølgelig ikke på noget. Wahl lagde sin jakke og sin karabin på bordet og gik ud. Jeg kunne hører premierløjtnanten låse døren. Et øjeblik sad jeg bare og kiggede ned i gulvet. Så med et rullede kvalmen op fra maven, og jeg styrtede over til vasken og kastede højlydt op. Da jeg ikke kunne kaste mere op, skyllede jeg munden og ansigtet, tørrede mig og vaklede hen i hjørnet af rummet. Jeg tænkte slet ikke mere. Jeg følte en voksende ligegyldighed og panisk frustration som fik min mave til at trække sig sammen. Jeg satte mig med ryggen op ad væggen og hvilede hovedet på knæene, mens jeg begyndte at rokke frem og tilbage og til sidst faldt i en døs.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg havde siddet der, men pludselig hørte jeg låsen gå op, og Wahl kom ind i rummet. Jeg fandt ingen grund til at kigge op, men Wahl kom ikke hen til mig. I omkring to timer sad Wahl ved skrivebordet og ordnede nogle forskellige ting mens han indimellem snakkede i en radio. Jeg faldt igen i en døs, men vågnede et stykke tid senere af lyden af premierløjtnantens skridt da han kom hen til mig. – Rejs dig op, beordrede han. Jeg kiggede sløvt op på ham, og da jeg ikke rejste mig hurtigt nok op, greb han fat i min overarm og trak mig med en voldsom kraft op at stå. – Jeg trænger til lidt massage, sagde han og gik hen til stolen. Han begyndte at knappe sin skjorte op, krængede den af og trak undertrøjen over hovedet. Jeg stod stadig henne ved væggen og trykkede mig.

– Kom herhen tøs, og gå i gang, sagde han brysk. Han satte sig i stolen med spredte ben og kiggede på mig. Jeg gik tøvende hen til Wahl, og han vendte stolen om og hvilede albuerne på armlænene. Jeg gik hen bag ham og lagde tøvende hænderne på hans skuldre og begyndte forsigtigt at massere hans muskler. Hans hud føltes varm under mine hænder, og jeg kunne mærke styrken fra hans spændte muskler.

Wahl drejede hovedet lidt fra side til side og bøjede nakken fremover. – Ta´ mere fat, jeg kan sku’ ikke mærke det! bjæffede han. Jeg tog lidt mere fat og bevægede hænderne ned over ryggen lidt efter lidt. Hans muskler spændte sig en gang imellem så de blev hårde under mine fingre. Hver gang han spændte sine muskler, for jeg sammen af skræk for han ville kræve noget mere af mig, men han blev bare siddende, så jeg fortsatte. Efter et godt stykke tid drejede han pludselig stolen om mod mig, så jeg kom til at stå mellem hans ben. – Fortsæt med mit bryst, skat. Han kiggede lystent på mig, men hvilede stadig sine arme på armlænene. Jeg begyndte nervøst at massere hans bryst- og ribbensmuskler. Pludselig rakte Wahl ud og lagde sine hænder på mine hofter. Jeg standsede omgående og kiggede ned.

– Du fortsætter bare, forstået, sagde han og kiggede op på mig. Jeg nikkede stumpt, og begyndte igen. Hans hænder bevægede sig rundt på mine hofter og mave, og gled videre op og lagde sig om mine bryster. Jeg kvalte et gisp, og fortsatte med at massere hans skuldermuskler. Pludselig tog Wahl fat om mine balder og trak mig hurtigt ind til sig. Jeg fik hurtigt krydset mine arme foran mig, men Wahl greb dem og tvang dem ud til siden. Pludselig skubbede han mig tilbage, – Klæd dig af foran mig. Jeg tøvede og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. – Nu!, beordrede Wahl. Jeg begyndte tøvende at åbne mine bukser og trak dem af. Så fortsatte jeg med blusen som var blevet hel stiv af mudderet fra marken. Til sidst stod jeg kun i underbukser. – Underbukserne, bemærkede Wahl lystent. Jeg skulle til at bøje mig ned for at tage dem af, men Wahl afbrød mig.

– Kom herhen mens du gør det, og vend dig om. Jeg trådte hen til ham og vendte mig om så jeg stod med ryggen til ham mellem hans ben. – Bøj dig forover og tag dem af. Jeg sank skrækslagen og en tårer pressede sig i øjenkrogen. Pludselig mærkede jeg en hånd mod min lænd som med en overvældende styrke pressede mig forover.

Jeg bøjede mig ned og forsøgte med rystende hænder at tage mine underbukser af. Wahl lagde med ét en hånd rundt om min mave og stak pludselig to fingre op i mig, som han stødte helt op. Han holdt igen med den anden hånd, og borede fingerende endnu dybere op. Jeg kom med et forskrækket klynk, og Wahl trak sine fingre ud. Han satte en støvle ned på mine underbukser som var gledet ned omkring mine ankler.

– Træd ud af dem og vend dig om. Lidt efter stod jeg forsvarsløs, nøgen og frysende foran premierløjtnanten som stirrede uhæmmet på mig. – Kom herhen og sæt dig på mig. Jeg trådte et skridt nærmere og Wahl jog en hånd rundt om maven på mig og trak mig ned på sit skød, så jeg sad med ryggen mod hans bryst. Hans militæruniform kradsede mod mine balder, og knapperne gnavede koldt mod min ryg. Jeg kunne mærke hans ånde i min nakke og jeg fik uvilkårligt kuldegysninger. Wahl tog fat i mine ben og lagde dem udover sine knæ så mit skød var fuldstændig åbent. Hans hånd gled ned og tre fingre fandt vej ind. Jeg gispede af smerte og tårerne løb ned ad mine kinder og dryppede ned på premierløjtnantens underarm. Han ignorerede det og greb fat om mine bryster, mens hans fingre stødte igen og igen. Pludselig samlede han sine ben og borede fingrene ekstra dybt op, hvorefter han trak dem ud og skubbede mig ned på gulvet så jeg landede på hænder og knæ, og sekundet efter faldt jeg udmattet sammen på gulvet.

– Bliv liggende! Kommanderede Wahl, og jeg kunne høre ham tage sine bukser af. Lidt efter mærkede jeg ham lægge sig ovenpå mig, og jeg gispede efter luft da han lagde hele sin vægt på mig. Jeg kunne mærke hans varme og pulserende lem mod mit lår og hans mave hvilede varmt mod min lænd. Han slikkede mig i nakken og lagde en hånd om min hals mens den anden hånden gled ind under ham og fandt vej ned mellem mine balder.

Wahl satte et knæ mellem mine ben og spredte dem, og hans hånd uhindret gled mod min åbning. Hans fingre åbnede mig og han masede sig længere ned af mig og jeg mærkede hans lem nærme sig. Jeg kunne mærke pikken ved min åbning, og Wahl lod den glide op og ned, hvorefter han trængte op i mig. Han rettede sig op og lagde en hånd mellem mine skulderblade så jeg blev fuldstændig fikseret og mine bryster blev mast mod det kolde trægulv. Han greb fat om min ene hofte og pumpede ud og ind mens han kom med høje støn. Min kind kradsede mod gulvet, og jeg knyttede mine hænder over hovedet i afsky og angst. Et sted i min fortumlede tilstand og mellem Wahls udbrud og støn hørte jeg lyden af køretøjer nærme sig, og ind i mellem lød der fjerne geværskud.

Jeg ved ikke om Wahl hørte det mens han var i gang, men lige pludselig lød der høje hvin fra bremser, skud og råbende mandestemmer, hvilket fik premierløjtnanten til med en banden og svovlen at trække sig ud og tumle på benene mens han fik orden på sine bukser. Han trak en trøje over hovedet, greb sit gevær og styrtede ud af døren. Jeg lå et øjeblik helt paralyseret, græd ned på det kolde trægulv. Med et snøft og et anstrengt gisp, kom jeg forvirret op på knæ og rakte ud efter mine underbukser som jeg med rystende hænder fik på.

Min bluse lå henne ved væggen, og jeg krøb hen efter den. Lyden af løbende skridt nåede mine ører, og jeg drejede hovedet tidsnok til at se premierløjtnanten styrte om ude på vejen med blodet strømmende ud af halsen. Mit hjerte stod et øjeblik stille, da jeg prøvede at fatte hvad der var sket. Jeg kom fortumlet på benene og gik hen mod døren. Derude lå Wahl med hænderne omkring halsen, mens blodet løb ud mellem fingerende på ham og dannede en pøl ved hans skuldre. Ved siden af ham lå hans gevær. Jeg tog en dyb indånding og løb ud til premierløjtnanten, greb fat i geværet og løb ind i bygningen igen. Jeg kastede mig ned ved siden af sengen og knugede M96’eren ind til mig. Jeg hørte høje mandestemmer råbe på dansk udenfor. – Hr. kaptajn, en person er lige komm
et ud fra bygningen og har taget soldatens gevær med tilbag!
e! Stemm
en lød undrende, og ham der svarede var mere kommanderende. – Undersøg det, så vi ikke ender med at blive gennemhullet før personen. Jeg kunne høre en person komme hen mod den halvt åbne dør, og jeg lagde karabinen mod skulderen, kinden mod kolben og kiggede hen over det optiske sigte. Jeg så en støvle på vej gennem døren, og sigtede efter den, men jeg rystede for meget og ramte dørkarmen i stedet.

– Hvad helv… udbrød manden og jeg kunne høre han kastede sig ned udenfor. En masse tanker for gennem mit hoved da jeg sigtede ud gennem døren, og den dominerende var, at jeg under ingen omstændigheder ville ende i hænderne på disse fremmede mænd. Et ansigt dukkede pludselig op i vinduet, og forsvandt ligeså hurtigt igen, da jeg skød mod ruden, som knustes og faldt klirrende ned på gulvet. – Det er en halvnøgen ung kvinde som sidder inde bygningen, og hun sidder med M96’en.

Hun virker meget skræmt og hærget. Skal vi uskadeliggøre hende eller hente hende ud, hørte jeg en yngre mandestemme råbe. Jeg smilede ironisk ved mig selv; hærget, siger han? Jeg følte mig noget så beskidt og ødelagt, både fysisk og psykisk. – Hent hende ud på den mest rolige måde. Hun har garanteret været noget meget forfærdeligt igennem, så vi skal ikke skræmme hende mere end nødvendig, svarede den dybe og rolige kommanderende stemme.

Jeg rynkede brynene og forsøgte at tænke. Var det bare et trick for at udnytte mig på samme måde som Jericho, de forfærdelige soldater og Wahl? Jeg var meget i tvivl, og jeg kunne ikke tænke klart. Jeg havde ikke fået vand i et døgn og min mave var helt tom efter at jeg havde kastet den mad op, som Wahl havde givet mig for et døgn siden. Jeg forsøgte ihærdigt at tænke en eneste fornuftig tanke, men mine tanker forsvandt som vand gennem en si. Jeg knugede endnu mere kolben ind mod mit bryst, og skød et par skud advarende ud gennem døren.

– Hey, ta´ det roligt derinde. Vi gør dig ikke noget. Læg geværet fra dig på gulvet så vi kan komme ind og hjælpe dig.

Jeg rystede forvirret på hovedet, og forsøgte at råbe ud til dem. Men der kom kun et hæst kvæk ud af min mund, da jeg ikke havde sagt et ord siden i går aftes. Jeg hostede et par gange, og fik fremstammet et par ord; – Gå med jer, eller jeg skyder alle som kommer gennem døren. Forsvind, forsvind! Råbte jeg panisk. – Vi vil kun hjælpe dig væk herfra, så jeg kommer stille og roligt hen mod døren, og så må du love mig at du lægger geværet på gulvet og forholder dig helt roligt, sagde en rolig mandestemme. Jeg skulle lige til at skyde ud af døren igen, men jeg tøvede af en eller anden grund. Jeg var forvirret og meget fortvivlet, og jeg begyndte at græde af fortvivlelse. En støvle kom til syne i døråbningen og lidt efter kom en soldat roligt ind i rummet. – Gud jøsses, udbryd manden, standsede brat i døråbningen, og stirrede forfærdet på mig, mens han rynkede panden. Han tog en radio op til munden mens han blev ved at stirre på mig.

–Det er en ganske ung kvinde som sidder herinde. Hun virker meget forslået med blå mærker, blod og forbindinger overalt. Jeg forsøger at få hende ud, men hun virker skræmt fra vid og sans, og meget uberegnelig. Jeg kiggede skrækslagent på ham og sigtede rystende på hans hoved, mens jeg kiggede efter de mindste bevægelser der fortalte, at han kun var ude efter det samme som Wahl, eller Jericho. Mine tænder begyndte at klapre uhæmmet og mine hænder rystede så voldsomt at jeg næsten ikke kunne holde sigtet mod soldatens hoved. – Vil du ik-k-ke nok g-g-gå, fik jeg stammende mumlet.

– Lad mig være… jeg skyder dig, hvis du kommer tættere på, sagde jeg lidt højere. Soldaten stoppede op henne ved skrivebordet, og satte sig på hug. – Jeg kommer ikke tættere på, hvis du ikke vil have det. Men jeg vil gerne snakke med dig. Er det i orden? Sagde soldaten og kiggede med besynderligt milde øjne på mig. – Hvad hedder du? spurgte han roligt. Hans underarme støttede på hans lår og hans hænder hang slapt mellem hans ben.

Jeg bed tænderne hårdt sammen og kiggede ned i gulvet, mens jeg sænkede geværet. – Hvor kommer du fra? Spurgte han uden at tage øjnene fra mig. – Jeg vil bare forsøge at hjælpe dig, det forstår du godt, ikke? Så kan du ikke fortælle mig dit navn? Der var stille lidt, og jeg løftede forsigtigt hovedet og skævede hen til ham. – Jeg vil ikke mere … ikke mere … ikke røre mig… mumlede jeg fortumlet, da en svimmelhed skyllede ind over mig. – Nej, nej, jeg vil ikke røre dig, selvfølgelig vil jeg ikke røre dig. Ta´ det helt roligt, jeg vil bare gerne hjælpe dig, udbrød manden, og kiggede meget medlidende og bekymrende på mig.

– Hvad har du dog været ude for… sagde han sagte og rystede på hovedet. Pludselig skar den tidligere smerte gennem min mave og underliv, det sortnede for mine øjne og jeg dinglede lidt frem og tilbage mens jeg hev efter vejret og knugede en hånd mod min mave. Soldaten rejste sig med et sæt og kom hen mod mig, men jeg rettede geværet mod ham, og affyrede et skud i blinde mens jeg skreg, hvorefter jeg kastede op på gulvet ved siden af mig. Jeg havde ramt væggen næsten en meter fra mandens ansigt, men han var alligevel stivnet og havde trukket sig tilbage til skrivebordet.

– Er du okay, spurgte han med bekymring i stemmen. – Skal jeg hente vores læge.

– Hold jer væk! Skreg jeg af smerte og sigtede gispende over mod manden. Igen eksploderede smerten i min mave, og jeg var nær ved at besvime. Manden greb chancen og for hen mod mig, men jeg nåede lige i sidste øjeblik at rette geværet op, som jeg under mit besvimelsesanfald havde sænket ned mod gulvet. Soldaten var faldet på knæ foran mig, så nu var geværet kun få centimeter fra mandens bryst, og jeg holdt krampagtigt om det. Jeg kiggede skrækslagen op på ham, men han kiggede hverken ondt eller lysten tilbage. Soldaten kiggede ned på geværudmundingen og derefter op på mig igen.

– Læg geværet ned så jeg kan hjælpe dig, prøvede han igen.

Jeg stirrede sløvt op i hans ansigt og rystede svagt på hovedet. Jeg blev igen meget fortvivlet og forvirret; hvorfor var han sådan mod mig; hvorfor viste han mig denne tilbageholdenhed? Jeg kiggede ind i hans brune alvorlige øjne, og ud af øjenkrogen så jeg hans hånd komme op mod mig. – Nej, vil du ikke nok lade være med at røre mig, jeg beder dig, stop, hold dig væk… hulkede jeg fortvivlet. Jeg hev med en pludselig bevægelse geværet op i stilling igen. Det var bare et kneb for at forgribe sig på mig.

– Gå væk, råbte jeg grædende. – Rør mig ikke! Jeg kan ikke mere…, mumlede jeg hulkende. Jeg kravlede baglæns væk fra manden mens jeg pegede på ham med geværet. Soldaten sad tilbage med bekymrede rynkede bryn. – Hør, gør det ikke svære for dig selv. Lad os hjælpe dig, og få dig væk herfra. Han rejste sig langsomt og kom hen mod mig igen. Jeg skubbede mig ind mod væggen og sigtede på ham igen med rystende hænder.

– Stop nu. Jeg vil ikke røre dig eller gøre noget ved dig. Jeg gør ikke noget af det som de andre mænd har gjort ved dig. Han kiggede ned på mig med bekymrede øjne. Soldaten gik de sidste skridt hen mod mig, og jeg lod ham sætte sig foran mig.

Manden lagde forsigtigt en hånd mod på løbet, og tvang ligeså stille det væk fra sig. Jeg gav efter og sænkede geværet. Da han lagde den anden hånd ovenpå min ene hånd blev jeg igen panisk og for op og kastede mig forbi ham over mod døren, men han var for hurtig, og slyngede sine arme omkring mig. Jeg skreg hjerteskærende og fuld af hysterisk fortvivlelse. Jeg vred og vendte mig i hans favn og forsøgte at sparke ham over benene, men pga. min afkræftede tilstand kunne jeg ikke gøre ret meget. Han bar mig sprællende ud af bygningen, og flere mænd kom løbende og tog fat i mine ben. Jeg blev båret over mod en GD og lagt ind bag i hvor de holdt mig nede mod det kolde metal.

– Så, rolig nu, ta’ det roligt og lad os hjælpe dig. Vi gør dig ikke noget, vi vil bare behandle dine skader og hjælpe dig hjem. Jeg var skrækslagen og kæmpede med de sidste kræfter. De var så mange. Jeg troede ikke jeg ville overleve hvis de alle tog mig på skift. Jeg skreg og forsøgte at slå dem og sparke. Jeg hørte de råbte og flere hænder kom til. Jeg blev overmandet til sidst af de stærke hænder, og det kolde metal fra ladet borede sig ind i ryggen. Jeg gispede rædselsslagen og begyndte at hyperventilere. – Så slap dog af for helvede! råbte soldaten fra før.

Jeg stirrede skrækslagen op på ham, og det begyndte at sortne let for mine øjne. Mit syn vendte tilbage, og det skræmte mig yderligere at blive holdt fast af mændene. Selvfølgelig ville de ikke hjælpe mig, tænkte jeg opgivende. Jeg vred mig et øjeblik og klynkede svagt. Jeg lukkede træt mine øjne og min vejrtrækning blev roligere da den velkendte følelse af ligegyldighed dukkede op. Jeg slappede af, og mærkede at hænderne fjernede sig, og jeg hørte mændene fjerne sig. Jeg drejede hovedet så min kind hvilede mod metalgulvet og jeg spredte mine ben let, for også at lade dem vide de kunne gå i gang. Jeg orkede ikke mere tvang, jeg ville bare have det overstået så jeg kunne sove.

– Hey, lad være med det, vi har sku ikke tænkt os at voldtage dig, hører du?! Hey, hør efter! Jeg hørte næsten ikke hvad han sagde, for jeg mærkede den befriende fornemmelse da jeg lukkede af for omverdenen. Jeg hørte svagt stemmer, men følte kun en behagelig drømmefornemmelse. Manden kiggede opgivende over på sine kammerater. – Hun har lukket helt af, hun er slet ikke til at komme i kontakt med. Han rystede på hovedet. – Hun må virkelig have været ude for noget vildt sindssygt. En anden stemme brød ind, ”Kan du ikke huske hvad 5. deling fortalte? De fandt nogle piger i en forladt lade. De var næsten nøgne og var kun lige ved bevidsthed og meget forslåede. Jeg hørte senere en læge sige, at der var tegn på, at de var blevet voldtaget gentagne gange, også med fremmede genstande, bemærkede en af hans kammerater.

“ De var heller ikke til at komme i kontakt med i dagevis, og hver gang nogle kom for at behandle dem, begyndte de at tage tøjet af samtidig med at de lukkede af for kontakt, fortsatte han. – Okay, det samme må være sket for hende her. Sindssygt, siger jeg bare, mumlede soldaten. Han kiggede ned på pigen igen.

– Hold kæft et helvede hun må befinde sig i. Vi skulle aldrig have været så voldsomme. Hvor helvede bliver den læge af?! udbrød han og kiggede sig omkring. – Han er på vej, skulle lige behandle en i 9. deling for en granatsplint i låret. Hvad med at lægge et tæppe over hende. Her er ret koldt i forvejen, og hun har ikke ligefrem tøj på til det her vejr. Jeg registrerede svagt at der blev lagt et tæppe over mig, og jeg erindrede at ingen af mændene havde forgrebet sig på mig, og jeg vendte lidt efter lidt tilbage. Jeg samlede mine ben og vendte sløvt hovedet og kiggede forsigtigt op på soldaten som havde fået mig ud af huset. Jeg lagde svagt mærke til, at han havde rang af sergent.

– Hey, så er hun tilbage til virkeligheden. Vi har en læge på vej, så du kan blive behandlet. Jeg blinkede sløvt et par gange og stirrede paralyseret ind i hans øjne som udstrålede oprigtig bekymring. Det begyndte langsomt at gå op for mig, at de ikke ville gøre mig yderligere fortræd. Jeg forsøgte at sige noget, men jeg kunne ikke få andet end en hvisken frem. – Hun forsøger at sige noget, sagde en af sergentens kammerater. Sergenten bøjede sig ned mod mig, men jeg rynkede brynene. – Jeg skal nok undgå at røre dig, men jeg kan ikke hører hvad du siger. Jeg nikkede stumt og lod manden komme helt ned til min mund. – Hjælp mig, hviskede jeg hæst.

– Jeg kan ikke mere, hjælp mig. Tårerne begyndte at løbe ned ad mine kinder, og sergenten brød gennem mit forsvar og tørrede tårerne væk. – Slap du bare af, vi har kaldt efter en læge, og i mellemtiden skal du ikke være nervøs. Vi kunne ikke drømme om at gøre dig fortræd, men du skal slappe af så vi kan behandle dig. Forstår du hvad jeg siger? spurgte han. Jeg nikkede stille; omsider kunne jeg at slappe af og ikke frygte mere. Endelig var det hele overstået.

– Håber I nød min lille fantasiverden.

7 kommentarer

1. Polle 2

   03/03/2016 kl 17:28

   God historie kunne ikke være skrevet bedre

   0

   Besvar kommentar
2. preben

   28/05/2012 kl 14:48

   godt skrevet så jeg sad og fik tårer i øjnene til sidst

   0

   Besvar kommentar
3. Mogens

   02/12/2011 kl 11:03

   Virkelig god historie

   0

   Besvar kommentar
4. anony

   02/12/2011 kl 5:15

   Godt at den sluttede godt, men håber du kommer med mere i samme stil for du skriver bare så godt

   0

   Besvar kommentar
5. Mia

   02/12/2011 kl 1:22

   Ja vi nød den meget *SF*

   0

   Besvar kommentar
6. Persson

   01/12/2011 kl 23:36

   Rigtig god fantasi

   0

   Besvar kommentar
7. Anton

   01/12/2011 kl 14:20

   Burde udgives fordi den er så godt skrevet!!

   0

   Besvar kommentar