Tænker på dig. Og det der er sket, med dig, med os – mellem os. Det jeg har udsat dig for, min forbrydelse …

Forfatter: NNastyJR

Udbygning af kommentar/alternativ til ‘En Lille Teaser, Del 2’

Dagen Før…
var du kun en lille tøs.
For lille og for bange til at gå løs.
Åh-åh-åh
Madonna, tænkte jeg
hvem der kunne få fat på dig.

Spiller Kim Larsen i radioen, og får mig til at tænke på dig. Og det der er sket, med dig, med os – mellem os. Det jeg har udsat dig for, min forbrydelse. Jeg logger på igen og kigger ind. På dit værelse, oppe fra det skjulte kamera ved vinduet, jeg endnu ikke har fjernet. Min fortsatte luren.

Men der er tomt, naturligvis. Du er i skole igen. Og når du kommer hjem, giver du dig stadig hen til ‘ham’. Ikke hver dag længere, men med større selvsikkerhed og lidenskab, når du gør – nu hvor ‘han’ er din elsker. Efter konfirmationsnatten… Jeg knuger kæberne hårdt sammen, husker, skammer, husker, og skammer så det gør helt ondt i brystet.

‘Han’ tog dig i mørket. I baghaven, på alle fire. Din skønne blomst, din dyrebareste gave. Dit månedlange ønske. Du ville give ‘ham’, mærke ‘ham’ – og ‘han’ kom til dig – kom i dig! Åh, gud, det svimler helt, mens jeg husker, mærker det, hvordan JEG kom i dig! Hvordan kunne jeg – din egen far!

Men du var så helt igennem fortryllende at se på, da du stod der i din hvide kjole, foran dit vindue, og ventede på din prins. Han kom aldrig, havde aldrig været der, kun mig. Jeg stod skjult nede i haven og så dig. Beruset af dagen, din indtræden i voksenlivet, din glæde, dit fine væsen. Jeg gemmer hovedet i hænderne, ser dig;

Tiden den er gået med raske vingeslag
det er lang tid siden, den første dag
men jeg ka’ stadig huske dit smil og din make-up
jeg blev stående, da du kom gående
for jeg fik et chok

Ser dig opgive, den katastrofale nat, såret og trist. Jeg ville skjule mig helt, men gjorde det ikke. Og du så mig, du så ‘ham’. Lyste helt op af uforløst kærlighed, da du kom til mig, da du gav dig til mig – til ‘ham’ – der forløste dig. Åh, gud, hvordan kunne jeg lade det ske, lade det gå så vidt, helt ud i kaoset!?

Jeg finder intet svar, andet end bedrag. Mere bedrag, selvbedrag. For havde jeg ikke netop forberedt dig til dette, blandet knuste p-piller i din morgenmad i næsten lige så lang tid, som din ‘leg’ havde stået på? Og er jeg stoppet? Jeg lukker forbindelsen, stoppe, jeg bliver nødt til at stoppe!

Når jeg kommer hjem fjerner jeg kameraret, og sletter alle optagelserne fra min computer og mobil, lover jeg mig selv. Jeg ser på klokken, lidt over to, nej, jeg gør det sgu’ nu, det er tid til at stoppe!

Jeg har en halv time før du har fri og er hjemme, og jeg er fast besluttet. Kameraet må væk, men først ind på kontoret og starte computeren op og åbne programmet, der gemmer min samling af synd bag en kode; en mappe med filer af dig. Først uden, så med gaven jeg lagde til dig på konfirmationsmorgenen.

Her er din udvikling, din stigende seksuelle dragning til ‘ham’, fantomet jeg tegnede for dig, og som var mig. Jeg markerer alt, alle klippene, også det seneste – nøjagtigt to døgn gammelt. Det er højdepunktet, ud over ‘natten’, også her giver du dig fuldstændigt. Og jeg har set det. Igen og igen, og jeg har…

Jeg fører fingeren hen på delete, trykker ikke, tøver – du forsvinder, den del af dig. Klippet hvor du vrider dig i orgasme, helt i bro, skødet helt oppe, vibratoren kørende, dit ansigt som en engel i lyksalighed – åh, gud, du gjorde mig lykkelig. Du lå længe efter og kiggede, kælede, drømte om vores møde, jeg var i dine tanker, jeg…

Må stoppe! Inden det ødelægger mig komplet, og skader dig mere end allerede. Du er jo lykkeligt uvidende, det er min ene trøst. For finder du ud af det, opdager rædslen i din nærhed. Hvis du så meget som lugter… Åh, gud, colognen!

Jeg farer op og styrter gennem huset, ud i garagen, i det øverste skab, helt inde bagved. Bag rensebenzinen og terpentinen, skjult, men ikke bortskaffet. Og hvorfor ikke? Skulle have været ude for længst, den specielle duft, Duften. Det er vel den mest kraftfulde trigger, og jeg har gemt den, i din nærhed.

Garagedøren går op og jeg styrter ud, lige ud i cyklen, taber flasken og dens næsten fulde indhold. -Far?, spørger du glædeligt overrasket, og rammes af duften fra det knuste glas. -Far?, lyder det lavmælt igen, mens du blegner og spærrer øjnene op, trigget, genkaldende, tilbage til ‘natten’.

Jeg ryster på hovedet, hvisker hæst; -nej, nej, cologne-tågen indhylder dig, i mere end en forstand, nej! Den er som et både opildnende og bedøvende middel, gør dig immobil udvendigt, og som et kogende hav indvendigt. Det kan jeg se og fornemme, din splittelse – dit endelige møde med ‘ham’ – din far!

Jeg går frem mod dig, -skat, prøver jeg spagfærdigt, vil bare trøste, berolige, glatte ud – hvordan? -NEJ!, gisper du forskrækket, kommer ud af hypnosen, -du, du rører mig ikke! Så løber du, ind i huset, smækker døren så hårdt, at det istemmer lyden af min verden der synker i grus.

Det er ovre, alt. Verden er vendt på hovedet, vrangen ud. Nu skal ikke blot jeg leve med min forbrydelse – også du. Den stærkeste oplevelse i dit liv, er muteret til cancer, der langsomt vil æde dig op, tappe alt liv ud af dig. Hvad jeg har gjort, vil hjemsøge… åh, gud, jeg synker klumpen i min hals og tørrer øjnene, tænker på Tønder-pigen og alle hendes forsøg…

Min mave gør knuder og vil lukkes ud, det snorer, svimler – hvordan kunne jeg? Jeg støtter mig mod bilen, en slange ind gennem vinduet… nej, bare mere sorg i dit liv! For vi elsker jo hinanden, på den rigtige måde. Jeg er bare syg, må forklare dig det, få dig til at indse – det er mig, kun mig!

Om en times tid kommer din mor hjem, så eksploderer det hele, vores familie smadret. Jeg går ind, må gøre noget. Du er ikke på dit værelse, ikke i stuen eller køkken… jeg styrter ned til kontoret – fik aldrig trykket!

Du sidder stille ved computeren og ser dig selv. Fra dag et, helt til den seneste, den der bliver ved at køre i mit baghoved. Du ser hvordan du udstiller dig selv, viser alt frem, lokker og opfordrer. Dit lille sarte køn fremstår klart og tydeligt, din ekstase i ansigtet er rå og ublufærdig, dine orgasmer er ægte og uforfalskede. Vi ser det sammen, jeg lukker øjnene, stop, stop, lille skat, stop!

Der er stoppet da jeg åbner igen. Du sidder bare, ved at jeg står i døråbningen – mærker du min skam? -Skat, det er ikke dig, det er ikke din fejl. Far er syg, jeg… jeg har gjort noget forkert, jeg er…, jeg taber tråden, der ikke er der. Der er jo ingen forklaring, kun sygdom, kun forvrængninger og psykose.

-Jeg vidste det godt, siger du dæmpet, -eller jeg… jeg tænkte på det, nogle gange, imens. Du peger på skærmen, der. Jeg kigger på dig, din finger, forstår ikke – hvad tænkte du? -Nede i haven, fortsætter du og jeg tager mig til munden, åh, gud, ikke det, lad os ikke tale om det! -Der var noget… jeg troede det måske bare var… ønsketænkning. Du drejer hovedet let og dine smukke ansigtstræk afslører sig bag det lange, glatte hår.

Jeg er stadig i vildrede, nærmer mig, sætter mig på knæ, -hvad siger du skat? Du kigger ned på mig, lader mig tage dine fine hænder og kysse dem, -hvad ønskede du? Jeg kigger i dine, min datters fugtige øjne, håbede du…?

-Men det var forkert, ikke far? Jeg nikker heftigt, -jo, jo, skat. Det var mig, der var svag, alt sammen er min fejl, du har intet, intet gjort galt!

-Det skulle aldrig være sket, og må aldrig ske igen?, spørger du blidt og næsten helt voksent.

Jeg ryster på hovedet, -nej, nej, jeg lover, aldrig mere, aldrig, aldrig. Du smiler sødt, min lille pige, stadig uskyldig, stadig ren. Jeg elsker dig overalt på jorden, og gudskelov har du det fint, er fattet og afklaret. Måske kan alt vende tilbage til normalt igen, en eller anden slags normal.

Du ser på mig, kigger væk, mod computerskærmen, filerne. Dine kinder blusser let op, -men…, du bider dig i underlæben, -æhm, det der… kan du bare lade blive. Også kameraet! Jeg kigger forvirret op på dig, dine kinder er nu rosenrøde, næsten strålende – hvad mener du? Du rejser dig, -jeg går ind på mit værelse, fortæller du genert og går forbi mig, stadig på knæ. Du vender dig i døren, -vi ses, far!

6 kommentarer

1. Brormand

   03/02/2016 kl 7:31

   Bare hun var min søster 🙂

   0

   Besvar kommentar
2. Ginger

   18/09/2015 kl 10:01

   Lækker, lækker. Hun er i sandhed sin fars datter

   3+

   Besvar kommentar
   • NNastyJR

     18/09/2015 kl 14:18 - som svar på Ginger

     Tak, familiebånd knyttes 😉

     3+

     Besvar kommentar
3. NNastyJR

   06/09/2015 kl 12:26

   Tak, I AA’ere 😉 Og Ja, virker som om de fandt en god løsning 😉

   2+

   Besvar kommentar
4. Anonym

   06/09/2015 kl 9:26

   uhha nerve/pirrende! 😉 Er såå glad for at den endte godt og ingen blev ødelagt <3

   4+

   Besvar kommentar
5. Anonym

   05/09/2015 kl 23:31

   Du sprøjter jo noveller ud? til stor fornøjelse

   4+

   Besvar kommentar