“Hvad gør du?” Spurgte de andre forfærdede, og forsøgte at stoppe ham. En ting var en røvfuld ..

Forfatter: Inkognito

Denne historie skete mens jeg var værnepligtig i Gardehusarregimentets hesteeskadron, og min drøm om at blive soldat var ved at knuses til grus, fordi jeg ikke havde styr på noget som helst.

Rekruttiden var hård for mig, der altid var den, der var bagefter, den, der ikke havde forstået opgaven, den som mistede sin udrustning “og ikke havde styr på stumperne”, som sergenterne sagde. Det blev til mange irettesættelser, og en dag blev det til en direkte straf af hele den firemandsstue, jeg boede på. Vi havde ikke gjort ordentligt rent hele ugen, og var blevet skældt ud for det hver morgen.

Det var min skyld hver gang, om det så var et glemt pornoblad under madrassen eller fnuller i kosten, så var det altid mig, som på en eller anden måde var den, som ikke havde løst opgaven godt nok.

Sergenten gav stueformanden en opsang, som han og vi andre tog imod mens vi stod i stram retstilling. Han sluttede med at erklære, at stue 24 havde udgangsforbud denne aften, da der tydeligvis var noget rengøring, som skulle klares inden weekenden.

Det var torsdag aften, og et udgangsforbud betød, at vi ikke kunne gå i byen med de andre fra delingen. Kollektiv afstraffelse er egentlig forbudt i Forsvaret, men sergenten mente, at eftersom stuen var et fælles område, var det også er fælles ansvar, og at vi havde fejlet i at hjælpe hinanden med at blive klar til stueeftersynet. Derfor den fælles straf.

“I gamle dage var I sgu blevet pisket foran hele eskadronen”, sagde sergenten, som om det skulle få os til at føle os taknemmelige. Han tilføjede henvendt til stueformanden, at man jo også kunne tage sagen i egen hånd, hvis straffen føltes uretfærdig. Jeg forstod ikke hvad han mente med det, men turde ikke spørge.

Hele dagen gik med forskellige øvelser i terrænet, og jeg kunne mærke at mine stuekammerater holdt afstand til mig. De var rasende over at skulle blive inde på kasernen denne aften. Især fordi Dragør, den yngste på stuen, havde udset sig en af pigerne fra delingen, som han ville prøve at komme i bukserne på denne aften. Det kunne han så ikke nu.

De fleste værnepligtige i hesteeskadronen er piger, men vi var kun omkring 10 fyre, som konsekvent måtte lytte til beskyldninger om at være homoseksuelle. I virkeligheden var det os, der havde nemmest ved at score piger. De var jo i overflod i delingen, og de var interesserede i os, fordi vi kunne tale med om deres favoritemne: heste.

Da resten af delingen havde forladt kasernen var vi på stue 24 igang med at gøre klar til at “muge ud” i den “svinesti” vi boede i, som sergenten havde brølet i morges.

Horsens, vores stueformand, uddelte opgaver til alle, og afbrød så sig selv “men inden vi går igang, går vi lige ind i pudsestuen. Vi har vi lige noget, som vi skal tale om”. I pudsestuen? Det var underligt, men jeg antog, at der nok var endnu en forsømmelse fra min side, som jeg skulle have en skideballe for. Et glemt sæt med pudsegrej måske, selvom jeg ikke kunne huske at have pudset støvler i dag.

Pudsestuen lugtede af støvlesværte og geværolie, og der stod et par støvler uden snørebånd på bordet. Mine? Jeg kunne ikke huske det.

“Aalborg,” sagde stueformanden “vi er pissetrætte af at holde røven oppe på dig, du har ikke styr på en skid, og nu er det også gået ud over os. Vi har derfor besluttet at du skal have en lærestreg” “hvad mener du?” Spurgte jeg med nervøse anelser, og bedst som jeg havde stillet spørgsmålet, greb mine tre stuekamerater mig og kastede mig over bordet i pudsestuen, bandt resolut mine håndled til bordbenene med snørebånd fra støvlerne på bordet, og i et snuptag havde de rykket mine bukser ned om hælene, løftede mine fødder en efter en og trak bukserne hent af.

“Hvad fanden laver I?” råbte jeg, og fik så svaret da Horsens fandt en dressurpisk frem, som han havde neglet nede i stalden. “Som sagt, skal du have en lærestreg på gammeldags manér. Det vil forhåbentligt kunne få dig til at tage dig sammen for fremtiden. Han svang pisken mod mine bare baller, og den svirpende lyd og den skarpe smerte fik mig til at give et overrasket gisp.

Men jeg protesterede underligt nok ikke. I stedet blev jeg enig med mig selv om, at jeg ikke ville give dem glæden ved at høre mig ømme mig, trygle om nåde eller skælde ud. Så hellere tage straffen som en mand. Horsens arbejde flittigt med pisken, og han lagde ikke fingrene imellem, så hvert slag ville trække blå striber og formodentlig gøre det svært at sidde. Men jeg bed tænderne sammen og sagde ikke en lyd.

Til min undren mærkede jeg at min pik begyndte at røre på sig, og lige så stille rejse sig. Jeg havde ellers aldrig troet, at jeg ville blive tændt af den slags. Der skete også noget for de andre, og pludselig rev Korsør pisken ud af hånden på Horsens og overtog afstraffelsen. Så stoppede han, og mumlede arrigt, at der vist skulle andre midler til. Jeg hørte ham rumstere med sit bælte og at han lod sine bukser falde ned om hælene. “Hvad gør du?” Spurgte de andre forfærdede, og forsøgte at stoppe ham. En ting var en røvfuld med en ridepisk, det her så ud til at være helt anderledes grænseoverskridende.

Men Korsør skubbede dem væk, “Se ham”, han pegede på mig, “han reagerer jo ikke på pisken, faktisk ser han ud til at nyde det lidt for meget. Men jeg skal vise ham noget andet”. Han stillede sig bag mig, og placerede sin pik ved mit røvhul. Nu protesterede jeg højlydt, men han stak mig en lussing og råbte “hold din kæft, din lille svans”.

Han borede sin pik mod mit hul, og det gjorde sygt ondt, så jeg skreg i smerte. Men han kunne ikke få pikken ind, måske fordi jeg spændte for meget. “Jeg, øh, altså du skal bruge noget smørrelse” sagde Dragør, lidt forlegent, måske lidt ked af at være nødt til at vise, at han vidste noget om analsex.

Jeg fortsatte med at græde og bande, mens en af drengene fandt noget geværolie som han hældte ud over mit røvhul. Dragør greb pisken og første håndtaget ind i min åbning, trak den lidt ud og ind og erklærede så, at nu var jeg klar. Inden jeg nåede at tænke, havde Horsens banket sin pik op i min røv og pulede mig med hårde, dybe stød. Han kom langt oppe i røven på mig, og jeg hulkede ned i pudsestuens hårde bord.

Han trak sig ud og jeg tænkte, at det var overstået nu, men Korsør vendte sig om mod Dragør og Horsens, og kvækkede hæst “så er det jeres tur”. Begge de to, som for bare fem minutter siden ikke kunne tale om andet end om hvilke damer, de havde bukket sammen på midten, tog nu plads bag min røv og straffede mig med voldsomme hug ind i mit røvhul, mens jeg græd stille. Da de var færdige dryppede spermen ud af mit røvhul og ned på gulvet. Border var vådt af mine tårer.

De løsnede mine bundne hænder, og stueformanden stak en gulvskrubbe i hånden på mig, og sagde iskoldt “Du vasker gulvet herinde og hvis du ikke gør det godt nok, får du skaftet op i røven!”
Historien fortsætter under reklamen

Dagen efter havde vi idræt og jeg havde mere end svært ved at følge med ovenpå den medfart jeg fik. Alligevel blev denne form for intern afstraffelse almindelig på stue 24, hvor vi allesammen fik en tur over pudsestuens bord mere end én gang i løbet af vores værnepligtstid.

3 kommentarer

1. Egon

   10/09/2023 kl 17:08

   Som værnepligtig i 1978 blev jeg antastet af en ældre fyr på 50-60 år inde på Istedgade. Han ville give mig 500- for at tage med ham på hotelværelse. Jeg turde ikke. Det har jeg fortrudt mange gange siden. Siden hen har jeg været slave for flere mænd. Været lænket og blevet brugt. Dejligt.

   0

   Besvar kommentar
2. Morten

   06/08/2023 kl 20:55

   Det spiller på den stue.

   Mortensnap2019

   1+

   Besvar kommentar
3. Henrik

   05/08/2023 kl 6:51

   Velskrevet i godt tempo. Frækt, liderligt og ophidsende tema, der også viser, at mange mænd vil have mænd. Skønt med værnepligtige. Og god afslutning, der viser, at gutterne har fundet er fællesskab. Mon sergenten ikke legede med ?

   10+

   Besvar kommentar