bondage udstyr

Marie-Louise med kontaktannoncerne (13 år)

Jeg er en ung pige og meget nysgerrig efter intime erfaringer. .

advarsel

Forfatter: Dragemis

Det er en tidlig eftermiddag, og hun småkeder sig. Marie-Louise blader lidt i ugeavisen, en af dem der kommer gratis med posten, og hvor det mest bare er annoncer for de lokale brugser, og sådant. Men hun keder sig lidt og har lavet alle sine lektier, så i stedet bladrer hun en smule i aviserne. Hun læser en lille artikel om juleshowet, som avisen har skrevet om selvom det er sommer, næsten. Det er et par år siden, hun selv var med til det, men nu er hun fjorten, næsten, og gider ikke mere danse om juletræ.

Men mor tager stadig Maja med, og selvfølgelig Mikkel, selvom han er endnu mindre. Men Maja er elleve og Mikkel kun fem, så de syntes stadig det er sjovt. Selvom Maja måske også er en smule for stor til det, hun er ret klog af sin alder; i hvert fald er hun bedre i skolen end Marie-Louise selv. I øvrigt er det næsten et halvt år siden, at der var det der julearrangement, og hun kan ikke se nogen hun kender, på billedet. Jo borgmesteren, men han tæller ikke. Hun bladrer videre, og læser at folk brokker sig over at der skal bygges flere huse, men andre gange brokker de sig over at husene er for dyre, og det er nok fordi der er for få huse, tænker Marie-Louise. Det siger hendes lærer henne i skolen i hvert fald, ham den nye hun har i historie. Hun går i sjette klasse og har haft historie i næsten to år. Hun bladrer videre, uden at læse færdigt. Der er en artikel om hvordan man passer cykler, men den gider hun heller ikke læse. Og så er hun kommet hen til afdelingen med annoncer, dem folk selv rykker ind.

Historien fortsætter under reklamen
erotisk pakkekalender til voksne sexlegetøj

For ikke så lang tid siden havde hun hjulpet Maja med at finde noget tilbehør til Barbie, som Maja leger lidt med nogle gange. Godt nok har de tilsammen to kasser hun kan bruge, men Maja havde set et eller andet, som var lidt ældre, og så havde de kigget annoncer igennem for at se, om der var nogen der havde den der bil til Barbie. De fandt den ikke, og Maja gider vist ikke helt lege så meget med det mere, ligesom Marie-Louise heller ikke gider. Men det var ret mærkelige ting, der var til salg, og hun begynder at gå listerne igennem fra en ende af. Det er mest bøger og musik, og en del møbler af forskellig slags, eller ting til haven, som folk vil sælge. Hun læser bøger selv, krimier og eventyr eller fantasy, og hun finder flere annoncer med samlinger som hun måske kunne tænke sig at købe, men hun læser mest fordi hun keder sig og er nysgerrig, ikke fordi hun har tænkt sig at købe. Der er også en liste med folk, der vil købe ting, og den læser hun igennem lige så grundigt. Flere af dem, der vil købe burde læse dem der vil sælge, tænker hun, tredje gang hun ser en annonce med folk, der vil købe havetraktor. Dem var der også flere af til salg. De har en selv, selvfølgelig, og hun bruger den nogle gange, selvom det er hendes storebror Troels, der er femten, der slår græs, og hun selv og Maja vasker op og støvsuger. Lidt, for mor gør alligevel det meste. Men det virker som om dem der vil købe, måske vil give det halve af hvad dem der vil sælge, skal have.

Der er også knallerter til salg, og sådan en vil hendes storebror Troels have. Men hun gider ikke finde annoncer til ham, for han er ikke gammel nok – man skal være 16 – og han gider aldrig hjælpe hende, alligevel. Hun gider heller ikke have ny cykel, og så ville hun bare få en af far, hvis hun ville. Men den hun har, er ret god, og hun behøver ikke længere få en ny hvert år som hun fik da hun var mindre. Den er vist heller ikke helt et år gammel, endnu, den hun har. Hun slutter kolonnen med til salg, og kommer til noget der hedder personlige. Her kan man finde folk der lægger horoskoper eller læser hænder, eller laver massage og sådan noget. Marie-Louise ved ikke helt, hvad det der med horoskoper egentlig går ud på. Selvfølgelig, med stjernerne, og hun har to veninder fra klassen, der hele tiden skal læse horoskoper. Men Marie-Louise tror ikke rigtigt på det, og hun kan ikke se, hvorfor folk går så meget op i det, at de vil betale 850 kroner for et horoskop. Men selvom det er rigtigt, så får man bare at vide at et eller andet mystisk vil ske, men ikke hvordan eller hvornår, og man kan ikke gøre noget ved det, for hvis det er rigtigt at noget slemt vil ske, så vil det ske selvom man bliver hjemme – måske sker det fordi man bliver hjemme i stedet for at gå ud.

Men hun tror ikke helt på det, alligevel, tænker hun, og bladrer videre. Den næste kolonne er kontakt, og den læser hun også. De første par stykker er familier – en hilsen til den og den, der har fødselsdag. Der er ingen, som hun kender. Den næste er mænd søger, og her er det mænd, der søger kærester. Ved den tredje annonce stopper hun op, og læser den en gang til.

” Velsoigneret, ældre, gavmild og verdenskendt herre søger ung pige eller studine til restaurationsbesøg og selskab, samt til visse intime erfaringer”. Blt mr 82 345.

Marie-Louise ved ikke helt, hvorfor hun stoppede op ved den. For det første, så har hun selvfølgelig ikke intime erfaringer. Det er sex, det ved hun godt, og hun har ikke rigtig prøvet andet end at kysse Klaus, Troels ven, en enkelt gang for en måned siden. Men han er lidt for gammel, næsten to år ældre, og hun gider heller ikke være sammen med hendes brors venner, ikke rigtigt, og hun syntes ikke at det med Dyveke tæller. Velsoigneret betyder at han tænker på sig selv som en flot mand, og verdenskendt at han regner med at kunne imponere dem, han møder. Men gavmild, tænker hun, og spekulerer på om det betyder at han vil betale for at bolle dem. Men hvis han vil det, så kan han vel bare købe en af luderne, tænker hun. Men måske er det fordi han ikke vil have en luder. Han skriver restaurationsbesøg og selskab, så han vil vise hende frem.

Han skriver ikke, hvor gammel han er. Ældre kan betyde alt muligt, men det er nok sådan over tres, tænker hun. Det er som hendes farfar, eller måske som morfar, der er 67 år. Nogle gange i fjernsynet, når de snakker om ældrepolitik, er det dem der har folkepension, og det er 65. Marie-Louise troede ikke helt, at sådan nogle gamle mænd ville have kærester. Så kan hun bedre forstå det med ung pige eller studine. En studine er gået ud af gymnasiet, det vil sige over atten, men ung pige kan godt være yngre. Men hun skal selvfølgelig være fyldt femten, ellers er det forbudt. Der er over et år, til Marie-Louise selv fylder femten. Hun læser videre. Der er to andre annoncer, der minder om den hun læste, med ældre, rige herrer eller gentlemen, som den ene kalder sig, der søger studiner eller andre unge kvinder til ”gensidige bekendtskaber”. Der er også en, der søger en sygeplejerskestuderende, men så er hun i hvert fald over atten; og han skriver bare at han er erfaren. Det betyder ikke nødvendigvis, at han er gammel.

Men den første annonce er egentlig den, der er skrevet mest spændende. Andre ældre herrer søger rejsepartnere, og en skriver, at han søger en yngre kvinde til repræsentation på forretningsrejser samt andre ydelser. Det må også betyde sex, tænker Marie-Louise. Hun kan ikke helt huske, at hun har set den slags annoncer før, ikke da hun læste i avisen sammen med Maja.

Nederst på den næste sidste side står der, hvordan man skriver til sådan et blt mr- nummer, som der står i annoncen. Det betyder billet mærket, ved hun, og man skriver bare sit brev til avisen, og så sender de det videre til ham der har billetten. Det er jo nemt nok, tænker hun. Men mens hun overvejer hvad hun egentlig skal skrive, tænker hun, at hun jo lige så godt kan skrive til dem alle tre. De tre gamle, tænker hun. Avisen er lokalbladet, så de bor jo i nærheden.

Hun bruger computeren i den lille stue. Hurtigt får hun sat et brev sammen, og hun syntes selv ikke at man kan se at hun ikke er gammel nok.

” Kære ældre herre
Jeg er en ung pige, der gerne vil med på restaurationsbesøg og til selskaber, og som er meget nysgerrig efter de intime erfaringer. Jeg hedder Marie-Louise og er 15 år gammel, og jeg bor stadig hjemme, så jeg håber du kan være diskret, jeg håber også at du er gavmild. Skriv til mig på denne adresse, hvis du vil mødes med mig:” Marie-Louise Vang Nielsen, og så adressen.

Marie-Louise læser den anden annonce igen, inden hun skriver et svarbrev til ham.
”Kære Velbeslåede Ældre Herre
Jeg er en ung pige, og jeg har læst din annonce med stor interesse. Jeg er meget interesseret i at møde en ældre, velbeslået og gavmild herre til gensidigt bekendtskab. Jeg hedder Marie-Louise og er 15 år gammel, og da jeg stadig bor hjemme, vil jeg bede om at du kan være diskret. Du skal være velkommen til at skrive til mig: ” og så igen, hendes navn og adressen.

Hun kommer i tanke om at de måske vil se et foto, så hun tilføjer på begge breve, at hun vedlægger et foto, der er nogle måneder gammelt. Marie-Louise ved med sig selv, at de fleste tror på hun er femten eller seksten, når de ser hende, især hvis hun har lidt stram bluse på, for hun er den pige i klassen og parallelklasserne, der har de største bryster, og hun er også den højeste.

Den sidste herre får også et brev:
”Kære Gentleman
Jeg er en ung pige, der søger erfarent selskab, og jeg glæder mig til at møde en gavmild gentleman til selskab og gensidige bekendtskaber. Jeg håber du vil skrive til mig. Jeg hedder Marie-Louise og er 15 år gammel, og da jeg stadig bor hjemme, vil jeg bede dig om at være diskret. Jeg vedlægger et foto af mig selv, og ser frem til dit brev: ” Marie-Louise og adressen.

Hun er ganske tilfreds med de tre breve. Hun skriver dato og brevhoved, og printer dem ud. Så finder hun et godt billede, hvor hun smiler til kameraet og man kan se buler i blusen, fra et af albummene, og printer også det ud, så de er laminerede. Det er et ret godt billede, taget for et par måneder siden, og hun er sikker på at man ikke kan se at hun ikke helt er fyldt femten endnu. Hun finder konvolutter frem, skriver det mærkelige blt mr fra annoncerne udenpå, og putter kuverterne i andre kuverter, som hun putter frimærke på og skriver adressen til avisens kontor. Så sletter hun brevene fra computeren, og cykler ned til postkassen.

Der går kun to dage, så er der to breve til hende. Hun får dem af mor, der ikke spørger. De er adresseret til Marie-Louise Vang Nielsen begge to. Hun hedder selvfølgelig Nielsen, men de fleste skriver bare Vang. Men mor spørger ikke, hvad det er, og hun tager dem med sig op på værelset. Maja har også fået post, et blad om bueskydning, og søsteren vil egentlig med ind, men Marie-Louise siger til hende, at hun skal læse. Maja plejer at være ret god at snakke med, selvom hun stadig er lille, lidt, men Marie-Louise har lyst til at have dette for sig selv, og hendes lillesøster er i hvert for lille til det her.
Der er ikke afsender på nogle af brevene. De er stemplet på samme postkontor; hun ved fra krimierne, at den slags kan man se. Men hun havde også regnet med at de bor i nærheden, når de har annoncer i lokalavisen. Hun åbner det, der er i den tykkeste kuvert. Det første der falder ud, er en pengeseddel, 500 kroner. Hun tager den og kigger nysgerrigt på den. Der er også et brev, på meget tykt papir, vist det der hedder bøttet, og et foto. Manden, der kigger på hende, er rigtig gammel, med tyndt, gråt hår der er faldet af så han har langt hår ind fra ørene, som han har redt ud for at dække det. Han ser lidt tynd ud, og han har et stort smil med to guldtænder, et lille, sort overskæg og en hvid skjorte. Der står ” Tage Christiansen” skrevet hen over det. Brevet er kort.
” Kære søde Marie-Louise
Jeg er meget glad ved din henvendelse, der varmer mit hjerte. Du er netop sådan en sød, ung pige jeg havde tænkt ville være interesseret i at møde en ”ældre herre” som jeg selv. Jeg håber du vil finde mig gavmild; jeg håber også du vil finde mit selskab interessant og intimt. Naturligvis respekterer jeg dit ønske om at være diskret. Vi kan vel kalde mig en ”veninde” hvis der skulle opstå spørgsmål. Jeg kigger på dit foto, og syntes du ser ud til at være den sødeste, smukkeste unge pige på denne jord. Jeg kunne gerne tænke mig at invitere dig i biografen, og efter at vi således har mødtes, kunne vi derfra bevæge os i retning af de mere nære bekendtskaber. Venligst, Tage Christiansen”.
P.S. Jeg vedlægger et fotografi af mig selv, samt mit telefonnummer i håbet om at du vil ringe.

Hun bliver enig med sig selv om, at dette må være manden bag det første brev. Hun åbner det næste. Der er også et foto med, af en mand med rødt hår og tykke kinder. Han er ret grim, og der er et eller andet ved hans øjne der gør at han virker grimmere, tænker hun. Der falder ikke penge ud af hans brev.
”Kære Marie-Louise
Jeg er glad for dit brev, og jeg ser frem til at mødes med dig. Vi kunne mødes på cafe Ilden, hvor jeg ofte kommer torsdage efter klokken 20. Måske du ønsker at mødes med mig tidligere og indtage et godt måltid, som på restaurant Herskabet, som jeg ynder at komme på. Jeg er ofte blevet beskrevet som gavmild, og jeg betragter selv diskretion som en naturlig del af et forhold. Med hensyn til gavmildhed kunne jeg tænke mig en gave til dig ved vores første møde. Jeg har en særlig ting i tankerne. Jeg vedlægger foto af mig selv, og på bagsiden har jeg skrevet adresse samt et telefonnummer, som du skal være velkommen til at bruge. Venlig hilsen, din Villy”.

Marie-Louise tænker, at det måske er ham, der er den første. Så kan Tage være den anden, eller den tredje. Faktisk syntes hun ikke der er særlig stor forskel på hvad de skriver. Og hun beslutter sig for, at hun kan snakke med dem begge to. Måske den tredje syntes, at hun er for ung, eller han havde ikke helt troet på, at hun var femten, tænker hun. Hun ser at døren er lukket, og fisker sin telefon frem, men fortryder så. I stedet pakker hun brevene sammen, og taster de to numre ind. Villy og Tage. Hun vil ringe til Villy først, for det var hans annonce, der havde fanget hendes opmærksomhed. Hun gemmer brevene og fotografierne af de to gamle mænd i sin ene skuffe, og smutter ind til Maja. En times tid senere, og en del snak om hvor sejt bueskydning er for piger og hvor stærk man kan blive af at gå til det, hvis man træner, og at det også er godt for balancen og er ret spændende, og at man kan gå på jagt med buen og skyde rigtige dyr, når man bliver femten, eller atten, lader hun søsteren være, og smutter ud på sin cykel. Hun kører ikke langt, før hun stopper og ringer til Villy. Han svarer nærmest med det samme.

– Ja, dette er.. og så siger han de sidste cifre i telefonnummeret.
– Goddag. Jeg hedder Marie-Louise. Jeg har fået dit brev og jeg vil gerne mødes med dig, siger hun. Manden er stille i femten sekunder. Så svarer han, med lidt anderledes stemme, at han også meget gerne vil mødes med hende.
– Men torsdag er ikke så god, siger hun, og ved ikke helt hvorfor. Hun kan egentlig lige godt alle dage.
– Det var blot et forslag. Hvilken dag passer dig? I dag er måske bedre, spørger han. Så hurtigt havde hun heller ikke tænkt sig, det skulle foregå, så hun siger onsdag, og Villy siger ja.
– Jeg ville gerne møde dig på restaurant Herskabet. Der har jeg altid gerne villet komme. Men måske vi kan mødes lidt tidligere, spørger hun.
– Vi kan mødes klokken fire og få en lille snak inden, foreslår Villy.
– Nej, jeg havde tænkt klokken seks. Det ville passe fint, og så kan vi mødes ved restauranten. Jeg ved godt, hvor den ligger, siger hun. Villy og hun aftaler, at de skal mødes på onsdag, og at han vil bestille bord. Han lover også, at han vil have en gave med, og han siger, at han vil holde nøje udkig efter hende. Så siger hun farvel og lægger på.

Tage tager også telefonen meget hurtigt, og hun kan høre på ham, at han havde gættet det måske var hende. Hans stemme lyder rar, og hun kommer til at tænke over, at Villys stemme ikke rigtig lød rar.
– Goddag, jeg hedder Marie-Louise, og jeg har fået dit brev i dag, siger hun. Tage sukker, så hun kan høre det i telefonen, og siger goddag, og fumler med et eller andet, og noget klassisk klaverspil, nok ikke Mozart, i baggrunden bliver noget lavere.
– Ja, Marie-Louise, jeg er meget nysgerrig efter at mødes med dig. Jeg havde håbet, men da jeg fik dit brev og så på dit foto, blev jeg helt rørt om hjertet, siger han. Marie-Louise fniser, og hun er lidt ligeglad med, om han kan høre det.
– Jeg vil gerne med dig i biografen og lære dig bedre at kende. Og tak for din lille gave, siger hun. Manden afviser, at den var noget særligt.
– Hvordan ligger det med dit ønske om diskretion? Du er vel ikke hjemme, spørger han. Hun svarer, at det er hun ikke.
– Det lyder godt. Lad os mødes i biografen. Der ligger en ganske diskret en på Altorvsgade, siger han, og hun må lige tænke sig om, før hun ved hvor den er.
– Det lyder godt, det er ikke en, jeg plejer at komme med mine veninder. Det er måske bedst at være lidt forsigtig, i starten, siger hun. Tage erklærer sig enig.
– Måske vi kunne mødes til en eftermiddagsforestilling. De har forestillinger klokken kvart over fire, og vi kunne mødes klokken fire, siger han. Hun kan høre, at han lyder lidt nervøs, og han lyder stadig også venlig, så hun siger ja.
– Hvilken dag passer dig bedst, spørger hun, og han siger, at han skam har tid nok. Marie-Louise foreslår at det bliver tirsdag, og Tage siger, at han ser meget frem til at mødes med hende. Han spørger også, om han må få hendes telefonnummer, så han kan ringe til hende.

– Måske. Men jeg syntes lige, at vi skal vente med det til vi har set hinanden, siger hun. Tage syntes også, at det er en god ide, og han lyder nervøs igen. Marie-Louise lover at komme tirsdag klokken fire, og så siger de farvel.
Hurtigt smider hun sin telefon i tasken. Hun ved ikke helt, hvad hun skal bruge sin lille gave på. Hun plejer at få ret mange lommepenge, 200 af mor om ugen og tit også lidt af far, men fem hundrede er selvfølgelig ret mange penge. Hun spekulerer også på, om Tage eller Villy vil prøve at kysse hende, eller om de vil spørge hende først. Hun tror, at Tage vil spørge, eller måske er han for nervøs, mens Villy nok ikke er for nervøs. Måske Villy har andre unge piger eller studiner. Hun kommer i tanke om at hun glemte at spørge, hvilken annonce de havde sat i, men tænker så, at det nok var meget godt for der er ingen grund til at de kender til hinanden.

Det er torsdag eftermiddag, og det vil sige, at der er under en uge til hun skal mødes med Villy og ikke helt så lang tid, til hun skal mødes med Tage. Marie-Louise cykler hjem, og lister ind i stuen og ser fjernsyn.

Den næste dag, fredag, er der kommet endnu et brev til hende, da hun kommer hjem fra skole. Mor har lagt det på hjørnet af bordet, og Troels spørger, hvad det er hun får sendt. Hun siger, at hun har skrevet til et sted hvor man kan få pennevenner, og at hun får lidt breve, men at hun ikke helt kan bestemme sig for om hun vil have en af dem. Det lukker munden på ham, og det ved hun, lige så snart hun snakker om pigeting, holder han kæft. Han kigger stadig på hende, på hendes bryster, men det er hun så vant til. Han kigger på også på Ingegerd, der er hendes ene veninde, og den eneste hun egentlig kan lide. Hun er høj og mørkhåret og har ikke ret store bryster, men hun er ret pæn, og Troels kigger i hvert fald på hende, og så kigger han på deres kusine Dyveke, der er fjorten og hendes anden gode veninde, og hun er meget smuk. Hun tager brevet, og smutter op på sit værelse.

Egentlig føler hun sig ret stolt af, at hun så hurtigt fandt på en god forklaring på brevene. Hun vil sige til mor, at hun har skrevet til det der firma og får nogle breve med lister over folk, hun måske kan skrive til, og så om en uge, eller hvis mor spørger, siger hun at hun ikke gider alligevel. Måske, hvis hun skal skrive med flere mænd, så kan hun sige at hun har fået et par flere mulige pennevenner.

Der er også både foto og en pengeseddel med dette brev, igen fem hundrede. Hun tager den til sig, og åbner brevet.
” Kære Marie-Louise
Det er med glæde i mit hjerte at jeg, som kalder mig gentleman, modtog dit brev. Jeg føler mig glad, og jeg håber der ville komme et godt bekendtskab ud af dette, hvem ved, måske endda et forhold? Jeg søger lidt selskab og varme her på mine lidt ældre dage, og føler selv at jeg har rigeligt med livserfaring, samt et godt, gavmildt hjerte, at øse ud af. Jeg har en herskabslejlighed ikke langt fra hvor du bor. Men jeg må indrømme, at jeg blev en smule beklemt ved at erfare din meget unge alder, og det forhold, at du ønsker at være diskret. Særligt at din familie ikke måtte erfare noget om vores bekendtskab. Du må vide, at jeg ønsker at respektere dette ønske. Men vores første møde må i så fald blive meget diskret.

Jeg vil foreslå, at vi kan mødes i parken ved Gadekæret, bag den lille kirke. Der ligger en iskiosk, hvor det vil være naturligt at en ung pige færdes. Derfra vil jeg med glæde byde en forfriskning hjemme i min lejlighed, der blot befinder sig få minutters gang fra nævnte iskiosk. For at du lettere vil genkende mig har jeg vedlagt et fotografi. Jeg vil være at finde ved iskiosken hver dag klokken 16 og klokken 17 i de næste to uger, med undtagelse af søndage, indtil jeg mødes med dig, eller du ikke kommer.
Med kærlig og ærbødig hilsen, Laurids”

Marie-Louise syntes næsten han lyder lidt for forsigtig. Hun ved godt, hvad det er for en iskiosk, men hun kan ikke lige huske at hun har købt noget der. I hvert fald er der ikke nogen fra skolen, de bor lige ved den. Hun kigger på uret. Der er lidt over en time, til klokken er fire. Hun syntes, det er lidt mærkeligt at han ikke giver hende sit telefonnummer, og hun får lyst til at se, om han virkelig vil være der to gange om dagen i fjorten dage. Men det ved hun, at han vil, og hun læser hans brev igen. Måske hun bare kan tage hen og møde ham nu. Manden på billedet ligner lidt Tage, en lille, tyndhåret mand, med et fipskæg, der er helt gråt bortset fra spidserne. Hun syntes han ligner sådan en, der altid spiller kunstmaler fra Frankrig i film.

Men det er fredag eftermiddag, og hun har ikke noget at lave i dag. I morgen skal de til mormor og morfar i kolonihaven, og de skal også noget søndag, så vidt hun husker. Og så er det lige pludselig både tirsdag og onsdag, og der kan hun i hvert fald ikke komme. Hun skynder sig at pakke Laurids brev og foto ned til de andre, så hun kan komme i bad og gøre sig klar.

Marie-Louise har ret meget lækkert tøj, og hun har lagt den lyserøde BH i blonder med trusser frem, samt de dyre jeans med sølvblomster og den lille, mørkegrønne bluse, hvor man ret godt kan se at hun har bryster, frem. Hun har lidt parfume, der dufter af roser, og hun har omhyggeligt redt sit hår og flettet det. Det er tykt og gyldent og hun syntes selv, at det ser sødt ud med en fletning. Hun kan bedre lide det end bare en hestehale. Men det er også lidt barnligt, og hun har lyst til at Laurids ikke skal syntes hun er for ung, trods alt, for det havde han skrevet i brevet at hun måske var. Så hun vil tage lidt makeup på for at se ældre ud. Der er bare det ved det, at mor er ret streng med, hvornår hun må have makeup på, når hun er ude. Eller, egentlig er hun ikke streng, men hun siger nogle gange, at det skal Marie-Louise ikke have, og andre gange må hun godt, hvis hun spørger. Men hun kan ikke rigtigt spørge nu, hvor hun ikke vil sige hvorfor, tænker hun. Mor er ret dygtig til at finde ud af den slags ting, og det er nok ikke det smarteste at sige, ” jo, jeg skal hen og møde en gammel mand der godt kan lide unge piger i parken”, ved hun.

Marie-Louise har lidt mascara og en øjenskyggepen, og hun har to læbestifter, rød og meget mørkerød. Måske det vil være fint nok, hvis hun bare tager dem i en taske og tager det på ved parken. Hun skal selvfølgelig have en taske, det er klart, tænker hun. Tasker får en til at se ældre ud, og hun har en lille, sød en, i grønt læder der passer ret godt til den bluse, hun vil tage på. Hun smutter hurtigt i tøjet. Hun havde overvejet, om hun skulle barbere sig mellem benene.

Det gør mor i hvert fald, og det er vist ret voksent, men hun syntes bare at hun ser så lille ud, sådan som hun gjorde for et års tid siden eller som Maja, hvis hun ikke har hår mellem benene. I forvejen er de så lyse og tynde at man ikke rigtig kan se at de er der, så hun syntes slet ikke de skal barberes væk. Hurtigt i tøjet tager hun sin makeup og smutter dem ned bag ryggen, og finder tasken frem. Så kan hun have sin telefon og sin makeup i den, og måske sin pung, hvis Laurids vil bevise hvor gavmild han kan være.

Hun syntes ikke helt, det er derfor hun gerne vil mødes med dem, men hun har heller ikke lyst til at sige nej til gaverne, tænker hun. Hun har også lyst til at tage sin lille hemmelighed med. Hun har købt en lyserød dildo, sådan en kunstig en man kan købe og som ikke er længere end hendes finger, og hun har brugt den to gange. Mest fordi at hun ved mor har en og kilder sig selv når hun er i bad, nogle gange. Men det havde været ret spændende, og det er i hvert fald voksent, og dejligt selvfølgelig. Hun skynder sig at finde den frem fra sit skab og putter den i tasken.

De tre børn ovenpå – hende selv, Maja og Mikkel – har deres eget badeværelse og hver deres skab. Troels har sit helt eget, lille badeværelse, og så er der det store som mor og far bruger. Hun lukker tasken, kigger på sit ur og ser, at hun godt kan nå der hen, hvis hun vil gå, men så skal hun gå lidt hurtigt. Så vil hun hellere cykle. Hun havde tænkt at gå, men hun vil heller ikke være svedig af at skulle småløbe for ikke at komme for sent.

I stuen sidder Troels og Mikkel, og far sidder der også. De ser noget cykelløb. Det er ikke tid til Tour de France endnu, ved Marie-Louise, som far er helt vild med og Troels også lidt, men der er åbenbart andre cykelløb. Hun er glad for at hun har makeup i tasken og ikke på, da far kigger på hende, og spørger hvor hun skal hen.
– Jeg vil tage ind til Langgaden og se lidt på butikker. Jeg tror at Ingegerd og hendes mor også er der, og så kan vi kigge lidt sammen, siger hun. I huset er det en kvindeting at kigge på butikker, og mor kigger i hvert fald meget, og bruger penge i dem. Det kan far vist godt lide, at hun gør. Han nikker, og siger at hun skal ringe, hvis hun ikke er hjemme til klokken seks, og at hun skal være hjemme klokken otte. Det siger hun, at hun vil være. I øvrigt spiser de tit før klokken otte om fredagen, men det har far vist glemt. Hurtigt smutter hun på cyklen.

Der er en hel del mennesker ved den lille plads bag gadekæret, hvor Laurids vil møde henne. Hun kigger op på lejlighederne, hvor han siger at han har en herskabslejlighed og vil invitere hende op. Hun sætter cyklen. Klokken er fem minutter i. Hun stiller sig ved hjørnet, og fisker hurtigt sin lille pen op og sætter et par streger ved øjnene, mens hun spejler sig i den store rude ved en af bankerne. Hun kan ikke lægge mascara på sådan uden at det klumper, men hun er omhyggelig med pennen, og det får hendes blå øjne til at se større ud, og hendes ansigt til at se lidt ældre ud også.

Hvis han syntes at femten er for ungt, så ved hun ikke hvad han vil sige hvis han finder ud af at hun er tretten. Hun tager den røde, almindeligt røde læbestift, og lægger forsigtigt et tyndt lag på, og glatter det ud med læberne, inden de får et lille lag mere. Det bliver ret pænt. Hun er ikke ret solbrændt i år og hendes hud er ret lys, og håret og det hele, så den mørke læbestift ser meget voldsom ud. I stedet kigger hun på sig selv og ser, hvad hun i hvert fald selv syntes ligner en der sagtens kunne være fire år ældre, måske. Nogle på sytten er ikke højere end hende eller har større bryster. Brysterne kan man i hver fald se, ser hun til sin tilfredshed i spejlvinduet. Men klokken er blevet et minut over fire, og hun smutter sine ting i tasken, retter ryggen og trækker vejret dybt, for nu er hun pludselig lidt nervøs alligevel.

Hun når at komme helt tæt ved kiosken, før hun ser Laurids. Han er ikke højere end hende, og han har en lille, gullig kasket på, af den slags der ligner en hue som soldater går med. Så har han en sløjfe ved halsen, og en hvid skjorte med lidt sort helt oppe ved kraven, og nogle lange, mørke bukser og blanke sko.

Han har ikke stok, men han ser ret gammel ud, som han står der. Han har ikke fået øje på hende. Hun er sikker på, at det er ham. Han står tyve eller sådan noget, meter fra kiosken, og kigger på dem der går forbi. Der er en mor med to børn, der er lidt ældre end Mikkel, og to andre børn og en voksen kvinde, der selvfølgelig ikke er gammel, og alle har de is eller køber is. Han kigger på dem, og på dem der går fra stien ved Gadekæret, som er den lille plads med brosten ved siden af det rigtige gadekær, og så ind i den lille park, der fører ned til centret ved stationen. Han har stadig ikke set henne. Hun syntes at han ser sød ud, og venlig. Hun tager de første fem skridt, og ti, og ti mere, inden han ser hende. Han stirrer. Han ser fra hende igen, og op og ned og frem og tilbage, og tilbage til hende, nu hvor hun er kommet rigtigt tæt på ham. Han retter sig op. Måske en halv håndsbredde højere end hende selv, men lidt tyndere, og han kigger bare på hende.

– Hej. Jeg er Marie-Louise, siger hun, og han rækker en hånd frem, og pludselig begynder han at fumle ved sin lomme og putter noget i den, inden han rækker hånden frem og trykker hende. Hans hånd er ret lille og med lange fingre, og hans håndflade er tør men fingrene en smule våde. Det lignede hendes billede, han puttede i lommen.

– Jeg hedder Laurids, og jeg er meget beæret over at mødes med dig, siger han. Hun smiler til ham.
– Jeg er lidt nervøs, siger Marie-Louise, for hun ved ikke hvad hun ellers skal sige. Han ser sød ud og han sluger hende med øjnene, som der ville stå hvis det var en roman. Han er lidt sød at se på og lidt grim også.

– Lidt nervøs, men jeg har glædet mig også og jeg er glad for, at du svarede på mit brev, siger hun så, og smiler igen til ham, og blinker med øjnene. Han stammer en smule, men så rømmer han sig og siger, at han føler sig meget beæret og varmet i hjertet over at hun ønsker at mødes med ham. Han kigger på hende, og han kigger mere på hendes ansigt end på hendes bryster, selvom han også kigger på dem, selvfølgelig. Men hun kigger også på ham. Hans øjne ser venlige ud og han ser i det hele taget meget glad ud. Han tilbyder hende at gå en tur, og spørger om hun har lyst til at få en is.

– Jeg vil egentlig hellere tage op til dig. Jeg er lidt nysgerrig efter at se hvad en herskabslejlighed ser ud som. Det har jeg kun læst om, siger hun, og han nikker til hende, og siger, at hans lejlighed skam er velholdt, og at den ligger kun få minutter væk. Det er rigtigt nok, det tager dem kun to minutter at gå ned ad gaden og to døre ned ad en lille, meget kort sidegade, inden de kommer til hans opgang. Det er et gammelt hus, og indenfor er der en elevator, og den tager de. Trappen er meget stor og hvid og vasket, og der er gamle, store døre med udskæringer eller de der pinde, der ligner at det er vinduer i.

Han bor på fjerde, der er helt oppe under taget, og der er kun hans dør. Der står L. Jørgensen på døren. Han fumler lidt, men finder nøglen frem og byder hende indenfor. Der er en lang gang, men den er bred, og flere døre til stuer, og der er store vinduer hvor man kan se parken, og hun tror nok at lejligheden er en rigtig herskabslejlighed. De har ikke sagt noget på hele turen der over bortset fra da han to gange har sagt ”træd nærmere”, og hun tror egentlig nok at han er endnu mere nervøs, end hun selv er. Han stiller sig lidt væk, og smiler til hende.

– Du er en meget smuk og meget ung pige, og jeg føler mig helt beklemt ved, at du har svaret på min annonce, siger han. Hun har en fornemmelse af at han havde regnet med en voksen pige, og når han selv er gammel så er en på 20 eller sådan noget sikkert også meget ung. Hun rødmer, kan hun mærke.

– Ja, siger Marie-Louise, – det er meget spændende. Men jeg blev meget nysgerrig da jeg så din annonce, siger hun så. Hun er lidt ærgerlig over at hun ikke ved hvem af dem, der har skrevet hvilken annonce, men hun tror måske han vil være ked af det, hvis hun siger at han ikke er den eneste hun har skrevet til.

– Jeg skal ringe til mine forældre klokken seks, og jeg skal i hvert fald være hjemme klokken otte. De tror jeg kigger på butikker og måske skal mødes med min veninde. Men jeg siger bare at hun ikke var der, siger Marie-Louise. Manden nikker til hende, og siger, at han respekterer hendes ønske om diskretion. Hun nikker, og selvom hun stadig rødmer lidt, også fordi han kigger på hende som om hun er en engel og det er hun ikke, så føler hun sig lidt mere afslappet.

– Men her står vi jo blot i entreen. Må jeg byde dig indenfor, Marie-Louise, siger Laurids, og han peger med hele hånden ind i en af stuerne, en af dem hvor man kan se parken. Han har hængt sin kasket på en krog og har taget hjemmesko på, men hun har bare tæer, og går forrest ind i stuen. Den er ret stor, næsten så stor som deres spisestue og der er en stor, gammel reol i mørkt træ og et stort stereoanlæg med pladespiller, og en masse plader på væggen, og så er der lænestole og en stor sofa og en lille sofa. Der er rent og pænt men det hele ser lidt gammelt ud og er mørkt, også.

– Bor du her helt alene, spørger hun ham, og han nikker og siger, at han har følt sig ensom på sine gamle dage og at han meget gerne vil lære hende bedre at kende. Han beder hende tage plads, og hun sætter sig i den store sofa, der står lidt ud fra væggen, og sætter sig. Hun har stadig sin taske over skuldrene, men den tager hun af og i skødet. Han står midt i stuen og kigger.

– Må jeg byde dig en forfriskning, spørger han, og hun siger ja tak. Han nikker og smiler.
– Ja, selv kan jeg godt lide en portvin i ny og næ, men måske du ønsker noget andet, spørger han, men hun siger, at hun gerne vil bede om portvin. Han nikker. Hun ved faktisk ikke helt hvordan det smager, men hun kan i hvert fald godt lide rødvin og portvin er også rødt, ved hun. Han har en flaske stående bag en låge i reolen, og han har små glas, som han stiller på en bakke af sølv og bærer hen på bordet. Han skænker op, og bukker lidt men hun tror bare at det er sådan han gør, og ikke til ære for hende, og giver hende et glas, og så sætter han sig i den ene lænestol. Han smiler og siger, at hun er noget af det smukkeste, han har set.
– Tak, siger hun, og smiler tilbage. Han har gule tænder, ret små fortænder, men han smiler med hele ansigtet og ikke kun munden. Han siger, at han er meget glad for hendes selskab.

– Men måske du gerne vil sidde ovre ved siden af mig, siger Marie-Louise til ham, og han nikker, og så går han hele vejen uden om det lille bord, og sætter sig ved siden af hende. Hun kan mærke, at hun trækker vejret lidt hurtigere. Han løfter sit glas mod hende, og hun kommer til at drikke for meget af det på en gang. Den er sød og smager meget stærkt men bedre end almindelig rødvin, og hun har taget næsten det hele i den første gang. Men han siger ikke noget. Men han drikker sin portvin i små slurke og nyder den, og hun tager det sidste i en lille slurk, og smager også efter. Den er rigtig god, syntes hun.

– Det er en masse plader, du har. Måske kan vi høre lidt musik, siger hun. Han nikker.

– Men jeg tror ikke at jeg har musik, der falder i så ung en piges smag, siger han så og undskylder. Hun siger, at hun godt kan lide klavermusik og at han måske har sådan noget, for det tror hun han har. Han rejser sig op og skynder sig over og finde en plade. Han er nervøs, kan hun se, og sikkert mere end hun selv er, men han snakker også, og fortæller om klaversonater og sætter den på. Det er en god lyd, selvom man godt kan høre det er en plade og ikke en rigtig cd. Han kigger på hende igen.

– Det er hyggeligt, siger hun, og smiler til ham. Han nikker, og kommer over og sætter sig ved hendes side igen, men han drejer, så han kan kigge på hende og hun gør det samme, og tager benene op under sig, så hun sidder godt. Hun kan stadig smage portvinen.

– Så du holder vel sommerferie nu, spørger Laurids, og Marie-Louise nikker. Musikken en hyggelig, men ret gammeldags og det passer godt til hans lejlighed, og til Laurids selv.

– Ja, jeg skal begynde i tiende efter sommerferien, siger hun. – Jeg kan ret godt lide skolen, men det er selvfølgelig også dejligt at have fri, siger hun så. Han spørger, om hun så ikke bruger meget tid med sine venner.
– Nej, jo, lidt, selvfølgelig. Men de taler mest om drenge, og jeg syntes at de er alt for barnlige og kedelige. Det var derfor at jeg syntes din annonce er meget mere spændende, for jeg føler at det passer meget bedre, siger hun. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, men hun syntes ikke det gør så meget at hun lyver om det her. Han nikker til hende.

– Jeg, jeg havde jo nok forestillet mig en studerende, der var flyttet hjemmefra, siger Laurids. Marie-Louise siger, at det ved hun godt at han havde.
– Men jeg tror også at du syntes jeg er sød, siger hun, og det siger han, at han bestemt syntes hun er.
– Meget sød og meget smuk er du, min kære Marie-Louise, men jeg er jo blot en gammel herre, siger han så. Hun smiler bare til ham.

– Men jeg tænker jo mere på dig som en gentleman. Og måske som en kunstner, siger hun. Han smiler og nikker, og siger at han er kunstnyder, og bruger megen af sin tid i selskab med musik og malerier.

– Måske jeg kunne invitere dig med på museer en dag, og vi kunne spise sammen bagefter, siger han, og hun siger at det lyder rart.

– Men en gang i mellem kan vi også mødes her, og lytte til musik, siger hun så. Hun spørger hvad de hører, og siger at hun mest bare kender Mozart og Händel, for det er dem, hun kender i hvert fald. Han siger, at det er Piazzani, en italiener og at han naturligvis også har både Mozart og Händel, hvis hun hellere vil høre det. Men hun svarer, at det er dejlig musik og at hun godt kan lide det.

– Det er jo også en af grundende til, at jeg gerne vil lære en rigtig gentleman at kende. Jeg kan godt lide fin kunst og musik med stil, og jeg kan godt lide at spise på en god restaurant med god vin, og en mand der ved hvordan man begår sig den slags steder, siger hun så. Hun syntes selv at det lyder ret fint, og at hun taler voksent. Han nikker.

– Ja, jeg vil med stor glæde invitere dig ud, min kære pige. Men der er jo det problem med dine forældre, siger han så. Hun siger, at så længe det er sommerferie, så kan de jo spise ude til frokost, og at det vil være spændende.
– Jeg er også glad for at gå på indkøb, og det kan vi måske også gøre, siger hun, og tænker at han måske gerne vil have at vide, at han skal være gavmild. Han smiler.

– Jeg syntes også at indkøb er spændende, og det vil glæde mig at give dig fine gaver, min kære Marie-Louise, siger han så.
– Jeg har altid ønsket mig øreringe med perler. Det syntes jeg er meget smukt. Men de er selvfølgelig meget dyre, siger hun så, og smiler til ham. Hun tænker at det vil være godt hvis han tror at hun er lidt fattig og ikke har så mange penge til at shoppe for, tror hun. Laurids smiler til hende.

– Men min kære Marie-Louise, det ville være mig en stor glæde at forære dig smykker, og jeg vil tro at perleørenringe vil klæde dig meget godt. Du er en meget smuk, ung pige, siger han så til hende.

– Ja, det kan vi måske en gang. Men jeg vil også gerne med dig på museum en gang. Og så er det altså også meget hyggeligt at sidde her og snakke sammen, og drikke lidt portvin, siger hun. Han ser selvfølgelig straks at hendes glas er tomt og skænker op, og hun nipper til den.
– Men måske du gerne vil gå en tur sammen med mig lidt senere, og kigge på butikker. Her er mange fine butikker i nærheden, siger han.

– Jeg tror det vil være bedre, at vi går i butikker sammen inde i byen i stedet for. For det ville ikke være så godt at mødes med mine forældre her, og vi bor ikke så langt væk, siger hun.

– Ja, det er sandt, det glemte jeg jo. Men jeg vil meget gerne give dig et sæt flotte ørenringe. Men hør her, min kære pige, lad os sige at vi kan mødes i byen i næste uge, og der vil jeg så love at vi kan finde en butik med smykker, hvor vi kan være uforstyrrede, siger han så. Hun føler sig egentlig lidt som en luder, der forhandler prisen, tænker Marie-Louise. Det her er ikke helt så spændende, som hun havde troet, og det hele med at hun er efter at få gaver er ikke helt rigtigt, og hun syntes det er synd at narre ham sådan.

– Ja, måske. Men jeg vil hellere en tur med dig på museum, og jeg tror at du kan fortælle mig meget mere om billederne end vi lærer i skolen, siger hun så. Han nikker.

– Jeg har netop en kunstbog, og måske du gerne vil kigge i den sammen med mig, siger han så. Han skynder sig at rejse sig og gå ind i den anden stue gennem den brede dør. Hun nipper til sin portvin og kigger på sin telefon for at se, hvor klokken er. Det er meget hyggeligere at snakke om sådan noget her, tænker hun. Desuden vil mor bare spørge hvem hun har fået smykker af, hvis han køber dem til hende, og det er nok ikke det klogeste, mener hun. Laurids kommer tilbage med en stor bog, og sætter sig igen i sofaen ved hendes side. Den er på spansk eller italiensk, kan hun se, og ser at den hedder noget med ”Uffizi”, men at der står Firenze, og det er jo italiensk. Den er stor og meget flot med meget flotte tryk.

– Jeg har aldrig været i Firenze og jeg kan heller ikke tale italiensk, siger Marie-Louise. Hun skal have fransk i skolen til næste år, men det ved hun ikke om man kan have i tiende og hun ved heller ikke hvor meget han ved om hvilke fag, man kan have, så hun siger ikke noget. Han begynder at forklare, at det var rigmænd i renæssancen der samlede kunst, og at det i dag er et meget flot og vigtigt museum, og at Firenze netop kaldes renæssancens vugge.

– Det er meget smuk kunst, siger hun, og han forklarer lidt om det. Han ved rigtig meget, og noget af det forstår hun ikke helt, men hun syntes det er spændende, det med at man kan se hvordan den nye måde at male på voksede sig frem, og hvordan den ene maler hele tiden lærte af den anden og kopierede. Han stopper ved et stort maleri af en der hedder Botticelli.

– Det er nok det pæneste billede indtil nu. Men jeg har også hørt om ham, ved jeg. Det er rigtig flot, siger hun. Han nikker, og begynder at forklare om billedet, der er noget fra bibelen. Det er en kvinde, nærmest nøgen, der skulle være en helgen og en masse mænd, der torturerer hende, selvom det ikke ser ud til at gøre ondt på hende.
– Måske historien er den, men de har tøj og rustninger og sådan noget på fra den tid, hvor Botticelli malede, siger Marie-Louise, og Laurids nikker og siger, at det er meget almindeligt, og så snakker han lidt videre. Hun har sådan nogle lidt klumpede bryster, der både hænger og ikke hænger, kan man se, og Marie-Louise tror ikke rigtigt at ham Botticelli har set rigtige bryster. Men måske det også var en ting de var ved at lære.

– Var de også ved at lære at male nøgne kroppe, ligesom alt det med perspektiv og delinger hvor de fanger øjet, spørger hun Laurids. Han kigger på hende, og hun rødmer, for han kigger rigtigt meget.

– Det var de vel nok, I hvert fald anatomien, den er et meget yndet studie fra denne tid, siger han.
– Ja, det er rigtigt. Også på statuerne, hvor der er mange nøgne statuer. Men Laurids, jeg har lyst til at spørge dig om noget andet, siger hun så. Han spørger, hvad det kan være, og han tager sit glas og nipper til portvinen.
– Jo, om du syntes at hun er smukkere end jeg er, men det er nok et ret mærkeligt spørgsmål, siger hun så. Kvinden er måske nok ment til at være smuk, tror hun.

– Nej, jeg mener at du er langt smukkere end hun er, min kære pige. Du er så frisk og sød, men jeg syntes ikke det er et mærkeligt spørgsmål, siger han så. Hun nikker, og nu tager hun også lidt mere portvin. Den er vistnok stærkere end almindelig vin men det er små glas, og hun kan ikke mærke den endnu, rigtigt.

– Men hun har i hvert fald meget smukkere bryster end jeg har, og de er meget større, siger Marie-Louise. Han kigger på hendes bryster, og på dem i bogen men mest på hendes.
– Du er langt smukkere end hun er, siger Laurids. Marie-Louise siger tak til ham, også selvom hun selv syntes at han har ret så er det dejligt at få at vide at han også syntes det, tænker hun.

– Jeg tror ikke helt på dig, siger hun, – men det er også lidt svært at sammenligne bryster. Men Laurids, kunne du tænke dig at se mine bryster, siger Marie-Louise. Laurids siger, at det vil han meget gerne. Han lægger bogen lidt fra sig, men han har den stadig slået op.

– De er altså ikke så store som hendes i bogen, Magdalena Santi, siger Marie-Louise, mens hun tager sin bluse af over hovedet, og Laurids kigger og sluger hende med øjnene, og han smiler og siger at hun er meget smuk og sød.

– Du er den sødeste lille pige og jeg føler mig meget beæret over at vi kan have vores bekendtskab, siger han så, og ser lidt mere alvorligt på hende. Marie-Louise nikker. Hun kan mærke at hun rødmer, og hun har endda ikke taget sin BH af endnu. Men hun løsner den og tager den af, og Laurids kigger på hendes bryster, der selvfølgelig skal have helt stive brystvorter lige nu. Han tager forsigtigt hænderne ud og rører ved dem. Hans hænder er glatte og varme og kun lidt fugtige, ikke som da hun trykkede hans hånd, og han rører meget let.

– Det føles rart, siger Marie-Louise. Hun lukker øjnene lidt, men så åbner hun dem igen fordi han tager sine hænder væk.

– Du skal ikke være genert, siger hun til ham, og han siger, at hun er så perfekt og smuk og sød, og at han meget, meget gerne vil give hende bare et lille kys. Marie-Louise siger, at hun gerne vil have et lille kys. Hans fipskæg kilder lidt, da han giver hende kysset, der er midt på læben og faktisk er ret lille. Han tager en hånd op ved hendes hals, og det er rart også, da han stryger hende over halsen. Musikken er stoppet, fordi pladen er løbet tør, men det er vist lidt tid siden.

– Laurids, vil du ikke sætte lidt mere musik på, og så kan vi sidde her sammen, siger hun. Han nikker og kigger langt efter hende, mens han skynder sig at sætte den anden side af pladen på. Hun nipper lidt mere til sit glas med portvin, inden hun tager sin BH og blusen og rejser sig op, og folder dem sammen og lægger dem på lænestolen, den han først havde sat sig på. Han er blevet stående ovre ved reolen med pladespillerne, og han kigger på hende, en lille, gammel mand i fint tøj og med et sødt smil og søde øjne. Hun kan ikke helt finde ud af om hun skal tage resten af sit tøj af, men hun ved at han sikkert gerne vil have det, og så beslutter hun sig for, at det jo er det hun er kommet for, måske ikke helt at bolle for det ved hun ikke om hun vil, men i hvert fald at lade ham kigge på sig. Så hun begynder at åbne sine bukser og ret hurtigt trækker hun dem ned, og han kigger bare mere på hende, da hun står der, bare med trusserne på. Dem tager hun også ned, og så folder hun tøjet sammen og lægger det ved det andet.

– Du er så sød, min pige, min kære, dejlige Marie-Louise, siger Laurids, og kigger mere på hende.
– Tak, siger hun og lader ham kigge. Man kan ikke se ind i stuen fra andre huse, som man ellers altid kan fra andre huse inde i byen når det er lejligheder. Musikken spiller fint ,men han har skruet lidt ned.

– Min kære pige, må jeg kysse dig, spørger Laurids, og Marie-Louise siger at det må han gerne. Hun bliver stående, da han begynder at gå hen til hende, men så går han ned på knæ og begynder at kysse hende på maven i stedet for, og det troede hun ikke at det var det han mente. Men det kilder lidt og føles ret dejligt, og da han begynder at kysse hendes navle også, kan hun mærke at han åbner sin mund lidt, og det er lidt vådt men mest bare dejligt. Han kysser lidt ned mod hendes kusse, ikke helt rigtigt på den men der, hvor hårene er, og så lidt mere ned, og det kilder selvfølgelig endnu mere. Mest hans tunge, der er sådan meget blød og varm mod hende, men også lidt hans skæg og hans ansigt, og hans hænder, for han har lagt dem på hendes lår og holder hende. Hun lukker øjnene, men begynder selvfølgelig straks at miste balancen selvom hun koncentrerer sig, og åbner dem igen.

– Laurids, måske jeg skal sætte mig i sofaen, og så kan du kysse mig her lidt mere, siger hun, og han nikker og trækker sig væk, og siger undskyld og at det burde han have tænkt på. Hun sætter sig tilbage i sofaen, men ikke med benene oppe, sådan i hvert fald. I stedet så spreder hun dem, og han går ned på knæ og begynder ret hurtigt at kysse hende, ikke bare kysse hende i fissen men rigtigt at slikke hende, og det er nærmest lige så godt som de gange, hun har gjort det med Dyveke. Men også anderledes og lidt bedre på nogle punkter. Han kan i hver fald lide det, for han siger hele tiden at hun er en meget fin og meget sød pige.

Men han slikker mest, og hun lukker øjnene og lader ham slikke, og efter lidt tid begynder hun at mærke, at det her kan hun rigtig godt lide. Det er ikke sådan at hun får orgasme, som hun fik den ene gang hvor det var med Dyveke og den anden gang, da hun legede med mors dildo i badet, men det er nærmest lige ved og i hvert fald rigtigt dejligt, og hun kan høre sig selv, sine små lyde og sine små støn, når han rigtigt rammer hende og slikker hende og så er musikken færdig men han bliver ved, og hun spreder sig lidt mere og han slikker mere, indtil hun er meget tæt ved at få orgasme rigtigt, men sådan mere bliver mæt af det, og han kan mærke det på hende og stopper med at slikke. Hun åbner øjnene. Hans skjorte er blevet en lille smule våd ved halsen, og han er rød i kinderne og ret meget mere våd ved munden, og han stirrer på hende som om hun er en engel, og det er hun måske også lidt, i hvert fald over for ham.

– Det var altså rigtig dejligt, siger hun, og hun samler benene lidt men ikke særligt meget. Han siger ikke noget.
– Jeg troede ikke at jeg helt ville det her på vore første møde, men jeg er glad for det. Jeg kan godt lide at mærke din tunge, siger hun, og han rødmer ret meget nu, og siger at han nyder at smage en så sød og ung pige som hun.
– Hvor gammel tror du at jeg rigtigt er, siger hun og nu ser han pludselig helt vildt forskrækket ud, og hun fortryder det med det samme.

– Undskyld, men det var slet ikke for at gøre dig forskrækket. Men det var bare så dejligt at jeg kom til at sige det. Jeg er tretten år, men vi kan bare lade som om jeg ikke har sagt det og at jeg er femten, siger hun. Han siger at han havde troet hende da hun sagde hun var femten, og at han ikke vidste at hun var så ung, selvom han nok havde syntes at hun var meget ung, og yngre end han havde turdet håbe på da hun svarede annoncen. Han kigger stadig på hende, men han har sat sig lidt væk. Hun har stadig spredt benene og har dem ud til siden, og han kigger fra hendes fisse til hendes ansigt hele tiden.

– Vi lader som om jeg ikke har sagt det, siger hun igen. Laurids spørger, om hun er klar over at hun ikke er gammel nok til at have den slags møder.

– Ja. Man skal være femten. Men vi har jo ikke rigtigt bollet. Og jeg siger det ikke til nogen. Vil du ikke gøre det igen, slikke mig, spørger Marie-Louise. Han nikker, men han kommer ikke helt nærmere.

– Det vil jeg gerne have, siger hun, og så efter lidt tid, så kommer han tilbage mellem hendes ben, og han er mere forsigtig end før, men så glemmer han det efter lidt tid, og selvom hun ikke er så tæt på orgasme, så er det meget lækkert, og han er sød, og han slikker hende og hun kan igen føle denne her varme i sin krop og i fissen mest, og hun stønner lidt mere. Efter lang tid, så stopper han, og hun tror måske han er lidt træt i tungen nu, for til sidst var det mest sådan ved at mase med hele tungen og ikke kun spidsen.

– Tak, siger hun bare, da han kigger på hende. Hun samler benene, og tager dem op i sofaen og tager sit glas med portvin.

– Man kan ikke helt se hvor gammel jeg er. De fleste tror i hvert fald sagtens på at jeg er femten eller seksten, når jeg siger det, siger Marie-Louise. Måske ikke alle i verden, men de fleste, ved hun. Han siger, at hun er meget smuk og at hun sagtens kunne være femten.

– Jeg vidste ikke at du sådan ville lyve om din alder, men jeg havde heller ikke regnet med at en så ung pige kunne være interesseret i en gammel mand som jeg, siger han.
– Men jeg tænkte heller ikke noget da vi snakkede sammen, og jeg troede virkelig, at du var gammel nok, siger han så videre. Han er lidt nervøs over det. Hun smiler bare til ham.

– Men det syntes jeg altså også selv at jeg er. I hvert fald har jeg lyst til det, at være gammel nok, og er det ikke det vigtigste, i stedet for om jeg er næsten fjorten eller lige fyldt femten, siger hun. Laurids nikker, men siger, at han føler sig lidt nervøs ved deres forhold. Så bliver han nervøs igen og siger, at han naturligvis gerne vil give hende en gave og gøre hende glad. Hun nikker.

– Ja, men jeg syntes også at vi skal lave udflugter sammen som vi har aftalt. Men nogle gange skal jeg sikkert være hjemme lidt tidligt. Og måske jeg hellere skal se, hvad klokken er, siger hun. Han kigger på sit armbåndsur og siger, at den snart er halv seks. Marie-Louise finder sin telefon frem i tasken, og han kigger på hende, som hun sidder der helt nøgen på hans sofa. Han sidder stadig på knæ på gulvet. Men det er faktisk ret dejligt lige nu, at han ikke er helt for tæt på hende, kan hun mærke.

– Jeg vil sende en besked til min far om at jeg snart kommer hjem. Så kan du kysse mig lidt på brysterne, hvis du vil, og så vil jeg tage hjem, siger hun. Laurids siger, at det vil han meget gerne, men om hun ikke tror hun må hjem nu. Hun skriver bare sin sms til far, og så siger hun til Laurids, at han godt må kysse men at han ikke må lave sugemærker, for det vil ikke være så godt. Han kysser hende, og det kilder ret meget, men det er også dejligt selvom det ikke er nær så dejligt som når Dyveke gør det, eller som da han slikkede hendes fisse. Men han kan i hvert fald lide det, og lidt efter er det også mere dejligt, særligt når han sådan, klemmer lidt med fingrene om dem og sutter, selvom han ikke tager særligt hårdt.

Men han kan sikkert bedst lide at tage forsigtigt på dem og mærke at de er bløde, og så store er de heller ikke at han rigtigt kan kramme dem, selvom han har ret små hænder. Hun rækker ud og tager det sidste af sin portvin, mens han krammer lidt mere, og så kysser han hende på halsen, men hun siger, at hun helst vil have at han kysser hendes mave, og han gør det selvfølgelig med det samme. Lidt efter tror hun nok, at det er bedst at gå. Det er ikke helt så spændende mere, ikke efter at hun sådan, nærmest fik orgasme begge gange og han er lidt nervøs men også ivrig, og hun har i hvert fald ikke lyst til at han skal spørge hende for meget, for hvis hun nu afviser ham og han så bliver ked af det eller sur, fordi hun ikke er gammel nok. Så hun siger, at hun er glad for at de har mødt hinanden, og at hun vil tage hjem. Han rykker sig straks væk, og stiller sig op. Men han kigger på hende med smil i øjnene også, mens hun sådan, lidt langsomt tager sit tøj på. Hun har ikke fået brug for sin dildo, og så kommer hun til at tænke på sin makeup, som mor ikke skal se når hun kommer hjem.

– Laurids, jeg vil gerne lige låne dit badeværelse, siger hun, og han viser hende det. Hun har sine bukser på men ikke blusen, og det er lidt underligt at tage trusserne på igen, fordi hun stadig er våd mellem benene, og hun syntes også at man sådan kan lugte det, lidt i hvert fald. Hun fjerner ret hurtigt sin øjenskygge og læbestiften og skyller sig i ansigtet, og så tager hun bukserne af og vasker sig mellem benene også, og det frisker op, og hun tørrer sig bare lidt med papir. Han har et stort badeværelse med badekar, og hun tænker, at der kan hun måske tage bad engang. De har ikke badekar hjemme. Han venter på hende i stuen, da hun kommer ind. Han smiler til hende.

– Måske jeg en dag må tage bad her. Jeg kan godt lide at tage karbad, og måske det er stort nok til at vi kan bade sammen, siger hun. Det sidste havde hun ikke tænkt, men han siger, at det ville være en meget dejlig oplevelse, og at han meget gerne vil det. Han spørger hende, om hun er sikker på at de kan mødes igen, nu hvor hun har sagt at hun blot er tretten. Hun er ved at tage blusen over hovedet, da han spørger.

– Ja, men bare ingen ved det. Så vi bliver nødt til at mødes inde i byen. Måske vi kan gå på kunstmuseet, og så spise sammen og så bagefter tage her hjem til dig, for så er der ikke så langt hjem for mig. Måske på fredag, siger hun. Laurids siger, at det vil han meget gerne, og han siger, at de kan mødes ved museet klokken elleve, spise klokken et og at der vil være god tid til at hun kan komme hjem i tide, inden det bliver for sent. Så det aftaler de, selvom hun egentlig havde tænkt at de skulle vente lidt, men han er sød, syntes hun.

Nede på gaden har hun en fornemmelse af at alle kan se, at hun har lavet, ja, måske ikke hvad hun har lavet, tænker hun, men i hvert fald at hun har lavet noget hun ikke må. Hun går hen til sin cykel. På en måde var det meget dejligere end hun havde troet, og selvom at hun lavede meget mere end ham end hun havde regnet med, så havde det også været ret godt. Hun er i hvert fald glad for at han ikke ville bolle med hende også, for hun tror nok at hun er for lille til det, i hvert fald med en mand. Det er noget andet når hun gør det med Dyveke, eller de gange hun har leget det med Maja, da hun var lidt yngre.

Men med en mand skulle hun bolle rigtigt, og det ville hun nok ikke og så var han blevet ked af det, i hvert fald. På den anden side, tænker hun mens hun begynder at låse cyklen op, så var der sikkert ikke sket noget som helst hvis ikke hun havde spurgt det der dumme spørgsmål om hendes bryster var pænere end Magdalena Santi. Han burde have grinet ad hende og sagt, at hvis hun havde lyst til at vise brysterne skulle hun bare tage blusen af. Og det var i hvert fald dumt at sige, at hun kun er tretten. Og der er faktisk ret lang tid til at hun bliver fjorten, men nu har hun en aftale og hun er sikker på at han er sød også, selvom han fra starten ved det. Hun cykler hjem.

GIV STJERNER:
1 Stjerne2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (29 har stemt, 4,24 af 5)
Loading...
SKRIV EN KOMMENTAR
KLIK HER!

5 kommentarer

  1. Kitten

    30/12/2013 kl 2:17

    Dejlig novelle med en rolig udvikling. Alting behøver jo ikke ske med det samme……

    1+
  2. Fast læser

    29/12/2013 kl 16:08

    Nogle rigtig gode historier, dog synes jeg at slutningerne mangler lidt pondus. Spændingsniveauet bliver bygget rigtig godt op, men der mangler at ske noget mere i afslutningerne. Dyresex novellen var rigtig god. Det er muligvis helt bevidst, som teaser, for at fange læseren og det virker! Glæder mig til næste del!

    0
    • Dragemis

      29/12/2013 kl 20:53 - som svar på Fast læser

      du skal tænke på at her er hun kun tretten og forsøger sig med sin krop – i dyresex novellen er hun sytten og ganske erfaren… pondus ligger forskellige steder

      0
  3. Ken

    28/12/2013 kl 10:41

    dejlig når så ung en tøs vil bruge fissen. ken.aaby@hotmail.com

    0
  4. PK33

    28/12/2013 kl 8:47

    Ville elske og slukke en så ung pige

    0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

erotisk pakkekalender til voksne sexlegetøj