Crystal Candy var målløs. Hendes øjne naglet til Tiffanys voksende maskulinitet, et imponeret udtryk bredte sig over hendes ansigt.

Forfatter: The Bimbo Maker

Døren til simulationsrummet sukkede let, da Tiffany skubbede den op. Lugten af ørkenstøv og sved klyngede sig stadig til hendes vandrestøvler og rejsetøj, men det forsvandt hurtigt, da den kliniske, sødlige duft af MEGA BIMBO klinikken omsluttede hende. Hendes sanser, stadig skærpet til det yderste fra “Wildcard Ranch”-eventyret, opfangede hver eneste detalje – den svage summen fra ventilationssystemet, det fjerne klukken fra en vandhane, selv pulsslaget fra hendes egen utroligt hvide hud.

Længere nede ad den sterile gang, ved indgangen til en af klinikens stylingsuiter, stod en figur. Først en lyserød, lysende sløring, så skarpere, da hendes øjne justerede sig. Det var Bunny Belle.

Lyden af døren havde fanget Bunny Belles opmærksomhed. Hendes hoved, dækket af en sky af perfekt, platinblondt hår, snurrede rundt, og et øjebliks forvirring blev øjeblikkeligt erstattet af ren, uforfalsket glæde. Et gigantisk smil spredte sig over hendes 75 mm “sausage lips”, og hendes øjne lyste op som to skinnende pink sliksten.

“OMG, Tiff-babe! Er det lizzom dig?!” råbte Bunny Belle, og hendes stemme ekkoede ned ad gangen, “Du er total tilbage!”

Uden tøven satte hun i løb, en lyserød tornado af begejstring, der strøg hen imod Tiffany. Tiffanys forhøjede opfattelse indtog hvert element af Bunny Belles ankomst. Hendes krop var et kunstværk af ekstrem, glinsende skønhed. Hendes skinnende, latexagtige tights sad så stramt, at de næsten forsvandt ind i hendes 9000 ml bagdel, der gungrede og svajede med hver eneste skridt. Men det var hendes 8000 ml silikonebryster, der fangede Tiffanys blik. De var så massive, at de dækkede det meste af Bunny Belles overkrop, og da hun løb, gyngede de vildt, som to enorme, perfekt formede jordskælv, der truede med at sprænge ud af hendes alt for lille, lyserøde top. Synet var hypnotiserende, en symfoni af bevægelse og ren, uhæmmet bimbo-energi. Tiffany mærkede et sug i maven, en dyb og velkendt trang efter at eje og nyde denne skønhed, der løb hende i møde. Bunny Belle var mega smuk, og Tiffany havde savnet hende.

Før Tiffany overhovedet kunne nå at sige noget, kastede Bunny Belle sig ind i hende med en sådan kraft, at Tiffany næsten mistede balancen. Bunny Belles enorme bryster pressede sig ind mod Tiffanys brystkasse, bløde og varme, og duften af Bubblegum og syntetisk vanilje indhyllede Tiffany. Bunny Belles arme klemte hende i et kram, der føltes som det længste og mest desperate i verden.

“OMG, Tiff-boo, jeg har lizzom savnet dig totalt!” Hulken brød frem fra Bunny Belles læber, og hendes stemme var grødet af tårer. “Du må aldrig mere forlade mig sådan igen! Aldrig, aldrig, aldrig!”

Bunny Belle trak sig en anelse tilbage fra Tiffanys omfavnelse, men holdt stadig fast i hendes arme, som om Tiffany var en drøm, der kunne forsvinde igen. Hendes store, glinsende øjne var stadig fulde af tårer, og hendes stemme vibrerede af fortvivlelse.

“Åh, Tiff-boo, det har lizzom været sååå kedeligt uden dig! Du ved, jeg er totalt afhængig af dig, og det har bare været så tomt. Jeg har bare ligget på mit værelse og savlet… altså, jeg har savnet dig!” Hun snøftede dramatisk, og en enkelt tåre trillede ned ad hendes kind, glinsende som en lille perle på den perfekte hud. “Det er bare ikke det samme uden dig til at sige, at jeg er din lille Bunny-boo, og at jeg er så sød og slem, og at jeg skal have alt dit pis… Jeg har bare følt mig så… tom!”

Tiffany smilede blidt og løftede en hånd for at tørre en tåre væk fra Bunny Belles kind. Hendes nye, skærpede sanser opfangede den lette, søde duft af Bunny Belles krop, og en bølge af ømhed skyllede igennem hende. Hendes tidligere usikkerhed var væk, erstattet af en dyb, rodfæstet selvsikkerhed og en urokkelig beskyttelsestrang.

“Min søde, søde bunny-boo,” mumlede Tiffany, hendes stemme dyb og beroligende. Hun omfavnede Bunny Belle strammere; følelsen af de enorme bryster mod sin egen krop var en trøst i sig selv. “Jeg lover dig, skat, jeg vil altid passe på dig. Du er min, min helt egen lille Bunny-boo, og jeg elsker dig så uendeligt højt. Jeg ville aldrig forlade dig med vilje. Du er det vigtigste for mig.”

Bunny Belle snøftede igen, men denne gang var det af lettelse. Hendes krop faldt til ro mod Tiffanys, som om hun endelig havde fundet sin ankerplads. Hun trykkede sig endnu tættere ind til Tiffany.

“Åh, Tiff, jeg elsker også dig, såååå meget!” hviskede hun, og hendes læber søgte Tiffanys.

Deres læber mødtes i et langt, blødt kys. Tiffanys 35 mm “shelf lips” formede sig perfekt omkring Bunny Belles 75 mm “sausage lips”, en sensuel forsegling af deres gensidige kærlighed. Det var et kys fyldt med længsel, lettelse og en dyb, erotisk forbindelse.

Da de trak sig lidt tilbage, stadig tæt omfavnet, kiggede Tiffany forsigtigt på Bunny Belle. “Min søde skat,” sagde hun blødt, “hvor længe har jeg været væk?”

Bunny Belle rynkede brynene i en koncentreret tænkning. “Uhm, altså,” sagde hun, og hendes øjne flakkede lidt, “det der med tid, er jeg lizzom ikke så god til, du ved? Det er bare så… kompliceret! Men jeg kan altså sige, at det var mega længe! Som i, mega, mega, mega længe! Jeg savnede dig top nice meget!”

Tiffany trak sig en smule tilbage fra krammet, stadig holdende Bunny Belles hænder. “Hvor er Crystal Candy, min skat?” spurgte hun.

Bunny Belle puffede sine læber ud i et betænksomt udtryk. “Åh, Tiff, jeg er lizzom ikke helt sikker. Hun har enten været på sit værelse, eller også har hun været nede i teknikrummet. Der har været såååå mange mærkelige lyde derfra – sådan, mega mærkelige, du ved? Og så er der blevet leveret en hel masse mystiske pakker. Hun har altså slet ikke haft tid til at snakke så meget med mig, mens du har været væk. Det er totalt mærkeligt.”

Tiffanys skærpede sind tog informationen ind. Så Crystal Candy var optaget med noget. Noget vigtigt, tydeligvis. De mærkelige lyde og mystiske pakker pegede på et stort projekt. Men hvad? Hendes nye, overlegne intelligens kunne ikke umiddelbart tyde det, og det pirrede hendes nysgerrighed.

“Nå, så er hun nok optaget,” sagde Tiffany og trak på skuldrene. “Jeg må hellere komme ned til den mekaniske rensemaskine for at blive frisket op efter min tur. Jeg føler mig stadig som en tør ørkenrotte.”

Bunny Belle klemte Tiffanys hænder tættere. Hendes store, glinsende øjne kiggede forsigtigt op på Tiffany, hendes udtryk pludselig genert og usikkert – en sjældenhed for den normalt så bramfri Bunny Belle.

“Uhm, Tiff-boo,” begyndte hun, hendes stemme usædvanligt dæmpet. “Må jeg lizzom spørge om… altså, en lille, lille tjeneste?”

Tiffany løftede et øjenbryn, overrasket over Bunny Belles pludselige ydmyghed. Et smil bredte sig på hendes læber. Dette var nyt. “Selvfølgelig, min søde,” sagde Tiffany. “Hvad er det?”

Bunny Belles ansigt lyste op, og hun slikkede nervøst på sine læber. “Åh, Tiff, jeg ved godt, vi har rensemaskinen, og vi bruger den altid fremfor et almindeligt bad, men… jeg har savnet dig så mega meget! Og jeg vil så gerne have lov til at mærke dig. At føle dig. Vise dig, hvor meget jeg elsker dig, ved at vaske dig. Må vi ikke godt gå op på badeværelset bag klinikkens butik i stedet?”

Tiffanys hjerte smeltede. Hun havde aldrig forestillet sig, at Bunny Belles ‘blondinedumme’ hjerne kunne udtænke en så rørende og intim gestus. Det var en handling af ren, uskyldig kærlighed, der ramte hende dybt. Den tanke, at Bunny Belle ville vise sin kærlighed gennem fysisk berøring på en så personlig måde, rørte noget i hende, hun ikke vidste, hun manglede.

“Ja,” sagde Tiffany blødt, hendes smil blev endnu bredere. “Selvfølgelig, min elskede. Det vil jeg meget gerne.”

Bunny Belle jublede højlydt, et højt, entusiastisk hvin, der fyldte gangen. “OMG, Tiff! Du er totalt den bedste! Kom, kom! Det bliver top nice!”

Med fornyet energi trak hun Tiffany med sig. Sammen gik de arm i arm, op ad trappen mod badeværelset ovenpå, bag klinikkens butik.

De nåede badeværelset, et rum, der føltes som en tidskapsel sammenlignet med klinikkens futuristiske æstetik. Der var en nostalgisk stemning af klor og fugtig varme. Tiffany begyndte at trække sine ørkentøjsbukser af, mens Bunny Belle ivrigt famlede med lynlåsen på sin stramme, lyserøde dragt. De hjalp hinanden med de sidste genstridige stofstykker, og snart stod de kun iført minimale g-strenge, deres utrolige, modificerede kroppe udstillet i det bløde lys.

I et fjernt hjørne af rummet, halvt gemt bag et håndklædeskab, fik Tiffany øje på en gammel sportstaske. Den var falmet og slidt, med et utydeligt logo på siden. Hun samlede den op. Den føltes tungere, end den så ud.

“Åh, OMG, den taske!” udbrød Bunny Belle med et lille, begejstret hvin. Hun genkendte den straks. “Det er lizzom min gamle sportstaske, Tiff! Da jeg først ankom til klinikken, ville Crystal Candy have mig til at bade, inden vi gik i gang med… du ved, det sjove. Hun sagde, jeg var totalt ulækker, haha!”

Tiffany så på Bunny Belle, der stod og funderede med et sjældent, alvorligt udtryk på ansigtet. En tanke passerede hurtigt gennem Tiffanys sind: et glimt af den “gamle” Bunny Belle, før al silikonen og den bevidste “blondinedumhed” havde overtaget.

Pludselig hapsede Bunny Belle sportstasken fra Tiffany med et fornyet, kært hvin. Hun begyndte at grave febrilsk i dens indre. Hendes hånd dukkede op med en bog, hvis ryg var falmet af tidens tand. Bunny Belle løftede den op mod sit ansigt og forsøgte at stave sig gennem titlen, der var trykt med små, akademiske bogstaver: “Ne…u…ro…sy…ko…lo…gi?” Hun rynkede panden, rystede på hovedet og kastede bogen fra sig med en uhøjtidelig bevægelse. Tiffany huskede vagt en samtale, hvor Bunny Belle i en sjælden stund af klarhed havde nævnt, at hun engang havde haft en Ph.d. i neuropsykologi, før hun valgte at omfavne sit nuværende “bimbo”-liv.

Bunny Belle fortsatte sin jagt i tasken og trak nu en gammel A-skåls sports-bh frem. Hun holdt den op, brød ud i en kaskade af latter og sagde: “Hahaha! Seriøst?! Den må være fra før jeg fik mine nye babser! Den er lizzom totalt lillebitte!” Forlegent smed hun den væk, som om den var en pinlig relikvie fra en fjern fortid.

Endelig fandt Bunny Belle, hvad hun søgte. Hun trak en flaske Bath & Body Works shower gel op. “Jaaa!” udbrød hun. “Den her! Jeg har lizzom gemt den til noget specielt! Må jeg bruge den på os, Tiff? Jeg vil gerne vaske os begge!”

Tiffany observerede flasken. Hun genkendte øjeblikkeligt mærket – Bath & Body Works, der havde været utroligt populært for omkring 10-20 år siden, med de karakteristiske dufte og farverige designs. En isnende tanke strejfede hende: Havde Bunny Belle virkelig været her så længe? Tiffanys forhøjede opfattelsesevne opfangede en antydning af melankoli i Bunny Belles øjne, da hun holdt sæben. Men Tiffany slog tanken hen. Bunny Belle var her, smuk og dejlig, og hun ville bare elske hende.

Bunny Belle trådte energisk ind i brusekabinen og drejede på hanen. Med et hostende suk begyndte vandet at sprøjte ud, i starten en ubehagelig, rustbrun stråle, der plettede kabinens fliser. Bunny Belle rynkede forfærdet på panden. “Åh, OMG, det er lizzom ulækkert!” udbrød hun, men blev stående tålmodigt. Efter et øjebliks spytteri og hosten klarede vandet op, og en krystalklar, dampende strøm faldt ned fra brusehovedet. Duften af varmt vand blandede sig med den søde parfume fra Bunny Belles sæbe.

“Sådan!” sagde Tiffany, da hun trådte ind under den dampende stråle. “Kom, min skat.”

De stod begge under det varme vand, der omsluttede deres kroppe som en blød omfavnelse. Brusekabinen, selvom rummelig, føltes intim med deres massive, modificerede former presset tæt sammen. Damp steg op omkring dem, slørende konturerne og skabende en drømmende atmosfære.

Bunny Belle greb straks flasken med Bath & Body Works shower gel og pressede en generøs mængde ud i sine håndflader. Duften af søde kirsebærblomster eller vild passionfrugt – en duft, der øjeblikkeligt transporterede Tiffany tilbage til en enklere tid – fyldte luften. Bunny Belle begyndte at skumme sæben op mellem sine hænder, og det cremede skum voksede mellem fingrene.

“Jeg vil lizzom starte her,” hviskede Bunny Belle, hendes øjne skinnende af kærlighed, da hun forsigtigt førte sine skummende hænder til Tiffanys skuldre. Hendes berøring var let, næsten ærbødig, da hun masserede sæben ind i Tiffanys hud. Hvert strøg var fyldt med den længsel og savn, hun havde udtrykt. Tiffany lukkede øjnene og lænede sig ind i berøringen, hendes tidligere spændinger fra eventyret på Wildcard Ranch smeltede væk under Bunny Belles hænder.

Bunny Belle arbejdede sig langsomt ned ad Tiffanys arme, hendes fingre fulgte konturerne af musklerne, glidende over den ekstremt hvide hud. Hun vaskede Tiffanys hænder, hver finger, og derefter hendes talje, hvor de store slim-plantater skabte bløde kurver. Med stor forsigtighed nåede hun Tiffanys 4500 ml bryster. Hendes hænder, dækket af det duftende skum, omfavnede de massive, bløde former, masserende dem blidt. Tiffanys brystvortepiercinger føltes kolde og skarpe under Bunny Belles varme håndflader, et lille stik af nydelse.

“De er såååå store, Tiff,” mumlede Bunny Belle og beundrede værket, mens hun vaskede hver tomme af brysterne med en næsten kunstnerisk præcision. “Jeg elsker dem lizzom!”

Tiffanys øjne var stadig lukkede, et smil på hendes læber. Hun nød hvert sekund af denne intime gestus. Det var mere end bare at blive vasket; det var en genbekræftelse af Bunny Belles hengivenhed, en fysisk manifestation af deres kærlighed. Hun kunne mærke Bunny Belles åndedræt mod sin hals, den søde, sukkerholdige duft af hendes ånde.

Langsomt bevægede Bunny Belles hænder sig ned ad Tiffanys mave, hendes fingre cirklede om navlen og strøg blidt over det sted, hvor Tiffanys mave kunne svulme op med urin. En let gysen løb gennem Tiffany ved tanken om den intime funktion, men hun mærkede ingen skam, kun en forstærket følelse af at være helt accepteret af Bunny Belle.

Da Bunny Belle var færdig med at vaske Tiffanys overkrop, løftede Tiffany en hånd og førte den til Bunny Belles bagerste skulder, hvor hun begyndte at vaske Bunny Belle. Hendes fingre gled over den glatte, silikonefyldte hud, mærkede de stramme muskler under overfladen. Hun brugte lang tid på Bunny Belles nakke, masserede spændingerne væk, og arbejdede sig ned over hendes brede skuldre.

“Du er så smuk, min Bunny-boo,” sagde Tiffany blidt, hendes stemme en dyb, intim hvisken. Hun lod sine hænder glide over Bunny Belles 8000 ml bryster, mærkede deres uforlignelige vægt og blødhed. De var endnu større end hendes egne, et monument af ekstrem bimbo-perfektion. Hun masserede dem med en ømhed, der matchede Bunny Belles, et tegn på gensidig pleje og beundring.

Deres hænder mødtes, mens de begge vaskede hinandens taljer, armene flettet sammen under vandets overflade. Brusevandet strømmede ned over dem, skyllede skummet væk og afslørede den glinsende hud nedenunder. Det var en dans af berøring, en sensuel synkronisering af deres bevægelser. Vandet skvulpede blidt omkring dem, som en hemmelig rytme til deres intime samspil. Hvert strøg, hvert kærtegn, hver udveksling af varmen mellem deres kroppe var et løfte om kærlighed og begær.

De to kvinder fortsatte med at vaske hinanden, bevægelserne blev langsommere, mere meditative, da de fordybede sig i nuet. Den duftende damp indhyllede dem, skabende en kokon af intimitet, hvor intet andet eksisterede end deres to kroppe, deres gensidige kærlighed og den blide, varme berøring af vand og sæbe.

“Duften af denne sæbe,” sagde Tiffany blidt, hendes stemme en dyb, intim hvisken, mens hun masserede sæben ind i Bunny Belles arm. “Den er på en helt anden måde end alle de hypermoderne og syntetiske produkter, vi har til rådighed her på klinikken. Den er… ægte på en eller anden måde.”

Bunny Belle fnisede og nikkede ivrigt. “Ja, Tiff, du har lizzom ret! Den er såååå speciel, ikke også?” Hun løftede flasken op til næsen og snusede dybt, hendes øjne lukkede i koncentration. Pludselig skiftede hendes ansigtsudtryk. Hendes blik blev fjernt, som om duften havde udløst en næsten glemt, fjern tanke. Tiffanys forhøjede opfattelsesevne fangede straks den subtile ændring. Hun forstod, at Bunny Belle var ved at mindes noget, og hun holdt sig tilbage, lod den blonde kvinde udforske mindet uden at afbryde.

Stadig med det fjerne blik, næsten som om hun talte til sig selv, sagde Bunny Belle pludselig, lige så stille: “Jeg har lizzom altid – også før jeg kom her – drømt om en som dig. Ikke bare en gudesmuk goth-prinsesse, men også en, der kunne holde af mig for den, jeg var. En som ville passe på mig. En som ville vælge mig, fordi jeg er mig.”

En tåre trillede langsomt ned ad Bunny Belles kind, fulgt af flere. Hendes gråd startede stille, en hulken, der voksede sig stærkere. Tiffany lagde armene om hende, trak hende tæt ind til sig under den varme vandstråle. Hun holdt Bunny Belle tæt, strøg hende blidt over ryggen, hendes hånd glidende over de bløde slim-plantater i bagdelen.

De stod længe i badet, den varme damp indhyllede dem i en kokon af trøst. Der var ingen ord, kun varmen fra vandet, tiffanys blide kærtegn og Bunny Belles stille gråd. Det var en tæt, uendelig intim omfavnelse, en gensidig accept, der transcendere ord. Tiffany nød hvert sekund af det, det varme vand, den bløde hud mod hendes egen, og følelsen af at være der for Bunny Belle, som hun vidste, ingen andre havde været det før.

Det varme vand, der havde omsluttet dem, begyndte langsomt at miste sin varme. Kulden sneg sig ind, og mindede dem om, at øjeblikket måtte ende. Tiffany bemærkede det først, en let gysen løb over hendes hud, og hun trak sig en smule tilbage fra vandstrålen.

“Vandet bliver koldt, min skat,” sagde Tiffany blidt. “Vi må hellere komme ud.”

Bunny Belle nikkede, hendes ansigt stadig præget af efterdønningerne af hendes følelsesmæssige udbrud. “Ja, Tiff, det er lizzom koldt nu.”

De trådte ud af brusekabinen, vandet dryppende fra deres kroppe og dannede små søer på gulvet omkring deres fødder. Tiffany søgte efter håndklæder og fandt på en hylde et par store, tykke frottéhåndklæder. Hendes øjne fangede straks et markant, falmet logo: et stort, grafisk DDR-logo. De havde uden tvivl ligget der længe, glemt og ubrugt. En tanke strejfede hende – måske havde Crystal Candy købt dem billigt i en genbrugsbutik, dengang hun startede klinikken op og forsøgte at spare penge. Det virkede som en ukarakteristisk, men pludselig sandsynlig, detalje fra klinikens tidlige dage.

Bunny Belle opfattede intet af, hvad der var trykt på håndklæderne. Hendes fokus var udelukkende på Tiffany. Med den sædvanlige, ukuelige glæde greb hun det ene håndklæde og begyndte omhyggeligt at tørre Tiffany. Hendes bevægelser var blide og kærlige, hendes fingre gned forsigtigt over Tiffanys hud og absorberede vanddråberne. Tiffany lod sig tørre, nød den fortsatte berøring og den ukomplicerede glæde, der udstrålede fra Bunny Belle.

Tiffany fandt også to bløde badekåber, der hang på en krog bag døren. Hun rakte den ene til Bunny Belle og tog selv den anden på. De store, løse stofstykker føltes helt underlige mod deres nøgne, modificerede kroppe. Efter at have tilbragt så lang tid i ekstremt afslørende eller mangelfuldt tøj, var det en mærkelig fornemmelse at være dækket af almindeligt, ikke-seksuelt tøj. Det var en kontrast, der mindede Tiffany om, hvor langt hun og Bunny Belle var kommet fra en mere “normal” eksistens.

De gik sammen ned ad gangen, lyden af deres bare fødder dæmpet af morgenkåbernes bløde stof. Bunny Belle var allerede i fuld gang med at beskrive sin nye garderobefavorit. “Åh, Tiff, jeg har lizzom fundet den perfekte læder-bh! Den er sort og super skinnende, og den får mine babser til at se mega store ud – altså, endnu større, du ved! Og den har sådan nogle små, søde nitter, der funkler, når lyset rammer dem. Jeg kan ikke vente med at vise dig den!”

Tiffany smilede, fuldstændig charmeret af Bunny Belles begejstring. “Det lyder vidunderligt, min skat. Jeg glæder mig meget til at se dig i den.”

Da de nåede til Crystal Candys private værelse, bemærkede Tiffany, at døren stod en smule på klem. En svag summen, næsten umærkelig for de fleste, men tydelig for Tiffanys forstærkede sanser, sivede ud derfra.

“Du skal bare gå ned på dit værelse og finde den frem, Bunny-boo,” sagde Tiffany. “Jeg vil lige snakke lidt med Crystal Candy og sige, at jeg er tilbage igen.”

Bunny Belle løb et par skridt forbi Tiffany og stoppede så lige foran døren til simulatoren, der lå skråt over for Crystal Candys dør. Hun vendte sig om, hendes øjne fulde af en bekymret, men kærlig alvor. “Men, Tiff, du skal altså ikke stikke af i simulatoren igen! Ikke uden mig, i hvert fald! Det har været totalt kedeligt her uden dig!”

Tiffany lo blidt. “Jeg lover dig, min søde. Jeg skal nok blive.”

Bunny Belle smilede bekymret, men hendes opmærksomhed skiftede pludselig. Hun vendte sig mod kontrolpanelet til simulatoren. Tiffany så, hvordan hendes fingre trykkede på tasterne: 1, 2, 3. Bunny Belle smilede selvsikkert og sagde: “Så! Nu har jeg altså lizzom låst simulatoren, så du ikke bare lige kan stikke af igen, Tiff!”

Tiffany smilede tilbage, hendes øjne dansende. Hun kunne tydeligt se på skærmen, hvilke tal Bunny Belle havde tastet. Og ikke nok med det, hun bemærkede også, at Bunny Belle ved et uheld havde ændret simulatortemperaturen til 12,3 grader. Den tanke fik et grin til at stige i hende, men hun holdt det tilbage.

“Jeg kunne aldrig drømme om at tage på eventyr uden dig igen, Bunny-boo,” forsikrede Tiffany hende.

Bunny Belle var tilfreds. Et stort smil bredte sig over hendes ansigt, og hun begyndte at småsynge det seneste hit fra “Fisse Lis”, mens hun glad og tilfreds gik ned mod sit værelse. “Min skede er vild og våd, vil du smage min saft? Kom og slik min melon, før jeg får den straf!”

Tiffany fulgte Bunny Belle med blikket, mens hun glad og syngende fortsatte ned ad gangen mod sit værelse. Hvor var hun dog smuk, tænkte Tiffany. Hvor var hun dog så helt igennem dejlig blondinedum. Og hvor hun dog elskede hende. Synet af Bunny Belles overstrømmende glæde fyldte Tiffany med en dyb, varm tilfredshed.

Da Bunny Belle havde lukket døren bag sig, begyndte Tiffany at bevæge sig mod Crystal Candys kontor. Men hun nåede kun et par skridt, før hun hørte døren til Bunny Belles værelse snige sig lidt op igen. Ud af øjenkrogen så hun Bunny Belle stikke hovedet ud, hendes store, glinsende øjne undersøgende og lidt bekymrede, for at sikre sig, at Tiffany ikke gik ind i simulatoren uden hende. Hvor var hun dog kær, tænkte Tiffany med et varmt smil. Den lille, næsten barnlige bekymring fik hendes hjerte til at svulme.

Tiffany skubbede forsigtigt døren til Crystal Candys værelse op og trådte ind. Rummet, der mest af alt lignede et kontor, var en skarp kontrast til klinikkens glamorøse ydre og Tiffanys eget overdådige værelse. Det var klinisk og funktionelt, helt blottet for den ekstravagance, man ville forvente fra klinikens ejer.

Klinikens overfladiske glamour og Tiffanys egen overdådige suite var forsvundet. Indenfor åbenbarede sig et rum, der mere lignede et klinisk kontor, et laboratorium. En simpel briks, redt, men med tydelige, friske spor efter at nogen for nylig havde sovet der, et vidnesbyrd om en utilsløret dedikation.

Grå arkivskabe i metal dominerede rummet, stablet fra gulv til loft. Hver enkelt var en præcis kategorisering, et system af hemmeligheder. Tiffany bevægede sig instinktivt hen mod dem, hendes blik skannende de utallige mærkater. Hendes øjne stoppede ved et par koder, en række uforståelige betegnelser: “Projekt Minerva: Vævsmodifikation – Iteration 3.7”, og lige under det, “Neural Synapse Protokol: Studie 01 – A til F”. Hun lod fingrene glide hen over den kolde metal, en isnende fornemmelse bredte sig i hendes bryst. Betegnelserne, så klinisk og koldt kategoriseret, gav et ildevarslende sug i maven.

På væggene hang store, tekniske tegninger, overdænget med komplekse diagrammer og en strøm af uforståelige symboler. Tiffany, med sin skarpe intuition, anede en intens og hemmelighedsfuld udvikling bag dem, selvom de konkrete detaljer undgik hendes greb.

I centrum af dette funktionelle virvar stod et monumentalt skrivebord, dækket af et arsenal af skærme, der viste en strøm af grafer, koder og ukendte data. Kaosset var metodisk: krøllede papirer, stablede kaffekopper og et netværk af ledninger vidnede om timer af uafbrudt arbejde. Men Tiffanys blik fangede det malplacerede: et par indrammede billeder, støvede og ignorerede, hvis indhold endnu var skjult, men hvis blotte tilstedeværelse råbte på en personlig historie i dette tekniske helvede. En lukket dør bag skrivebordet signalerede et baglokale, et dybere lag af hemmelighed.

Tiffany betragtede scenen, hendes sind allerede i gang med at dechifrere. Hendes dominerende intellekt skurede over incongruensen: En kvinde af Crystal Candys gudesmukke kaliber, med hendes ydre perfektion og kolde aura, levede og arbejdede her? Dette var ikke et hjem; det var et væsens vigtigste værksted, hendes laboratorium. Den sande Crystal Candy lå begravet under den polerede overflade. Hvad var det, hun søgte, med så intens og altopslugende en koncentration? Spørgsmålet rummede en lokkende udfordring for Tiffanys forstærkede hjerne.

Tiffany bevægede sig langsomt rundt om det store skrivebord. Hendes øjne skannede de mange skærme, hvor tal og koder flimrede forbi, men det var de håndskrevne notater, der fangede hendes opmærksomhed. Papirerne lå i kaotiske bunker, overstrøet med kruseduller og overstregninger.

Hun bukkede sig ned, hendes skarpe blik forsøgte at dechifrere den uregelmæssige, næsten ulæselige skrift. Til Tiffanys overraskelse var noterne på tysk. Det var uventet, da Crystal Candy altid havde fremstået så global og udefinerbar. Hvorfor tysk? Blandt de mange uforståelige ord, kunne hun dog tyde enkelte, der stod ud: “Neuropsychologie”, “Biochemie”, og noget om “3D-Visualisierung”. Og så var der en mere kuriøs bunke, der syntes at indeholde titler som “Einführung in die Quantenphysik für Dummies” og “Codierung für Anfänger: Python leicht gemacht”.

Det var en mærkelig blanding af højt specialiseret videnskab og grundlæggende lærebøger. Det forundrede Tiffany. Hvad var Crystal Candy dog i gang med? Hendes hjerne, nu forstærket til det yderste, kørte på højtryk for at finde en sammenhæng. Den kolde, logiske dominatrix i hende nød udfordringen.

Tiffanys øjne faldt på de mange indrammede fotos på skrivebordet. De var tydeligt støvede og havde uden tvivl stået der længe, ignorerede i al det tekniske kaos. Hun rakte ud, tog et af dem op og strøg forsigtigt støvet væk med sin finger.

Til hendes overraskelse var det et billede, hun genkendte. Det var præcis det samme motiv, hun havde set hos Bella Bomba på Wildcard Ranch. Billedet viste en tydeligt yngre udgave af Crystal Candy, hendes bryster en anelse mindre end nu, stående side om side med den svulmende Bella Bomba, der pralede med sine enorme silikone-implantater. De to kvinder smilede, en sjælden fremvisning af en mere personlig forbindelse, end Tiffany nogensinde havde forestillet sig for Crystal Candy.

Det var nu helt tydeligt, at de to måtte kende hinanden – men hvordan? Og hvad var deres relation? Tiffanys sind begyndte at arbejde febrilsk med at samle brikkerne. Denne uventede opdagelse pirrede hendes forstærkede intellekt.

Hun tog det næste billede op. Igen den samme, yngre Crystal Candy og en lidt “fladere” udgave af Bella Bomba – og så en tredje person: en eller anden nørdet ung kvinde i en hvid kittel med store briller. Hun holdt en bog i hånden, og Tiffany kunne svagt tyde lidt af titlen: “Neuro…” De stod foran en bygning, der tydeligt var klinikken i sine tidlige dage, før den fik sit nuværende, overdådige udseende. Pludselig slog det Tiffany som et lyn fra en klar himmel. De øjne – de kendte, store, men nu så alvorlige øjne. Den unge, kvindelige, nørdede type var Bunny Belle. Før hun blev til den “blondinedumme” skønhed, var hun åbenbart en forsker, måske en del af klinikkens begyndelse.

Tusind tanker for gennem Tiffanys hyperfikserede hjerne. Bunny Belle var ikke bare en tilfældig “bimbo” ansat af Crystal Candy; hun var en del af klinikkens fundament, en tidligere videnskabskvinde. Og hun havde en fortid med både Crystal Candy og Bella Bomba.

Hun tog det næste billede. Det viste en lidt trist udgave af den unge, nørdede Bunny Belle, der var i gang med at samle noget stort og elektrisk. Hendes fingre var fedtede, hendes ansigt koncentreret, og en aura af melankoli omgav hende.

Tiffany satte det sidste billede fra sig, hendes blik flakkende over de rodede notater og skærme. Hendes øjne faldt på et par gulnede avisudklip på skrivebordet, halvt skjult under en stak diagrammer. De bar præg af at være gamle, deres papir var sprødt, men deres eksakte alder var ukendt for hende – indtil nu. En følelse af tiltagende foruroligelse voksede i hende, da hun samlede dem op.

Det første udklip var fra en udenlandsk avis, teksten på den forside, som hun nu scannede med sin hyper-skærpede hjerne: “Den berømte østtysk-argentinske super pornomodel Bella von Bomba er forsvundet under, hvad der kan mistænkes for at være en spiontur til Danmark.” Årstallet under overskriften var tydeligt: 1987.

Tiffany trak vejret skarpt ind. Bella Bomba en spion? Og forsvundet i Danmark i 1987? Hendes tanker racede.

Hun greb det næste udklip. Dette var fra en mere akademisk udseende publikation. Overskriften lød: “Den berømte neurolog og hjerneforsker Ellé B. Lunny efterlyses. Ingen har set eller hørt fra hende det sidste års tid. Hendes seneste artikel: ‘Potentiel kopi og ændring af hjernebølger’ vækker stor international undren.”

Tiffany lod lamslået de to artikler glide fra sine fingre og falde tilbage på skrivebordet. Hendes hyper-hjerne forsøgte desperat at fange de tusind tråde af information, der væltede frem fra Crystal Candys skrivebord. Nogle brikker begyndte at falde på plads – den “nørdede” unge kvinde på billederne var tydeligvis Ellé B. Lunny, og hendes arbejde med hjernebølger passede perfekt med de tekniske tegninger og notater. Dette var Bunny Belle, før hun blev den Bunny Belle, Tiffany kendte.

Men andre brikker lå hen i et underligt rod. En pornomodel og en hjerneforsker? Spionage? Forbindelsen til Crystal Candy og hendes fortid, og Bunny Belles tilsyneladende “blondinedumhed” – det hele var ved at forme sig til en utrolig, skræmmende fortælling. Crystal Candy havde en skjult agenda, der strakte sig årtier tilbage, og Bunny Belle var en del af den.

Pludselig hørte Tiffany en lyd bag sig. Døren til baglokalet åbnede sig langsomt, og Crystal Candy trådte ind. Hendes øjne, der normalt var så selvsikre og kontrollerende, flakkede et øjeblik. Hun var tydeligt forvirret og overrasket over at se Tiffany på sit private kontor, og en tydelig nervøsitet trak hendes ellers perfekte træk ned.

Crystal Candy prøvede hurtigt at samle sig, hendes ansigt stivnede i et forsøg på at virke uberørt. “Åh, hej, Tiffany,” sagde hun, hendes stemme usædvanligt lys. “Du er tilbage! Det er dejligt. Sig mig, skal vi ikke lige gå på loftet og finde en candyfloss-maskine til Bunny Belle? Jeg er sikker på, der er en deroppe et sted, hun ville elske det.” Hun smilede, et forceret, overfladisk smil, der ikke nåede hendes øjne.

Tiffany så koldt på hende, hendes nyligt forstærkede intellekt scannede Crystal Candys reaktion. Den falske ligegyldighed var tydelig. Med de gulnede avisudklip og billeder af en ung, nørdet Ellé B. Lunny (Bunny Belle) stadig frisk i erindringen, var Tiffanys tålmodighed opbrugt. Spørgsmålet var ikke et udtryk for nysgerrighed, men en direkte konfrontation, et udsagn om magt.

“Hvem er du?” spurgte Tiffany, hendes stemme lav, men isnende klar, uden antydning af tvivl eller frygt.

Crystal Candy frøs et kort sekund, en flig af skræk glimtende i hendes ellers så polerede øjne. Men lige så hurtigt som den kom, forsvandt den igen, erstattet af hendes vanlige kølige overlegenhed.

“Jeg er Crystal Candy,” sagde hun, hendes stemme faldt et par grader. “Og i øvrigt har jeg forbudt både dig og Bunny Belle at komme på mit private værelse.” Hun lod blikket glide ned over Tiffanys morgenkåbe, et udtryk for misbilligelse.

Tiffany ignorerede irettesættelsen fuldstændigt og begyndte at gå målrettet hen mod hende. Crystal Candy reagerede instinktivt, lukkede lydløst døren til baglokalet bag sig og skærmede for den med sin krop.

“Du kan godt droppe skuespillet,” sagde Tiffany, hendes stemme en kølig, autoritær hvisken. Hun stoppede kun en meters penge foran Crystal Candy, hvis perfekte ansigt nu var spændt af en tyndslidt ro. “Jeg har gennemskuet dig – eller i hvert fald så godt som.”

Crystal Candys øjne blev store af skræk. Hendes maske begyndte at krakelere.

“Du og Bella Bomba – eller Bella von Bomba, som hun jo hedder,” fortsatte Tiffany, hendes stemme rolig, men med en underliggende trussel, “har en fortid. En fortid i det tidligere Østtyskland, for at være helt præcis.” Hun så på de gamle arkivskabe, de tyske noter. “De gamle håndklæder på badeværelset, med DDR-logoet. De passer perfekt ind. Jeg er overbevist om, at I to må være spioner.”

Et gisp undslap Crystal Candys læber. Hendes øjne forvandledes til et vildt, desperat blik.

“Og jeg ved nu også,” fortsatte Tiffany, ufortrødent, “at min elskede Bunny Belle er den forsvundne neurolog Ellé B. Lunny. Og at du og Bella von Bomba må have gjort noget ved hende.”

Crystal Candys ansigt var nu en maske af chok og fortvivlelse. Hun tog et par skridt frem, hendes blik forvildet og febrilsk, som om hun søgte en flugtvej i det rodede lokale. Men der var ingen steder at flygte. Hendes ben gav efter, og hun satte sig tungt på en stol bag skrivebordet, hendes tidligere elegance totalt forsvundet. “Så tæt på,” mumlede hun, stemmen knækket, gentagende ordene for sig selv, “Så tæt på. Så tæt på.”

Tiffany så bekymret på Crystal Candy. Hun havde forventet langt mere drama. Måske et raseriudbrud, et desperat flugtforsøg eller endda en fysisk konfrontation. Denne slappe og opgivende udgave af Crystal Candy havde hun slet ikke regnet med. Den dominante alfa i Tiffany var forvirret; hendes sejr føltes hul.

Tiffany, forvirret over Crystal Candys pludselige opgivenhed, mærkede en bølge af oprigtig bekymring skylle ind over sig. Den kolde, logiske domina i hende trådte tilbage, erstattet af en dybere, mere empatisk side. Hun trak en stol hen til Crystal Candys side og satte sig roligt ned. Forsigtigt lagde hun en kærlig hånd på Crystal Candys spændte arm.

Crystal Candy løftede langsomt blikket, hendes øjne stadig fyldt med en blanding af nederlag og frygt. De fik øjenkontakt. Crystal Candys mund åbnede sig, og hun begyndte forsigtigt at tale, hendes stemme var skrøbelig, uden antydning af hendes vanlige overlegenhed.

“Tiffany,” hviskede hun, hendes stemme knækket, “du må endelig ikke tro, at jeg er ond.” Hun tørrede en lille tåre væk fra øjenkrogen, hendes blik flakkede et øjeblik, før hun igen mødte Tiffanys øjne. “Jeg vil meget gerne dele min og de andres tragiske historie med dig. Jeg… jeg trænger til at fortælle den.”

Tiffany så nysgerrigt på Crystal Candy, hvis ansigt nu var præget af en sårbarhed, hun aldrig havde forestillet sig muligt. Stilheden i rummet blev kun brudt af den svage summen fra de tekniske apparater, mens Crystal Candy samlede sig for at begynde sin fortælling.

Crystal Candys stemme var stadig skrøbelig, men der lå en ny dybde i den, en sårbarhed, som Tiffany aldrig havde hørt før. Hun tørrede en sidste tåre væk og begyndte sin fortælling.

“Jeg vil starte med Bella von Bomba,” sagde Crystal Candy. “Du har ret. Vi har en fortid. Hun er min søster.”

Tiffany nikkede langsomt, det var logisk, når hun tænkte over det. Lighederne var der, selvom de var camouflerede af de ekstreme modifikationer.

“Vores mor var fra Østtyskland,” fortsatte Crystal Candy, “og vores far var fra Argentina. Vi arvede hver vores gener, deraf den markante forskel på os.” Hun stoppede et øjeblik. “Mit rigtige navn, forresten, er Kristal von Bomba.”

Tiffany lod navnet synke ind. Kristal vom Bomba. Det var et navn, der rummede både glamour og en mørkere fortid.

“Efter gymnasiet i Dresden,” sagde Crystal Candy og et fjernt blik faldt over hendes ansigt, “blev Bella tvangsforflyttet til et universitet i Moskva. Eller, det var i hvert fald, hvad de sagde. I virkeligheden blev hun valgt på grund af sin smukke, mørke hudfarve til at deltage i forsøg med plastic-operationer. Man havde dengang stjålet plantegningerne til amerikanernes nyligt opdagede ‘silly string implantater’.”

Tiffany’s øjne smallede. “Silly string implantater?” gentog hun, en uhyggelig genklang til Bunny Belles egen kropsmodifikation. “Så det var det, de fyldte i Bella?”

Crystal Candy nikkede. “Præcis. Stakkels Bella. Jeg husker, hvor hurtigt hendes krop forvandlede sig. Den svulmede op, voksede sig enorm, helt til et punkt hvor den pludselig stoppede med at udvikle sig. Det var en forfærdelig proces at se.”

“Og hvad med dig?” spurgte Tiffany. “Hvor var du imens?”

“Jeg blev i Østtyskland,” svarede Crystal Candy. “Jeg fik lov til at læse til læge med speciale i plastikkirurgi og genforskning. De så et potentiale i mig, en måde at udnytte min intelligens på til deres formål.”

En tavshed sænkede sig over rummet, fyldt med Crystal Candys ufortalte sorg.

“Da jeg var færdig med at studere, blev vi genforenede i Moskva,” fortsatte Crystal Candy. “Bella var utroligt glad for sit nye look, selvom vejen dertil havde været svær. Hun fortalte mig om talrige orgier og pervers sex, hun måtte deltage i sammen med magtfulde personer. En storbarmet mørk pige var guld værd i Moskva dengang. Det var… en barsk tid for hende.”

Tiffany lyttede, hendes tanker bearbejdede den nye, sørgelige side af Bella Bomba.

“Og ja, du har ret i det med spionerne,” sagde Crystal Candy og så direkte på Tiffany. “Bella og jeg blev hvervet som spioner. Vores mål var at udspionere i Vesten, med udgangspunkt i Danmark, som jo dengang var så liberal med porno og den slags. Deres primære mål var at finde en kilde til evig ungdom, som man mente Vesten var ved at udvikle her i Danmark under kodenavnet “Aqua Vita”.

Tiffany trak et skarpt åndedrag. Evig ungdom? Det var et pludseligt, uventet twist.

“Vores dække var pornoskuespillerinde for Bella,” forklarede Crystal Candy, “og genforsker for mig. Det gav os adgang til de kredse, vi skulle infiltrere.”

Tiffany nikkede langsomt. “Hvilke kredse var det så, I skulle infiltrere her i Danmark?”

Crystal Candy svarede, hendes stemme fangede nu en mere professionel tone, selvom den stadig var dæmpet. “Bella skulle fokusere på nye plasticoperationer og de netværk, der omgav dem. Jeg skulle fokusere på genforskning og de videnskabelige miljøer, der arbejdede med ‘evig ungdom’.”

Et fjernt smil spillede på Crystal Candys læber, da hun tænkte tilbage. “Bella havde opnået de perfekte mål dengang. 8000 ml bryster og 9000 ml bagdel. Hun var enormt populær i de film, hun lavede. Jeg husker, hun var med i ‘MEGA TITS’ og ‘MILK MAIDS 2’.” Crystal Candy stoppede, som om hun for første gang genoplevede succesen fra den tid.

“Jeg må indrømme, at jeg selv var lidt misundelig på Bella,” fortsatte Crystal Candy, hendes blik flakkede et øjeblik, et sjældent tegn på sårbarhed. “Misundelig på den opmærksomhed, hendes enorme krop fik. Jeg havde altid været den kloge, den pligtopfyldende, mens hun var den smukke. Pludselig var hun omdrejningspunktet, selvom det var under så grusomme omstændigheder. Den anerkendelse, selv den perverse, var noget, jeg i et svagt øjeblik også længtes efter.”

Hun trak vejret dybt, som om hun samlede mod til at afsløre den næste del af sin historie. “Da jeg opsnappede information om de helt nye slimplantater, der skulle være en forbedret version af dem, Bella fik, så jeg min chance. Jeg kom af omveje og bestikkelse med i forsøgsprogrammet, men jeg var ikke en passiv deltager. I skjul, under dække af natlige arbejdstimer og falske rapporter, saboterede jeg dem.”

Et uhyggeligt smil trak om Crystal Candys mund. “Jeg brugte al min viden om genforskning og plastikkirurgi til at modificere slimplantaternes genetiske kode. Målet var at gøre dem endnu bedre, endnu mere transformative, men også mere… ustyrlige. Desværre gik gen-forbedringen i slimplantaterne ikke helt efter hensigten. Jeg begyndte at gylpe små slimplantater op.” Hun kiggede på Tiffany, et blik der søgte forståelse. “De mente, det var, fordi de oprindelige slimplantater var defekte, en fejl i processen. Så programmet blev lukket ret hurtigt, og jeg gik fri.”

Tiffany lyttede intenst. Hun huskede tydeligt, hvordan Crystal Candy for ikke så længe siden havde gylpet Tiffanys egne slimplantater op. Pludselig gav det hele en ny, foruroligende mening. Crystal Candys egne erfaringer havde banet vejen for Tiffanys skæbne.

Crystal Candy fortsatte, hendes stemme nu mere stabil, næsten klinisk. “Men siden jeg fik de modificerede slimplantater, har jeg kunne producere nye, som jeg kunne gylpe op. Og – jeg kunne producere store mængder savl på kommando. En uventet, men yderst anvendelig bivirkning.”

Crystal Candy trak vejret dybt, hendes stemme genvandt en smule af sin styrke, dog stadig farvet af melankoli. “Jeg satte alt ind på at redde Bella. Jeg kunne ikke bare lade hende forsvinde sådan. Ved et tilfælde fik jeg kontakt med en meget lovende neurolog, en ung kvinde, der arbejdede med nogle banebrydende teorier om hjernebølger og bevidsthed.” Crystal Candy kiggede på Tiffany, et skær af smerte i øjnene. “Det var Ellé B. Lunny. Din Bunny Belle.”

Tiffany gisped, de sidste brikker faldt på plads med et ubehageligt klik. Bunny Belles fortid som hjerneforsker. Det gav mening, men chokket overfangte hende stadig.

Tiffany så, hvordan Crystal Candy blev fjern i blikket. En skygge af sorg drev ind over hende: “det var efter forsøgene på mig, at Bellas silli-string-implantater begyndte at vokse igen”. Crystal Candy så meget bedrøvet ned inden hun fortsatte: “de begyndte pludselig at vokse igen. Ikke bare lidt – men – meget. Hendes hud slog revner og til sidst så vi ingen anden udvej end at amputere dem”

“Amputere dem?” spurgte Tiffany forfærdet. Crystal Candy nikkede bedrøvet: “Brysterne var nemme nok – men – de stadigt voksende implantater i hendes booty var straks vanskeligere. De viste sig umuligt at gøre noget ved”. Crystal Candy tørrede sine øjne, inden hun bedrøvet fortsatte.

“Ellé og jeg besluttede at lægge Bella i koma og lade hende være ved bevidsthed i en kunstig virkelighed,” fortsatte Crystal Candy, hendes blik flakkende mod de tekniske tegninger på væggen. “Vi kombinerede med andre ord vores evner: hendes neurologiske ekspertise med min viden om genforskning og vævsmodifikation. Den første udgave af simulatoren var ren tekst. Jeg kunne kommunikere med Bella via et tastatur og en skærm, mens hun lå i koma.”

Et svagt smil, fyldt med nostalgi, dannede sig på Crystal Candys læber. “Jeg elskede at skrive eventyr til Bella, hvor hun var hovedpersonen. Hun sagde altid, at når jeg skrev eventyr til hende, var det, som om jeg var med i dem. Det gav mig inspirationen til at skabe simulatoren, som du kender den i dag. Så vi kunne mødes i et eventyr og være sammen der.”

Tiffany lyttede, et udtryk for dyb undren i hendes ansigt. “Men… men Bunny Belle,” begyndte Tiffany, “hun er jo… hun er så…” Ordene hang i luften, for ufuldendte til at fange Ellé B. Lunnys nørdede fortid og Bunny Belles nuværende “blondinedumhed.”

“Ellé var den helt store drivkraft bag simulatoren,” sagde Crystal Candy. “Det er faktisk hendes opfindelse.”

Tiffanys øjne udvidede sig i ren vantro. Bunny Belle? Den kvinde, der ikke kunne finde ud af tid, havde opfundet simulatoren? Hendes hjerne kæmpede med at forene de to billeder. Det var ubegribeligt.

“Ellé arbejdede utrætteligt,” fortsatte Crystal Candy, hendes stemme fyldt med stolthed, blandet med en ny form for sorg. “Og endelig, en dag, havde hun fået simulatoren til at virke næsten helt perfekt. Jeg kunne skrive eventyr, Bella kunne opleve sig selv i eventyrene, Ellé og jeg kunne tage ind i simulatoren – men vi kunne ikke finde Bella. Uanset hvor meget vi end ledte, kunne vi ikke finde hende. Det tætteste, vi kan komme, er, at hun er et sted i en kæmpe ørken. De gange, Ellé er i simulatoren alene, har hun mødt Bella alle steder – dog nød de mest at mødes på en café.”

Tiffanys øjne genkendte med det samme den café. Den på Bimbo Boulevard-simulationen, hvor hun og Bunny Belle også havde mødt Bella Bomba. Så det var derfor, Bnnny-boo var så glad for den cafe!.

“Vi fandt ud af, at en fejl i systemet har gjort, at fordi vores DNA er så ens, Bellas og mit, kan vi aldrig være det samme sted på én gang i simulatoren,” sagde Crystal Candy, hendes stemme igen knækkede af sorg. Hun sank sammen på stolen, ansigtet forvrænget af smerte. “Jeg har aldrig kunnet møde min søster derinde.”

Tiffany holdt om hende, hendes egen sorg voksede ved tanken om denne tragiske adskillelse. Det var ikke bare en historie om forsvundne agenter og vilde eksperimenter; det var en historie om kærlighed og tab utallige gange, hun havde set Crystal Candy fordre Bunny Belle med savl, en handling der nu tog en helt ny betydning i lyset af Crystal Candys fortid og hemmelige evner.

Crystal Candy rejste sig langsomt fra stolen, hendes bevægelser stadig præget af den følelsesmæssige udmattelse, men med en ny beslutsomhed. Hun gik hen til et af de grå arkivskabe i metal, der fyldte værelset, og trak en sagsmappe frem. Mappen var tyk, dens ryg mærket med et omhyggeligt, men falmet, etiket: “Ellé B. Lunny.”

Hun lagde mappen på det rodede skrivebord og åbnede den. Det første, Tiffany så, var to fotos, der lå øverst. Billeder af Bunny Belle fra før hun blev den overdådige bimbo, Tiffany kendte. Hendes alder syntes at være omkring 28 på begge billeder.

Det første billede viste Ellé B. Lunny i et udpræget kikset, nørdet outfit: en oversized, strikket cardigan, en skjorte med en knap helt op i halsen, og et par store, gammeldags briller, der skærmede en stor del af hendes ansigt. Hendes hår var sat op i en stram, usexet hestehale, og hendes holdning var let foroverbøjet, som om hun altid var klar til at fordybe sig i en bog. Tiffany bemærkede hendes dengang flade brystkasse og en generel mangel på opmærksomhed på sin krop. Hun lignede prototypen på en akademiker, der var fuldstændig ligeglad med sit udseende, en krop udelukkende brugt som et fartøj for en brillant hjerne.

Det andet billede, taget umiddelbart bagefter, var afklædt. Ellé B. Lunny stod akavet, nøgen og ubehagelig foran kameraet. Hendes krop var spinkel, hendes bryster små A-skåle, og hun udstrålede en sårbarhed og usikkerhed. Der var ingen spor af den selvsikkerhed eller sensuelle bevidsthed, som definerede Bunny Belle i dag. Tiffany så den ubevidste skam i hendes holdning, den måde hun krydsede armene en smule over sig selv, som om hun forsøgte at skjule sin krop, der endnu ikke var blevet et objekt af beundring og begær. Det var et chokerende indblik i den transformation, Bunny Belle havde gennemgået.

Crystal Candy pegede på billederne af Ellé B. Lunny, der lå spredt på skrivebordet. “Her er Bunny Belle i hendes fortid,” sagde hun, stemmen fyldt med en blanding af vemod og en snert af beundring. “Hun havde længe bemærket, at jeg savnede Bella dybt. En dag kom Ellé til mig og sagde, at hvis jeg ville, måtte jeg gerne forsøge at genskabe Bellas figur på hende.”

Tiffany lyttede, chokeret over omfanget af Bunny Belles offer. Crystal Candy fortsatte: “Ellé gav mig lov til at udføre kosmetiske operationer på hende, så hun kom til at ligne Bella. Operationerne var succesfulde – til en vis grænse. Nok lignede Ellé Bella mere og mere, men det var aldrig helt det samme. Det længste, vi kunne komme, var de mål Bella havde lige inden hendes bryster begyndte at slå revner: 8000 ml bryster og 9000 ml bagdel.”

Tiffany lyser op. En erindring blinkede i hendes sind: Bellas underlige reaktion, da hun på ranchen havde fortalt hende Bunny Belles bryst- og bagdelmål. Det gav jo fuldkommen mening nu. Bella havde genkendt sine egne tidligere mål i Bunny Belles krop.

“Da vi ikke kunne komme længere i den virkelige verden,” fortsatte Crystal Candy, “forsøgte vi efterfølgende at programmere kunstige Bella’er i simulatoren. Dog var det af yderste vigtighed, at de ikke var 100% kopier, da to næsten ens DNA-strenge aldrig kan være i simulatoren på samme tid og sted. Vi forsøgte derfor at lave to næsten identiske kloner af Ellé i simulatoren, som vi kunne eksperimentere med.”

Tiffanys hyper-hjerne arbejdede på højtryk, brikkerne faldt hurtigt på plads. Pludselig gav det hele mening. “Det var derfor Bunny Belles to klon-veninder, der var simuleret på caféen, var henholdsvis asiat og afrikaner!” udbrød Tiffany. “Det var for at undgå ligheder i DNA!”

Crystal Candy så imponeret på Tiffany. Et lille smil, ægte denne gang, dannede sig på hendes læber. “Præcis, Tiffany. Jeg roser dig for dit skarpe sind. Du har fuldstændig ret.”

Tiffany kiggede på Crystal Candy, hendes pande rynket i en dyb tanke. “Men hvorfor er Bunny Belle og klonerne så ekstremt blondinedumme, nu den oprindelige Ellé B. Lunny var så ekstremt klog?”

En mørk skygge gled ind over Crystal Candys ansigt, og hun blev mærkbart trist. “Det er den tragiske del, Tiffany,” sagde hun, hendes stemme dæmpet. “At kopiere en så klog hjerne som Ellé B. Lunny var dengang, med datidens teknologi, ville have været umuligt.”

Crystal Candy fortsatte: “Bella eksisterede i simulatoren, fordi hendes hjerne var permanent sluttet til. Ellé og jeg eksisterede i simulatoren, fordi vi var koblet til den gennem simulationsrummet. Men at have to kopier af Ellés dengang enorme intellekt på floppy disketter – det ville være en umulig opgave. Datidens lagerkapacitet var simpelthen ikke tilstrækkelig.”

Et forsigtigt, vemodigt smil dannede sig på Crystal Candys læber. “Derfor besluttede vi os for at programmere blondinedumme udgaver. Så dumme, at de lige nøjagtigt kunne være på en floppy diskette.”

Tiffany smilede tilbage, hendes egen anerkendelse af den grumme nødvendighed blandede sig med empati. “Det var da i grunden ret smart,” sagde hun. En makaber, men ingenlunde ulogisk, løsning på et komplekst problem.

Crystal Candy nikkede, en svag, vemodig trækning om hendes mund. “Både Ellé og jeg nød at lege med klonerne,” sagde hun. “Ellé var så fascineret af, hvordan de reagerede, og jeg… ja, jeg nød den ukomplicerede leg og den hengivenhed, de udviste. Du ved det jo selv, Tiffany, hvor hyggeligt det er at lege med Bunny Belles blondinedumme sind. Man kan jo ikke andet end at holde meget af det.”

Tiffany gav hende ret. Hun tænkte på de mange grin og den ubetingede kærlighed, Bunny Belle havde givet hende. Det var umuligt ikke at elske hende, præcis som hun var.

En mørkere skygge faldt over Crystal Candys ansigt, og hun tøvede, før hun fortsatte. “Men så skete ulykken. Det var den dag, alt gik galt.” Hendes stemme faldt til en næsten uhørlig hvisken. “Ellé var logget på simulatoren, dybt inde i en af de nye testsekvenser. Der var en uventet strømspids i hovedserveren, udløst af en fejl i et af de gamle backup-systemer. Systemet panikkede, og i et forsøg på at stabilisere sig, overskrev det Ellés hjerne med data fra klonerne. Hvilket resulterede i den blondinedumme Bunny Belle, der er her på klinikken i dag.”

Crystal Candys øjne fyldtes igen med tårer. Smerten over tabet var tydelig.

Crystal Candy tørrede en tåre bort og fortsatte, hendes stemme fuld af dyb vemod. “Ellé – din Bunny Belle – var så utrolig klog, Tiffany. Hendes hjerne var fænomenal.” Crystal Candy kiggede på Tiffany, et blik der viste den ægte sorg, hun bar. “Jeg savnede hendes faglige sparring så uendeligt meget. Vores partnerskab var uundværligt. Ikke alene havde jeg mistet min søster Bella til simulatoren – nu også Ellé. Ikke hende som person, men hendes fantastiske hjerne.”

“Det var også dér,” fortsatte Crystal Candy, hendes stemme sank til en hvisken, “at jeg mistede den sidste direkte kontakt med Bella. Jeg kunne se, hun var online i simulatoren – hun var aktiv derinde – men jeg kunne ikke finde ud af, hvor hun befandt sig, uden Ellés hjerne til at navigere systemet. Det tætteste, jeg kunne komme på det, var stadig et sted i den enorme ørken.”

Crystal Candy rystede på hovedet, en bitter erindring. “Jeg har mange gange brugt dage i den ørken, forsøgt at finde hende. Men det var, som om der var et stort område, jeg bare ikke kunne komme igennem. Jeg kunne nå et punkt, hvor jeg kunne mærke og føle, at jeg gik – men omgivelserne ændrede sig ikke. Som om området var låst, en digital barriere.”

Igen gav tingene mening for Tiffany. Det var derfor, hun var nødt til at gå uden for ranchens område, da hun ville stoppe simulationen. Det var derfor, hun var nødt til at gå, da hun ankom, for at nå hen til ranchen, frem for bare at lande tættere på. Alle de små, irriterende detaljer, der tidligere havde virket meningsløse, faldt nu på plads som brikker i et gigantisk puslespil.

“Det giver alt sammen mening nu,” sagde Tiffany til Crystal Candy. “Det var derfor, jeg skulle gå ud af ranch-området for at stoppe simulationen. Og derfor jeg skulle gå så langt for at nå ranchen, da jeg landede der.”

Crystal Candy så beundrende på hende. “Præcis, Tiffany. Du ser de sammenhænge, Ellé ville have set. Du forstår det.”

Crystal Candy så beundrende på hende, hendes blik flakkede et øjeblik, ladt med en længsel efter fortiden. Hendes øjne borede sig ind i Tiffanys, en intensitet der næsten fik luften til at dirre.

“Da du kom ind på klinikken første gang, Tiffany,” begyndte Crystal Candy, hendes stemme næsten en hvisken, “så jeg et glimt. Et potentiale. Du var anderledes. Om end meget genert og sky, kunne jeg se, at du var klog, i stand til at tænke, at din hjerne rummede noget særligt. Gennem de mange simulationer med dig og Bunny Boo i simulatoren, testede jeg dig i det skjulte. Resultatet var, at din hjerne havde et fantastisk potentiale, et ubrugt reservoir af intelligens.”

Crystal Candys øjne lyste af en mærkelig passion. “Det var derfor, jeg udviklede alfa-savlen. For at styrke din hjerne. Det var derfor, jeg placerede den flere steder i simulatoren – strategisk placeret. For at du skulle indtage den. For at du skulle blive klog, at din sande dominans kunne folde sig ud.”

Tiffany stirrede på Crystal Candy, en bølge af modsatrettede følelser skyllede ind over hende. Chok. Forvirring. Men også en nagende fornemmelse af genkendelse. Alt det, hun havde opfattet som tilfældigheder eller ubehagelige eksperimenter, var i virkeligheden en kalkuleret plan. Crystal Candy havde manipuleret hende, formet hende, drevet hende frem mod denne erkendelse.

Vreden flammede kortvarigt op i Tiffanys indre. At blive brugt på den måde, at være en brik i et andres spil – det var imod alt, hvad hendes dominerende natur stod for. Men under vreden lå en iskold, intellektuel beundring. Crystal Candys plan var genial i sin kompleksitet, i sin langsigtede vision. Og det havde virket. Tiffany var blevet klogere, hendes hjerne var blevet styrket. Hun var blevet den dominatrix, hun var bestemt til at være. Den rå sandhed var, at Crystal Candy havde skubbet hende mod hendes eget fulde potentiale, selvom midlerne havde været skruppelløse.

Hendes blik fæstnede sig på Crystal Candys, en ny forståelse glimtede i hendes øjne. Spillet var ændret.

Tiffany stirrede på Crystal Candy, en bølge af ren vrede skyllede op i hende. Manipuleret. Narret. Hendes sind kogte.

“Du havde ingen ret,” sagde Tiffany, hendes stemme iskold, fyldt med raseri. “Ingen ret til at gøre dette mod mig. Til at lege med mit liv, min krop, mit sind. Hvem tror du, du er?”

Crystal Candys ansigt stivnede, hendes øjne lyste af en mærkelig blanding af udfordring og forsvarsvilje. “Ingen ret?” gentog hun, en spydig tone i stemmen. “Men Tiffany, er du ikke lykkelig nu? Er dit liv ikke tusind gange bedre end dit tidligere liv bag kassen i et supermarked, som en grå lille mus ingen så? Er du ikke stærkere, klogere, mere dominerende, end du nogensinde drømte om at blive?”

Tiffany frøs. Ordene ramte hende som et slag. Hun var lykkeligere. Hendes liv var tusind gange bedre. Crystal Candy havde ret. Hun havde frigjort et monster, en gudinde, hun ikke vidste, boede i hende. Men…

Hendes øjne smallede til sprækker. “Hvordan… hvordan vidste du det?” sagde Tiffany langsomt, hendes stemme farlig. “Hvordan vidste du, hvad jeg lavede, før jeg kom her? Jeg har aldrig fortalt dig om det.”

Crystal Candy blev stille. Hendes ellers så polerede ansigt fik en svag rødme, en anelse flovhed glimtede i hendes øjne. Hun sænkede blikket kort, undveg Tiffanys skarpe blik.

“Du har ret,” mumlede Crystal Candy, hendes stemme usædvanligt dæmpet. “Det har du aldrig. Jeg… jeg brugte lang tid på at finde den perfekte kandidat til mit eksperiment. En, som ingen ville savne.” Hun løftede igen blikket, nu med en ubehagelig ærlighed. “Jeg kom på sporet af dig ved at analysere din søgehistorik på internettet. Og jeg hackede supermarkedets overvågning for at se dig an. Jeg studerede dig, Tiffany. Studerede din ensomhed, din frustration. Din skjulte intelligens. Dit potentiale.”

Pludselig stivnede Crystal Candy. Hendes øjne blev store, som om en iskold erkendelse ramte hende. Hendes ansigt blegnede, en tynd sprække af panik viste sig i den ellers så kontrollerede maske. Hun havde talt over sig. Meget over sig.

Tiffany stirrede på Crystal Candy, foragt knitrende i hendes blik. Den iskolde erkendelse af manipulation fik hendes mave til at vende sig.

Crystal Candys ansigt var blegt, gennemsyret af en dyb flovhed, der fik hendes ellers så polerede maske til at krakelere yderligere. Hun sænkede blikket, ude af stand til at møde Tiffanys skarpe øjne. “Du har ret, Tiffany,” mumlede hun, hendes stemme knapt hørbar. “Det var… det var ikke meningen, at det skulle gå så langt, som det gjorde.” Hendes blik flakkede op igen, nu fyldt med en febrilsk overtalelseskraft. “Men du… du satte gang i en helt fantastisk udvikling i dig selv. En jeg slet ikke kunne lade være med at hjælpe videre. Dit potentiale var simpelthen for stort til at ignorere.”

Tiffany trak vejret dybt ind, hendes nyligt hyper-skærpede hjerne kørte på højtryk, analyserede hvert ord, hver nuance i Crystal Candys stemme, hver rystelse i hendes ellers så faste facade. Og hun måtte give hende ret. En isnende, logisk accept bredte sig i hende. Hun havde det liv, hun altid havde drømt om. Hendes krop var præcis, som hun altid havde ønsket, den skulle være – en kvindes drøm, et symbol på hendes ultimative dominans. Og, vigtigst af alt, hun havde sin Bunny-boo. Hendes hjerte dunkede med en ny erkendelse. Var det ikke for alt dette her – denne grusomme, geniale manipulation – ville hun aldrig have fundet sit livs kærlighed. Den tanke var pludselig mere overvældende end selv vreden.

Tiffany så på Crystal Candy, og det var, som om en brik faldt helt på plads. Den brændende foragt, hun havde følt, begyndte at falme, erstattet af en mærkelig, kompleks forståelse.

“Du har ret,” sagde Tiffany, hendes stemme blødere nu, men med en ny dybde. “Du har fuldstændig ret. Jeg er her, hvor jeg gerne vil være. Jeg er den, jeg altid har ønsket at være. Og det er takket være dig.”

Crystal Candys øjne blev store, et strejf af håb og overraskelse glimtede i dem. De to kvinder, der for få øjeblikke siden havde været fanget i en hård konfrontation, så nu på hinanden med en ny form for anerkendelse. En stilhed sænkede sig, fyldt med den ufortalte kompleksitet af deres relation.

Tiffany rakte langsomt ud. Crystal Candy tøvede kun et øjeblik, før hun besvarede gestussen. De omfavnede hinanden, et stramt, næsten desperat kram. I det øjeblik, midt i al den rodede videnskab og mørke fortid, var alt tilgivet. En uventet alliance var født.

Crystal Candy løsnede grebet om Tiffany, hendes øjne fyldt med en dyb, ulykkelig sorg. “Jeg troede, jeg havde skabt alt,” sagde hun, stemmen knækket. “Min søsters udseende og former i Bunny Belle – de der fyldige bryster, den enorme røv… jeg troede, jeg kunne genskabe det perfekte billede af Bella. Og din fantastiske hjerne i dig, Tiffany. Jeg troede, jeg kunne samle Bella igen, stykke for stykke, i nye kroppe.”

Et smertefuldt suk undslap hende. “Men så, da jeg gennem overvågningen i simulatoren så Bella på caféen sammen med både dig og Bunny Belle – ja,” hendes blik flakkede og fæstnede sig på Tiffany, et udtryk af total opgivenhed, “så vidste jeg. Uanset hvor meget jeg end forsøgte, ville jeg aldrig kunne genskabe min søster. Aldrig.”

En tåre trillede langsomt ned ad Crystal Candys kind. “Jeg savner hende så ubeskriveligt meget,” mumlede hun, hendes stemme knapt hørbar, et ekko af tab i det sterile rum.

Crystal Candy satte sig tungt og opgivende på en stol bag skrivebordet, hendes skuldre faldt sammen. Hun virkede pludselig meget lille og knækket, al den tidligere kontrol og overlegenhed forduftet.

Tiffany gik ned på hug foran hende, hendes blik blødt og medfølende. “Jeg har mødt Bella,” sagde Tiffany, hendes stemme rolig og beroligende. “På hendes ranch. I simulatoren.” Hun smilede forsigtigt. “Du ville blive overrasket. Hun har skabt et fantastisk sted. Den ligger midt i en gigantisk, gold ørken, der er særlig barsk og udtørret omkring rammerne af simulatoren. Men Bella har, med omhyggelig brug af sprinkleranlæg, forvandlet ranchen til en grøn, frodig oase. Der er perfekt klippet græs og enkelte høje træer, der giver tiltrængt skygge. Ranchen er en typisk texansk ranch, men med et tydeligt, stærkt latino-inspireret præg. En bred veranda strækker sig langs den ene side af hovedhuset ved indgangen, perfekt til at sidde og nyde aftensolen. Og bagved hovedhuset ligger staldbygningerne, opført i den samme varme, indbydende stil.”

Et svagt smil trak om Crystal Candys læber, hendes øjne, stadig fugtige af tårer, fik et glimt af varme. “Er det sandt?” mumlede hun, en snert af håb i stemmen. “Et smukt sted? Hun har virkelig skabt det… derinde?” En lettelse bredte sig over hendes ansigt. “Jeg er så glad for, at min søster har skabt et smukt sted i simulatoren.”

Tiffany så Crystal Candy live op ved beskrivelsen af søsterens ranch. Hun fortsatte med en blødere stemme. “Og Bella… hun er lige så smuk, som du husker hende. Hendes ansigt er uforandret, men hun har i simulatoren valgt et helt særligt look til sin krop.” Tiffanys stemme sank til en mere intim, nærmest pervers hvisken. “Hun har fået enorme, tunge hængebryster. De er så store, at de nærmest når hendes talje, et væld af blødt, levende kød, der gynger og dasker med hver mindste bevægelse. De er så tunge, at det ser ud som om, de trækker i hendes ryg, en syndig, blød masse der inviterer til at blive grebet og krammet. Man kan næsten høre dem sukke, når hun bevæger sig.”

Crystal Candy smilte, et ægte, omend vemodigt, smil. “Hængebryster…” mumlede hun drømmende. “Ja, Bella har altid været fascineret af hængebryster. Faktisk var det det look, hun havde håbet på at få med sine ‘silly strings’, men det gav desværre et look, der var langt mere rundt og pornstar-agtigt.” Hun rørte ved sin egen perfekte barm med en svag, utilfreds rynke.

“Hun havde en elskerinde i sin ungdom,” fortsatte Crystal Candy, hendes stemme blev mere fortrolig og mindeværdig. “En moden kvinde, virkelig ekstremt storbarmet. Hendes patter var enorme, gigantiske hængebryster, der var så store, at de så ud til at have deres egen vilje. Bella tilbad dem. Hun drømte om at få sådan nogle selv en dag.”

“Men,” Crystal Candys smil falmede, og hendes øjne blev igen bekymrede. “Er hun ikke ensom på ranchen? Så alene i den der simulerede virkelighed?” stemmen var nervøs, usikker.

Tiffany rystede på hovedet, et triumferende smil bredte sig over hendes ansigt. “Overhovedet ikke. Hun har tre frække fembois til at varte sig op og tilbede hende. De er der for at opfylde ethvert tænkeligt ønske. Bella mangler intet.”

Crystal Candys skuldre sank en smule. Hun tog en dyb indånding, som om hun forberedte sig på at afsløre en tung hemmelighed. “Det… det er faktisk noget, der har tynget mig i årevis,” begyndte hun, hendes stemme blev blødere, næsten skamfuld. “Før ulykken med Ellé, sendte Ellé og jeg fire unge fyre ind i simulatoren. Vi fortalte dem, det var en form for avanceret rejse. Et eksperiment i virtuel virkelighed. Jeg fortalte dem, at de ville opleve eventyr, som ingen andre.” Crystal Candys blik flakkede, undvigende Tiffanys øjne. “Jeg følte mig så forfærdelig, da de forsvandt. Jeg har altid tænkt på dem som forsvundne, måske fanget i en digital tomhed. At vi bare… mistede dem.” Hun rynkede panden, en dyb fure mellem øjenbrynene. “De var så fulde af håb, og jeg lovede dem så meget.”

“De er meget lykkelige, hvor de er,” forsikrede Tiffany hende, hendes stemme fuld af varme. “Og Bella passer godt på dem. De forguder hende.”

Det gjorde Crystal Candy glad. En sten syntes at falde fra hendes hjerte, og hun sukkede dybt af lettelse.

Tiffany fortsatte med at fortælle om Bellas hemmelige elsker, Bruce.

“Han er en enormt muskuløs bodybuilder-type,” forklarede Tiffany. “En gigantisk, muskuløs mande-hingst. Han er fuldt ud lydig og underdanig over for Bella Bomba, og hans eneste formål er at tjene og være et ‘kneppehul’ og sædopsamler for de andre mande-hingste. Han er en del af simulationen.”

Tiffany beskrev Bruces udseende: “Han har en mega horsecock på 44 cm med fodboldstore testikler og er ekstremt muskuløs og stor.” Hun nævnte også, at han bærer en sadel, når han bliver redet, og at hans måde at tale på primært består af stønnen, suk og kropssprog, der udtrykker lydighed og nydelse.

“Han startede som en femboi,” fortalte Tiffany, “men Bella satte ham i en form for stald, hvor ekstremt store og hårdt pumpede mænd kneppede ham non-stop, fyldte ham med den ene ladning sperm efter den anden. Hans eneste formål er at opsamle deres sæd og koncentrere den i sine egne nosser til en slags supersperm, som Bella nyder at indtage.”

Crystal Candy lyttede meget nøje med. Hun lagde især mærke til detaljen om, at Bruce opsamlede og koncentrerede sæden. En ny tanke syntes at spire i hendes hjerne, hendes øjne fik et kalkulerende udtryk, da hun forbandt denne information med sine egne gen-forbedringer.

Crystal Candys øjne, der et øjeblik havde været bløde af erindringer, blev pludselig skarpe og intense. Hun lænede sig frem, hendes tidligere sårbarhed erstattet af en dyb, faglig nysgerrighed. “Fortæl mig mere om Bruce,” sagde hun, stemmen lav og fokuseret. “Hvad er den biokemiske mekanisme bag sædopsamlingen og koncentrationen? Er der tale om en membranfiltrering eller en osmotisk proces? Hvilke enzymer er involveret i rekoncentreringen af spermatozoernes motilitet og potentielle modifikationer på molekylært niveau?”

Tiffany måtte tilstå, at hun ikke kunne svare. “Jeg… jeg er ked af det, Crystal Candy,” sagde hun. “Jeg kender ikke de tekniske detaljer bag det. Jeg har bare set det ske.”

Crystal Candys pande foldede sig i en kort rynke, tydeligt utilfreds med Tiffanys manglende tekniske viden. Hendes frustration varede dog kun et øjeblik, før hun skiftede spor. “Fint,” sagde hun, hendes stemme igen klinisk. “Men hvad er formålet? Hvad gør Bella så med denne ‘supersæd’? Du nævnte, at hun indtager den.”

Tiffany tøvede, et lille smil spillede på hendes læber. “Hun drikker den,” svarede hun, en snert af legende undvigelse i stemmen.

Crystal Candys øjne borede sig ind i hende, intense og gennemskuende. “Hun drikker den, Tiffany? Er det alt?”

Efter et kort, men intenst blikmøde, og et par af Crystal Candys insisterende spørgsmål, måtte Tiffany give sig. Den kølige dominatrix i Crystal Candy var vågen, og Tiffany vidste, at der ikke var nogen vej udenom. Med et dybt suk, der næsten var et støn, sagde hun: “Nej, ikke kun drikker den. Af og til, når hun virkelig vil forkæle sig selv, indtager hun den… vaginalt.” Hendes stemme faldt til en mere lummer hvisken på det sidste ord.

Crystal Candys øjenbryn løftede sig, et udtryk for overraskelse, der hurtigt blev erstattet af videnskabelig nysgerrighed. “Interessant. Hvad er det så for en effekt, denne såkaldte ‘supersæd’ har? Hvilke fysiologiske eller genetiske ændringer observeres?”

Tiffany forsøgte at trække tiden ud, et perverst grin lukkede sig inde i hende, mens hun mærkede Crystal Candys skarpe blik. Hun følte sig pludselig meget eksponeret, men vidste, at hendes dominatrix-veninde ville have sandheden. Med et dybt åndedræt, der fyldte hendes lunger med den søde duft af “søde kirsebærblomster” fra sæben i badet, begyndte hun.

“Hvis man drikker den,” forklarede Tiffany, hendes stemme blev mere tøvende, som om hun nød at lade spændingen bygge sig op, “så bliver man stærkere. Mere… muskuløs.” Hun stoppede, nød Crystal Candys forventningsfulde ansigt. “Men… og dette er den sjove del, min kære Crystal Candy,” fortsatte Tiffany, hendes stemme nu farvet med en let perversitet, “hvis man får den op i fissen, så påvirker den ens DNA, så man bliver til en futa.”

For at demonstrere rejste Tiffany sig fra stolen. Hendes morgenkåbe faldt løst om hendes slanke krop, da hun fokuserede. Langsomt, med en næsten hypnotisk kraft, lod hun sin futa-pik svulme frem, den voksede sig fuld og stiv under det bløde stof, et utvetydigt bevis på hendes ord.

Crystal Candy var målløs. Hendes øjne var naglet til Tiffanys voksende maskulinitet, et udtryk for yderste forbløffelse og dyb imponerethed bredte sig over hendes ansigt.

Crystal Candy brød tavsheden, hendes stemme dirrede af fascination. “Utroligt! En futa…” Hendes blik var stadig klistret til Tiffanys futa-pik. “Det er en fantastisk udvikling, Tiffany. I Japan, hvor genforskningen er nået uanede højder, er futaer blevet utroligt populære. De anses for at være den ultimative form for biseksuel nydelse, i stand til at give og modtage med samme intensitet. Deres evne til at kombinere maskulin penetrering med feminin receptivitet skaber en helt ny dimension af nydelse, et sansemæssigt overdådigt spektrum, der har fanget nationens opmærksomhed.”

Hun flyttede endelig blikket fra Tiffanys skød til hendes ansigt. “Rent praktisk,” fortsatte Crystal Candy, hendes lægelige og videnskabelige sind tog over, “når alfa-spermen kommer i kontakt med slimhinderne i vagina, trænger de aktive enzymer ind i cellerne. Disse enzymer er designet til at målrette og aktivere latente gener i kroppens DNA, genetik der har ligget slumrende i årtusinder. De modificerer de XX-kromosomer, der definerer den kvindelige kønscelle, og introducerer Y-kromosom-lignende sekvenser. Det er en genetisk restrukturering, der omprogrammerer cellerne til at producere testosteron og udvikle maskuline kønsorganer, alt imens de feminine træk bevares. Det er en kompleks, men yderst effektiv, DNA-forvandling.

Pludselig faldt Crystal Candy hen i en form for eftertænksom trance, hendes blik fæstnet et sted hinsides de fysiske vægge i rummet. Hendes hjerne arbejdede febrilsk, og en ny, vild idé tog form. Ændret DNA. Hvis Bella virkelig havde indtaget supersæd og var blevet en futa, så måtte hendes DNA jo være ændret! Og hvis hendes DNA ikke længere var så identisk med Crystal Candys, så… så kunne Crystal Candy besøge Bella i simulatoren! Muligheden sendte en bølge af håb og spænding gennem hende.

Crystal Candy ville undersøge det med det samme. Hun rejste sig brat og bevægede sig målrettet mod et af de tekniske skabe, hvor hun fandt udstyr til at tage en blodprøve. “Tiffany,” sagde hun, hendes stemme nu fyldt med en ny, intens energi, “jeg er nødt til at tage en blodprøve fra dig. Du har jo indtaget supersæd, så dit DNA må være ændret.”

Tiffany, fascineret af Crystal Candys pludselige forvandling fra fortvivlelse til videnskabelig iver, gav hende lov. Crystal Candy var hurtig og præcis. Hun tog blodprøven og analyserede den straks ved hjælp af en lille maskine, der var sluttet til en af de mange skærme på skrivebordet.

Mens data flimrede over skærmen, fortalte Crystal Candy, hendes stemme næsten spændt: “Jeg har en lille DNA-prøve fra din første tur i simulatoren, Tiffany.”

Hun sammenlignede de to prøver på skærmen, hendes øjne skannede de komplekse data. Et udråb af triumf undslap hendes læber. “Det er sandt! Dit DNA er i sandhed ændret!”

Crystal Candy var fuldstændig ekstatisk. Hendes ansigt, der for få øjeblikke siden var præget af sorg og videnskabelig fordybelse, lyste nu op i et bredt, triumferende smil. Hun sprang op fra stolen, hendes øjne strålende af en nyfundet håb. “Jeg skal i simulatoren! Jeg skal besøge min søster Bella med det samme!”

Hun vendte sig febrilsk mod Tiffany. “Hvordan finder jeg derhen, Tiffany? Hvordan kommer jeg til Wildcard Ranch?”

Tiffany smilede, glad for at se Crystal Candy så levende. “Du skal igennem ørkenen,” forklarede hun. “Du skal gå mod syd, en dags tid. Det er en lang tur, men det er det hele værd. Du kan ikke fare vild; ranchen er et syn, der ikke kan overses, når du kommer tæt på.”

Crystal Candy var forvandlet. Hendes øjne strålede af en glæde og et håb, Tiffany aldrig havde set hos hende. Uden et sekunds tøven løb hun ud af kontoret, den tykke sagsmappe med Ellé B. Lunnys fortid liggende åben på skrivebordet. Tiffany hørte hendes skridt forsvinde ned ad gangen, efterfulgt af et dæmpet svup, da døren til simulatoren åbnede og lukkede sig.
Historien fortsætter under reklamen

Tiffany sad alene tilbage i det rodede kontor. Stillheden var larmende efter den dramatiske fortælling og Crystal Candys pludselige forsvinden. Hendes hjerne summerede stadig af de nye oplysninger – Bellas skæbne, Bunny Belles sande identitet og Crystal Candys egen dybe, skjulte sorg.

Har du selv bimbo-drømme – eller – er du en bimbo – så tøv ikke med at skrive til mig.

Har du forslag til kommende afsnit, er sparring altid velkommen