De to drenge i sofaen var som forstenede. Deres øjne var nu låst fast på hende . .


Forfatter: UngTyren

Kælderen var et inferno af kunstigt lys og digital larm. Lyden af eksplosioner og hektiske kommandoer bragede ud fra højtalerne og blandede sig med den intense summen fra tre kraftfulde computere. Her, i sit selvskabte rige, regerede Sebastian. Med sine sytten år var han konge af denne digitale fæstning, og hans to tro væbnere, Lucas og Oliver, sad ved hans side, deres ansigter badet i det flakkende skær fra skærmene.

Ovenpå, i den stille verden af de levende, sad Charlotte og følte sig som et spøgelse. Hun var 44, og hendes liv var skrumpet ind til at servicere dette underjordiske kongerige. Hun var blevet reduceret til en leverandør af frosne pizzaer, chips og sodavand med en hastighed, der kunne holde tre unge mænd kørende i 48 timer i træk. Hun lyttede til de dæmpede råb nedenunder.

Et sprog, hun ikke forstod, om sejre, hun ikke kunne se. Ensomheden gnavede i hende, en kold, hul fornemmelse i maven, som ingen mængde af ligegyldigt tv kunne fylde ud.

En bølge af noget skarpt og bittert ramte hende. Det var ikke bare ensomhed; det var en sult. En desperat, fysisk hunger efter at blive rørt, at blive set, at blive anerkendt som andet end “mor”. Hun rejste sig og gik mod køkkenet, hendes bevægelser mekaniske. Hun åbnede køleskabet for at tage endnu en kande saftevand, men stoppede op. Hun så på sine hænder. Hvornår var sidste gang, en mand havde holdt dem?

Hun rystede på hovedet, som for at fordrive tanken. Hun hældte saften op og bar kanden ned ad den stejle kældertrappe. Lugten af sved, indelukket luft og varm elektronik ramte hende som en mur.

De tre drenge sad med ryggen til hende, deres kroppe ludende, fuldstændig opslugt. De var slanke, næsten spinkle, deres kroppe formet mere af timer i en stol end af sport. Deres styrke lå i deres fingre, der dansede over tastaturerne med en uhyggelig præcision.

“Her er lidt mere at drikke,” sagde hun. Hendes stemme lød fremmed i larmen.

Kun Oliver vendte sig halvt om. “Åh, tak, Charlotte,” mumlede han, hans øjne forlod kun skærmen i et splitsekund. Men i det sekund fangede hans blik hendes. Der var et eller andet i det. En flygtig anerkendelse, der ikke kun handlede om saftevand. Så var han væk igen, tilbage i spillet.

Men det var nok. Den lille gnist tændte noget i hende. Hun gik op ad trappen igen, men denne gang var der en ny målrettethed i hendes skridt. Hun gik ind på sit badeværelse og så sig selv i spejlet. Hun så de fine linjer om øjnene, trætheden. Men hun så også sulten.

Hun tog sin kedelige, formløse T-shirt og joggingbukser af. Hun fandt en tynd silkekåbe frem, en hun ikke havde brugt i årevis. Den faldt løst om hendes krop, antydede mere end den skjulte. Hun redte sit hår og lod det falde ned over skuldrene. Hun var færdig med at være usynlig.

Hun ventede i køkkenet. Døren nedenunder knirkede. Det var Oliver. Han skulle på toilettet. Da han kom ud igen, stod hun der og blokerede hans vej tilbage til kælderen.

“Oliver,” sagde hun. Hendes stemme var en lav, let hæs hvisken.

Han stoppede op, overrasket. Hans øjne gled ned over silkekåben, og han slugte en klump i halsen.

“Charlotte? Er der noget galt?”

“Det kommer an på,” sagde hun og tog et skridt tættere på. Hun var den aggressive nu, drevet af ugers, måneders, års opsparet længsel. “Er du tørstig?”

Før han kunne svare, havde hun taget hans hånd og trukket ham med ind i det lille gæstetoilet ved siden af trappen. Hun lukkede døren, og i det trange mørke pressede hun ham op mod væggen. Hans hjerte hamrede så hårdt, at hun næsten kunne mærke det gennem hans tynde T-shirt.

“Charlotte, hvad… Sebastian er lige nedenunder,”
hviskede han panisk.

“Sebastian hører ingenting,” sagde hun og satte en finger på hans læber for at tysse på ham. “Men det gør du.”

Hun sank ned på knæ foran ham.

Han gispede, da han forstod, hvad der skulle ske. Hendes bevægelser var febrilske, næsten klodsede i sin ivrighed.

Hun fik hans bukser og boksershorts ned om anklerne. Hans lem var allerede halvhårdt af chok og forvirring. Hun tog ham i munden med en grådighed, der skræmte og ophidsede ham på samme tid.

“Rør ved mig,” beordrede hun med munden fuld. “Vær sød.”

Hans skælvende hænder fandt vej ind under hendes kåbe. Han rørte ved hendes bryster, hans fingre var klodsede, men for Charlotte var det som at få et elektrisk stød.

Det var berøring. Det var bekræftelse. Hun arbejdede hurtigere, hendes hoved vuggede frem og tilbage, indtil han stønnenende kom i hendes mund med et par hurtige, krampagtige stød. Han lænede sig mod væggen, gispende efter vejret. Hun rejste sig, tørrede sin mund med håndryggen og gav ham et rovdyragtigt smil. “Tilbage til spillet med dig.”

Oliver snublede ud af toilettet og skyndte sig ned i kælderen, hans sind var et kaos. Charlotte lyttede ved døren. Hun hørte en hvisken mellem ham og Lucas. Så, et par minutter senere, knirkede trappen igen. Denne gang var det Lucas.

Han fandt hende lænet op ad køkkenbordet, som om intet var hændt. Men der var en ny glød i hendes øjne. Lucas var den mere selvsikre af de to. Han gik direkte hen til hende.

“Oliver ser ud, som om han har set et spøgelse,” sagde han med et lille smil. “Var det dig?”

Charlotte smilede tilbage. “Måske har han bare set, hvad han er gået glip af.”

Hun behøvede ikke at trække ham nogen steder hen. Lige der, på køkkengulvet, gik hun igen på knæ. Lucas var mere klar end Oliver. Hans hænder var fastere, da de greb fat i hendes hår, ikke for at gøre ondt, men for at styre hende.

Han lod sin anden hånd glide ned mellem hendes ben uden på silken, og hun pressede sig mod hans berøring med et undertrykt støn. Oplevelsen var lige så intens, men anderledes. Mere sikker. Mere gensidig. Da han var færdig, slikkede hun demonstrativt sine læber, før hun sendte ham tilbage til kælderen med et blik, der lovede mere.

Nu var hendes sult for alvor vakt. Disse stjålne øjeblikke var ikke længere nok. Hun ville have dem begge. Uden forstyrrelser.

Planen var lige så klar som den var afskyelig. Hun gik hen til badeværelsesskabet og fandt de sovepiller, hun nogle gange brugte efter en særligt stressende uge. Hun knuste en enkelt til et fint pulver. Med et moderligt smil, der føltes som en maske, hældte hun et stort glas af Sebastians yndlingssaftevand, blandede pulveret i og gik ned i kælderen.

“Skat,” sagde hun og lagde en hånd på hans skulder. Han reagerede ikke, fuldstændig opslugt. “Sebastian!” sagde hun højere.

Han rykkede sig. “Hvad?” spurgte han irriteret, uden at tage øjnene fra skærmen.

“Her, drik noget. Du bliver helt dehydreret. Du har siddet her i timevis, du trænger til at hvile dig lidt.” Hun rakte ham glasset. Han tog det fraværende, tømte det i et par store slurke og stillede det fra sig. “Tak, mor.” Hans opmærksomhed var allerede tilbage i spillet. Charlotte så på, hvordan Lucas og Oliver udvekslede et hurtigt, vidende blik.

En lille time senere skete det forventelige. Sebastians bevægelser blev langsommere, hans hoved begyndte at hænge. Til sidst faldt han forover på sit skrivebord, faldet i en dyb, unaturlig søvn.

Charlotte stod øverst på trappen og ventede. Stilheden fra kælderen var total, kun afbrudt af den monotone summen fra computerne. Hun ventede. Døren gik op. Først Oliver, så Lucas. De kom op ad trappen, deres ansigter en blanding af nervøsitet og rå forventning. Hun lagde en finger for munden og førte dem ind i stuen.

En elektrisk strøm løb gennem stuen, en tavs, knitrende energi, der kun de tre var indviet i. Med en bevægelse, der var blottet for al tøven, løsnede Charlotte bindebåndet på sin silkekåbe.

Stoffet skilte sig ad og afslørede først kløften mellem hendes bryster, så den bløde bue på hendes mave, og til sidst det mørke skyggeland mellem hendes lår. Hun trak vejret dybt, lod kåben glide ned ad armene og dale til gulvet som et sidste, slangeskinsagtigt hylster af hendes gamle jeg. Der stod hun, fuldkommen nøgen i det varme, dæmpede lys fra lampen i hjørnet, hendes krop var ikke en undskyldning, men en erklæring.

De to drenge i sofaen var som forstenede. Deres øjne, der var vant til at følge lynhurtige pixels på en skærm, var nu låst fast på hende, ude af stand til at bearbejde den overvældende, analoge virkelighed, der udfoldede sig foran dem. Deres munde var let åbne, deres vejrtrækning var overfladisk.

Charlotte spildte ikke et sekund af deres lamslåede tilstand. Hun var ikke længere offer for sin ensomhed; hun var en erobrer, og dette var hendes slagmark. Hun kastede sig på knæ på det bløde tæppe foran dem, hendes blik flakkede fra Lucas’ chokerede ansigt til Olivers. Med en vildskab, der kom fra et sted dybt inde i hendes forsmåede sjæl, greb hun fat i linningen på Lucas’ jeans.

Hun kæmpede med bæltestroppen, et kort, frustreret øjeblik, før hun med et brutalt ryk flåede knappen af. Lyden af metal, der gav efter, var som et startskud. Lynlåsen fulgte efter med en hidsig lyd, og hun skrællede det stive denimstof og de tynde bomuldsboksershorts ned ad hans slanke hofter, indtil han var fuldstændig blottet for hende.

Uden pause vendte hun sig mod Oliver, der instinktivt forsøgte at trække sig tilbage i sofaen, men hun var for hurtig. Hendes fingre fandt hans bælte, hendes bevægelser var mere sikre nu, og med et par effektive ryk led hans tøj samme skæbne. Nu sad de der, side om side, to unge, sårbare idoler i et forvrænget tempel af forstadsstilleben, deres lemmer stive og rødmende af en blanding af chok, frygt og et ustoppeligt begær.

Charlotte betragtede sit værk. To ranke, pulserende søjler af ungdom. Hun lænede sig frem, hendes lange hår kildede Lucas’ inderlår, da hun tog ham i munden. Hun var ikke forsigtig. Hun var glubsk, hendes læber og tunge angreb ham med en desperation, der stødte og ophidsede ham på samme tid. Hun smagte hans rene, salte hud, hørte hans gisp, mærkede hans hofter ufrivilligt rykke frem mod hende. Lucas’ hænder fløj op og greb fat i sofahynderne ved siden af ham, hans knoer var hvide, da han kæmpede for at forblive tavs.

Hun løftede sit blik for at se den rene ekstase i hans ansigt, før hun langsomt trak sig tilbage og lod sit blik glide over mod Oliver. Han ventede med en blanding af rædsel og længsel. Hun kravlede de få centimeter hen til ham og gav ham den samme behandling, men anderledes. Med ham var hun en anelse blidere, hendes tunge tegnede cirkler, før hun tog ham helt, hendes øjne holdt hans fanget og tvang ham til at anerkende, hvad der skete. Han lukkede øjnene med et skælvende suk.

Hun begyndte et langsomt, torturerende spil. Frem og tilbage. Fra Lucas’ desperate støn til Olivers skælvende suk. Hun orkestrerede deres nydelse, mærkede deres kroppe spændes, deres vejrtrækning blive til korte, stødende gisp. Hun drev dem mod kanten, holdt dem der i en ulidelig balancegang, indtil hun vidste, at de var ved at miste forstanden.
Lige dér, i det øjeblik, trak hun sig væk fra dem begge. Deres skuffede støn hang i luften. Hun rejste sig på knæ og kravlede op i sofaen mellem dem, hendes nøgne, svedige hud gled mod deres. Hun pressede sine bryster mod Lucas’ side og tog Olivers ansigt i sine hænder.

“Nu,” hviskede hun, hendes stemme var en kommando, der ikke kunne nægtes. “Er det min tur. I skal kneppe mig. Begge to.”

Oliver, den ellers så generte, var den første til at reagere, drevet af en primitiv impuls. Han skubbede hende ned på ryggen, hans bevægelser var klodsede, men fyldt med en overvældende kraft. Han placerede sig mellem hendes villigt spredte ben og trængte ind i hende med et enkelt, dybt stød. Charlotte skreg højt, et råt, dyrisk skrig, der var lige dele smerte og den reneste, mest overvældende nydelse, hun havde følt i et årti. Skriget blev øjeblikkeligt kvalt, da Lucas kastede sig over hende og fangede hendes læber i et brutalt, besidderisk kys.

Verden opløstes i et kaos af sanser. Olivers hårde, hurtige stød inde i hende, en nådesløs rytme mod hendes mest følsomme punkt. Lucas’ tunge, der plyndrede hendes mund, mens hans hænder greb hendes bryster og klemte dem hårdt. Hun var fanget, omringet, fortæret.

Hun snoede sine ben om Olivers hofter, låste ham fast og trak ham endnu dybere ind i sig selv, mødte hvert stød med en vild, opadgående bevægelse. Det kunne ikke vare længe. Med et brøl, der syntes at komme fra dybt i hans sjæl, strammede han grebet om hendes hofter og kom i en voldsom, pulserende bølge dybt inde i hende.

Hans krop rystede, og han kollapsede over hende, hans ansigt begravet i fordybningen mellem hendes hals og skulder.

Han var knap nok trukket ud, gispende og udmattet, før Lucas tog hans plads. Han var mere metodisk. Han greb fat i hendes ankler, trak hende til kanten af sofaen, så hendes bagdel hang frit ud over kanten. Han løftede hendes ben op på sine skuldre og trængte ind i hende fra en ny vinkel, der fik hende til at gispe. Hans stød var langsommere, dybere, mere straffende. Hver bevægelse var en bevidst handling af dominans.

Samtidig var Oliver kommet til sig selv. Han kravlede ned på gulvet foran hende og begravede sit ansigt mellem hendes ben. Hans tunge fandt hendes klitoris, der allerede var hævet og overfølsom, og begyndte at slikke i en hypnotisk rytme, der var i perfekt modtakt til Lucas’ stød.

Denne dobbelte invasion var for meget. Charlotte mistede grebet om virkeligheden. Hendes hjerne kortsluttede. Hun kunne kun føle. Den dybe, gnidende fornemmelse bagfra og den skarpe, elektriske nydelse forfra.

Hendes krop spændtes som en bue. Hendes egen orgasme ramte hende som et lynnedslag, en ustoppelig, voldsom bølge, der fik hende til at krampe vildt og skrige et langt, uhæmmet skrig ud i den stille stue. Chokbølgerne fra hendes klimaks forplantede sig til Lucas, der med et sidste, dybt brøl gav efter og fyldte hende for anden gang.

De faldt sammen i en svedig, sammenfiltret bunke på gulvet foran sofaen. Luften var tyk og lugtede af sex og udmattelse. I flere minutter lå de bare der, ude af stand til at bevæge sig, deres hjerter hamrede i takt.

Langsomt begyndte virkeligheden at sive ind igen.

Lucas var den første til at røre på sig. Han satte sig op, hans slanke krop glinsede af sved. Han famlede efter sine ødelagte jeans og trak sin smartphone frem.
Skærmens hvide, kliniske lys skar gennem den intime stemning. “Hvad laver du?” hviskede Oliver, hans stemme var hæs.

Lucas’ læber krøllede sig i et smil, der ikke nåede hans øjne. “Et minde,” sagde han og rettede kameraet mod Charlotte, der stadig lå på ryggen, hendes ben let spredte, hendes krop et lærred af deres nylige udskejelser. “Vis os det,” befalede han, hans stemme var lav og fast. “Vis os, hvor meget du elsker pik.”

Noget mørkt og spændende blussede op i Charlotte. At blive set var én ting. At blive optaget var en anden. Det var en permanentgørelse af hendes synd, et digitalt trofæ. Og det tændte hende mere, end hun nogensinde ville have indrømmet. Hun smilede direkte ind i linsen, et langt, langsomt, indforstået smil. Hun kravlede over mod Oliver, tog hans nu halvt slappe lem i hånden og begyndte at vække det til live igen med sine fingre.

Hun så på kameraet, mens hun kørte tungen langs skaftet, før hun tog ham i munden, hendes øjne holdt kontakten med den lille, sorte linse hele tiden. Hun gav en performance, sugede og slikkede, mens hun med sin frie hånd kærtegnede sig selv. Hun var stjernen, og dette var hendes scene.

Da det hele var forbi, og den sidste rest af lyst var
blevet vredet ud af deres kroppe, landede en ny form for stilhed over dem. En akavet, tung stilhed. De var ikke længere i en boble af begær, men tre mennesker i en rodet stue, omgivet af iturevet tøj og den svage lugt af skam.

“Vi… vi skal rydde op,” hviskede Charlotte, og virkeligheden ramte hende.

Uden at sige mere begyndte de en tavs, effektiv oprydning. Lucas fandt en klud i køkkenet og tørrede sofaen af. Oliver samlede det ødelagte tøj. Charlotte hentede en affaldspose. De arbejdede som et hold af sammensvorne, deres hemmelighed var det klister, der bandt dem sammen. Da stuen igen så nogenlunde normal ud, tog drengene deres resterende tøj på.

“Vi går ned igen,” sagde Lucas. Der var ingen ømhed, ingen afskedskys. Transaktionen var afsluttet.
Charlotte nikkede bare. Hun så dem liste ned ad trappen og høre den forsigtige lyd af kælderdøren, der lukkede.

Så var hun alene. Hun stod midt i stuen, hendes krop øm og brugt, og en bølge af noget, hun ikke kunne identificere – triumf, tomhed, afsky – skyllede igennem hende. Hun gik ovenpå og tog det længste, varmeste brusebad i sit liv og skrubbede, indtil hendes hud var rød.

Næste morgen vågnede hun til lyden af solen, der sivede ind gennem gardinerne. Hun tog en morgenkåbe på – en tyk, kedelig en af frotté – og gik nedenunder for at lave kaffe, hendes bevægelser var stive og mekaniske.

En lyd fra kælderen. En stønnen. Så tunge fodtrin på trappen. Døren gik op, og en søvndrukken Sebastian kom ud.

“Wow,” mumlede han og gned sig i øjnene. “Jeg har sovet som en sten. Hvad er klokken? Mit hoved gør vildt ondt.”

“Godmorgen, skat,” sagde Charlotte, hendes stemme var chokerende normal. “Klokken er næsten ti. Jeg laver pandekager.”

Lige i det øjeblik kom Lucas og Oliver også op fra kælderen, de så trætte ud, men ellers helt normale.

“Morgen,” sagde de i kor.

“Vandt I i nat?” spurgte Sebastian og satte sig tungt ved køkkenbordet.

Lucas rystede på hovedet, mens han tog et glas mælk. “Nej, mand. Vi tabte alt, efter du faldt i søvn. Du snorkede som et helt savværk.”

Charlotte vendte sig om fra komfuret, pandekagedejlen dryppede fra piskeriset. Hun placerede en tallerken foran hver af dem. Hendes blik mødte Lucas’ for et kort, umærkeligt øjeblik. I hans øjne så hun et glimt af nattens hemmelighed, en delt erindring, der lå begravet under lag af træthed og normalitet. Han så hurtigt væk.
Historien fortsætter under reklamen

Alt var præcis, som det plejede at være. Og intet ville nogensinde blive det samme igen.

(95 har stemt 3,82 af 5)

Loading...