Klarsyn

Åh, far, far … stønner du, også helt opslugt i din fantasi – vores fælles tankeforbrydelse!

Forfatter: Jann (NNastyJR)

Det er svært at sige præcis hvad det var, der endegyldigt overbeviste mig. Der er ikke det der ene episode og håndfaste bevis, mere bare summen af det hele, der pludseligt stod klar og tydelig for mig.

Ja, som et klarsyn af en slags. Hændelser og indtryk fra den ydre virkelighed, blandet med min egen forestillingsevne, indtil jeg ikke længere kunne afvise hvad der var den skinbarlige realitet.

I hvert fald ramte det mig som en regulær åbenbaring, denne solbeskinnede aften i vores have. Grillaften med de nærmeste, et par håndfulde venner, naboer og deres børn, stille og fredeligt.

Jeg stod ved grillen og betragtede dem alle lidt på afstand. Parrene jeg kendte så godt, naboerne jeg havde mere overfladiske forhold til. Og så min ældste og bedste ven …

Det var der det kom til mig.

Klarsynet, åbenbaringen – kald det hvad du vil, men det faldt ligesom i hak og min simrende mistanke blev på uforklarlig vis stadfæstet og uafviselig. Så meget at det jeg vidste som sandhed, rystede mig alvorligt i min grundvold.

Og det også selv om tanken beklageligvis havde strejfet mig før, må jeg jo indrømme. Men kun sporadisk og aldrig for alvor som nu, man kan vel sige; i ‘svage øjeblikke’.

Nu var jeg ikke længere i tvivl. Kuldegysningerne i hele mit autonome alarmsystem var min endelige bekræftelse – tanke og krop var så at sige enige, hundrede procent sikre, uden at være sikker på hvordan.

De små ting som nævnt, alle brikkerne. En berøring og blikke fra ham. Spænding imellem dem, der ikke var passende – jeg ved det sgu’ da ikke!

Det kørte bare i ring for mig, men den her aften var der altså et eller andet, der ligesom satte to tykke streger under facit og ændrede alt for altid – grundvolden skred fuldstændigt sammen under mig.

Min bedste og ældste ven. Hvor kunne han …???

Fakta var, at han var alene efter hustruens bortgang ved en trafikulykke for nogle år tilbage.

Ingen kvinder i hans liv, hvilket jo er naturligt i starten, men ikke så lang tid. Ikke sundt, havde jeg gentagende gange antydet til ham, som hans nærmeste fortrolige. Forsøgt at skubbe lidt på, få ham til at gå mere ud, møde nogen – leve videre.

Kvinder fra vores omgangskreds, enlige veninder, nogle havde jo bemærket ham, hans situation, nævnt ham – sympatiknald!

Men han havde afslået min hjælp og diverse tilnærmelser. Havde ikke være klar, i hvert fald ikke villet, og nu forstod jeg så til min skræk hvorfor – hundrede procent!

Jeg kunne ikke ryste det af mig igen, lige meget hvad jeg gjorde. Så det kun tydeligere og mere livagtigt. De kunne nærmest såmænd lige så godt stå og kysse og rage på hinanden uden skam, chokket ville ikke være mindre hos mig.

Eller hos andre ..? tænkte jeg så. De må sgu’ da kunne se og regne det samme ud!? Jeg blev pinligt overbevist om at ALLE måtte have samme klarsyn som jeg – samme ubehagelige uvirkelighedsfølelse, lige midt her i min egen sammenkomst!

Vreden og skuffelsen tog hurtigt fat i mig. Jeg følte mig fanget nu, ført bag lyset, og med en brændende lyst til at tage fat i ham og spørge, forlange svar og forklaring …

Spørge dig …

Min hustru …

Du mærkede det på mig. Forstyrrelsen i mig, min pludselige manglende engagement i selskabeligheden, spurgte om jeg var ok.

Så langt fra.

Jeg så bare væk fra dig, virrede med hovedet og drak min øl – ville ikke tage den der, magtede det ikke, det ville bare tage overhånd kunne jeg mærke.

Senere, tænkte jeg og åbnede en ny øl, vendte pølser og bøffer ud over det rimelige, og undgik min ældste og bedste ven, jeg åbenbart ikke kendte alligevel, overhovedet!

Aftenen er gået og jeg er fuld, men beklageligvis ikke istand til at drikke det væk, må jeg indse.

Du rydder det sidste af vejen og lader mig være i fred. Din fornemmelse og intuition er jo langt mere fintunet end min, nu rettet ind mit forkullede humør. Tvær og mut, så du lader mig sidde alene med mine tanker, køle ned og samle mig, hvis det er hvad der skal til.

Jeg ved det ikke, er mildest talt grund forvirret. Fundamentet er jo skredet under mig og jeg vakler, kommer kun langsomt ind i soveværelset, hvor du allerede har lagt dig, står bare i døren og dingler lidt, ser på dig i sengen – ved udmærket at du ikke sover.

Hvad er der galt? spørger du så og spiller helt uvidende og uskyldig.

Alle kan sgu’ da se det, snøvler jeg, det må de sgu’ da kunne – jeg kan i hvert fald, jeg VED det! snøvler jeg videre og sætter mig på sengekanten.

Du siger ingenting, venter bare, mens jeg tager tøjet af.

Det gør dig mere tryg, ved jeg, selvom du intet har at frygte. Fulde stoddere har det med at tale med hænderne når de bliver frustrerede og føler sig hjælpeløse. Det ved du af bitter erfaring, har du selv fortalt. Men ikke mig, aldrig nogensinde og lige meget hvad – det ved du også.

Så du er egentligt mere irriteret over mig. Min dårlige opførsel tidligere og nu mit vrøvlende fuldemandssnak i sengen. Men også nysgerrig om hvad jeg har set, ved:

Se hvad? spørger du forsigtigt og retter dig lidt op, noget går mig jo åbenbart voldsomt på.

Fuld eller ej, du lader mig ikke slippe. Og kan presse mig til alt du vil, altid få din vilje. Men jeg vil vel også gerne af med det – ikke?

Jeg overvejer, i min sløvede tilstand. Hvad nu hvis jeg i stedet har glemt det i morgen, ville det ikke være bedre?

Men jeg mærker også ædrueligheden sive ud i mig, den svære erkendelse inddæmme og dæmpe alkoholen, og gøre mig rastløs i stedet – brænde i mig, til der går hul.

Hvad? spørger du igen og retter dig helt op i sengen, hen mod mig, over mig nu, rører mig og strammer grebet.

Jeg ser op på dig, fokuserer, og overvejer min vanvittige mistanke for hundredesyttende gang denne aften – samme resultat:

Han knepper hende!

Du ser først undrende på mig, ryster let på hovedet:

Hvem knepper hvem? spørger du så tøvende.

HAM! udbryder jeg vredt og skuffet. Ville ønske jeg tager fejl, eller bare ikke vidste, hvad jeg ved som grufuld sandhed.

Dit blik afslører en smule uro, så langsomt mere sikkerhed – forståelse, blandet med vantro, akkurat som jeg.

Tror du … virkeligt? spørger du efter et kort stykke tid med larmende tavshed.

Kuldegysningerne tager over igen. Jeg fokuserer i dine øjne – ser nu at du vidste allerede. Havde mistanken, bare tanken, nu er også du bestyrket.

Og når vi er to, må alle da vide det? tænker jeg igen – hvorfor gør de intet ved det?

Hvad gør vi? mumler jeg og mærker det summe og stikke mere i kroppen.

Som ved synet af en katastrofe, ser jeg det for mig i den sløveste motion. Uheldet, ulykken, ser det for mit indre blik. Ser hvordan de lige nu og her, i dette selvsamme moment deler seng og …!

Hvordan han kysser og holder om hende, nusser. Begge nøgne og varme, på vej til at … elske?

Og helt uundgåeligt – hans pik i hende … hans sperm!?

Det udspiller sig i al sin gru, alle detaljer. Jeg forventer kvalme og afsky ved den indre grafiske fremstilling, der kører i en slags dødsspiral nu.

Men det udebliver, til fordel for en pik der bare er hård ud over enhver forstand, kan jeg ikke undgå at mærke. Jeg er ikke længere andet, end forbandet liderlig ved tanken!?

Jeg ser op på dig, der også tænker – det samme? Og ikke bare det. Jeg ser at du har vidst det i langt længere tid end jeg! Dette mystiske klarsyn jeg pludseligt og med ét har tilegnet mig, blevet forbandet med – er jeg bare den sidste det er gået op for?

Er alle bare ligeglade, eller i orden med det? tænker jeg og betragter dig nøje, dit indre liv i dette moment. Hvad kan vi gøre? tænker vi begge – hvad kan MAN!? Vi søger svaret i hinandens blikke – og er enige.

Det er som en bølge der ruller ind mod land, løfter sig fra bunden. En energi der ikke er til at standse, bare skylle med, holde hovedet oven vande. Og her er den umiddelbare og rene reaktion liderligheden. Lyst og skamfølelse rørt godt og grundigt sammen i bruset, når vi rammer kystlinjen med et brag.

Hvad andet er der, hvad andet at gøre for os?

Jeg lægger min hånd på dit knæ, klemmer og trækker. Du trækker selv. Din bluse af og dig selv ned over mig. Kysser blidt og finder min pik, gnider roligt, kysser endnu mere blidt, næsten uskyldigt:

Men hun er jo så lille, hvisker du ganske fint.

Jeg kysser dig hårdere, bider i din læbe og slikker ned ad din hals, tager din ene stive brystvorte i munden. Du sidder ind over mig og fører min brøl stive pik op i din fugt:

Hun er så lille og stram, hvisker du og sænker dig skråt ned over mig, våd og tæt.

Og det er SÅ forkert, stønner du og rider dybt og klemmende om min pik:

Så forkert og forbudt … vi må ikke – farmand!

Åhr! Jeg griber dine balder og støder op, helt op og ud – ser hende for mig.

Fra aftenen i vores have, den smukke, stille pige i sin sarte blomstring. Min ældste vens datter, som jeg har kendt siden hun var spæd – min egen guddatter som jeg elsker som min egen!

Den lille engel, der oven i tabet af sin mor, var med i bilen og mistede sit syn. Hendes verden blev mørkelagt … og nu!?

Jeg sutter og bider, presser mig hårdt op:

Åh, far, far … stønner du, også helt opslugt i din fantasi – vores fælles tankeforbrydelse!

Han søger ikke kvinder, for han har jo sin egen – sin egen billedskønne, blinde datter!

Åh gud!, stønner vi i kor og knepper hinanden, mens vi er et helt andet sted – hjemme hos dem, i deres seng – far og datter – skrækscenariet, og samtidigt …

Ja, ja! stønner du højt og smaskende, tæt og varmt om min pik. Din fisse er lige så tændt og levende som vores indre billeder – hvordan de fandt sammen for første gang … i trøst eller bare rendyrket liderlighed?

Du sænker dig helt ned over mig, holder mig tæt, din søde ånde og våde læber mod mit øre:

Far … jeg kan ikke sove, hvisker du engleblidt og djævlebesat, må jeg putte ved dig …

Åhr ja! Kom skat … kom til far … hvisker jeg tilbage og lægger dig ned på sengen, kravler op bag dig og kysser din nakke, mens jeg glider langsomt i dig igen.

Jeg er over dig, skærmer dig med min større og stærkere krop, elsker dig først blidt og opmærksomt som min egen lille … som hende.

Åhr lille skat … du er jo bar og våd forneden! gisper jeg tungt og støder dybere ind, knepper dig nu i takt med vores fantasi om dem, første gang. Pigen der har skubbet sig ind mod sin far, nøgen under sin lille natbluse, lokkende …

Og du føles mindre, lukker dig tættere om mig og stønner så fint, så opgivende – kan ikke mere …

Du kommer til mig. Lille og lidende, utrøstelig. Suger dig om mig så jeg tror fuld og fast. Ser ned i dine lige så blanke øjne – så frygteligt forkert …

Ahhhmm … stønner du fuldt opslugt, din krampende fisse om al min hårdhed. Min pik er massiv som den ikke har været længe, og lige på grænsen til at flække …

Ja, ja, ja! stønner du og rykker heftigt med om min pik, kom i mig, far, trøst din lille pige, varm mig – kom i min uskyldige …

Jeg mærker det gå på mig og i mig. Overalt! Helt oppe i dig, din skønne fisse. I dig og hende – sammen med ham – far sprøjter frit i en våd, stram tabu-fisse …

Åhr gud, ja! gisper jeg igen og kysser dig, holder dig beskyttende tæt, og tømmer mig fuldt i dig – far og datter lige nu.

Du er min lille skat, stønner jeg taknemlig og befriet i dit øre, mens det bare synes at flyde frit fra mig, ud i dig – den lille uskyld du er i mine arme.

Jeg sænker mit ansigt mod dit hår og lytter til din fine, lyse stønnen, din indre lillepiges forløsning. Du gør det så godt, så indfølt og livagtigt. Jeg tror, føler – suges …

Min orgasme klinger længere og dybere end normalt. Og din vil nærmest ingen ende tage, mærker jeg på dine små spjæt og stille, hakkende åndedrag. Jeg bliver over dig, i dig, holder den gående. Min hånd nede mellem dine ben, masserer din drivende og fyldte fisse, og nasser af din vedblivende ekstase.

Jeg mærker hvordan min pik bevarer fylde og mod. Fortsætter dette mirakel kan jeg måske … drømmer jeg og holder fantasien – vores fælles perverse mareridt! Gør det så længe vi overhovedet evner, mens vi nyder hinanden. Vores nye åbenhed og intimitet, bare spekulationer og rollespil, ingen skade sket …

Jeg vil også have en datter!, stønner du så ublufærdigt, fanget i din fantasi og orgasmes vold.

Ordene siver ind i min bevidsthed og nydelse. Jeg ser dig i øjnene, ser varmen og lidenskaben, alvoren i dit ønske. Men du ved jo ganske pinefuldt, at det ikke er muligt for dig, vi har været nede ad denne vej.

Du sukker det igen og kysser mig, smiler frækt og bider dig i underlæben, hvisker bydende:

Vi inviterer dem over i morgen igen, på rester og hygge – fortælle om deres første aften … please – farmand!?

(54 har stemt 4,33 af 5)

Loading...

2 kommentarer

1. Ginger

   16/02/2017 kl 19:11

   Nyt yndlingsord: tabufisse…åhhhh

   3+

   Besvar kommentar
   • Rupert

     17/02/2017 kl 1:39 - som svar på Ginger

     🙂 – den skal jeg altså huske i en af mine kommende noveller.

     Hilsen
     Rupert

     2+

     Besvar kommentar