Jeg er i panik, og lammet af skræk føler jeg, at fissen giver efter og kæmpenæven presses i bund….

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@Gmail.com

Læs forrige afsnit

Min familie, min agent, ja alle jeg kender, havde fået at vide, at jeg tog på en meget langvarig rundrejse i Indien. De havde undret sig, men jeg havde hidsigt nægtet at besvare spørgsmål om rejsen.

Min bedste veninde havde gennemskuet mig. Havde mærket at noget var galt. Men selv om jeg var begyndt at græde, havde jeg nægtet at fortælle hende noget.

Jeg står i min lækre lejlighed. Alle mine ting er pakket i kasser, og skubbet hen i den ene ende af stuen.

Patricks ven skal jo bo der, i det år hvor jeg skal være hans fange, hans slavinde.

Jeg har pakket en del tøj. Intet smart eller sexet. Den glæde skal Patrick sgu ikke have. Praktisk og dækkende tøj. Og selvfølgelig har jeg taget en stor mængde ting med til personlig pleje. Også P piller. Jeg kan jo ikke slippe for, at Patrick vil kræve sex. Endelig billeder af min familier og venner. Jeg havde overvejet at tage min dagbog med, for at have den som trøst. Men det ville være tåbeligt. Patrick ville tage den fra mig, læse den, og så have endnu mere magt over mig. Jeg havde heller ikke turdet efterlade den i lejligheden, fordi Patricks ven kunne finde den, så jeg havde pakket den omhyggeligt ind, og lagt den op til min bedste veninde.

Jeg stoler helt på hende. Hun vil aldrig åbne den og læse.

Klokken er 9, og pludselig står Patrick og en fremmed mand i min lejlighed. De kigger koldt og nedladende på mig.

”Giv Svend dine nøgler. Han tager sig af lejligheden, medens du nyder godt af mit selskab.” Patrick griner selvsikkert. ”Og så bærer du de ting ned i bilen, du ønsker at have med.

Jeg har alligevel pakket mere end jeg ville. Det er tungt, og jeg må gå 2 gange, men hverken Patrick eller Svend gør mine til at hjælpe. Da jeg kommer op og tager de sidste småting, for at gå ned tredje gang, kigger jeg mig grædende rundt i lejligheden. Her er så vidunderligt. Men alt det skal jeg miste nu på grund af det uhyre. Hulkende følger jeg lige bag Patrick, da han går ned til bilen og stiger ind. Bildørene låser, og jeg føler mig fanget.

I sidste sekund skifter Patrick mening.

”Vi skal lige op i lejligheden igen, luder.”

Jeg kigger forvirret på ham. Jeg har det hele med. Men egentlig er jeg ligeglad. De 365 dage er begyndt. Og hvert minut vi bruger på en måde, der er til at holde ud, tæller til min fordel.

Lige så snart vi står i lejligheden, giver han mig en syngende lussing.

Chokeret kigger jeg på ham. Hvorfor gør han det? Jeg har jo indvilget i hans forbandede krav om slaveri.

”Smid klunset, luder. Når Svend skal hjælpe dig i et helt år ved at bebo din lejlighed, er det vel kun rimeligt, at han får, bare en smule for sine anstrengelser.”

Jeg står lammet, og åbner munden for at protestere.

Hvilket indbringer mig en endnu hårdere lussing, så jeg vælter om på gulvet.

Svend er med et grin begyndt at smide sit tøj. Hans pik stritter fornøjet, men jeg er ved at le. Den er ikke større end på en 12-årig dreng.

”Nu smider du dit tøj. Ellers kommer det næste slag til at gøre ondt. Og det sværger jeg.” Patrick ser rasende ud, og jeg tør ikke tirre ham. Med panisk hast flår jeg alt tøjet af.

Svend griner fornøjet, da han vender mig rundt, så jeg står med ryggen mod ham. Så presser han mig ned og ind over min seng, så jeg ligger knælende der. Han knæler ned, og tager mig doggy style.

Det er latterligt. Jeg føler hans krop dunke mod min, men kan stort set ikke mærke den latterlige lille pik. Og han føler åbenbart heller ikke meget, for han bliver ved i det uendelige. Jeg føler mig til grin, og demonstrerer det med en teatralsk gaben.

Svend stopper, og trækker sig væk fra mig. Hans pik er slap nu, og kun en lille bitte regnorm. Han ser rasende ud.

”Patrick, skal jeg finde mig i den billige møgfisses opførsel?”

Patricks øjne er sorte af raseri.

”Slet ikke Svend. Lær den lille møgluder nogle manerer.”

Svend griner, og tvinger mig om på ryggen i sengen. Så knytter han sin ene store næve, og forsøger at presse den op i min fisse. Han har kæmpestore hænder, og jeg er ikke synderlig våd. Den kan slet ikke komme ind, men han presser af alle kræfter. Jeg skriger i vilde smerter. Hans anstrengelser er ved at flå min fisse fra hinanden.

”Hov, hov, Svend. Jeg skal sgu bruge den fisse hele året. Havde det været om 365 dage, havde du kunnet gøre det på din måde. Men nu skal du gøre det på min måde.”

Han griber Svends håndled, og trækker hånden over til siden. Der hælder han opvaskemiddel på den, og ælter den gigantiske næve ind i det fedtede stads.

”Prøv nu. Nu tror jeg det går.”

Igen knytter Svend sin kæmpenæve og presser den ind mod min fisse. Jeg er lammet af skræk. Min skede vil revne hele vejen op, hvis han gør alvor af det, han prøver på.

Men det synes hverken at bekymre Svend eller Patrick. Sidstnævnte holder mig i en skruestik, og Svend lægger hele sin vægt i presset mod min fisse, der sender vilde smertebølger gennem min hjerne. Jeg er i panik, og lammet af skræk føler jeg, at fissen giver efter og kæmpenæven presses i bund.

Jeg skriger af smerte, vrider mig, og er på nippet til at besvime.

Alligevel begynder han nådesløst at fistfucke mig. Det føles, som om han tæsker mig indvendigt, og for hvert slag skriger jeg fortvivlet. Men han bliver ved og ved. Svimmel af smerte vil jeg tigge Patrick om nåde, men jeg kan ikke få et ord frem. Hjælpeløs, men desværre ved fuld bevidsthed, mærker jeg, at han ondskabsfuldt tæsker min fisse, indtil jeg synker magtesløs ligger stille i sengen.

Ikke helt besvimet, men så ødelagt, at jeg ikke kan røre mig, og slet ikke skrige mere.

Så stopper han endelig. Jeg kan se, at der er blod på hans hånd, da han trækker den ud.

Få minutter lader Patrick mig ligge i min elendighed. Så kræver han, at jeg trækker i tøjet. Jeg kan ikke gå, men brutalt trækker han mig ned af trapperne og ind i bilen.

”Tag denne hætte på, luder. Du skal ikke vide, hvor jeg kører dig hen.” Patrick lyder nu endnu mere gemen end jeg havde forventet.

Jeg har jo ingen anden mulighed end at adlyde. Men forstår ikke grunden. Det er jo hans afpresningsmateriale, der holder mig fanget. Jeg KAN jo ikke stikke af, om så alle døre og vinduer er åbne, der hvor vi skal hen. Eller skulle jeg alligevel stikke af? Det er ved at gå op for mig, at det slaveri, jeg er på vej ind i, er langt værre end alle Patricks trusler.

Vi kører i mere end en time. Det føler jeg mig sikker på. Måske 2. Det er frygteligt at sidde der, uden at kunne se. I selskab med en mand jeg hader. På vej mod en frygtelig tilværelse som hans fange, hans slavinde.

Bilen begynder at bumpe. Vi må være drejet væk fra asfaltvejen. Her er frygteligt ujævnt, og alligevel fortsætter vi længe. Hvor kan vi være?

Endelig stopper vi, og Patrick giver mig ordre til at tage hætten af.

Jeg næsten flår den af. Trods alt er det en stor lettelse at kunne se igen. Jeg kigger mig omkring. Vi holder i en lille lysning i en skov. Lige ved et gammelt, meget stort træhus, og noget der ligner en stald. Der er ingen andre huse at se, og vejen, af hvilken vi er kommet, ser overvokset ud. Det er tydeligt, at det er meget sjældent, at der kommer folk her. Formodentligt er huset blevet brugt af en skovridder eller en anden, der har været ansvarlig for skoven.

Vel sagtens ansat af staten? Eller………

Jeg kommer i tanke om, at Patrick indimellem har pralet af at have en meget rig ven. En godsejer på det sydlige Sjælland. Kan huset og skoven tilhøre denne mand? Jeg kan ikke vide det, og lige nu er det jo også ligegyldigt. Men jeg har besluttet mig til at indsamle enhver oplysning, jeg kan finde om Patrick. Måske kan jeg finde noget viden, der engang kan hjælpe mig i min fortvivlede situation.

Patrick spørger, om jeg har en telefon eller andet elektronisk udstyr. Det har jeg helt bevidst valgt ikke at tage med. Han skal ikke læse mine gamle beskeder. Han kropsvisiterer mig, og smiler tilfreds, da han mærker, at jeg intet har.

”Tag dine ting, og slæb dem ind i huset. I første omgang kan det stå i entreen.”

Patrick gør ikke mine til at hjælpe mig. Og jeg slæber mine tunge kasser hen til huset. Lægger mærke til hvor solid bygningen er. Bygget af tykt egetræstømmer.

Da jeg bærer de sidste ting ind, lukker og låser Patrick døren bag mig. Der er jerntremmer for alle vinduer. Måske for at holde indbrudstyve ude. Men nu gør det huset til et fuldstændigt flugtsikkert fængsel.

Ikke at det betyder noget. Jeg ville jo ikke kunne flygte alligevel. Men det er altså skræmmende alligevel. Hvis hans behandling af mig bliver så forfærdelig, at jeg ombestemmer mig og vil flygte fra hans slaveri, og hellere udsættes for at han offentliggør filmene med mig, hvor jeg dyrker pervers sex med ham, hans venner og med hans hund, så vil jeg ikke kunne gøre det.

Jeg bider mig i læben.

”Gå op ad trappen.” Han peger på en solid dør. Den er låst, men nøglen sidder i. Jeg drejer den og åbner døren. Ser hvor tyk den er. Huset er som en fæstning. Så går jeg op ad trappen. Stopper lige ovenfor trappen, og ser mig forbavset rundt.

Hele overetagen er et stort lokale. Oplyst af nøgne neonrør. Alle vinduer er dækket af skodder, og jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at de er solide og låst udefra.

Den halvdel af lokalet vi står i, er fuldstændigt tomt.

I den modsatte ende er der enkelte genstande. Ting som Patrick tidligere har vist mig på billeder.

En gabestok.
En middelalderlig træhest.
En pinebænk, altså sådan en bænk, hvor en fange kunne strækkes, til hendes led blev ødelagt.
Et stort X til opspænding af pigen.
Og et solidt bord, hvor pigen tilsvarende vil kunne spændes fast.

Mere kan jeg ikke se, men i min nuværende situation skræmmer de redskaber livet ud af mig.

”Jeg kunne jo bare voldtage dig, og bruge dig som min slavinde. Men det ønsker jeg ikke. Jeg holder dig bare her og begynder ikke på noget, før du har givet mig lov”.

Indholdet i hans ord burde berolige mig. For jeg vil sgu aldrig give ham lov til noget som helst. Men hans overlegenhed og hans nedladende grin fortæller mig, at han føler sig helt sikker på, at jeg vil gøre, som han ønsker. Jeg siger intet.

”Jeg har din kontrakt her. Du skal skrive under på, at du frivilligt er blevet min slavinde i et år, og at du har givet mig tilladelse til at holde dig lænket i det år, og til at dyrke BDSM med dig, på enhver måde jeg lyster.

Måske vil den ikke hjælpe mig meget, hvis du engang går til politiet, men skade kan den jo ikke. Vil du underskrive kontrakten?”

Det har jeg overhovedet ikke lyst til. Jeg ryster på hovedet.

Patrick smiler stramt.
”Du er på tværs lige fra starten. Klæd dig af. Helt nøgen.”

Igen ryster jeg på hovedet. Hans ord om at han kun gør det, jeg giver lov til, giver mig mod til at trodse ham.

Et sekund ser det ud til, at han vil give mig en lussing. Men han stopper sig selv. Griber en jernlænke, som ligger inde ved væggen. Før jeg kan reagere, sidder lænken om min ene ankel. Kæden er solidt fastgjort til væggen og er vel 3 meter lang. Jeg kan ikke nå hen til trappen. Og slet ikke nå nogen af tingene i rummets anden ende. Der er kun et tomt gulv, der hvor jeg kan nå.

Patrick forsvinder ned af trappen, og kommer tilbage med en stor blikspand.

”Når du vil være så besværlig, luder, så bliver dette areal dit hjem foreløbigt. Regel nummer 1 for slavinder er, at privilegier skal de gøre sig fortjent til. Og før du begynder at samarbejde, har du ikke mange privilegier.”

Han smiler.

”Selv om du faktisk har mange flere privilegier, end du forestiller dig. Det vil du opdage, hvis jeg bliver nødt til at tage dem fra dig.”

Han sætter spanden ved siden af mig.

”Har du lyst til at sutte min pik?”

Hvor er han vammel og tåbelig. Jeg ville hade at have hans pik i munden. Men jeg er dog forbavset over, at han spørger om de ting. Havde forventet, at han bare voldtog mig. Jeg svarer sammenbidt ”Nej.”

”Du ved godt, det hedder: ”Nej, Herre.” Og i virkeligheden altid: ”Ja, Herre.” Men det lærer du snart. Helt frivilligt.” Han griner selvsikkert.

”Jeg går nedenunder nu. Indimellem kigger jeg herop. Måske får du lyst til at tigge om at få lov til at sutte min pik. Spanden kan du bruge som toilet. Og vov ikke at spilde. Gør du det, Kommer du til at slikke det op.”

Uden at give mig mulighed for at svare, forsvinder han ned af trappen.

Jeg er alene.

Ensom sidder jeg i det store loftrum. Det er slemt det her. Men det havde jeg jo vidst, at det ville blive. På en måde glæder jeg mig over, at han ikke allerede er i gang med at misbruge mig eller piske mig. HVIS han kunne nøjes med at have mig siddende sådan i et år, så ville jeg kunne udholde det. Tror jeg.

Dog er tanken om at bruge en blikspand som toilet uudholdelig. Jeg er tissetrængende, men må holde mig. Tisse i en spand. Tror han, jeg er et dyr. Og hvad, hvis jeg skal rigtigt på toilettet. I den spand? Aldrig i livet. Og her er hverken toiletpapir eller mulighed for at vaske fingrene. Jeg må holde mig, til han kommer og løsner mig.

Jeg kryber sammen, lænet op ad den tykke trævæg. Der er jo absolut intet at lave. Ingen mulighed for at beskæftige mine tanker. Det er det værste.

Mine øjne søger torturinstrumenterne i rummets anden ende. Det gyser i mig ved tanken om at være spændt op på et af dem. Og jeg ved jo godt, at jeg ikke har nogen chance for at undgå det.

Vil jeg overleve hans behandling?
Og vil han overhovedet slippe mig fri efter det år?

Det er vanvittigt, at jeg er taget med ham. Hans trusler med filmene kan på ingen måde sammenlignes med dette. Jeg vil fri. Sige til ham, at vores aftale ikke gælder. At han bare kan sende de skide film. Jeg er så rasende. Og bange.

Et lille glimt af håb tændes i mig. Bagerst i den dagbog jeg havde overladt til min bedste veninde, står alt det, jeg er tvunget ud i. Og alle oplysninger om Patrick. Og mellem dem er godset på syd Sjælland nævnt. Hvis det nu er der vi er. Jeg håber så meget, at min veninde vil læse dagbogen. Men ved jo godt, at det vil hun ikke.

Går tiden overhovedet?
Han kunne i det mindste have givet mig et ur.

I min kedsomhed og min desperation har mine fingerspidser fundet ned til min lille, altid fugtige fisse. Helt ubevidst begynder jeg at onanere, selv om det stadig gør vanvittigt ondt dernede. Men stopper omgående. Det her er for skørt. Jeg er i den forfærdeligste knibe. Så skal jeg sgu ikke sidde og trille med ærten.

Jeg stopper igen. Men stønner. Min fisse kræver opmærksomhed. Nogle gange er det en forbandelse at være født så liderlig som jeg er. Selv om det nu også har været dejligt. Et lille smil bryder frem. Jeg har altid haft så let ved at få orgasmer. Lige fra jeg var en helt lille pige. Og nu kan jeg få orgasmer i en lang køre, hvis en fyr kan pirre mig rigtigt. Og jeg elsker den rus højere end noget andet. Tror min følelse af det kan sammenlignes med den rus nogle mine venner får, når de tager stoffer.

Tiden bliver en kamp. En kamp mellem min vilje til at holde mine fingre i ro. Og fingrenes refleks om at søge ned til mit drivvåde lysthus.

Patrick har jo sådan set ikke gjort mig noget endnu. Men jeg er ved at knække. Det kan jeg godt mærke. Og så er jeg frygteligt tørstig.

Omsider hører jeg trin på trappen. Selv om jeg både hader og frygter Patrick, er jeg ved at græde af glæde, da han kommer.

Han går hen til mig, og kigger hånligt på min nøgne, sammenkrøbne krop.

Jeg hader ham. Det her er helt forkert. Kan han ikke se, hvor perfekt min krop er? Hvilken smuk pige jeg er? Han burde tilbede mig, som næsten alle andre mænd har ligget for mine knæ siden jeg fyldte 12. Men den opblæste nar kigger så ligegyldigt på mig.

”Har luderen noget, hun ønsker at spørge om,” spørger han hånligt.

Jeg samler alt mit mod.

”Jeg har ændret mening, Patrick. Jeg vil ikke deltage i denne leg. Slip mig omgående fri. Så kan du bare sende de skide film. Jeg er ligeglad.”

Patrick ler højt. ”Det er sgu for sent, luder. Du har indgået den aftale, og den binder. Du er min ejendom de næste 365 dage. Okay 364, for den her dag er snart gået. Er der noget vigtigt, luderen vil spørge om?”

Jeg er så tørstig. Bliver nødt til at have noget at drikke.

”Kan jeg få en sodavand? Jeg foretrækker Cola. Coca Cola, med is,” tilføjede jeg.

Han ler højt. ”At få noget at drikke er et privilegium. Og jeg har forklaret dig, at en slavinde kun får privilegier, når hun har ydet noget. Er der ikke noget andet, du vil spørge mig om?”

Jeg kommer i tanke om hans ord om, at jeg ville komme til at tigge om at få lov til at sutte hans pik. Nu forstår jeg hans plan. Jeg får intet at drikke, før jeg tigger. Men den triumf skal svinet ikke have.
Historien fortsætter under reklamen

Jeg ryster bare på hovedet, og vender hovedet, så jeg ikke skal se på ham.

Hans latter giver genlyd i mine ører, medens han går ned af trapperne.

Læs næste afsnit

3 kommentarer

1. Kurt

   22/09/2024 kl 13:15

   Jeg håber han på et tidspunkt, får hende tatoveret over lysthuset og med tiden for hende brændemærket med hans initialer, samt at han får hende installeret i et bordel for et tidsrum, for det synes jeg hun fortjener med den opførsel, som hun udviser?

   0

   Besvar kommentar
2. donnord

   11/09/2020 kl 12:02

   sys nu en af hendes opgaver som luder er og smide sine p-piller væk

   2+

   Besvar kommentar
   • kaptajn Bligh

     12/09/2020 kl 11:48 - som svar på donnord

     Lige det er så ikke et af de krav, hendes bortfører/Herre stiller til slavinden. Men stol trygt på, at han har masser af udspekulerede krav til hende alligevel.

     2+

     Besvar kommentar