Vi elskede, langsomt og nysgerrigt, og undersøgte hinanden med mund og tunge – som to opdagelsesrejsende i en skov af sanselighed.

Forfatter: ?

Vi skulle egentlig have været tre. En hyggelig svampetur i det tidlige efterår – konen, hendes veninde og jeg. Men morgenen kom tilsyneladende med feber og hoste, og konen måtte blive hjemme under dynen.

Veninden og jeg måtte tage afsted alene, med kurve, knive og en uventet frihed i luften.

Som vinterbadere havde vi en tradition: en dukkert inden dagens eventyr. Denne gang blev det for første gang alene sammen – nøgne, i det klare vand, hvor solens stråler dansede på overfladen.

Vi steg op, dampende og fnisende, og hjalp hinanden med at tørre os. Jeg lod mit håndklæde glide over hendes varme hud, ved hofterne, tørrede hendes skød med nænsomhed – og lod blikket og håndklædet fortsætte op over hendes barm, hvor vorterne var spændte og dugfrisk. Hun lukkede øjnene og sukkede stille, som om hver berøring var en kærtegning fra både mig og solen.

Hun gengældte med et blik, der brændte, og tørrede mig med en forførende omhu – hendes hænder tørrede min pik, hvor hun var særligt grundig, som om hun ville sikre, at intet var overset. Hver bevægelse var en blanding af omsorg og lyst, og hendes berøring fik blodet til at synge i pikken. Tørringen, som begyndte som en praktisk gestus, blev hurtigt til noget mere. Varmen fra vores kroppe, blikkene, de langsomme bevægelser – alt vækkede et kraftigt begær hos os begge.

Vores hud sitrede, og vi vidste, uden ord, at kroppene kaldte på en fysisk forening – en sammensmeltning, hvor lysten fik lov at blomstre frit, som svampene i den fugtige skovbund. Men netop som vi begyndte at søge mere, lød stemmer og latter fra stien. Andre vinterbadere nærmede sig. Vi måtte holde igen, samle os, og med et smil og et hurtigt blik fik vi tøjet på og kurvene i hånden.

Vi gik ind i skoven, stadig varme under tøjet, men med en ny form for spænding i kroppen. Vi bøjede os over rørhatte og kantareller, men det var ikke kun svampe, vi samlede. I den lune skovbund nød vi senere vores nøgne kroppe, varme af sol og af hinandens nærvær. Huden mod mos, læber mod hals, latter blandet med fuglesang – og i den stille, saftige stund plukkede vi ikke kun svampe, men også hinandens længsler og safter, som modne frugter i efterårssolen.

Vi elskede, langsomt og nysgerrigt, og undersøgte hinanden med mund og tunge – som to opdagelsesrejsende i en skov af sanselighed. Og da vi endelig smeltede sammen, var det som om hele kroppen sang – en kraftig, bølgende reaktion af velvære, som skyllede gennem os som sollys gennem løv. Jeg gav hende min sæd , og hun tog imod den med en højlydt, frydefuld lyd – som om hele skoven genlød af hendes nydelse.

Og vi var ikke alene. Et par, som havde fulgt stien og måske også vores stemmer, trådte ind i lysningen. De standsede, så – og smilede. Uden ord afklædte de sig, og elskede tæt ved os, som om naturens kald var fælles. Deres bevægelser var bløde, rytmiske, og i skovens stilhed blev vores elskov til en duet – to par, to kroppe, én stemning.

Og da blikkene krydsede og smilene blev til invitationer, byttede vi partnere. Nysgerrigt og med varme hænder lod vi os glide ind i nye favntag. Der var ingen ord, kun kroppe der søgte, fandt og gav sig hen. Det blev til en kvartet af lyst, hvor hver berøring var en ny tone, og hver stønnen en del af naturens egen musik. Såvel mænd som kvinder fornøjede sig også med hinanden – med nysgerrighed, varme og hengivelse. Grænser opløstes, og vi lod os føre af kroppenes rytme og skovens stilhed.

Senere – hjemme igen, med svampe i kurven og minder i kroppen – erfarede jeg, at konen slet ikke havde været syg. Hun og veninden havde planlagt det hele. En lille gave, en åbning, en mulighed. Og mens jeg nød skovens safter, havde konen haft sin egen lækre tur – et besøg, som viste sig at være lige så sanseligt som vores. Hun havde ikke ligget under dynen, men under Emil fra bokseklubben. De havde, som hun fortalte med et glimt i øjet, kæmpet nøgne – legende og svedige – og nydt hinandens kroppe med samme nysgerrighed og hengivelse, som vi havde i skovens dyb.

Jeg smilede og svarede, at jeg også havde gjort en opdagelse: Jeg havde fundet en blomst i skovbunden – dugfrisk, åben og uimodståelig – og den måtte befrugtes.

Faktisk blev det til to blomster og en bi. Og jeg tilføjede, med et varmt blik og en rolig stemme, at jeg gerne ville være sammen med hende og Emil – og nyde elskovens frugter, smage ham mens han smagte hende, og lade lysten flyde frit mellem os, som safterne i skovens modne frugter.

Hun skulle være i centrum – som en solrig lysning i skovens hjerte – med to brunstige hanner, der tog hende i hver sin ende. Ikke som en erobring, men som en hyldest til hendes sanselighed, hendes varme, hendes åbne favn. Og når vi sammen opnåede ekstasen, skulle hun mærke de varme sædstrømme i sig – bølger af velvære, lyst og livskraft, der skyllede gennem hende som sollys gennem løv, som kildevand gennem muld.

Og midt i det hele – smagen af hud, af elskovssafte, af sved – var der også salt. Den salte smag af begær, af kroppe i bevægelse, af hav og hud og hengivelse. Sæd på læberne, sæd i munden, sæd i underlivet – som en påmindelse om, at vi var levende, sansende, og dybt forbundne med naturens rytme.

At parret kom til var en dejlig bonus. Og svampeturen? Den kunne bestemt gentages.
Historien fortsætter under reklamen

Vi blev ét med naturen, med hinanden – og med det, der ikke kan høres, men kun mærkes.

(66 har stemt 3,79 af 5)

Loading...