Underbukserne blev trukket af mig og nogle gummibeklædte hænder tog fat omkring mine nosser og lem . .

Forfatter: Lester Crest

Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Den unge teenager Matthew kom i sommeren 1914 til sydstatsbyen Gatorville. Her boede han hos sin tante imens hans forældre var i London på grund af den store krig. Tante har en hemmelig elsker, Bill. Han er enlig far til Eliott, som er lidt yngre end Matthew, men som er ved at komme efter det. Nu er året 1917 og det er hans fjerde sommerferie i den stille sydstatsby.
—

I april 1917 sad vi og læste i klassen da en lærer pludselig kom ind. “Elever! Vær stille” Jeg har en vigtig meddelelse. Vores land er i krig med Tyskland. Præsident Wilson har forklaret at Tyskland havde forsøgt at få Mexico til at gå i krig med os og derfor er det nødvendigt at vi bliver part i den store krig.”

Vi var alle i chok. Jeg tænkte, at jeg måtte melde mig, så jeg kunne tjene mit land. Jeg skrev til mine forældre i England, men der kom hurtigt svar tilbage. Jeg skulle tænke over tingene, men først og fremmest få min eksamen.

Dagen efter at jeg havde modtaget brevet, blev jeg kaldt ind til rektor. Min far havde sendt et telegram til skolen.

“Matthew; din far ønsker ikke at du melder dig, og for at sikre at du ikke gør det mod hans vilje, har han bedt mig om at tage nogle forholdsregler.”

Jeg protesterede og bedyrede at jeg ikke ville melde mig mod min fars vilje, men rektor havde allerede en plan. Døren gik op og sygeplejersken kom ind sammen med to mænd. De tog mig under armen og vi gik ned til hendes kontor.

Da vi kom derned, fik jeg besked på at tage tøjet af. De tog mænd, tog fat i mig og jeg fik bundet mine hænder på ryggen. Læderstykket som dækkede mine ædlere dele blev fjernet og jeg fik et bidslet i munden. De holdt mig fast, mens sygeplejersken pressede en buttplug op i mig. Hun havde heldigvis smurt den. Den var forbundet med en slange og snart mærkede jeg koldt vand løbe ind i min tarm. Jeg havde prøvet at blive udrenset før, så jeg vidste hvad der ventede mig. Jeg bed hårdt om bidslet, da jeg fik kramper i maven.

Sygeplejersken klappede mig på hovedet. “Hold ud. Du får 2 liter i stedet for den normale mængde. Du skal være helt udtømt. Kramperne var slemme. Jeg mærkede en tåre trille ned over min kind. Det var år siden, at sygeplejersken havde presset mig så meget. Endelig var posen med vand tom og de to mænd hjalp mig op og stå. Jeg blev ført over til toilettet, hvor jeg fik dildoen ud. Indholdet af mine tarme sprøjtede ud. Jeg blev ført tilbage igen og jeg snøftede, da dildoen blev presset ind en gang til, så proceduren kunne gentages. Det blev til en tredje gang, før sygeplejersken var tilfreds. Mine ben syntes at svigte mig, så de to mænd støttede mig, mens sygeplejersken hjalp mig af med korsettet. Jeg blev vasket og så kom rektor ind med et nyt læderkorset.

Sygeplejersken beklagede sig til rektor. Hun havde været igang hele morgenen. Åbenbart var jeg ikke den eneste, som de skulle forhindre i at melde sig som soldat. Jeg fik mit gamle korset løsnet og så kom der manchetter på arme og ben. Ved hjælp af reb som var gjort fast til manchetterne, blev min krop strakt ud. Det nye korset blev svøbt om livet. Det var helt lukket foran. Normalt var der hægter på skolens korsetter, men ikke på dette korset. Det blev snøret på ryggen og jeg måtte vente, mens sygeplejersken førte snorene gennem alle hullerne på korsettet. Så begyndte de at stramme korsettet. De to mænd hjalp til og de lagde ikke fingrene imellem. Jeg følte mig helt svimmel efterhånden som de med hårde træk i snorene tvang korsettet ind. Det måtte være mindre end det gamle, tænkte jeg inden det blev sort. En kraftig lugt af ammoniak fik mig til bevidsthed igen. To ekstra hårde træk i snorene skulle der til før at sygeplejersken var tilfreds. Hun bandt knude og dette korset var udstyret med et læderpanel som dækkede snorene. Der blev sat to små hængelåse på, så man ikke kunne komme til snorene og sluttet af med et 10 centimeter bredt læderbælte, som også blev låst med en hængelås. Det var umuligt for mig at få korsettet af.

Jeg blev hjulpet ind i et tilstødende værelse, hvor jeg kunne gå tøjet på. Korsettet skar ind i kroppen, når jeg satte mig. Ud fra den stønnen som kom fra sygeplejerskens kontor, kunne jeg forstå at den næste elev allerede var igang med at blive udrenset.

Den næste tid var hård. Rektor havde ansvaret for mange unge fra velhavende familier og det var klart at han havde fået ordre på at forhindre eleverne i at gå ned og melde sig.

Det tog dog ikke mange måneder, før at skoleåret var slut. Rektor trykkede min hånd, og jeg fik eksamensbeviset i min hånd. Hvor ville jeg dog gerne have haft at mine forældre havde været i stand til at overvære denne ceremoni, men de var stadig i England på grund af krigen. Jeg kiggede over på James. Jeg ville aldrig mere komme tilbage til kostskolen, men når James kom tilbage til den, så var han den nye præfekt. Jeg håbede, at han ville bestride det ærefulde hverv med en hård, men retfærdig hånd. Uanset hvad så havde jeg givet ham de bedste værktøjer for at kunne gøre det så godt som muligt, men hvordan han gjorde, var helt op til ham selv. Oppe på værelset pakkede jeg min kuffert. Jeg tænkte på hvornår jeg ville få nøglerne udleveret, så jeg kunne melde mig som soldat. Rektor kom ind på værelset og fortalte at nøglerne var blevet sendt til min tante efter aftale med mine forældre. Jeg var skuffet og forstod at også denne sommer vil blive tilbragt i syden.

Sammen med James ventede jeg på toget tæt ved kostskolen. Vi snakkede lidt om hvordan det måtte være at være soldat. Jeg havde aftalt, at jeg skulle tale med min tante, før at jeg kastede mig ud i noget. Det ville alligevel tage noget tid før at man ville være i stand til at træne soldater nok til at en amerikansk general ville være i spidsen for styrkerne og som min far skrev, havde de franske og engelske styrker ikke haft held med deres taktikker under krigen.

Lidt efter kom Anna gående med sin kuffert. Hun var sur. “Hvad er der sket?” spurgte jeg. “Jeg blev taget mens jeg var sammen med en af pigerne i min sovesal. Som straf fik jeg et koldt lavement i 14 dage. Jeg hader kostskolen.”

Jeg ville omfavne hende, men hun skubbede mig væk. “Og det er din skyld!”

“Min skyld?” Jeg var forundret.

“Din skyld! Hvis du ikke var kommet til Gatorville, ville min bedstemor aldrig have fået ideen om kostskole”

Det nyttede ikke at diskutere med Anna, når hun var i det hjørne. Vi satte os ind i toget. Det var igen en lang rejse til Gatorville. En rejse i tavshed. Jeg havde set frem til noget helt andet efter ballet sidste år. Nu skulle det ikke være. Mit hjerte var knust. Jeg kendte Anna nok til at hun bar nag.

Efter en lang rejse kom vi til jernbanestationen, hvor Bill ventede sammen med min tante. De to søskendes bedstemor var også klar med en karet. Vi kørte hver til sit.

På vejen hjem til min tantes hus fortalte hun at hun havde modtaget nøglerne til bæltet og korsettet, sammen med en pakke som rummede mit gamle læderkorset. Hun ville efter aftale med mine forældre beholde nøglerne hen over sommeren. Hvis jeg efter sommeren fortsat ville være soldat, så ville mine forældre ikke sætte sig imod, men de håbede at jeg ville studere istedet. Jeg var skuffet, men jeg kendte min tante. Hun ville aldrig gå imod mine forældre.

Hjemme hos min tante ventede Eliot. Han var nu næsten på højde med mig og stadig noget vild. Eliott havde til min store forbavselse fået arbejde hos Købmand Ambrewster. Bill fortalte om aftenen at købmanden var kommet forbi en måned efter at jeg rejste til kostskolen for at tilbyde Eliott et arbejde, så Bill ikke skulle være bange for at han stjal igen fordi han ikke havde noget at lave. Jeg gjorde mig mine tanker, da jeg kun alt for godt huskede hvad der var sket året før. Den afstraffelse som Eliott havde fået, var mere et spørgsmål om købmanden havde fået sex end at Eliott var blevet straffet. Blev Eliott udnyttet?

Jeg tog over til hotellet for at søge arbejde hos Hr. Ross. Jeg var dårligt indenfor døren, før jeg var ansat. Der var travlt og snart at jeg havde klædt mig om var jeg i gang med at rydde af efter kunderne. Mary arbejdede der stadig, og hun smilte sødt til mig, da hun så mig. Var hun stadig sammen med Finn? Desværre var der så travlt, at vi ikke nåede at tale sammen, før hun fik fri fra arbejde.

Der gik en uge, før vi så Anna og James på sommerskolen. Da de kom, gik de lige ind og satte sig på skolebænken med et tungt suk til de andre elevers store undren. Min tante gik igang med undervisningen og der var en mærkelig ro i klassen. Normalt plejede især James at forstyrre ved at snakke og kaste papirkugler, når min tante vendte ryggen til, men det var der intet af. Det var utroligt så meget, at deres ophold på kostskolen havde ændret dem til at være forstyrrende elever til elever som var motiveret til at lære mere.

Jeg prøvede at tale med Anna i pauserne, men hun undveg mig ved at kigge væk. Da vi skulle spise udenfor, benyttede jeg lejligheden til at passe hende op, da de andre var ved at pakke deres mad ud.

“Jeg gider ikke at snakke med dig, Matthew” sagde hun.

“Men Anna. Det er ikke min skyld. Din bedstemor ville have fundet på noget skørt uanset hvad.”

“Jeg er ligeglad. Jeg vil ikke tale med dig.” Hun rev sig løs og gik over til de andre.

“Se. Du kan lære det.” lød en stemme. Det var Finn. Ham havde jeg ikke talt med i lang tid. Han plejede at hænge ud med Mary. Han havde været meget omkring Anna i starten, men min tante havde sat ham i arbejde. Hun havde talt med savværket. Her arbejdede Finn som altmulig dreng. Nu var han igang med at male nogle vinduesrammer på skolen på vegne af savværket, da de også lavede arbejde for befolkningen i byen.

“Jeg synes ikke, at du skal blande dig” sagde jeg. Han var godt nok næsten et hoved højere end mig, men jeg var ligeglad.

“Av for satan.” sagde han, da hans kno ramte en af metal-hægterne på det næsten 2 centimeter tykke læderkorset.

“Jeg sagde, at du ikke skal blande dig.” sagde jeg. Han svarede igen ved at forsøge at give mig en mavepuster, men korsettet jeg havde på var med to lag læder og havde metalrør indbygget, så slaget føltes ikke så kraftigt.

“Jeg glemte helt at du har rustning på” sagde han og rystede på hovedet.

“Er der nogen problemer?” Det var min tante, som kom over til os.

“Nej. Ingen problemer” løj jeg. “Alt er godt.”

“Se at få spist din mad. Finn. Skolen betaler dig ikke for at snakke men for at male. Se at komme igang.”

Den første lørdag bad min tante mig om at gøre mig klar til at køre en tur med hende. Bill hentede hestevognen og kursen blev sat mod hospitalet. Vi kørte over til Rolands bolig.

“Roland” udbrød min Tante. “Frøken Ethel” svarede han tilbage.

Vi steg ud af hestevognen og gik op ad trappen. Vi gik indenfor. Roland havde sørget for at der var te og kage til os. Vi satte os ned og nød, hvad der var blevet stillet frem til os. De havde talt sammen i et kvarter, da samtalen kom ind på Rolands arbejde i det amerikanske eugeniske selskab. Han fortalte at man ville lave forsøg med at tappe sæd af hvide mænd så man kunne finde frem til hvordan menneskeheden over tid kun ville tillade de bedste individer at få børn.

“Nu leder jeg blot efter frivillige. Patienterne kan jeg ikke bruge. Hvis de gik rundt og fik børn, så ville USA’s fremtid blive sat over styr.”

“Hvad hvis Matthew meldte sig?” sagde min tante. Jeg var lige ved at få teen galt i halsen og hostede.

“Hvorfor skulle han det? Han er sikkert igang med en masse piger” spurgte Roland og smilte med et skævt smil til mig.

Han fortsatte. “Det kunne godt lade sig gøre. Jeg husker selv, hvordan det var at være teenager. Det må være grusomt ikke at kunne fyre den af, når man har lysten. Vi kan jo lave et forsøg i mit laboratorium i kælderen.”

“Ja. Lad os det” sagde min tante, og inden jeg havde fået set mig om, stod vi i kælderen, som var indrettet med mærkelige instrumenter.

“Matthew. Smid tøjet.” sagde Roland

Jeg tog tøvende tøjet af. Da han så at jeg havde korsettet på, sagde han at han ikke havde forventet det nu hvor jeg havde fået min eksamen. Jeg blev lidt flov. Jeg var blevet så vant til at gå med det, at jeg næsten ikke kunne huske hvordan det var at gå uden.

Roland kom over og førte mig over til nogle manchetter, som hang ned fra loftet i nogle reb. Jeg fik manchetterne på og stod snart udstrakt med armene over hovedet. Roland kom med en læderhætte, som han førte ned over mit hovede. Der var remme på ydersiden og hætten blev spændt temmelig stramt om mit hoved. Jeg kunne intet se og hørte kun svage lyde. Der var små huller så jeg kunne trække vejret, men at åbne munden var umuligt da en af remmene omkring hætten gik under min hage og den blev strammet til.

Jeg mærkede, hvordan en gummibeklædt hånd tog fat omkring min pung og en anden ligeledes gummibeklædt hånd begyndte at mastrubere mig. Det var dejligt. Jeg stønnede, hvilket nok ikke kunne høres så meget af de andre. Min lem blev så stiv, og der gik kun et øjeblik, før jeg fik udløsning. Sæden stod ud af mig efter så lang tid, hvor jeg ikke havde kunnet tilfredsstille mig selv. Det blev ved og ved. Til sidst var der dog ikke mere. Jeg blev så slap i kroppen og hang i rebene. Der gik noget tid. Remmene om hætten blev løsnet og de trak den af.

“Det var godt nok imponerende” sagde Roland. “Ja. Jeg har aldrig set en ung mand komme så voldsomt. Du er blevet noget mere udviklet på det område end sidste år.” sagde min tante og fortsatte. “Jeg har talt med Roland og vi er blevet enige om, at han må låne dig til i morgen. Der er ingen skole om søndagen, og jeg ved, at du ingen vagter har på hotellet før mandag.”

“Jamen…..” begyndte jeg.

“Ikke så meget snak. Jeg lovede dine forældre at holde på dig og her på hospitalet ved jeg at du ikke kan forsøge at finde nøglerne til korsettet.” sagde min tante og trak hætten ned over hovedet igen.

Jeg prøvede at sige noget men det blev ikke til mere end “Mmm”
.
Jeg stod i mørke. Min arme begyndte at være ømme. Hvor længe jeg havde været der ved jeg ikke, men pludselig mærkede jeg hvordan at nogle gummi-beklædte hænder begyndte at mastrubere mig igen. Jeg reagerede straks på det, men ikke så voldsomt som første gang. Jeg var ved at bygge op til en udløsning da nogle andre hænder klemte min brystvorter, så det gjorde ondt. Jeg klynkede af smerte, men fik straks udløsning. Igen blev jeg nådesløst mastruberet indtil der ikke var mere i mig.

Jeg fik hætten af, da de var færdige. En sygeplejerske var sammen med Roland. “Jeg håber, at det ikke var for slemt. Nu hjælper vi dig med at få manchetterne af.”

Mine håndled var ømme og jeg gned dem da jeg havde fået håndleddene ud af manchetterne.

“Nu skal vi finde noget mad til dig.” Jeg blev fulgt op i køkkenet hvor der stod en tallerken klar til mig. Jeg var stadig kun iklædt korsettet og blev flov, da jeg så køkkendamen, men Roland bad mig tage det roligt. Hun vidste, at der skete mærkelige ting på et hospital, som han sagde der. Jeg satte mig og spiste sammen med Roland.

“Nu skal vi bare finde et sted, du kan sove. Jeg har et rum over på hospitalet. Du skal lige have noget tøj.” Han rakte mig hvad der lignede en skjorte med lange arme. “Du tager den omvendt på” sagde han. “Lad mig hjælpe dig”. Skjorten, som var lavet af svært lærred, blev lukket på ryggen. Jeg havde lige fået armene ind i ærmerne da jeg opdagede at der ingen åbning til hænderne var i dem.

“Roland. Kan det være rigtigt?” spurgte jeg. Roland havde lukket skjorten med nogle små remme på ryggen. “Jo. Den er god nok. Sygeplejersken kom hen og tog fat i mine arme og førte dem på kryds hen over min front og bandt enderne sammen på ryggen. “Hov. Hvad sker der?” spurgte jeg.

“Det er bare en spændetrøje, så du ligner de andre patienter.” sagde Roland.

“Er det nødvendigt?” spurgte jeg.

“Ja. Nu ikke så mange spørgsmål. Du skal have denne hjelm på. Jeg kiggede rundt. Sygeplejersken havde travlt med nogle remme som gik mellem mine ben og en rem som gik ud over mine arme foran, så jeg slet ikke kunne bevæge dem. Roland trak læder hjelmen ned over hovedet. Det var en hjelm meget lig den de brugte når eleverne på skolen spillede fodbold, men hjelmen dækkede mere af hovedet. Roland strammede remmen om hagen stramt, så hjelmen ikke ville falde af. Så kom sygeplejersken med et mundstykke. “Åbn munden” sagde Roland. Noget læder fandt vej ind i min mund. Mundstykket dækkede op til næsen og blev holdt på plads af en læderrem. Så fik jeg nogle sko på og de fulgte mig over til hospitalet. Inde på hospitalet lød der i det fjerne nogle skrig. Vi gik ned af en gang til vi kom til et værelse hvor der var en seng med nogle remme på. Jeg blev hjulpet op på sengen. Mine ben blev fæstnet med remme og jeg fik en rem omkring livet samt en rem som blev spændt omkring hjelmen, så jeg kunne se direkte op i loftet. “Sådan! Sov godt” sagde Roland og forlod lokalet sammen med sygeplejersken.

Lyset blev slukket. Jeg lå længe i mørket. Jeg kunne ikke bevæge mig. Til sidst faldt jeg i søvn.

Ud på morgenen vågnede jeg ved at en plejer kom ind i rummet. Han kiggede efter en seddel på døren. “Nå, du må være indlagt i går. Der var ikke nogen seddel på døren, så vi kører morgenrutinen.”

“Mmmff!” Jeg prøvede at sige noget, men læderet inde i min mund forhindrede mig i at tale. Plejeren så ud til at han var ligeglad. Han løsnede remmene som holdt mig fast til sengen og hjalp mig over på en båre, hvor jeg fik et tæppe over og så en bred rem så jeg ikke ville falde ned fra båren. Vi kørte hen ad gangen og passerede en sygeplejerske. Plejeren stoppede op. “Jeg har hentet denne patient nede på gang C, men der er intet kort på ham. Ved du hvad han fejler?”

“Nej. Men giv ham standard-behandlingen. Det kan ikke skade. Jeg skal nok tale med overlægen. Procedurerne er helt klare og der bør ikke være undtagelser for overlægens private patienter.” svarede hun.

Plejeren rullede videre med vognen indtil vi kom til et rum hvor der lå indtil flere patienter og rullede rundt på gulvet. De havde alle spændetrøje på og en læderhjelm, men de havde også et øjenbind for øjnene.

En anden plejer kom til. Jeg blev hjulpet ned fra båren og straks fik jeg et øjenbind på. Jeg kunne intet se. Jeg mærkede, at de løsnede remmene, som gik mellem mine ben og fjernede de bukser, som jeg havde fået på om aftenen. “Hvorfor har en et slags korset på?” spurgte den ene plejer. “Det må være noget i forbindelse med hans sygdom. Jeg ved intet. Jeg er ny her og stiller ingen spørgsmål.

Jeg blev placeret ind over båren hvilende på maven. Jeg mærkede at noget blev presset mod min ringmuskel og begyndte straks at skrige, men læder-tingen i min mund umuliggjorde at personalet kunne forstå det og de var formentlig også ligeglade. Den var smurt ind i noget fedtstof, men derfor gjorde det stadig ondt, da den trængte ind i mig. Den føltes større og større efterhånden som den gled ind i mig. Ville de skære mig op indefra? Så blev den pludselig smal og sad fast. Jeg slappede af et øjeblik, indtil jeg mærkede hvordan væske løb ind i min tarme. Det var koldt vand. Det gav kramper i min mave med det samme. Jeg skreg af forskrækkelse. Plejerne holdt mig ned mod båren, så jeg ikke kunne flytte mig. Det tog lang tid. Presset mod min tarme var ubehageligt og kramperne blev voldsommere.

Så løb der ikke mere vand ind, men det var også nok. Jeg havde aldrig prøvet at have så voldsomme mavekramper. En læderrem blev bundet omkring mine ben, så jeg ikke kunne sparke. Jeg blev løftet af båren og lagt på et polstret gulv ligesom de andre patienter. Jeg vendte og drejede mig. Kramperne var virkelig slemme. Jeg følte at jeg ramte en krop og hørte svagt en dyrisk lyd. Det måtte være nogle andre patienter, som prøvede at skrige med læder-tingen i munden. Inden længe var kramperne blevet så ubehagelige at jeg skreg af al kraft kun for at opdage at læderet i min mund og den mundkurv som den sad på rimelig effektivt dæmpede lyden.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg havde ligget der. Nogle hænder tog fat om min krop, og jeg blev hjulpet op på benene og båret hen til en slags stol. Der måtte have været hul i midten af stolen, for pludselig blev tingen, som sad fast i min ringmuskel, taget ud. Indholdet af min mave blev straks tømt ud. Nogle hænder trykkede mig forskellige steder på maven og blev indtil der ikke var mere inde i mig. Så følte jeg at jeg skyllet forneden og tørret før jeg blev hjulpet på benene igen. Da var det, at jeg hørte Roland. “Åh. Det var her, du var. Jeg beklager. Jeg skulle have skrevet en seddel som skulle have siddet på døren. Nå. Det er en sund behandling at få affaldsstoffer ud en gang imellem.”

Han talte til de andre og bad dem om at få mig tilbage til mit rum igen. Jeg blev ført over til båren hvor jeg blev lagt op på den og inden længe var jeg tilbage i min celle, dog stadig med øjenbind som forhindrede at jeg kunne se noget.

Det tog nogle timer og så blev jeg hentet af Roland og en sygeplejerske. De førte mig ned ad gangen og jeg kunne mærke at vi pludselig var udenfor og gik over til en anden bygning. Da jeg gik øjenbindet af, var vi nede i kælderen igen.

Roland kiggede direkte på mig og talte højt. Jeg kunne næsten ikke høre ham. “Din tante kommer om nogle timer. Jeg vil lige have en sidste ladning.”

Jeg prøvede at sige at jeg nok ikke kunne mere eftersom jeg var blevet malket så brutalt dagen inden, men jeg havde stadig ikke fået læder-tingen ud af min mund og var stadig i spændetrøje, så det var rimelig umuligt.

Jeg fik øjenbindet på igen og nogle hænder tog fat i mig. Underbukserne blev trukket af mig og nogle gummibeklædte hænder tog fat omkring mine nosser og lem, mens en anden person holdt mig fast. Følelsen af at blive tilfredsstillet var helt vidunderligt. Det var som om at elektriske stød udgik fra min penis og bredte sig i hele kroppen. Jeg kunne ikke klare ret meget af den skønne behandling, før jeg fik udløsning. Omend ikke så kraftig som dagen før, så føles det dejligt og jeg følte en underlig svævende følelse og blev svag i benene. Nogle hænder tog fat i mig og hjalp mig ned og side.

Nogen tid gik, og så fik jeg hjelmen af. Jeg var helt tør i munden. Det var Roland som hjalp mig. “Du er ikke klar over hvor meget du har hjulpet mig. Nu har jeg materiale som jeg kan studere.” Han hjalp mig af med spændetrøjen og gav ordre til at sygeplejersken skulle hjælpe mig med et bad.

Jeg var færdig med badet og tørrede mig, da sygeplejersken spurgte til korsettet. Jeg svarede hende, at det skyldtes kostskolen. Hun rystede på hovedet og hjalp mig med at få det på.

Min tante ankom, og jeg stod klar med Roland med overtøjet på. På vejen hjem spurgte hun om mit ophold havde været til at bære og jeg svarede, at det ikke var så slemt. Der var ingen grund til at gøre min tante urolig.

Da det blev aften, lå jeg i min seng og tænkte på Anna. Hvad skulle der til for at gøre hende god igen? Da bankede det på ruden. Det var Anna! Jeg åbnede ruden og hun klatrede ind. Hun havde fået lov til at skifte til sin overall.

Hun omfavnede mig. “Matthew. Jeg har tænkt over det og jeg tilgiver dig. Min bedstemor havde mig i skole og kritiserede mine handlinger, hvilket fik mig til at indse at jeg nok har ladet mig drive af mine lyster fordi jeg var jaloux på dig og James. Det var nok derfor, at jeg indlod mig i et lesbisk forhold med Margaret.”

“Anna. Det gør ikke noget. Jeg er bare glad for at vi er på talefod igen.”

“Ved du hvad du vil nu hvor du ikke længere skal på kostskole efter sommerferien?”

“Jeg tænker på noget Jura. Første ville jeg gå lægevejen, men oplevelserne på hospitalet fik mig til at indse at det nok ikke ville være mig.”

“Jeg håber at du vælger rigtigt. Hvis det bare er noget du er glad for, skal det nok gå. Det er hvad min bedstemor siger. I modsætning til min bror har jeg ikke det pres hvilende på mig, at jeg skal overtage plantagen.”
Historien fortsætter under reklamen

Vi lå tavse et stykke tid ved siden af hinanden, før at Anna måtte gå, før man savnede hende. Jeg lagde mig til at sove glad ved tanken om at vi var forsonet totalt uvidende om de mange ting som stod foran at ske denne sommer.

Læs næste afsnit