Besættelsesmagten 3:5

Endnu engang hørte jeg et skrig og fik øje på Kirsten som blev holdt af en meget stor soldat mens en anden gentagne gange stak en genstand op i hende. Hun græd hjerteskærende, men soldaterne grinede bare ondt

Forfatter: Kurayami

Læs del 2:5

Jeg stirrede mat af udmattelse ind i væggen, og mine øjne gled sitrende halvt i. Gulvet føltes koldt mod min hud, men jeg var for udmattet og havde for mange smerter til at gøre noget. Uden varsel kastede jeg gylpende op på gulvet. Jeg forsøgte at holde hovedet væk fra opkastet, men jeg var for træt til at det lykkes. Der gik et par minutter mens jeg mærkede smerten dunke voldsomt i min mave, hvorefter jeg besvimede.

3. del.

Da jeg vågnede var det lyst, men solen var ved at gå ned, og jeg lå på sengen med et tæppe over mig. Jeg havde fået mine bukser på igen og jeg kunne mærke at jeg ikke var beskidt mellem benene. Jeg lå og funderede over hvorfor der blev vidst mig denne, ja venlighed kunne man vel kalde det. Jeg opdagede at der stod en tallerken med mad på skrivebordet. Min mave gav pludselig en høj knurren fra sig og jeg besluttede at jeg ville risikere de tæsk jeg evt. ville få ved at tage af maden. Jeg løftede tæppet af mig og løftede benene ud over sengekanten.

Da jeg rejste mig fra sengen blev jeg overvældet af en voldsom svimmelhed og det sortnede for mine øjne, og jeg mærkede at jeg faldt forover. Jeg knaldede i gulvet med et støn, og et øjeblik lå jeg bare og trak vejret i stød. Jeg rejste mig langsomt, og fokuserede på væggen. Da svimmelheden var væk, vaklede jeg over mod bordet. På tallerknen lå der kogte kartofler, lidt kød og kogte grønsager. Jeg lyttede efter fodtrin og stemmer, og tog mod til mig og tog et stykke kød og proppede det hurtigt i munden. Det smagte skønt, men kødet voksede og voksede i min mund og jeg kunne ikke synke det. Jeg tog kødet ud af munden og tog det næste stykke kød for bare at suge væsken ud.

Med kartoflerne gik det nemmere, jeg spiste to i få mundfulde og greb ud efter en gulerod og suttede sovsen af og spiste guleroden i to mundfulde. Jeg kunne ikke få mere ned så jeg gik hen og satte mig på sengen. Man måtte da kunne komme væk herfra. Jeg ville væk herfra. Jeg gik hen til skrivebordet og kiggede i skufferne efter noget jeg kunne bruge som våben. Jeg fandt en kuglepen af metal og stak den i lommen. Jeg kunne allerede mærke at maden gav mig ny energi så jeg gik hen og undersøgte døren. Den var selvfølgelig låst.

Vinduerne både i kontoret og i rummet ved siden af var låst ude fra, men glasset burde kunne knuses. Jeg gik ind efter tæppet, tog min ene sko af, viklede skoen ind i tæppet og gik hen mod døren til det andet rum. Den var ikke låst nu, så jeg gik derind. Glasset var uklart så jeg kunne ikke se om der var nogle derude, men jeg ville tage chancen. Lige inden jeg forsøgte at knuse ruden, kom jeg i tanke om at skoen ikke ville kunne ødelægge ruden i første forsøg. Der skulle være en brist i glasset inden, så jeg gik ind efter tallerknen og knækkede den mod bordet så resten af maden faldt på gulvet.

Jeg gik ind i rummet igen og satte splinten mod ruden og begyndte at ridse en revne. Efter nogle minutter var der lavet et rids i glasset så jeg tog skoen med tæppet, tog sigte og bankede skoen mod glasset. Der kom en knæk-lyd og en lille revne sprang fra ridsen. Jeg bankede mod glasset igen med lidt mere styrke og der kom flere revner. Jeg lyttede efter løbende fodtrin og råb, men der var helt stille. Jeg ventede lidt, men gav så det bank mod ruden som til sidst fik ruden til at give efter og falde klirrende ned på gulvet og ned på jorden udenfor vinduet. Jeg lyttede bange og nervøst, men der var heldigvis stille udenfor.

Der var efterhånden ved at blive mørkt udenfor, og aftenkulden kom ind gennem vinduet. Jeg gik hurtigt ind efter en stol, stillede den under vinduet og fjernede de sidste skår fra vindueskarmen, tog min sko på og lagde tæppet op på vindueskarmen, hvorefter jeg stod op på stolen og kravlede ud af vinduet.

Nede på jorden satte jeg mig på hug mellem de små buske og kiggede rundt efter vagtpatruljer eller soldater, men der var helt øde. Pludselig skar en skarp smerte gennem min mave og ned i mit underliv, så jeg knækkede sammen mens jeg holdt om min mave. Jeg fik kvalme af den overvældende smerte, men tog en dyb indånding og forsøgte at tage mig sammen. Jeg kiggede op og rundt, hvorefter jeg løb over til den næste bygning og videre ned langs muren og satte mig ned igen. Der kom lys ud af et af vinduerne i denne bygning, og jeg kunne høre høje råb, musik og klirren med flasker. Indimellem kunne jeg høre fortvivlede skrig; det lød som en kvinde. Det isnede indeni mig, for det kunne være Katrine eller Kirsten der var derinde. Jeg krøb helt hen til vinduet og kiggede ind gennem en sprække i gardinet.

Mit hjerte slog et slag over, ved synet af hvad der foregik ind i rummet. Katrine lå på en seng mens en halvt påklædt soldat lå ovenpå hende. Hans grønne skjorte var våd af sved på ryggen, og hans hofter bumpede op og ned, mens Katrine lå slapt under ham og stirrede tomt ud i luften. Endnu engang hørte jeg et skrig og fik øje på Kirsten som blev holdt af en meget stor soldat mens en anden gentagne gange stak en genstand op i hende. Hun græd hjerteskærende, men soldaterne grinede bare ondt, og ham der holdt hende fast kyssede hende hårdt på halsen mens den anden begyndte at spænde sit bælte af. Jeg blev overvældet af kvalme og kastede op på jorden.

Jeg tumlede rædselsslagen videre langs muren og videre over endnu en vej og ind i en lille skov. Pludselig holdt musikken op og jeg hørte høje stemmer og en dør der blev åbnet hvorefter tunge støvler knaldede mod asfalten. Jeg lagde mig fladt ned på maven inde mellem træerne og forsøgte at dække mig bag en lille busk. Soldaterne måtte have opdaget mig i vinduet, for de begyndte at kigge rundt og gå frem og tilbage på vejen mens de råbte i munden på hinanden. Ud fra deres råb kunne jeg forstå at de havde set en skikkelse uden
for vinduet, så de havde altså set mig!

Jeg rystede af skræk mens jeg bad til at de ikke ville finde mig. Koldt muddervand begyndte at trænge op gennem mine bukser, og en sten stak smertende ind i min kind, men jeg turde ikke flytte på mig af skræk for at blive opdaget. Pludselig så jeg ud af øjenkrogen en person komme snublende ud af bygningen og begynde at løbe ned ad gaden. Soldaterne vendte sig bandende om og en af mændene trak en pistol og skød mod personen jeg genkendte som Kirsten. Hun faldt forover med et skrig og ramte asfalten med et uhyggeligt bump. I et par sekunder forsøgte hun at komme på benene, men soldaten som havde affyret pistolen var allerede henne ved hende og skød hende i hovedet, hvorefter hun lå stille. Jeg lukkede øjnene da soldaten skød anden gang. Mændene gik bandende tilbage til bygningen og musikken blev startet igen. Jeg lå helt stille i lang tid, men tog mod til mig og rejste mig op på hænder og knæ.

Jeg kravlede gennem den lille skov og kom ud til udkanten af en mark, som var næsten to hundrede meter bred. På den anden side af marken kunne jeg skimte et hegn, og på den anden side en vej! Da det var efterår lå marken sort og nøgen hen, men jeg besluttede at løbe tværs over og forsøge at komme over hegnet og ud på vejen. Jeg satte i løb hen over de dybe furer, hvor der i bunden flere steder lå små pytter af vand. Flere gange snublede jeg og faldt ned på alle fire så mine hænder borede sig ned i den bløde jord til albuerne. Efter et par fald var jeg fuldstændig tilsølet men jeg fortsatte ufortrødent.

Efter at have tilbagelagt omtrent to tredjedele af marken hørte jeg lyden af skridende dæk og hvinende bremser. Jeg vendte mig halvt om og så et køretøj køre med høj fart parallelt med marken over mod hvad jeg gættede på var vagten. En lygte blev pludselig tændt og en kraftig lyskejle blev kastet ud på marken. Rædslen voksede på ny frem i mit bryst og hårene rejste sig i min nakke; jeg var blevet opdaget. Endelig kom jeg ud af marken og ind i et lille stykke tæt krat, hvoraf mange af grenene var besat med tårne. Jeg trak blusens ærmer ned over hænderne for at beskytte mod tårnene og maste mig sidelæns gennem krattet. Hegnet var godt to meter højt og med to rækker af pigtråd øverst.

Jeg løb til højre ned langs hegnet indtil jeg kom til en hegnspæl. Jeg begyndte besværligt at klatre over hegnet, men på toppen fik jeg overbalance og faldt forover og ned på græsset på den anden side hvor jeg landede tungt på min højre skulder. I farten rev jeg en flænge i mit venstre bukseben og jeg kunne mærke at piggene havde revet hul i mit lår. Min skulder smertede forfærdeligt og jeg kunne mærke blodet løbe ned ad benet, men jeg ignorerede begge dele og tænkte kun på at komme væk. Jeg begyndte at løbe ned ad vejen men skyndte mig over i den anden side og ind i et buskads, som løb parallelt med vejen, for ikke at blive opdaget. På den anden side af buskadset var der et lille frit område hvor jeg kunne løbe uhindret.

Jeg løb til mine lunger føltes som om de skulle sprænges, men jeg kunne ikke sætte farten ned. Jeg følte jeg løb for mit liv, hvilket jeg nok også gjorde. Smerten i skulderen tog til for hvert skridt og mit lår var begyndt at dunke, men jeg løb desperat videre.

Efter et par minutter kunne jeg høre en bil nærme sig ude på vejen, men jeg løb videre i den tro at de små træer kunne skjule mig. Køretøjet kørte heldigvis forbi mig og fortsatte nogle hundrede metre før den pludselig standsede og foretog et usving som fik baghjulene til at skride ud. Jeg nåede at kaste mig ned i græsset før bilen var udfor hvor jeg lå. Den standsede få meter fra mig, og i et par sekunder skete der ikke noget. Men så med ét steg en høj mand ud af bilen, og et øjeblik trådte det perfekt formede skæg frem rundt om mund og hage da en sky gled væk fra månen.

Premierløjtnant Wahl gik med hurtigere skridt ned i rabatten og ind i krattet. Jeg maste mig så godt jeg kunne ned i græsset og lukkede øjnene. Jeg kunne kun håbe på at han ville overse mig, for jeg kunne ikke løbe fra ham. Og desuden var han helt sikkert bevæbnet. Wahl trådte ud på det fri stykke og begyndte at lyse rundt med lygten og slå det høje græs til side med hånden.

– Hvorfor helvede skulle du løbe væk?! Du har jo ikke en chance! Wahl kom nærmere og nærmere og pludselig trak han sin pistol frem og skød ned i græsset så jeg for sammen. – Kom frem møgso, eller jeg efterlader dig her med et tømt magasin i hovedet, råbte han utålmodigt og aggressivt. Jeg blev grebet af panik, sprang op og kastede mig ind i buskadset. Jeg kunne høre premierløjtnanten bande højt og derefter sætte i løb. Jeg kastede mig fortvivlet gennem de kradsende buske og sprang over en grøft. Jeg landede uheldigt og vred om, men fortsætte i humpende løb med hjertet siddende op i halsen.

Premierløjtnanten var kommet gennem krattet og jeg kunne høre ham nærmere sig. Pludselig lød et højt knald bag mig og jorden til venstre for mig sprøjtede op. Jeg sprang til siden, men min ankel knækkede sammen under mig og jeg faldt ned på asfalten. Wahl var nu kommet hen til mig og gav mig et hårdt spark i siden. Jeg gav et skrig fra mig og krummede mig sammen. Wahl jog sin støvlespids ind i ryggen på mig og jeg væltede over på den anden side.

Hans øjne strålede vildt og han så helt forrykt ud. ”For helvede da også. Det her kommer du virkelig til at fortryde! Jeg sagde du ikke skulle yde modstand kælling. Det bliver fandeme for egen regning nu”. En knytnæve jog ned og ramte mig på kindbenet så jeg kunne mærke huden flække. Slaget fik det til at sorte for mine øjne og jeg blev et øjeblik diffus. Jeg vendte mig om på ryggen og løftede hænderne beskyttende op foran mig, men Wahl slog mine hænderne til side, greb hårdt fat i min overarm og trak mig op.

”Det er sku lige før jeg overvejer at gi’ dig til mine mænd, nu når de ikke har brunetten at muntre sig med. For jeg gider sku ikke den modstand”, hvæsede han og stak mig en syngende lussing med bagsiden af hånden så mit hoved fløj til siden. Wahl trak mig efter sig og jeg blev smidt op ad køleren på jeepen så min forslåede kind hvilede på det kolde metal. Min skulder ramte hårdt mod bilen og jeg så stjerner af smerte mens et skrig slap over mine læber. Wahl greb fat om min nakke, løftede mit hoved op fra køleren. ”Nå da, da, der er vist en som er kommet til skade”, udbrød han og knaldede mit hoved ned i metallet med et brag.

Det sortnede for mine øjne og mine knæ knækkede sammen under mig så jeg gled ned på jorden for fødderne af Wahl. Han hev mig op igen, stak mig adskillige lussinger, og smed mig igen ind over køleren. ”Bliv liggende eller jeg pløkker dig i baghovedet!”, hvæsede Wahl tæt på mit øre. Jeg kunne mærke blodet løbe fra min flækkede kind, mit lår blødte stadig og mit hoved dunkede forfærdeligt. Jeg havde mistet alle mine kræfter, og jeg havde svært ved at støtte på mit skadede ben. Et øjeblik senere bandt Wahl mine håndled sammen på ryggen med en strips, og han trak mig derefter om mod døren og smed mig ind på sædet. Jeg var tæt på at besvime, men Wahl bankede til min skulder så jeg stønnede af smerte. ”Hold dig vågen!”, beordrede han, smækkede døren, gik over og satte sig ind på førersædet og startede bilen.

Historien fortsætter under reklamen

Efter lidt tid kunne jeg fornemme at Wahl var faldet lidt til ro. ”Hvis du bare ikke havde gjort modstand..” Wahl stirrede stift ud af vinduet mens han svagt rystede på hovedet. Mellem alle smerterne kunne jeg efter lidt tid høre, at Wahl igen snakkede, eller nærmere hviske, ”For fanden, noget fucking lort. Jeg gider sku ikke det her mere..”.

Læs del 4

Giv forfatteren en kommentar - KLIK HER

0 kommentarer

  1. jens

    08/04/2012 kl 1:14

    vild fræk historie
    hvis det virkeligt gik så vildt for sig, så ville flere mænd melde sig til hæren.

    0
    Besvar kommentar

  2. C

    14/11/2011 kl 22:19

    du er virkelig god til at skrive historier!
    hvor gammel er du?

    0
    Besvar kommentar

  3. AA

    13/11/2011 kl 14:23

    Virkelig god historie

    0
    Besvar kommentar

  4. jose

    12/11/2011 kl 8:56

    mere

    0
    Besvar kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *