de to smukke kvinder begynder at trække i mine vorter. Stråler af mælk sprøjter fra mine spændte bryster ..
Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@Gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Bilen bumler hen af den hullede, overgroede skovvej. Gyvelbuske forsøger at spærre vejen med deres lange, seje grene, fyldt med gule blomster. Jeg sidder på forsædet ved siden af Patrick.

Egentligt er det mærkeligt. 2½ måned tidligere var jeg kommet den modsatte vej, men dengang med en hætte over hovedet. Nu får jeg lov til at nyde skovens smukke farver og lyde. Vi kører via den større skovvej, som jeg jo oplevede på den forfærdelige gåtur, ud på en mindre landevej. På den kører vi kun 2-3 kilometer.

Så ser jeg inde til højre et imponerende, slotslignende gods. Alt står snorlige. Flotte hvide træhegn omkranser græsgange med smukke heste. Omgivet af høje træer ligger de enorme driftsbygninger, men dem bruger jeg ikke megen tid på at betragte. Mine øjne er fanget af den fantastiske hovedbygning. Høj kælder, to beboelsesetager og en loftetage. Skinnende hvid med sort tag af glaserede teglsten. Med en imponerende veranda midt for bygningen, hvorfra der måtte være en fantastisk udsyn over godsets fantastisk smukke park. Jeg har selvfølgeligt set mange små slotte og store herregårde. Men aldrig noget så smukt som dette. Og aldrig så imponerende velholdt. Stedet er fantastisk.

Vi kører forbi bygningen og ind på en gårdsplads, som strækker sig i det uendelige. Idet vi nærmede os stedet, havde jeg set, at der var opført et antal store, nye bygninger udenfor de oprindelige driftsbygninger, der, i form af en overdrevet stor firelænget gård, ligger op ad det slotslignende hus.

Patrick parkerer. På hans kommando stiger jeg ud af bilen. Jeg er iført den flotte, tynde sommerkjole, som Patrick havde givet mig, den dag han ville lære mig at sidde som en slavinde. Og selvfølgeligt har jeg siddet på bilsædet på min bare røv, med kjolen bag mig. Jeg stiger ud og retter på kjolen, så den igen dækker mine former. Mine bryster er jo ikke særligt dækkede. Dels er udskæringen dyb, og mine bryster er jo meget større end basketbolde, dels er kjolestoffet så tyndt, og mine enorme brystvorter stritter jo altid ligeud. Så de trykker sig fuldstændigt synligt ud gennem det tynde stof.

Det generer mig på ingen måde. Jeg nyder, at jeg endelig er påklædt. Og kjolen er jo på ingen måde frækkere end dem, jeg altid har båret, før jeg, meget mod min vilje, blev slavinde.

På den grusbelagte gårdsplads er det praktisk taget umuligt at gå på de hånhøje, sylespidse hæle i mine stiletter. Men jeg kæmper sammenbidt, og går lydigt på min plads skråt bag Patrick på han venstre side. Med en næsten overmenneskelig anstrengelse lykkes det mig at gå med værdighed, og med hovedet holdt højt og ryggen rank.

Ud for midten af bygningen fører en imponerende trappe op til husets flotte dobbeltdøre. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at disse døre fører ind til en ekstremt imponerende hall.

På afsatsen over trappen ser jeg Warren stå og betragte mig. Ved hans side står Lemond, den slanke vinhandler med det værdige, men dog lidt intetsigende udseende. Bag de to myndige mænd står deres to slavinder, som indgår i logen. Ved Lemond står nr. 1. Fornem og knejsende som altid. Iført en fantastisk kjole, der i sollyset får hende til at fremstå næsten nøgen, kun dækket af millioner af pailletter.

Jeg er ikke lesbisk. Ikke ret meget i hvert fald. Men jeg er åndeløs ved synet af den skønhed.

Bag Warren står nr. 4. Stille, næsten selvudslettende. Jeg synes, hun ser endnu mere opgivende, trist og ligefrem bange ud nu. Det er tydeligt, at hun har det elendigt.

Ude til hver side står endnu en slavinde. Begge to unge og smukke. Iført stuepigedragter. Meget korte, men ikke direkte pornokostumer. Faktisk klæder stuepigedragterne de slanke, ranke piger fantastisk.

Warren præsenterer os for hinanden. De to stuepiger hedder B1 og B2, siger han med et grin. De ligner nu ikke ”Bananer i pyjamas.”

Jeg er dog ikke i tvivl om, at de vil være smukke i pyjamas. Eller uden.

”De står for det meste af det huslige arbejde her på godset. Ifølge Logens regler, arbejder nr. 4 jo hårdt, men ofte på måder, der gør, at hendes arbejdsindsats er hård og ydmygende, men hvor hun alligevel ikke når at udrette så meget arbejde. Jeg har også 4 slavinder, der ordner haven, gårdspladsen og alle omgivelserne her. Som i allerede har set, yder tøserne et fortrinligt arbejde. De kommer dog kun sjældent i godsets hovedbygning. Det er et privilegie for de to husslavinder og for min specielle loge-slavinde. Men naturligvis kalder jeg dem op til forskellige sexlege ind i mellem.

Warren kigger direkte på mig.

”Velkommen malkeko. Jeg har hørt fra både Jørgen og Patrick, at du har gjort store fremskridt. Og du fører dig flot frem på høje hæle og iført en kjole, der klæder dig så smukt. Naturligvis vil jeg, på et passende tidspunkt, præsentere dig for de fire haveslavinder. Men lige nu skal du se huset og lære lidt om, hvad der forventes af dig her. Til det formål har jeg besluttet mig til, at jeg beholder nr. 4 heroppe i et antal dage, før jeg sender hende til Patrick.”

Han vender sig mod min bortfører. ”Er dette i orden med dig, Patrick?”

Fordi jeg er ekstra opmærksom på Patricks reaktion, når jeg at se, at han bider sig i læben og strammer halsmusklerne. Tydelige tegn på ærgrelse. Men han svarer yderst høfligt:
”De sender hende naturligvis bare, når det passer Dem, Warren. Jeg kan sagtens vente.”

Hans løgn er så let at gennemskue. Hvor jeg dog fryder mig.

Patrick står ovenfor trappen sammen med mig. Men Warren vinker ham af.

”Jeg skal nok ringe, når du kan afhente nr. 4. Men i overmorgen vil det passe mig, at du kommer med de 5 ponyer du lånte. Jeg kan forstå på Jørgen, at de har været i brug.”

Noget i stemmen får Patrick til at føle sig meget lille ved siden af den magtfulde mand. Jeg nyder at se ham så usikker. Han hilser høfligt, skynder sig ned til bilen, og kører omgående bort. Jeg kigger efter ham. Glad for at se ham forsvinde. Men så alligevel. Han har jo været det eneste faste punkt i min tilværelse gennem de seneste 10 uger.

10 uger…..                                                                                                                                                                                 Der er altså 42 uger tilbage af mit tvungne slaveri….                                                                                                                                                                                                                        Tanken er uudholdelig. Og jeg kan jo heller ikke vide, om Warren vil respektere den aftale, som jeg, under tvang, har indgået med Patrick.                                                                                                                                 Bliver jeg nogensinde fri?

”Følg efter mig, alle sammen.” Warren går hen mod de imponerende døre, hvis størrelse næsten chokerer mig.

B1 og B2 springer hen og åbner hver sin dør. Warren fortsætter med uændret hastighed. Han har end ikke overvejet den mulighed, at dørene ikke blev åbnet foran ham. Vi træder ind i et fantastisk lokale. En gigantisk hall, hvorfra to symmetriske, slyngede trapper fører op på den næste etage. Mellem trapperne er et elegant arrangement af Chester Field sofaer og stole. På et lækket ciseleret kobberbord står nogle høje, elegante glas og en stor flaske champagne ligger på skrå mellem isterningerne i en champagnekøler.

Han sætter sig i den eneste høje Chester Field stol. Nr. 4 går meget stille hen, og stiller sig skråt bag ham. Lemond sætter sig i en lavere Chester Field stol, og Nr. 1 stiller sig på samme måde bag ham med hænderne på ryggen.

Jeg vil så gerne opføre mig korrekt. Warren er jo min Herre. Men bag ham står nr. 4 allerede. Men min plads må være der. Hurtigt, men alligevel med værdighed, skynder jeg mig hen til hans stol. Jeg stiller mig bag stolen, på den anden side af den, nr. 4 har taget. Jeg indtager samme stilling som Nr. 1, og håber jeg står med samme ynde.

B1 og B2 skænker champagne, og byder naturligvis Herrerne først. Men til min glæde er der også et glas til Nr1, Nr.4 og til mig. Også de to husslavinder tager hvert sit glas.

Warren rejser sig og hæver sit glas. ”Jeg vil gerne skåle med jer. I dag byder vi min nye Loge slavinde velkommen. Gennem de næste dage skal vi se, om hun lever op til de krav, jeg stiller til mine slavinder, og i særdeleshed til min Loge slavinde. Og derefter skal hun jo kæmpe om, hvilken plads hun vil indtage i hierarkiet mellem slavinderne i Logen. Som I ved, er jeg ikke tilfreds, når min slavinde indtager pladsen som nr. 4.”

Pigen med kæmpebrysterne ved siden af mig, krymper sig under hans ord. Det er tydeligt, hvor meget det piner hende, at hun ikke har været i stand til at leve op til sin Herres forventninger.

Warren tilføjer, direkte henvendt til Nr. 4:

”Du har bestemt været en god slavinde. Du er lydig, ydmyg og villig. Og din krop er præcis som jeg ønsker den.”

I smug studerer jeg slavindens krop. De enorme bryster med kæmpestore brystvorter. Den smalle talje. Og mellem pigens velformede lår, stikker hendes voldsomt pumpede fisse langt ned. Hun ligner mig meget. Både i form af sit naturlige udseende, og i form af de ændringer, der er sket med den. Hun er smuk, men jeg mener dog, at min krop er klart smukkere. Tanken gør mig varm og lykkelig. Jeg ønsker så højt, at den pragtfulde mand skal begære mig.

Warren fortsætter: ”Udenfor Logen ville du have opfyldt alle mine ønsker. Men som Loge slavinde duer du desværre ikke. Du har ikke kampgejsten til at besejre de andre slavinder. Havde jeg beholdt dig, ville du for evigt være nr. 4, hvilket vil tvinge mig til at behandle dig på ydmygende måder, som hverken tiltaler mig eller dig. Det er derfor, jeg har fået Patrick til at finde og udvikle din afløser. Og som min oprindelige aftale med Patrick er, kommer du nu tilbage til ham.”

Det gør ondt at se pigens ansigtsudtryk. Skræk og fortvivlelse blander sig med flovhed og opgivende apati. Sjældent har jeg set et menneske være så ulykkeligt. Hendes knæ skælver.

Jeg kigger rundt. Især suges mine øjne til de smukke halsbånd, som de to husslavinder bærer. Jeg har allerede beundret det meget flotte læderhalsbånd, som Nr. 4 altid har om halsen. Men dem, som husslavinderne har er anderledes. Blanke stålringe, hver med en lille, næsten ikke synlig lås. Ringene er formet, så de smukt følger pigernes hals og skuldre. De er så specielle og smukke.

Hvor vil jeg dog gerne have et sådant smukt halsbånd af Warren. Det ville være det ultimative tegn på, at jeg tilhører ham. Jeg vil bære det med virkelig stolthed.

”Jeg kan se, du kigger langt efter de halsbånd, som mine andre slavinder bærer. Det er forståeligt. En slavindes halsbånd er beviset på, at hun er sin Herres ejendom. Det knytter hende til Herren. Enhver slavinde bør til alle tider bære sit halsbånd med glæde og stolthed.”

Han rejser sig, og kigger mig direkte i øjnene. ”Jeg giver ikke et halsbånd til enhver pige, der påstår hun er en slavinde. Kun en pige, der er værdig til det, får halsbåndet. Jeg vil nøje iagttage dig, både i dit daglige virke, og især om to dage, hvor du skal servere ved en fest på godset. Klarer du begge dele til min fulde tilfredshed, kan du gøre dig fortjent til et halsbånd.”

Hans myndige stemme og faste blik gør mig blød i knæene. Nu har jeg intet højere ønske end at gøre mig fortjent til at bære hans halsbånd. Jeg mærker, at det kilder i min fugtige grotte.

”Du har to timer til at se dit værelse og omgivelserne i slavindefløjen. B2 kan vise dig rundt, og da jeg fornemmer du er blevet meget gode venner med Nr. 4, giver jeg også hende fri i de to timer. Om præcis to timer står du hernede i den påklædning, som ligger klar på din seng.”

Jeg nejer for Herren, takker og lover, jeg vil være præcis. De to andre slavinder hjælper mig med at slæbe alle taskerne med de ting, jeg havde udvalgt til fangenskabet hos Patrick, med over i den fløj af godset, der åbenbart bliver beboet af slavinder. Taskerne har jo slet ikke været åbnet i tiden i skovhuset.

På hver side af den slotslignende hovedbygning er der mindre fløje. Og vi ender i den ene af disse. B2 fører mig ind i et værelse.

Jeg standser midt i værelset. Overrasket og imponeret. Værelset er stort og lyst. Der er nok 4 meter til loftet. Det er enkelt, men alligevel flot møbleret, med en flot seng, et skab, en kommode, et bord med 2 stole og en sofa med sofabord. Enkelte planter og billeder giver værelset et hyggeligt præg.

”Hvor er det fint. Bor i andre lige så flot?”

B2 smiler. ”Ikke helt. Loge slavinderne er jo lidt finere end os andre, også nr. 4, selv om hun på andre måder bliver ydmyget og behandlet hårdt. Så I får de bedste værelser. De næstbedste er reserverede til husslavinder, medens have slavinderne må nøjes med de mindst gode.”

”Der er nu ikke meget forskel,” smiler nr. 4. ”Alle værelserne er rigtigt gode.”

Hurtigt får jeg mine ejendele på plads i skabet og i kommoden. Enkelte ting lader jeg stå fremme. Hvor føles det vidunderligt. Jeg glemmer næsten jeg er både fange og slavinde.

B2 kommer tilbage med en bakke med the og lidt kage.

”Vi har altid the og kaffe. Men kagen har vi fået, fordi du skulle komme.”

Det er så dejligt at sidde og snakke med dem. Jeg ved jo allerede, hvor sød nr. 4 er. Og nu føler jeg, at B2 er præcis lige så dejlig.

”Hvordan er det at være slavinde for Warren? Han virker meget mere fair end Patrick, men jeg ved jo ikke, om det er sandt.”

Nr. 4 smiler bittert. ”Du kan ikke sammenligne Patrick med Warren. Patrick kan være forfærdelig. Du har jo hele tiden været beskyttet af, at du var bestilt af Warren. Kun derfor har han været så blid overfor dig. Han elsker at nedbryde en slavinde fuldstændigt, så hun ikke længere har sine egne tanker. Når hun er så nedbrudt, hjernevasker han hende, og bygger hende op, så hun bliver præcis den slavinde han vil have. På det tidspunkt er hendes oprindelige personlighed væk, og til sidst kan hun kun tænke de tanker, han siger hun må tænke. Og han er mere sadistisk og ond, end du kan forestille dig. Han udsætter slavinderne for de værste smerter, deres krop kan klare. Men han elsker også at forkrøble deres sind. Til sidst, når pigen er en viljeløs gulvmåtte, mister han interessen for hende, og hans sidste nydelse er så at nedbryde og ødelægge hendes krop lidt efter lidt, så hun selv kan føle, hvad der er ved at ske med hende. Det allermest onde han gør, er så at slippe kvinden løs, som en vansiret krøbling. For på det tidspunkt har kvinden ingen glæde af friheden. Hun KAN ikke leve i frihed. Hun kan ikke engang gå på toilet uden en Herres tilladelse. Jeg gætter på, at de kvinder, der er nået dertil, har begået selvmord, efter at han har droppet dem.”
Historien fortsætter under reklamen

”Eller måske har de opsøgt en anden, tilsvarende Herre,” tilføjer B2. ”HVIS nogen vil have kvinder, der er så skamferede og forkrøblede.”

Jeg kryber sammen, lammet af skræk. Jeg har fornemmet Patricks ondskab, og mener afgjort ikke, han har været blid overfor mig. Men at han kunne være meget værre, har jeg ikke haft fantasi til at forestille mig. Nu forstår jeg omsider, hvorfor nr. 4 hele tiden har virket så ødelagt fortvivlet og opgivende.

”Hvor slem er Warren?”

”Han er slet ikke slem. Altså hvis du i dit inderste har accepteret, at du er slavinde, og at du intet har at sige over dit liv. Han bestemmer alt over os. Kan kræve alt af os. Han kræver, at vi arbejder hårdt. Og vores opførsel skal være perfekt. Enhver fejl vil blive straffet. Men opfører du dig ydmygt, høfligt, og viser et oprigtigt ønske om at tjene ham, og at din eneste funktion er at behage ham, så behandler han dig pænt.” B2 smiler. Jeg fornemmer, at hun kun lever for Warren. Hendes øjne stråler, når hun omtaler manden.

”Han skal jo straffe fejl.” Nr. 4 ønsker ikke, at jeg får et dårligt indtryk af hendes Herre. ”Men han er både fair og mild. Faktisk tror jeg ikke, han kan lide at piske os. Nogle gange lader han en slavinde slippe med lidt ekstra arbejde i stedet for pisk. Du finder ingen bedre Herre.”

Al den ros er næsten for meget. ”Han har da behandlet dig rigtigt dårligt. Med de ulækre ting, han får dig til at gøre.”

Nr. 4 kigger ned i gulvet. Jeg kan se tårerne i hendes øjne.

”Han følger Logens regler. Og faktisk kan han ikke lide det. Han ønskede så meget, at jeg kunne vinde en kamp, og indtage pladsen som nr. 3. Så Han slap for at nedværdige mig hele tiden.” Hun begynder at græde. ”Desværre KAN jeg ikke vinde over de 3 andre. Ikke i nogen af de mulige konkurrencer. Jeg taber hver gang. Og nu ender jeg ved Patrick.”

Hun skjuler sit ansigt i hænderne, og græder fortvivlet.

Jeg vil så gerne hjælpe den stakkels pige. Men hvad kan jeg gøre? Faktisk er jeg lidt lettet over, at tiden er gået, og jeg snart skal ned til Herren.

På sengen ligger noget tøj, og jeg har jo fået ordre til at bære netop dette. Med det samme kan jeg se, at det er virkeligt afslørende og frækt, men alligevel er det vel bedre end at være nøgen. Jeg føler i hvert fald en taknemmelighed overfor Warren, fordi han lader mig gå påklædt.

Hurtigt trækker jeg min kjole af. Den er jo min eneste rigtige påklædning. Undertøj har jeg ikke, og allerede ved vores tidligere forhold har Patrick lært mig, at slavinder aldrig bærer undertøj, undtagen i de meget få tilfælde, hvor Herren direkte beordrer dette.

Jeg hænger den ind i skabet, og stiller også mine stiletter der.

Der ligger ikke meget tøj på sengen. Kun en utroligt kort, sort nederdel og et forklæde. Og nogle stiletter, som skæmmer mig forfærdeligt.

Jeg tager nederdelen på. Den passer mig perfekt. Sidder godt omkring mine hofter, med en lav talje. Men den er så kort, at den alligevel lader de nederste centimeter af min røv være nøgen, selv når jeg står helt rank. Hvis jeg bøjer mig ned, vil hele røven være fuldstændigt blottet. Og når jeg står oprejst, titter fissen akkurat ud under kanten af nederdelen.

”Man vil kunne røvpule mig, hvis jeg bukker mig ned. Uden at skubbe nederdelen op.” tænker jeg. ”Hvorfor ønsker Herren at give mig tøj, hvis det intet dækker?”

Det hjælper lidt, da jeg tager forklædet på. Det dækket lige akkurat mine brystvorter, og fortsætter ned over min slanke talje og videre ned forbi nederdelen foran. Det når 10 centimeter længere ned, og dækker fissen fuldstændigt. Det er bredt nok til også at dække begge brystvorter i bredden og lidt mere. Men fra siden er mine abnorme strittende patter fuldstændigt blottede.

Jeg stirrer fortvivlet på skoene. Jeg ved, jeg umuligt kan gå i dem. Mine hænder ryster.

”De er ikke helt så forfærdelige, som de ser ud. Jeg lærte at gå i dem, og min balance er ikke specielt god. Tag dem på, så hjælper jeg dig.” Den venlige stemme fra nr. 4 stopper mine tårer.

Alligevel virker opgaven umulig. Jeg tager de to stiletter på. Hælen er så høj, at min fod næsten peger lodret ned mod gulvet. Jeg kan kun støtte på den ekstremt høje hæl og på min tåspids. Heldigvis er hælen ikke sylespids som på de sko, jeg hidtil har båret. Dens bredde vil vel give mig en anelse balance, men kun meget lidt.

Støttet af både nr. 4 og B2 forsøger jeg at rejse mig. Når jeg står stille, kan jeg holde balancen. Men det gør med det samme ondt i mine tåspidser. ”Kun en trænet balletdanserinde kan gøre dette,” er min tanke.

I et kvarter øver jeg mig på at gå i skoene, godt hjulpet af de to slavinder. Til min overraskelse finder jeg ret hurtigt balancen. Det gør forfærdeligt ondt i mine tæer, og jeg skal koncentrere mig hvert sekund. Men når jeg gør det, kan jeg gå uden at falde.

Vi er meget opmærksom på tiden, og på det præcist rigtige tidspunkt træder jeg ind i rummet, hvor Herren venter.

Warren lader sine øjne glide op og ned over min krop, og det minimale kostume. Jeg får ordre til at dreje mig rundt. Endelig har han set nok.

”Det klæder dig, slavinde. Fuldstændigt som jeg havde forventet det. Grunden til at jeg har valgt dette tjenerkostume til dig som din første påklædning er jo selvfølgeligt, at du skal bære den, når du i overmorgen skal servere for mit lille selskab. Naturligvis har vi mange andre smukke dragter til slavinderne, som de kan bære i de tilfælde, hvor jeg ønsker at de er påklædte. Skoene du bærer bruger vi kun til særlige lejligheder, så som denne servering. Til daglig kan du nøjes med almindelige stiletter.”

Dette glæder mig ubeskriveligt. Mine tæer gør allerede så ondt, at jeg ikke ved, hvor længe jeg kan klare det. Men jeg forstår, at Warren ikke udsætter mig for dette ud fra uvenlighed, men derimod for at jeg kan blive optrænet forud for den lille sammenkomst. Ud fra hans ord og minespil begynder jeg at forstå, at denne begivenhed vil have stor betydning for Herrens bedømmelse af mig, og jeg beslutter omgående, at jeg vil udholde selv de værste smerter i fødderne, for at lære at gå i skoene. Jeg er jo udmærket klar over, hvor meget sværere det vil blive, når jeg samtidigt skal balancere med fade. Og jeg må jo nok også regne med at Herrerne vil pille ved min næsten nøgne krop, medens jeg serverer. Det bliver svært, men jeg VIL klare opgaven.

”B1 har lavet en lille frokost til os. I dag vil både nr. 4 og de to husslavinder få lov til at spise sammen med mig. Og også du selv. Din opgave bliver dog samtidigt at servere, men du vil få mulighed for også at spise ved bordet. Gå ud i køkkenet og anret maden på et fad. Når du er klar til at servere, kommer du herind. Der er lige en lille ting vi skal klare før maden skal på bordet.” Warrens øjne har et skær, som jeg opfattede som et tegn på, at den ”lille ting” var noget han så frem til.

I køkkenet ser jeg, at der står gryder med grøntsager, kartofler og sauce. Og en stor, lækkert udseende roastbeef venter på at blive skåret ud.

Hvor meget skal jeg skære? Skærer jeg for lidt, vil Warren selvfølgeligt blive vred. Men skærer jeg for meget, risikerede jeg at være skyld i, at noget af den lækre mad skal smides ud, hvilket også kan føre til Herrens utilfredshed. Jeg skal jo nok servere 3 skiver til hver ved første servering. Og måske vil nogle have lidt mere. I alt er vi 5 personer. Jeg beslutter mig til at skære 20 skiver, og håbe at det passer.

Hurtigt får jeg det skåret, og lagt på det store fad, sammen med grøntsagerne, kartoflerne og en skål med sauce.

Derpå skynder jeg mig ind til Herren.

”Slavinden har det hele klart?”

Efter at jeg har bekræftet dette, kalder Warren mig hen til et lille bord. Jeg kan se, det er dækket af en plastikdug, og at to tomme glaskander står på bordet.

”Vi skal have mælk til maden. Og det sørger i for, B1 og B2.”

Jeg er som lammet. Hvad mener Herren. Før min hjerne når at opfatte betydningen af Herrens ord, føler jeg de to unge slavinders hænder omkring min krop. De anbringer mig i en stilling, hvor jeg står bøjet ind over bordet.

Så mærker jeg deres slanke, smidige fingre løsne mit tøj, og gribe om mine brystvorter. Det gør lidt ondt, da de to smukke kvinder begynder at trække i mine store vorter, samtidigt med at de klemmer dem. Jeg føler, at stråler af mælk sprøjter fra mine spændte bryster. Egentligt er det dejligt at slippe af med lidt af trykket i brysterne, som igen er blevet alt for stort og derfor meget smertefuldt, men det føles så ydmygende at blive malket af de to pigers fingre. Mine kinder brænder, og en enkelt tåre triller ned ad min kind.

Flovheden og følelsen af ydmygelse kæmper med lettelsen over, at det frygtelige tryk i mine opsvulmede bryster aftager. Jeg føler de to pigers smidige og åbenbart erfarne fingre malke mig, og ser, hvor hurtigt de to kander bliver fyldt. Pigerne slipper mig, og giver tegn til, at jeg må rette mig op. Pigerne anbringer de to kander på bordet. Efter tegn fra Herren, bringer jeg mine klæder i orden.

Warren smiler tilfreds. Hvorfor tænder det ham sådan, at hans slavinder samtidigt er hans malkekøer? Det er da nærmest ulækkert, tænker jeg.

”Så kan slavinden servere maden.”

Jeg skynder mig ud i køkkenet. Nu er jeg lykkelig over den omfattende optræning, Patrick har givet mig. Jeg tror og håber, jeg vil kunne udføre arbejdet på den måde, Warren forventer. Dog er jeg frygteligt bange for at snuble i de grusomme sko. Hvis jeg nu taber maden ud over Herren? Jeg gyser. Straffen for så stor en fejl vil være frygtelig.

Det store fad balancerer på min venstre hånd, mens jeg træder frem til bordet. Det er pludseligt helt ufatteligt svært at gå på de vanvittige stiletter, nu hvor jeg samtidigt skal koncentrere mig om fadets balance.

Patricks instruktioner lyder for mit indre øre. Server for værten først. Og nu er han den eneste Herre, så det er jo en selvfølge. Og servering fra fad skulle ubetinget ske fra venstre side.

Jeg træder hen på Warrens venstre side, og bøjer mig lidt frem. Med ske og gaffel anretter jeg kød, grøntsager og kartofler på hans tallerken. Så tager jeg den dybe ske til saucen.

Lige da jeg fører skeen over på hans tallerken, føler jeg hans hånd trykke sig ind mod siden af mit ene bryst. Det er jo fuldstændigt nøgen, når man ser mig fra siden. Hans hånd søger fremad, og presser sig ind mellem forklædet og mine brystvorter. Det er ikke let at skænke sovsen op, medens han kæler for brysterne, men det lykkes mig. Tilfreds ser jeg, at alt ser helt rigtigt ud på Herrens tallerken.

Hans hænder er stadigt omkring mit ene bryst. Patrick havde sagt, at jeg, i den situation skulle blive stående, til manden ikke længere ønsker at bruge min krop. Så jeg står helt stille, mens jeg overvejer, hvem jeg bør servere for næst efter Herren.

Han slipper mig, kigger på sin tallerken og takker mig for serveringen.

Nr. 4 er jo Loge slavinde. Selvom hun indtager den foragtede sidsteplads mellem Logens slavinder, antager jeg, at hun har højere rang end husslavinderne. Jeg balancerer over til hende og begynder at servere. Men idet jeg bøjer mig ind over hendes venstre side, har jeg ryggen vendt mod min Herre. Jeg føler, at noget berører min røv, og husker på, at den jo vil være fuldstændigt blottet, hver gang jeg bøjer mig fremover. Mine ben er godt spredt, sådan som jeg har lært, at en slavinde altid skal stå, og jeg føler hans hånd berøre indersiden af mit ben, helt nede ved knæet.

Der farer ildninger gennem min krop. Hvordan kan han påvirke mig så meget, ved blot at berøre indersiden af et knæ? Den mands hænder er utroligt pirrende. Og da de glider op langs mit inderlår, har jeg svært ved at stå stille. Men en voldsom viljesanspændelse fortsætter jeg serveringen, men medens de erfarne fingre ganske langsomt søger opad, kan jeg ikke holde en dæmpet stønnen af nydelse tilbage. Jeg skal lige til at øse sauce op, da en fingerspids glider op langs mine drivvåde skamlæber. Det giver et ryk i min krop, og et sekund vakler jeg på stiletterne. Uden at forstå hvordan, lykkes det mig at genfinde balancen, men skaden er sket. Idet jeg vakler, flyver saucen ud over dugen. Og lidt rammer nr. 4.

Måske har Herren ikke bemærket uheldet. I hvert fald når hans fantastiske fingre min stive tap, og jeg klynker af fryd. Hans fingre cirkulerer omkring mit lystcenter, og to fingre fra den anden hånd rører spidsen af det følsomme organ.

Ved den berøring er jeg fortabt, jeg hviner af fryd, og hele mit underliv ryster. Jeg er lige ved at falde ind over den slavinde, jeg lige har serveret for, og må desperat gribe fadet med højre hånd også. Orgasmen ryster mig, og min balance er væk. Jeg mærker Warrens stærke hænder om min røv, og føler taknemmeligt, at de forhindre mig i at falde. Han holder mig, til orgasmen klinger væk.

”Er det meningen, at en slavinde skal hælde saucen ud over bordet? Og ud over gæsterne?”

Jeg står stille med nedslåede øjne. Nu var det ellers gået så godt. Men jeg havde ikke kunnet styre mig, mens Herrens vidunderlige, følsomme hænder gav mig den skønne orgasme. Faktisk var det kun hans egne stærke hænder, der havde reddet mig fra at vælte, hvilket jo ville have medført, at fadet var fløjet gennem luften.

Jeg har stået lidt krumrygget, for at holde balancen. Nu retter jeg ryggen, men mine øjne er rettet mod gulvet. Kinderne er brændende varme, og en enkelt tåre løber ned over kinden.

Samtidigt løber langt større dråber ned langs mine inderlår.

Nu vil jeg blive straffet. Jeg ville så gerne have været en fejlfri slavinde for min Herre. Men jeg har kikset fuldstændigt.
Historien fortsætter under reklamen

Jeg ved jo, at jeg fortjener den straf der vil komme. Men hvorfor er de tre andre slavinder så muntre? Som om de ser frem til min straf. Er vi ikke veninder?

Læs næste afsnit

2 kommentarer

1. Just me

   09/01/2021 kl 23:56

   Fantastisk fredag historie jeg glæder mig til at læse mere.

   At ponyerne kommer retur tegner godt og måske knapt så godt for Barbie

   Igen finder jeg min egen malkemaskine frem

   2+

   Besvar kommentar
   • Kaptajn Bligh

     10/01/2021 kl 13:57 - som svar på Just me

     Tak, Just Me.

     Nu kender jeg jo lidt mere til dig og dine lyster. Jeg kan dog ikke ændre mine planer for fortsættelsen af min roman ud fra disse. Dels er de næste 6-7 kapitler allerede skrevet, dels ligger der ret nøjagtige handlingsbeskrivelser for hvert af de afsluttende kapitler. Serien sluttes i kapitel 35.

     Men jeg håber alligevel, at du vil nyde fortsættelsen, hvor der også vil blive lagt vægt på mere klassiske BDSM elementer

      

      

     2+

     Besvar kommentar