Vi ved intet, udover det åbenbarede. Det unge par der elsker bag træet. Manden i et andet træ i nærheden ..

Forfatter: Jann (NNastyJR)

Kroppen spjætter og svajer i sin frit svævende tilstand. Rebet strammer og lukker, lyde og luft er spærret af, reduceret til svag rallen. Fødderne når ikke længere jorden og hænderne er lige så værdiløse – låste med jern bag ryggen på manden.

Han er alene, kun ledsaget af den kolde og usynlige magt, der har fundet ham og indfundet sig, tager mere og mere af ham. Alene kommer de til, alene vil de forsvinde igen. Kolde og usynlige, sådan lyder buddet.

Men ikke endnu, ser vi. Skoven rummer stadig liv og varme – øjne der ser ham. Bag træet i nærheden, pigen der skjuler sig. Ser han hende? Kender han til hendes tilstedeværelse – kender hende?

Vi ved intet, er lige ankommet og er helt uden indsigt. Ved ikke om pigen har lukket håndjernene, eller han selv? Om hun har væltet trappestigen, eller han selv? Vi ved kun hvad vi kan se – at hun ser, og ikke er alene.

Den øde skov rummer liv og død. En evig cyklus – Gaias åndedræt. Kroppe af kød, i kramper og kamp. Dyr og mennesker, mand og pige – bag hende gemmer drengen sig.

Hans ansigt skjult i hendes hår, ser ikke. Sanserne er koncentreret om hende, om andet – om liv! Pigen mærker det i sig. Mærker varmen fra kødet som han giver hende.

Han er hård og stor, af en så ung mand at være. Også hun er biologisk ung, men ældre, mere erfaren. Har hun også haft mænd – også ham der?

Vi ved intet, udover det åbenbarede. Det unge par der elsker bag træet. Manden i et andet træ i nærheden – tilfældigt møde eller tilsigtet? Overlagt?

Men vi ved at pigen nyder. Kan både se og høre det – stønnene, der måske også når mandens ører og hans resterende bevidsthed? Vi kan kun gætte på hvor meget han registrerer, men vi kan se at pigen holder sit blik stift på ham. Og se i dette koncentrerede blik, at varmen og fylden har fundet hende, indfundet sig.

Kramper og kamp. Liv der myldrer og går til. Fra træernes toppe, til skovens bund. Pigens rene, hvide trusser om anklerne. De små hvide strømper og flade sko i skovbunden. Drengens knælange shorts og underbukser, der dækker hans moderigtige sneakers.

Han løfter sig op på fodballerne, skubber sig rytmisk frem. Hendes lange, nøgne ben, op til de små blottede balder, afsløret under den lyse og lette, småprikkede sommerkjole. Hans unge, massive lem i hende. I hendes unge, fugtige skede – som naturen har tiltænkt det.

Og ekstasen som belønning. Pigen der er indfanget i den og stønner ublufærdigt. Drengen der pruster og skubber sig frem, lige så opslugt. Lemmet der overrumples af kramperne fra hendes indre, da hun ser de sidste fra manden. Korte spjæt – kold og usynlig nu.

”Jaaa…”, gisper pigen tilfreds i det samme. Sitrer voldsomt gennem hele kroppen af enorm fryd – og mærker varmen og livet fra drengen.

Også han gisper, strammer grebet og tømmer sig i hende. Lemmet pumper. Fyldes og tappes. Han puster tungt og holder om den anden unge krop, siver endnu engang forløst ud i den.

Endnu en kort dans imellem dem, endnu en cyklus i skoven, på naturens vilkår. De har gjort det før, gør det igen – denne gang noget helt særligt, ser vi tydeligt.

Det er jo derfor vi er her, indser vi nu – observerer det særlige, det ‘ekstraordinære’. Ser pigen kigge op igen, et kort sekund – fokusere på skikkelsen længere fremme.

Men manden er væk. Det er overstået. Så hun ser også væk og kysser drengen istedet – kalder ham sin smukke kæreste. Han fniser glad. Er gledet ud, men er stadig i hende.

Hun klemmer sammen, børster myrer af trusserne og beskytter ham med dem – holder ham inde i sig. Naturen har talt gennem dem. Skoven er tyst og fredfyldt nu. Kun den stille musik af fugleliv og pigens blide sutten.

Drengens lem bliver rent og pletfrit igen – et prægtigt syn at skue. Pigen beundrer det, mens hun hjælper ham i tøjet. Han er glad og tavs, tager pigen i hånden og følger med – ingen af dem ser sig over skulderen.

Skoven åbner sig og lukker solen ind. Det er sommer og alt er frodigt og smukt – der er blomster på engen de småløber over, hånd i hånd.

”Hvor har I været?”, spørger deres mor bekymret, da de finder tilbage til deres søndags-picnic sted. Faren sidder bare og nyder roen, maden og den kolde øl – er aldrig bekymret.

Pigen ligner ham, smiler bare og sætter sig – mærker lykkeligt broren i sig, og hjælper ham ned på plads ved siden af sig.

”Nåh..”, siger faren så og smiler behersket, ”fandt I noget spændende derude i dag?”.

Sønnen smiler også – altid! Vender ansigtet mod sin far og nikker. Selvom han er blind, er det altid en fryd at gå på opdagelse sammen med sin elskede storesøster. Det har det været lige fra den første gang, og vil være til deres dages ende…?

2 kommentarer

1. sub

   10/08/2016 kl 16:38

   Dejlig og foruroligende læsning. Efterlader mig med mange spørsmål at tænke over 🙂

   2+

   Besvar kommentar
   • Jann

     10/08/2016 kl 16:44 - som svar på sub

     Tak sub 🙂 samme her. En lille boble fra underbevidstheden, og for lidt søvn, men jeg tror bror og søs dukker op igen (ja, det ved jeg 😉 )

     1+

     Besvar kommentar