Deja-vu 2

“Skal du ha’ daddys lækre, fede pik i din numse, hva’? Har sådan en lille dukke fortjent det, en lille lolita luderdukke, la’ mig høre dig be’ om den!”

Forfatter: Jann (NNastyJR)
Læs forrige afsnit

(Forbudt for børn og sarte sjæle!)

Mørkets malstrøm har hende i sit greb, igen. Har haft hende, i varierende grad, lige siden den aften og nat for snart længe siden. Genforeningen med sønnen som blev taget fra hende i barselssengen og givet bort i skam. Sønnen, hun havde fået med sin egen far, og som lignede ham. Bare værre!

Det gentager sig, og ender galt? Hun ser det igen, som et forvarsel, i udtoningen af mørket, der langsomt og til sidst slipper hende med et gisp. Og et fjernt skrig, som et ekko, og et skæbne-uhelds-svangert deja-vu!

Historien fortsætter under reklamen

Hun kommer op til overfladen, stadig dunkelt, men med strejf af lys, lyd, øjne der dvæler opmærksomt på hende. Og et smil der breder sig, vidt og hvidt, blændende som smerte, da hun ser op fra bagsædet i hans bil, forstår hun. Husker ikke hvordan, men ser op på de der alt for velkendte absintgrønne øjne, der drypper gift, giver hende kvalme, køresyge – og alt det andet!

“Oh-oh, mutti skal knække sig!” griner gift-øjnene på forsædet med sin Mickey Mouse stemme. Og får ham straks til at bremse hårdt op og dreje ind i krybesporet, lige i sidste øjeblik.

Hun kaster op i det samme hun åbner døren, vralter videre ud i vejkanten og ned på alle fire, knækker sig højlydt og længe, som om hun vil have det hele ud. Alt!, hvis bare hun kunne.

Men det er ikke i hendes magt, malstrømmen har stadig fat i hende og har endnu momentum, tager en runde mere, og hun tager sig til maven, bulen, der stadig er der, vokser og vokser – deja-fucking-VUUUH!

Mareridtet fortsætter og mørket vokser med det, altså også fysisk indeni hende. Ligesom før, som en gentagelse af en forudanelse. Den nære og den fjerne fortid der udspiller sig på ny. Mønstre der ikke lader sig bryde, lige meget hvad. Skæbnen, et klæbrigt klister man ikke kan rive sig løs af, bare acceptere, tage til takke med. Eller …?

“Er du okay, mutti?” hører hun hans modbydelige modelkæreste spørge, som om hun besidder et gran af medfølelse. Ondskaben selv, Sandra, eller ‘sexy Sadie’ som han kalder hende. Hun vidste ikke hvorfor, måtte google det. Forstår nu.

“Kom, vi skal videre!” kalder han, bestemt, men behersket. Sønnen, som hun fik tilbage, og som fik hende. Og tog hende, med vold – igen og igen og … stadig.

Som faren. Hendes. Og hans. Den incestiøse søn, som nu også skal være far – med mor, Mette – mutti!

Hun støtter maven med en hånd og kommer på benene igen, der er svage og vakkelvorne. Hele hendes virkelighedssans er, mere end nogensinde. Måneder og måneder af overgreb og vanvid, det ene værre end det andet, kulminerende denne sorte nat, dette ubærlige mareridt …

Hun ser det, skriger, indeni. Kan ikke mere, kigger sig omkring, står i vejkanten af en motorvej et sted, mørkt og øde, med malstrømmen der bygger op igen, får blodet til at boble og syde, som nitrogen. Og benene til at ekse, kollapset truer, og lader hende ikke slippe for at se, igen, i glimt.

Det ledsages naturligt af Sadies skringre hvin af begejstring og ekstase, som et evigt ekko hun aldrig slipper fri af. Som når Sadie, sygdommen, ser ham voldtage hende. Ser sin kæreste voldtage og komme i sin egen mor. Forplante sig mere, til hun selv kommer i skøn forening. Sadie, sygdom, stønnende: Åååh, mutti!

Mette kan ikke, vil ikke, tørrer munden og kigger ned ad strækningen, spejder efter nogen, noget. En lastbil … bil … bare noget til at ende malstrømmen og mareridtet …

“Kom så, mutti, widder los!” griner Sadie. “Ka’ jo ikke stå her og blomstre, ved du nok …” fortsætter hun, og slår et par gange på bagsmækken af den store, sorte bil.

Der er kun dem, intet lys i det fjerne, Mette er alene, kigger på hånden på bagsmækken, så op på den unge kvinde, der er et stort smørret, psykotisk smil. Håret er farvet kulsort i nat, langt og glat, indrammer det ligblege ansigt perfekt. Hun er goth – ‘no core, no code, no truth’. Smuk som en model på det ydre, men bundrådden og fuld af maddiker indeni. Syge maddiker!

Kvalmen melder sig igen, Mette drejer rundt og løber hen til vejkanten, spyr lidt galde op, har ikke mere, sænker sig tom ned på knæ igen, græder en stille bøn ud i mørket, om et lys, en vej ud, rækker en hånd ud, famler …

Hun kan alligevel ikke. Da hun tog testen og så at det var sandt, at det var sket igen, gik hun op på taget af hendes arbejdsplads, sikker i sin sag. Sjette sal, højt nok, havde hun også googlet sig til, men kunne alligevel ikke. Kunne falde på trappen ned igen, eller bare helt normalt få det fjernet. Men magter ikke. Mette, mutti, født og opfostret magtesløs.

Dengang, for femogtyve år siden, vidste hun ikke bedre, var kun tolv, tretten. Faren havde omhyggeligt tillært og tilvænnet hende gennem årene. Startet blidt og i det små, gjort det til noget bekendt og normalt, og stedet hun fik kærlighed. Og da det var for sent, blev det holdt skjult og aldrig siden sagt højt. Faren blev sendt væk, i et hul, barnet også, gemt og glemt. Sådan da.

Denne gang ved hun, denne gang er hun voksen og forstandig, selvstændig …?

Han lader hende jo gå efter hver gang, nogle gange er han endda mild og kærlig, som faren var. Samme slags, næsten menneskelig, når hun ikke er der – Sygdommen!

Han elsker han med hende, og siger han elsker hende og er glad for at han fandt hende. Og hun tror ham, nyder det næsten, som et ekko fra fortiden. Hendes egen søn, hendes liv, hvordan skulle hun kunne skade og påføre ham mere smerte og lidelse. Mere end han allerede er?

Hun er begyndt at bede igen og læse den gode bog for at finde trøst og svar. Gud og skæbne, lidelse og frelse, det hele virker lidt kryptisk og svært tilgængeligt for hende. Men hun tror, igen. Da hun var lille troede hun også. Også mens faren udnyttede kærligheden, mere og mere krævende, og prøvende, bad hun til ham deroppe. Da de så tog ham og smed ham i hullet. Tog barnet også og anbragte hende blandt andre som hende selv, gav det alt sammen ingen mening.

Ingen lyttede, Mette var helt alene og magtesløs, som faderen havde skabt hende. Skabt i Hans billede …

Men hun har set det i ham, sønnen. En flig af menneskelighed, der kortvarigt og eksplosivt vækkes og kæmper for at komme ud. Håbet om en sjæl, trods alt. Bagefter, når han falder til ro, når de er alene, sammen, og han lægger sit hoved i hendes skød, angrer og hulker som det barn han aldrig har fået mulighed for at være. Som hun aldrig har fået lov at tage sig af, opelske og beskytte, på den rette, sunde måde. Også han er jo offer!?

Det har fået hende til at tro – vi er alle Guds børn, også han, og også … deres!

Men det er bare mere vanvid ved hun nu, denne skæbnesvangre nat. Det er alt der er – mørkets malstrøm, der trækker og hiver – ALDRIG! giver slip på hende. Der ER ingen gud eller hjælp fra foroven. Hun ER alene, magtesløs og tom, stirrer blankt ned i sin åbne hånd og derefter ud af forruden, mens han hurtigt accelerer op i fart igen, midt om natten på en øde motorvej et ukendt sted.

Sadie sidder stadig på forsædet og betragter hende nysgerrigt, sultent. Sygdommen suger næring af lidelse, denne lede vampyr, der er skyld i … så meget. Ikke alt. Slet ikke, desværre. Men når de er sammen, ham og hende, fuldender de hinanden. Fuldender vanviddet.

Tante Sadie, som hun allerede kalder sig selv, kan ikke vente på at få fingrene i den lille. Præge og forme hende i SIT billede, for det er en pige ved Mette. Stadig kun en spire i hende, men også en smuk pige, ved hun. Desværre. Smuk og uskyldig, som … hende!

“Kom nu, mutti, din tur!” grinede hun, tidligere på lørdagen, der nu er tidlig søndag. Den hellige dag,

Mettes tur, denne tredje gang hun skulle med, hjalp ikke noget at stritte imod. Hun kiggede på iPaden og de tre billeder, valgte så én, den midterste, ligemeget. Alle fremmede, smukke piger. Uskyldige.

“Ahh, ja! En lille leverpostejfarvet killing,” jublede Sadie vanvittigt, og viste ham det, “se, babe, mutti vil have sig lidt sjov med …”

Mette blankede navnet ud, ville ikke, ville ikke, VILLE ikke! vide. En ung pige, fundet gennem SoMe, deres næste offer!

Der var en del efterhånden, længe før hende, og uden problemer. Pigerne var nok så skræmte og traumatiserede, at de ikke turde noget bagefter. Men de var også omhyggelige og forsigtige. I al deres fælles vanvid.

De havde taget hende med til de to seneste, tvunget hende til at deltage. Hun havde aldrig prøvet, eller så meget som overvejet pigesex, før Sadie. Og nu helt unge piger, seksten, sytten år måske, fulde og derefter påvirkede af noget, men stadig skrækslagne og fortvivlede. Lige som de ønskede det.

Som pigen i aftes, som Mette udvalgte …

“Der! Der er hun, mutti – din pige!” grinede Sadie, da de så hende sammen med et par veninder (de andre valgmuligheder på SoMenuen!), ventede, snart alene, det sidste stykke vej hjem; “go get her!”

Det var hendes opgave i aftes, at lokke denne unge pige med sig. En hjælpsom og godtroende sjæl, der ikke kunne tro noget ondt om en kvinde på hendes egen mors alder. Normalt klarede Sadie det fint selv, snakkede dem op om modeljobs og den slags. Viste billeder af hende og kendisser sammen, et ægte ‘Paradise’ liv! Spikede deres drink lidt, og haps sagde ulven!

Pigen var småsnalret, lidt tøvende, men købte Mettes forklaring og fulgte med hende for at hjælpe. Bare lidt væk, om bagved, hvor han ventede og tog over, greb den slanke, langbenede pige, hen til Sadie og bilen, kørte dem hurtigt væk. Alle fire nu.

De havde allerede udset sig et sted, han havde været her og tjekket det ud, planlagt og opbygget appetit. Et industrikvarter, noget nedlagt, øde, ingen lys eller vagter. Kun mørke.

Perfekt!

Mette følte med pigen, forstod jo og følte mørket, malstrømmen, som hun sad der på forsædet og kunne høre ham hviske til det unge offer på bagsædet. Han lå ind over hendes beskedne skikkelse, holdt hende nemt nede i et brutalt førergreb, fikserede hendes ben med sine, i et ubrydeligt fangenskab, som Mette kun alt for godt kendte til.

Han indgød skræk i pigen, propfodrede hende til en udsøgt foie gras de snart skulle sætte tænderne i. Mette kunne ikke høre hvad han sagde til pigen, men vidste det var trusler, og løfter. Trusler mod hende og hendes familie, og løfter om hvad han ville gøre ved hende. Hvad de alle tre ville gøre og få hende til at gøre, denne sommerhede lørdag aften et sted i jylland.

Søndag nu, stadig jylland, eller fyn? Klokken er lidt i fire, ser hun på instrumentbrættet, ser at de næsten kører to hundrede kilometer i timen. Ser i glimt hans øjne i bakspejlet, sorte og tomme, ingen sjæl der. Kun mørke, forstår hun nu, som det han er skabt af. Deres fars endeløse mørke, det kører i ring, bliver til malstrømmen.

Mettes tanker springer i kaotiske ryk, som hele hendes indre sjæleliv. Nu til faren, som de så en dag på et slidt plejehjem, helt væk. Han havde fundet ham, som han havde fundet hende, og tog hende med. Den lille familie, endeligt samlet igen, eller for første gang faktisk, faren var jo allerede låst inde, dengang, for fem og tyve år siden, da deres søn kom til verden.

Hun kunne sagtens se det og genkende ham, fik et sug i maven, is i blodet, som uhyret sad der og stirrede tomt, så sin datter, og voldtægtsoffer igen, uden reaktion. Ingen samvittighed og hjernen samtidigt smuldret, ikke meget tilbage, bare tid og mere overflødig tid.

Mette burde fryde sig over hans grumme skæbne, hvem ville ikke? Men hun fik det i stedet dårligt, fik ondt af ham, på helt absurd vis. Fik kvalme, første gang. Ude på toilettet på plejehjemmet, fik hun den første mistanke – snak om deja-fuck …!

Da hun kom ud igen, stod han med en gul plastikpose i hånden. Sønnen, der betragtede sin far ved sin side. Deres far, mørket selv, hvor alt det her kom fra. Det ville have været en nådeshandling, at fylde Netto posen og lukke, stramme til – som han derfor heller ikke udførte. Kunne og ville, men kom i sidste øjeblik på bedre tanker, da han så sin mor.

Han tog hende igen, lod faren se det. Var hård og kontant, flåede bukserne ned på hende og tog hende bagfra, ind over farens lille bord, kom hurtigt og omhyggeligt i hende, igen. Mor og søn, og far og … Alt sammen rodet sammen og forkert, kun mere, da han i samme ophidselse lod hende fiske faren frem og tage ham i munden, mærke ham blive hård. Igen.

Lille Mette-mus, allerede gravid, og gravid igen, med fars aldrig svigtende pik mellem læberne. Tyk og smertefuld massiv, selv i denne katatoniske tilstand han var levende begravet i. Men fars pik kunne stadig, voksede støt i lille Mettes mund, under hendes grådkvalte behandling, suttede sig tilbage til barndommens bud på nærhed, omsorg.

Ind imellem virkede han klar, så og genkendte hende, syntes Mette. Han kiggede strengt og nøje på, nød datteren igen, den søde mund – sagde aldrig nej til far! Hans egen elskelige datter, ikke én gang havde hun nægtet ham adgang, heller ikke nu, hvor han igen kom i hende. Så saligt at himlens porte åbnede sig. Et øjeblik.

Ud fra den, flød tyk klister, fyldte lille Mettes mund, som sønnens i hendes skød, der altså allerede havde båret frugt, vidste hun, og slugte lydigt. Kvælende klæbrig klister. Som skæbnen.

Det var et slags punktum og de kom aldrig tilbage igen, der var ingen grund. Lad ham rådne, tænkte de begge, hende dog med et lille stik i hjertet, og snart mere kvalme!

Han fortalte ikke Sadie om faren, hun ville bare blive besat ved tanken og insistere på mere, være med, sikkert ride den gamle zombie pik selv, lige hendes ting. Men det gamle svin skulle ikke have fornøjelsen, selv ikke den mindste, hvis risikoen var der, at han faktisk registrerede og forstod noget, vidste Mette at sønnen tænkte.

Mette var sikker på at han gjorde, at faren havde vidst og uhyret været med, dybt nede. Og hun kunne smage ham i dagevis, klæbende til ganen, ville ikke slippe, lige meget hvor meget hun børstede tænder og desinficerede munden, forsøgte at glemme. Igen.

Mødet med faren havde rippet op, rystet og blotlagt gamle spor i hende, langsomt også positivt dog, da Sadie jo var blevet holdt ude af det. Det var ligesom deres ting sammen, mor og søn, og alligevel snart ude af verden, for han opdagede hurtigt hendes skæbne-svangre tilstand – deres lykkelige omstændigheder!, der gjorde ham euforisk opstemt.

Også hende, Sadie, der var syg med ideen om mutti gravid med sin egen søn!

“Åh, mutti, vi skal have en lille bebs!” stønnede den syge unge kvinde liderligt oprørt, og kyssede og slikkede hele Mettes ansigt og krop i ekstase.
Historien fortsætter under reklamen

Allerede fra første møde, havde Sadie slikket Mette så hun ikke kunne stå imod. Denne manifestation af ondskaben selv, havde evner der fuldstændigt komplementerede hendes væsen. Som yin og yang, eller nok mere korrekt en pige, der var blevet tvunget til at betjene sin egen mor, og mange, mange andre, fra helt lille. Og som nu brugte det som et våben mod Mette.

Men Sandra, før Sadie, var jo også bare et offer, vidste Mette. Meget, meget mere, men undskyldte det?!

Mette blev fikseret til sengen og fik nu forkælet sit køn så længe, grundigt og komplet fyldestgørende, at hun blev grebet af orgasmer, der gjorde hende blød som aldrig før. Pine- og skamfuld, men helt ude af sig selv. Sadies læber, tunge og fantastiske fingre, nedbrød og gennemtvang hende hurtigt, og gav hende på vanvittig vis en altopslugende prøve på, hvor fantastisk frigørende sex kan være. Endnu engang SÅ forvrænget og forkert!

Det var en ny form for tortur, der sprang fra hendes graviditet. DERES graviditet! Nu blev de blide ved hende, sønnen elskede med hende og kom i hende, med en helt ny form for begær. Også for Mette, der ikke sjældent også kom sammen med sønnen. Og altid i forlængelse, blev slikket helt op i skyerne af ‘Tante Sadie’. Gang på modbydelig gang.

Deres ondskab tog de så ud over andre, uskyldige. Unge. Som den mellemblonde pige Mette udvalgte, og er tilbage ved, umuligt kan slippe …

Hun var smuk. Sødt ansigt, men ikke mindst kroppen. Hun stod der, helt nøgen i det blå skær fra fuldmånen gennem store, glasløse vinduer. I et afpillet skelet af en bygning, som i en film, en gyser, den slags med en ung, uskyldig skolepige og et monster. TO monstre! Og så Mette som vidne.

“Ååååhr, hun er top læxi din pige, mutti, bliver sgu’ næsten helt jaloux!” grinede Sadie, der var højere, tyndere og havde et smukkere ansigt, indrammet i sort i nattens anledning. “Bliver sgu’ nok nødt til at cutte lidt i hende!”

Hun havde en billig hobbykniv i den ene hånd, som hun klikkede højlydt frem og tilbage, fremkaldte spasmeryk i pigens skælvende krop. Staklen hulkede nyttesløst, fik ingen sympati, tværtimod, det var bare sød musik for de to, vidste Mette alt om, mærkede det til gengæld skære i hende selv som hobbykniven, som hun havde købt!

Også picnictæppet pigen stod på – 98 kr i Harald Nyborg, sammen med de lange, hvide kabelstrips og andet. Et komplet rape kit, med hendes navn på.

“Men hun er din, mutti, du får lov at starte, hvad med de der små, cute niples der, strutter lækkert og lige til at sutte og … uhmm, give en god omgang, mutti, kå’så!”.

Mette adlød, suttede de skønneste, små, lyse brystvorter, kyssede blidt den kolde, skælvende krop, ung og glat, og bundløs skrækslagen. Mette kyssede hendes våde kinder og dirrende læber, forsøgte stumt at berolige, turde ikke hviske, vidste det bare ville anspore dem, straffe hende, pigen.

Han stod som altid bare og så på. I starten, forberedelsen. ‘Tøselegen’, som Sadie kaldte det, gik nu med i den, mens Mette gik på knæ og kyssede den fremmede piges flade, urolige mave, ned til det fine, sarte køn, mellemblond som resten, og som den danske sang.

Pigen var naturligt, sparsomt behåret, Mette vidste at han foretrak dem glatte. Også hende, Sadie, der ikke gad hår i suppen, jokede hun dumt med. En af de tidligere ofre havde hun endda barberet, og så fået pigen til at spise resterne, mens hun filmede det med mobilen. Sadie havde efterhånden mange uhyrligheder på den mobil, eller hvor hun nu gemte det, vidste Mette, fik dem forevist med jævne mellemrum.

Denne fisse slap dog, og pigen slap for ydmygelsen ved at få sin voldtægt gemt for eftertiden, fundet frem og nydt igen, måske delt med andre, syge sataner. Ikke den indledende del, tøselegen, i det mindste.

Mette fortsatte sin pligt og trak tungen op i pigens lille, nervøse revne, slikkede let og pirrende, forsøgte at få lidt fugt frem, og dermed afhjælpe. Pigen var anspændt, snæver og tør, ville få det slemt med ham, der ikke tog nogen hensyn, tværtimod. Derfor de her unge piger, og fordi de stadig er så uformede, næsten som dukker, så rene og glatte, og ikke helt ‘rigtige’. Ikke at nogen andre mennesker omkring dem var.

“Ka’ du li’ at få slikket mis af mutti, hva’? En lille, liderlig killing, ka’ li’ at lege …” hviskede Sadie hæst og kyssede pigen på hendes bævende læber, mens hun cirklede hobbykniven om en vorte og samtidigt kørte en finger op mod pigens sidste, begærede hul. Alle tre ville blive brugt, flittigt, før natten var omme, var løftet der allerede var blevet givet.

“Har du fået pik før, hva’ lille ven, pik i dine yndige huller?” afkrævede hun og pressede det yderste fingerled op bag i pigen.

“Mmm, ja …” pippede pigen chokeret, mærkede nu også Mettes finger op i sin fisse.

“Ja!” hvinede Sadie begejstret, “en lille piksyg dukke, hva’, også op i den stramme prutti-nummi?”

Pigen rystede på hovedet, selvfølgelig ikke, kun lige fyldt seksten, kun lige taget hul på sin seksuelle del af tilværelsen, der nu var på vej ned i et sort, sort et af slagsen.

“Nej? Vil du prøve, la’ mig høre dig sige du vil prøve, spørg Tante Sadie pænt om daddy’s store, saftige pik i din lille nummi!”.

Mette kunne høre det hele, kneppede nu desperat pigens snævre fissehul med to fingre, slikkede hendes klit samtidigt, for i det mindste at gøre hende klar her.

“Kom så!” hvæsede Sadie og jog fingeren i bund i pigens uskyldige hul, krattede truende med hobbykniven, “tig daddy som en dygtig dukke!”.

Pigen adlød, grådkvalt og på vej i chok. Bad om pik i sin unge, uprøvede endeåbning, hvor Sadies tynde finger allerede var en udfordring. Fik tungekys af Sygdommen, der var tændt som flammen på en skærebrænder, og oprigtig misundelig på pigens perfekte krop. Kunne hun BARE ikke have!

Et snit, blot en rift og lidt blod. Pigen skreg, jamrede, Sadie trak fingeren ud af hendes tarm og stak dem alle i hendes mund, dæmpede støjen, der fik pulsen til at stige faretruende hos alle i det store, tomme lokale, der dog lå langt væk fra andre ører end deres.

Sadie var på vej til at miste den, traumaerne tog over, den blytunge og alen dybe smertekrop indeni, skreg tilbage om at skære og fortære det smukke, glatte og helt kernesunde liv i hendes hænder. Et liv hun aldrig selv havde haft, havde aldrig turde skrige, dengang, når moren gav hende væk og lod hende gå på omgang blandt andre fulde voksne. Hele nætter i træk!

“Det er nok!” han tog hendes hånd, stoppede den fra at cutte mere, heller ikke i en anden piges kød.

Sadie hvæsede som et dyr, kæmpede imod, men han var alt for stærk, klemte hendes håndled til hun slap hobbykniven, lige ned ved siden af Mette. Hun kiggede på den, så bloddråberne, overvejede kort, men skubbede den istedet diskret ind under tæppet, mens han kyssede den oprevne kæreste til ro. En slags ro, i det mindste.

Så kiggede han ned på Mette, der forstod og fiskede ham frem, suttede effektivt hans halvfede helt op, til den var massiv nok til at kunne penetrere pigens sekstenårige forsnævring, som Mette lydigt førte den frem til.

Det var tørt og ondt, pigen jamrede smertefuldt, centimeter for centimeter og til sand fryd for de to voldtægtsforbrydere. Eller tre? Mette sad stadig på knæ og kiggede på, så ham forcere og gennemtvinge, og så løfte den unge, lidende pige op i sine svulmende arme, som var hun hans frivillige elsker, og dygtige dukke.

“Uhmm, det’ så læxi, daddy, ælsker når du leger med dukker og får dem til at danse!” hvæsede Sadie lystent, mens hun så på, og gav Mette den ene strap-on, den mindste, der skulle være først i pigens endeåbning.

Mette adlød og kom på benene, spyttede i hånden og gned sit anale voldtægts vedhæng bag pigen, spredte de små teenage balder og pressede sig forsigtigt helt op i det modstridende hul, til pigen var presset til bristepunktet, hulkede hjerteskærende, som hun nu blev kneppet for alvor. Og alligevel stadig kun som en start.

Han kyssede pigens bløde læber, kyssede så Mettes og tog så pigen med i det, tre tunger der snoede sig omhyggeligt. Sadie kiggede på og stønnede liderligt, mens hun kneppede sig selv med den store strap-on, som Mette kendte alt for godt. Alt for lang og tyk i hver ende, til en åbning der ikke er blevet præpareret gennem årevis af brug. Til Mette, og da især til en sekstenårig, pæn pige!

Mette kunne mærke det tykke, hårde plastik mod sit eget røvhul, der krympede sig og skubbede sig frem, op i pigen, der snart ville få det at føle. For Sadie ville være med, masede sig frem og kyssede også den fremmede, forskræmte unge pige, der ikke for længe siden var gået ud af folkeskolen! Kyssede mutti og daddy, vådt og begærligt, ville det – NU!

Mette blev trukket til side, og kunne nu se med i al sin grusomme tydelighed, hvordan den tykke, sorte stang forcerede en alt for snæver åbning, som pigen blev presset ned over den. Kunne høre hendes fortvivlede jammer, akkompagneret af Sadies tilsvarende skingre glædes hvin, der alt sammen steg i styrke, centimeter for centimeter.

Pigen forsøgte at skubbe fra med sine tynde, svage arme, der ingen effekt havde på de to monstre. De holdt hende nemt mellem sig, var lige hvor de ville være, med en ung, uskyldig dukke at lege med, pine og plage, og dermed opnå total tilfredsstillelse gennem.

Det begyndte at bygge op, malstrømmen, inde i Mette, som de øgede voldsomheden i deres leg og forhånelsen af pigen. Hun følte jorden begynde at gynge, i takt med at de fandt en rytme sammen og kneppede nu på i pigen, som var hun vitterligt bare et legetøj og ikke et menneske af kød og blod. Hun var ikke engang drugged, som de to andre Mette havde været med til, men mærkede det alt sammen, og meget vildere.

De lagde hende på knæ på tæppet og bandt hendes hænder sammen på ryggen med de hvide strips Mette havde købt. Hun hulkede mere og mere opgivende, med ansigtet presset ned i tæppet og den smukke, smalle numse løftet, for altid mærket af Sadie, sygdom, og snart også ham.

“Skal du ha’ daddys lækre, fede pik i din numse, hva’? Har sådan en lille dukke fortjent det, en lille lolita luderdukke, la’ mig høre dig be’ om den!” hvæsede Sygdommen, og ventede ikke.

Mette havde slet ikke set det, men Sadie havde taget bæltet og svang det nu mod pigens balder, så hele rummet fyldtes med smerten fra det. Det sortnede helt for Mette, som det utvivlsomt gjorde for pigen, der skreg som pisket. Hvilket hun også blev, igen og igen, som Mette selv havde prøvet, allerede fra dag ét!

Til sidst, og i sidste øjeblik, stoppede han hende, Sygdommen, der sydede af gift og lidelse, i sine lysters brutale vold og ude på overdrevet, hvæsede spyttende hævngerrigt mod pigen, som om hun kunne bebrejdes noget som helst, halvt bevidstløs som hun nu var.

Mette øjne var slørede, så nu at han var helt nøgen, som hans tre kvinder – kæreste, mor og dukke! Han stod i det blå fuldmåneskær, muskuløs og spændt, pikken hård og udholdende, pumpet op på en cocktail af ulovlige stimulanser, og kroppen og sindets egen djævle kemi. En dæmon, tænkte Mette at hun stirrede på, havde skabt, elskede, og bar på endnu én af!

Sadie var kølet lidt ned og filmede nu med mobilen, som han sænkede sig ned over pigen, og op bag i hende. Han stødte i bund i første hug, kneppede igen lyd ud af hende, hjerteskærende jammer for Mette, men sød musik for monstre, for Sygdommen, som filmede det tæt på, løftede så pigen hoved op i hendes lange, flotte hår, og tvang den fæcale stang ind i hendes mund.

Kvalmen tog til i Mette, som lukkede øjnene og mærkede jorden spinne yderligere. Hun kunne jo stadig høre, og de ledsagende billeder var lige så slemme, værre næsten, som om de varslede …

“Yearh, babe, gør det, kom i dukken, fyld den, daddy, kom så!” hørte hun og kiggede igen.

Han pumpede løs i pigen nu, holdt ikke igen, men kneppede sig frem mod endemålet, som Mette så godt vidste. Men han kunne da ikke … han brugte vel kondom, især i pigens beskidte … Men også dna og …

“Åhr, fuck ja – JA!” hørte Mette ham stønne tungt, og så Sadie smile bredt, stadig med den tykke stang i pigens mund. Hørte hende hvæse som giftig gas, hørte så det andet, den karakteriske lyd af plastiklammeller der blev låst, klik efter klik.

Sadie drejede hovedet over mod hende, mens hun trak, og trak. Kavelstrippen var større end dem de havde i lavpris byggemarkedet, dem Mette havde købt. Det her var solid industrikvalitet, kunne holde flere hundrede kilos tryk – klik, klik …

Mette frøs og så. Så ham hjælpe til, trække og hive, og samtidigt komme bag i pigen. Hans balder, bicep og hele krop var en stor, spændt muskel, der lod al sin styrke skylle ud og op i en hjælpeløs, sekstenårig krop. Bagbundet, med hovedet tvunget helt bagover mod ham, mens han tømte sig i dybe stød, også en første gang for ham.

Sadie filmede det hele, slugte det råt, som hendes kæreste, mand og daddy, fyldte den gispende dukke, store, smukke, skræmte dukkeøjne, allerede blodsprængte, og begyndende blå om læberne.

Han trak sig ud af pigen, der spjættede tavst, dansede så fint, dukken, hviskede Sygdommen, som de sammen kiggede ned på pigen for deres fødder. Også Mette, der stadig sad på knæ på det hårde, beskidte betongulv, så pigen, og ikke andet. Pigen, og den tykke, sorte strip der sank sig dybt ind i den tynde hals, uden for hendes rækkevidde.

Mette gik i chok, rystede og flimrede, men lykkedes alligevel at kravle frem, finde hobbykniven og frem til pigen. Hun raspede og rullede, var allerede halvt væk, da Mette forsøgte, skar og ramte kun hud.

“Mutti, for helvede, ikke cutte dukken, lad hende selv!” hvinede sygdommen og tog hobbykniven ud af Mettes svage greb, skar strippen over der holdt pigens hænder låst på ryggen, og gav hende kniven.

Pigen skar på må og få, mere og mere desperat. Skar og rev i halsen så blodet flød, rødt, og sort …

Mette forsvandt i det sorte, lukkede ned og forsvandt, til lyden af Sygdommens skringre hvin af lykke – “se, babe, dukken gør det selv, hun gør det selv!”.

Mette hører det igen, i bilen, timer senere. Hører det fra dybet af sin erindring som hun aldrig vil kunne slette. Og fra Sadies mobil på forsædet, hvor sygdommen afspiller det igen, afslutningen som Mette ikke fik med. Det spinkle håb, at hun ikke ligger der bag Mettes ryg, i bagagerummet, som antydet, pistolen i lokalet …?

Hun får vished, og taber alt. Malstrøm og mørke, sort som graven, eller søen, eller hvor de nu … Mette kigger ned i sin hånd igen, mærker tyngden, kigger så op, ud i den sorte nat der suser forbi, knap tohundrede kilometer i timen, ser hun på speedometeret, møder så hans blik i bakspejlet igen. Sort, tomt, tilfreds.

Han ser det, i et kort sekund. Ved det, i et flygtigt moment, lige før det sker. Når ikke at bremse eller dreje hovedet, før det sker, katastrofen. I dennes slow motion, ser han i et glimt granitskærven i hendes hånd, hjørnet af en flise faldet af en lastbil, samlet op af en knælende kvinde. Hans egen mor, der ikke længere er magtesløs. Bare lige et kort sekund, før det bliver sort …
Historien fortsætter under reklamen

Malstrømmen standser, mønster brydes, rives op med rode, i en sammenkrøllet bunke rygende metal. En ‘happy ending’ et sted i jylland, fyn, eller sjælland, guderne må vide, hvis de ellers ser med?

Giv feedback:

Giv stjerner: - Skriv en kommentar
1 Stjerne2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (55har stemt 4,25 af 5)
Loading...

8 kommentarer

  1. Ond Stedfar

    21. november 2019 kl 11:06

    Flot, flot, flot 👏 ⭐⭐⭐⭐⭐⭐

    2+
    • Jann

      21. november 2019 kl 12:42 - som svar på Ond Stedfar

      På sådan en grim måde? 😁
      🙏🙏🙏

      1+
      • Jann

        21. november 2019 kl 12:48 - som svar på Jann

        OG, mangler bare sådan omtrent 120 flere ⭐ for at nå til tops, kan jeg se 👍😆 (rofl!)

        1+
        • Ond Stedfar

          21. november 2019 kl 13:21 - som svar på Jann

          Hold da kæft, ja, der er sgu langt til toppen i øjeblikket 🏔️ Hmmm … 🤨

          1+
          • Jann

            21. november 2019 kl 14:00 - som svar på Ond Stedfar

            Mont Ego Blanc, aka VPN, gætter jeg, og som Bonden synger: nu’ jeg end’lig kommet helt herop, hva’ faen sku’ jeg egentlig her?’ 😁👏

            1+
      • Ond Stedfar

        21. november 2019 kl 13:19 - som svar på Jann

        På den grimmest tænkelige måde, naturligvis 😈🤘

        1+
  2. Frække🔥Tanker

    20. november 2019 kl 3:10

    Ingen rem af huden her 😱 Kausalitet nådesløst og absolut opløftet til grummeste potens. En gribende lyrisk vortex – uden (læserens) mulighed for escape. OG med “happy ending” i det mørke 😎 Ren NNasty DEMONstration! Farlig flot og gribende (på trods)! Fem sygt onde herfra 😈

    1+
    • Jann

      20. november 2019 kl 8:49 - som svar på Frække🔥Tanker

      Mange tak, både for de onde og ikke mindst den rammende analyse, spot on 👍
      Kan kun undskylde mig med at det er november, november, november 😁 og jeg havde advaret 😄

      1+

Send kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

sexlegetøj til mænd diskret fisse vagina fleshlight