Shit! Det var en meget ung pige. Hun var ligbleg, med kæmpestore øjne og en ansigt forvrænget i gråd.


Forfatter: Nosmo King

Hej alle. Dette er den første erotiske novelle, jeg nogensinde har skrevet. Jeg har i mange år læst med herinde og haft lyst til at prøve selv. Denne historie er ikke egnet til en hurtig wham-bam-udløsning og der går lang tid før det bliver erotisk. Den er i flere afsnit og jeg skriver stadig på den. Well… here goes nothing 😉

Afsnit 1 – Skikkelsen på Trappestenen

Kuldegysninger løb igennem mig, som regnen ramte min eksponerede nakke og jeg skyndte mig at hive jakken godt op om ørerne. November havde ramt Danmark og i den grad også min lille fødeby. En fødeby der ikke kunne mønstre ret mange tusinde mennesker og som kunne virke temmelig deprimerende i disse kolde måneder.

Jeg var lige trådt ud ad døren fra mit gamle stamværtshus, hvor en anseelig del af gymnasietiden var blevet brugt. Også her til aften, 3 år efter den tid var slut, var klientellet højrøstet og festligt, omend en smule sølle.

Mens jeg trak føromtalte jakke op om ørerne, for at stoppe den kolde regn fra at løbe ned ad min hals og nakke, kiggede jeg til højre for mig, hvor byens museum lå og tronede (i forhold til bygningerne omkring det i hvert fald), med sin gotiske stil og sin flotte stentrappe foran hovedindgangen. Det var blot et hurtigt blik og jeg var nær blot gået videre, men der var alligevel en lille skikkelse som fangede mit blik og en let snøften der fangede mit øre. Jeg vendte hovedet mod trappen igen og prøvede at fokusere i mørket.

Der sad ganske rigtigt en lille skikkelse på trappen, med det der lignede en mørk hættetrøje trukket godt op over hovedet, sikkert for at beskytte sig mod den kolde regn og vind. Det måtte være en der havde fået lidt for meget at drikke på værtshuset og var kommet ud for at få noget luft, måske endda brække sig, uden at få den obligatoriske 3 ugers karantæne det medførte at gøre indenfor (jep, den har jeg fået flere gange i gymnasietiden).

Jeg havde egentlig mest lyst til at smutte hurtigt hjemad og få varmen og noget mad, men jeg tænkte alligevel jeg hellere måtte checke om den lille skikkelse mon var okay. Det var trods alt koldt og vådt og jeg spottede umiddelbart ingen jakke.

Jeg sukkede og estimerede at min 10 minutters gåtur hjem, nu måtte anses som værende forlænget på ubestemt tid. Man var vel ordentlig og kærede sig om mennesker. Den lille skikkelse snøftede igen og jeg fik nærmet mig forsigtigt, for ikke at skræmme personen.

”Hvad så kammerat, er det ikke lidt for koldt at sidde ude i regnen uden jakke på?” spurgte jeg, med en munter stemme.

Skikkelsen fik et chok og vendte hurtigt sit lille, blege ansigt op imod mig. Shit! det var sgu en pige, en meget ung pige endda. Hun var ligbleg, med kæmpestore øjne og en ansigt forvrænget i gråd.

”…ne..nej, jeg er okay, bare lad mig være” sagde den lille skikkelse og vendte ansigtet væk, med et dæmpet hulk.

Jeg overvejede et kort sekund at tage hende på ordet, men man kan sgu da ikke lade sådan en ung pige sidde og sidde, i sådan noget vejr og i tilgift også klokken 21 om aftenen.
Jeg rømmede mig og sagde til hende, med en lidt mere seriøs tone: ”Ej, ved du nu hvad, du kan da ikke bare sidde herude så sent om aftenen og i koldt og vådt tøj. Skal du ikke hjemad? Skal jeg ringe efter nogen”.

Pigen kiggede skrækslagen tilbage på mig, med de store øjne, endnu større nu: ”NEJ, du må ikke ringe til nogen, jeg skal nok gå hjem”.

Det var sgu en mærkelig reaktion, tænkte jeg ved mig selv og blev en smule mistroisk.

”Hvorfor siger du det sådan? Jeg vil jo bare hjælpe dig” sagde jeg mildt til hende, selvom jeg godt kunne høre selv at min mistroiskhed skinnede igennem.

”Jamen, jeg vil bare ikke have du ringer efter nogen, jeg… jeg vil bare ikke…” Til min forfærdelse begyndte pigen at græde for alvor nu. Jeg blev helt overrasket og jeg kunne mærke hvordan det knugede i brystet på mig, at se denne pige være så ked af det. Jeg besluttede mig på stedet for at jeg under ingen omstændigheder kunne forlade hende i sin nuværende situation.

”Hvad sker der dog ven, hvad er du så ked af? Jeg vil bare ikke have du sidder her, helt alene og bliver syg eller kommer galt afsted” sagde jeg omsorgsfuldt og sætte mig på hug foran pigen.

”Vil du ikke fortælle mig hvad det er du er så ked af og hvordan du kan komme ud af kulden?” spurgte jeg hende. Hun kiggede mig igen i øjnene, med tårerne løbende ned ad de blege kinder.

”Jeg kender dig jo ikke og jeg vil altså helst bare være i fred” hikstede pigen og snøftede.

Med et lille smil tænkte jeg at hun selvfølgelig havde ret og præsenterede mig, med en hånd udstrakt. ”Jeg hedder Mathias og jeg kommer her fra byen, men bor lige nu i København. Jeg er 23 år gammel og jeg vil virkelig bare gerne hjælpe dig med at kunne komme hjem i varme og tørvejr”.

Pigen stoppede med at snøfte og kiggede vantro på mig, som om hun mindst af alt i verden havde forestillet sig at jeg ville præsentere mig selv. Hun vejede tydeligvis situationen.

Jeg tilføjede hurtigt ”jeg ringer altså ikke efter politiet, eller sådan noget ven. Jeg vil bare ikke have du bliver syg”.

Det var som om hun besluttede sig for jeg ikke var en fjende og strakte selv sin hånd frem og gav hånd. Hendes hånd var lille, blød og iskold. ”Jeg hedder Fie og jeg kommer også her fra byen” sagde hun spagt. ”Du lover du ikke ringer efter politiet?” spurgte hun usikkert.

Hvorfor i alverden var hun bange for det, tænkte jeg. ”Det skal jeg nok lade være med Fie, men hvorfor er du så bange for det?”.

”Jeg… eh… min mor og stedfar bliver stiktossede hvis politiet kører mig hjem igen” sagde hun betuttet og lignede en der skammede sig.

”Er det da sket før?” spurgte jeg mildt. ”Ja… et par gange” svarede hun og kiggede væk, med et snøft.

”Hvorfor dog det” spurgte jeg undrende, for hun lignede ikke ligefrem en kriminel lille tøs.

”Mathias… vil du ikke nok lade være med at spørge mere om det?” sagde hun stille, mens hun kiggede bedende i mine øjne. Det lovede jeg at jeg nok skulle, selvom jeg var mere end almindeligt nysgerrig for at vide det.

”Hvorfor har du ikke bare sat dig ind i stationsbygningen derovre, bag museet” spurgte jeg hende.

”Den er låst efter klokken 18 på grund af hærværk” sagde hun, mens jeg kom i tanke om hun selvfølgelig havde ret. Det var noget de begyndte på for nogle år siden, da en gruppe unge drenge var begyndt at hærge den lille by, med hærværk og antastelser af uskyldige forbigående.

”Åh, det er da også rigtigt, det havde jeg helt glemt” sagde jeg og klaskede mig selv for panden, for komisk effekt. Jeg anede et lille smil fra hende, da jeg gjorde det og noterede et sted i baghovedet at hun var en virkelig køn ung pige, når hun ikke agerede druknet mus.

”Hvorfor er du ikke gået hjem egentlig?” spurgte jeg og hendes lille smil falmede som dug for solen. Hun kiggede demonstrativt væk igen. ”Come on Fie, vil du ikke godt fortælle mig det? Jeg bider jo ikke”.

Hun vejede tydeligvis også denne situation og jeg tænkte at hun faktisk virkede som en eftertænksom ung dame. ”Jaaa… hmmm… altså, jeg har ingen nøgle og mine mor og stedfar er ikke hjemme” sagde hun endelig.

Jeg rynkede brynene og spurgte ”hvor i alverden er de så henne?”

Hun kiggede væk og var stille. Jeg prøvede en anden taktik:

”Har du ikke nogle du kan tage hjem til? En veninde, eller måske bedsteforældre?”

Hun kiggede nu tilbage på mig og rystede let på hovedet. ”De… de sidder derinde (hun nikkede over mod værtshuset jeg lige havde forladt) og er pissefulde igen og har glemt jeg overhovedet…” hun begyndte at græde lydløst, mens tårene løb ned ad hendes kinder.

”Din mor og stedfar, eller hvem”? Spurgte jeg. Hun nikkede og snøftede igen. Jeg kom pludselig i tanke om en pakke kleenex i min inderlomme og skyndte mig at hive dem frem og tilbyde hende.

Hun kiggede vantro på mig, som om hun aldrig var blevet tilbudt noget af nogen. ”Til dine øjne” sagde jeg med et lille smil.

Hun spærrede øjnene op og tog imod dem. Hun snøftede ”tak Mathias”. Hun tørrede øjnene og kiggede undrende på mig. ”Hvorfor er du sød ved mig?” spurgte hun.

”Det er jo bare lidt papir” sagde jeg med et smil og berørte let hendes skulder. Den var iskold og gennemblødt.

Hun smilede let og jeg bemærkede endnu en gang hvor køn hun var. ”Ej, jeg mener jo alt det her med du prøver at hjælpe og sådan noget”

”Ville du ikke også have lyst til at hjælpe, hvis du så en ung person som dig selv, som sad i kulde og regn og græd på en trappesten, Fie?” spurgte jeg, med et vidende blik. Hun nikkede og sagde ”jo, ja… det ville jeg selvfølgelig” og kunne vist godt se logikken i min handling.

”Skal jeg ikke gå ind og bede din mor og stedfar om nøglen og ringe efter en taxa til dig, hvis der er for langt at gå?” spurgte jeg hende. Hun spærrede igen øjnene op, i panik og sagde lidt for højt ”NEJ, det må du ikke Mathias” og kiggede så ned i jorden, fordi hun godt vidste at hendes reaktion var lidt for voldsom, på et normalt spørgsmål.

Det dæmrede for mig at denne pige ikke havde det godt derhjemme. Jeg genkendte reaktionen fra et par af mine bekendte og kammerater i min opvækst, som havde forældre der drak og som ofte fik nogle på hovedet. Det var frygt. En af de mørke sider ved at komme fra provinsen og især en af dem med høj arbejdsløshed og højt forbrug af alkohol.

Jeg nikkede forstående til hende. ”Hvad tænker du så der skal ske Fie? For jeg lader dig ikke sidde alene herude og vi bliver begge syge hvis vi skal sidde her til den lyse morgen?”.

Hun kiggede rørt på mig. ”Vil…vil du blive sammen med mig?”. Jeg nikkede bekræftende. ”Men tror du ikke vi skal finde på noget smartere?”.

Hun spekulerede tydeligvis og fremstammede endelig ”Hv…hvad med… hvor bor du henne?”

”Jeg bor jo i København, men jeg skal hjem til mine forældres hus 10 minutter væk herfra, hvis det er det du mener?” svarede jeg undrende.

Hun kiggede ned i jorden og mumlede ”kan vi ikke bare… må jeg ikke sidde der i nogle timer, til min mor og stedfar er kommet hjem”? ”Jo, selvfølgelig må du da det Fie” sagde jeg omsorgsfuldt og kunne se lettelsen i hende. Hun havde tydeligvis forventet en afvisning. ”Men på en betingelse” sagde jeg så og kunne se hende kigge nervøst på mig. ”Jeg bliver nødt til at gå ind og sige det til din mor”sagde jeg med en seriøs mine og tænkte at hvis jeg havde læst situationen rigtigt, så var det bedre at sige det til hendes mor, end hendes stedfar.

Nu spekulerede Fie igen, kunne jeg se og jeg tænkte jeg måske skulle hælde lidt sukker på situationen. ”Der venter et varmt tæppe og noget god natmad til dig, hvis jeg blot må fortælle det til din mor”. Det gjorde udslaget og hun nikkede endelig og sagde ”ok”.

Hun forklarede hvordan hende mor så ud og det tøj hun havde på og jeg gav hendes skulder et lille klem, inden jeg rejste mig for at gå ind. ”Jeg er tilbage lige om lidt Fie” sagde jeg med et smil og gik igen mod døren til værtshuset, jeg havde forladt for kort tid siden.

Jeg spottede hurtigt hendes mor derinde og kunne også godt genkende hende, som en af de ældre piger fra da jeg gik i de små klasser i folkeskolen. Marlene var en festpige i byen og havde lidt af et ry for at være generøs med missen og munden og bar altid en gedigen brandert, når man mødte hende på diskoteker og værtshuse. Det gjorde mig lidt bedrøvet, for hun var blevet en sørgelig skæbne. Hun sad sammen med en anden gammel kending. En fyr jeg absolut ikke havde lyst til at tale med. Amf-Torben var ikke blevet sundere eller mindre psykotisk at kigge på i de år der var gået, siden jeg sidst var stødt på ham. Et par bekendte havde en gang imellem handlet hos ham før gymnasiefesterne og han havde altid givet mig myrekryb. Han holdt nonchalant om Marlene og jeg tænkte ”aha, så det er stedfaderen”.

Jeg stod og tænkte over hvordan jeg skulle gribe det an, da Marlene pludselig forærede mig muligheden, ved at gå i baren alene. Mens hun stod deroppe, stillede jeg mig ved siden af hende og sagde til hende ”Hej, er det ikke Marlene fra folkeren?” med et smil.

Hun kiggede sløret på mig og svajede let. ”Jooo, det kan da godt være” sagde hun, tydeligt fuld og grinede dumt. ”Jeg hedder Mathias, jeg gik vist i 1. da du gik i 8. klasse”. Hun så lettere usoigneret ud og vejede mindst 50kg mere end i folkeskolen, hvor hun allerede var en buttet pige. Dengang var hun dog ret køn, hvilket ikke ligefrem var tilfældet længere.

Jeg tog mod til mig. ”Du Marlene, jeg har lige talt med Fie og hun sidder altså og pissefryser udenfor ikke?”. Marlene kiggede undrende på mig, med sine svømmende øjne og gentog ”Fie?” og smilede dumt. ”Marlene, hun skal ind og have varmen, ellers bliver hun syg. Jeg har aftalt med Fie at jeg ordner det. Er det okay hun kommer hjem til mine forældre og får varmen?” prøvede jeg.

Marlene kiggede bare dumt på mig og nikkede med sit fuldemandssmil ”jaja, det gør i bare Emil”. Jeg gad ikke engang rette hende, da hun kaldte mig Emil. Hun var slet ikke til stede og det virkede som om hun var mere end bare fuld.

Jeg havde gjort hvad jeg kom for og gik mod udgangen igen, inden Fie skulle finde på at få kolde fødder og gemme sig. Inden jeg kom så langt blev jeg dog indfanget af de gamle venner jeg havde fået et par øl med, som stadig sad ved bordet jeg havde forladt omkring 15 minutter tidligere.

”Hvad fanden Matti, skulle du lige spørge Sugemalle om et blæs inden du skulle hjem” grinede Jonas, på sin sædvanlige brovtende facon. Jeg græmmedes lidt over Marlenes gamle kælenavn, som jeg lykkeligt havde glemt. Hun var kendt for at være dygtig med munden, deraf navnet Sugemalle. Jeg grinede uentusiastisk og fejede Jonas lidt af, med en dum kommentar om det da sikkert var derfor han stadig var på Klokken (værthuset).

Da jeg kom ud igen kunne jeg se Fie sad nøjagtig som jeg havde set hende et kvarter tidligere. Da jeg nærmede mig kiggede hun skamfuldt op på mig, med bedrøvede øjne. ”Hun er så klam, undskyld” sagde hun stille og kiggede væk, med en tåre i øjenkrogen.

Jeg greb let om hendes skulder og sagde ”hun sagde ja, Fie. Nu skal vi hjem og få varmen og noget mad”.

Fie så vantro på mig, men rejste sig og nikkede til mig. ”Tak Mathias, de havde du ikke behøvet”.

Vi gik den modsatte vej af værtshuset, mod mine forældres hus. Jeg bemærkede at Fie var ca. 15cm lavere end mine 175 og havde en kæmpestor hættetrøje, samt det der lignede natubukser på, begge gennemblødte. Da vi gik under en gadelampe, kunne jeg konstatere hendes hår var rødt og hun virkede buttet. ”Fie?” sagde jeg. Hun kiggede op og svarede ”Ja?”.

”Fie, jeg ved godt hvem din mor er. Jeg ved godt hvem Marlene er”. Fie kiggede ned igen og mumlede ”åh nej”.

Vi gik lidt videre i stilhed og efter cirka 2 minutter spurgte Fie mig ”har du også bollet med min mor?”

Jeg rystede på hovedet og sagde ”nej, det har jeg ikke. Hvorfor spørge du om det?”

”Der er nogle af de andre i skolen som siger min mor har bollet med hele byen” sagde Fie og kiggede i jorden, mens vi langsomt bevægede os igennem regnen. Mit hjerte blødte for den stakkels pige, der nok måtte høre for lidt af hvert. Jeg tænkte på Jonas’ dumme kommentar på Klokken og græmmedes.

”Ved du hvad Fie, jeg tror ikke de mennesker der siger de ting har det særlig godt med sig selv”
Historien fortsætter under reklamen

Vi gik videre i stilhed i en rum tid endnu, hvorefter Fie stille sagde ”tak Mathias”.