Ikke Bedre Værd – 18

Evy hvisker til sin sovende, forslåede kæreste med et glimt af vrede i sine smukke, dybe brune øjne: ‘Løgnhals, din cykel er jo punkteret, Frejse…’

Forfatter: Marcus
Marcus1historier@gmail.com

Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

‘Freja…’ hun drejer sit ansigt ved lyden af hans stemme. Han tager et skridt ind i glasskårene på gulvet. Det bløder allerede fra hans bare fodsåler, men han er så bedøvet i kroppen af en aften og nats hærgen, at han ikke mærker det. En lille del af Freja vil advare ham. Sige at han skal stoppe. At han skærer sig selv til blods, men hun gør sig selv hård. Undlader at gøre det. Hun skylder ham ikke noget. Intet.

HUN HØRER HAM stoppe bag sig i køkkenet efter nogle skridt med en halvkvalt, forundret stønnen, men har allerede lidt glemt ham og hende. Der er kun én der fylder i hendes bevidsthed. Ser på sin telefon. Stadig intet. Lægger sig op på sengen på sit værelse med sin telefon i hånden. Prøver med sit sind at tvinge Evy til at give lyd. Det går ikke super med det.

Ser sig rundt i rummet. Hun kommer til at savne det værelse. Det er første gang i mange år, at hun har boet halvandet år samme sted. Udsigten. Roen i hverdagene. Ham, når han er ædru og nærværende. Det går op for hende, at hun også kommer til at savne ham. Helt afsindigt. At hun allerede gør det.

Ser på sin telefon. Stadig intet.

FREJA MÅ HAVE slumret på sin seng, for hun vågner ved at der bliver taget i håndtaget og så banket på hendes værelsesdør. ‘NEJ’ råber hun. ‘Frejse, åbn!’ Freja tumler søvndrukken ud af sengen, drejer nøglen rundt. ‘Evy’ siger Freja stille. ‘What?’ hvisker Evy, da hun ser Frejas ansigt. ‘Jeg… jeg faldt på min cykel på vej til bageren her til morgen’ mumler Freja, trækker Evy ind på sit værelse fra det ellers tyste hus, lukker døren igen uden at låse. ‘Er de hjemme?’ hvisker Freja. Evy nikker. ‘Han vasker gulvet i køkkenet. Din mor så jeg ikke.’ ‘Evy…’ Freja begynder at græde. Evy siger ikke noget. Rækker op. Aer forsigtigt Frejas hævede ansigt.

DE LIGGER PÅ sengen, Freja med sit ansigt på Evys bryst. ‘Tog du tilbage til festen, til hende?’ spørger hun hviskende med blanke øjne. Evy ryster på hovedet. ‘Freja, jeg elsker at danse, og jeg må danse med lige hvem jeg vil.
Der er kun én i mit liv. Det er kun dig, jeg vil ha’ så drop nu det der jalousi-hejs, det er virkeligt udmattende.’

Freja hader hver en celle i sin krop, der genererer de følelser. Evy har så ret. Nikker. ‘Er det okay jeg måske falder lidt i søvn?’ spørger Freja hviskende. Evy svarer ikke, men Freja mærker Evy nikke.

Snart sover Freja, mens Evy nusser hende. Ligger sådan i lang tid i det store, rummelige lyse værelse med den fantastiske udsigt. Så, nærmest som ved en tanke, hvisker Evy til sin sovende, forslåede kæreste med et glimt af vrede i sine smukke, dybe brune øjne: ‘Løgnhals, din cykel er jo punkteret, Frejse…’

DER KØRER IKKE nogen flyttebil op foran funkisvillaen i ugen der kommer. Eller den næste for den sags skyld. Freja pjækker mandag og tirsdag fra gym i den første uge, venter på at hævelsen lægger sig. Og derfra er alt bare normalt. Det er svært at forklare. Hvordan lever man et normalt liv side om side med spøgelset af en voldtægt i en velhavervilla i Charlottenlund? Det går faktisk meget godt.

DEN FØRSTE FREDAG kommer, og Freja tæller ned til ground zero, som hun kalder det, når han og hendes mor brænder alt ned med sprut, piller og coke. Men, det gør han ikke. Hendes mor har ikke forstået at nye vinde blæser i Charlottenlund, og hun holder sig ikke tilbage. Måske hun er ligeglad? Måske dronningen har forstået, at hun ikke bliver smidt ud af noget slot, så længe hun er mor til prinsesse-Freja?

HAN KØBER EN havkajak, og gear til at Kitesurfe, tager lektioner i det sidste. Næste weekend kommer uden at han går amok i sprut, piller og coke. Han er bare tidligt oppe og i gang. Lørdag aften laver han mad til dem alle tre. Hendes mor mere drikker end spiser, men Freja spiser med god appetit. De taler ikke rigtigt sammen. Freja ser på ham, mens han bærer fra bordet. Stor. Rolig. Hans blå øjne strejfer hende. Hun tager sit blik til sig.

SØNDAG MORGEN STÅR hun uset i stuen. Ser ham slæbe sin havkajak op på græsset. Bliver stående lidt. Venter på om han vil dusche i den udendørs bruser, der er ved poolen. En lille del af hende har lyst til at se ham lyne ned, se ham med nøgen overkrop. Han gør præcis det. Hun betragter ham, som han står med våddragten nede om livet og skyller sig. Der er meget ved det billede, hun godt kan lide. Som i rigtigt meget. Hvis bare han ville sige undskyld? Hun ved, han aldrig vil gøre det. Hans ord fra køkkenet tidligere i foråret hvor han lå på knæ og samlede skårene fra den ituslåede skål op, spiller i hendes hoved som kuglerne i en flippermaskine.‘Never say sorry.’

Hun ved, han ikke vil gøre det. Men, alligevel, det ville være begeyndelsen til en bro over alt det skete. En bro til noget nyt? Hvis bare han ville sige fucking undskyld.

OM EFTERMIDDAGEN PASSERER hun ham på gangen på 1. salen. Næsten ved et tilfælde. Han har nogle diagrammer og andet i en stak papirer under armen som han kommer ud fra sit kontor. Hun går langsomt forbi ham. Han stopper op. ‘Freja?’ Han rækker ikke ud. Han rør hende ikke. Er blot verbal. Hun stopper. Drejer rundt. Ser på ham. Hvis det nogensinde skal være, så skal det være nu, tænker Freja. Sig det.

‘Freja…’ Hans høje, trænede, muskuløse krop er dækket af en sort T-shirt med Winehouse. Sorte jeans, bare fødder. Fucking rockstjerne. Han trækker sig en halv meter væk, som er han bange for, at hun er intimideret af hans fysik, af hans person. ‘Undskyld’ hvisker han. Freja ser forbi ham, hen ad gangen. Hendes hjerte slår lidt hurtigere. ‘Hvad sagde du?’ mumler hun lavmælt. ‘Undskyld!!’

‘Ej, det hørte jeg ikke helt?’

‘Undskyld for den aften, eller den nat. Jeg… jeg er stoppet med at drikke. Stoffer. Det hele. Og… jeg kan godt forstå, hvis du vil flytte på et kollegium eller måske dit eget sted ude i byen? Jeg vil gerne hjælpe dig, hvis det er, men, jeg håber du vil blive boende her. Det kommer aldrig til at ske igen. Aldrig! Og jeg vil så gerne have, at du bliver boende. Her. Hos mig.’

FREJA HAR IKKE rigtigt set på ham undervejs, mere forbi ham. Nu ser hun ham direkte i øjnene. ‘Vil du ikke lige sige det første igen?’ Ord. De er vigtige. Han benyttede ét der startede med U. ‘Det startede med u…’ siger hun, hjælper ham lidt på vej. ‘Undskyld’ siger han lavmælt. Freja nikker. Det er ikke syndsforladelse. Det er ikke normalitet. Men, han har lagt den første sten til en bro over det skete, og hun anerkender det med et stille nik og et hjerte der slår med mere end forhøjet puls.

ET STYKKE PAPIR flagrer ud fra bunken under hans arm. Hun bøjer sig ned. Samler det op. Det vender med bagsiden opad. I sin bevægelse op fra gulvet kommer hun til at vende papiret rundt. Det er hende selv der ser tilbage mod hende.

Fem kultegninger af hende på et hvidt stykke papir. Så fuldstændigt livagtige. Hun smiler på tegningen mens hun taler. Hun sidder koncentreret bøjet over sin Mac og skriver. Hun ligger i sofaen i stuen og læser. Hun drejer sig topløs mod beskueren. Hun ligger nøgen i hans seng, med en dyne halvt over sin krop.

Alle tegningerne er bedre end egentlige fotografier, og indkapsler noget hun ikke selv helt ser i sig selv. En smuk, selvstændig teenager. En næsten voksen kvinde. En mands hemmelige drøm. En mands håb om frelse. En mands kærlighed.
Historien fortsætter under reklamen

FREJA STIRRER PÅ papiret med et hjerte der slår flik-flak. Ser op på ham med et åbent blik. Han rødmer. Rækker ud, tager blidt tegningen fra hende, krøller den sammen i sin hånd. Hun vil protestere, men han kommer hende i forkøbet. ‘Det var bare en lille skitse, en strøtanke. Den er Ikke Bedre Værd.’

(18 af 27)
Læs næste afsnit

Giv forfatteren en kommentar - KLIK HER