“Dildoen fandt sin vej ind i din onkel. Han kom med et mærkeligt udbrud og hans øjne stod på vid gab.”


Forfatter: Lester Crest

Jeg sad og kiggede på kort-bogen. Jeg var faret vild! Jeg havde lejet en bil i Indianapolis. “Cicero ligger nordpå.” “Lige til at finde” sagde manden i biludlejningsfirmaet. Nu sad jeg på en rasteplads og prøvede at finde ud af hvad der var op og ned på kortet. Jeg bandede højlydt. Jeg kiggede rundt. Længere fremme holdt en lastbil. Jeg steg ud af bilen og gik over til den.Chaufføren var heldigvis venlig. Snart passerede jeg byskiltet til Cicero med Queens spillende på radioen. Hidden Bay hed vejen jeg skulle finde. Jeg fandt huset og ringede på dørklokken..

Sønnen Kevin åbnede. “Far er over på kirkegården” sagde han og pegede ned mod hovedvejen. Jeg kunne se kirkegården og gik derover. “Mor er begravet ikke så langt fra mindestøtten for Ryan White.” sagde han. Jeg gik ned af vejen og passerede hovedvejen. Ryan White var en ung mand som blev smittet med AIDS fordi han var bløder og blev smittet med inficeret medicin. Det kom i fjernsynet ligesom sagerne hjemme i Danmark og derfor rejste byen en mindestøtte da han døde i 1990. Det var 5 år siden, tænkte jeg. Alt for mange gik i hans fodspor, tænkte jeg imens Queens melodien stadig kørte inde i mit hovede.

Et par gangstier fra mindesmærket fandt jeg den person som jeg ledte efter. “Major Collins?”

“Major!” “Det er godt nok mange år siden.” svarede han.

“Dennis Jensen”, præsenterede jeg mig.

“Collins”. Fornavnet fik han ikke så meget op i. Hans fortid i efterretningstjenesterne fornægtede sig ikke. Vi gik tilbage til sønnens hus, hvor faderen boede bagved. Vi talte meget om Onkel Viggo, som Major Collins havde lært at kende i Hamborg efter krigen. Onkel døde i 1993 og da jeg ryddede op fandt jeg hans dagbøger. Der var en person i hans dagbøger, som fangede min opmærksomhed. En person, som stræbte ham efter livet.

Tilbage i det anneks, som Majoren boede i, fik vi en kop kaffe. “Ja, jeg husker kun Gisela for godt.” “Mage til person har jeg aldrig siden fundet.” sagde han og fortsatte: “Nu hvor alle, som var med dengang er døde, kan jeg godt give dig den.” “Blot lov mig at du aldrig fortæller beretningen videre eller viser den til nogen så længe jeg lever.” “Nok er mange år gået, men der er tale om militære hemmeligheder.””

Pludselig brød han i grin.

“Har din onkel nogensinde fortalt hvordan vi fangede hende?”

“Nej, det har han aldrig.” svarede jeg.

“Jo, vi havde fået ram på hendes kæreste.” “Et frygteligt menneske som havde dræbt krigsfanger under Ardenneroffensiven.” “Gisela havde infiltreret det sted hvor din onkel boede og havde hemmeligt signaleret vores planer til kæresten, men din onkel havde gennemskuet hende, eller skal jeg sige, han troede at det var en mand som spillede hendes far som var informanten.” “Gisela dræbte den gamle mand og hun fik overtaget.” “Han blev tvunget til at tage med ud til et varehus, hvor hun tvang ham til at tage tøjet af, så hun kunne voldtage ham.”

“Voldtage?” “Var Gisela ikke en kvinde?” Nu blev jeg forvirret.

“Jo, men du kender til pegging?” “Hun bandt din onkel til et bord og så fandt hun den største påspændingsdildo frem jeg havde set.” “Vi måtte gå langsomt frem da det kunne være at nogle af Gisela’s medgerningsmænd havde gemt sig og vi ønskede ikke at gå et baghold.” “Jeg sneg mig ind og jeg så hvordan at han var blevet bundet til bordet.” “Gisela havde taget påspændingsdildoen på og tvang ham til at sutte på spidsen som den eneste smørelse før hun ville voldtage ham.”

“Hvor grusomt” udbrød jeg

“Hun tog et læderbid frem og tvang det ind i munden, hvorefter hun bandt det fast med en læderrem omkring hovedet.” “Så pressede hun dildoen mod hans ringmuskel.” “Der var måske 20 meter over til dem, men jeg kunne mærke smerten bagi.”

Jeg tog en kop kaffe. Det var en stærk beretning.

“Dildoen fandt sin vej ind i din onkel.” “Han kom med et mærkeligt udbrud og hans øjne stod på vid gab.” “Jeg kunne se, at der nærmest gik et chok gennem hans krop.” “Jeg kunne ikke få øjnene fra dette syn.” “Jeg var fuldstændig hypnotiseret.”

Han rømmede sig og tog en slurk af sin kaffe.

“Et øjeblik holdt hun inde, men hun sukkede dybt.” “Vi fandt bagefter ud af at det var en dobbeltdildo, så hun nød garanteret det øjeblik.” “Så begyndte hun at pule din onkel.” “Han klynkede og stønnede.” “Læder-bidslet forhindrede ham i at skrige.” “Stød for stød arbejdede hun sig længere ind.” “Jeg kunne se at det massive egetræs-bord han var bundet til bevægede sig en lille smule hver gang hun stødte til.”

“Efter et stykke tid, så fik din onkel udløsning.” “Gisela måtte også have fået noget ud af det, for hun udstødte et højt suk og begyndte at skrige sin orgasme ud.” “Hun trak sig ud og fandt et reb.” “Forskellige vidneudsagn fortalte os siden, at det var efter at hun havde fået udløsning, at hun kvalte sine ofre.” “Jeg gav ordre til at gribe ind, og det tog ikke 5 minutter, før hun var i håndjern.” “Din onkel blev hjulpet tilbage til hotellet og vi tog Gisela i forvaring.” “Hun havde under krigen arbejdet i en koncentrationslejr, men lejren rummede kun ungdomskriminelle, så derfor ville man ikke retsforfølge hende, hvis vi fik adgang til hendes kærestes netværk af såkaldte Varulve-grupper.”

Han holdt pause, før han fortsatte.

“Desværre var der ingen grupper”. “Det var hjernespind, men russerne, som så fjender alle vegne, fik os til at bruge tid på ingenting.” “Vi placerede derfor Gisela på et sindssygehospital, hvor hun undslap mange år senere.” “Papirerne er en slags biografi, som hun skrev, mens hun var indlagt på hospitalet, måske i et forsøg på at retfærdiggøre sine handlinger.” “Hun sendte dem til mig med pakkepost, da hun stak af.” Han rystede på hovedet. “Jeg ved ikke, hvorfor det var mig, som skulle have dem.”

“Jeg har fået den fact-checket i videst muligt omfang, så den skulle være OK.”

Vi talte videre om løst og fast. Stakkels onkel Viggo, tænkte jeg.

Jeg tog afsked med Collins og kørte tilbage til Indianapolis, hvor jeg checkede ind på et hotel.

Jeg fandt et foto frem, som jeg havde med fra Danmark. Det var taget i Hamborg lige efter krigen. På fotoet som var taget ved aftenbordet sad onkel Viggo, Karen, Beate, Iris, min far og mor. Burde jeg skrive denne historie? Kan hendes handlinger retfærdiggøres?

Et eller andet sted bør en sådan historie fortælles. Vi bør forstå, hvorfra det onde stammer fra.

Jeg begyndte at læse Gisela’s beretning.

—

Mit navn er Gisela Klein. Dette er min beretning til dem – Major Collins. Når du læser den, har jeg afregnet med dine venner oppe i Hamborg. Så kan du kun ærgre dig over at du kom for sent og du vil smage den sorg, du og dine venner har påført mig.

Jeg blev født i 1923. De første mange år var hårde. Min mor var en af dem som aldrig kom sig over den fødevare-blokade som ikke stoppede ved våbenstilstanden, men først da vores regering var blevet presset til at skrive under på den ydmygende fredsafslutning.

Vi blev forrådt af politikerne. Vores soldater havde været ved at vinde krigen, sagde generalerne, men så faldt slipse-mændene dem i ryggen.

Min far var ved jernbanen, så jeg voksede op hos min bedstemor. Hun gjorde det bedste hun kunne med få midler og jeg husker min barndom som tålelig. Da jeg blev 15 døde hun, og jeg måtte flytte ind til min fars lille lejlighed i Hamborg. Han var næsten aldrig hjemme, da han var konduktør på ruten til Berlin. Jeg husker nogle gange, hvor jeg stod og ventede på, at hans tog kom ind. Det var Tysklands stolthed. Den flyvende Hamburger – et diesel togsæt som kørte hurtigere end tog nogen steder i verdenen og min far var konduktør.

Alene hjemme begyndte jeg at lade være med at gå i skole. Jeg forsømte en del. Da var det, at min lærer kontaktede min far og bad ham om at tage kontakt til den lokale afdeling af Jungmädelbund. Det var en organisation hvor jeg lærte den disciplin som jeg kom til at elske. Aldrig havde jeg været stoltere end da jeg trak i den hvide t-shirt. Et halvt år senere blev jeg medlem af BDM. På det tidspunkt var jeg begyndt at få former og det blev bemærket, da vi en dag lavede gymnastik på sportspladsen. En bil standsede og ud steg den flotteste mand jeg nogensinde havde set. Karl-Friedrich Steiner!

Hans sorte uniform, som klædte hans næsten 2 meter høje krop, var simpelthen fantastisk. Han kiggede rundt og da vores blikke mødtes, rødmende jeg at skam. Jeg følte mig næsten ikke værdig til at se på ham.

Stævnet fortsatte. Vi holdt en pause og jeg satte mig ned for at spise min madpakke under skyggen af et træ, da en fast men venlig stemme spurgte om han måtte sidde ved siden af min. Jeg kiggede op og det var Karl-Friedrich. “J-ja. Det må du godt” sagde jeg usikkert.

Han satte sig ned. Han var en voksen mand og jeg en pige på 14. Han var selv aktiv sportsmand, fortalte han. Han havde vundet mesterskaber med sin specielle Luger 1900 pistol. Han viste den langløbede pistol frem og jeg husker hvordan jeg kun blev endnu mere betaget af hans maskulinitet.

Min far var i Berlin og efter stævnet gik vi en tur langs søen Binnenalster. Da var det, at jeg fik det første kys.

Vi gik hjem til min tomme lejlighed og her klædte vi os af. Vi lagde os i min seng. Jeg kunne næsten ikke stoppe med at beføle hans muskuløse krop. Vi kyssede og han spredte mine ben og begyndte at slikke mig forneden. Jeg var først forbavset men blev så overrumplet over de skønne følelser, som han var i stand til at give mig. Næsten i løbet af ingen tid kunne jeg mærke, hvordan en isnende følelse bevægede sig igennem min rygsøjle, før alt eksploderede i en orgasme. Min krop blev spændt som en flitsbue, og jeg skreg af fryd, som at jeg næsten ikke kunne rumme alle disse skønne følelser. Jeg faldt udmattet tilbage i sengen og lå der lidt tid med ham ved siden af, før jeg rejste mig op. Karl-Friedrich rejste sig og stod ud fra sengen, hvorefter han stillede sig ved siden af den. Han tog fat om mine skuldre og tvang mig ned på knæ. Han vidste, hvad han ville have. Han bad mig åbne munden og jeg fik hans lem i min mund. Jeg var forundret, men han vidste jo bedst, så jeg tog mig mod til det og gik i gang. Den blev stiv som om at den var lavet af støbejern. Han tog fat om mit hoved og pressede den længere ind, så jeg var lige ved at få den ned i halsen. Pludselig kom han. Hans væsker fyldte min mund. “Slug det hele!”, kommanderede han. Jeg hostede og hakkede. Det var en syndflod! “Godt, min elskede”, stønnede han.

Han trak sit lem ud af min mund. “Du har potentiale”, sagde han. “Under mine vinger vil du nå langt!” “Mærk dig mine ord!”

Jeg var stolt. Stolt over at han så noget i mig.

Vi tog afsked med hinanden. Da vi mødtes næste gang uden for BDM’s hovedkvarter, bød han mig på en drink. Han fulgte mig hjem, men næsten lige inden vi kom frem, fik jeg ondt i maven. “Du må til en læge”, sagde han og tog mig hen til en klinik, som alene var til for partiets folk. En læge undersøgte mig og sagde at det var blindtarmsbetændelse og det var godt at Karl-Friedrich havde insisteret på at jeg skulle undersøges.

Lægen indlagde mig og jeg blev bedøvet. Jeg vågnede længe efter og havde ondt. Lægen sagde, at de havde været nødt til at operere mere end først forventet fordi betændelsen var så slem. Min far var ankommet til hospitalet og talte med både læge og Karl-Friedrich, som han mødte for første gang. Min far var meget imponeret over Karl-Friedrich, men mente at han var lige gammel nok for mig. Men som han sagde, jeg var efterhånden et sted i livet, hvor jeg snart selv skulle stå på egne ben, så hvis jeg bare passede på mig selv og ikke blev gravid, så skulle det nok gå.

Jeg blev udskrevet efter en uge. Karl-Friedrich havde travlt med sine opgaver for partiet, så han kom kun kort forbi en gang om dagen. Efterhånden voksede operationssåret pænt sammen og Karl-Friedrich bad mig om at møde ham på en adresse uden for Hamborg i en landsby ved navn Beidenfleth. Adressen viste sig at være det gods, han voksede op på.

“Kom ind, Gisela,” sagde han. Jeg fulgte tøvende med. Han havde fået arrangeret en middag. Hans søster kom ind og præsenterede sig. “Gretel Steiner”, sagde hun. Hun var en stor kvinde. Hun var en lang kjole. Selvom hun var stor, så var hendes talje meget smal. Jeg kunne huske hende fra nogle af de tidligste BDM-stævner, som jeg havde været med til.

Vi satte os til bords. Døren gik op og en tjenestepige kom ind. Jeg blev chokeret. Hun var klædt som en klassisk tjenestepige, men hendes hoved var barberet. Ikke et hår var at se på hendes hoved! Gretel så mit vantro blik. “Frøken Hallmeier havde et forbudt mandlig bekendtskab med en uværdig mand, som blev sendt til en lejr.” Hun rejste sig og strøg tjenestepigen hen over hendes skaldede isse. “Hun skulle egentlig være blevet straffet for sine handlinger, men vi forbarmede os over hende og lod hende tjene her hos os.”
“Du har altid været blød på det punkt”, sagde Karl-Friedrich. Gretel nikkede: “Men frøken Hallmeier husker hvorfor, ikke?”

Hun bad tjenestepigen sætte bakken fra sig, tog fat i hendes skuldre og drejede hende rundt, hvorefter hun løftede op i kjolen. Til mit store chok havde hun fået tatoveret en stjerne på den ene balle og mere overraskende endnu – hun havde ikke trusser på. Tjenestepigen kiggede ned i jorden. Gretel bad hende om at genoptage sit arbejde.

Vi spiste. Jeg fortalte om min opvækst og hvor glad jeg var for at være med i BDM, samt de store stævner. Vi lærte rigtig meget om at danne en familie og være en god hustru, hvilket mange kunne nyde godt af.

Efter maden bød Karl-Friedrich mig på et glas vin. Jeg plejede ikke at drikke alkohol, men han lokkede mig til at drikke et glas. Det blev sent og jeg nævnte at jeg nok måtte tage tilbage til Hamborg, men de to søskende havde andre planer.

Gretel sagde at hun havde noget tøj, som jeg gerne måtte prøve. Jeg var helt overvældet. Det kunne jeg ikke tage imod, men jeg lod mig overtale og fulgte med Gretel til et kammer.

“Tag alt dit tøj af”, sagde hun.

“Men…” kom det fra mig.

“Vil du ikke gøre Karl-Friedrich glad?”, spurgte hun et kritisk blik.

Selvfølgelig kunne jeg ikke det. Lettere rødmende tog jeg tøjet af. Gretel studerede min krop. “Du er en smuk pige, kom med!” Hun åbnede døren ind til et værelse, hvor der hang nogle lædermanchetter i nogle reb ned fra loftet.

“Hvad er det?”, spurgte jeg lidt skræmt.

“Det er bare, så du står stille, mens vi prøver tøjet på dig”, svarede hun og spændte manchetterne omkring min håndled, inden at jeg fik tænkt over at hun sagde vi.

Hun trak i rebene, indtil at jeg næsten kun var i stand til at nå gulvet ved at stå på tæerne.

“Det gør lidt ondt i armene”, sagde jeg.

“Man må lide for skønheden og glæd dig for du bliver så flot.”. Hun tog en øjenmaske frem. “Du skal overraskes!”

Jeg stod uden at kunne se. Jeg kunne høre hende og rundt i rummet. Pludselig mærkede jeg stof mod mit skin. Det var noget hun svøbte omkring min talje. Det føltes som læder. Det var et læderkorset! Hun spændte det ind ved hjælp af nogle snører på ryggen. Jeg kunne forstå at det var hægtet foran.

“Uh, jeg kan næsten ikke trække vejret”, stønnede jeg.

“Nu ikke så meget bøvl”, svarede hun “Åbn munden!” Jeg åbnede munden og hun pressede et bidsel ind i munden på mig.

“Stoff”, gryntede jeg. Hun ignorerede mig og trak hårdt i snorene. Hvor længe hun gjorde det, ved jeg ikke. Jeg følte mig svimmel. Hver gang at hun trak i snorene, kom der et ufrivilligt grynt fra mig.

“Sådan, nu er du klar”. Hun rodede med noget og bad mig om at løfte det ene ben. Hun trak nogle støvler op over foden. Det var en lang støvle. Den gik mig op til knæet. Der var snøring på. Det føltes som om, at det var nogle med en høj hæl. Det blev gentaget med det andet ben.

“Sådan, vi er næsten klar.” Jeg fik øjenbindet og bidslet af. Jeg kiggede rundt. Jeg kunne se at der var lange sorte støvler og de havde høje hæle. Jeg havde faktisk lidt svært ved at støtte på dem.

Hun kom med en hætte af læder. Den efterlod mit ansigt åbent, men dækkede ellers hele hovedet. Den lignede de hætter, piloter bar.

Jeg fik øjenbindet på en gang til. Hvad skulle der nu ske?

Hun spændte et bredt læderbælte om mit liv. Først blev den ene manchet sænket, hvorefter hun spændte den af rebet og låste manchetten fast til læderbæltet, så den anden lædermanchet.

Hun støttede mig, men hun førte mig ud af rummet. Jeg var ved at falde flere gange. Jeg mærkede, at vi gik ind i et andet værelse.

“Hvor er hun smuk”, hørte jeg Karl-Friedrichs stemme sige. Jeg blev helt rød i hovedet af skam. Tænk at han så mig på den måde.

“Ja, her har du gjort det godt”, svarede Gretel. “Men der mangler en ting”, sagde Karl-Friedrich og tog et halsbånd frem. Jeg fik halsbåndet om halsen. Det var et bredt halsbånd, som var måske 10 centimeter bredt. Det blev strammet med to små remme. “Når jeg beordrer det, skal du have det på.”

“Frøken Hallmeier!”, råbte Gretel

“Ja, frue” lød det kort tid efter. Jeg har nu endnu mere rød i hovedet. Først Karl-Freidrich, nu frøken Hallmeier! Hvem skulle ellers se mig i dette ydmygende antræk.

“Gør hende klar”, sagde Gretel.

Jeg blev ført hen og lagt over en slags buk. Manchetterne blev bundet fast til bukken, efter de blev løsnet fra bæltet og et bredt læderbælte blev spændt over min krop, så jeg ikke kunne rejse mig fra bukken. Mine ben blev spredt og gjort fast til bukken med manchetter.

Pludselig mærkede jeg en tunge ramme klitoris. “Ja, frøken Hallmeier ved hvad man skal for ellers kommer hun ind og sidde”, sagde Gretel.

“Åh.” udbrød jeg, mens jeg nærmest var på grådens rand af skam. Hvad ville Karl-Friedrich ikke tænke?

Jeg kunne ikke stå mod frøkenens arbejde med sin tunge. Jeg mærkede nogle hænder tage fat om mine bryster. “De er faste, men ikke helt udviklet endnu”, sagde Gretel.

“Ja, hun er dejlig”, sagde Karl-Friedrich.

“Åhh.”, de dejlige følelser vandt over skammen. Deres berøringer gjorde mig våd.

“Lad mig komme til”, sagde Karl-Friedrich.

Han tog fat om mit hoved og pressede sit lem ind. Jeg begyndte at sutte på den, afbrudt af suk og grynt, når frøken Hallmeier ramte et godt sted.

“Mmmm”. Jeg kunne mærke, hvordan jeg var tæt på at komme. Den store lem følte min mund ud. Ville han komme i min mund igen?

Han trak sig ud. “Flyt dig”, sagde han og gik om bag mig. Jeg mærkede, hvordan den store lem pressede mod min jomfruelige revne. Det gjorde ondt. “Oh, den er for stor!” Gretel pressede et bidsel ind i munden på mig og låste det fast om mit hoved. “Når min bror skænker dig en gave, så tag imod den med glæde!”, sagde hun bestemt.

Mine bønner lød mærkeligt, nærmest dyrisk med bidslen som fyldte min mund. Karl-Friedrich stødte sin lem voldsomt ind i mig.

Hvilken følelse! Først en intens smerte efterfulgt af et chok, da han sprængte min mødom. Han bankede den brutalt længere og længere ind, mens han fyldte min krop med de skønnede følelser. Aldrig havde jeg oplevet så meget kraft, så meget spændstighed. Han trængte helt i bund, og jeg mærkede, hvordan hans nosser ramte mig og det gjorde godt. Jeg stønnede og skreg nærmest til sidst, hvor jeg fik mit livs kraftigste orgasme.

De løsnede remmene, så jeg kom op og stå, men fastgjorde manchetterne til læderbæltet. Jeg havde svært ved at holde balancen. Gretel førte mig hen foran et spejl. Jeg havde svært ved at genkende kvinden, som jeg så i det.

Jeg havde fået en talje. Hætten gjorde mig til en anden person og støvlerne. Jeg var stum og forbløffet. Gretel afbrød: “Nu har Karl-Friedrich fået, nu er det min tur”. Hun vendte sig mod Hallmeier. “Hjælp mig af med kjolen” Tjenestepigen gjorde som hun fik besked på. Jeg så at hun var klædt som mig under kjolen. Ingen trusser. Et læderkorset magen til mit, bortset fra at det var nogle størrelser større. Hendes talje virkede uproportionalt i forhold til resten af kroppen. De lange støvler med snøringer. Hun tog en læderhætte frem, så kun hendes ansigt var synligt. Hun satte sig i en stol. Tjenestepigen tog fat i mig og førte mig hen til stolen, hvorefter jeg blev hjulpet ned på knæ og fik besked på at bruge min tunge på Gretel. Jeg kiggede på Karl-Friedrich, som nikkede med et smil.

Jeg lod forsigtigt min tunge ramme hendes revne. Hun tog fat om mit hoved og pressede det ind mod sit skød. “Bliv ved min pige!” Jeg overvandt den oprindelige væmmelse og tog mig sammen for Karl-Friedrichs skyld. Gretel stønnede tungt. “Det er så godt”. Tjenestepigen havde sat sig bag mig og æltede mine bryster. Gretel stønnede højere og højere. Pludselig sitrede hendes krop og hun skreg sin orgasme ud.

“Åhhh.,, Der var godt”, sagde hun forpustet.

Tjenestepigen rejste sig op og hjalp mig på benene. Karl-Friedrich, som havde siddet og nydt forestillingen, kom hen til mig. “Det gjorde du godt”, sagde han “Jeg er så forelsket i dag” Han kyssede mig og mine ben var ved at smuldre under mig. Tænk at han mente dette!

Jeg fik manchetterne af og jeg fik anvist et værelse. Tjenestepigen hjalp mig med tøjet, så jeg kunne gå i seng. Karl-Friedrich skulle tidligt op og skulle møde udhvilet, så det var ikke muligt at sove sammen.

Næste morgen spiste vi morgenmad, hvorefter Karl-Friedrich tog ind på sit kontor. Gretel viste mig rundt på godset, som bestod af hovedbygningen, samt to lagerbygninger. En ældre mand gik rundt. Oskar, som han hed, stod for de praktiske ting. Han boede i et lille hus et par hundrede meter væk. Han kom sjældent i hovedbygningen.

Bagefter drak vi kaffe, og jeg tog tilbage til Hamborg. Jeg kunne ikke tælle dagene til, at Karl-Friedrich kunne være sammen med mig. I tiden derefter stod jeg ekstra tidligt op hver morgen og satte min uniform. Den lange sorte nederdel. Skjorte og slips. Det brede læderbælte. Jeg var stolt over at være blevet regnet for noget.
Historien fortsætter under reklamen

Mine karakterer blev gode. Fremtiden tegnede lyst. Om nogle år, når jeg blev gammel nok, skulle vi giftes og få mange børn.