Så er der modstand, hinden, den springer, og hun glider helt ned over ham. Får Jamil helt op i sig. ‘Åghh…’

Forfatter: Marcus
marcus1historier@gmail.com

JOSEPHINE SÆTTER SIN cykel i stativet i skuret på skolen. Det er sen eftermiddag, og der er øde på skolens område, men det er kun september, så det er endnu ikke begyndt at mørkne.

Hun er fem minutter for tidligt på den til forældrekonsultationen i 8. klasse. Venter på gangen. Mens hun gør det, studerer hun sit eget spejlbillede i spejlet på toilettet via den halvåbne dør. Vrænger ansigt. Prøver at forvanske alt det hun ser strømme imod sig. Den smukke pige. ‘Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her?’ Hun ser på sig selv. De spirende bryster. Det tykke, lysebrune hår. De lange ben. Fyldige, bløde læber og grønne øjne. Mange ville gøre alt for at se ud som hende, men Josephine ved hvilket kors, det kan være at bære.

Døren ind til klassen går op. Majken, hendes bedste veninde siden 0., kommer ud, fulgt af begge sine forældre. Majkens mor Nanna ser på Josephine. Lader blikket glide ned af gangen. Søgende. Leder efter hendes mor. Da det går op for hende, at Josephine er mødt alene op, får hun røde pletter på sine kinder, men siger ikke noget, da hun giver Josephine et kram. Josephine hilser pænt på Majkens far, før hun og Majken giver hinanden et stort knus.

HENDES KLASSELÆRER LENE og engelsklæreren ser på hinanden, da hun lidt trodsigt sætter sig ned foran dem, allerede i forsvarsposition. ‘Min mor… min mor var desværre forhindret i at komme i dag.’ siger hun lavmælt. Engelsklæreren skal til at sige noget, men Lene kommer ham i forkøbet. ‘Vi håber en dag at møde din mor, Jose. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Vi er glade for, at du kunne komme. Hvis din mor havde været her, så ville vi sige til hende, at…’

HUN ER NÆSTEN kommet ud af klasseværelset, da Lene stopper hende. ‘Josephine?’ Hun vender sig. Hendes klasselærer ser kærligt, men også alvorligt på hende. ‘Josephine, du klarer det hele så godt. Helt afsindigt godt. Men husk, at alle har en brudflade!’ Hun nikker. Udenfor klasseværelset venter Jamil med sin far. De klasker hænderne mod hinanden i en høj-femmer. Jamil ser sørgmodigheden bag hendes smil, og brænder inde med den kække bemærkning der lå lige på hans tunge. Han er bare brune øjne og nærvær.

JOSEPHINE TÆNKER MEGET over, hvad Lene sagde, da hun cykler hjem. Brudflade? Er der en grænse? Et enkelt, sidste strå som kan brække kamelens ryg? Yeah, måske for folk som de er flest, men fandeme ikke for hende. Hun sætter sin cykel i stativet neden for opgangen. Ser op mod vinduerne. Ved at fjernsynet kører. Ved at de sidder i sofaen. Hun prøver at liste ind i lejligheden, uden at de hører hende, men det lykkes ikke. Hendes mors hæse stemme nedbrudt af smøger, sprut og, frygter hun, det der er langt, langt værre, kalder på hende. Modvilligt går hun ind til dem i den indelukkede stue med den tændte, blålige skærm, og nedskruede lyd. Hendes mor hænger halvt ned i sofaen. Halvlukkede øjne. Josephine kan ikke regne ud, hvad hun er på. Det er vildere end piller, sprut og joints. Hendes mor har aldrig været så stenet som ugerne efter Nicki flyttede ind for nogle måneder siden. Det er vildt skræmmende at se på hende.

Nickis øjne er overalt på hende, mens han ruller en joint, men Jose negligerer ham. Siden hun var seks eller syv har der altid været en kæreste, onkel eller hvad de nu har ønsket, hun skal kalde dem. Hun kan ikke regne ud, hvor hendes mor opstøver dem henne, for hun har angstneuroser og går nærmest aldrig ud. Alligevel så afløser den ene mand den anden. Som er der en usynlig kø af tabere, der venter i tusmørket på at det bliver deres tur. Nicki er nyeste skud på stammen.

‘HEJ SKAT’ HVISKER hendes mor. ‘Hej’ siger Josephine lavmælt. Tænker på engang hun var fem eller seks. Hendes mor må have haft en god periode, for de var på en legeplads. Husker hvordan hendes mor skubbede hendes gynge. Dengang stadig køn. I starten af 20’erne. Drilske øjne. Gik ned i knæ, og piftede foran hende. Prøvede at lære hende det. Det er Josephines mest skattede minde. Printet i farver bag hendes nethinde. ‘Mor, har du fået noget at spise?’ Hendes mor nikker sløvt. ‘Ja, ja…Jose, vil du ikke senere vise Nicki, hvor godt du danser?’ Josephine sluger en klump i halsen. Ser sin mor gå ned i knæ på en legeplads, pifte med solen i øjnene og en gnist, der nu syv-otte år senere er helt udslukt. Hun ser ikke på ham i lædersofaen ved hendes side. Nikker.

GÅR UD I køkkenet. De har ikke ryddet op siden morgenmaden, og har helt sikkert ikke lavet mad til aften. Hun smyger ærmerne op, og går i gang med opvasken. Bagefter smører hun tre humpler rugbrød med margarine og den billigste leverpostej fra Aldi. Spiser maden på sit værelse mens hun laver sin matematik. Der er også en dansk stil. Klokken bliver 22, før hun er færdig. Åh, fuck. Hun havde helt glemt det.

Ser på sig selv i sit spejl mens hun tager sine jeans af. Strømperne. Sin hættetrøje. Står tilbage i trusser og en billig bh. Tager sin overdel af. Ser på sine bryster. Små og langt fra færdige med at vokse, men de er helt ens og hun synes de er pæne. Finder sin sove-tshirt. Tager den på. Den er slidt og næsten gennemsigtig. Hendes bryster og vorter er tydeligt aftegnet bag det tynde stof. Hun hiver lidt op i den, så den stumper over hendes flade mave, navlen synlig. Bøjer sig forover og ugler sit hår. Hæver sig op. Ser på sig selv i spejlet igen. Brudflade?

DA HUN KOMMER ind i stuen hæver hendes mor sig op. Skodder en cigaret i et overfyldt askebæger. ‘Jeg skal..jeg skal også i seng’ Møjsommeligt hæver hun sin tunge, slidte krop. ‘Godnat’ hvisker hun hæst, uden at se Josephine i øjnene. Går direkte mod soveværelset uden at børste tænder. Nickis blik hviler på hendes trusser, som prøver han at bore sine øjne og noget mere op i hende. Al prætekst er opgivet. Ikke som den første gang, hvor han kom hjem med nogle klamme My Little Pony trusser og en stumpe-trøje. Skulle paradere foran dem i stuen, så hun kunne vise dem, at de passede. Bagefter humpede hendes mor ind i soveværelset og Nicki skyndte sig at følge efter med en rejsning i bukserne, mens erindringen om den 14-årige pige i alt for lidt tøj var i frisk erindring. Han spænder sine bukser op under tæppet. Hun prøvede en aften blot at stå trodsigt foran ham. Det tog som i forever for ham, og det er hun færdig med. Ikke trække pinen ud. Give ham det han vil have, så hurtigt som muligt, så hun ikke spilder mere end højst nødvendigt af sin tid på ham. Hun har også noget, hun skal nå.

J0SEPHINE NYNNER MAROON 5´s “She Will Be Loved” mens hun danser for sig selv. Og for Nicki.  Fugter sine læber med en tungespids. Roterer med sit underliv, mens hun purer op i sit hår. Synger lavmælt og hæst for sig selv:

‘…I don’t mind spending every day, out on your corner in the pouring rain, look for the girl with the broken smile…´

Han stønner i sofaen. Hun roterer med sit underliv. Fører det frem og tilbage. Vrikker og vender sig med sin numse mod ham. Det plejer at få ham ud over kanten. En hånd ned af sit lår, den anden hviler lige omkring navlen. Ser ud i intetheden. ‘Er du Daddys lille pige?’ stønner han hæst i sofaen. Josephine bider sig i kinden. Er ved at bryde sammen. Af grin. Ser på ham i de beskidte adidas-bukser, hullede trøje og munden med de brune tænder og grimme, grimme øjne. Kan kun tænke: ‘Det håber jeg fandeme ikke…’ Bidder sig i kinden. Redder den.

Vrikker mere med sit underliv. Halvåben mund. Slikker sin underlæbe. Vender halvt sin røv til ham igen. Roterer. Bevæger sin popo. Han stønner lavmælt, dybere og mere rustent og hun føler ham klaske sammen i sofaen. Hun ser ikke yderligere på ham. Drejer om på hælene. Går ud på toilettet, hvor hun børster tænder bag den låste dør. Ser på sig selv. ‘Lille spejl på væggen der…’

TILBAGE PÅ SIT værelse låser hun sin dør. For en sikkerheds skyld, så sætter hun også en stol i spænd under dørhåndtaget.

Det har virket at danse for ham nogle gange om ugen i de sidste måneder. Hvad end det er, han har bragt ind i deres hjem, så har han fået Ida fuldstændigt hooked, og så længe han er glad, så giver han hendes mor, hvad hun har brug for. Men en eller anden dag, så vil han prøve at komme ind til hende. Det ved hun bare. I sengen finder hun sin bog frem. Bøgerne er hendes helle. Hendes frirum. Hendes mulighed for at forsvinde, og fortabe sig i andre verdener. Lige nu er hun i middelalderen og øjenvidne til at en katedral møjsommeligt bliver rejst i Kingsbridge i Ken Follet’s “Jordens Søjler”.

Hun lover sig selv, kun at læse ti sider, for den er bare så god, så den skal strækkes mest muligt. Da hun har læst 40 sider bliver en ung kvinde voldtaget. Josephine læser scenen to gange. Tredje gang med en hånd i sin trusse. En finger. Dér. Hun frastødes af det der vælter frem fra siderne mod hende. Det dyriske. Væmmes. Og samtidig mærker hun, at hun bliver våd. Det er fandeme et paradoks, Jose, tænker hun, mens hun gnider og gnider. Lige før hun kommer, har hun fået vendt scenen 180 grader. Voldtægtsmændene får drejet en kniv rundt i maven. Falder stønnende sammen.

Hun kommer, mens hun forestiller sig selv sidde på knæ med kjolen trukket op om livet, blottede bryster, halm i håret. De to overfaldsmænd se målløse op på hende, mens livet rinder ud mellem fingrene på dem.

EN ANDEN PLANET

JOSEPHINE ER HJEMME hos Majken, så ofte hun føler, hun kan tillade sig det. Undres altid over hvordan der kan eksistere sådan en idyl på villavejen blot 700 meter fra hendes blok. Det er to forskellige verdener. Det føles som at være på en anden planet, når hun træder ind i Majkens hjem, hvor man taler lavmælt og kærligt med hinanden. Er man uenige, så argumenterer man og argumenter vinder over hævede stemmer. Hun har set Majkens forældre drikke vin, men aldrig mere end et eller to glas. Fjernsynet i stuen er nærmest aldrig tændt, og rummet ind mod trappen op til 1. salen er plastret til med bøger. Majkens far, der er uddannet bibliotekar, arbejder med et eller andet med patenter for en medicinal-virksomhed men hans lidenskab er litteratur, og han låner Josephine bøger. Bygger på. Leder hende længere og længere ind i litteraturens verden.

DENNE FREDAG RETURNERER hun “Jordens Søjler” til Majkens far. ‘Var den ikke god?’ Hun nikker. ‘Ja, han måtte da egentligt gerne følge den op med en fortsættelse.’ Han ser lidt ud i luften. ‘Jeg mener, der er bare så meget materiale. Nå, mens vi venter, så skal du læse…’ Han tøver. Lader sit blik glide over titlerne under F. ‘Du skal læse “Troldmanden” af Fowles. Den er vild.’ Josephine nikker. Tager imod den tunge bog. Vejer den i hånden. ‘Hvad handler den om?’ Han griner. ‘Det er et godt spørgsmål. Jeg ved det faktisk ikke helt, og jeg har endda læst den flere gange. Lad os tage det, når du har læst den?’ Josephine nikker igen. Takker. Går op ad trappen til etagen ovenpå og Majken på hendes værelse. Han vender sig bare. Ser hende, men ser hende slet, slet ikke på den måde.

VED BORDET OM aftenen i køkkenet taler Majkens forældre om kultur, politik, kollegaer og deres skole mens de spiser kyllingestegen og de hjemmelavede pomme frites. Der er højt til loftet, og hvis man har noget at byde ind med, så er man velkommen.

‘Mor, er det okay, at Jose sover her i aften?’ Majkens mor ser på dem mens de rydder af. Går hen til Josephine. Krammer hende. ‘Jeg ville ønske, du flyttede ind, Josephine. Og du må sove her, lige så tit du vil.’ Josephine ved, at hun mener det. Ressourcestærk arkitekt. Alle alarmer bimler og bamler. Hun ved, at der er noget galt, men lidt hun kan gøre. Holde hende ude af blokken på den anden side af hovedvejen så lang tid som muligt, er både hendes plan A og plan B.

DA DE HAR hjulpet til i køkkenet, går de op på Majkens værelse. Sætter sig på den store seng og taler om drenge. Musik. Tøj. Så ser de mod Majkens slukkede fjernsyn. ‘Hmm….Hvad skal vi lave?’ spørger Majken med et smil i stemmen. ‘Vi kunne…’ siger Josephine. Spiller med. ‘Vi kunne…’ De siger det i kor. ‘…Se “Titanic”.”Jeg finder den.’ ‘Og jeg henter popcorn og cola’ siger Majken. De skifter tøj, så de bare sidder i nogle af Majkens joggingbukser og T-shirts under Majkens dyne. Da man ser Leonardo første gang hujer de. ‘Fuck, han er lækker.’ hvisker Majken. Josephine bliver stille. Tager ham bare ind med sine grønne øjne. Tænker sit, men vil ikke sætte ord på. Hvis man siger det højt, så går det ikke i opfyldelse. Da de er halvvejs i filmen stikker Nanna hovedet ind. ‘Ser I nu den igen’ siger hun. Smilende. Sætter sig på kanten af sengen, blot for lige at se med i nogle minutter. Da rulleteksterne løber over skærmen er de stadig tre i sengen. ‘Ih altså’ siger Nanna lavmælt. Fanger en tåre med en finger.

PÅ DET STORE badeværelse står en ny tandbørste i Josephines krus. De står og støder hofterne mod hinanden mens de børster tænder foran spejlet. Begge kun i trusser og gamle, løse T-shirts. Majken er fem centimeter lavere og fire kilo tungere end Josephine. Lidt større bryster, som hun altid gør meget ud af at nævne. Har et lille mellemrum mellem sine to fortænder, lidt skæve hjørnetænder. Begge dele noget hun hader, men virkeligt charmerende træk. Fejl i helheden. Smilehuller. Blondt hår til skuldrene. Hun er naboens-datter typen. Køn. Ikke smuk som i biler-støder-sammen-i-lyskryds-vand-fosser-ud-af-brandhaner-smuk. Ikke smuk som i mand-går-ind-i-lygtepæl-smuk. Det skete faktisk for Josephine forleden, men hun har ikke fortalt nogen om det, for det var virkeligt langt ude. Hun hjalp manden op, og forlod ham mens han stadig var fortumlet. Ser på sine høje kindben, slanke talje og lange ben. ‘Lille spejl…’ Hun ville bytte med Majken i et åndedrag. Har ikke brug for al den uønskede opmærksomhed, det bringer med sig.

I SENGEN LIGGER de under hver sin dyne i Majkens brede seng. En natlampe er tændt. De taler dæmpet sammen. Til sidst slukker Majken lyset. De ligger i mørket i flere minutter. ‘Jose, hvor tit gør du det egentligt?’ ‘Tit’ lyder det ærlige svar fra en søvnig, gabende og let fnisende Josephine. ‘Hvem tænker du på imens?’ spørger Majken. Josephine er tæt på at falde ind i søvnen. Tænker sig om. ‘På Jamil. Thor. Scener fra bøger.’ Hun gaber igen. ‘Hvem tænker du mest på?’ spørger hun. Der er stille. Josephine vender sig på siden mod Majken. Møver sig længere ned mod madrassen. Nyder duften af det rene sengetøj, Majkens varme krop få centimeter væk, det tyste hus og den ulåste dør. Alt er trygt. Prøver at holde sig vågen, så hun kan høre svaret, men hendes øjne bliver tunge, og hun falder ind i søvnen. Hendes vejrtrækning er regelmæssig og tung, og hun hører slet, slet ikke Majken, da hun med en lille stemme hvisker svaret i værelset minutter senere: ‘Dig!’

DET ER EFTER to overnatninger i træk hjemme i idyllen hos Majken, at hun en aften glemmer at låse døren og sætte stolen i spænd. Hun vågner ved noget uvant i mørket. En lyd. Tvinger sig selv til ikke at åbne øjnene, da hendes skrivebordslampe bliver tændt. Er så bange ved tanken om, hvad han kan finde på, nu hvor taber-Nicki endelig har taget sig sammen til at krydse stregen ind på hendes værelse. Hendes dyne bliver løftet lidt væk. Hun ånder dybt ind. Ud. Øjnene lukkede. Hører ham stønne. En hånd på hendes bryst. Det venstre. Så en højere stønnen. Hun ligger helt stiv. Er ved at skrige, men hun er så bange for, hvad han kan finde på. Hun hører ham nærme sig klimaks. Og så får hun nogle enkelte dråber af… på sin kind…Føj. For. Helvede. Hun er ved at skrige, men det bliver et tavst skrig i mørket, efter han slukker lampen og relativt stille bevæger sig ud af hendes værelse. Der går to minutter, så skynder hun sig op, hen og låse døren. Stolen i spænd. Skifter sin T-shirt efter hun brugte den til at tørre sit ansigt rent tidligere.

Hun ligger i mørket. Tænker på sin mor. På sin fremtid. Hun har brug for hjælp. Hun ved præcis, hvem hun skal snakke med.

GREGERS

HUN HAR HØRT nogle af de ældre elever på skolen snakke om ham. Og om kamp-klubben. Hun cykler tit forbi. Denne mandag aften sætter hun cyklen ude foran den lave bygning. Går ind. Der er et stort rum langt inde bagved med en firkantet kampplads i midten på en repos. En form for skranke ved indgangen. Omklædningsrum nede til den anden side. Det er praktisk taget det. Klokken er 21.15 og flere store drenge passerer hende på vej ud. ‘Tak for i aften Gregers’ siger de til manden der står ved skranken med et BT og en Faxe-kondi. Han ser mod dem, men svarer ikke andet end en hmmm-lyd. Rømmer sig blot.

Ser på hende. Ikke uvenligt. Heller ikke venligt. Ser på hende.

HAN ER LIDT lav og tæt bygget. Kan være i slutningen af 30’erne eller måske i starten af 50’erne. Det er svært at sige, og Josephine synes alle mænd over en vis alder bare er gamle. Tykt, blondt hår der stritter lidt charmerende. Et ansigt med linjer. Øjnene blå. Flere drenge passerer Jose med vådt hår. Skotter til hende. En kender hun fra skolen, og hilser. Alle siger de højt ‘Tak for i aften Gregers’. Igen svarer han ikke. Rømmer sig blot.

Hun går helt hen til skranken. Føler sig lidt åndssvag, for det er ligesom blevet etableret, men det er jo sådan man gør. ‘Er du Gregers?’ Han ser på hende. Helt stille. Nikker til sidst. Jose trækker vejr ind. ‘Jeg… jeg vil gerne høre om jeg kan få lov til at starte i din klub?’ Flere drenge passerer dem i baggrunden, men nu hæver han ikke blikket og følger dem med øjnene, da de går forbi. Låser sine blå øjne i hendes. Er tavs i næsten 20 sekunder. ‘Hvorfor?’ Jose trækker næsten på smilebåndet. Hold nu kæft. Ikke ligefrem den venligste mand, hun har mødt. ‘Fordi jeg synes det kunne være nice at lære at slås’ siger hun med sit mest charmerende smil.

‘HMMM…. BRUMMER HAN, før han forlader skranken i en lidt rullende gang. Men hun ser han ryster på hovedet. Ser hans krop sige nej. Han går væk fra hende. Allerede videre. Et nej. Afslag. ‘Hey, hvorfor går du?’ nærmest sprutter hun. Han vender sig halvt. ‘Fordi du spilder min tid.’ Går videre. Og Jose ved godt hvorfor. For hun har ikke været ærlig. Hun ved ikke, hvor hun ved det fra, men hun ved det bare. At det her er et skelsættende øjeblik i hendes liv. At der i en livsbane vil være otte til ti definerende øjeblikke, som ændrer kursen. Ofte måske først noget hun opfanger retrospektivt. Der er momenter, der definerer et liv, og det her er et af dem, og hun har ikke ramt bolden rent. Ikke været ærlig. Og nu går han.

De er alene i lokalet. Hun næsten råber den næste sætning: ‘Jeg…jeg…jeg tror min mor blev voldtaget, da hun var ung. Da hun fik mig. Nu er det mig de…jeg…se på mig for helvede…de er rovdyr, og jeg vil ikke…’ det sidste siger hun med en lille stemme og blanke øjne ‘jeg vil ikke ende som et fucking offer.’ Han stivner på sin vej gennem rummet. Vender sig. Går to skridt mod hende. Tøver i sit kropssprog. Ser på hende. Ikke på en klam måde som Nicki. Mere undersøgende. Som vurderer og vejer han ægtheden af hendes udsagn. Så ser han på hende med sådan et Terminator-blik. Hun føler sig ikke afklædt, men vejet. Han er stille i op til et minut. Så nikker han lidt for sig selv. Ser mod hende.

‘Mandag, tirsdag og torsdag kl. 19.30-21.00’ lyder det lavmælt fra ham. ‘Jeg…jeg har ikke nogen penge, og jeg har ikke noget træningst…’ Han ryster på hovedet. ‘Du kommer i morgen kl. 19.20!’ Vender sig. Går.

Josephine lader noget luft glide ud mellem sine tykke læber. Ser på den lave skikkelse der fjerner sig fra hende i en lidt rullende gang. Hun ved godt, at hun ikke er i mål, ikke har bestået hans tests endnu, men hun er kommet ind ad døren. Og det var det hun skulle i aften. Ind ad døren.

AFTENEN EFTER KOMMER hun igen med en sportstaske kun indeholdende trusser, shampoo og et håndklæde, da klokken er 19.20. Han står ved skranken. Da han ser hende træde ind bøjer han sig ned, og finder en tøjbunke frem. Lægger den på skranken. Bøjer sig igen. Finder et par løbesko som han placerer ved siden af bunken. ‘Jeg…jeg…’ stammer Josephine. Han ser ikke yderligere på hende. ‘Du kan klæde om derinde. Du er den eneste der kommer til at bruge det. Hver torsdag så smider du bare det tøj, der skal vaskes på gulvet. Velkommen til.’

Jose nikker. Ved det ikke der, men det er den næst længste sætning, hun nogen sinde vil høre ham sige. Nede i omklædningen markeret med kvindesymbolet er der pinligt rent. Dufter af Ajax, selv om hun godt ved, at det ikke har været brugt. For der er ikke piger i Gregers’ kampskole. Men, det er der nu. Tøjet passer perfekt. Sports-bh’en gør, at der ikke er noget der bølger, når hun hopper. Hun tester det foran spejlet. Tager en sort løbetrøje på. Så sin grå hættetrøje over. Lange sorte tights. Hun ser på sig selv. Laver karate-bevægelser, mens hun prøver at sige en lyd der passer til. Hun sprutter af grin.

HUN ER MERE mut, da hun træder ind i træningslokalet. Der er 15-20 drenge fra hendes alder og frem til 17-18 år. Ingen af dem siger noget. Ikke nogle smarte kommentarer eller noget. De gør bare plads i rækken. Hun fornemmer at Gregers har snakket om hende. Fortalt dem, at hun træner med. Punktum. Han har en fløjte i munden. Pifter kort. De begynder at løbe langs med væggen og rundt om den hævdede firkant i midten. Jose falder ind i tråden. Da hun passerer Gregers fjerde gang, kan hun mærke, at hun er ved at glemme sig selv. Er vejrtrækning. Ben. Puls. Gregers fløjter én gang og alle drengene falder tavse ned på brystet, skubber sig op i lodret, hopper med hænderne over hovedet, falder ned på jorden igen. Rør med brystet, skubber sig op. Josephine lader sig falde ned. En dreng tæt på hende hvisker: ‘Et fløjt er Burpees, to armbøjninger og tre maverulninger. Altid tyve sæt.’

‘Jonas’ brummer Gregers langs væggen. ‘Undskyld, Gregers. Jeg forklarede bare den nye…’ Gregers grynter, men ikke den misfornøjede lyd. Der er nuancer i ham, og denne lyder mere lys i det. Josephine når at lave syv Burpees, før den første dreng rejser sig og løber videre. Hun bliver ved, til hun er færdig med sit sæt. Så løber hun videre som den sidste. Der er stille i lokalet udover sko mod trægulv; vejrtrækning. En ram lugt af gammel sved.

Hun elsker det.

DA TRÆNINGEN ER overstået, og hun står nøgen under bruseren og nyder det overraskende hårde tryk der er på vandet, tænker hun flygtigt på, hvor lang tid der vil gå, før drengene hun kan høre på den anden side, vil prøve at komme ind til hende? Måske Gregers? Da hun får tøj på og kommer ud, står Gregers ikke bag skanken 20 meter væk. Han sidder på en stol op ad væggen lige ude foran døren ind til kvinde-omklædningen. Læser BT. Drikker en Faxe-Kondi. ‘Tak…tak for i aften Gregers.’ siger hun lavmælt. Han grynter noget uforståeligt. Rejser sig og følger hende i en let vuggende gang fem meter bagude. Sætter stolen fra sig bag skranken, da hun er nået udenfor.

JOSEPHINE BEGYNDER AT løbe hver onsdag aften og søndag morgen. Onsdag bare tre kilometer, men om søndagen tvinger hun sig selv ud på otte kilometer uanset vejret. Hele vejen ud til vandet og “Arken”, hvor hun altid, på præcis det samme sted hver gang, stopper op med en finger i luften, står stille med lukkede øjne i 10 sekunder, ser på sit ur, drejer rundt. Tilbageturen skal altid være et minut hurtigere end turen ud. Den anden søndag, efter hun har løbet 400 meter, runder hun et hjørne og inde bag vinduet til en ny smart Emmerys-bager ser hun Gregers sidde med en avis, et rundstykke og en kop kaffe. Af en eller anden grund, så hæver han blikket, lige da hun passerer. Hun nikker. Han nikker igen. Det er vigtigt for Josephine. Hun kan ikke forklare hvorfor, men hun har sådan brug for, at han ved, at hun gør sit bedste. Fra da af, så løber hun sine ture søndag morgen på præcis samme tidspunkt. Og de taler aldrig om det, i de år de får sammen. Overhovedet. Men hver søndag sidder han præcis det samme sted i caféen, og når hun passerer, nærmest på sekundet, har han altid hævet ansigt. Deres blikke mødes. Hun nikker. Han nikker igen. Det er det. Når hun kommer tilbage på returen, er han gået. Han ser ikke, hvordan hun forbedrer sine tider, som ugerne går. Men, det er også lige meget. For, han ser hende.

TRE MÅNEDER GÅR der, eller mere præcist 11 uger, før hun får lov til at træne virkelige spark og slag med en fyr på hendes højde. Efter 17 minutter sker det. Drengen mistimer et spark, og træffer Jose i ansigtet. Hun falder ned med en dump lyd på underlaget. Han bliver mere rystet end hende. ‘Jose…for helvede…er du okay?’ Vender sig mod Gregers med løftede hænder, som prøver han at afværge et angreb. ‘Gregers, det var en fejl. Jeg sværger. Jeg…’ Gregers siger ikke noget. Hans øjne er blot på hende. Alle i lokalet fryser. Ingen rør sig. Josephine hæver sig op. Mærker på sit ansigt. Kan allerede føle en hævelse er på vej, og det drypper med blod fra næsen. Hun ser op på drengen foran sig. Hviler lige i yderligere et sekund, så springer hun op uden at gøre brug af hænderne. Tørrer sig om næsen med ærmet på sin hættetrøje. Flår så trøjen af. Tørrer sig igen. Smider den. Virrer med hovedet. Så ser hun mod drengen foran sig. ‘Er du okay, Jose?’ Hun gider ikke engang svare. Vinker ham bare tættere på. Så fortsætter hun deres øvelse. Sparker ud. Fryser i luften lige ud foran hans ansigt. Gregers nikker svagt for sig selv. Går videre med hænderne foldet bag på ryggen. Han brummer. Men det er den der gode, hyggelige bjørn.

JOSEPHINES ANSIGT HÆVER let i dagene efter, og der er jo ikke noget problem, for hjemme er der ikke lige præcis en ansvarlig voksen, der ser det. Men det er der i skolen. Og det gør Lene.

TO DAGE EFTER, hvor hævelsen virkelig har fået kul på i farveskalaen, stopper Lene hende efter undervisningen er slut. ‘Josephine, har du lige to minutter?’ Hun nikker. Smiler til Majken, der går ud af klassen. Så taler Lene, og Jose’s ansigt ændrer udtryk. Væk er den mere og mere selvsikre, smukke teen. Tilbage står en skræmt, lille pige. ‘Nej, Lene. Det må du ikke! Det var en fejl hos Gregers….’ Lene stopper hende. ‘Jose, jeg har rapporteringspligt, og jeg har tit tænkt på, at jeg ville bede de sociale myndigheder om at besøge Jer derhjemme. Hvis du nu også fortælle mig, at denne her Gregers, han slår dig, så….jeg har bare ikke noget valg.’ Jose forklarer. Kampskolen. Gregers. Mandag, tirsdag og torsdag. Hun kan godt mærke, at Lene ikke tror på hende. Siger: ‘Lene, du må ikke gøre det. Min mor har brug for mig. Kom forbi i morgen aften på kampskolen, og se for dig selv. Jeg lover dig, at jeg ikke bliver slået derhjemme.’ Lene ser på hende. Heldigvis vælger hun ikke at gå ind i, hvad der ellers sker derhjemme, læse underteksterne, for – der sker sgu meget, som Nicki gradvis skruer på knapperne, men det går hun ikke ind i. ‘Jose, jeg går op i, hvad du har brug for. Men, jeg…hvad sagde du adressen var?’ Jose fortæller hende det igen. Kan godt mærke at Lene ikke tror på hende. Hendes liv som hun kender det, hænger i en tynd tråd.

AFTENEN EFTER, MENS hun står let bukkende i knæ til træning og holder på en sæk, som Jonas sparker mod, ser hun Lene gå gennem rummet og nærme sig Gregers. Hun og Jonas skifter position, så hun sparker og hun ikke helt kan følge med i hvad der sker, men hun ser Lene se mod sig ud af øjenkrogen. Der går ti minutter. Hvorfor fuck går Lene ikke? Nu kan hun vel for fanden regne ud, at hun har fået et spark ind til træning. Alt er godt. Men, Lene går ikke. Hun og Gregers står og snakker. Der går tyve minutter, og de bliver alle overladt til sig selv på træningsgulvet.

JOSEPHINE DREJER JONAS rundt, så hun selv får front mod de to voksne ved væggen. Lene rør sit hår. Fniser bag en skjult hånd. Vinker ind til Josephine, der gengælder hilsenen. Så lægger Lene sin hånd blidt på Gregers’ underarm i et flygtigt øjeblik, som for at understrege en pointe i samtalen. Og så sker det. En mærkelig tør, raspende og underlig behagelig lyd, som ingen af dem har hørt før, fylder rummet. De stopper alle op. Ser først mod Lene og Gregers, så flygtigt mod hinanden, så genoptager de træningen men alle med underlige fjogede udtryk i ansigterne.

Gregers ler.

DA LENE FEM minutter efter går ud af rummet, er der stille. De laver udfald. Koncentrerede. Så kan Jonas ikke nære sig. ‘Hun var sgu da meget sød, Gregers. Go for it.’ Det føles som om al ilt forsvinder i lokalet, for sådan der, sådan taler man ikke til Gregers. Han ser ikke ud til at blive vred. Han reagerer, men mere per automatpilot. ‘Jonas, 40 armbøjninger. Nu.’ Han ser slet ikke mod Jonas, som han falder ned, og begynder at lave armbøjningerne, samtidig med at han lavmælt tæller ud i rummet. I steder drejer han sig nærmest skjult om, og forsøger at stjæle sig til et sidste glimt af Lene.

DAGEN EFTER I skolen kalder Lene hende til sig igen efter sidste time. Rør lidt perpleks ved sit lyse hår. ‘Josephine, jeg…ja, jeg var jo lige henne og tjekke dit træningscenter ud.’ Smiler flygtigt. ‘Det er nok lidt upassende, at inddrage dig, men…Jose, ved du tilfældigvis om Gregers han…æh…altså om han er i et forhold?’ Josephine spærrer sine øjne op, men når lige at bremse sig selv, før hun bliver alt for gennemsigtig og aflæselig. Gregers? Seriøst? Og Lene? Ser på hende, med lidt andre øjne. Hun har jo bare altid været Lene. Hendes lærer. Men, nu hvor hun ser på hende, så kan hun da godt se, at hun er tiltrækkende. I slutningen af 40’erne, slank, smilende og super sød. Fraskilt og med voksne børn. Gregers? I et forhold? Hun ved jo ikke noget om ham. Vil så gerne hjælpe Lene. Bidrage med et eller andet. Gøre noget for Lene. Så slår det hende. ‘Altså, jeg ved ikke så meget om ham faktisk, eller om han…men…jeg ved én ting’ siger hun med tindrende, grønne øjne. Hun snakker. Lene rør sit hår. ‘Er det rigtigt?’ Smiler eftertænksomt, mens hun siger det.

NÆSTE SØNDAG DA Josephine runder hjørnet og nærmer sig Emmerys-bageren, ser hun en velkendt, høj, skikkelse med blondt hår træde indenfor, og da hun 15 sekunder efter er på sit sædvanlige sted og parat til at få sit ‘nik’ fra Gregers, så ser han ikke mod hende. Har i stedet halvt drejet sin krop og sidder med åben og lidt overrasket kropsholdning og mundvige der peger opad, mens han tøvende peger med en hånd mod stolen ved siden af sig ved skranken ved vinduet. Josephine kan næsten ikke være i sin krop af bar lykke. Tænk hvis…hun sætter nye rekorder den dag. Det eneste hun håber, det er, at Gregers for første gang vil være på caféen ved returen. Det er han. Og han er ikke alene. De sidder med front mod hinanden med hver deres kop kaffe. Lene griner af noget Gregers siger. Deres hænder ligger på skranken, blot få centimeter fra hinanden. Mangler blot at en af dem lige rækker ud. Afslutter den sidste distance.

DER GÅR MÅNEDER, og Josephine bliver bedre og bedre, men Gregers begynder at kredse om hende, og hun kan fornemme, at der er noget han vil, men hun kan ikke helt finde ud af, hvad der foregår.

EN MARTS AFTEN i regnvejr står hun bøjet over sin cykel ude foran træningscenteret efter træning. Bander sine bedste bandeord. Højt. Baghjulet punkteret. Bare så forbandet typisk. Gregers kommer ud indefra. ‘Hmmm…’ brummer han lavmælt. Går over til en ældre, men velholdt BMW, åbner bagagerummet, sætter et stativ på, går hen og tager cyklen ud af hænderne på Jose. ‘Sæt dig ind’ brummer han. Bilen er helt ren, sæderne dufter af læder og han kører, som han virker som person. Konsekvent og resolut. Hun viser ham vej. Han parkerer tavst på den mørkeste del af parkeringspladsen ved blokken 15 meter fra hvor hun plejer at stille sin cykel. Han stopper motoren. Vender sig mod hende i det knirkende lædersæde. Og nu ved Josephine jo godt hvad han vil. Ikke ham. Ikke her. Ikke nu. Ågh for helvede. Hvad havde hun troet? At man bare får gratis træning og træningstøj? At der ikke er en pris? Hun blinker, mens hun ser ud af vinduet til sin højre side. Hvad vil det blive, det han vil have? Et håndjob? Blow? Skal trusserne af for første gang? Og Lene? Hun er så skuffet. Bider sig i kinden. Han er helt stille. Josephine bider sig i kinden igen. Blinker nogle gang. Det blanke forsvinder, og hun gør sig hård. Drejer sig mod ham. Manden, der nu vil vise sit sande jeg.

HANS BLÅ ØJNE er underligt blide. ‘Jeg…’ mumler han. ‘Jeg har længe gerne villet…Jose, det er ikke et spørgsmål om, men hvornår, du får brug for det, du lærer hos mig. Og den dag skal du være parat. Skånselsløs. Problemet, det er din vægt, for hvis du kæmper mod en mand, der kan det. som du kan, så vil du altid tabe. Altid. Men, ikke hvis det kommer som en overraskelse, at du er en trænet kæmper. Som en eksplosion. Når du ser den mindste åbning, så slår du til. Det vi gør nu, det er, at vi vender det til din fordel, det at du har ikke meget pondus. For det betyder bare, at du kan bevæge dig mere adræt og hurtigt rundt om en modstander. Du kommer over og træne sammen med Gladiatorerne til slut hver aften. De skal være klar til ringen, du skal…’

Og han taler. Lavmælt. Insisterende. Det er, som om han bruger sine ord for et helt år i kabinen i sin bil den aften. ‘Min storesøster, hun blev voldtaget, da jeg var syv år. Hun kom sig aldrig over det. Så, når du kommer i samme situation, så sørger du for at lederen kommer i rullestol, og du sørger for at de andre aldrig, aldrig vil røre en kvinde igen! Det skal du gøre for mig?’ Josephine nikker. Helt spændt i kroppen. Bider sig i læben. Hans hænder bliver på hans side af sædet, og hun er så skuffet. Over sig selv. At hun havde troet det. Om ham. Til sidst så er han færdig. Eller næsten. Tøver, som er han på vej ind i en privat sfære, men så brydes alvorligheden, og hun ser den mand, som Lene så første aften. En, blid, nænsom mand der vil stoppe en bus med sit legeme blot for at skærme sin elskede af. En keeper. ‘Og tak fordi du sendte Lene min vej. Det havde jeg ikke troet. At der lå mere i kortene til mig.’

Han nikker. Nu tavs. Falder tilbage i rollen. Hun nikker igen. Han åbner døren i sin side, går vuggende rundt om bilen, og åbner for hende. Bliver stående og ser hende gå ind, før han går rundt om bilen og kører væk. Hun ser lygterne glide rundt i mørket på parkeringspladsen, som hun går op i opgangen. Det er først, da hun børster tænder, at hun kommer i tanke om cyklen. Den skulle hun have haft af. Kan godt forstå at hun glemte alt om den, for hun var så konfus, men Gregers? Han er bare ikke typen der glemmer.

MORGENEN EFTER STÅR cyklen i stativet nede foran opgangen, næsten på sin sædvanlige plads. Gearet er justeret, kæden strammet og smurt og baghjulet lappet. Der står hun lige nogle få øjeblikke i den hårde morgensol. Bider sig i kinden. Arbejder med sin vejrtrækning. Klarer den.

NÆSTE GANG TIL træning, da der er en halv time tilbage, tager hun sin grå hættetrøje af. Stiller sig over til Gladiatorerne da de skiller sig ud for at lave deres afsluttende træning. En af de andre ser overrasket på hende. ‘Sender Gregers dig i ringen?’ Hun ser på ham. Ryster på hovedet. Lukker så af for sine grønne øjne. Trækker vejret dybt ned i lungerne. Ånder ud. Begynder at bevæge sine pegefingre mod tommeltotterne.

‘Nej. Han sender mig ud i livet!’

DEN FØRSTE GANG

JOSEPHINE KAN LAMME en mand på 20 forskellige måder, og hendes IQ er nok 30 point højere end Nickis, men alligevel er hun sat skakmat. Af ham. Der er ikke flere udveje. Nicki vil have noget, og det vil han få. Men der er én oplevelse, hun fandeme ikke vil give ham.

HUN SIDDER PÅ ryglænet af en bænk ved sportsbanerne på skolen. De har lavet gruppearbejde, hende Majken og Jamil, men de er blevet hurtigt færdige. Majken er gået til købmanden for at købe snold. Jamil står på græsset foran hende med sit mørke hår ned over øjnene. Fortæller jokes i april-solen. Spiller den sjove Jamil. Hun smiler. Glider lidt væk. Ser på ham. Hans høje, lidt ranglede krop, brune øjne. Forældrene er fra Irak, men han er født i Danmark, og lige så dansk som hende, jordbær med fløde og Dannebrog. Afbryder ham. ‘Jamil, er du jomfru?’ Han sprutter. ‘Nej, nej…jeg har da været sammen med to, eller er det tre. Altså det er ikke nogen du kender, men nej…’ Hun ser alvorligt på ham, men uden helt at kunne skjule smilet i sine øjne. Han er sgu bare en sød dreng. ‘Jamil!’ Og han forvandler sig lidt foran hendes øjne. Bliver den der rare, rolige dreng, som er bag den sjove maske han tit ifører sig. ‘Nej…altså, jeg er nok kommet til at sige til Thor og nogen af de andre, at jeg…vil du ikke godt lade være med at sige det?’ Hun nikker. Bider sig i underlæben. ‘Jamil, i morgen eftermiddag, så er du ikke jomfru længere.’ Han ser på hende. ‘Ahva…?’

HUN FORKLARER, OG han bliver helt tavs. Store, brune øjne. ‘Jose…sådan noget der, det må du ikke lave sjov med.’ Hun smiler, og stemmen er lidt drillende. ‘Du har da tænkt tanken, har du ikke?’ Han ser væk. Ser på hende. Rødmer. Nikker. ‘Tusinde gange. Jose…tusinde gange. Men…’ han ser på hende med et helt ærligt blik. Så sårbar. Brune øjne. ‘Det må du bare ikke lave sjov med.’

Hun hopper ned fra bænken. Går mod ham. ‘Kom her.’ Går helt tæt på ham. Tager hans hånd i sin. Ser ned på den fine brune håndflade. Blodårerne. Puster noget hår væk fra sit ansigt, og så tager hun hans hånd op under sin hættetrøje. Fører den mod sit højre bryst. Han stivner. På flere måder. ‘Jeg er dybt alvorlig, Jamil. Hvis du har lyst. Jeg vil gerne have, at du skal være min første.’ Tager hånden ud igen. Kysser den. Giver ham to opgaver. Han nikker fortumlet. ‘Ja…jeg…for helvede Jose…laver du fjol med mig?’ Hun ryster på hovedet. Han bakker væk. ‘Jeg skal lige finde ud af…jeg skal nok…’ han snubler halvt, vender sig så rundt. Begynder at løbe.

MAJKEN KOMMER HEN mod Josephine med chokostænger i hånden. ‘Hvad var der galt med Jamil. Han så vildt fjoget ud?’ Hun rækker en stang til Josephine og sætter sig op på ryglænet hvor Jose sad før. Bider plastic af. Tager en bid. Betragter Josephine, der fortæller det. Majkens hånd falder lidt ned. Hendes øjne helt store. ‘Nej, hvad er det du sidder og siger? Jeg har lige været væk i fem minutter og pludselig skal du ikke længere være jomf…og med Jamil? Hvad sker der?’ Josephine er overrasket. Over tonen. ‘Hvad fuck er der i vejen med Jamil? Han er sgu da verdens sødeste dreng.’ Majkens kinder blusser, og hun ser på Jose med et lidt mærkeligt blik. ‘Ja, men altså, jo. Gu er han så. Men du har været 15 i hvad? 19 dage, og nu skal du bare knalde med…hvad fanden er det, jeg ikke forstår? Altså, det er en ganske almindelig onsdag i morgen?’

Jose kan føle en begyndende irritation og sit temperament røre på sig. ‘Du vil ikke forstå det!’ Majken lader sin chokostang dumpe ned på bænken. Hopper ned foran Josephine. ‘Jeg ved godt, at der er ting, du ikke fortæller mig, men jeg kan holde til alt, og det hjælper at snakke om ting. Okay?’ Josephines kinder blusser og hun har næsten tunnelsyn. Majken fortsætter. ‘Nej, jeg kan godt se, at du bliver hidsig, men del det med mig. Det vil hjælpe.’

JOSEPHINES STEMME ER lavmælt. ‘Bare fordi du lige har set “Good Will Hunting” og syntes det var sådan en fed film, så er det altså ikke det samme som at du får mig til at sige tre sætninger, og så er alt godt!’ ‘Du kan sgu da prøve’ hvisler Majken tilbage. Og det er der, at Josephines stemme bliver endnu mere dæmpet, nærmest hviskende for så at stige i styrke:

‘Vil du høre om min aften i går aftes? Vil du det? Okay. Mens du sad og spillede Matador med dine pisse perfekte forældre, eller hvad fuck i ellers lavede i den parallelverden I bor i, da lå jeg på knæ foran min mors kæreste. Suttede på hans klamme pik. Da han kom, måtte jeg ikke trække mig væk. Han holdt mig fast.’ Hun laver lyde, lader som om hun har noget mellem sine hænder hun slikker og sutter på. ‘Ughmmm fucking dejlig pik. Så fantastisk.’ Majken støder sine hænder mod Josephines bryst med tårer i øjnene. ‘Nej, stop, Jose… stop.’ Men Josephine vil ikke stoppe. Hun næsten snerrer. ‘Hvor meget tror du sådan en fucking junkie han bader? Nej vel? Og da jeg så var færdig, så kiggede jeg ind til min mor, men hun var lige som ikke ved bevidsthed. Lå nærmest stadig med en sprøjte i hænderne. Og hvis ikke jeg giver mig selv til Nicki, så vil han ikke give min mor hendes stof. Og ja. Min mor er junkie, så hun har brug for det. Men hun er min MOR. Og selv om Nicki er så forbandet dum, så han tror en pige kan have mens i 14 dage, så kan jeg nok ikke holde ham væk meget længere.’ Majken græder stille foran Josephine, hvis stemme nu også taber momentum. Hun sætter sin pande mod Majkens. Holder om hende. ‘Men…jeg vil ikke have den første gang skal være med Nicki. Forstår du det?’ hvisker hun. Majken hulker, men nikker. Josephine trøster hende.

De holder om hinanden. Står bare. Josephine aer sin veninde. ‘Du må ikke sige noget til nogen? Jeg vil miste min mor, hvis der er nogen, der finder ud af det.’ Majken nikker. Nødtvungent. Men hun nikker. ‘Det bliver nok heller ikke til noget i morgen med Jamil, for vi har ikke noget sted at være. Hans mor er hjemme på barsel, og vores lejlighed er jo ikke et sted vi kommer.’ Majken hæver sit blik. Snøfter. Skubber Josephine lidt væk. Roder i sin lomme. Tager et nøglebundt. Fører to nøgler ud. Giver dem til Josephine. ‘Jeg skifter sengetøj, der er mad i køleskabet, og huset er tomt fra 8 – 16.30.’

Den tanke havde Josephine ikke engang selv tænkt. Men, det er jo så oplagt, for det er nærmest hendes andet hjem. ‘Tak. Jeg mente ikke det jeg sagde om Nanna og… ‘ Majken kysser hendes kind. ‘Det ved jeg godt.’ Krammer hende igen. De kan høre skridt nærme sig. ‘Er du okay?’ spørger Josephine lavmælt. Ser ind i det blå i sin venindes øjne. Hun smiler. Hun nikker. De krammer. Jamil kommer hen. ‘Jose…jeg kan ikke finde et sted. Altså, jeg troede at…’

Hun bremser ham. Viser nøglerne i luften. ‘Vi har et sted. Majkens værelse i et helt, tomt, hyggeligt hus. Der er bare ét problem.’ Han gør store øjne. Så tæt på. Hans stemme knækker næsten: ‘Hvad…hvad er det?’ Hun smiler. Øjnene drillesyge og glade. ‘Det ligger på en anden planet.’

DE GÅR HEN mod skolen sammen. Josephine i midten. Majken holder hende i hånden. Hun støder sit venstre lår mod Jamil. Han smiler fjoget. Majken strækker hals. ‘Jamil, jeg har altid troet, jeg var din pige?’ Så skænder hun på skrømt. ‘Du skal altså ikke have så meget araber-parfume på som til festen sidst i klub. Det er mit værelse og min seng. Okay.’ Vender sig mod Josephine. Hvisker ‘Du får ham, men så vil jeg også have Leonardo, aftale?’ Josephine nikker. Smiler. Men hun krydser fingre på sin venstre hånd. Majken, der kender hende, strækker hals igen. Ser det. ‘Ej, din heks. Du krydser fingre.’ Josephine fniser. Klemmer Majkens hånd.

Jamil er lidt tabt, men han har forstået det vigtigste. Han og Jose. I morgen.

DE MØDES TYVE minutter over otte dagen efter på hjørnet ved Majkens vej. Siger hej, men snakker ikke yderligere. Trækker cyklerne ind bag hækken. Josephine låser døren op. De træder ind. Jamil skal til at sige noget, da hun har lukket døren, men hun holder en pegefinger op foran sine bløde læber. Tysser på ham uden ord. Hun lukker sine øjne. Lytter til huset. Dets tomhed afslører sig i hver en nuance i stilheden. Så åbner hun øjnene. Ser på de hyggelige rum, og ser så på ham. Vil gerne at han bliver blæst bagover af huset, som hun næsten altid gør, men han bor i et lignende på en parallelvej 200 meter væk, så charmen er lidt tabt på Jamil.

De tager deres overtøj af, efter at Josephine har lukket døren bag dem, på Majkens værelse. Og så bliver det akavet. De står bare med flere meter imellem sig. Jose kan ikke forstå det. Hvad sker der? Har hele tiden vidst, at det her bare ville være så rigtigt, men lige nu, hvor det skal være konkret føles det bare…forkert. For helvede. Hun bryder stilheden. ‘Har du husket at tage…at tage kondomer med?’ Han nikker. Perpleks. Roder febrilsk i sin taske. Hiver en pakke kondomer op. Så en mere. Og endnu en. Josephine begynder at fnise, og da han tager pakke nummer fem op af tasken holder hun sig for munden, men mundvigene peger i den grad opad. Hun går hen til ham. ‘Tror du vi har nok?’ Han ser på pakkerne på Majkens skrivebord. ‘Øh…ja, det…er måske…lidt for meget?’ Hun træder helt ind til ham. Nu føles det rigtigt. Nu klikker alle de små tandhjul perfekt i hinanden. De er to børn, der ikke aner, hvad de laver men de har det tilfælles. Begge går de tøvende ind i minefeltet – men – de holder i hånden, mens de gør det.

‘Kom her’ hvisker hun lavmælt, og bryder intimsfæren. Han åbner op. Hun træder ind til ham. Han dufter svagt af sin karakteristiske eau de cologne men slet ikke så øre-tonse-døvende som han gjorde i sidste måned til festen i klubben. Han dufter af Jamil. Af lyst. Af lys. Hun kysser hans hals, og han holder om hende. Hun tænker: ‘Nu dufter han også af mig.’

DE KYSSER BLIDT hinanden. Hun nipper i hans bløde læber. Kysser ham så med tunge. Det er første gang i sit liv, at hun gør det, og det føles rart. Hans tunge lister sig ind i hendes mundhule, og han kysser præcis så dejligt, som hun altid har forestillet sig. Blidt. Hun skubber ham ned på sengen. ‘Tag dit tøj af.’ Han fumler med sin sweatshirt, men den ryger, så bukserne, og til sidst sidder han kun i grå boxershorts. Endnu spinkel. En 15-årig brun dreng, med store øjne. Det er præcis, hvad hun har brug for.

Hun vender sig rundt. Fører sin hættetrøje over hovedet. Knapper sine bukser op, tager dem af, halvt med ryggen til ham. Vender sig så med front mod ham da hun tager sin T-shirt af, og uden at stoppe eller holde pause, sin hvide bh. Ser hans øjne vokse, og en anden del også, da hun blot står topløs foran ham i små trusser. De matcher med bh’en men den detalje er nok lidt tabt på Jamil. Hun puffer ham ned på sengen, løfter op i en af dynerne og de forsvinder under den. Hun får hans boksershorts af. Dernede er der ikke noget drenget over ham overhovedet. Lader sine fingre vandre på hans brystkasse. Han ligger næsten uden at trække vejret. Hun bøjer hovedet. Kysser ham. Hele hans krop sitrer, da hendes bare bryster berører hans overkrop. Så slår han armene om hende. Hun mærker ham mod sit lår. Det føles lidt mærkeligt, men også rart. At han reagerer på hende. Tænder på hende. I lang tid ligger de bare og kysser. Han aer hendes bryster. ‘Må jeg…må jeg kysse dem?’ Hun smiler. Lægger sig ned på ryggen, og hiver hans hoved ned mod sine bryster: ‘DET må du.’ Hun nusser ham i håret, mens han kysser hende. Mærker hun bliver våd, rør sig selv flygtigt dernede. Trækker ham op. Kysser ham vådt. Så rejser hun sig. Går over til skrivebordet og henter en pakke kondomer. Sætter sig på knæ i sengen. I går aftes øvede hun sig på en banan med to kondomer hun stjal fra Ida. Nu aer hun ham blidt. Hun kan godt lide hans pik. Har lyst til at kysse den, sutte blidt på den. Gør det ikke, men er glad for at Nicki ikke har ødelagt det for hende. Gjort det grimt.

JAMIL LIGGER PÅ ryggen med hævet overkrop hvilende på sine albuer. Ser ned mod hende der fører kondomet ned over hans erektion. Hendes spinkle fingre om ham. De smukke bryster. Hendes hånd der glider en sidste gang ned over ham. Så ryster hele hans krop, og Josephine slipper næsten forskrækket hans pik, da den sprøjter sekret ud i det tynde gummi. Overrasket ser hun ned på ham. Han er 15 år og nærmest hver en celle i hans krop er udgjort af hormoner. ‘Undskyld…undskyld’ hvisker han hæst. Ser helt fortabt på hende. ‘Du er bare så smuk, og jeg har forestillet mig det her tusind gange…’ Josephines mund er halvåben men mundvigene vender opad. ‘Det er helt okay’ hvisker hun stille. Lægger sig ned til ham. Kysser hans hals, mens hun putter sig ind til ham. Han tager kondomet af. Hun sutter på en af hans fingre, hvisker i hans øre, og efter få sekunder bevæger fingeren sig ned af hendes krop, ned under elastikken i hendes trusser. Hun guider ham stille. ‘Ja…ja…’ hvisker hun. Lægger sig helt ned på ryggen, og nyder at blive rørt. Dér. Af en anden. For første gang i sit liv.

TYVE MINUTTER EFTER har Jamil et kondom på igen. Erektionen lige så stor og kraftfuld som den sidste. Jose ligger nøgen på ryggen. Han presser sig mod hende. Hun er parat. Hun er våd. Og det vil bare ikke lykkes. Den vil ikke glide op. Jamil bakser lidt med den. Hun spreder sine slanke ben yderligere. Den vil ikke op. Jamil vil til at sige noget. Store, brune øjne. En undskyldning lige på trapperne. Hun hiver ham ned til sig. Kysser ham. Hvisker: ‘Vi er sammen om det her, og jeg har sådan lyst til dig. Prøv og…’

Han lægger sig ned på ryggen, og Josephine sætter sig overskrævs på ham. Placerer en af hans hænder på sit venstre bryst. Så sutter hun på nogle fingre. Rør sig selv ved sit køn. Hun er vildt fugtigt. Løfter sig lidt op. Sænker sig blidt ned. Spidsen af hans pik er lige ud foran hendes kønslæber. Hun sænker sig yderligere. Presser sig lidt ned. Spærrer øjnene op, da han langsomt glider op i hende. Hun ryster. ‘Er du okay, Jose’ hvisker han. Hun nikker. Bider sig i læben. ‘Ja…det…ej, det gør vildt ondt. Fuck.’ Han vil til at løfte hende op, men hun stopper ham. ‘Nej…vent lige.’ Hun løfter sig op og gør sig helt fri af ham. Rør sig selv dernede med våde fingre. Fører tre op. Læner sig frem og kysser ham blidt. Så sætter hun sig tilbage, løfter sig op, sætter sig ned over ham, og denne gang glider han lidt nemmere op i hende. Hun sænker sig nogle centimeter ned over ham med lukkede øjne. En muskel sitrer i hendes kind. Så er der modstand, hinden, den springer, og hun glider helt ned over ham. Får Jamil helt op i sig. ‘Åghh…’ stønner hun lavmælt. Stopper, og bøjer sig ned med sit ansigt ud for hans. Hun holder fast i ham, og ruller en halv gang rundt i den brede seng, stadig med ham oppe i sig. Det gør ondt, men allerede ikke så ondt som før.

HUN LIGGER PÅ ryggen. Aer ham. Ser ind i hans øjne. Nipper blidt i hans underlæbe. Så hvisker hun det, som hun har glædet sig til at hviske til ham de sidste uger: ‘Ta mig, Jamil.’ Han nærmest vokser yderligere i hende, mærker hun, og så begynder han nænsomt at støde i hende. Hun tager hans ene hånd. Fletter sine fingre ind i hans. Den anden hånd lægger hun på hans numse. Mærker hans røv mod sin hånd, mærker hans pik oppe i sig. Det er sådan det føles at have sex? Hun smiler til ham. Det kan hun godt leve med. Det kan hun i den grad godt leve med.

DE BRUGER HELE dagen i sengen. På et tidspunkt går Jose ned i køkkenet blot iført trusser og smører to sandwicher. De spiser i Majkens seng. Så har de endnu mere sex. Og mere igen. Og igen. Hun er øm, men hun lyver for Jamil, for hun vil så gerne med ham. Og det er deres første gang. Og sidste.

‘Det er kun i dag. Og du må ikke blive forelsket i mig!’ Han ser op mod hende. Svarer, og hun vidste det jo godt: ‘Ikke mere end jeg er i forvejen?’ Hun bøjer sig ned. Laver en hule af sit hår, og lukker dem inde ‘Præcis.’

SENERE LIGGER DE med front mod hinanden i sengen. ‘Jamil, det her, det må du aldrig sige til nogen af drengene. Det tilhører os. Det er vores.’ Hans øjne er klar. Rolige. Han nikker. Han åbner munden, som skal han til at spørge om noget, men hun forudser hans spørgsmål.  ‘Jo, om mange, mange år, når du har fundet pigen i dit liv, så må du fortælle om i dag. Om os. For at forklare, hvad der har gjort dig til sådan en blid, betænksom og øvet elsker.’ Hun griner, da hun siger det. Så ser hun, at han sutter på to fingre i sin mund. Lader dem glide ned af hendes krop, og da de rammer hendes inderlår, stønner hun lavmælt.

NOGET AF DET sidste Josephine gør, før de tager tøj på og begge modvilligt forlader sengen, er at tage et billede af sig selv og Jamil nøgne i sengen sammen med Majkens digitalkamera. Jamil ligger på ryggen og Josephines lange ben er slynget om hans underliv, hendes nøgne bryster hviler mod hans overkrop. Begge ser de mod kameraet med uglet hår. Glade øjne. Josephine har trutmund.

Kameraet placerer hun på Majkens hovedpude da de går. Ved Majken vil være nysgerrig efter at se et lille glimt. Hun glemmer at skifte sengetøjet, for klokken er næsten ved at løbe fra dem, og de sidste minutter bliver hektiske.

DEN AFTEN LIGGER Majken i samme sengetøj. Der dufter af Josephine. Af Jamil. Af sex. Ser på billedet på kameraet, da hun onanerer næsten lydløst i sin seng, mens hun dufter til dem.

EN MINDRE KATASTROFE

DEN SIDSTE AFTEN før sommerferien starter, lister Josephine sig ind i skolens festlokale. Sætter sig på bageste række i det fyldte lokale, som hun også gjorde året før, da hun gik i 7. Lytter til inspektørens tale. Så repræsentanten for afgangsklasserne. Han er nervøs, og talen er ikke super god. Hun drømmer sig lidt væk. Forestiller sig, at hun kunne få lov til at stå deroppe næste år. Hvilken kjole hun ville have på, men mere vigtigt, hvad hun ville sige. Hvordan hun ville tryllebinde forsamlingen.

På vejen hjem på cyklen drømmer hun videre. De skal selv vælge eleven ud af de fire afgangsklasser, og det kan være det bliver Thor eller Emira, men nej, hun er næsten sikker på at de vil vælge Majken. Alt lykkes bare for hende. Og det vil også være okay, for så vil det næsten føles, som om det er hende selv, der holder talen. Hun står op i pedalerne, mens hun næsten råber det ud i sommeraftenen: ‘Man kan tage os…’

NICKI FORSVINDER EN aften i juli. Josephine tror måske han er blevet sat i fængsel, men hendes mor vil ikke sige noget, og Jose er lykkelig, for det er det hun altid har ønsket sig. Som ved et mirakel, så går døren ikke op i de kommende uger. Ingen ny taber træder ind af døren. Men det er faktisk også det bedste man kan sige om det, for der går halvanden døgn, før det går op for Josephine, at det hun troede, var det bedste der kunne ske, i virkeligheden er en mindre katastrofe. For hendes mor er stadig junkie, men nu er der bare ikke nogen stoffer, lige meget om hun så tager sine trusser af og bider sig i kinden. Ida ligger i sin seng. Ryster. Giver hende en lille seddel med et navn og en adresse og nogle krøllede pengesedler. En halvkvædet vise om en Jannick som har solgt et hus og er flyttet i en billig lejlighed. Har investeret differencen i heroin, og nu sælger relativt diskret ud fra sin lejlighed. Jose tager pengene. Ved godt, at der en dag ikke vil være nogen penge at betale med, og hendes mor kan heller ikke se hende i øjnene. ‘Tak, min skat’ hvisker hun.

DA HUN RINGER på hans dør, er han noget tid om at åbne. Kun på klem. Kæden på. Bleg. I 30’erne. Tynd. Usoigneret. ‘Jeg er her for, at…’ hun viser ham bare pengene. Han ser mistroisk på hende. Så klarer hans øjne lidt op. ‘Hey, er du hende der Idas datter?’ Hun nikker. Han smiler. Et grimt, grimt smil. ‘Jeg har hørt om dig’ siger han lavmælt, før han lukker døren næsten i, tager kæden af, og åbner helt igen. Han kradser sig lidt på en bar arm, og hun ser stikmærket. Kan godt være han sælger, men han er også begyndt at bruge af sine egen varer. Fucking taber. ‘Hey, vil du have noget til næsen? Du ved hvad man siger. Den første gang er gratis?’ Hun føler en kugle af vrede i sin mave, da det går op for hende, at han reelt mener det. Prøver at gøre en pige på 15 afhængig? Hun tapper sin pegefinger mod sin tommeltot, men der er ikke nogen åbning. Der er ikke noget sted at sætte ind. ‘Skal du have en smagsprøve, før du cykler hjem?’ spørger han, mens han bytter pengesedlerne ud med små breve med brunt pulver i. Han bliver ved. Jose ryster på hovedet. Er ved at skrige. Hun ved det. Han ved det. En dag vil hun ikke have nogen penge med, når hun kommer, for kisten er næsten tom derhjemme.

Og sommeren går. Det bliver august.

JOSEPHINE STÅR HJEMME på toilettet. Krymper sig, da hun fører fingre op i sig selv. Smører sig ind. Ser sig i spejlet. Det her kan hun godt. Igen. Uden at bryde sammen. For fucks sake, girl, siger hun uden at bevæge læberne. Det er bare din krop. Han får ikke dig. Fikserer sit eget blik i spejlet. Det grønne i hendes øjne flasher farligt mod hende. Og hun klarer det. Jannicks sultne blik, da han åbner døren. Da han spørger, om hun har penge med. Ulvegrinet da hun ryster på hovedet. Hånden på hendes røv, da han træder til side og lader hende komme ind. Lukker døren.

Hun klarer det.

SMUKKE, SMUKKE MENNESKE

DET ER GODHED, hun har store, store problemer med.

SOM DET MED Lene nogle dage efter, da hun går op til hende efter undervisningen er slut. De andre er skramlende på vej ud af klassen. ‘Ja?’ Lene ser spørgende på hende. Josephine venter, til de er alene. ‘Det er… det er det med pengene til skoleturen til Bornholm. Jeg…’ Lene afbryder hende. ‘Din mor betalte dem forleden. De røg ind på vores konto, via din mors netbank, så alt er godt, Josephine. Det bliver sådan en fin tur.’ Josephine er overrasket. Forvirret. Og kan føle sit temperament røre på sig. ‘Du mener, at min mor har overført penge, som hun slet, slet ikke har, fra sin imaginære computer? Ja, måske hun har sat sig i vores arbejdsværelse på kvisten og lige lavet den overførsel samtidig med hun donerede 5.000 kroner til Danske Flygt…’ Hun stopper brat. Blusser. Det går op for hende. En hånd for munden. ‘Ej. Undskyld Lene…Og tak!’ Hendes lærer kan ikke se hende i øjnene. Ser lidt ud til siden. ‘Ja, så tror jeg ikke vi taler mere om det!’ lyder det fra hende. Josephine bider sig i kinden, da hun går ud af klassen.

Men, det bliver værre.

DA DAGEN OPRINDER, og de skal af sted til Bornholm er det en smuk, solrig tirsdag i september. De mødes alle klokken 8 ude foran skolen. Josephine er der i god tid. Ser Lene stige ud fra passagersædet på en ældre, men velholdt mørkeblå BMW nede af vejen. Vender ryggen til. Det føles næsten for privat. Majken kommer med sin mor.

Nanna styrer direkte imod hende med en grå papirspose i hånden. ‘Josephine, jeg ved slet, slet ikke, hvor jeg havde mit hoved i morges, men jeg kom til at lave to madpakker. Tossede mig. Var vist helt fraværende.’ Hun giver Josephine posen i hånden, og Josephine ved hun ikke slipper om bord på bussen uden at tage imod den. Nanna giver Josephine et kæmpe kram. Knuger hende ind til sig. Hvisker ‘Og husk ikke at smide servietten væk.’ Jose nikker. ‘Så’, siger Nanna, da hun slipper hende. ‘Kan I have en god tur, piger.’ Majken spærrer øjnene op. ‘Hey, skal jeg ikke have et knus?’ Nanna rødmer. ‘Selvfølgelig, skat.’ Giver endnu et kram. På vej til bussen lader Majken som om hun er dødeligt fornærmet. ‘Altså. Det er min mor, og så giver hun dig et kram, og ikke mig? Hello…’ Josephine smiler. Ved hendes veninde ikke mener et ord af det. I den familie har de kærlighed i overflod.

DET ER PÅ færgen fra Ystad til Rønne, at Josephine næsten må give op.

Hun sidder ved vinduet ved et aflangt bord sammen med en gruppe af de andre. Jamil fortæller jokes, og stemningen er præcis som den skal være på en lejrtur i 9. klasse. Åbner papirsposen og sætter næsten ceremonielt de forskellige ting op foran sig. Der er en lækker wrap med kyllingefyld, en trekant-formet sandwich af mørkt brød med skinke/ost, et stykke hjemmelavet æbletærte, en kold Fanta, en pære, en Snickers og en sammenfoldet hvid papirs-serviet i så kraftig og tyk kvalitet at den nærmest minder om et stykke klæde.

JOSEPHINE FOLDER POSEN pænt sammen. Ser ud af vinduet. Følger en måge med sit blik. Så rækker hun sine slanke fingre frem og folder papirservietten ud. Indeni ligger fire 100-krone sedler og en kort besked:

‘Min kære Josephine
Brug dem helt afsindigt ufornuftigt,
Dit smukke, smukke menneske ❤️.
Nanna’

Josephine folder servietten sammen. Dækker sedlen og pengene til. Ser igen ud af vinduet. Nu er mågen væk. Vender sit blik mod bordet. Folder servietten op. Læser beskeden endnu engang. Trækker vejr ind med helt blanke øjne. Det er ikke beskeden. Pengene. Maden. Fantaen. Hun kan godt klare enkelt-delene, men den samlede total af dem er næsten mere, end hun kan rumme.

MAJKEN SER DET.  ‘Hey’ hvisker hun midt i latteren, der bølger omkring dem. Rækker sin hånd ud over bordet. Fanger Josephines hånd i sin. ‘Det er okay!! ‘ Josephine borer sine negle ind i håndfladen på Majken. Bider sig i kinden. Blinker. Trækker vejr ind igen. Ser tavst ind i Majkens kærlige øjne. Hun er så tæt på at give los. Give slip. Trækker vejr ind. Blinker. Redder den. Lige på stregen. De grønne øjne gnistrer nærmest trodsigt.

Brudflade? Fuck dem!

Læs næste afsnit

(1 af 2)

(123 har stemt 4,86 af 5)

Loading...

40 kommentarer

1. Emil

   23/05/2023 kl 21:22

   Jeg fatter ikke at det er så mange år siden at den her blev udgivet. Begge afsnit er netop blevet genlæst, og de er lige så hamrende smukke som jeg huskede.

   1+

   Besvar kommentar