”Joe, stop! Du gør mig ondt!” udbrød Dawn iskoldt og gjorde modstand, og slog ham igen i ansigtet ..

Forfatter: Naevia

Læs del 1 – del 2

Næste dag havde Dawn ikke set Joe til morgenmaden, da hun havde fået at vide, at han havde vigtige forretninger som han akut skulle tages sig af. Efter morgenmaden besluttede hun sig for at udforske godset lidt, men efter lidt tid med at vandret formålsløst rundt på hele godset, måtte hun indse, at det var større end hun havde forventet. ”Det her sted er som en stor labyrint, tænkt at bo her helt alene”, tænkte hun for sig selv, mens hun tjekkede nogle af dørene for at se, hvad der gemte sig der.

Dawn fik snart øje på en dør, som der allerede stod lidt på klem, og hun mærkede nysgerrigheden drive sig frem mod lige netop denne dør. Hun åbnede døren blidt op og kiggede ind, der var støv alle vegne derinde, kunne hun se gennem sollyst. De andre rum som hun havde kigget ind, havde været renere, så det undrede hende hvorfor, at dette rum ikke var så rent som de andre havde været. Hun kunne se, at det var et urørt kontor, gammelt og masser af gamle bøger på en antik reol ved væggen. ”Det var da mærkeligt, at det her kontor ikke virker lige så velholdt som resten af hans lokaler på godset”, tænkte hun for sig selv og kiggede sig omkring.

Dawn så ovre på den antikke reol, som udover bøgerne også indeholdt billeder. Hun så masser af indrammede billeder, som stod på de øverste hylder i reolen. ”Gad vide, hvem disse mennesker her er?” spurgte hun sig selv og kiggede på hver og enkelt af de indrammede billeder, indtil der var et indrammet billede som der fangede hendes blik. Det indrammede billede var ikke dækket af støv som de andre indrammede billeder var, og det undrede hende lidt. ”Er det Joe?”
Dawn tog det rene indrammede billede op i sine hænder, og kiggede på Joe som lignede en ganske almindelige teenager på dette billede. Hun så to kvinder, en smilende ældre kvinde og en midaldrende kvinde ved teenager-Joes ene side, mens en stram midaldrende mand og en ældre mand samt en ung smilende mand på hans anden side. ”Hmm, det her kunne godt ligne hans familie”, tænkte hun for sig selv og betragtede billedet af Joe og hans familie. ”Men det ser ud til, at støvet bliver tørret af netop dette her billede, så det betyder, at han sikkert kigger meget på det til forskel for alle de andre billeder.”

Pludselig smækkede døren bag Dawn, hvilket forskrækkede hende. ”Hvad fanden laver du herinde?” spurgte Joe iskoldt og stod med ryggen lænet afslappet op ad døren.
”Jeg gik bare rundt og udforskede denne labyrint af dit gods, og jeg så at døren her var åben, og så blev jeg nysgerrigt…”, begyndte Dawn forsvarsberedt.
Joe stormede pludselig frem mod hende med få lange skridt, hvorefter han flåde det indrammede billede ud af hendes hænder. ”Hvorfor snager du herinde?” spurgte han rasende.
”Det gjorde jeg ikke, jeg kiggede jo bare, det er ikke ulovligt”, svarede Dawn forsvarsberedt.
”Du burde ikke være herinde”, sagde Joe rasende.
”Nå, så må du hellere huske at få sat et advarselsskilt op på døren næste gang, så ingen andre kommer til at gå herind”, svarede Dawn rasende og mærkede, at Joe smed det indrammede billede tilbage på hylden, men han satte ned med billedet nedad, hvilket undrede hende, da hun allerede havde set billedet. ”Er det din familie, som der var på billedet?” spurgte hun.
Joes ansigt ændrede sig pludselig ved spørgsmål, men kun et kort glimt, men så blev hans ansigt hurtigt iskoldt igen. ”Ja, det er min familie”, svarede han iskoldt.
”Hvor er de henne?” spurgte Dawn”.

Joes kæbe strammede sig voldsomt, mens hans ansigt forblev iskoldt og luften imellem dem begyndte at blive meget tung. ”De er alle sammen døde”, svarede han efter lidt tavshed.
”Dem alle sammen?” spurgte Dawn overrasket.
”Ja, dem alle sammen”, svarede Joe.
”Åh, Joe, det vidste jeg ikke, det gøre mig ondt at høre”, sagde Dawn og så trist ud ved nyheden.
”Spar hellere på din medlidenhed, Bambolina. Den er ubrugelig nu”, svarede Joe iskoldt og før hun nåede at kunne sige mere, skubbede han hende hen mod døren.
”Hey!” udbrød Dawn rasende og brød sig ikke om den måde, som han skubbede til hende på.
”Hold dig ude af rum, der ikke er dine”, sagde Joe iskoldt og skubbede hende helt ud af kontoret og smækker døren i bag sig, mens han selv stadigvæk befandt sig derinde. Der lød et højt klik, da han låste døren.

”Hvad fanden skete der lige der?” spurgte Dawn sig selv og var lidt chokeret over den måde, som han havde reageret på. Hun gik videre for at udforske godset videre, mens hun sørgede for at holde sig væk fra rum, som hun nok ikke skulle være inde i, efter den behandling som hun havde fået af Joe inde på det gamle støvede kontor. ”Men hvad skete der egentlig med hans familie? Og hvorfor så det ud som om, han lignede en person som måske ser spøgelser?”
Imens inde på det støvede kontor var Joe gået ovre til reolen igen og tog det indrammede billede i sine hænder, han så på dem og kørte en finger over den ældre kvinde og derefter ovre den yngre mand. ”Jeg ved, at I ville blive glad for at møde hende. I ville have elsket hende”, hviskede han og mærkede sine tårer true i øjenkrogene, mens han kiggede på dem.
Joe vidste, at han havde været overreagerende overfor Dawn, men det havde overrumplet ham, da han havde set hende stå med det indrammede billede i hendes hænder. Han var ikke klar til at fortælle hende om sin familie og slet ikke om de to mennesker, som hans finger havde berørt ved. Han satte sig i stolen med det indrammede billede i hænderne, og mærkede tårerne i øjnene, noget som han aldrig ville vise overfor sine mænd og især ikke overfor Dawn. ”Hvordan ville jeg kunne overbevise Dawn om, at jeg virkelig gerne vil passe på hende, især med den viden jeg har omkring nogle skumle mænds onde planer med hende, og som jeg forhindrede dem i at udføre mod hende”, hviskede han til billedet og mærkede tårerne trille langsomt ned ad kinderne.

Pludselig bankede det på døren, og Joe tørrede hurtigt tårerne væk. ”Kom ind”, sagde han med sin faste stemme, men han kom hurtigt i tanke om at han havde låst døren. Han rejste sig fra stolen og gik ovre, og låste døren op, og åbnede den lidt på klem.
”Jeg fik at vide af Dawn, at jeg kunne finde dig herinde, Boss”, sagde Gabriel.
”Hvad vil du?” spurgte Joe.
”Jeg ville bare høre, hvor jeg skal tage Dawn hen i dag på arbejde, Boss?” spurgte Gabriel.
”Natklub Luna”, svarede Joe.
”Okay, Boss”, sagde Gabriel.
”Tak”, svarede Joe og lukkede døren igen uden at sige et ord mere, og igen låste han døren efter sig.
”Har han lige grædt?” spurgte Gabriel sig selv, da han havde set, at Joes øjne virkede røde. Men han vidste jo godt, hvad det støvede kontor indeholdt, da han var den eneste af mændene, som havde fået lov til at være derinde.

*

Dawn sad på sit værelse og slappede af i sengen, da det pludselig bankede på døren. ”Kom ind”, sagde hun og døren blev derefter åbnet, hun smilede straks, da hun så Gabriel træde indenfor. Han smilede tilbage, mens han havde flere tøjposer i hænderne. ”Mere designertøj? Hvorfor skal jeg have det?” spurgte hun overrasket.
”Det er nyt outfits til i aften, som Joe har fået købt til dig, Dawn. Du skal arbejde på Natklub Luna i aften”, sagde Gabriel smilende og satte tøjposerne fra sig på sengen, hvorefter han vendte sig om for at gå.
”Gabriel, vent lige lidt”, sagde Dawn.
”Noget galt, Dawn?” spurgte Gabriel bekymret og stoppede op.
”Jeg så et indrammet billede i et meget gammelt og støvet kontor i dag, det var et billede af Joe sammen hans familie”, svarede Dawn og bemærkede, hvordan Gabriels kæbe strammede sig og hans øjne blev mørke. ”Joe virkede virkelig meget defensiv og sagde, de alle sammen var døde. Hvad skete der egentligt med dem?” spurgte hun.
”Du skal nok ikke grave for dybt i det her, Dawn”, svarede Gabriel og virkede lidt uroligt over det.
”Men… Han så… virkelig hjemsøgt ud af det”, sagde Dawn og kiggede studerende på Gabriel, hun undrede sig over, hvorfor at hun ikke skulle grave i det. ”Det virkede som om, at han så spøgelser igennem det.”
”Ja, han er meget hjemsøgt over det, Dawn. Og spøgelserne sover let”, svarede Gabriel og så endnu mere uroligt ud.
”Da han kiggede på det foto, så han mere knust ud end brutal”, sagde Dawn.
”Dawn, hør her, og det er meget vigtigt at du forstår, hvad det er jeg siger til dig nu”, svarede Gabriel og denne gang så han mere alvorlig ud, og ikke længere urolig ud. ”Hvad der skete med Joes familie, er ikke min sag at snakke med dig om, det er bedst at han selv fortæller dig om det. Der er mere i det hele, end du tror. Men du må altså tro på mig, når jeg siger dig, at nogle ting har det bedst med at forblive begravet i fortiden.”
”Måske, men jeg har også hørt, at det er bedst at snakke om fortiden og ikke bare begrave den”, sagde Dawn.
”Du må hellere gøre dig klar, Dawn”, svarede Gabriel og vendte sig om, og forlod soveværelset og lukkede døren efter sig.
”Hvorfor vil man begrave fortiden her? Måske er det på tide, at jeg prøver at finde ud af noget omkring Joe og hans fortid?” tænkte Dawn spørgende for sig selv, og hørte i det samme øjeblik døren gå op. Denne gang var det Joe, som stod i døråbningen og han var iklædt et smart og dyrt sort designerjakkesæt med hvid skjorte og guld vest på. ”Er det her mit soveværelse eller en svingdør med attitude, som bare kommer og går?” spurgte hun kæk.

Joe lod sine øjne glide hen over hende, mens han rynkede panden. ”Du er ikke klar endnu, Bambolina”, svarede han blot uden at svare på hendes spørgsmål.
”Gabriel har lige været forbi med tøjet! Giv mig nu en chance”, svarede Dawn og smilede til ham, og så til at han gik ovre til tøjposerne og tog hurtigt en sort kjole op med guld mønster. ”Den kjole der matcher jo dit jakkesæt, var det derfor at du valgte den til mig, som jeg skal bære i aften?” spurgte hun smilende.
”Ja, den vil jeg gerne se dig i, Bambolina”, svarede Joe smilende og rakte den frem mod Dawn, som tog imod den og gik hurtigt ud på badeværelset for at skifte til den. Da hun endelig trådte ud fra badeværelset igen, mørknede hans blik af lyst og begær, da han så hende i den og hvordan den fremhævede hendes skønhed. ”Vend dig lige rundt.”
”Kan du lide det?” spurgte Dawn smilende og vendte sig rundt, så han kunne se det hele. Hun mærkede, at hans hånd strejfede hendes side, hvilket fik hendes hud til at brænde igen og hun lænede sig ind mod hans berøring.

”Det er perfekt, Bambolina. Mød mig i lobbyen, når du er klar”, hviskede Joe smilende og vendte sig om, og forlod soveværelset.
Dawn vendte sig mod tøjet igen, mens hjertet hamrede voldsomt i hendes bryst. ”En opgave i smykkebutikken er allerede klaret. Nu mangler jeg kun to opgaver tilbage, og så burde jeg snart blive gældfri og få min frihed tilbage igen. Men i aften, er det Natklub Luna”, tænkte Dawn smilende for sig selv, og glædede sig allerede til at komme derhen og arbejde. ”Jeg glæder mig sådan til at se Gaby igen, jeg er ved at for at se et meget velkendt ansigt igen.”
Dawn kiggede gennem tøjet og meget af det var vovet og sexet, hvilket fik hende til at tænke på hans blik, mens den selvsamme kjole som han havde valgt stadigvæk, sad på hende og fremhævede hendes kurver. Men hun valgte efter et par minutter gennemrodning af det nye designer, et par stramme sorte designerbukser og en stram hvid skjorte, som også havde et spor af guld mønster i sig, som hun hurtigt skiftede til. Hun forlod sit soveværelset og gik videre ned til lobbyen, hvor Joe stod og ventede afslappet på hende. ”Så er jeg klar”, sagde hun smilende.

Joe kiggede op fra sin mobil, som han havde været i gang med, indtil hun ville ankomme. Hans øjne gled ned over hendes krop, så op på hendes ansigt igen. ”Du trodser mig stadigvæk med dit tøjvalg, Bambolina” sagde han smilende, mens et hedt blik flakkede i hans blik ved synet af det sorte og gyldne outfit, som strammede sig om hendes veltrænede krop. ”Men selvom det ikke var den kjole, som jeg valgte for dig, så valgte du alligevel noget ordentligt, som du er skabt til det.”

”Jeg er ikke her for at forføre dig, Joe. Jeg er her for at vinde min frihed”, svarede Dawn og lød trodsigt. ”Men hvis jeg skal ende med at danse sammen med djævelen, så vil jeg lade ham længes efter mig, men ikke eje mig som han så gerne vil. Og måske vil jeg også stjæle hele scenen fra dig, så du kommer til at kvæle i din kontrol.”
”Det var synd, da du ville have det bedre, hvis du gjorde begge dele”, svarede Joe smilende og gik direkte hen til hende, hvor han greb hende om taljen og trak hende tæt til sig. Han strøg hendes kind og løftede hendes ansigt mod sit, så de fik øjenkontakt med hinanden. ”Lad os se, om du smager lige så farligt, som du ser ud til?” spurgte han smilende.
Joe lod sine læber smadre mod hendes, og hans tunge adskilte hurtigt hendes læber, så han kunne udforske hende med en tydelig smag af dominans. Dawns første instinkt var at modstå ham, men hans greb omkring hende var alt for fast, og det varede ikke længe før hun smeltede sammen i hans mund. Hans kys var som ild og han stønnede dybt, da han hurtigt fortsatte med at fordybe deres kys, som om han ville mærke hende med sin mund. Hun bed snart i hans underlæbe, hvilket fik ham til at hvæse, mens hans øjne blussede af truende begær og lyst efter hende. ”Behold den ild, Bambolina. Jeg elsker at se dig brænde for mig”, hviskede han smilende og trådte tilbage, mens han lod sin tunge glide over sin underlæbe, og smagte smagen efter hende. ”Nu, kom med mig. Lad os se, hvordan du komme til at klare opgave nummer 2.”
”Okay”, svarede Dawn blot og gik lige forbi ham.

Joe lod sine øjne følge efter hende som en rovdyr, der lod byttet løbe fra sig, indtil for nu. ”Lad mig åbne hoveddøren for dig, Bambolina”, sagde han smilende og var hurtigere fremme ved hoveddøren og åbnede den for dem begge to. Dawn krydsede over dørtærsklen, men hun mærkede dog hans blik brænde bag hende, klædt på til kamp og begæret som synd. Hun trådte udenfor i natten med hovedet højt, og klædt til business, ikke fornøjelse. Men hun vidste, når hun var sammen med Joe, så var grænsen måske ikke så klar.

*

Natklub Luna pulserede af en god og glad energi og dansende gæster, som hyggede dem med den gode musik, som natklubbens faste DJ spillede for dem via sin DJ-pult. Gabriel stod ved siden af Dawn, mens han havde et clipboard i hænder og gennemgik nattens kommende opgaver for hende. ”Vi starter med VIP-sektionerne. Der skal du holde øje med personalets rotationer og sørg for, at flaskeservicen kører glat hele tiden, Dawn”, sagde han smilende.
”Hold de store spenderende og vigtige rige kunder glade, tjek”, svarede Dawn kæk og lyttede, mens Gabriel fortsatte med at remse de andre opgaver op for hende, da hun pludselig fik øje på en meget velkendt person, og hendes øjne lyste straks op af glæde ved at se den velkendte person. ”Gaby!” udbrød hun af glæde.
”Hej smukke!” udbrød Gaby af glæde tilbage, hvorefter de to bedste veninder kastede armene om hinanden, og holdt dem tæt sammen et øjeblik, som om verdenen ikke helt havde slugt dem endnu.
”Dawn, jeg mangler stadigvæk at fortælle dig om de resterende opgaver”, sagde Gabriel smilende og afbrød deres kram.
”Jeg kan vise hende rundt bag baren, Gabriel”, svarede Gaby smilende.

”Jeg er ikke sikker på, at…”, begyndte Gabriel og følte sig lidt utilpas ved det tilbud, da Joe tydeligvis havde bedt ham om, at det skulle være ham som der fortalt Dawn om opgaverne.
”Gabriel, du skal ikke være bekymret for det. Det er jo ikke fordi, at vi har tænkt os at drikke baren her tør, og Gaby kender jo baren ud og ind, og hun er jo barchefen her”, sagde Dawn smilende.
Gabriel overvejede det et kort øjeblik, så nikker han smilende og rakte clipboardet over til Gaby, som tog imod den. ”Okay, det giver meget god mening, at det burde være Gaby, som gøre det”, svarede han smilende og vendte sig om, og gik uden at sige et ord mere.
Dawn vendte sig mod Gaby, og et stort smil bredte sig endnu mere på sit ansigt. ”Det er bare så godt at se dig igen, Gaby”, sagde hun smilende.
”I lige måde, Dawn. Jeg har fået alle dine beskeder om din far, og hvad han gjorde imod dig”, svarede Gaby og blev pludselig trist på sin bedste venindes vegne. ”Jeg kan ikke fatte, at sådan en far kan gøre det her mod sin egen datter.”
”Jeg kan stadigvæk hellere ikke fatte det, at han bare solgte mig som om, at jeg var en pokerchip for ham”, sagde Dawn og blev selv trist.
”Men hvad laver du egentlig her, smukke?” spurgte Gaby og smilede igen.
”Joe tilbød mig en aftale, som jeg ikke kunne sige nej til”, svarede Dawn og smilede selv igen. ”Hvis jeg driver tre af hans virksomheder og tjener de 20 millioner kroner tilbage, så er jeg fri.”
”Det lyder ikke som Joe”, svarede Gaby overrasket.
”Jeg blev også selv meget overrasket, da han tilbød mig det, men det betyder vel også, at han får alle sine penge igen”, sagde Dawn smilende.
”Sådan som jeg har hørt om ham, så plejer han ikke at give folk udveje, smukke. Han er jo kendt for at snyde og bedrage mennesker”, svarede Gaby og blev pludselig bekymret igen.
”Så hvad? Mener du, at det hele er en fælde?” spurgte Dawn overrasket.

”Jeg siger bare til dig, at du skal være meget forsigtig. Og du skal især være forsigtigt med ham”, svarede Gaby bekymret.
”Men jeg er her lige nu, og jeg var også i smykkebutikken den anden dag”, sagde Dawn forvirret. ”Det hele virkede ellers ægte nok for mig.”
”Hvis alt han ville var at få pengene tilbage, hvorfor tilbød han så ikke bare det med det samme, inden han tog dig?” spurgte Gaby bekymret.
”Det ved jeg ikke”, svarede Dawn og tænkte selv lidt over det.
”Men du skal virkelig passe på, når du er sammen med ham, for jeg er virkelig bekymret for dig. Især når jeg ved, hvordan hans familie plejer at behandle kvinder, der i sidste ende ikke lystrer”, sagde Gaby bekymret.
Dawn lagede sit hoved lidt på strå, mens hun betragter sin bedste veninde mere intenst. ”Gaby, er der noget som du ikke fortæller mig?” spurgte hun bekymret, men også med en skjult form af mistænksomhed.

Gaby tøvede lidt, mens hendes øjne flakkede noget, samtidigt med at hun trak vejret langsomt og rystede lidt. ”Jeg har bare hørt om hans families fortid med hans bror og farmor, hvordan hans far gjorde det mod dem, da de ikke lystrede ved noget som hans far havde givet dem ordre til. Det er tydeligt det der skete dengang, der har gjort ham så kold og hensynsløs”, svarede hun bekymret og rystede lidt igen. ”Men du skal bare love mig, at du skal være virkelig forsigtig, jeg vil ikke have historien gentager sig.”
”Hvorfor? Hvad sker der med dem?” spurgte Dawn overrasket.
”Måske er det bedst, at vi ikke taler mere om det, smukke”, svarede Gaby rædselsslagen for, at Joe måske stod og lyttede lige nu.
”Okay, du har ret. Måske er det bedst jeg ikke ved det. Uvidenhed kan nogle gange være lykke, selvom det er også svært at lade være med at være så nysgerrigt hele tiden”, sagde Dawn smilende. ”Nå skal vi komme i gang med at snakke om barens rutiner, opstillinger, flasker og den slags?” spurgte hun smilende.
”Men der er noget andet, som du burde vide om ham, Dawn”, sagde Gaby alvorligt.
”Som hvad?” spurgte Dawn forvirret.
”Det siges, at Joe har nogle virkelig ret mørke seksuelle lyster, altså hvad jeg har hørt om ham fra rygterne. Så tag dig i agt for ham”, svarede Gaby alvorligt.

”Jeg har hellere ikke tænkt mig at lade ham gøre det, han ved allerede godt, at jeg nægter at give mig uden kamp til ham og jeg nægter at gå i seng med ham også”, sagde Dawn med fast stemme.
”Måske, men vær forsigtigt, okay”, svarede Gaby og følte sig ikke helt overbevist.
”Nå, skal vi komme videre?” spurgte Dawn og satte et smil op, selvom hun ikke kunne lade være med at tænke på det hvad Gaby havde fortalt hende. Især det med Joes mørke seksuelle lyster, gjorde hende nysgerrigt.
”Lad os det”, svarede Gaby smilende.

*

Senere den samme aften stod Dawn i baren, og skænkede drinks for de mange gæster. ”Jeg er glad for, at Gaby har fået vist overfor mig, hvordan det skal gøres, så jeg lærer det langsomt fra bunden uden at klokke i det”, tænkte hun smilende for sig selv, mens hun mærkede Joes blik skar sig igennem mængden på hende, som en ulv der var på jagt.
Pludselig trådte en ung smilende mand op til baren, han var nok i begyndelsen af 20’erne, han havde venlige øjne og et meget afslappet smil. ”God aften, dig har jeg aldrig set før, er du ny her?” spurgte den venlige klubgæst smilende.
”Er det så tydeligt?” spurgte Dawn smilende.
”Lad os bare sige, at jeg ikke overser nye ansigter. Jeg er stamgæst her i Natklub Luna, da de leverer den bedste fest som man kan ønske sig i weekenderne”, svarede den venlige klubgæst smilende.
”Velkommen tilbage så. Vi rookies har altid brug for venlige stamgæster”, sagde Dawn smilende. ”Men hvad kan jeg lave til dig af drinks?” spurgte hun smilende.
”Bare en vodka og juice”, svarede den venlige klubgæst smilende.
”Så gerne”, svarede Dawn smilende og gik straks i gang med at lave hans drink.
”Har du arbejdet her længe?” spurgte den venlige klubgæst smilende.
Dawn smilede blot uden at svare, da hun koncentrerede sig. Men ud af øjenkrogen så hun, at Joe endnu ikke havde rørt sig, og hun bemærkede at hans kæber strammede sig voldsomt. ”Hvad er hans problem? Jeg serverer bare”, tænkte hun for sig selv.
”Så, arbejder du her for at betale for dine studier eller noget?” spurgte den venlige klubgæst smilende.
”Jeg studerer. Men jeg plejer normalt ikke at blive afhørt over alkohol”, svarede Dawn smilende.

”Haha, det er bare de fleste ansatte her, som der studerer, og arbejder for at tjene penge nok til deres uddannelser. Jeg gætter på, at nattevagter sikkert ikke kolliderer med timerne”, sagde den venlige klubgæst smilende.
”Smart konklusion”, svarede Dawn smilende.
”Jeg er erhvervs studerende”, sagde den venlige klubgæst smilende.
”Seriøst? Det er jeg også i gang med”, svarede Dawn smilende, mens hun faldt hurtigt i snak med den unge mand om uni-livet, de kedelige opgaver, samt den voldsomme kaffetrang, som man pludselig kunne have. Men hun bemærkede også, at Joe stadigvæk ikke rørte på sig, og han blinkede hellere ikke. Han så bare på, og hans øjne lignede en ladt pistol uden sikring, og snart kunne brydes løst. Men hun var ligeglad, da hun vidste, at hun havde ret til at snakke med andre.
”Jeg er ved at drukne voldsomt i en rapport til skolen, som jeg egentligt burde have startet på i sidste uge”, sagde den venlige klubgæst smilende, selvom han så lidt trist ud.
”Hvad er emnet?” spurgte Dawn smilende.
”Etik i forsyningskæder, det lyder meget imponerende, men det føles også som om man bevæger sig ind mod døden”, svarede den venlige klubgæst smilende.

”Ha, jeg kan huske, dengang jeg lavede den rapport. Og jeg ved lige præcis, hvilken læringsbog som du skal bruge til den rapport, hvis du altid vil have det”, sagde Dawn smilende.
”Åh, det ville redde mit liv! Tusind tak!” udbrød den venlige klubgæst smilende og skubbede straks en serviet og en kuglepen over til hende. ”Det er virkelig en stor hjælp!”
”Det ved jeg, og man skal jo hjælpe sine medstuderende”, svarede Dawn smilende og begyndte at skrive bogens titel ned.
”Hvad fanden tror du, du laver med hende?” spurgte Joe uden at skjule sit raseri, som havde fået nok, efter han havde set hende begynde at skrive noget ned.
”Hvad?” spurgte den venlige klubgæst forvirret, men han så også lidt bange ud.
”Joe, hvad fanden laver du selv, og hvad tror du, at jeg er i gang med at skrive?” spurgte Dawn rasende over den måde, som han opførte sig på overfor en af hans stamgæster. ”Jeg skriver bare en bogtitel ned, så slap dog af.”
”Er det derfor, at han smilede som om han lige havde fået dit nummer i stedet?” spurgte Joe rasende og ignorerede tydeligt, at hun havde sagt en bogtitel i stedet for, mens hans blik var rettet mod den bange klubgæst nu.
”Whoa, hey mand, jeg var bare…”, begyndte den venlige klubgæst bange.

Joe kastede sig pludselig frem, som om han vil flå den stakkels unge mand midt over. Men Dawn smækkede straks en hånd på hans brystkasse, og stoppede ham. ”Træk dig tilbage, Joe!” udbrød Dawn rasende.
”Han prøver på dig…”, begyndte Joe rasende.
”Se!!! Det er en bogtitel!” råbte Dawn rasende og smækkede servietten på hans brystkasse, men han kiggede overhovedet ikke på den. Joe stirrede bare på den unge mand, som om han var i gang med at vælge, hvilken knogler som han vil brække først i den unge mand.
”Undskyld, hr. Tate. Jeg mente ikke noget”, sagde den venlige klubgæst bange.
”Gå væk herfra! Nu”, sagde Joe rasende.
Den unge mand greb sin drink og flygtede med det samme, som om han lige havde set døden i øjnene. Dawn vendte sig straks mod Joe, og hun rystede af raseri. ”Hvad fanden er der galt med dig?” spurgte hun rasende.

Joe greb hendes arm uden at svare, og trak hende med sig mod bogkontoret. Han skubbede hende derinde og smækkede døren hårdt i efter dem, og vendte sig mod hende. Dawn stod forpustet og kiggede på og så, at hans øjne var vilde. ”Du er ikke her for at servere drinks for gæsterne! Du er her for at lave regnskaber”, sagde han rasende.
”Vi lavede en aftale, din idiot. Jeg skulle tjene pengene ind igen ved at øge overskuddet for dine tre lovlige forretninger”, svarede Dawn rasende og så ham dybt i øjnene. ”For at gøre det, så gøre jeg det på min måde, og ikke din. Og ved du godt, at du lige var ved at banke en af dine stamkunder sønder og sammen!!!” udbrød hun rasende.
Joe smækkede sin ene hånd hårdt ned i skrivebordet, som stod ved siden af hende. Dawn rykkede sig ikke, hun stod bare helt roligt og stirrede ham dybt i øjnene. ”Tror du ikke, at jeg ikke så den måde, som han kiggede dig på?” spurgte han rasende.
”Det er ikke mit problem, at du ser det på den måde. Dine kontrolproblemer er problemet her”, svarede Dawn rasende.
Joe greb fat om hendes talje, og smadrede sin mund mod hendes, sulten og straffende. Hans læber mærkede hendes, mens hans hænder gled videre og greb fat om hendes arme. Dawn kæmpede imod hans greb, men han holdt hende godt fast. Hans kys føltes som en storm, der var vild, krævende og desperat. ”Du er min… Min… Min… Min Bambolina”, hviskede han rasende.

Dawn vred sig fri fra Joes greb, mens hendes åndedræt virkede hektisk. Hans brystkasse hævede og sænkede sig, som om han knap nok kunne holde sig i ro. ”Du er nødt til at lade mig gøre det her, jeg er kommet her for, og gerne lade mig gøre det på min egen måde. Jeg skal øge overskuddet”, svarede Dawn rasende.
”Hvis du nogensinde lader nogen anden mand røre…”, begyndte Joe rasende og lænede sig ind mod hende, hans blik var iskoldt. ”Så brækker jeg deres fucking nakke.”
”Du skal til at lære at styre dit temperament, Joe”, sagde Dawn rasende.
”Så skal du også stoppe med at give andre mænd en grund til at teste mig og mit temperament”, svarede Joe rasende.
”Jeg serverede bare for en kunde, og det er det, jeg vil gå tilbage til og gøre igen, og du kan intet gøre noget for at stoppe mig fra det!” råbte Dawn rasende og stormede ud af bogkontoret, mens hælene hamrede mod gulvet, og hun smækkede døren bag sig.

Dawn fortsatte dog ikke hen til baren, da hun valgte at åbne bagdøren og trådte udenfor i gyden, og den kølige natluft ramte hendes hud som et koldt slag. ”Er det virkelig bare jalousi fra Joe, at jeg stod og snakkede med den venlige unge mand?” spurgte hun sig selv og pressede ryggen mod murstensvæggen og åndede ud, da den friske luft lige var det, som hun havde brug for at mærke lige nu. ”Hvis han bliver ved med at reagerer sådan der, bare fordi nogen mænd taler til mig, så kan det godt blive et meget alvorligt problem.”

Dawn lukkede øjnene, og prøvede at trække vejret gennem kaosset i sit hoved. Pludselig skar forlygter fra en bil gennem og oplyste hele gyden, og en sort bil kørte langsomt frem, indtil den stoppede lige foran hende, hvilket fik hende til at rette sig op. ”Vent lige lidt, jeg kender den bil”, tænkte hun for sig selv.
Det tonede vindue i bilens passagersæde rullede ned, og afslørede ganske rigtig den person, som hun ikke havde forventet at se. ”Dawn”, sagde Luciano smilende, selvom hans blik var alvorligt.
”Luciano, hvad laver du her?” spurgte Dawn og mærkede væmmelsen komme frem i maven.
”Sæt dig ind i bilen. Jeg skal nok hjælpe dig med at slippe væk fra det monster, som holder dig fanget”, sagde Luciano smilende, og hans blik var stadigvæk var alvorligt.

Før Dawn nåede at sige noget, flåde Luciano bildøren op og trak hende indenfor i bilen. Det lugtede af læder, cigarrøg og mest af alt, så lugtede det af magt. Bildøren smækkede hårdt i ved hendes side. ”Luciano, er du komplet sindssyg?! Så slip mig for helvede! Hvis det her er din version af at hjælpe mig, så går jeg ud igen”, svarede hun rasende og rakte ud efter håndtaget, men bildørene låste dem med det samme med et mekanisk klik, og forhindrede hende i at forlade bilen. Hun stirrede rasende på ham, mens åndedrættet sad fast i halsen, mens bilen langsomt begyndte at forlade gyden og køre ud på byvejen. ”Hvad fanden foregår der her?! Tror du virkelig, at ved at kidnappe mig giver dig point?” spurgte hun rasende.
”Kidnappe? Jeg… redder dig”, svarede Luciano med alvorlighed.
”Du er bare endnu en anden djævel iført et andet jakkesæt”, sagde Dawn rasende.

”Og med andre intentioner”, svarede Luciano alvorligt.
”Du vil ikke redde mig fra Joe Tate. Du vil også gerne eje mig, præcis som han også vil eje mig”, sagde Dawn rasende.
”Du blev lovet til mig af din far, glem ikke det, Dawn. Længe før Joe nogensinde… rørte dig”, svarede Luciano og lød rasende for første gang under deres samtale.
”Jeg har aldrig lovet noget”, sagde Dawn rasende.
”Det vil du komme til at gøre, Dawn”, svarede Luciano og denne havde han et uhyggeligt smil i ansigtet, mens han lænede sig ind mod hende, hans ånde var varmt og fuldt af selvtillid. Han lod sin ene hånd glide op på hendes lår, med en form af arrogance.
Dawn mærkede sin mave vende sig under hans berøring af væmmelse. ”Fjern dine fucking hænder fra mig”, sagde hun rasende og skubbede hans hånd væk.
”Joe er ikke den eneste mand, der tager det, som han vil have. Det gør jeg også”, svarede Luciano med sit uhyggeligt smil og lod sin hånd glide op på hendes lår igen, og denne gang led han den videre ned.
”Jeg sagde, at du skulle fjerne dine fucking hænder fra mig!” råbte Dawn rasende og smækkede sin hånd over hans kind med et skarpt og smæld, så det kunne høres i hele bilen.

Luciano blinkede overrasket over den hårde lussing, men pludselig smilede han, som om hun lige havde tændt ham. ”Du er stadigvæk så vild, som jeg husker det. Det kan jeg lide”, svarede han smilende og greb hårdere fat om hendes lår, og lod sine fingre bore dem ind i hendes hud. ”Men du skal nok lære at opføre dig som en artig pige.”
Men før Dawn nåede at sige noget, skete der noget. Pludselig ramte noget tungt bilen, og der lød et frygteligt brag, og glas der eksploderede. ”Hvad fanden!” udbrød hun og mærkede pludselig, hvordan verdenen vendte sig på hovedet, da bilen trillede om på hovedet.
”Gør noget!” råbte Luciano rasende, mens han forsøgte at beskytte sig selv.
Dawn slog hovedet hårdt på noget og hun mærkede en kort smerte i skulderen, og hun anede ikke hvad det var som der havde ramt, da alt pludselig blev sort, og hun mistede bevidstheden.

*

Dawn vågnede langsomt op, og hovedet dunkede voldsomt på grund af det slag, og hver en muskel i kroppen gjorde voldsomt ondt. Det gik op for hende, at hun lå i en seng, da underlaget var blødt at ligge på. Hun prøvede at sætte sig op, men hun stønnede af smerte, og hun lagede sig ned på ryggen igen. ”Av. Fucking av”, stønnede hun af smerte og pludselig bemærkede hun, at Joe sad fuldstændig ubevægelige for enden af sengen. Hans albuer hvilede dem afslappet på hans knæ, og hans blik var låst fast på hende. ”Joe, hvad fanden skete der?” spurgte hun forvirret.
”Luciano forsøgte at kidnappe dig. Men jeg fik dig tilbage”, svarede Joe roligt og betragtede hende, der var en bekymring i hans ansigt, som han hurtigt skjulte igen.
”Hvor er Luciano henne?” spurgte Dawn, men han svarede ikke på hendes spørgsmål, hvilket fik hendes hals til at snøre sig sammen og det gav hende kuldegysninger. ”Har du dræbt ham?”
Joe rejste sig langsomt og gik tættere imod hende, med rolige skridt, men med et kontrolleret og skræmmende blik. ”Nej ikke endnu, selvom jeg gerne ville have gjort det. Men hvis jeg dræber ham, så ville det bare starte en mafia-krig”, svarede han roligt, men i en truende tone. ”Men han er blevet advaret om, at hvis han rører dig igen, så drukner jeg hele byen i hans blod.”
Dawn lagede først mærke til nu, at han havde bar overkrop og hans muskler var spændt, og hans mave strammede sig for hvert bevægelser, hvilket fik hende til at synke en hård klump. ”Hvad skete der med din skjorte?” spurgte hun.
”Der kom blod på den, da jeg bar dig herind efter uheldet”, svarede Joe roligt og betragtede hende endnu mere.
Dawn kiggede derefter ned på hans hænder, de var begge meget blodige, som om at han havde gennembanket en person. ”Dine hænder? Skete det med Luciano?” spurgte hun.

”Du skulle aldrig være kommet til skade! Michael skulle bare stoppe bilen, og ikke forulykkede den. Du og Luciano væltede på taget i den bil, og du slog dit hoved ret voldsomt og var allerede bevidstløst, da jeg fik dig ud af bilen”, svarede Joe bekymret.
”Bankede du Michael på grund af, at jeg blev såret, da han forsøgte at hente mig?” spurgte Dawn overrasket.
”Ja det gjorde jeg, da han gjorde ikke sit arbejde ordentligt, da han satte dig i den situation, hvor du kom til skade. Jeg måtte give ham en lærestreg for det”, svarede Joe med rolig stemme og betragtede hende.
Dawn forsøgte at sætte sig op igen, og smerten blussede voldsomt op, hvilket fik hende til at stønne og gribe sig om sin skulder. ”For fanden, hvor gør det ondt”, stønnede hun af smerte.
”Jeg må nok hellere skifte den forbinding og få renset såret, du fik et stort stykke glas i skulderen. Jeg fik den ud, da du var bevidstløst”, sagde Joe bekymret og tog førstehjælpskassen fra natbordet, og trak dynen ned fra hende og afslørede forbindingen.
”Du gør det? Måske burde jeg lige se dine medicinske papirer først, for du virker ikke som den blide type mand for mig, eller måske tænder du bare på blod eller hvad?”, svarede Dawn sarkastisk og så, mens Joe uden et ord fjernede forbindingen fra hendes skulder. Han fandt en frisk forbinding frem, mens hans kæber strammedes. ”Burde en læge ikke gøre det her?” spurgte hun og så på såret, som var ret stort og så virkelig dybt ud.
Joes øjne fangede straks hende i et mørkt og besiddende blik, som om hun havde fornærmet ham med spørgsmålet. ”Ingen andre skal røre dig, med undtagelse af mig”, svarede han med streng stemme, mens han tjekkede såret og lod samtidigt sine fingre glide hen over hendes talje. Hans berøring brændte sig straks igennem hende, med langsomme, krævende bevægelse.

Dawn kunne ikke lade være med at tænke på, hvor godt det føltes, selvom det ikke burde gøre det. Hun lod sine fingre røre ved hans brystkasse, og han sagde ikke noget, men han lod sin brystkasse presse sig hårdere mod hendes håndflade, og hun hørte hans dybe og godkendende støn. ”Tak for det her”, sagde hun smilende.
Joe lod sine øjne glide op til hendes, de var fulde af mørkt begær. ”Jeg vil tage din smerte væk”, hviskede han smilende og lænede sig frem mod hende, og Dawn mærkede sin puls stige ikke på grund af smerten, men på grund af noget langt farligere. Han lod sin ånde strejfe mod hendes nøgne hud, og hun kunne ikke lade være med at undslippe et støn. ”På alle måder vil jeg få din smerte til at gå væk, Bambolina.”
Joe lod sine læber glide videre over hendes skulder, med langsomme bevægelser, mens hans hænder fulgte efter og gled op ad hendes ribben. Hver bevægelse fortalte hende, at hun var hans, og hver eneste celle i hendes krop reagerede på ham. ”Åh, Joe”, stønnede hun og mærkede, at der gemte sig noget dyrisk bag hans beherskelse, og det fortalte hende, at hvis hun lod ham gøre det, så ville han aldrig stoppe igen.

”Jeg passer på det, der er mit”, hviskede Joe smilende og rakte ud efter hende, og lod en finger svævede ved siden af såret.
”Jeg gør det selv”, svarede Dawn med fast stemme og besluttede sig for, at hun ville stoppe ham, inden hun lod sig smelte i hans forførende bevægelser og ende med at gøre noget, som hun ikke ønskede.
”Såret bliver altså inficeret, hvis det ikke bliver renset ordentlig, Bambolina”, sagde Joe og lød skuffet over, at hun ikke ville lade ham gøre det, når han så gerne ville.
”Jeg er mere end i stand til at kunne gøre det selv, så ellers tak for dit tilbud”, svarede Dawn og lød denne gang trodsigt, mens hun tog sårrens midlet og begyndte selv at rense såret. Joe så utilfreds på med brynene trukket sig sammen, da han ikke kunne få lov til det. Hun begyndte snart at fumle med forbindingen, da hun prøvede akavet at vikle den om sin skulder for at dække for såret, efter at hun havde fået renset det. Forbindingen gled hele tiden, hvilket fik hende til at bande lavmælt.

”Her, lad mig…”, begyndte Joe og rakte ud for hjælpe hende.
”Jeg sagde jo lige til dig, at jeg er i stand til det, så jeg har fuldstændig styr på det”, svarede Dawn irriteret og mærkede, at Joe igen forsøgte at række ud efter hende igen, men hun krympede sig og trak sig hurtigt væk fra ham, da det var tydeligt at hun ikke ønskede hans berøring.
”Kom her”, sagde Joe irriteret og rakte endnu engang ud efter hende.
”Hold dig væk fra mig!” råbte Dawn rasende og slog ham hårdt i ansigtet med en hurtigt lige knytnæve.
Joes ansigt vred sig straks i voldsom irritation over afvisningen og hendes slag i hans ansigt, og hans hånd greb fat om hendes håndled med et hårdt og fast greb, da hun skulle til at slå ud efter ham igen. ”Du trækker dig ikke væk fra mig, medmindre jeg siger, at du gerne må, Bambolina”, sagde han irriteret og rev hende tilbage, og skubbede hende ned at ligge på ryggen igen.

”Joe, stop! Du gør mig ondt!” udbrød Dawn iskoldt og gjorde modstand, og slog ham igen i ansigtet denne gang lidt mere hårdt, og ramte ham direkte på næsen, så der strømmede blod ud.
”Du gør dig selv ondt ved at gøre modstand mod mig, Bambolina”, svarede Joe irriteret og opførte sig som et vildt dyr, mens han ignorerede sin blodnæse.
”Slip mig!” skreg Dawn af raseri og skubbede mod hans brystkasse, for at få plads til at trække vejret og for at få ham væk fra sig. Men hans krop var som en mur af muskler, og hans blik var som en stor ildflamme, der bare ville fortære hende.
”Stop med at gøre modstand for helvede!” udbrød Joe rasende og kastede sig ned over hende med hans fulde kropsvægt for at holde hende nede, og lod sin mund smadre hårdt mod hendes. Han gjorde hurtigt kysset meget hårdt og besiddende, og han lod sit kys mærke hende, af sit behov og voldsomme begær.

Dawn kunne smage raseriet og begæret på hans tunge i kysset, så i et skræmmende øjeblik kyssede hun ham tilbage. Men så i en rask beslutning om, at hun ikke ville lade sig opsluge af ham og ville kæmpe imod ham, tog hun en hurtig og meget modig beslutning. ”Jeg sagde slip mig!” skreg hun af raseri og lod hurtigt sit ene knæ ryge op for at ramme ham, hvor det ville gøre allermest ondt på ham. Hurtigt og brutalt, og perfekt placeret ramte hun ham hårdt mellem hans ben med knæet.
”Gah!” udbrød Joe rasende og fjernede sig fra hende, men det stoppede ikke Dawn at sparke ud efter ham igen, og ramte ham på næsen med sin fod, hvorefter hun hurtigt kravlede væk fra sengen. Hun havde viklet dynen om sig, som om hun brugte den som rustning imod ham. Han greb fat i sengegavlen, brystet hæver sig tungt, mens han tog sig om sin ømme del.

”Jeg sagde, at du skulle holde dig væk!” råbte Dawn rasende.
”Slemme Bambolina!” hvæsede Joe rasende og hans blik skar sig igennem hende, men han trådte dog ikke nærmere mod hende. Han vendte sig derefter om, og forlod soveværelset og smækkede døren hårdt bag sig.
Historien fortsætter under reklamen

Dawn stod alene tilbage, mens hendes hjerte hamrede voldsomt i brystet, hendes læber føltes hævet. Hendes krop var stadigvæk øm fra alt, hvad han havde givet, og også for alt hvad han havde prøvet at tage.

Til læserne:
Den længe ventende kapitel 4 vil snart være på trapperne