I Hundehuset (Creep)
Er hvor jeg er. Ikke i situationstegn – seriøst! Hun har sat mig i hundehuset i baghaven.
Og selv om vi har en stor hund, er der faktisk ikke meget plads herinde, for sådan en granvoksen mand med begyndende stive led. For ikke at nævne lugten, stanken! Pyh!, hvad foretager Bufas sig dog herinde? Nå, ja, han er her jo ikke nu. Det er bare mig, alene. Og det er igen bogstavligt – BARE mig! Kunne godt bruge Bufas til at varme mig lidt med. Tegner til at blive lidt ‘nippy’ i aften – og nat?
Jeg titter ud gennem hullet, forsigtigt, honey? Der er lys i køkkenvinduerne. Hun skal nok bare lige have lidt tid – til at falde ned. Sjovt som man tror man kender nogen, og så… Hov!, nu går døren, og lukker i et brag. Jeg stikker snuden tilbage i min fæle hule – den snude der har bragt mig i det her fedtefad.
Hun har jo været på opdagelse i min bærbare og er blevet bevidst om hvordan jeg… ja, hvad var det hun skreg; har ‘creepet’ rundt i på nettet. Snavset vores forbindelse til, med ind- og udgående perversiteter. Nåh, ja.. jo, såmænd… Øhrr!, undskyld mig, nu rykker hun i kæden. Der er koblet til halsbåndet, om min hals. Hooney?
Hun har stillet en højtaler op i vinduet og rodet igennem min Radiohead-compilation. Thom Yorke synger om det at være et ‘Creep’:
Whatever makes you happy,
Whatever you want,
You’re so fucking special,
I wish I was special…
But I’m a creep, I’m a weirdo,
What the hell am I doing here?
I don’t belong here,
I don’t belong here.
Den starter igen, kører på repeat. Og jeg er med – hele vejen. Også i den dybereliggende pointe i sangen, som er gået lidt tabt i dens popularitet. Jeg vedkender mig ærligt den fulde betydning – jeg ER en creep. Men det skal åbenbart bankes ind i mig! Hun rykker mig ud til sig og giver mig med søndagsudgaven. Hårdt sammenrullet og våd, bruger hun den til at lade mig forstå, at jeg er en køter. -Din satans møgkøter!, nå, ja, hun hvæser det jo også ned over mig, mellem slagene på min bare.
Hun har utvivlsomt gravet videre i mit snavs. Hvad skulle hun ellers med mit password – dem alle! Oh, boy! Hun har nok læst nogle af mine små skriblerier, mine små ‘creeps’ – og noget af det andet jeg roder mig ud i! Der hvor jeg stikker omtalte organ frem, og ikke bare hitter på, men prikker. Det hænder jo, fordi jeg er i besiddelse af den slags ego, der puster sig op som en vejrballon, der tror den er en luftballon. Og så svæver faretruende tæt på den savtakkede verden bag den virtuelle. Når jeg overtræder tærsklen – hvilket jeg har en tendens til. Det er der det bliver ‘virkeligt’ creepy, også selvom det blot skyldes dum-smart selvovervurdering og manglende situationsfornemmelse. Og nu har jeg i den grad jokket, nej, gledet i spinaten. Hooney! Yorke er begyndt igen:
When you were here before
Couldn’t look you in the eye
You’re just like an angel
Your skin makes me cry
Hun står foran mig og smækker. Jeg kysser hendes tæer i de åbne stiletter, og mærker skammen og den psykiske smerte samle sig, og blande sig med den fysiske. SMÆK!, -KØTER!, SMÆK!, -USSEL!, skælder og smælder hun vedvarende til avisen er ved at gå i opløsning. Jeg har lige nærværelse nok, til at undre mig over at jeg er så stiv! Min ego-ballon er jo sprukket og slatten som et udslidt kondom, men min manddom står ret ud i aftenmørket!?
Har hun puttet noget i kaffen, eller opdager jeg bare nye sider af mig selv? Hun stopper sin/min prygl og får lige vejret, smider den trevlede avis. Jeg kigger op. Hun har den sorte kimono på, vi købte i… Ikke noget indenunder? Hun stiller sig ind over mig og sænker sig, oh, honey!, her kommer den – tilgivelsen!
Det pjasker ned i mit ansigt. Lunkent og let aromatisk, tydeligt at kaffen er filtreret gennem systemet. Jeg får det i ørerne og håret, ned af halsen – og der er jo ikke noget at sige til det. Håber bare Gíslason inde ved siden af, ikke er ude på terrassen for at ryge.
Hun strinter af og lader hun mig ligge lidt i sin pøl. Aftenluften er blid ved mine martrede balder og smyger sig kælent om mine frithængende nosser og katastrofale stivert. Yorke fortsætter for femte gang med at minde mig om min status: -But I’m a creep, I’m a weirdo. Det er min baggrundsmusik hele aften, men der er opstået en forstyrrende, skurrende lyd bag den. Måske er mit øre bare lukket til, jeg åbner mit klistrede øje.
Det er lyden af Global G-3, forskærerkniv mod strygestålet. -Måske var det bedre med den kasteration…, hvisker hun lige højt nok, ud mellem de blottede tænder. Vi har jo talt om at få Bufas ‘ordnet’, men hun var tøvende, og det var da slet ikke noget vi selv… åh! Hun vikler et hårbånd om mine nosser, tre gange, og sætter det kolde stål mod dem. Jeg bider tænderne sammen og søger trøst i Yorkes vrængende stemme – det virker ikke rigtigt.
Heldigvis er jeg forholdsvis følelsesløs i bagpartiet, efter de mange prygl, og mærker kun en dump smerte da hun filer. Hårbåndet fungerer måske som årepresse, måske er det ikke så galt? Håber hun ved hvad hun gør, for hun tager sin tid. Hendes filen stopper og hun holder dem i et solidt greb mærker jeg tydeligt. Jeg ånder lettet op – så godt jeg kan – lille drillepind! Hun skar med bagsiden, gjorde hun ikke? Jeg kan ikke rigtigt se fra min position, men jo – det jo mig der er ‘creepen’ her.
Hun lader mig ikke tjekke efter, giver mig Bufas’ hundeskærm på, der forhindrer en køter i at gnave i sår – og altså også i at se det evt. sår. Derefter vikler hun gaffatape om mine hænder, til de er passende ubrugelige til menneskelig aktivitet. Det er poter nu, en køters trædepoter. Jeg kigger op på hende med mine bedste hundeøjne, håber på lidt medlidenhed, en enkelt godbid. Men det eneste jeg får, er en spand koldt vand i hovedet – igen bogstavligt.
Hun hælder det fra den store vandkande, fylder min skærm og holder mit hoved hejst i kæden. Det siver kun langsomt fra halssprækken, så jeg må holde vejret i lige vel lang tid. -Huaarh!, gisper jeg, da jeg endeligt kommer oven vande. -Hvad siger køteren?, hvæser hun og flår i mit kolde, våde øre. -Auuuh?, prøver jeg, i bedste scuby-do-stil. Jeg kommer til at tænke på Tommy, under kyndig behandling af P…, oh, boy!, det har hun også læst. Min besudling af folkekære børnebogsikoner, selvom også DET var i bedste mening! -But I’m a creep, I’m a weirdo
Jeg begynder at granske min hjerne, afkrogene af mine syge tankespind – hvad andet kan hun have fået ideer fra? Unge kvinder – næsten altid unge kvinder! Der objektificeres og misbruges på det groveste – også selvom det typiske er ‘mig’ selv der spiller… OH, BOY! Hvad nu hvis hun har fundet vej helt ned i dybet af min beskidte drive? Jeg begynder at dirre og kaste lidt vand op, tæt på at druk…, oh, no!, så HAR hun jo været der!
Og nu er hun tilbage. Med endnu et halsbånd til mig. Det ulovlige vi købte i Polen, men aldrig brugte på Bufas. Honeey! Hun spænder det om min hals og trykker. Friske batterier, med stød der får mig til at spjætte og se stjerner. Godt vi aldrig brugte det på Bufas, for det er sgu’ da ond.. ZZZZAP!, t!.., ZAP!, ZZZZZAP! -Huumaarrh!, auuh, klynker jeg, og venter på det næste ZZAP!, ZAP!… … …ZAP!… …zzz
Hun dræner batteripakken, men min nakke spasmer videre, og det er som om hele min krop sitrer af vildfarende lyn. Mine sanser er forvrængede. Selv Yorke lyder mere underlig end normalt, mens han håner mig med sin/vores selvmedlidenhed. Han går mig på – mine zappede nerver – så jeg forsøger at overdøve ham med en enekoncert i mit hoved. The Cure ‘Boys Don’t Cry‘:
I would say I’m sorry
If I thought that it would change your mind
But I know that this time
I have said too much, been too unkind
I try to laugh about it
Cover it all up with lies
I try to laugh about it
Hiding the tears in my eyes
‘Cause boys don’t cry
Boys don’t cry
Men jeg indser snart, at Robert Smith er skåret af den samme melankolsk, selvsmagende læst, som os andre klynkehoveder (henner!?). Det gavner ikke lige i min situation her. Og nu er hun også tilbage, med de grove havehandsker, som hun bruger til at fjerne lidt ukrudt med. Hun former en pæn bold af det og stopper det i min kæft, hun lukker til med gaffa. Det er brændenælder, kan jeg registrere og informere om. Kan godt være det er sundt som suppe, men jeg tvivler altså.
Hun fortsætter ‘havearbejdet’ med nogle tynde grene fra stikkelsesbær-busken, fletter disse i en ring – helt kristent ikonografisk. Skal jeg mon korsfæstet nu og have tornekrone på, tænker jeg lettere humoristisk – meget let, og tør i halsen.
Hendes krone bliver dog hurtigt meget lille, og høj. Den får hun da aldrig ned over mit hoved… åh! Hun hejser mig op igen, på bagben. Min gaffa-poter stikker ud foran mine skuldre, min manddom ret ud i luften. Hun tvinger hylsteret ned over det stadig strittende hoved – og tvinger mine sanser tilbage i fuld styrke. Min rejsning tager ingenlunde anstød af ‘kroningen’, piggene ned langs den spændte hud – oooh, boy!
Hun beundrer sin flettekunst, smiler tilfreds – måske er hun ved at blive god igen? Men oh, boy, hvor skal vi meget ondt igennem. Apropos igennem, jeg tror et par af piggene… oooh, boy! Man skulle tro det gik ud over ‘begejstringen’, men den syntes bare at blive større!? Og det hjælper bestemt ikke, at hun åbner kimonoen og lader mig indsnuse den hel-barberede ‘frister’!
Ud af det blå, tryller hun sin lille vibrerende hjælper. Hun sætter den mod spalten, foran mit åsyn, og lader den åbne op hele vejen, vådt og nådesløst. Den hvide brummer smutter ind og hun knepper sig selv heftigt, optændt af en hellig og hævngerrig ild. Hendes kusse smasker taktfast og hånligt, sammen med Yorke i baggrunden, og jeg mærker det henholdsvis udvide sig, og krympe sammen, under skærmen, faretruende prikkende.
Jeg mærker et stærkt behov for at rulle tungen ud og gispe som den køter jeg er, lige ud for de rullende skamlæber – give me some sugar, honey! Men der er som bekendt lukket, kan bare snuse begærligt og klynke som den hen-hund jeg er. Det gør hende bare vildere, og hun bund-knepper sig selv, mens hun bitch-slapper sin klit – hun er virkeligt styg! -Kan du li’ det køter, er sådan du vil ha’ det, hva’?, spytter hun ned over mig, mens hun tydeligvis selv er godt tilfreds.
Hendes kusse eksploderer nærmest i mit fjæs. Det sprøjter højt og flot fra den, ind i min skærm, og jeg kaster snuden rundt efter lidt – og mærker piggene grave sig dybere. Hun holder mit hoved og ryster sig foran det, -oooohuuu, JAHR!, det var GODT!, håner hun.
Sådan står hun længe og stønner tungt, mens hun vugger og gnubber lidt videre, sjasket til så det er en pine at se på – bogstavligt. Så tager hun den lille glinsende lykkestang frem for min snude, som en uimodståelig kastepind for en køter. -Ska’ du ha’ den, hva’? Ska’ vovsen ha’ pinden? -Muf, muf, bjæffer jeg og pisker tungen rundt om min bold – luk mig ud!, hyler den. Jeg vrikker endda med halen – selvom det ikke lige frem gør noget godt, for det der stikker ud den anden vej.
Men jeg er kun fokuseret på pinden ud for min snude, og opdager ikke hendes tag i kæden, før hun rykker mig ned i sølet igen. Jeg får en hyletone i ørerne af piskemældet, og mærker sylen på hendes stilet mod den whippede nakke. Hun presser mit ansigt helt ned i mudderet, -så skal vovsen da også få den!
Jeg stritter, nedenud og bagud. Mærker den lille pind mod mit mande-hul, og presset for at komme ind. Jeg klynker – påtaget – håber hun ikke indser, at det ikke er første gang bemeldte brummer er på de kanter. -Mauuuh!, hilser jeg, da hun entrerer og begynder at søge. Rette stimulering af prostata – og slip! – ‘kroningsceremonien’ er ovre!
Hun finder den lille ‘kommandocentral’, der styrer så meget i mandens verden – altså verden! Ha! – ‘verdens-herre-dømmeren’! Den maskuline seksualitets udspring – nås gennem vores røv, selv henners! Ha!, tænker jeg, og auuu-ha, da hun tænder brummeren. Vibrationerne ryster sædvæsken igang, og alt der er forbundet, helt ud i det fri under mig!
Auuuh!, for en mother-f…! Det fosser, og svulmer. Og prikker og pigger. Og jeg kan næsten ikke holde det ud – så ekstatisk berusende det er! Det bliver ved at cirkle og bølge, frem og tilbage, vil ikke slippe, må ikke, kan ikke! Ooooh boiii!
Hun trækker den fri i lige rette øjeblik, men lader den sidde klemt fast. Den har nok (ligesom jeg?) set det sidste til hendes kusse, og hun efterlader den i aftenskumringen. Sammen med mig.
Døren smækker og lyset slukker. Yorke får dog lov at vræle videre. Lyset i soveværelset tændes, jeg bakker forsigtigt tilbage i mit, i hundehuset igen. Herfra kan jeg svagt høre hun kalder på Bufas – den køter! Får lov at sove i min side i nat, i den varme seng, på den bløde madras – ikke kolde, hårde jord! Og med Yorke i ørerne, hans vræng… En anden lyd, let stønnen, igen? – ud gennem soveværelsesvinduet på klem – oh, Bufas – din køter!
Jeg presser mine gaffapoter hårdt mod ørerne, så godt jeg kan hen over skærmen, og klemmer øjnene hårdt i. Lige så hårdt som den pine der stikker ud under mig og den pind jeg har bagi. Stum, døv og blind, forsøger jeg af al min kraft, om ikke jeg kan fremmane en trøst. Bare noget andet end det her absurde teater. Noget med nogle unge piger på glatis, uhm! Noget med små glatte skrigeballoner, kort sagt – noget mere sød musik…
GIV STJERNER:
(59 har stemt 4,15 af 5)
Loading...5 kommentarer
Skriv et svar
-
Ugens spørgsmål: Fantasier, oplevelser og præferencerJeg har et par spørgsmål, jeg gerne vil have...
- 19/02/2024
NNastyJR
27/07/2015 kl 10:32
Tagger – og hvor den 2’er af, du ved ‘lædermasken’? 😉
Ond Stedfar
27/07/2015 kl 11:23 - som svar på NNastyJR
Åh ja 😉 Der arbejdes på sagen, indledningen er skrevet, introducing ‘Lædermasken’, og resten skriver forhåbentlig sig selv, når inspirationens lyn slår ned igen 😀
NNastyJR
27/07/2015 kl 11:30 - som svar på Ond Stedfar
Uhh – suspence! (og allerede ståpels!) VT er en af mine første ‘forelskelser’ 😉
Ond Stedfar
27/07/2015 kl 12:50 - som svar på NNastyJR
Fedt! Dét glæder mig at høre 🙂
Ond Stedfar
27/07/2015 kl 10:23
Hæhæh! 😀 Godt skrevet.
Jeg tror vi er mange her, som frygter lidt for den dag vores små perverse hemmeligheder og tankespind dukker frem fra de dybeste steder på vores drives. Konsekvenserne? – puhha, tror din beskrivelse kommer ganske tæt på 😉