Det Første Kys

Hun lader mig se igen, mere denne gang. Åbner med fingrene og viser mig sit lyse indre, hvor jeg ved min lykke findes.

Forfatter: Jann (NNastyJR)

Hun er en af dem. En af de fremmede og særlige. Spinkel og mørk i huden, med sort, kruset hår. De kommer langvejs fra, trænger sig ind på vores område og trænger os væk. Jeg ved det, har fået det fortalt. Ved at jeg skal hade og frygte dem – hende der foran mig.

Men jeg glemmer det nemt. Sidder bare her i krattet og kigger på. Jeg frygter hende slet ikke, især når hun er helt alene og uden viden om min nærhed. Det ved jeg også, for ellers ville hun ikke tage sine klæder af og gå ud i den kolde sø. Helt mørk og særlig.

Jeg mærker synet gøre noget ved mig, min unge krop i rivende vækst. En følelse så kraftfuld som frygten. Bare helt anderledes. Sådan som dyrene i brunst har det, de voksne jeg har set fra andre af mine skjul, vil jeg tro.

Det gør jeg dog ikke. Hverken tror eller tænker noget, andet end at holde mig uset og bare selv se …

Og røre min tap. Der bliver helt stiv, mærker jeg. Klemmer den, trækker …

Hun går forsigtigt ud, forsvinder mere og mere i vandet, sænker sig så helt … så det giver et koldt gys helt hen i mig. Det ville jeg jo aldrig gøre, slet ikke nu, hvor solen endnu ikke slår til.

Vandoverfladen stilner af, søen bliver blank og rolig igen. Jeg strækker hals så godt jeg kan, rejser mig lidt – hvor blev hun af?

Hun bryder vandspejlet med et lystigt hvin, jeg aldrig har hørt før. Måske den skønneste lyd jeg nogensinde har hørt, før jeg hurtigt fortrylles af vandets perlen ned over hendes mørke, glatte hud. De små bryster med to endnu mørkere pletter. Og så det der mellem benene!

Ingen hår, ingenting, ligesom ved de helt små.

Jeg klemmer mig selv dernede. Min tap der stritter ivrigt. Det gør noget ved mig, især når jeg ser på hende. Hun ryster sig og bader i solen nu, der står skråt ned mellem træerne lige bag mig. Den er stadig lav, men på vej tilbage i styrke, ved jeg – og ser hvad den fremviser for mig.

Hun sænker sig igen, denne gang på sit klæde ved søbredden. Kigger sig lidt nervøst omkring en gang, før hun læner sig helt tilbage på ryggen.

Det næste er nyt for mig, og ryster mig mere end det værste jordskælv.

De tynde, mørke ben bøjede og let spredte.

Hendes lille hånd derned imellem, klemmende – ligesom jeg.

Så en lang finger der glider ind, forsvinder, ligesom hende selv i vandet.

Og lydene fra hende, kun skønnere …

Mit liv er endnu kort, min erfaring mindre. Men jeg har jo set ting, ved jo godt, mærker en medfølt trang vågne – vokse, trække …

Alt for hurtigt slippe, på grund af andre lyde. Tilbage i krattet, frygten der melder sig. Nogen der kalder med ord jeg ikke forstår. Pigen gør, standser sin leg og glider let i sit klæde, før en endnu mørkere, ældre kvinde dukker frem fra modsatte lysning.

Det er dem – de fremmede! Min hals snører til og brystet dunker, som den lækkende tap i min hånd. Kun de to, jeg ser ud mod pigen igen – der ser tilbage!

Et øjeblik, synes jeg. Vores blikke mødes i mørket – kan de se i mørke?

Hun forbliver tavs, løber bare mod kvinden, der slår ud efter hende, men ikke kan ramme. Hun hviner igen lystigt, springer let og hurtig som en hare – eller et fremmed dyr fra hendes fremmede verden.

De forsvinder ind i den tætte skov igen, som havde de aldrig været her. Kun ganske kort tid er der i virkeligheden gået, selvom det har været et kig ind i evigheden for mig. Ikke at jeg har noget begreb om det, eller så meget andet – kun at jeg længes efter hende!

Det må være det. Denne voldsomme og pludselige lykkefølelse i mig, da jeg trækker videre i min tap og det væsker mere fra den.

En afdæmpet brummen og noget helt nyt for mig. Ingen har jo lært mig eller fortalt. Men jeg frygter heller ikke dette, lige så lidt som den fremmede pige, tværtimod. Det er jo hende der gør det her ved mig, behager mig så inderligt – gør mig nysgerrig.

Jeg samler mig og flugter gennem skoven, når hurtigt op til dem og følger efter, på afstand. De ænser mig ikke, jeg er uforlignelig i at skjule mig og liste frem i skovbunden. Jeg kender den her del af skoven som ingen andre. Tager tit herned alene, på mine egne små eventyr og udflugter.

Længere bagude er den store dal, den anden skov og langt ude de høje bjerge med sne på. Men her kommer sjældent nogen, alt for tæt bevokset og nemt at fare vild – hvilket jeg da også har gjort et par gange.

Ikke på dette stykke dog, den korte afstand de går, hen til deres lejr.

Der er de alle. Alle de fremmede. Mange, alt for mange, alle aldre. Mørke mennesker der ikke hører til her, sådan fortælles det. Alle ulykker skyldes dem, hold dig fra dem, formanes der, og lige fra man er helt lille.

Men pigen gør mig jo glad. Har intet sagt om mig, hvis det er rigtigt at hun så mig i krattet – ja, sidder hun ikke netop nu og spejder over sin skulder, i min retning?

Der er et bånd mellem os, drømmer jeg om natten. Efter jeg er løbet hele den lange vej hjem gennem skoven og over engen. Fået skældud for ikke at hjælpe nok til, og lidt efter sneget mig væk igen – for at klemme igen!

Næste dag kan jeg slet ikke vente. Jeg ser mit snit til det og stikker af igen. Ingen aner uråd om at de fremmede er i nærheden. Måske de også bare gør ophold her, på vej længere frem? Men så vil pigen jo følge med, forsvinde fra mig igen …

Mit hjerte banker hårdt af løbeturen. Måske også noget andet, da jeg ser hun sidder i mit skjul og forsøger at gemme sig. Men ingen ser mig hvis ikke jeg vil. Sniger mig bagom og sikrer mig. De spiser os jo, siges der – måske er det en fælde?

Der sker intet. Andet end at hun bliver træt af at sidde på hug, rejser sig og går gennem krattet, ud til skovsøen og den varmende sol.

Hun stiller sig i den, suger den ligesom til sig, som om det er hendes næring. Jeg sniger mig forsigtigt frem til mit sted fra i går, hvor hun lige har siddet – tisset! Jeg mærker den ekstra fugt i bunden, snuser til mine fingre – til hende!

Ingen ser mig, hvis ikke jeg vil. Hun stivner og ser, da det rusker let i krattet, næsten ingen vind. Hendes tænder er mere hvide end noget jeg har set før. Mere end den nyfaldne sne og skyerne på himlen. Nu ser jeg dem alle glimte glade i solen.

Måske er hun barn af solen? overvejer jeg og blændes næsten …

Hun er ude af klædet før jeg når at ænse det. Alt sker ligesom i spring, i forkerte rækkefølge, jeg ved ikke. Men hun står der pludseligt, nøgen og skøn som solen i hendes øjne – hendes mørke, varme øjne, der lokker mig frem.

Frygten er helt drevet af mig. Ikke bange, ikke for hende – ikke på den måde.

Fremmed. På mange måder. Os begge. For hinanden. Samme unge alder, men forskellige, på i hvert fald et punkt.

Også højden, opdager jeg, da vi nærmer os hinanden, ligesom ser hinanden an. Hun rejser sig en smule over mig, nakken lang og strakt, men intet farligt ved hende – på den måde.

Vi har intet fælles sprog, udover blikkets og smilets. Hendes er bredt og varmt, som øjnene der tager mig ind. Og hun vil være lige, siger de, ser på mine klude.

Min tap er stiv, jeg lader hende se det. Hun fniser så fint og vrikker sin mørke, spinkle krop let. Uden spor af usikkerhed, sænker hun sig igen. Helt ned på ryggen hvor hun lå i går, tager hånden ned hvor den var i går.

Jeg ser bare på. Rører ikke tappen, men lækker allerede. Ser at hun er lysere indeni. Samme farve som vores, som de sarteste blomster under den høje sol. Og hun sender dufte som dem, lokker om at nærme sig – også med de der lyde hun kan.

En fremmedartet musik, der får mig i knæ foran hende. Hun vender sig hurtigt om på alle fire og møder mig, ved også godt hvordan. Jeg trænger ind i hende og laver bevægelserne jeg har set. Mærker det straks trække under mig, solen brænde i nakken og omkring mig – lykke!

Hun lukker sig om mig og trækker med. Det flyder stærkere end nogensinde gennem mig. Suser i mit blod og ører, væsker ud i hende – varmende lykke!

Jeg brummer og pruster lidt, rører forsigtigt ved hendes mørke hud, mens jeg igen hører hende fnise lidt og ser hende kigge smilende bagud over skulderen.

Så hører vi begge den gamle, hendes langsomme vogter. Jeg glider af og flugter ind i krattet, kludene i min hånd. Da jeg vender mig og ser tilbage, er hun allerede oppe og påklædt, giver mig et sidste smil og blik tilbage.

Jeg følger dem hjem igen, lader hende se mig denne gang, uden at vække den gamles opmærksomhed. Det er båndet imellem os jeg drømte om. Ingen andre ved noget, vil kunne forstå, jeg tør ikke sige det – vil ikke!

Og næste dag er vi der igen, begge lidt før. Ingen gemmer sig denne gang, jeg går frit frem mod hende ved bredden, giver hende en særlig sten jeg engang fandt. Hun smiler og løfter den mod solen, hvor jeg nu er sikker på hun kommer fra. Og den lyser den også op og strømmer gennem den, lyser hende op.

Hun smiler i lyset, putter så stenen i en lomme i sit klæde, som hun straks befrier sig fra. Og som om alt dette ikke er nok, lokker hun mig med sin magiske magt og sit væsen, ud i det alt for kolde vand. Rynker på næsen og peger ned ad mig – fniser som altid.

Jeg kan ikke andet end at følge hende. Lade hende vaske mig og gnide det snavs af hun mener der er – lader mig gøre det samme ved hende.

Og selv om vandet stikker og solen over os kun kan gøre så meget, gør det mig intet. Der er der intet sted jeg hellere ville være, undersøge hver en kurve og krumme af hendes glatte hud. Høre hendes smukke vellyst når jeg gør – klemmer og gnider de rigtige steder.

Hun tager min nysgerrige hånd, tager mig med op af vandet og længere ned af bredden. Et sted under solen hun har forberedt, i læ af en mægtig stamme og bevoksningen omkring den. Hun vil sikre os lidt ekstra tid, den gamle sover, men vågner snart, forstår jeg.

Vi sænker os ned i vores lille rede. Mig på knæ, hende på ryggen, som de forrige gange. Hun lader mig se igen, mere denne gang. Åbner med fingrene og viser mig sit lyse indre, hvor jeg ved min lykke findes.

En finger glider derind og rundt, som om hun leder efter den. Og måske støder på den, for hun stønner så rent og let som kun hun kan. Kaster sit hoved til siden, vrider sig, ser så frem mod mig igen, med endnu mere varme i øjnene.

Vi er unge og vilde begge to. Vores lyst er fælles og næsten ikke til at bære. Mit blik fortæller det hun vil høre, at jeg vil have hende – nu!

Hun vrider sig rundt som et kattedyr. På alle fire og ind mod mig. Og jeg tager imod, trænger ind i hendes varme indre, og lukker verden ude. Kun hende og jeg, og den fremmedartede, umulige ting vi er sammen.

Dag efter dag, længere og længere tid sammen.

Til en dag …

Solen varsler det, står højere og har mere magt. Hun ligger på ryggen foran mig, viser mig, som hun elsker at gøre. Denne gang rører jeg, som jeg har drømt om. Fører endeligt hånden frem og føler på hendes slanke lår.

Hun stivner og ser op, forvirret, men hurtigt forstående. Jeg vil selv mærke og prøve at finde det, presser min tykkere og grovere finger derind i hende.

Hun stønner højere og skønnere end nogensinde. Løfter sig op og om min finger. Det varme, bløde indre klemmer om den og glider over den. Jeg skubber selv med og ser hende vride og sukke inderligt.

Historien fortsætter under reklamen
Lige der forstår jeg og løftes ligesom op. Jeg er en mand nu, for jeg har fundet den – lykken i hende, til hende også.

Hendes mørke øjne åbnes også og stråler som sol-stenen jeg gav hende. Hun trækker min finger ud af sig og frem mod sit ansigt. Jeg følger med ind over hende – forkerte vej.

Men min tap finder vej alligevel. Hun løfter sig op fra jorden, slynger de lange ben om mig – ansigt mod ansigt.

Min lykke er kun større, da den rammer mig. Skyller brusende gennem mig og væsker ud i hende. Hendes øjne og smil, da det sker. Brystets skælven og varme, hendes søde ånde mod min kind. Helt uden tanke løfter jeg mit ansigt og møder den – hendes bløde mund.

Det fremmede og ukendte. Vores kroppe i denne forening, læber der mødes blidt. Skæbnen der bliver beseglet med dette første kys under solen.

Jeg forsvinder i det. For mig er der ikke mere end det, alt ender her – jeg har kun den pureste lykke som det sidste lys.

Ænser ikke spyddet gennem min hals.

Hører hende ikke skrige, da hendes egne trækker mig af og gennemborer mit allerede afsjælede legeme et utal af gange.

Ser hende ikke blive slæbt væk af den gamle. Fysisk uskadt, men for altid skadet.

Mærker ikke længere solen over mig, eller kulden efter den. Dyrene der slæber af sted med mig om natten – for naturligvis spiser de fremmede os ikke.

De er jo næsten som os. Blot bedre og klogere, flere og mere koldblodige. Finder min resterende slægt og gør det samme ved dem. Udkonkurrerer og udmanøvrerer de sidste af os i tiden efter, så der kun er dem selv tilbage.

Men også min senere søn. I ham lever jeg videre, får min korte eksistens mening – slægtens videreførelse.

Epilog:

Så selv om jeg forlængst er opløst og spredt for alle vinde, er jeg her på en måde stadig. Jeg og min slags er stadig i dem, dog i en noget udvandet udgave efterhånden. ‘2 procent’ som de fortæller, små ‘tredivetusinde år’ senere. De fremmede sejrherrer, med deres avancerede sprog og tænkning – ‘kultur’ og ‘civilisation’? Gilgamesh og Horus, og deres magtfulde forvanskninger udi såkaldt ‘religion’?

Jeg forstår mig ikke på det, men får lagt ordene i min mund, her til allersidst i ‘historien’. For det tegner det igen til. Koldblodigheden varer ved, også mod deres egne, og i ufattelige antal. Nu, måske i en evig uskøn blanding af overtro, ‘demokrati’ og et aldersrynket, orange barn i trodsalderen, med had mod kvinder, moder natur og alt ægte og sandt.

Solen kan de dog aldrig besejre, selv om lyset synes at flimre, en ny finger på ‘kontakten’ – tjah, måske vores sejrherrers skæbne også er beseglet?

2 kommentarer

1. sub

   12/02/2017 kl 18:04

   Utrolig god og relevant 🙂

   1+

   Besvar kommentar
   • Jann

     12/02/2017 kl 20:47 - som svar på sub

     Tak sub 🙂
     Tjah, det er jo frit at ævle og ventilere på den måde, så det gør jeg 😉

     0

     Besvar kommentar