l.Kapitel.

Stedet er vidunderligt. Fjordens blanke overflade er næsten uden en krusning og i træerne langs bredden synger masser af fugle med jublende stemmer – ren idyl, næsten!

I buskadserne langs fjordbredden ligger tre maskingeværstillinger fortrinligt camuflerede, hver med tre mand – en skytte, en lader og en ildleder bevæbnet med en maskinpistol.

I såvel maskinpistoler, som geværer er der skarp ammunition, selv om det kun er en øvelse – en mand, der bliver dræbt under en øvelse havde alligevel kun været til besvær under en operation, er den kommanderende generals mening om nogen skulle have vovet at bestride hans påstande – ingen i kompagniet har endnu hørt noget sådant.
Ni par øjne følger spændt et lille svirrende myg højt, højt oppe i luften – en helikopter!
En fjendtlig helikopter svæver højt oppe over dem uden for skudvidde. Har mændene i denne fået øje på dem, eller det en observationshelikopter med de kommanderende officerer, der vil se hvordan slaget spænder af i passende sikkerhed?

De, ni soldater ved maskingeværerne ved det ikke, men de ved at de skal skyde på alt menneskelig, som de ser røre sig i vandet indenfor rækkevidde, hvis det ikke overgiver sig inden varselskud – og skyde for at dræbe!
Mere end een soldat er segnet foran de hærdede maskingeværskytters skrattende våben under øvelser – det giver lige frem orlov at ramme en “fjendtlig soldat”, 8 dage, hvis han er hårdt såret og 14 dage, hvis han er død.
Maskingeværskytterne kan godt lide orlov – de er vågne.

En bevægelse i vandet og den blanke vandflade vil koge af glødende blystykker.
De tolv mænd i grågrønne frømandsdragter ovre på den modsatte bred ved det – men de ved også, at de skal svømme over fjorden og forcere maskingeværstilligerne og melde sig til en post en kilometer inde i landet, førend deres trængsler vil være forbi – for denne gang!

Næste gang vil der ikke være nogen post at henvende sig til – men en fjende at kæmpe med.
Fjenden – de sortklædte Charlier eller de uniformede soldater oppe nordfra vil kæmpe med en fanatisk mod – ikke opgive, førend den sidste patron er opbrugt og den absolut sidste chance for at kæmpe er forspildt.
De kender denne fjende. De har alle allerede kæmpet imod ham. Kæmpet som gemene fodfolk eller marinere – som soldat mod soldat.

Når deres uddannelse her er ovre vil de ikke længere være soldater, mennesker, men krigsmaskiner uden egen vilje – de vil gå fremad, og kun kende een vej ud af problemerne LØSNINGEN…
De vil være uhyggelige commandos, der kan dræbe lydløst, sabotere fabrikker og maskiner, føre biler, både og fly, kunne betjene ethvert våben fra pusterør med giftpile til maskinkanoner eller raketter.
Kun eet kan standse dem – DØDEN…

At såre en commandos vil kun gøre ham endnu farligere – han kan ikke flygte og har kun udvej – at kæmpe til døden.
De tolv mænd ved alt dette – det er terpet ind i deres hoveder af trænede instruktører gennem måneder ved dag og nat.
Deres livsmål er ikke et lykkeligt liv, men så og så mange døde fjender.
De kontrollerer hinandens iltflasker, ser efter at den lyddæmpede pistol er på plads i det vandtætte hylster, at den barberbladsskarpe commandokniv sidder tilpas løst i sin skede, parat til at blive trukket på mindste foranledning, at sprængladningerne er på plads i deres bælter.
To mænd i kampuniformer – måske de er generaler, måske de er menige træder frem og giver en kort kommando.
De tolv mænd falder ned i græsset åler sig ned mod fjordbredden.
Maskingeværskytterne skulle nødig vide, hvornår de vil komme. En forkert bevægelse og det er døden for een selv og måske flere af kammeraterne. Man har lært, at een selv betyder intet – men GRUPPEN alt.
Intet må svipse.
Een efter een glider frømændene ud i vandet og forsvinder i dybet, som mørke skygger.
De to uniformerede mænd går tilbage til deres jeep med chauffør og radiomand, der venter på en skovvej lidt borte og sender en kodemelding, førend de kører tilbage til træningslejrens kantine, hvor de fordriver resten af eftermiddagen med at drikke godt dansk pilsnerøl, uden tanke for de tolv frømænd ude i fjorden.
Deres arbejde var at få mændene i vandet – resten er op til mændene selv og løjtnanten i modtageposten.
Kun strømme af luftbobler fortæller, hvor frømændene opholder sig nede i vandet og disse kan maskingeværskytterne heldigvis ikke se.
Langsomt plasker de tolv mænd sig afsted i deres mørke beskyttelsesdragter.
Hver tænker sine tanker, men de bliver alle ved at vende tilbage til det samme – de tre maskingeværer på den modsatte fjordbred.
Hvem vil komme igennem og hvem vil blive opdaget og dræbt.
Hvem vil komme til at tjene 1000 dollars om måneden og hvem vil blive begravet under et lille trækors på en ukendt kirkegård i et fjernt fremmed land!
HVEM?
Alle tænker de det samme og alle frygter de det de tænker – nemlig at det er dem selv, der bliver gennemhullet af maskingeværets strøm af glødende bly, dem selv der synker om i sandet med blodet sprøjtende ud af den gennemhullede krop. Frygten gør dem ekstra årvågne.
Langsomt glider de nærmere den fjendtlige bred.
Tre maskingeværer venter.
Ni mænd håber på orlov – helst 14 dage!
Hvor er de satans maskingeværer? Hvor…
Bill Lang, førhen kaptajn for et kompagni marinere i Mekong~deltaet, hvoraf kun små hundrede var tilbage af næsten det dobbelte efter tre måneders hårde ubarmhjertige kampe, nu commandos uden rang – bare commandos…
En krigsmaskine, han tænker på fremtiden. Hvad med i aften? Vil han sidde og drikke øl i mandskabs-kantinen, eller vil han ligge død på en båre i kapellet ovre ved siden af jeepgaragen?
Han håber det første, men sandsynligheden er faktisk større for det sidste.
Han svømmer roligt videre – en commandos kender ikke til frygt.
Han er ikke et menneske, men en maskinel
Hvad tænker de øvrige elleve på holdet?
Sikkert det samme, som han – skal JEG dø eller vil jeg overleve?
Skal jeg være en godt betalt commandos eller et råddent lig i jorden?
Ingen ved det, førend øvelsen er forbi.
Endnu er de ikke halvt ovre fjorden – endnu er der en chance at svømme tilbage til bredden man kom fra – hvis…
Muligheden af at man skal have været så forudseende at sætte maskingeværer op på denne også efter at de er svømmet ud er faktisk stor – de er rotter i en fælde uden mulighed for flugt – vil de undslippe er der kun list og kamp.
Solen skinner ned fra en skyfri himmel og gennem det let grumsede vand kan Bill se manden nærmest til såvel venstre som højre.
Farten er støt. Snart vil de være inden for skudvidde af de tre maskingeværer.
Et glimt og alt vil være forbi – DØD…
Vandet bliver lavere og lavere – måske det slet ikke er muligt at svømme helt ind til bredden – måske de bliver nødt til at vade ind – måske…
Rat-rat-tra-tra-rat….
Maskingeværet vil snerre og det grumsede vand vil blive farvet rødt af deres blod – døden vil høste blandt dem.
Døden svømmer ved siden af dem alle tolv.
Maskingeværerne venter på arbejde, skytterne på orlov – frømændene på friheden bag skyttekæden.
Manden, der svømmer til venstre for Bill er sergent Tom Shirts – en mand, der aldrig har kendt andet job, end krig, fem og tyve års kamp for friheden overalt på Jorden, som rådgiver eller kampsoldat.
Også han frygter, hvad der er forude, men han har set døden i øjnene så ofte i sit 42 årige liv, at han dårligt tænker over det – det er bare en helhed, hvor arbejde og død går hånd i hånd.
De forsætter endnu en stund ind mod bredden – vandstanden bliver stadig lavere, måske de snart bliver nødt til at stikke hovedet op over vandfladen, for at orientere sig.
Måske maskingeværskytterne ikke er på vagt – måske…
Alle tolv frømænd tænker det samme, men hvem skal ofre sig?
Alle ønsker de at blive godt betalte commandos og ikke navnløse døde lig under et usselt trækors.
Men nogen er nødt til at gå op – men med den afstand de svømmer nu vil en sådan operation ikke kun være til fare for den, der går op, men også for hans sidemænd.
Bill svømmer skråt over til sergent Shirts og gør ham ved håndbevægelser forståelig, hvad han mener.
Sergenten forstår og svømmer over til næste mand i rækken.
Bill svømmer tilbage og over til manden til den modsatte side og atter går beskeden fra mand til mand – spred jer – mindst 100 meter mellem hver mand.
Bill og sergent Tom Shirts vil gå op for at rekognesere.
Mænd svømmer bort i alle retninger – man vil ud af skudlinien, om maskingeværerne åbner ild, når de to stikker hovedet op gennem vandspejlet.
Bill og Tom svømmer langsomt side om side.
De spejder til alle sider, det er ikke længere muligt at øjne nogen kammerat.
Tiden er inde – kammeraterne holder øje med dem.
Om lidt vil de enten være døde eller kunne fortælle kammeraterne, hvor de er i forhold til den farlige strandbred med de skjulte maskingeværstillinger.
De håber begge det bliver det sidste – men risikoen er faktisk størst for det første.
Ni årvågne soldater venter med længsel efter orlov.
Det vil ikke blive med deres bedste vilje om frømændene slipper igennem.
Alle drømmer de om at se brølende blodige mænd vælte om i strandstokken – ønsker at se dem segne om og blive liggende stille – DØDE…
Men frømændene har en ganske anden mening om sligt – de ønsker at leve.
Bill rækker sergent Tom sin ene svømmelab og de hilser på hinanden een sidste gang, førend de stiger lodret op i overfladen.
Op til sikkerheden eller døden – de ved ikke hvad!
De bryder vandfladen en halv snes meter fra hinanden. Vandet er blik og selv en blind vil se de mægtige krusninger på vandet deres tilsynekomst har afstedkommet – der er cirka hundrede meter ind til den buskads-og-skovklædte bred.
Naturen ånder fred – en måge svømmer afsted midt mellem de to frømænd. Den tager ingen notits af de to mænd, men svømmer dovent videre i sine egne helt private tanker.
Måske de er heldige!
Begge har netop tænkt tanken, da vandet omkring dem begynder at koge og maskingeværernes hakken når svagt ind til dem gennem den tykke gummihjelm.
Bill mærker en brændende smerte i sin venstre skulder og føler at armen bliver ligesom lammet.
Han dykker øjeblikkelig med en strøm af blod efter sig.
Sergent Tom bliver strejfet af en fem-seks kugler og får een gennem den højre overarm, før det lykkes ham at dykke ned i sikkerhed udenfor kuglernes træfsikkerhed og skytternes sikre blik.
Maskingeværskytterne ved at de er der.
Men om de er døde eller er undsluppet ved de ikke.
De venter med brændende øjne og fingrene krummede om aftrækkerne – et glimt, og maskingeværerne vil atter glamme deres dødssang ud over vandet.
Deres første salve har kun krævet et dødsoffer – den dovne sløve måge, der svømmede fredeligt i sine helt private mågetanker, der absolut ikke omfattede noget så sindsygt, som maskingeværkugler – det blev dens død, stakkels hvide måge.
De to sårede frømænd lader sig glide ned mod bunden.
Deres kroppe er sårede og deres vandtætte dragter gennemhullede, men deres iltflasker og masker er stadig intakte – de har en chance, hvis de bliver hvor de er til øvelsen er afblæst eller svømmer længere ned ad kysten.
Men de nåede ikke at bemærke om det var eet eller flere maskingeværer, der skød efter dem – desværre!
De er undsluppet for første gang – men hvor længe!
Før eller siden må de op igen og måske maskingeværerne stadig er på vagt.
Men de er ikke bange – de har lært ikke at vise følelser under kamp, hvad enten det er dem selv eller fjenden, der er sårede eller næsten døde – men de kan så absolut ikke lide det – absolut ikke!
Men de har ingen mulighed for at trække sig tilbage nu – det bliver i al fald kun til en fredelig grav på en lille søvnig landsbykirkegård i et fjernt fremmed land. Nul mere fisse eller øl – nul mere her i verden.
Trist, men sandt!
De svømmer ud mod det dybere vand, vandet bag dem bliver farvet let lyserødt af deres udstrømmende blod – deres livskraft.
Måske de vil kunne svømme længe endnu med deres stækkede legemer, men før eller siden vil det uundgåelige ske – de kan ikke svømme mere – de må op eller dø nede i det mørke vand.
De har ingen mulighed for kontakt med omverdenen, ikke mulighed for at fortælle, at de ikke vil lege med mere, at de er mere interesseret i livet, end i at blive døde commandos på bunden af en dansk fjord.
Men de interesserer ikke nogen – de er navnløse commandos – krigs-maskiner…
Deres job er at gennemføre denne øvelse, hverken mere eller mindre.
Nul gennemført job, nul løn – ud til højre!
De vil atter være ganske almindelige navnløse soldater, ikke stolte commandos.
Den frie verdens hårde ubarmhjertige sønner, parat til at kæmpe for hvad de får ordre til – deres overbevisning er den kommanderendes officers ordre, altid!
Endnu har de en chance – men hvor længe?
Blodet tapløber fra deres sår.
Hvert svømmetag bringer dem længere væk fra de skræmmende maskingeværer, men frem til hvad?
Der er ingen mulighed for flugt – de er for svage.
De lader sig glide ned på bunden.
Stille lægger de sig side om side på den ujævne stenede bund – små fisk svømmer forbi dem.
Solstrålerne glimter i vandspejlet få meter over dem.
Glimter i det fredelige vand, der for ganske få minutter siden piskedes til skum af djævelske maskingeværers gloende projektiler.
Et stykke borte driver en død hvid måge rundt. Et ulyksaligt væsen, der ved et uheld kom i kontakt med menneskets djævelske side – krigssiden.
Maskingeværskytterne får kun orlov for døde frømænd, ikke for døde måger.
De er ligeglade med døde måger – mågen ville have fået lov at leve om de to frømænd ikke var dukket op i dens umiddelbare nærhed.
Nu er den død og de to fræmænd ligger sårede på bunden af fjorden.
De øvrige frømænd er forlængst sluppet i land og på vej til posten.
Ti mand ud af tolv er sluppet igennem.
Snart meget snart vil en eftersøgning blive sat i gang efter de to lig.
Et øvelsesuheld – kedeligt!
Men som generalen siger – en død mand under en øvelse er en besparelse – manden ville intet være værd under en operation – hans uddannelse ville være spid!
Generaler ønsker at spare i penge – mennesker betyder mindre – det er bare et frimærke og et brevkort, for at få en ny soldat.
Bill og Tom aner ligesom at alt er ved at være forbi.
Bliver de på bunden vil de inden længe forbløde og ikke komme op til deres ilt er opbrugt – de vil dø!
Stiger de op nu vil maskingeværerne måske hakke dem i småstykker igen. Begge dele vil medføre døden – men det første helt sikkert!
Side om side stiger de op til overfladen.
De er ude midt i fjorden.
Solen står lavt på himlen – det vil snart blive aften!
Ni maskingeværskytter glæder sig allerede til fjorten dages orlov, mens helikoptere med frømænd ombord kredser ude over det blanke vandspejl på udkig efter de to uheldige.
En skarpsynet udkig får øje på boblerne og den rødlige farve i vandet.
Den store grågrønne helikopter svæver ned over stedet.
De to hårdtsårede frømænd bryder gennem overfladen og bliver få øjeblikke efter hevet ombord i den store snurrende “piskemaskine”, der hastigt flyver tilbage til den lille ensomtbeliggende forlægning med dem.
De kom straks på operationsbordet og lægen kom på hårdt arbejde med at redde deres liv.
Maskingeværfolkene bandede – de fik straks deres orlov skåret ned fra 14 til 8 dage.
Der skulle være orden i tingene – altid!
Generalen tålte ingen slinger i valsen – absolut ingeni
Kun mennesker betød intet for ham.
Mennesker var ikke noget, der kostede penge i samme forhold, som et maskingevær, en jeep eller en kanon – de skulle bevise deres værd for at få løn.
De der døde under øvelser – de fik bare deres kort fjernet fra kartoteket.
Ingen geværsalver over deres grave – ingen beklagelser – de var bare glemte.
Generalen forlangte det sådant og ingen havde endnu vovet at sige ham imod.
Ingen levende i al fald – han var Gud og Fanden i samme person – HERREN.
To mænd, der burde have været klogere, var blevet hårdt såret under øvelsen.
At de muligvis havde ofret sig for at resten af frømandspatruljen uset kunne slippe i land – det tænkte generalen mindst af alle på.
Han spekulerede tværtom på at få mændene for en krigsret.
Mændene havde ikke været forsigtige med STATENS EJENDOM – DERES EGNE KROPPE!
Pentagon burde forlange erstatning – smide begge mænd ud uden pension.
Generalen var hård i sin tankegang – det var hans job – hans soldater var de hårdeste drenge verden endnu havde sendt i kamp.
Kun een slags mænd kunne bruges – kolde følelsesløse intilligente mænd, der kun parerede ordre – stod op, spiste, kæmpede og sov på kommando.
Generalens flok skulle være en elite-trop.
Men ikke alle der var blevet udvalgt var af samme mening.
Men kun de allermodigste turde mukke.
Det kostede tilbageholdelse af løn, vagter, arrest og annuleret orlov og nattegn, at mukke. Deres tjeneste var hård nok i forvejen – derfor tav de fleste og blev til endnu mere forhærdede mordere end de var i forvejen.
Mordere i en god sags tjeneste.
Bill og Tom på lazarettet snakkede sammen om alt dette, når de ikke troede nogen hørte dem.
Og de besluttede at vente til de kunne udskrives Faneflugt er een af de forbrydelser, der medfører den hårdeste straf efter den militære straffelov – gennem tiderne er -tusinder af soldater faldet foran en henrettelsespeleton for at desertere.
Bill og Tom tænkte ikke på risikoen – tænker bare på at komme bort fra denne træningslejr i menneskelig dårskab.
Efter en lille måneds forløb var begge raske nok til at blive udskrevet.
Tiden var inde til flugt.

2.Kapitel.

Den lille forlægning for amerikanske commandos lå i et afsides hjørne af det for amerikanerne så ukendte Sjælland. For amerikanske soldater var Danmark normalt lig med SEX – masser af liderlige blonde piger, der bare ventede på at en yankee gad banke pikken i deres saftende kusser og kneppe dem sønder og sammen.
Men dette kendte commandosoldaterne ikke en skid til.
En gang hver måned kom, der seks piger fra en tysk-amerikansk bordelsammenslutning, der havde piger ude alle steder, hvor der var liderlige soldater til at betale for tøsenes kusser og hede kærlighed – de opholdt sig i lejren to dage, lønningsdagen og natten derpå, for næste dag så småt at gøre sig parat til at rejse videre til en ny lejr.
Commandoerne måtte nøjes med de smuler, der blev tilbage efter officersstaben på et halvt hundrede mand og vagtkompagniet på to hundrede – det var som oftest nogle trætte piger, der blev overladt de liderligt optændte commandos at jage deres stive lystne pikke i.
Bare vent til I kommer ud til fronten, var befalingsmændenes evige omkvæd, når de brokkede sig over de dødsyge nedkneppede ludere – der vil I få alt det nyindfanget kusse i gider bore jeres lede liderlige pikke i. Ungt eller gammelt efter behag – hvad vi ikke gider kneppe skyder vi.
Commandoerne blev oplært i verdens ondeste håndværk – terrorens!
Kunne fjenden ikke knækkes på anden måde kunne han knækkes med terror og vold.
Commandoerne blev udlært i dette.
Deres terror ville gå ud over såvel soldater, som civile – intet ville være dem helligt. Fik de ordre til at myrde deres egen mor ville de gøre det.
De var ikke mennesker, men robotter – krigsrobotter!
Bill og Tom var rigeligt trætte af dette uhyggelige liv – nok var de professionelle soldater – men hidtil havde de været soldater med menneskelige følelser det var de ikke mere.
De måtte flygte, hvis de forsat ville bevare lidt medmenneskelighed!
De planlagde alt til mindste detalje.
Revilien blev blæst hver aften klokken 22 og da skulle alle commandos være på deres stuer, som de delte to og to.
Den vagthavende officer ville sammen med to maskinpistolbevæbnede vagtposter kontrollere, at alle var på vej i køjen.
Men fra 22-aften til 6-morgen kunne man regne med nogenlunde fred i barakken.
Dette vidste Bill og Tom, og straks vagtpatruljen havde været der, begyndte de at gøre klar til flugt. De trak i deres spraglede camufla- geuniformer og spændte deres pistoler om livet og hængte maskinpistolen og tasken med de seks ekstra magasiner over skulderen.
Hver havde omkring hundrede dollars i lommen, resten måtte de skaffe sig ad legal vej eller med skyderen i hånd.
De ville ud af lejrens forrående liv – endnu var der vistnok en smule medmenneskelighed i behold i dem – vistnok!!!
Efter en times ventetid, som de blandt andet benyttede til at dele en lommelærke med godt hjemmebrændt whisky, var de omsider klar til at vove springet.
Tolv vagtposter vogtede den lille lejr døgnet rundt.
Man ønskede ikke at nogen blev trætte af lejrlivet og forsvandt. Onkel Sam havde invisteret og ønskede det han havde betalt for – dræberen!
Bill og Tom sneg sig ud af deres værelse, sneg sig ned ad den lange korridor i deres lydløse gummisko og stod snart efter ude i den lune mørke sommernat.
De klemte sig op mod hyttens rå træværk, lyttende efter samtale eller skridt.
Intet forstyrrede nattens stilhed bortset fra en fredelig nattegal i krattet udenfor lejren.
Efter gensidig aftale spænede først Tom over den åbne plads til pigtrådshegnet og derpå Bill, da Tom var parat til at dække ham.
Med en lille effektiv tang skar de sig hurtigt gennem pigtråden og var snart ude i det fri.
De skulle netop til at rejse sig for at spæne videre, da de hørte skridt.
To vagtposter med maskinpistoler under armen og cigaretter i flaben kom sjokkende forbi, kun en to-tre meter fra stedet, hvor de lå og krøb sammen med fingeren på aftrækkeren – skulle de til helvede ville de have følgeskab.
Vagterne forsvandt omkring et hjørne og de to venner var ikke længe om at lette røven og pile afsted til lidt sikker dækning i krattet.
Langt borte glammede en hund eller en ræv.
De var på den forkerte side af pigtråden. Blev de antruffet af en vagtpost nu, ville fem-ti år i et militærfængsel være minimum.
De ville ikke lade sig fange – ville ikke!
Deres øjne har efterhånden vænnet sig til nattemørket. De skynder sig videre.
Hellere være meget, meget langt borte når dagen gryr og vagtmandskabet opdagede at de var borte.
Men – de er klædt som soldater og de taler kun engelsk.
De løber en meget, meget stor risiko for at blive fanget af en eller anden nævenyttig landbetjent, der er blevet alarmeret af en eller anden dum bonde, der ikke kan lide at soldater løber rundt i hans kornmarker eller lade.
– Hvad foreslår du, Bill? spørger Tom sin høje slanke ledsager. Tom står ganske vist en del under Bill i rang, men i lejren er der ikke noget der hedder rang for commandoerne – de var dus og på fornavn hele banden. Tom er kun sergent, mens Bill er kaptajn og har været kompagnichef i marinekorpset.
– Vi må se at komme noget længere væk fra lejren og så bryde ind på en eller anden bondegård og stjæle noget tøj og muligvis et køretøj, svarer kaptajnen roligt, mens han strækker ud, men med et øje på hver finger.
– All rigth, Bill, den er jeg med på. Du tror vel ikke også der er chance for lidt dame ved samme lejlighed? spørger den hårde sejge sergent ivrigt.
Han har aldrig været gift, men hvor mange hundrede eller tusinder piger han har været i seng med har han ikke tal på – men det er mange!
Han kunne snart trænge til at få rørt kæppem igen – få sin stive pik dyppet i en varm sovsende damekusse – mærke den gå i helt til nosserne.
– Det ved jeg ikke, Tom – måske…
Bill kender godt Danmarks ry, som pornoland, men endnu har han ikke mærket meget til det.
Han har været i commando-trænningslejr – desværre!
Han har været commandos – nu er han flygtning!
Han er en lovløs – kun hans pistol og maskinskyder, samt muligvis Tom er hans venner!
Kun sig selv kan han stole 100% på – kun hans egen selvopholdelsesdrift bestemmer hvor længe han skal forsætte på denne måde.
Måske han i morgen får mulighed for at melde sig, som politisk flygtning.
Måske, men han anser ikke sandsynligheden for ærlig stor.
Måske – der er alt for mange måskeér til at han kan sige noget bestemt endnu!
De skynder sig afsted i det lune nattemørke.
Intet sted ses lys – måske de går i ring og snart igen stå ved lejrens hegn.
De ved det ikke, men de håber det ikke – de håber ikke deres retningssans har svigtet dem, efter stjernerne at dømme skulle sydvest være vejen bort fra lejren!
Det er Tom, der først får øje på den mørke kontur af gården i udkanten af skoven.
Forsigtigt nærmer de sig de mørke bygninger med de afsikrede maskinpistoler parat til skud på mindste tegn på fare.
Ingen hund glammer – intet kvindfolk skriger op – ingen mand med en dobbeltløbet jagtgevær i hånden dukker frem af skyggerne.
Nattens idyl er fuldkommen.
Langt inde i skoven tuder en ugle.
De når helt hen til bygningerne.
De kan høre dyr røre uroligt på sig inde i stalden.
En gris grynter irriteret i søvne – en ko rasler med sit bindsel.
Udhusene består af et vinkelhus. Stuehuset ligger lidt borte for sig selv. De sætter kursen over mod stuehuset.
Tom tager prøvende i bryggersdøren – den er ikke låset.
De glider indenfor i mørket og lukker lydløst døren efter sig.
Trappen op til loftsafdelingen er hejset op – der vil ikke komme overraskende ting derfra.
Tom tager i en ny dør. Den fører ind i en slags spisekammer.
De er ikke særlig sultne, men en kasse øl er dem for fristende og de snupper hver en enkelt, som de åbner med tænderne.
De skyller den gyldne skummende vædske ned i et par hastige slurke. De stiller flaskerne fra sig på toppen af fryseboksen og skynder sig ud igen.
Den næste dør de åbner fører ind i køkkenet.
Lugten af mad står i en em omkring dem.
Fire døre fører bort fra køkkenet – hvilken skal de tage.
De bliver enige om at begynde med den fjerneste – den fører ind til en kombineret spise og opholdsstue. De lukker den hastigt igen. Den næste ind til et lille femenint soveværelse.
De kan svagt ane et hovede med en masse sort hår på hovedpuden – en kvinde!
Tom bliver straks liderlig ved synet, mens Bill tager det mere køligt.
De kan ikke begge komme til at kneppe kvinden og måske hun ikke er alene i huset.
Bill når ikke at standse Tom, førend han i et par lange skridt er nået frem til sengen og har lagt en hård barket næve over den sovende piges mund og med sin ru fordrukne soldaterstemme har hvisket: – Roligt, lille pige – jeg vil intet ondt gøre dig.
Pigen, der er ganske ung, højst en 16-17 år vågner med et spjæt og søger at vride sig fri af den hårde hånd, der dækker hendes næse og mund og truer med at kvæle hende, mens manden hvisker noget til hende med ru vild stemme, som hun ikke forstår, men hun kan ikke.
Hvad er det for et menneske, der opholder sig i hendes værelse? Et umenneske – en forbryder?
Hun ved det ikke, men samtidig med at hun er bange kribler det sødt i hendes unge endnu umodne krop – kun een mand har hidtil rørt hende rigtigt.
Har haft pikken begravet til nosserne i hendes lille hede sovsede kusse, mens hans grådige mund sugede hendes brystvorter så de blev hårde under den hidsige drengemunds ophidsende læber.
Måske denne mand vil gøre det samme ved hende – tanken er hende slet ikke imod, tværtomt!
Hun vil gerne prøve det igen – hendes snævre varme kusse længes usigeligt efter en hård stiv mandepik – mærke den smadre højt op i sit underliv, mens hendes lår og ben er foldet om mandens midje og de vugger afsted i en skøn kneppevals, der først slutter, når hans pik træt og udaset sovser hendes varme oplirede, modtagelige kusse til med sine liderlige safter.
Jo – den gode Grethe, ved godt, hvad hun ønsker – men hendes opdragelse forbyder hende at vise det – alt for meget…
Manden der holder hende så brutalt over mund og næse er sikkert bange for at hun vil være uvillig, om han ikke tager hende med vold – han skulle bare vide.
– Hvad i Helvede er det du laver, Tom? snerrer Bill lavt til sin ven, der stadig holder den unge pige i et hårdt jerngreb.
– Jeg vil have hende, Bill. Jeg trænger til fisse. Jeg har en mægtig ståpik på – jeg ma…
Hans stemme synker ned til en tryglen.
– Bind og knebl hende. Du skal nok få lov at få hende, men først må vi undersøge resten af huset, forstået? spørger Bill i en hård hviskende tone.
Tom nikker tavst og gokker den bange, men villige pige i hovedet med sin pistol og knebler hende med sit snavsede lommetørklæde og binder hende med den lædersnøre, der hører til commandosoldatens dræberudstyr.
Den lille Grethe sover sødt og drømmer sikker behageligt om tissemand, der i stiv potent vælde fylder hendes lille snævre saftende kusse, da de igen forlader værelset – Tom lidt modvilligt.
Men selv om han er liderlig kan han godt se det fornuftige i Bills ord og følger efter ham.
Værelset ved siden af fyldes næsten af en stor gammeldags dobbeltseng.
De lukker lydløst døren efter sig.
Der høres en høj lydeligt snorken fra sengens ene halvdel.
Men der er to i sengen.
De to commandos glider op langs hver sin side af sengen og kaster sig samtidig over hver sit offer.
Toms er en mand – en ældre mand, som når at give et overrasket udbrud fra sig, førend han bringes til tavshed med et pistolskæfte.
Bill giver ligeså sit kvindlige offer et hak og atter må de i gang med at binde og kneble ofrene, førend de går videre.
De prøver resten af husets værelser, men der er kun en søvnig kat i en af disse, ingen mennesker.
De bestemmer sig for at gøre opholdsstuen til skueplads for deres perverse orgie sammen med deres ofre.
Efter at have sikret sig at vinduerne er helt tildækkede tænder de lyset og afbryder telefonen ved at rive ledningen ud af væggen, førend de henter først den unge pige og smider hende i sin næsten gennemsigtige pyjamas i en stor lænestol, hvorefter de henter det midaldrende ægtepar.
De er tydeligvis pigens forældre.
Nogle dask på kinderne bringer de tre bevidstløse tilbage til livet.
Alle slider og flår de i deres bånd og søger at sige noget, men kneblerne forhindrer dem.
Den unge pige er trods sin ungdom ganske pænt udviklet og har små pæne håndfuldstore bryster, brede runde hofter og lange stærke ben med den dejligste kusse højst oppe. Hendes kulsorte hår er pjusket og hænger ned over hendes søde yndige ansigt.
Hun ser ikke spor forskræmt ud – bare vred!
Hun glæder sig til lidt fremmed tissemand, lige modsat moderen, der er en temmelig kraftig dame med store tunge dinglende hængepatter, tykke stolpelår og kraftige ben. Hun er en ren knokkel ved siden af sin datter, der er en yndig dukke.
Faderen er en høj tynd hvidhåret mand, der ser opgivende ud. Han er sikkert een af den slags fyre, der konstant er under tøflen af en herskesyg kone.
En fyr, der aldrig har fået lov til alt det dejlige en mand kan gøre for sin kone – slikket fisse, dikket hendes kilder med tungespidsen og gumlet på skamlæberne, mens han har rumsteret i hendes nuttede anushul med en finger og bragt uendelige dejlige følelser frem i hendes skælvende liderlige krop.
Jo – livet kan sandelig være dejligt, hvis blot begge parter vil.
Denne stakkels forhærdede bonde har sikkert aldrig fået slikket pik – har aldrig prøvet, hvad det virkelig vil sige at leve.
Han har sikkert kun fået lov på husmandsmåden, når og hvis konen gad, stakkels mand!
Bondemanden og hans korpulente frue, der er i lang flonelsnatkjole af ubestemmelig gråhvid farve, knappet helt op i halsen bliver anbragt på hver sin stivryggede stol.
Bondekonen prøver som en gal at befri sig af sine snerrende bånd, men hun kan ikke – hun sidder ubarmhjertig i fælden, båndene snerrer bare hårdere, des mere hun slider i dem.
– Forstår nogen af jer engelsk? spørger Bill venligt. – Hvis nogen gør så nik.
Ingen af de tre fanger nikker.
Tom har slet ikke tid for den slags tanker. Han har knappet sine bukser op og halet sine store stive knudrede pik udenfor og står og gejler den op på sig selv med en gang blid håndmassage – han står og drømmer om, at det er bondepigen Grethe, der river den af på ham.
Men for øjeblikket er hun lovlig undskyldt, hendes hænder er bundne på ryggen.
Tom går hen til hende, mens han tager fat inderst inde på pikskaftet og vifter med sin potente lanse på en meget sigende måde.
Grethe krymper sig frydefuldt, hvor ville hun gerne prøve en sådan stor mandepik – det vil sandelig være noget andet, end Steffens drengepik, der var kort og tynd, som en regnorm.
Men hun tør ikke rigtigt vise det – hendes far og mor holder øje med hende.
Et kønsliv er efter moderens mening noget man først får efter at man er blevet gift.
Kors i Helvede!
Tom står triumferende og svinger sin vældige stive pik foran den unge varme, men bundne og kneblede piges blik.
Han rækker den anden hånd frem og griber fat i halsudskæringen på hendes pyjakke og den dels flænges og dels mister knapperne hele vejen ned foran.
De smukke faste bryster vælder frem i deres unge dejlighed. De små mørkebrune vorter strutter lystne.
Tom betænker sig ikke, men slænger maskinpistolen og magasintasken fra sig på gulvtæppet og kaster sig sultent over de faste umodne pigebabser, slikker den silkebløde hud og nipper prøvende i vorterne, lader tungen glide tirrende liderligt rundt om dem igen og igen, mens hans ene hånd søger ned i hendes pybukser, hvor han hurtigt finder frem til hendes sjaskvåde, liderlige kusse, der venter ham i opgejlet savlende vellyst. Han borer brutalt en finger ind i spalten og støder den hårdt mod hendes lille strittende kilder. Hun stønner ned i kneblen, mens hendes unge krop vrider sig frydefuldt.
Hendes krop er liderlig og den både kræver og ønsker pik.
Hun er gal i kussen, den gode Grethe!
Hun er mere end lykkelig, da den grove let gråhårede soldat hiver pybukserne ned om hendes ankler og ansigtet ned i hendes saftende skød og borer en stiv tungespids op i hendes klistrede skumliderlige spalte og giver sig til at dikke kilderkongen så hun hverken kan eller vil stritte imod – men jublende overgiver sig og nipper i hans tungespids med klemmende og æltende skamlæber, mens safterne vælder fra hendes kusses dybder.
Jo – livet er dejligt.
Bill står tilbagelænet mod et dækketøjsskab med en cigaret i flaben og følger sin kammerats anstrengelser.
Det er fandens liderligt at se på – måske han selv burde deltage i legen?
Der er endnu en kvinde – ganske vist ikke en kvinde man drømmer om, undtagen, hvis man lider af mareridt – men en kvinde, det er hun.
Hvis øjne kunne dræbe eller lemlæste havde Bill og Tom forlængst været døde – den gamle lede kælling sender dem en serie uhyggelige øjekast.
Bondemanden sidder passivt og følger med i Toms erotiske lege med hans datter.
Måske han i sit stille sind synes det er godt datteren endelig får rodet op i skridtet – piger bliver så underlige, hvis de ikke får pik fra en ganske ung alder og ellers derefter til stadighed.
Han ved alt om det – konen, den lede sæk til Hilda, har altid villet bestemme, når og hvordan de skulle kneppe – hvis bare…
For tyve år siden havde det interreseret ham, nu gider han ikke beskæftige sig med den gamle tæveso længere – en kalv kan gøre det mangefold bedre og så er den glad for det oven i handelen.
Man lærer at affinde sig.
Men hvad er det for to soldaterklædte stabejser, der er brudt ind i hans hus ved nattetide og er i fuld gang med at voldtage hans datter og sender glødende vurderende blikke på Hilda?
Han ved det ikke – mændene taler et fremmed sprog – måske landet igen er besat af en fremmed magt og det er dens repræsentanter, der nu er i gang med at ordne hans kvinder?
Han mener ikke at have hørt noget sådant var forestående i TV-avisen, men tør ikke afvise det, som nogen umulighed!
Han kan kun gøre eet, at holde kæft og vente, hvad der vil ske. Han venter passivt.
Den høje slanke soldat foran Hilda rækker en hånd frem og tager hende på de store slatne hængepatter uden på natkjolen.
Hun vrisser hysterisk i kneblen og søger at vride sig fri.
Soldaten ler hoverende og knapper de tætsluttende knapper op og stikker en hånd indenfor.
Brystet hans hånd får fat i er blødt og slattent, men det er stadigvæk kvindeflæsk. Vorten er næsten ligeså lang, som ledet på tommelfingeren og ligeså tykt.
Kællingen er nær ved at falde ned af stolen under sin hysteriske flugt fra den gramsende mandehånd.
Bill rækker begge hænder frem og griber hårdt fat i natkjolen og flår til og der lyder en skærende skrits, idet tøjet flænges ned til hendes midje.
De slatne hængepatter vælder frem i al deres dirrende vælde, og Bill slikker sig uvilkårligt om munden. Han ville så afgjort helst i gang med datteren, men da Tom har taget hende må han nøjes med moderen, der så givet også er kvinde, selv om det er af en lidt ældre og ædlere årgang.
Han bøjer sig ind over kvinden og kysser de svampede løse bryster og søger at sutte liv i brystvorterne, hvad også forholdsvis hurtigt lykkes, selv om det er kvinden meget imod.
Han flænger natkjolen resten af vejen ned.
Hendes kusse er ikke det mindste lækker – den er stor og pløret og så lugter den tillige stramt af gammelt pis.
Bill grynter irriteret noget for sig selv og kigger over på sin makker.
Tom er i færd med at spide den unge dejlige tøs på pikken, hvad der får hende til at fordreje ansigtet i smertefulde udtryk, da hun ikke rigtigt kan røre hænderne så meget, som hun gerne ville og langt mindre skrige sin liderlige kval ud for alverden, skrige fordi den store tykke knudrede pik fylder alt, alt for meget i hendes unge snævre, næsten ubrugte tøsekusse.
Men hun kan ikke skrige – kneblen forhindrer det.
Hun må tage mod det pik, som den store grove soldat propper ind i hende.
Han kommer helt ind i hende og begynder ophidset at kneppe hende – knepper hende uden tanke for hendes velbefindende – hun kunne ligeså godt være en dukke – en dukke med en kusse!
Bill tænder sig en ny smøg og tager sig et ordentlig hvæs og får en ophidset ide, idet han blæser røgen ud.
Han tager et nyt sug så cigaretten rigtigt gløder og holder den så hen til kællingens venstre brystvorte og berører den ganske let med den superhede glød.
Det giver et mægtigt sæt i kællingen og hendes ansigttræk fortrækker i en afsindig maske – hun skvatter ned af stolen med et brag.
Bill ser hånligt på hende.
Bondemanden ser ligeglad ud.
Han ville ønske det var ham, der pinte lidt liv i den dumme sløve Hilda, der aldrig har bestilt andet, end at jage med ham.
Men det er det ikke – det er en fremmed brutal soldat.
Hilda siger en hel masse i en stor fart i tørklædet, der hindrer hende i at sige ret meget og soldaten sparker hende hårdt i siden med sin store fod.
Hun jamrer sig frygteligt.
Soldaten knæler ned ved siden af hende og giver sig til at bide hende i brysterne, mens han med fingrene søger at lire hendes gamle mosgroede sløve fisse op til ny piklystenhed.
Det koster en hel del arbejde, men omsider er han da så langt fremme, at han uden alt for megen vold kan bestige hendes flæskede krop og køre pikken af i hendes store plørede kusse, der bedre egner sig til at stange ål i, end at kneppe.
Da begge soldaterne efter en stunds forløb var færdige med at kneppe for første gang og deres pikke havde spærmet de to kvinders slimede kusser til med deres liderlige sæd og trængte til en lille pause, før en ny omgang gik Tom ud i spisekammeret og hentede en halv snes øller og en flaske brændevin.
De gik kraftigt til flaskerne og det ene fiffige påfund afløste det andet.
Først byttede de partner.
Bill nød byttet og pigen vistnok også, for Bills pik var af mere almindelige dimensioner, hvor Tom rendte rundt med en mindre hingstepryd.
Den gamle kælling fik en betydelig mere omgang brutal pik, end den Bill i første ombæring havde givet hende.
Hun jamrede forfærdeligt – det var under hendes værdighed at blive voldtaget af en dum liderlig soldat – hun skulle nok selv bestemme, hvornår en pik skulle kneppe hende – hvis altså hun kunne – det kan hun ikke i øjeblikket – desværre!
Hun må affinde sig, selv om det falder hende svært.
Bondemanden havde hidtil fået lov at passe sig selv, men efter at have kneppet den gamle ko til Hilda var Tom pissetrængende og han udgød sin ildelugtende ladning over den værgeløse mand, der krympede sig helt ind i sjælen.
Lidt efter fandt Bill på et nyt raffinement til den stakkels mand, hvis tøj var silende våd fra midt på brystet og ned over de lådne underbukser – han fandt mandens let stivnede pik frem og bandt en tynd snor om hovedet på den og forbandt den med hans kones ene ben.
Nu bestemte den lede so, hvordan hendes ægtemage skulle have det, rent pikmæssigt. Bill sprang på hendes godt tilkørte sovsende spærmfyldte kusse og begyndte at høvle hende igennem, mens Tom påny var i gang med datteren.
Bonden klagede sig ynkeligt, når kællingen ikke kunne ligge roligt, men sprællede lidt rigeligt og var ved at rive pikhovedet af ham.
Jo, der blev sandelig gået til den i det fredelige bondehus langt fra alfarvej.
I lejren havde man endnu ingen anelse om at de to commandos var flygtet.
Ingen ville opdage noget før morgenappelen klokken syv, men så ville den store jagt ogsa gå ind for alvor.
Intet middel ville blive skyet for at fange de to undvegne igen.
Officererne, vagtmandskabet og deres egne kammerater ville jage dem, som rotter, dræbe dem om de fik en chance.
Generalen hadede kludder i rækkerne – alt skulle gå efter en snor. Han udlærte ikke commandos for at de skulle desertere – nul!
Han udlærte dræbere for at de skulle dræbe på HANS kommando, når og hvor han ønskede det.
De var hans med hud og hår.
Deres liv tilhørte ham – commando-korpset!
De var ikke længere beregnet til at færdes mellem andre mennesker – commandos egner sig faktisk kun til at dræbe og blive dræbt.
En commandos bliver aldrig et helt normalt menneske igen – aldrig!
Bill og Tom er allerede ødelagte.
De er ikke længere to normalt tænkende mennesker.
De er to han-dræbere – to robotter, der følger ur-instiktet! Dræb de andre, før de dræber dig!
Atter og atter havde instruktører hamret det ind i deres hjerner.
De anså simpelthen mennesker, der så en smule anderledes ud, for fjender, der måtte og skulle fjernes.
Bondeparret og deres unge datter, der så uforskyldte er kommet ind på deres vej mod friheden, må lide for disse fanatiske instruktørers evner – deres evner til skabe et intilligent menneske om til en maskine – en krigsrobot!
Bill og Tom brændte på skift bondemandens pik med cigaretter til han besvimede – for at se, hvor meget han kunne tåle.
Den stakkels mands pik ville aldrig blive pik mere.
Tom satte ild i kussehårene på den gamle sure Hilda og kællingen gav et hæsligt skrig fra sig, førend hun sank besvimet om på gulvet, hvor ilden døde ud af sig selv, men ikke uden at have givet skæmmende brandsår og blærer.
De fjernede kneblen fra den unge piges mund og Tom proppede pikken i munden på hende i stedet og var nær ved at kvæle det stakkels pigebarn med sin vældige kødstage, mens Bill kneppede hende i kussen. Bagefter piskede de for sjovs skyld pigebarnet på maven med Bills livrem, for at der skulle blive ekstra meget spræl i hende.
Intet blev de stakkels bønder skånet for.
De to commandos var næsten udlærte – snart ville de have været beredt til arbejdet bag fjendens linier – næsten alt har de lært og de bruger det i praksis. Metoder, der skulle få fjenden til at tale bliver brugt på de tre uskyldige bønder. Metoder, der om de blev beskrevet ville være for utrolige.
Ingen ville tro det muligt at ødelægge et menneske så meget, uden at det iøvrigt var at se fysisk.
De kunne i løbet af ingen tid gøre psykisk normale mennesker til lallende idioter og uhelbredelige sindsyge.
Intet den moderne kriger kunne benytte sig af blev skjult for commandoerne. De var magten, der skulle pacificere fjenden, endnu inden han var nået frem til fronten, slå ham på hans eget landområde.
Og de kunne.
Men for øjeblikket er det bare ikke fjenden det går ud over, men tre uskyldige danske bønder.
To skæmmede kvinder og en halvdød mand.
Hvordan er de blevet sådan? Kan man gøre nogle psykisk normale mennesker til sådanne uhyrer?
Ja det fortælles der om i næste kapitel.

3.Kapitel

Måske Bill og Tom ville have været anderledes om de ude i Indokina ikke havde været så uheldige at falde i den fjendtlige efterretningstjenestes klør og der fået at føle, hvad man kunne udsætte et menneske for af nedværdigelser og smerte.
Måske vi skal følge de to soldater under deres operationer ude i Indokina!
Vi tager Tom først.
Han er kendetegnet på den proffesionelle soldat, manden der lever af at dræbe og terrorisere – gør det, som hans overordnede, der mange gange ikke er andet, end store drenge befaler ham at gøre – en dum geværkuli!
Han kender ikke til at have selvstændige tanker om andet end fisse og øl. Det eneste en proffesionel soldats privatliv indeholder.
Begge for at glemme de rædsler han gennemlever ude ved fronten.
Tom stillede som sædvanlig med sin lille effektive patrulje på otte hårde gutter, resterne af to og tyve til morgenappelen og fik dagens job udleveret.
De skulle kigge nærmere på en lille landsby, der lå cirka ti kilometer fra forlægningen bag et lavt højdedrag og de skulle være tilbage før solnedgang, ellers ville landsbyen blive jævnet med jorden af flyvevåbenet.
Nul vaklen i rækkerne – en soldat herude i forreste linie kunne ikke regne med skånsel – han var en udvalgt – en dødens tro følgesvend!
Tom og hans folk gik over til “madkanonen”,og fik deres morgen-foder udleveret.
De satte sig lidt afsides for sig selv.
Kaffen, der var lidt tynd blev spædet op med whisky til en lidt kraftigere kvalitet og fik de mørke spejlæg og brankede bacon til at glide lettere ned.
Køkkenfolkene gjorde deres bedste, men herude i forreste linie var det ikke altid lige let at passe paletkniven eller grydesleven, når snigskytternes kugler hvinede een om ørerne.
Folkene måtte æde, hvad de fik eller sørge for at kokkene kunne arbejde uden risiko for en kugle gennem skallen, mens de vendte baconen så den ikke brændte på.
Folkene undlod som oftest at brokke sig, de havde ikke lyst til at gå på snigskyttejagt før morgenmaden. Det ville være satans trist at dø med tom mave.
Tom og hans folk gik til maden med stort velbehag. De havde levet af den så længe, at det ville føles helt mærkeligt, om der pludselig skulle blive kostforandring.
Deres rifler og maskinpistoler lå i græsset ved deres side, parat til at blive grebet og gjort skudklare i brøkdele af sekunder om der skulle være fare på færde. Men morgenen er fredelig. Fra den lave uigennemtrængelige jungle lyder der fredelig fuglesang. Em fuglesang, der kan være en falsk tryghed.
Lejren har een gang oplevet en sådan fredelig morgen, hvor pludselig to maskingeværer gav sig til at hamre død ind i køen af morgengnavne sultne mænd.
32 mænd døde inden de fik noget i maven og næsten 60 blev kørt på hospitalet, hvor yderligere 5 døde inden de kom på operationsbordet.
Jo, livet var sandelig hårdt i den lille junglelejr – mændene har altid deres skyder indenfor rækkevidde, uanset om de spiser, sover eller er på lokummet – ja sågar mens de kneppede en af de indfødte lejrludere, der holdt til i en lille palmebladshytte i lejrens udkant.
Ens riffel eller maskinpistol var måske forskellen på liv og død.
Maden forsvandt fra deres bliktallerkener og de skyllede dem hastigt af i en spand lunken vand, der var stillet frem til det samme, førend de blev smidt i stablen af service, klar til næste måltid.
Tom kommanderede sine otte knuder op på geled og forelagde dem dagens opgave.
Luigi, en lille sortsnusket italiener, brokkede sig som sædvanlig over at skulle gå så langt i den fugtige hede.
John, en stor forhenværende Texas-cowboy spurgte interesseret om, der var mulighed for gratis fisse i landsbyen – han havde tabt sin seneste månedsløn i poker og havde ingen muligheder, før den næste første, der ligger næsten tre uger fremme.
Manuel, em snusket puerto-ricianer, ville vide om der var mulighed for lidt sortbørs, der var hans særlige speciale.
Tom beklagede ikke at kunne hjælpe – han var bare sat til at lede operationen, ikke til at være oplysningskontor.
Med den store Texas-John i spidsen begav de sig afsted vogtende på hvert skridt.
Hastigt kom de længere og længere væk fra lejrens nogenlunde sikkerhed. Hvert øjeblik kunne de risikere at løbe på en skydeglad snigskytte eller en overlegen fjendtlig patrulje.
Når som helst kunne døden indhente dem.
Men selvopholdelsesdriften fik dem til at gå fremad – opgaven måtte løses.
De nåede toppen af det lille højdedrag uden at være stødt på mindste spor af Charlie eller andre levende væsener af lignende type.
I spredt orden begav de sig ned ad skråningen, der ville føre dem ret ned til den lille landsbys halvthundrede bambushytter.
Der løb et par brogede grise og halv snes høns rundt udenfor hytterne.
En mand kom fredeligt trækkende med et par vandbøfler.
Landsbyen lod til at være fredelig – men…
De ville først have sikkerhed, når de havde været der.
Dukkende og springende nærmede de sig den åbne plads omkring hytterne.
Luigi og to andre blev sendt frem for at kigge på landsbyen.
Lidt efter vinkede de resten af styrken frem – alt var roligt.
Patruljen rykkede ind i byen. Landsbyens mænd kom frem af hytternes skygger og tog de fremmede grønklædte mænd i øjesyn.
Et par, der talte lidt gebrokkent engelsk henvendte sig til dem.
Landsbyen var fredelig og havde intet ondt i sinde.
Tom udbad sig en flok kvinder.
De to mænd lod beskeden gå videre til høvdingen, en gammel mand med indskrumpet pergamenthud og Ho-skæg.
Denne rystede beklagende på hovedet. Kvinder var ikke handelsvare i hans landsby.
Tom lod ham kort forstå, at enten kom kvinderne frivilligt eller soldaterne tog dem med magt.
Høvdingen lod dum.
Tom udstedte en barsk ordre og Luigi og hans to venner styrtede ind i den nærmeste hytte og vendte et par minutter senere tilbage med en halvgammel morlille og hendes to ganske unge døtre.
Høvdingen så med forfærdelse på soldaterne – de vil da ikke? Jo, det var netop hvad soldaterne ville.
Luigi greb fat i den ene af de unge piger og kastede hende om på jorden.
Han grinede lusket til sine venner, førend han flåede pigens grove sorte pyjamas op foran og kastede sig over hendes små strutbryster med sin grådige mund med de grusomme læber og gullige tænder og gravede en hånd ned i hendes bukser og gramsede hende på den lille nøgne kusse, nulrede de små læderagtige skamlæber og stak en finger op i den fugtigvarme spalte og søgte at gøre pigen interreseret i sine tilnærmelser.
Pigen var stivnet i rædsel og den blev så absolut ikke mindre, da Luigi hev sin grimme mørkebrune blåhovede pik frem og fremviste den i al sin potente stive vælde.
Tøsen skreg smerteligt og høvdingen søgte, at komme hende til hjælp, da Luigi voldeligt borede sin fede kødstage op i hendes dejlige kusse, men Texas-Johns riffelmunding standsede ham – den var plantet i maven på den arme mand – en forkert bevægelse og bang.
Luigi fik sig et godt skrav kusse – og bagefter fik Texas-John det på den anden unge pige – han var ikke mindre grusom i sin fremfærd, end italieneren.
Voldtægten ville stå mejslet i de to stakkels pigers sind til evig tid – to venligsindede piger!
Alle soldaterne fik fisse, førend de påny forlod den lille landsby. De havde ikke opdaget noget, der kunne lede tanken hen på fjendtlig aktivitet.
Grinende, rygende og veltilpasse begav de sig tilbage.
Der var ikke fjender i området – troede de!
Pludselig hakkede et maskingevær og Luigi, John og endnu en mand væltede døde om i junglegræsset.

Læs del 2

1 kommentar

1. Jens

   18/11/2015 kl 13:26

   Sejt skrevet

   0

   Besvar kommentar