Laila havde ikke nydt tilværelsen som luder. Mændene havde været ulækre og brutale. Men engang imellem havde hun oplevet mænd, hvis pikke var meget større end ..

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@gmail.com
Læs forrige afsnit

I 2 år var Laila luder på bordellet hos Strikse Jack. Hun hadede tanken om at være luder. Men ligesom i den lange tid, hvor hendes far dagligt havde voldtaget hende, gled hun hen i sløvhed. Betjente mændene og forsøgte at føle så lidt som muligt.
Hun hørte aldrig fra sin far.

Denne havde jo været fast besluttet på at gennemføre høsten, og så, med alle pengene på lommen, at bortføre sin datter fra bordellet og stikke af til en fjerne egn, hvor hans mange kreditorer ikke kunne finde dem. Salget af datteren var ikke sket med faderens gode vilje. Men tvunget af en skydelysten kreditor, havde han intet valg haft. Hvis han ikke havde kunnet skaffe 300 dollars, ville han være en død mand. Og det var præcis det beløb, salget af datteren havde indbragt.

Af gammel vane var Lailas far endt i salonen, før han tog tilbage. Og havde drukket vildt meget. Han vågnede op i rendestenen. Uden pengene fra Strikse Jack. Desperat havde han anklaget bordelejeren for at have rullet ham, men denne havde bare grinet. Og til sidst havde Lailas far været nødt til at tage ud på gården. Syg af skræk havde han ventet på manden, der havde truet ham. Han MÅTTE få den mand til at give ham henstand med gælden.

Men intet hjalp. Lailas far havde tryglet og bedt. Men den vrede farmer havde skudt ham.

Lailas far havde ikke kunnet røre sig. Med sine sidste tanker forbandede han sig selv, at han havde afleveret sin datter på det bordel. Hans øjne lukkede sig, og Lailas far var død.

Handelsmanden Pickwick var kommet forbi bordellet, da Laila havde været luder i 2 år. Hun var nu 16 år, og strålende smuk. Den ellers så nærige handelsmand var som forhekset. Og selv om pigen uden sammenligning var den mest værdifulde luder i Strikse Jacks bordel, havde handelsmanden budt et beløb for pigen, der var så enormt, at den griske bordelvært ikke havde kunnet afslå.
Igen var Laila blevet solgt.

Og fra det øjeblik af, havde hendes plads været i prærievognen ved siden af Pickwick.

De var blevet gift, første gang de løb ind i en præst.

Laila opdagede meget snart, at hun kun havde udskriftet et fangenskab med et nyt. Pickwick forsømte ingen lejlighed for at fortælle hende, hvor meget han havde betalt for hende, og at hun skyldte ham total og ubetinget lydighed. Lige fra den første dag havde hun oplevet, at Pickwick var en liderlig hund, der kneppede hende 5,6, ja nogle gange 10 gange om dagen.

Laila selv var en lidenskabelig kvinde, og ville med begejstring havde modtaget en stærk, veludrustet, renlig og viril mand 10 gange om dagen. Ja, endnu mere, tænkte hun. Men Pickwick stank af flere ugers sved. Han var lille og fed. Og sex var for ham at vælte pigen omkuld, flå tøjet af hende, tvinge hendes lår fra hinanden, og presse sin pik op i fissen, som han kneppede som en kanin. Han kunne måske holde i 3 minutter, før han sprøjtede og triumfende fortalte pigen, hvor heldig hun var, i at have en så pragtfuld og viril mand som ham. Ofte havde Laila svært ved ikke at fortælle Pickwick, hvor sølle og uduelig han var, men efter at han mange gange havde tævet hende sanseløs i raseri over hendes kritik, havde hun lært at holde sin kæft. Især var det livsfarligt for hende at fortælle sin mand, at de 8-9 cm, som han selv stolt omtalte som en kongepik, overhovedet ikke kunne opfylde hendes behov.
Historien fortsætter under reklamen

Laila havde ikke nydt tilværelsen som luder. Slet ikke. Mændene havde været ulækre og brutale. Men engang imellem havde hun oplevet mænd, hvis pikke var meget større end de andres, og der havde hun opdaget, at det var det helt rigtige for hende. Jo større jo bedre. Hun havde nydt de allerstørste, og i et par tilfælde havde en fyr med sådan en hegnspæl samtidigt været så udholdende, at han havde kunnet kneppe hende i timevis. Alfonsen havde været rasende. For så indtjente Laila jo ikke nok, men det havde været de eneste gange hvor hun havde oplevet at nyde sex, siden hendes fordrukne far havde voldtaget hende, og senere solgt hende til bordellet.

I de år Laila havde kørt rundt sammen med sin selvglade, selvcentrede mand, med den alt for lille pik, havde hun ofte spekuleret på, hvorfor naturen ikke havde udstyret mænd med MEGET større pikke? Og gjort mændene i stand til at kneppe hele natten? For selv om hun havde nydt det, de få gange, hun på bordellet havde oplevet en virkeligt viril mand med en kæmpepik, havde hun alligevel ønsket sig at den var endnu større. Og selv de få gange, hvor sådan en mand havde kneppet hende i en hel time, måske næsten to, havde hun alligevel ligget tilbage med en brændende lyst til at blive kneppet meget mere, af meget tykkere pikke. I sine fantasier drømte hun om pikke så tykke, at de kun med vold kunne presses op i hendes fisse. Men det fandtes vist ikke. Hun havde set masser af pikke. Måske over 1000. Men selv de største pikke hun havde set, havde hun med lethed havde kunnet tage. De føltes bedre end almindelige, små pikke, men de udfyldte hende ikke.

Og når Pickwick kneppede hende med hans ivrige, men latterligt lille pik, kunne hun nærmest ikke føle den i sin skede. Og 3 minutter senere lå hun der, og græd indvendigt over, at hun aldrig skulle opleve at føle sig som en kvinde, fuldstændigt udblokket af en viril mand. Og kneppet fra sans og samling. Nogle gange havde hun lyst til at blive kneppet af 10 mand eller mere. Ikke som på bordellet. Men en stor flok mænd, der kneppede hende for at glæde hende. Men igen og igen blev hun kaldt tilbage til virkeligheden, af sin mands hyppige sexlyst, som kun lige nåede at vække hendes længsel efter sex, før manden sprøjtede, og højlydt pralede af sine overlegne evner som elsker.

Hun havde forsøgt at stikke af. 3 gange. Men hver gang havde Pickwick fanget hende, og tævet hende, til hun lå sanseløs på jorden. Efter det tredje flugtforsøg, havde han været særlig grusom, og efter den langvarige mishandling, havde han sagt:
”Forsøger du det én gang til, binder jeg dig til et træ, lidt over jorden. Splitternøgen og med spredte ben. Og så laver jeg et bål under din fisse, og rister den ganske langsomt.”

Det havde gyst i hende. Hun var ikke et eneste sekund i tvivl om, at han ville gøre det. Gradvist var han blevet ondere, og nu var tæsk en næsten fast del af hendes hverdag. Faktisk var han på det sidste begyndt at tæske hende med knytnæver før mange af ”samlejerne”. Ligesom på bordellet var Laila ved at synke hen i en tilstand af apati og opgivelse. Hun foragtede sin svagpisser af en ”mand”, men hun frygtede ham også. Og med god grund. 2 gange havde han i korte perioder taget negerkvinder med sig i vognen sammen med Laila, og lige foran hende kneppet og mishandlet de stakkels kvinder. Den ene havde han tævet til døde, og den anden havde han efterladt hjælpeløs og invalid midt ude på den øde prærie, og kun grinet hånligt, da hun tiggede ham om at skyde hende.

De havde lige besøgt en af de stammer, der gennem flere år havde været faste kunder hos ham. Laila havde set stammens fordrukne mænd vakle rundt, og sparke til de underkuede og skræmte kvinder, medens mændene råbte jublende, at denne aften skulle de fandeme være fuldere end nogensinde. Der havde været skidt og urenheder over det hele. I sprittågerne væltede ”krigerne” tilfældige kvinder omkuld og kneppede dem midt i lejren. Ingen synes at tage sig af det. Det foregik over det hele. Et par mænd havde grebet fat i Laila. Og idet hun blev trukket ned på jorden, var hendes følelser delte. Hun skreg op og protesterede. Og havde bestemt ikke lyst til at have sex med de mænd, der var endnu mere beskidte end Pickwick, og opførte sig som dyr. Ja værre end noget dyr hun kendte. Men hendes utilfredsstillede sexlyst var så dominerende, at bare tanken om, at få noget op i sig, der var større end Pickwicks lille regnorm, fik hendes fisse til at dunke af lyst, og safterne til at drive ned af indersiden af hendes lår.

Stammens høvding havde åbenbart haft lidt mere hold på sig selv, end de fleste af hans mænd. Og han ville for alt i verden ikke miste kontakten til den handelsmand, der bragte det eftertragtede indvand. Så med kommandoer og spark fik han jaget de liderlige fyre væk fra kvinden.

Ud på natten så Laila næsten alle mændene, og også en del af squawerne, ligge sanseløse af druk i deres eget bræk. Hun så folk vade rundt med åbne, betændte sår, uden på nogen måde at lade sig mærke af det. Og sidst på natten så hun 3 store, voksne fyre, hive en helt lille pige ind til lysskæret fra bålet, og gennemkneppe den lille barnefisse, der på ingen måde kunne klare de store pikke. Pigen skreg og skreg under voldtægten, også da den første mand var færdig. Men før den sidste skulle begynde, tav hendes stemme, og hun lå ubevægelig. Og alligevel voldtog også den sidste mand hende.

Var hun besvimet?
Eller død?

Laila kunne ikke afgøre det. Og ikke klare at se mere vold og elendighed. Hendes mand havde tvunget hende til at drikke med høvdingen og ham selv. Selvfølgeligt af de gode flasker, ikke af det lort, han solgte til stammen. Men da Laila måtte springe lidt bort for at kaste op, vidste hun godt selv, at det var elendigheden og den grufulde vold mod barnet, der fremkaldte opkastet, langt mere end spiritussen. Hun kunne ikke klare mere. På en eller anden måde skulle hun væk. Hun ville ikke leve hos Steve Pickwick mere. Ikke engang hans hyppigt gentagne trusler om at ville riste hendes fisse langsomt kunne afholde hende fra at flygte. Det var hun overbevist om nu.

Ud på morgenen vågnede Laila, og så, at Pickwick lå og sov, døddrukken og sikkert også udmattet af at gennemkneppe indianerkvinderne. I hvert fald lå han i en dynge med 3 lige så døddrukne teenagepiger. Han slog øjnene op, og kiggede surt på hende.

”Stå ikke der med dit sure fjæs. En mand har sgu brug for lidt afveksling ind i mellem, og din elendige fisse kan man sgu let blive træt af. Disse tøser forstår at kneppe. Ellers har de i hvert fald lært det nu, efter en nat med mesteren. Saml vores ting. Vi skal køre langt i dag.”

Laila turde ikke andet end at adlyde. Hun vidste, at det var bedst at forlade lejren, før de fordrukne indianere vågnede op, syge af det usunde stads, de havde solgt til dem. Og hun vidste også, hvor ondskabsfuld Pickwick ville blive, hvis hun ikke var lydig nok.

”Men det skal snart være slut. Jeg vil ikke mere med det dumme svin. Jeg stikker af, hvis jeg får en reel chance. Men jeg er nødt til at være forsigtig. Fanger han mig igen, så mishandler han mig til døde. Det kan jeg vist godt være sikker på,” tænkte Laila sammenbidt.

De begyndte at køre, og op ad dagen opdagede Laila, at de kom ind i et område, de aldrig havde besøgt før. Og Pickwick nedlod sig til at besvare hendes spørgsmål:
”Ja, det er en ny stamme. Fra Sioux nationen. Jeg har aldrig besøgt den før, og det er der vist heller ikke andre af handelsmændene der har. Så jeg håber, der ligger stakkevis af prægtige skind, som jeg kan få for næsten ingenting. Går det her godt, kan jeg tjene en formue.”

Faktisk var han blevet helt snakkesalig, og lidt senere fortsatte han:
”Men vi må være forsigtige. Det er altid farligt med sådan en stamme. De er ikke som dem vi normalt besøger. Nogle af mine konkurrenter er blevet dræbt ved sådanne kontakter, og jeg har bestemt også selv været i grimme situationer et par gange. De stammer tror stadigt de er vilde krigere på prærien. Men jeg skal nok få dem tæmmet, når de først får smag for sprutten.” Han grinede ondskabsfuldt.

Lige før solnedgang kørte vognen ind mellem en større gruppe tipier. Laila kiggede sig beundrende rundt. Teltene var rene og pragtfulde, udsmykkede med klare farver. Lejren var ryddelig og smuk. Men allermest indtryk gjorde lejrens beboere. Indianerne var sunde, ranke og smukke. Renvaskede, muskuløse krigere og smukke squaws. Alle udstrålede sundhed og en afslappet venlighed, forenet med stolthed og værdighed. Hvor var denne stamme dog forskellig fra alle de stammer, hun havde set, der var ødelagt at den whisky, som handelsmændene havde solgt til dem.

Pickwick talte venligt med stammens høvding, en kæmpestor, imponerende og muskuløs mand. Efter de indledende høfligheder bredte handelsmanden de bedste af sine varer ud på et tæppe. Knive, økser, køkkengrej og et par geværer. Og også 2-3 flasker af den gode whisky.

Høvdingen kiggede på varerne. Laila syntes, at hans ansigt fortrak sig lidt, da han så flaskerne, men høvdingen sagde ingenting.

”I morgen kan vi handle. I aften er i vores gæster, og skal spise med os.”
Pickwick takkede, og snart sad de på tæpper udenfor, i nærheden af det største bål, og nød godt af det lækre kød, som squawerne hele tiden bragte frem.

For den grådige handelsmand var alt gået langt over forventning. Han havde sultent iagttaget de smukke skind som indianerne brugte til alle formål, og også set, at der flere steder var store dynger af utroligt værdifulde skind. Nogle få besøg i denne stamme, og så kunne han trække sig tilbage som en rig mand. Det eneste han skulle opnå, var at gøre hele stammen afhængige af alkohol. Når det var sket, ville han uden problemer kunne tage hvert eneste af de gode skind i lejren, uden at skulle aflevere andet end den fuldstændigt værdiløse whisky, som han næsten fik gratis af forskellige hjemme brændere.

Han forsøgte at skabe en festlig stemning ved at skænke sin spiritus op, men det var kun ham selv der drak. Irriteret over at drikke alene, hamrede han sin knytnæve ind i maven på Laila, og forlangte, at hun skulle drikke med ham.

Sammenkrummet af smerter så Laila et par af krigerne være ved at fare op, men blive holdt tilbage af høvdingen. Kunne der her være en chance? Ville disse indianere beskytte hende, hvis Pickwick, som han plejede, når han var fuld, ville tæske hende?

Men det så ud til, at høvdingen respekterede Pickwicks ret til at straffe sin kvinde, selv om han også tydeligt viste, at han ikke kunne lide mandens opførsel. Laila begyndte at drikke sammen med sin mand. Faktisk havde hun i sit ægteskab udviklet en stor lyst til at drikke. Det lindrede lidt. Men hun syntes så godt om lejren, så lige denne aften ville hun hellere nøjes med at nyde den lækre mad og det friske vand. Så hun drak kun, når hun ikke kunne undgå det, og medens Pickwick hurtigt blev fuldere og fuldere, holdt hun sig helt ædru.

En af de kvinder, der kom med mad til mændene, var en ganske ung indianerpige. Laila gættede på, at pigen måske var 13 år. Lige omkring den alder, hvor hendes egen far havde solgt hende til bordellet, tænkte hun med afsky. Pigen var ufatteligt smuk, med lange, velformede lår, der flot blev fremvist under et kort skørt. Hun kunne se på Pickwicks øjne, at han var voldsomt ophidset af pigen. Og i takt med at Pickwick blev mere og mere fuld, opførte han sig stadigt mere nærgående overfor pigen, der ellers viste tydelige tegn på sin afsky overfor hans tilnærmelser.

Til sidst kunne Laila ikke holde sig tilbage længere:
”Lad dog den lille pige være i fred. Det er ulækkert, det du gør.”

Hun burde nok have vidst, at hun ikke kunne tale sådan til ham, uden at han ville eksplodere. Men minderne om, hvordan hendes egen far havde misbrugt hende, var så stærke og så frastødende, at hun ikke kunne stoppe sig selv.
Pickwick for op, rykkede Laila op at stå, og hamrede 4-5 slag ind i hendes mave, før han smadrede sin knytnæve ind i hendes ansigt. Hun var halvt bevidstløs, da hun faldt sammen tæt på bålet, og mærkede, at han brutalt sparkede hende med de tunge støvler. Et spark i hendes ansigt fik hende til at miste bevidstheden.

Da hun kom til sig selv, lå hun i et telt, hvor hun blev plejet af en ung squaw. Måske kun 15 år.

”Forsigtigt. Bliv liggende. Du har været bevidstløs temmelig længe,” sagde indianeren på usikkert engelsk. Pigen smilede varmt til hende, og viste virkelig venlighed.

”Jeg var for dum. Og nu vil Pickwick helt sikkert tæske mig mere. Meget mere. Jeg håber, jeg kan overleve.”
Indianerpigen smilede en anelse. ”Den mand gør dig ikke noget. Jeg tror aldrig han kommer til at gøre nogen noget mere. Det han har gjort, vil stammerådet ikke tilgive ham.”

”Hvad mener du? Vil stammerådet straffe ham fordi han tæskede mig?”

”Nej det kan de ikke. Han er din mand, og har retten til at straffe dig. Det kan stammen ikke gribe ind overfor, selv om krigerne ikke kunne lide det han gjorde mod dig, og de stoppede ham, da han ville fortsætte med at sparke dig, selv om du var besvimet. Men det han gjorde bagefter, vil han blive straffet for.”

Laila var forvirret. ”Hvad lavede han da?”

”Du så den unge pige, der serverede. Hun hedder Månelys. Han fulgte efter hende ud i lejren, og overfaldt hende. Slog hende brutalt, og var i gang med at voldtage hende, da en af krigerne hørte larmen og for derhen. Han står bundet ved pælen, og vil blive dømt, når en gruppe med stammens stærkeste kriger kommer tilbage.”

”Hvor længe varer det? Og hvad sker der med Pickwick? Hvad sker der med mig? Og hvordan har Månelys det?” Laila var svimmel, forvirret og bange.

Den unge indianerpige støttede hende blidt, så hun kunne komme op at sidde.
”Der kan godt gå 5-6 dage, før krigerne er tilbage. Pickwick vil blive holdt bundet i ventetiden. Og når han skal dømmes, tror jeg ikke, han har store chancer. Hans brutalitet og forsøg på voldtægt overfor en så ung pige vil ikke blive tolereret. Månelys er en stærk pige, og hun har det udmærket, men det er ikke handelsmandens skyld.”

”Men hvad så med mig? Vil jeg også blive straffet?”

Den unge squaw kiggede forvirret på hende. ”Hvorfor skulle du blive straffet? Du opførte dig jo helt rigtigt. Du var sød mod alle. Vi var mange der var rigtigt kede af, at den fyr tæskede dig så meget. Men vi respekterer, at en mand har retten til at opdrage sin kone, så derfor var der ingen der blandede sig. Men vi kunne bestemt ikke lide at se, hvor led han var overfor dig.”
Hun gjorde en lille pause.

”Jeg hedder Klare Kilde. Vil du være min veninde?”
Historien fortsætter under reklamen

Laila smilede taknemmeligt. Hun havde følt sig helt fortabt, alene i en indianerstamme, der tydeligt nok kun havde meget lidt kontakt med de hvide. Godt nok havde hun inderligt ønsket sig at komme væk fra Pickwick, men hun havde ikke forestillet sig, at det skulle ske i disse omgivelser. Pigens venlighed gjorde det hele så meget lettere.

Læs næste afsnit

4 kommentarer

1. Anonym

   10/08/2019 kl 18:31

   God forsættelse, som er en dejlig fortælling med håb

   3+

   Besvar kommentar
   • Kaptajn Bligh

     11/08/2019 kl 14:37 - som svar på

     Tak, Anonym.
     Og jeg synes selv, at novellen er en sød historie, der i de næste kapitler har mange varme og positive elementer

     1+

     Besvar kommentar
2. Jann

   10/08/2019 kl 16:14

   Wild, wild vest(erlændinge) og ædle vilde, klassisk tema, sat i ny og hardcore ramme, og en sand fornøjelse sofar – Yeehaw!

   3+

   Besvar kommentar
   • Kaptajn Bligh

     11/08/2019 kl 14:32 - som svar på Jann

     Tak Jann
     Ja, novellen bygger jo på de klassiske klicherer. Men det synes jeg jo ikke gør noget.
     Ønsket om at skrive en western- og indianernovelle opstod jo som en følge af kontakten til en meget behagelig kommentator herinde, som kalder sig Månestråle, hvor navnet selvfølgeligt er valgt ud fra tegneserierne om Sølvpil og Kiowaerne.

     Første kapitel blev jo noget grovere end det egentligt var tilsigtet. Men jeg syntes, det var nødvendigt, for at forklare Lailas baggrund.

     Resten af novellen synes jeg er rigtig sød. Selv om der selvfølgeligt stadigt er enkelte hårde indslag

     5+

     Besvar kommentar