Laila og Siouxerne, kapitel 5, Dommen

myrer på pikkenDet var de helt unge squaws der skulle stå for torturen.
Pickwick stod bundet til pælen…

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

3 dage senere kom den længe ventede gruppe krigere omsider tilbage. Det blev selvfølgeligt fejret i lejren, og næsten alle skulle snakke med dem, der havde været væk så længe. Også Klare Kilde cirklede om de hjemkomne. Laila derimod kendte dem jo ikke, og afventede bare hvad der skulle ske.

I de sidste dage havde hun følt, at Stærke Bøffel slet ikke var interesseret i hende. Og hun havde snakket meget med Klare kilde. Denne havde forsikret hende om, at det kun var få af stammens mænd, der følte som Stærke Bøffel. Så hvis hun stadigt ønskede at blive hos stammen, ville det ikke være svært for hende at finde en mand. Det følte den unge indianerpige sig fuldstændigt sikker på.

Laila var stadigt påvirket af den voldsomme seksuelle oplevelse. Det var jo det, hun altid havde drømt om. Selvfølgeligt havde manden været unødvendigt brutal. Men den fuldstændige seksuelle tilfredsstillelse, og følelsen af at være TOTALT udfyldt under sex havde været så fantastisk. De fleste af de andre mænd havde jo også meget store pikke, men Laila troede ikke, at nogen kunne fylde hende som Stærke Bøffel. Og selv om det havde gjort ondt, da den enorme pik udblokkede hendes unge fisse, ville hun ikke for alt i verden gå glip af den vidunderlige følelse. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre.
Historien fortsætter under reklamen

Nogle timer efter mændenes hjemkomst trådte rådet sammen. Og da de talte til den samlede stamme bagefter, kunne Klare Kilde oversætte for sin veninde, at handelsmanden var dømt til døden. Han ville, i henhold til stammens traditioner, bliver torteret først, og derefter dræbt.

Laila var rystet. Hun skyldte absolut ikke den usle mand noget. Og hun havde jo selv set, hvor meget ondt der var kommet ud af hans besøg hos andre stammer. Måske var det retfærdigt, at manden skulle dø. Men hun kunne ikke forliges med, at han skulle torteres.

Veninden kunne slet ikke forstå Lailas modstand mod dette. Det hørte jo med, når en fange skulle dø. Det var jo sådan, at stammen høstede fangens styrke.

”Selv om den usle mand jo ikke har megen styrke at give stammen.” Klare Kilde smilede hånligt. Hun syntes, at Pickwick var en usling, og gad egentligt ikke tænke ret meget på ham.

Egentligt ville Laila slet ikke se Pickwick mere, men hele stammen samledes i en stor ring omkring manden ved pælen, og hun var næsten nødt til også at være der.

En kæmpe af en kriger havde anført den rejsende gruppe krigere, og det var ham, der nu styrede straffen over den bundne fange.

Lailas øjne hang ved den stolte kriger. Hvilken pragtfuld mand. Meget højere end Stærke Bøffel, og også mere muskuløs. Hans optræden rummede en værdighed og en myndighed, så selv Laila, der ikke forstod de ting der blev sagt, ikke kunne være i tvivl om, at denne kriger havde en meget høj status i stammen, sikkert lige under høvdingen selv.

Det var åbenbart de helt unge squaws der skulle stå for torturen, under kommando af stammens ældste.
Pickwick stod bundet til pælen. Hans ben var spredt langt ud til siderne og bundet til stærke pæle, der var hamret ned i jorden.

De unge piger begyndte med at kaste gløder fra bålet efter manden ved pælen. Små, glødende trækul ramte mandens hud. Nogle gange tilfældigt, andre gange presset ind mod de mest følsomme steder. Hans navle, hans armhuler, og til sidst blev der presset glødende trækul mod han lille blottede pikhoved.

Manden ved pælen skreg skingrende, og tiggede om nåde. Han lovede stammen store gaver, hvis de ville skåne ham. Og tiggede Laila om hendes hjælp.

Næsten alle indianerne viste tydeligt deres foragt for manden. At opføre sig så æreløst, når torturen knapt var begyndt. Det sølle skrog ville jo ikke kunne give stammen meget kraft.

Nogle af de helt unge squaws pirrede manden ved pælen, og trods hans situation lykkedes det de små tøser at gøre pikken stiv. Synet af den lillebitte, stive pik fik krigerne til at smile hånligt. Man kunne jo næsten ikke kalde det skvat for en mand.

Den kæmpestore kriger nikkede umærkeligt hen mod en kasse, og pigerne adlød omgående. Åbnede kassen, og bragte to krukker hen til manden. Laila så, at de næsten skovlede små kryb op på mandens pik og nosser. Røde myrer. De små bæster, hvis giftige bid sved sådan. Laila kendte dem alt for godt, og hadede, de gange hun selv var blevet bidt af en disse myrer. De var 1000 gange værre end de sorte myrer.
Pickwick skreg i vilde smerter. Giften var så frygtelig.

”Laila. Hjælp mig. Jeg kan ikke klare den tortur. Hjælp mig, jeg vil ikke dø her.”

Trods sit had til manden, havde hun ondt af ham. Hans kønsdele var dækket af de giftige dyr, og han skreg på en måde, der ikke lød menneskelig. Kæmpede med rebene og vred sig vildt. Men selv om mange myrer faldt på jorden, var der stadigt en vrimmel på hans pik. Gennem lang, lang tid dansede han sin smertedans i rebene. Og skreg, så man skulle tro, at de kunne høre det i nabostammerne, langt, langt væk over prærien.

Først da han hang stille, og kun svagt stønnede, nikkede den mægtige mand, der helt åbenlyst havde styringen over afstraffelsen.

Med bundter af tynde grene med små pigge, begyndte pigerne at piske myrerne af manden, idet de samtidigt næsten rev al huden af hans mest følsomme område.

Laila stirrede på den lille pik og nosserne, der havde været på størrelse med rosiner i den rynkede pung. Det hele var smurt ind i blod, men alligevel kunne hun se, at både pik og pung var svulmet op til dobbelt størrelse på grund af myrernes gift. Pickwick selv hang bare i rebene. Han havde været på grænsen af bevidstløshed, da pigerne begyndte at piske hans pik og nosser, men nu hang han i rebene, uden den mindste gnist af fornemmelse af omverden.

Han fik ikke lov til at hænge længe. Koldt vand fra kilden kaldte ham tilbage til livet. Han jamrede hæst og tiggede om nåde. Kiggede bedende på Laila.

”Hjælp mig, søde. Hjælp mig. Skyd mig. Jeg vil så gerne dø.”

Hans stemme var så svag, men hun kunne akkurat høre ordene, og læse hans tryglende ønske i de tårefyldte øjne. Hvorfor kunne indianerne ikke bare dræbe ham? Manden var et svin, men denne tortur? Laila kunne ikke forliges med det, og skar ansigt.

”Synes du ikke han har fortjent det, veninde?” Klare Kilde lagde kærligt en arm omkring hende. Smilet på indianerpigens ansigt viste, at hun, helt modsat sin hvide veninde, havde det pragtfuldt, og i høj grad nød forestillingen.

”De har jo bestemt, at han skal dø. Hvorfor dræber de ham ikke bare?”

Klare Kilde gav hende et klem. ”Normalt ville torturen have varet mange timer endnu. Nogle gange har de torteret en fjende i flere dage. Men fordi han er sådan et sølle skvat, gider de ikke mere. Jeg tror han bliver dræbt nu.”

På signal fra anføreren, hentede de unge piger nogle krukker med vand, som de stillede tæt på den bundne mand.

2 Krigere hamrede en pæl i jorden få meter fra marterpælen, som Pickwick var bundet til. Så blev han løst fra pælen, men omgående bagbundet. Han vred sig fortvivlet i krigernes greb, men havde overhovedet ingen mulighed for at gøre egentlig modstand. De tvang ham ned på jorden, liggende på ryggen. Hans hoved var knapt en meter fra marterpælen. Og hans fødder kunne omtrent nå den nye pæl der var hamret dybt ned i jorden. 2 kraftige krigere greb hans ben, og holdt dem langt ud til hver side, medens andre holdt hans overkrop i ro. Pickwick kunne stønne og vride sig, men ellers intet. Næsten komisk strittede hans pik op mod himlen, grotesk opsvulmet af giften fra myrebiddene. Også pungen var svulmet vildt meget op.

Den prægtige kriger, der havde styret torturen, talte til stammen. Hans dybe, mandige røst fik Laila til at få gåsehud og små ildninger ned af rygraden. Hun stirrede på den pragtfulde krop. Fuldstændigt forhekset.

Klare Kilde trykkede hende ind til sig. ”Du kan vist lide ham? Han er stammens mægtigste kriger. Har dræbt mange fjender. Han hedder Hest.” Hun gjorde en pause. ”Men du må ikke begynde på noget med ham. Det ville ikke være godt.”

Laila stirrede stadigt fortryllet på den vidunderlige mand. Et hurtigt, skuffet blik på veninden. Nej, selvfølgeligt ikke. Laila forstod det jo godt. Hun var bare en hvid kvinde, der var dumpet ned i stammen. Hun havde ingen ret til at tro, at stammens mægtigste kriger ville ofre hende opmærksomhed.
”Handelsmanden skal dø nu,” fortalte Klare Kilde.

Op af vandet trak Hest nogle lange tynde læderstrimler, snittet ud fra dyrenes hud. Han rakte dem til en ung pige. Laila genkendte med det samme Månelys, den pige Pickwick havde forsøgt at voldtage.
Hun smilede sammenbidt. Greb de våde læderstrimler og bøjede sig ned over manden.

”Det er våd råhud,” forklarede Klare Kilde. ”Når det tørrer, trækker det sig sammen. Rigtigt meget.”
Laila stirrede spørgende på veninden.

Men så så hun Månelys snøre strimlerne stramt om roden af den fangne mands pik så denne begyndte at svulme endnu mere op. Og en anden rem omkring både roden af pikken og nosserne i samme omgang. Inden hun band denne rem, havde hun dog lagt en tykkere rem af råhud ind, så den blev bundet fast til de stramme snore om mandens pik og nosser.

Pickwick stønnede ved at mærke de stramme reb om sin manddom.

Som en sidste handling, rullede Månelys det lange kraftige reb, der nu var forbundet med fangens pik sammen, og sænkede det ned i en krukke med vand, som hun havde anbragt mellem hans ben. Så rejste hun sig smilende, men bøjede sig et øjeblik ned over fangen og spyttede ham foragteligt i ansigtet. Hun sagde noget til ham, med en stemme fuld af foragt og had.

”Hun sagde, at det var sørgeligt, at han ikke var mand nok til at tåle tortur. Og at han snart slet ikke ville være mand,” oversatte Klare kilde smilende.

”Hvad mener hun?” spurgte Laila. Men hendes bedste veninde sagde ikke mere, men smilede bare. Forventningsfuld.

Solen stegte ned over manden, der stadigt blev fastholdt af flere krigere. Han begyndte at klynke og vride sig. Så skreg han højt.

”Nu er båndet omkring hans lille, forgiftede pik ved at tørre. Og derved ved at blive kortere.” Klare kildes stemme klingede af sadistisk fryd.

Laila kunne se, at Pickwicks normalt så lille pik og lille nossepose var svulmet yderligere op. Blodet kunne tydeligvis ikke løbe fra, på grund af de stramme hudstrimler, der nu var ved at skære sig ind i kønsdelene. Pikken var fuldstændig sort. Den ville dø og visne, hvis ikke rebene blev fjernet. Så meget vidste Laila, der jo havde prøvet selv de mest perverse sexlege med kunderne på bordellet.
Det bekymrede ikke indianerne, der blot hånligt iagttog den skrigende mand på jorden.

Månelys trådte frem igen, og tog det reb, der var fastgjort til pikken op af vandkrukken mellem hans ben. Hun trak hårdt i det flere gange, og nød helt åbenlyst de smerteskrig, som dette fremkaldte fra manden på jorden.

Så strammede hun rebet hårdt ud, og viklede det om den nye pæl, som en kriger havde anbragt lige uden for hans fødders rækkevidde. Hun fastgjorde det solidt.

Grinende tog hun en ny, lang og kraftig rem af råhud. Lavede en løkke, som hun sænkede ned over mandens hoved, og strammede til omkring hans hals.

Fortvivlet kæmpede Pickwick mod sine bødler, Hans pik smertede utroligt, og nu vidste han, hvordan de ville dræbe ham. Det ville blive forfærdeligt. Men han formåede ikke at røre sig det mindste.

Månelys bandt rebet fra hans hals fast til Marterpælen. Rebet var helt stramt, men endnu kunne manden ånde frit.

Laila stirrede.

”Hvis de reb også krymper, vil rebet om hans pik trække ham mod den lille pæl. Og rebet om hans hals vil trække ham mod den store. Han vil enten blive kvalt, eller også flår rebene hans pik og nosser af.” Hun stirrede forfærdet på torturen.

”Han vil blive kvalt,” kommenterede Klare Kilde. For Laila lød det næsten som om der var skuffelse i hendes stemme. ”Hvis krigerne havde ville kastrere ham, ville de have bundet det andet reb om hans skuldre. Han slipper for let, men de gider ikke tortere sådan et skvat.”

Laila syntes nu ikke, at Pickwick slap let. Hans sorte pik var sygeligt opsvulmet. Og allerede nu kunne hun se, at rebet om hans hals begyndte at stramme.

Krigerne slap ham. Bagbundet som han var kunne han ikke bryde løs.

Den nøgne mand på jorden vred sig og stønnede. Og solen bagte ned på hans solskoldede krop. Normalt havde Pickwick altid haft skjorte og bukser på, så hans hud var ikke vant til solen. De mange dage ved pælen havde ført til, at han var frygteligt forbrændt. Han kunne mærke læderremmen stramme om sin hals.
”Så skyd mig dog. Laila. Skyd mig. Jeg tigger dig. Jeg er dog din mand. Please, skyd mig.” Fortvivlet pressede han ordene ud gennem en strube, der var ved at blive lukket af den grusomme råhud.
Solens ubarmhjertige stråler tørrede hudstrimlerne.

Langsomt trak de sig sammen, og rebet om hans hals blev strammere og strammere. Han gispede fortvivlet efter luft, og kun umenneskelige, rallende lyde kom ud af hans mund. Han lå med helt åben mund og kæmpede for at suge ilt ned i lungerne.

Månelys lo højt. Trak sit lille skørt højt op, så alle kunne se hendes lille, flotte røv og den næsten barnlige fisse, som kun var dækket af enkelt hår. Hun knælede ned med et ben på hver side af mandens ansigt, og begyndte at pisse direkte ned i hans ansigt og åbne mund.

Pickwick forsøgte desperat at få luft. Rebet om hans hals var grusomt stramt. Og han kunne føle, at hans pik og nosser var ved at blive flået ud fra sin krop. Og nu løb pis ned i hans mund og hals. Uden egen kontrol kæmpede hans lunger for at få endnu en mundfuld luft, og gennem de skærende smerter fra rebet om hans hals, lykkedes det ham at suge ind endnu engang. Men han fik ingen luft. Hans lunger blev fyldt af pigens pis. Han rallede, og druknede langsomt i det pis, der stadigt blokerede hans mund. Et åndedrag mere, fyldte hans lunger helt med den varme, ildesmagende pis. Han indså sin dybe nedværdigelse i det sekund livet forlod ham. Kvalt og druknet i pis.

Manden på jorden lå stille. Hans brystkasse hævede og sænkede sig ikke mere.
Månelys rejste sig, og spyttede foragteligt på hans ansigt. Sparkede til de opsvulmede nosser og gik så over til sin familie. Hendes ære var forsvaret.

Laila vendte sig væk. Hun havde et desperat behov for at kaste op, men forstod, at en sådan handling ville skade hendes muligheder for at kunne leve hos stammen.

Hun trak lidt i Klare Kilde, og var lykkelig, da veninden fulgte hende til tipien.

”Nu er handelsmanden død. Du kan tage af sted til de hvide, hvis du ønsker det. Men du kan også blive her.” Klare Kilde smilede til hende. Hun var blevet så glad for sin nye veninde, og håbede så meget, at pigen ville blive i lejren.

Laila så ned. ”Jeg vil jo gerne blive her. Men Stærke Bøffel vil jo ikke have mig som sin kvinde. Og jeg kan vel ikke blive i lejren for evigt som din gæst? Og du mener jo, at Hest er for god til en som mig?”
Klare kilde så undrende på sin veninde. Så lo hun.

”Om han er for god til dig? Nej det var nu ikke det jeg mente. Hest er en mægtig kriger. Og han er så flink. Men du kan ikke ende som hans kvinde. Det ville ødelægge dig.”

Hun gjorde en pause. ”Stærke Bøffel er god nok, Men han KAN IKKE lide hvide mennesker. Han syntes, du var pragtfuld, da i havde sex. Og han vil meget gerne have dig igen. Men ikke som sin squaw. Og du har nok ret. Stammen vil acceptere dig som gæst i et stykke tid. Men i længden vil du jo kun kunne blive her, hvis du er en del af stammen. Og det bliver du nok kun ved at blive squaw for en af krigerne.”
Laila sad tavst og så ned i jorden.
Historien fortsætter under reklamen

”Op med humøret, søde. I aften bliver der fest. Meget større og vildere end den anden. Jeg ved, at flere af de unge mænd har kigget efter dig. Der skal nok komme en kriger, der vil have dig. Og selv uden det, bliver det fantastisk til den fest.”

Læs næste afsnit

Giv forfatteren en kommentar - KLIK HER

11 kommentarer

  1. boo

    31/08/2019 kl 10:38

    jeg håber du skriver mere on dette

    1+
    Besvar kommentar

    • Kaptajn Bligh

      31/08/2019 kl 18:38 - som svar på boo

      Jeg tror ikke, at jeg senere skriver mere om Laila. Men der ER SKREVET 3 kapitler mere, som kommer de følgende fredage. Jeg håber du vil kunne lide dem

      1+
      Besvar kommentar

  2. Just me

    30/08/2019 kl 17:56

    Iiiiihhhhh glæder mig til fredag, de er vildt gode dine historier

    3+
    Besvar kommentar

  3. Pawnee

    30/08/2019 kl 14:42

    Fem for godt arbejde og uden behov for at fremhæve egen persona ? Troede Pickwick var te. Der kan man bare se ?

    3+
    Besvar kommentar

    • Kaptajn Bligh

      30/08/2019 kl 21:43 - som svar på Pawnee

      Måske er novellens uheldige karakter i familie med den fyr, der begyndte at forhandle den type the?
      🙂

      2+
      Besvar kommentar

      • Pawnee

        30/08/2019 kl 21:54 - som svar på Kaptajn Bligh

        Ja det smager i hvert fald fælt. Men sådan er det jo bare med te ?

        1+
        Besvar kommentar

        • OnkelWaldo

          01/09/2019 kl 12:35 - som svar på Pawnee

          Selv har jeg, inntil NU, kun kjent Mr. Pickwick fra Charles Dickens’ forfatterskap! ?

          1+
          Besvar kommentar

          • Kaptajn Bligh

            01/09/2019 kl 20:41 - som svar på OnkelWaldo

            Rigtigt.
            Der optræder også en mr. Pickwick hos Dickens.
            En GANSKE anderledes karakter.

            1+
            Besvar kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *