Svinsk og umenneskelig, et sygt bæst, der knepper med had, knepper mig med had. Smerten og presset er total ..

Forfatter: NNastyJR

Alle psykopater er narcessister. Det er min vej ind. Hans mail er frit tilgængelig og jeg melder mig i vrimlen af groupies, med smiger og beundring, kaster mig for hans fødder. Det virker, selvom jeg langt har overskredet sidste salgsdato, efter hans smag, hans præference. Vi er jo stort set jævnaldrende, i starten af fyrrerne, men han foretrækker dem unge og stramme, forsvarsløse og tamme. Så jeg må bringe andet og mere til bordet – stofferne.

Det er vores endelige bindeled. Han sælger dem og jeg har færdighederne og faciliteterne til at fremstille dem. Jeg fletter det diskret ind i mine mails, og får svar. Han skjuler sig der, som et rovdyr i skyggen. Og byttet kommer selv til ham, med blottet hals, behøver ikke jage. Og nu er det mig; ‘Kære…’, indleder jeg, igen, smører tykt på – som nævnt; super-narcessistisk. Jeg antyder eksistensen af stoffer, hans egne kodeord jeg har set, og noget helt nyt – han bider på, vil mødes, IRL – jeg er inde.

Mit stof er unikt, skabt til lejligheden, flydende og potent. Jeg har en lille smagsprøve med til vores første møde – et neutralt sted. Det havde ikke været nødvendigt, jeg ved allerede hvor han bor, eller holder til – hans hule. Men det holder jeg for mig selv, klæder mig blot så udfordrende og frækt som muligt. Jeg kører stilen som stilig forretningskvinde, simpel grå nederdel, grå jakke og hvid skjorte, med åben kig til min opstrammede kavalergang. Og så faretruende høje hæle, der løfter min stolthed.

Måske det kan tænde ham, tænker jeg. Ikke en type, en ‘erobring’ han normalt begiver sig ud i? En rigtig kvinde, moden og succesfuld, måske noget der kan friste at smage på? – for en afveksling. Og det er tydeligt det virker, selvom han gør sig store bestræbelser for at skjule det. Et flakkende blik og et træk med øjenbrynet, afslører nysgerrigheden og appetitten.

Men det er lige så klart at min, vores, alder skræmmer ham. Levet liv, ældet hud, muligt voksen modspil. Ikke et dukkebarn, et naivt offer han kan smække rundt i sin boksering efter behag – eller kan han? Det gør ham usikker, forvirret, jeg har jo gjort mig til for ham. Jeg smiler, så han kan se mine linjer, og jeg hans afsky i det kolde blik. Han ser jo også sig selv, sit eget halvt levede liv. Jeg smiler mere og tænker, om psykopater mon også kan rammes af ‘panik-alder’?

Han ser sig omkring, på vej væk. Det kan jo være en fælde. Men han dyrker på den anden side risikoen. Han går til kanten, lever på kanten, og bliver. Siger dog intet, implicerer sig ikke, lader mig om at tale, smigre, tilbyde, falbyde. Jeg taler lavmælt, underdanigt, og uden omsvøb, på nær når det gælder stoffet. Det virker, jeg har hans opmærksomhed, jeg er inde.

Den smukke unge servitrice kommer forbi, bryder hans fokus, får ham næsten til at lyse op – meget bedre. Han er smuk, på det ydre. En mands mand, og hun smittes af hans charme, hans glatte facon, den lurende råhed – som en vampyr. Jeg sender hurtigt pigen, distraktionen, væk, og flasher flakonen med mit kemi.

Den kolde, sorte arrogance glider over hans blik igen, som en maske for øjnene. Han nikker, vil have mig til at smage først, stoler på ingen. Jeg hælder en sjat ud i en kapsel, viser ham hvor lidt der skal til, og indtager det. Hælder op igen og giver det til ham. Han tøver ikke. Tager alligevel alverdens rusmidler, fra alverdens beskidte køkkenlaboratorier.

Virkningen er gradvis, men næsten øjeblikkelig. Verden skifter form og farve, smag og fornemmelse. Den skinner igennem, åbner sig i strålende eufori. Kan et menneske uden følelser opnå den fulde effekt – er han overhovedet et menneske? Jeg tripper, sammen med ham, indtager hans skønhed og magt, undrer mig, igen. Hvorfor drages vi af hans slags, kvinder som jeg? Manson, Lundin, rækken er lang, køen af kvinder længere – og ham her?

Vi går, svæver, kører i hans sorte, motoriserede potens, lander i hans hule. Jeg har opbygget tolerance, så effekten slører mig ikke så meget længere, ikke som ham. En ung pige ligger henslængt på den store sofa, halvnøgen og halvbedøvet. Kunne være min datter. Han genner hende væk, ikke vredt, ligegyldig, påvirket. Så slænger han sig selv på samme måde, gisper at det er fucking i orden det her, vi skal klart lave forretninger.

Jeg smider jakken og knapper mere op, jeg er her for mere end handel. Er her for ham, for hans afstumpede brutalitet – for at blive kneppet til det yderste. Det er den oplevelse jeg kræver, det fortæller jeg ham, og får ham trukket lidt tilbage i verden igen. Han er jo vant til at piger gør sig til for ham, overgiver sig komplet til hans luner. Også kvinder, tænker jeg, måske ikke så direkte og hæmningsløst. Men det er mit krav, mit ønske – min dybeste, dunkle lyst.

Det tænder ham, med mit kemis hjælp. Han glor sultent ned af mig. Jeg er smukkere nu, ved jeg, et syn, sløret og transformeret. Min formelle påklædning, skolelærerinde, sagsbehandler, en eller fantasi eller aversion han har – han ku’ sgu’ godt, bliver han enig med sig selv om. Jeg ser det i hans i hans golde rovdyrblik, isnende og pirrende igen, jeg mærker det helt ned i rødderne af min lyst. Vi skåler igen på aftalen og jeg viser ham min naturlige krop.

Jeg klæder mig af for ham, lader ham granske hvad livet, naturen gør ved en kvinde. Dog vel vidende at mit kemi pynter på hans perceptionsevne og tiltrækning af mig. Jeg bliver endnu mere slank og fast end jeg allerede er, mine små bryster mere spændstige og appetitlige, ligesom han er det for mig. Hans kindben højere, mere markante. Næsen smallere, mere spids, munden bred og farlig. Og øjnene, altid øjnene for mig. Han lyser med dem, borer sig ind i mig, sætter mere blus på ilden.

Min kusse er glatskrabet, og fugtig nu. Jeg gnider den for ham, viser ham hvad han får, viser ham min villighed. Han ser på, afdæmpet, kalder så tøsen ind igen, får hende til at smide de sidste stumper tøj, ved siden af mig. Jeg kan intet gøre, intet stille op, mod hende, teenager, i sin spæde blomstring. Frisk og sart, vil være i fuld flor om få år, og i mange år – med mindre hun fortsætter her.

Det er pinefuldt og ydmygende, for os begge. Hun kunne være min datter og jeg hendes mor. Men hans angreb er rettet mod mig, lettere visnet og dryssende i sammenligningen, besejret, manet i jorden, reduceret. Stadig smuk og appellerende i ydre, blot ikke for hans slags. Så han tager os begge, udjævner på den måde, ydmyger på forskellige planer – og fordi min kemi byder ham det. Den har også indvirkning på hans rejsning, på hans jernhårde pik, der vipper parat frem, da vi trækker hans bukser ned.

Hans tænder er blottede i et skævt, manisk smil, mens jeg trækker hans t-shirt over hans hoved. Kroppen er glat og overstrintet med tatoveringer, alle i temaet død og destruktion. Jeg kysser dem, slikker ned over hans overtrænede mave, ned til tøsen, der allerede er i gang med pikken. Hun sutter som en maskine, fuldautomatisk og uden tanke, blot en funktion. Jeg tager del, om det store, nøgne hoved, mens hun smasker ned, op, hurtigt, ihærdigt, øvet.

Hun tager den slappe nossesæk i munden og gumler, og jeg slikker ned, rundt, suger hårdt. Så tager jeg hovedet i min mund, suger læberne sammen og pikken op i svælget. Jeg tager ham så langt som muligt, gennem halsåbning, kvæles i ham, og mærker ham presse mere på. Han støder op og knepper min mund til jeg gagger. Det er noget han kan lide, gør det samme ved tøsen, mere brutalt, hun er mere vant. Han skubber hende væk, rejser sig og knepper min mund igen – han er ved at være der.

Mundvandet sprøjter ud af mig, jeg er tæt på at kaste op. Han trækker sig, lader mig gispe, måske gør det også ondt i pikken? Jeg spytter, rammer hans ben. Han forbavses et øjeblik, heller ikke noget han er forvænt med, slår så, med flad hånd, hårdt og præcist. Jeg falder til siden, syngende sort, sviende, rejser hovedet igen og tager en mere på den anden kind. Han griner, er der fuldt nu, impulsstyret, ikke i kontrol selvom han tror det.

Tøsen får også slag, skal ikke snydes, og han ved det bider mere på hende, gør hende mere ulykkelig. Hun bryder hulkende sammen, hvilket blot giver ham mere blod på tanden. Jeg tilbyder mig igen, på knæ, mine slappe bryster skudt frem – slå dem, slå mig! Han kan ikke modstå at daske dem, håne, vride og latterliggøre, i sammenligning. Ved ikke om han overhovedet gider kneppe sådan en slidt sæk, hvæser han og rykker mit hoved frem og ned i det beskidte gulvtæppe.

Han slår mine balder, med vildskab, flår dem hårdt, presser en finger ind i mit snævre røvhul, glat og lækkert, mærker han. Det behager ham og han knepper til med fingeren, smækker balderne igen, ned over lårerne, hen over min kusse. Han stikker sin beskidte finger ind, så to mere, rusker rundt, kalder mig slap og udkneppet, i sammenligning. Alligevel sætter han sig om bag mig og banker sit store pikhoved ind, helt i bund. Han knepper vildt og passionsløst, vil dominere mig med sin pik, straffe min modenhed.

Så kalder han tøsen hen igen, balancerende på min ryg, mens jeg sidder på alle fire, ryg mod ryg. Jeg mærker hvordan han knepper hende på samme måde, hensynsløst, magtdemonstrerende, mest over for sig selv. Hun jamrer og klynker hjerteskærende, se det er en ordentlig kusse, griner han og hugger løs i hende. Så tag mit røvhul, trygler jeg, flæk det i stykker med din store pik, knep det som en hund! Ordene er fremmede for mig, men jeg mener dem, vil have ham til at prygle mit røvhul, flå det åbent.

Han hører min bøn, og kan igen ikke modstå fristelsen. Tøsen slipper fri og af mig, smutter hurtigt og ubemærket væk for at komme sig, vi er alene i stuen. Jeg sænker ansigtet ned i snavset igen, spreder og skyder ryg, mærker ham krænge mine balder op og det store champignon-hoved mod mit sparsomt kneppede røvhul. Heldigvis er han hård nok til at bryde igennem, presser musklen ud i yderposition og ind bag det med et ryk, fortsætter ublidt.

Jeg er fyldt til randen og presset er tungt, går bare dybere og dybere. Han har kun sit eget velbehag i sigte og knepper mit røvhul som et middel til at nå det, fuldstændigt som han lyster. Jeg bider det i mig, mærker den gloende jernstang flå i min tarmvæg. Han står på flade fødder, bøjede knæ, ind over mig, og hugger nu løs. Jeg hører hans tilfredse dyriske brummen, kalder mig en gammel so, med en ubrugelig kusse, men et ok røvhul. Det eneste der er noget værd på mig. Så knep det dog, provokerer jeg, og mærker ham tage imod, støde hårdt.

Han presser mig fladt ned mod gulvet, lægger sig helt ind over mig og knepper i lange seje stød, langsomt op i tempo igen. Det river og flår i mig. Ingen rigtig smørelse, råt og brændende af friktionen. Han tager armen om min hals og trækker bagud, maser mig mod sin skulder og kører på. Jeg har hans tunge, hvæsende vejrtrækning i mit øre, mens han nærmer sig, er helt væk nu, klemmer mine luftveje og knepper mig til blods.

Det er sådan jeg vil have det, have ham. Svinsk og umenneskelig, et sygt bæst, der knepper med had, knepper mig med had. Smerten og presset er total, og trykket om min hals får det langsomt til at sortne, hans vilde hvæsen fader ud. Så kommer han. Slipper grebet og svajer ryggen, hugger til, tømmer sit utvivlsomt sygdomsbefængte sæd ind i min blodsmurte tarm.

Jeg fyldes af et ulideligt pres, da han hamrer sig helt op, pikken svulmer og kaster op – jeg væmmes med fryd, kommer selv i et kort stik. Han bliver ved lidt endnu med at mishandle mit røvhul, så længe han kan og bevarer lysten, og til han opdager blodet. Nu væmmes også han, men griner selvfølgeligt alligevel, siger han flækkede mig og pruster tungt.

Jeg er en knude af smerte, da jeg kravler hen mod en stol, vender mig besværet og læner mig mod den. Han sidder lige over for, på gulvet, op mod sofaen. Pikken er sort af mit blod og der er dråber på hans hvide gulvtæppe, det svier dejligt. Han ser på pikken og pletterne, så på mig, denne sindssyge kælling, der ønsker mishandling, blod. Fortryder allerede, ser jeg, ikke så sjovt når ofret er med på den, ikke lige så autentisk.

Vi sidder lidt, i hver vores tanker og tilstand. Han er stadig stakåndet, og da forsøger at komme op på sofaen, opdager han hvor svag han også er. Jeg ser ham falde tilbage og pruste, rynke brynene, indser han er tappet for kræfter. Han kigger over på mig, forsøger at fremmane sit kolde blik, men angsten er sevet ind. Jeg spørger ham om Maya. Om han kan huske hende. Maya, jeg beskriver hende, lille, kort mørkt hår, store brune øjne, godmodig som dagen var lang.

Men det siger ham ikke noget, ikke noget særligt. Blot endnu en ung kvinde, der kredsede i hans nærhed, blev afhængig, og forsvandt. Jeg fortsætter; en pæn pige, naiv og kærlig, men med en pludselig skæbnesvanger hang til farlige fyre, rovdyr med glat pels. Måske er det min skyld, hvisker jeg, måske hvis jeg havde været mere hjemme, mindre ambitiøs. Havde haft en mand derhjemme, en faderfigur, en ægte mand.

Han grynter spottende; hvad rager det ham, forsøger at rejse sig igen, men med endnu mindre held. Hans vejrtrækning er ramt nu, ved jeg, også min. Det centrale nervesystem er angrebet, ved at lukke ned. Jeg mærker panikken og kan se den i ham nu. Virkningen er i stil med Zyklon B, blåsyre, som nazisterne brugte, senest Assad i Syrien. Bare værre. Jeg gisper, og ser lige tøsen smutte forbi ude i gangen. Fri, reddet, i det mindste hende.

Det gik så længe, men ikke mere. Maya var hans fejl, jeg var hans fejl. Folk kan jo forsvinde, men ikke hvis nogen elsker dem og vil gøre alt for at finde dem, opklare. Jeg har ikke luft til at sige det, men han forstår, rækker sine krogede fingre ud mod mig, fråde om munden, hallucinerende, panisk. Jeg fortæller ham om stoffet, stofferne, katalysatoren og den udløsende imprægnering i min endetarm, rifterne og det fatale blod. Fortæller ham hvad der skal ske med os begge. Min tolerance er højere, opbygget over måneder, men vi skal samme vej.

Hans tænder er blottede i raseri, alt det han kan mønstre. Øjnene røde og våde, læberne violette. Jeg mærker det, lever det, hans grumme skæbne. Uhyrer danser for mit blik, skærer i min hjernebark, det gnistrer og flammer. Jeg lever mit mareridt, vores sidste mareridt, ville bare ønske jeg kunne se hans.

Det sortner igen. Åh, gud, giv mig ti sekunder mere! Jeg fokuserer på ham, hans kamp, ser ham kradse halsen med slappe fingre, slå tamt på brystet. Ni, ser ham åbne gabet, intet kommer ud eller ind, otte, åh, gud, giv mig det sidste! Han rykker spasmisk, kort, seks, jeg låser selv til, fem, åh, gud! Fire, han synker sammen, tre, vælter om på siden, han er væk!, åh, gud. To, jeg er på vej. En, Maya, mor er på vej…

4 kommentarer

1. Lille godte

   02/09/2015 kl 10:06

   Du er god til at skrive

   0

   Besvar kommentar
2. NNastyJR

   01/09/2015 kl 21:57

   Tak, Tak 🙂

   1+

   Besvar kommentar
3. Ond Stedfar

   01/09/2015 kl 21:38

   Og voldgodt skrevet! 👍

   1+

   Besvar kommentar
4. Sofie

   01/09/2015 kl 20:51

   ej hvor er den bare virkelig virkelig god! 🙂 og meget sørgelig 😢

   2+

   Besvar kommentar