Forsømte kvinder: Zola – Kapitel 3/3 – afslutningen

Zola var på alle fire midt på deres seng, den seng de havde delt i tyve år. Hendes ryg var svajet ..

Forfatter: UngTyren

Lørdag morgen ankom som en hvisken. Solstråler, tykke af svævende støvkorn, skar sig vej gennem de tunge gardiner og malede gyldne striber hen over det krøllede sengetøj, de tomme vinglas og de bunker af tøj, der lå smidt på gulvet som faldne soldater efter nattens erotiske krig. Luften i soveværelset var tyk og sødlig af lugten af sex og sved og dyr parfume, en moskusduft af ren, ufortyndet synd.

Emil sov. Han lå på maven, den ene arm slynget op over hovedet, den anden hvilende på den pude, hvor Zolas hoved havde ligget timer tidligere. Hans unge ryg bevægede sig i rolige, dybe åndedrag, huden var en glat, solbrun flade af uskyld, der på ingen måde afslørede de vilde, dyriske handlinger, den krop var i stand til at udføre.

Zola var vågen. Hun havde været vågen i en time og havde siddet i en lænestol ved vinduet, kun iført en af Stens silkekåber, og betragtet ham. Hun følte ingen anger. Ingen skyld. Kun en dyb, rungende tilfredshed, der vibrerede helt ind i hendes knogler. Hver en muskel i hendes krop var øm, hendes fisse var rå og hævet af friktion, men hun følte sig mere levende, end hun havde gjort i et årti. De sidste mange års undertrykthed, de tusinder af afvisninger, den langsomme kvælning af hendes seksuelle væsen – det hele var blevet brændt væk i nattens ild. Hun var blevet genfødt.

Hun så på drengen i sengen. Han var ikke en person for hende, ikke endnu. Han var et redskab. Et smukt, veludrustet og utroligt effektivt redskab, der havde låst hendes fængsel op og sat hende fri. Og hun var ikke færdig med at bruge ham.

Stille som en skygge rejste hun sig og lod silkekåben glide ned på gulvet. Nøgen gik hun hen til sengen. Hun kravlede op i fodenden, hendes bevægelser var langsomme, bevidste, som et rovdyr, der nærmer sig sit bytte. Hun så på den perfekte bue af hans ryg, hans faste baller, de lange, muskuløse ben. Hun kunne se toppen af hans pik, der lå blød og afslappet mellem hans lår.

Hun smilede for sig selv. Tid til at vække skønheden.

Hun bøjede sig ned og kyssede let på bagsiden af hans knæ, slikkede en lang, våd stribe op ad hans lår. Han rørte sig i søvne, et lille mumlen. Hun fortsatte opad, kyssede hans baller, bed ham blidt i den ene. Han gispede i søvne, og hun kunne se, hvordan hans pik begyndte at røre på sig, at vågne til live.

Hun placerede sig mellem hans ben og tog den halvhårde pik i munden. Hun var blid i starten, kærtegnede den med sin tunge, sugede let på hovedet. Emil vågnede ikke med et sæt, men langsomt, som om han gled fra en erotisk drøm direkte over i en endnu mere intens virkelighed. Han stöhnede sagte, stadig med lukkede øjne, hans krop begyndte at reagere instinktivt, hofterne pressede sig op mod hendes mund.

Hans pik voksede sig hård og stor i hendes mund, en velkendt, vidunderlig følelse. Hun øgede tempoet, hendes hoved bevægede sig i en rytme, hun havde perfektioneret gennem årene, en rytme designet til at drive en mand til vanvid. Emil var nu helt vågen. Hans øjne var åbne, og han så ned ad sin egen krop på det utrolige syn af denne smukke, mørke gudinde, der tilbad hans pik, som om den var en hellig genstand.

“Godmorgen,” hviskede hun, da hun et øjeblik trak sig væk, en dråbe præsperm glinsende på hendes læber.

“Fuck… Zola…” var det eneste, han kunne fremstamme. “Det er den bedste måde at vågne op på nogensinde.”

“Godt,” sagde hun. “For dagen er kun lige begyndt.”

Hun fortsatte, indtil han var på randen af orgasme, hans krop spændt som en flitsbue, hans fingre knuget i lagnet. Så stoppede hun igen.

“Ikke endnu,” sagde hun og kravlede op ad sengen, så hun sad overskrævs på hans ansigt. “Min tur.”

Han forstod med det samme. Hans tunge fandt hende, og han drak af hende med en tørst, som nattens udskejelser på ingen måde havde slukket. Zola lænede sig tilbage på sine albuer, hendes kæmpe sorte bryster pegede mod loftet, og hun gav sig hen til nydelsen, hendes støn blandede sig med de våde lyde af hans mund mod hendes fisse.

Resten af formiddagen var en tåge af hud og kropsvæsker. De forlod aldrig soveværelset. De kneppede med en desperation, som om de vidste, at deres tid var begrænset. Det var ikke længere kun den første, famlende udforskning. Nu kendte de hinandens kroppe, hinandens rytmer, hinandens svage punkter.

Emil var især besat af hendes bryster. Han kunne ikke få nok af dem. Mellem deres samlejer lå han med hovedet på hendes mave og brugte dem som puder. Han kærtegnede dem, klemte dem, begravede sit ansigt i den dybe kløft og indåndede duften af hendes hud.

“De er det vildeste, jeg nogensinde har set,” mumlede han ind i hendes kød. “Jeg kan ikke fatte, at de er virkelige.”

“De er meget virkelige,” lo Zola. “Og de er dine. Hele weekenden.”

Han løftede hovedet og tog den ene store, tunge brystvorte i munden og begyndte at sutte på den som et spædbarn. En bølge af elektrisk nydelse skød fra hendes brystvorte direkte ned til hendes fisse og fik den til at trække sig sammen.

“Åh, fuck, ja… bliv ved med det,” gispede hun.

Han suttede hårdere, mens hans ene hånd fandt vej mellem hendes lår og masserede hendes allerede ømme klitoris. Hans anden hånd greb fat om hendes andet bryst og klemte det i takt med hans sug. Zola var ved at gå ud af sit gode skind. Det var en overbelastning af sanserne, en total overgivelse.

“Jeg vil kneppe dig, mens jeg sutter på dem,” sagde han, hans stemme var dyb og forvrænget af hendes brystvorte i hans mund.

Uden at slippe sit tag kravlede han ned og positionerede sin pik ved hendes fisse. Han stødte ind i hende, og Zola skreg af den intense, dobbelte stimulation. Han kneppede hende med lange, dybe stød, mens han fortsat suttede og bed i hendes bryst. Hvert stød sendte hendes bryster i en vild dans. Det var den mest perverse, vidunderlige følelse, hun nogensinde havde oplevet. Det var den ultimative frigørelse af flere års undertrykthed. Hun var ikke længere en pæn, kedsommelig rigmandsfrue. Hun var et dyr. En skøge. En gudinde. Og hun elskede det.

“Sig du elsker min pik!” råbte han, hans ansigt nu begravet i hendes kløft.

“Jeg elsker din pik!” skreg hun tilbage. “Jeg elsker, hvordan den fylder min fisse! Jeg elsker, hvordan du knepper mig! Aldrig stop!”

De kom sammen i en eksplosion af støn og skrig, der fik vinduerne til at vibrere. Bagefter lå de i en sammenfiltret bunke af lemmer, ude af stand til at bevæge sig.

“Jeg er sulten,” sagde Emil efter en lang pause.

Zola lo. “Det er jeg også.”

De iførte sig kåber og listede ned i det enorme køkken. De plyndrede køleskabet og spiste rester af en dyr coq au vin direkte fra gryden, mens de grinede og kyssede hinanden med fedtede munde. Hele huset var deres legeplads. De kneppede på køkkenøen, hvor hun så mange gange havde lavet mad til Stens forretningsforbindelser. De kneppede op ad den store glasrude i stuen med udsigt over haven. De kneppede endda i Stens sterile, uberørte kontor, og Zola kom skrigende på en stak af hans vigtige papirer fra Hamburg-mødet. Hver handling var en oprørshandling, et langt ‘fuck dig’ til det liv, der havde holdt hende fanget.

I Hamburgs lufthavn sad Sten og kiggede ud ad vinduet på et regnvådt landingsstel. Mødet var gået over al forventning. Den tyske bestyrelse havde kapituleret hurtigere end forventet, og aftalen var underskrevet lørdag formiddag. Der var ingen grund til at blive til søndag.

Han havde ringet til sit kontor og fået booket en billet på det første fly hjem. Han ringede ikke til Zola. Han ville overraske hende. De sidste par måneder havde han mærket en distance mellem dem. Han vidste, det var hans skyld. Arbejdet, alderen, trætheden. Han havde forsømt hende. Måske kunne denne tidlige hjemkomst være en start. Han kunne tage en god flaske vin med. Måske kunne de… snakke. Måske kunne han endda prøve at tage sig sammen i soveværelset. Tanken var udmattende, men han vidste, han burde. Hun var trods alt stadig hans smukke, eksotiske kone.

Taxaen fra Kastrup gled gennem de velkendte gader i Hellerup. Solen var begyndt at gå ned, og himlen var malet i orange og lilla nuancer. Han følte en sjælden form for fred. Han glædede sig til at komme hjem. Til stilheden i sit hus.

Han betalte chaufføren og gik op ad indkørslen med sin lille kabinekuffert rullende efter sig. Han lagde mærke til, at alle gardinerne var trukket for, selvom det stadig var lyst. Mærkeligt. Zola elskede lyset.

Han låste sig stille ind. “Zola?” kaldte han sagte. Intet svar. Huset var helt stille. Måske var hun ude at handle? Nej, hendes bil holdt i garagen. Måske sov hun til middag?

Han satte sin kuffert i hallen og gik mod trappen. Og så hørte han det.

En lyd. En svag, rytmisk lyd fra ovenpå. En dunken. Som en sengegavl, der monotont bankede mod en væg. Hans hjerte begyndte at banke lidt hurtigere. Han gik langsomt op ad trappen, hvert trin knirkede under hans dyre sko.

Lyden blev højere, da han nærmede sig soveværelset. Det var ikke kun en dunken. Der var andre lyde. Våde, klaskende lyde. Og stemmer. En kvindestemme, der stønnede. Zolas stemme. Men hun stønnede på en måde, han aldrig havde hørt før. Ikke de små, diskrete suk, hun nogle gange gav ham for at skåne hans ego. Det her var høje, uhæmmede, dyriske skrig af ren nydelse.

Og så hørte han en mandsstemme, der gryntede, stakåndet og anstrengt. En ung mandsstemme.

Stens blod blev til is i hans årer. Han stod foran døren til soveværelset, der stod en smule på klem. Han kunne høre dem tydeligt nu.

“Åh, fuck, Emil, jaaa! Lige dér! Knep min fisse i stykker!”

Emil? Charlottes søn? Det kunne ikke passe. En kold, kvalmende bølge af vantro skyllede igennem ham. Hans hånd skælvede, da han rakte ud og skubbede døren helt op.

Synet, der mødte ham, brændte sig fast på hans nethinde for evigt. Det var et maleri fra helvede, badet i det sidste, blodrøde lys fra solnedgangen.

Zola var på alle fire midt på deres seng, den seng de havde delt i tyve år. Hendes ryg var svajet, og hendes store, mørke baller var skudt i vejret, tilbudt som et alter til den unge gud, der stod på knæ bag hende. Hendes ansigt, som han kunne se i det store spejl på skabsvæggen, var forvredet i en maske af blind ekstase, munden åben i et lydløst skrig, sveden glinsede på hendes hud. Hendes enorme bryster svingede vildt i takt med de voldsomme stød, der ramte hende bagfra.

Og bag hende var drengen. Emil. Nøgen, svedig, hans ansigt begravet i hendes nakke, hans hofter hamrede løs mod hende med en brutal, utrættelig kraft, han selv kun kunne drømme om. Hans unge pik forsvandt og dukkede op igen og igen i hans kones fisse, en grusom, levende påmindelse om alt det, Sten ikke længere var.

Det var ikke bare utroskaben. Det var glæden. Den totale, skamløse overgivelse. Den dyriske larm. Den måde, hun skreg den unge drengs navn på, som om han var hendes frelser. Det var den ultimative ydmygelse. At se sin kone, sit statussymbol, sin ejendom, blive taget så råt, så fuldstændigt, af en knægt, der var ung nok til at være hans barnebarn.

Sten mærkede, hvordan luften forsvandt fra hans lunger. Han åbnede munden for at skrige, for at sige noget, men der kom ingen lyd ud. Hans greb om håndtaget på sin kuffert slap.

KLONK.

Lyden af den dyre aluminiumskuffert, der ramte marmorgulvet, var ikke høj. Men i det tætte, lidenskabelige rum lød den som et pistolskud.

Zolas skrig frøs i halsen på hende. Emils rytme hakkede og stoppede. Begge kroppe stivnede. Langsomt, uendeligt langsomt, drejede Zola hovedet. Hendes øjne, store og vilde af orgasme, mødte hendes mands tomme, knuste blik i spejlet.
Historien fortsætter under reklamen

Boblen brast. Verden styrtede ind. Og stilheden, der fulgte, var mere larmende end nogen skrig nogensinde kunne være.

Giv forfatteren en kommentar - KLIK HER